Kapitel 6

Ånden der vender tilbage til Gud

HOS enhver som oprigtigt undersøger sagen burde der ikke være nogen tvivl om at det Bibelen kalder „sjælen“ ikke er en eller anden udødelig del af mennesket som fortsætter en bevidst tilværelse efter døden. Og dog er der nogle mennesker som, når de får forelagt de overvældende vidnesbyrd om sjælens sande natur, fremfører andre argumenter i et forsøg på at underbygge deres tro på at der er noget i mennesket som fortsætter livet efter døden.

Et skriftsted som ofte bruges er Prædikeren 12:7, der lyder: „Og støvet vender tilbage til jorden som før og ånden til Gud, som gav den.“ Den metodistiske teolog Adam Clarke skriver i sin Commentary om dette vers: „Her skelner vismanden tydeligt mellem legemet og sjælen: de er ikke ét og det samme; de er ikke begge materie. Legemet, som er materie, vender tilbage til støvet, som det kom fra; men ånden, som er immateriel, vender tilbage til Gud.“ På samme måde siger A Catholic Commentary on Holy Scripture: „Sjælen vender tilbage til Gud.“ Begge kommentarer antyder således at sjælen og ånden er det samme.

Det er imidlertid interessant at andre romersk-katolske og protestantiske forskere fremholder et helt andet synspunkt. I „Glossary of Biblical Theology Terms“ (Ordbog over bibelsk-teologiske udtryk), som findes i den katolske New American Bible (udgivet af P. J. Kenedy & Sons, New York, 1970), læser vi: „Når ’ånd’  bruges i modsætning til ’kød’, . . . er målet ikke at skelne mellem en materiel del og en immateriel del . . . ’Ånd’ betyder ikke sjæl.“ I Prædikeren 12:7 bruger denne oversættelse ikke ordet „ånd“, men udtrykket „livsånde“. Den protestantiske Interpreter’s Bible bemærker angående den der har skrevet Prædikerens bog: „Koheleth mener ikke at menneskets personlighed fortsætter med at eksistere.“ Kan vi i betragtning af sådanne modstridende konklusioner få korrekt oplysning om hvad ånden er og i hvilken forstand den vender tilbage til Gud?

I Prædikeren 12:1-7 skildres i et poetisk sprog hvordan det er at ældes og dø. Efter døden opløses legemet og bliver igen en del af jordens støv. „Ånden“, derimod, vender tilbage til Gud. Menneskets død er altså forbundet med at ånden vender tilbage til Gud, hvilket synes at vise at menneskets liv på en eller anden måde afhænger af denne ånd.

I grundteksten til Prædikeren 12:7 er det hebraiske ord der er oversat „ånd“ eller „livsånde“, ruʹach. Det tilsvarende græske ord er pneuʹma. Det er rigtigt nok at vort liv afhænger af åndedrættet, men det danske ord „ånde“ eller „livsånde“ (som flere oversættere ofte bruger når de skal gengive ruʹach og pneuʹma) er ikke altid velegnet som en anden mulig gengivelse i stedet for „ånd“. Endvidere er der et andet hebraisk og et andet græsk ord, nemlig n^eshamahʹ (hebraisk) og pnoeʹ (græsk) som oversættes med „ånde“ eller „livsånde“. (Se Første Mosebog 2:7 og Apostlenes Gerninger 17:25 i den danske autoriserede oversættelse.) Ikke desto mindre er det bemærkelsesværdigt at når oversætterne bruger „ånde“ eller „livsånde“ i stedet for „ånd“, viser de at ordet på grundsproget gælder noget som ikke har personlighed men som er af betydning for livets fortsættelse.

 HVAD ÅNDEN ER

At menneskets liv afhænger af ånden (ruʹach eller pneuʹma) siges tydeligt i Bibelen. Vi læser. „Du [Jehova] tager deres ånd [ruʹach], og de dør og vender tilbage til støvet.“ (Salme 104:29) „Legemet er dødt uden ånd [pneuʹma].“ (Jakob 2:26) Det er altså ånden som gør legemet levende.

Men denne levendegørende kraft er ikke blot åndedrættet eller livsånden. Hvorfor ikke? Fordi livet forbliver i legemets celler en kort tid efter at åndedrættet er ophørt. Det er derfor det kan hjælpe at give kunstigt åndedræt, og det er også derfor at forskellige organer kan transplanteres fra ét menneske til et andet. Men sådan noget må gøres hurtigt. For når først den kraft der giver liv til legemets celler er borte, er alle forsøg på at forlænge livet forgæves. Alverdens åndedræt kunne ikke genoplive blot én celle. I lyset af dette er det klart at „ånden“ er en usynlig kraft der er aktiv i hver eneste af menneskelegemets levende celler og giver dem liv.

Er denne kraft kun virksom i mennesket? Det Bibelen siger kan hjælpe os til at få et pålideligt svar. Om hvordan mennesker og dyr omkom i den jordomspændende vandflod fortæller Bibelen: „Alt i hvis næse livskraftens [kraft = ruʹach, ånd] ånde [n^eshamahʹ] var aktiv, nemlig alt hvad der var på den tørre jord, døde.“ (1 Mosebog 7:22, NW) I Prædikeren 3:19 kommer den samme grundlæggende tanke vedrørende døden frem: „Thi menneskers og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme ånd [ruʹach] har de alle; mennesket har intet forud for dyrene.“ Menneskene er derfor ikke dyrene overlegne med hensyn til den ånd der giver dem liv. De har den samme usynlige ånd eller kraft der giver liv, fælles.

På en måde kan ånden eller kraften der giver både dyr og mennesker liv, sammenlignes med den elektriske  strøm i en motor eller maskine. Den usynlige elektricitet udnyttes for at få forskellige funktioner udført, afhængigt af hvilken maskine den virker i. I en ovn frembringer den varme; ved hjælp af en ventilator frembringer den vind; en regnemaskine løser opgaver; og et fjernsynsapparat gengiver billeder, stemmer og andre lyde. Den samme usynlige kraft som frembringer lyd i ét apparat, kan frembringe varme i et andet, og foretage matematiske udregninger i et tredje. Men antager den elektriske strøm nogen sinde de ofte indviklede egenskaber som maskinerne har? Nej, den forbliver simpel elektricitet — en kraft eller form for energi.

På samme måde har både mennesker og dyr „en og samme ånd“, én kraft som giver dem liv. Ånden som sætter mennesket i stand til at leve og virke, er ikke på nogen måde anderledes end den ånd som gør det muligt for dyrene at leve og virke. Ånden beholder ikke de egenskaber som de døde legemers celler havde. For eksempel beholder ånden ikke de oplysninger der var oplagret i hjernens celler, således at tankeprocesserne fortsætter, adskilt fra disse celler. Bibelen siger: „Hans ånd [ruʹach] går bort, han bliver til jord igen, hans råd [tanker, NW] er bristet samme dag.“ — Salme 146:4.

Når det er tilfældet, kan dét at ånden eller ruʹach vender tilbage til Gud, ikke betyde at den bevidste tilværelse fortsætter. Ånden fortsætter ikke menneskets tankeprocesser. Den er kun en kraft som ikke har nogen bevidst tilværelse skilt fra et legeme.

HVORDAN ÅNDEN VENDER TILBAGE TIL GUD

Hvordan vender da denne usynlige, upersonlige kraft eller ånd tilbage til Gud? Vender den tilbage til hans bogstavelige nærværelse i himmelen?

Den måde Bibelen bruger ordet „vende tilbage“ på,  kræver ikke at vi i hvert enkelt tilfælde tænker på en egentlig bevægelse fra ét sted til et andet. Til de utro israelitter blev der for eksempel sagt: „Vend om til mig, så vil jeg vende om til eder, siger Hærskarers [Jehova].“ (Malakias 3:7) Det samme hebraiske ord er her oversat med „vende om“. Det er klart at israelitterne ikke skulle forlade jorden og rent bogstaveligt komme til Gud. Det betød heller ikke at Gud ville forlade sit sted i himmelen og begynde at bo på jorden hos israelitterne. Nej, at israelitterne skulle „vende om“ eller „vende tilbage“ til Jehova, betød at de skulle vende sig bort fra en uret kurs og på ny følge Guds  retfærdige vej. Og at Jehova ville „vende om“ eller „vende tilbage“ til Israel, betød at han igen ville rette sin opmærksomhed mod sit folk og vise det gunst. I begge tilfælde var der tale om at ændre holdning, og ikke om bogstaveligt at flytte sig fra ét geografisk sted til et andet.

Som et tilsvarende eksempel kan nævnes ordet „at overføre“. Det behøver ikke at betyde at en eller anden ting virkelig afleveres og modtages. Som eksempel kan bruges det tilfælde at jernbanerne i et bestemt land går over fra at være et privat foretagende til at være et statsforetagende. Når en sådan overførsel finder sted, vil jernbanemateriellet og endog alle arkiver og optegnelser forblive hvor de er. Det er myndigheden over dem der skifter hænder.

Sådan er det også med ånden eller kraften der giver liv. Ved døden behøver en virkelig bevægelse fra jorden til den himmelske region ikke at finde sted for at ånden kan ’vende tilbage til Gud’. Men den gave at være til som en fornuftbegavet skabning, en gave som den døde engang ejede, er nu igen i Guds hænder. Det som er nødvendigt for at give personen liv, nemlig ånden eller kraften, er i Guds hænder. — Salme 31:6; Lukas 23:46.

Situationen kan sammenlignes med den som en anklaget befinder sig i når han siger til dommeren: „Mit liv er i Deres hænder.“ Han mener at dommeren nu kan bestemme hvad der skal ske med hans liv. Den anklagede har ikke noget at sige. Sagen er ikke længere i hans hænder.

På samme måde med en der er død. Han har ikke mere noget at sige over sin ånd eller den kraft der giver liv. Den er vendt tilbage til Gud i den forstand at det nu er Gud der bestemmer over vedkommendes fremtidige liv. Det er Gud der må afgøre om den døde skal have ånden eller livskraften igen.

 Udelukker dette nødvendigvis enhver mulighed for liv efter døden? Er der ikke noget andet at tage i betragtning?

HVORDAN MED GENFØDSEL ELLER REINKARNATION?

Millioner af mennesker i forskellige religioner, hvad enten de kalder sig kristne eller ikke-kristne, tror at hvert enkelt menneske har haft et liv før det nuværende, og at livet fortsætter efter døden. Selv om opfattelserne varierer meget, er der enighed om at der er en eller anden del af mennesket som fødes igen, reinkarneres, i et andet legeme.

I A Manual of Buddhism (En håndbog i buddhisme) fremføres følgende argument for troen på en genfødsel: „Undertiden oplever vi noget mærkeligt som kun kan forklares med at vi er blevet genfødt. Hvor ofte møder vi ikke mennesker som vi aldrig har truffet før, men som vi inderst inde føler er os ret bekendte? Og hvor ofte har vi ikke besøgt steder hvor vi aldrig har været før, men hvor vi alligevel har en stærk fornemmelse af at her kender vi omgivelserne fuldstændigt?“

Har du nogen sinde oplevet sådan noget? Har du, efter at have mødt et menneske som du aldrig har set før, undertiden haft den fornemmelse at du har kendt vedkommende i lang tid? Hvordan kan dét forklares?

På mange punkter kan folk ligne hinanden. Måske, når du har tænkt dig om, bliver du klar over at den person det drejer sig om, har visse træk og egenskaber som du også finder hos en slægtning eller en ven.

På samme måde med et sted. Du har måske boet i en bestemt by eller set billeder af den, og så, når du besøger en anden by, bemærker du visse ting der minder om den første, og du føler at du ikke virkelig befinder dig i fremmede omgivelser.

Er det derfor ikke mest fornuftigt at slutte at denne følelse af at være kendt med personer og steder som  man ikke før har set, ikke skyldes noget man har oplevet i et tidligere liv, men noget man har oplevet i det nuværende liv? Unægtelig, for hvis alle mennesker virkelig havde levet før, ville de så ikke alle være klar over det? Hvorfor er der så millioner som ikke har den ringeste fornemmelse af eller idé om at de har levet et tidligere liv? Og hvordan skulle et menneske kunne undgå fejltagelser som det har begået i sit tidligere liv, hvis vedkommende ikke engang kan huske at han har levet før? Til hvilken nytte ville et sådant tidligere liv da være?

Nogle giver måske den forklaring at ’livet ville være en byrde hvis folk kendte detaljerne i deres tidligere liv’. Det er den tanke Mohandas K. Gandhi giver udtryk for, idet han siger: „Det skyldes naturens godhed at vi ikke husker de gange vi er blevet født før. Hvilket gode skulle det være at kunne huske i enkeltheder de utallige gange vi er blevet født? Livet ville være en byrde hvis vi skulle bære på en så uhyre mængde af minder. Et viist menneske glemmer bevidst mange ting, ligesom en sagfører glemmer sine retssager og deres detaljer så snart han er færdig med dem.“ Det er en interessant forklaring, men hviler den på et solidt grundlag?

Det er rigtigt at vor evne til at genkalde os det vi har oplevet er begrænset; men det er afgjort ikke sådan at vi overhovedet intet kan huske om det. En sagfører glemmer måske detaljerne i en bestemt sag, men den erfaring han opnåede ved at tage sig af sagen, er dog blevet en del af hans kundskabsfond. Det ville i sandhed være en stor ulempe for ham hvis han glemte alt. Og desuden, hvad foruroliger folk mest — en dårlig hukommelse eller en god hukommelse? Er en gammel mand som har en god evne til at genkalde sig det han har lært og erfaret, ikke langt bedre stillet end en gammel mand som praktisk talt har glemt alt?

 Ja, hvilken „godhed“ ville det være om vi måtte lære alting på ny, alt hvad vi før havde lært i et tidligere liv? Ville du anse det for „naturens godhed“ hvis du hver gang der var gået ti år af dit liv, glemte praktisk talt alt hvad du vidste og måtte begynde på ny med at lære et sprog og derpå opbygge et fond af viden og erfaring, for så igen at få det hele udvisket? Ville det ikke være fortvivlende? Ville det ikke betyde vældige tilbageskridt? Forestil dig så at det skete for hvert halvfjerdsindstyvende eller firsindstyvende år? Kan du forestille dig at en kærlig Gud kunne have gjort en sådan ordning med genfødsler til en del af sin hensigt med menneskeheden?

Mange som accepterer læren om reinkarnation tror at de der lever et slet liv, næste gang bliver født i en lavere kaste eller som et insekt, en fugl eller et dyr. Men hvordan kan det da være at der er en så vældig befolkningstilvækst blandt menneskene nu, på en tid hvor kriminalitet og vold øges som aldrig før? Og hvordan kan det være at de der tilhører selv den laveste kaste, klarer sig så godt når blot de får lejlighed til at få en uddannelse? For eksempel fortalte New York Times for 26. oktober 1973 om en sekstenårig pige fra en lav kaste, at hun var den dygtigste pige i skolen i Kallipashim i Indien. Hun var dygtigere end en pige fra den højeste kaste, en brahman. Hvordan kan dette forklares? Er det ikke tydeligt at læren om reinkarnation ikke på tilfredsstillende måde kan forklare sådanne ting?

Tænk også på den frugt som denne lære har båret. Har den ikke afskåret mange mennesker fra en værdig tilværelse, tvunget dem til at tjene som tyende eller at arbejde under de dårligste betingelser, med ringe mulighed for at forbedre deres lod i livet gennem en uddannelse?

 LÆRER BIBELEN REINKARNATION?

Men nogle vil måske pege på at logiske indvendinger ikke nødvendigvis udelukker den mulighed at der er en reinkarnation. Deres svar på de ovenfor fremførte argumenter er måske: „Selv Bibelen lærer om en genfødsel. Det er blot en af de mange ting som mennesker ikke fuldt ud kan forklare.“

Eftersom de der tror på reinkarnationen nu fører Bibelen ind i drøftelsen, vil vi gerne overveje hvad den siger. Hvilke bibelske beviser er der for troen på reinkarnation? Bogen What Is Buddhism? (Hvad er buddhisme?) svarer: „For den kristne læser vil vi pege på at [læren om reinkarnation] er klart til stede i de forvanskede brudstykker af Kristi lære som stadig eksisterer. Overvej for eksempel de meget udbredte rygter om at han skulle være Johannes Døber, Jeremias eller Elias, der var kommet igen (Mattæus xvi, 13-16). Selv Herodes syntes at mene at han var ’Johannes Døber der var opstået fra de døde’.“

Hvordan forholder det sig med sådanne argumenter? Hævdede Jesus Kristus selv at han var Johannes Døber, Jeremias eller Elias? Nej, det var mennesker der ikke accepterede Jesus som det han virkelig var, nemlig den lovede Messias eller Kristus, der kom med disse påstande. Jesus kunne simpelt hen ikke have været Johannes Døber, for da Jesus var omkring tredive år blev han, der var yngre end Johannes, døbt af Johannes. (Mattæus 3:13-17; Lukas 3:21-23) Når kong Herodes fremsatte den urimelige tanke at Jesus skulle være Johannes Døber der var opstået fra de døde, var det et udslag af den store skyldfølelse han havde fordi han havde henrettet Johannes.

Men er der ikke nogen direkte udtalelser af Jesus Kristus der bliver brugt som støtte for troen på reinkarnation? Jo, der er én udtalelse. Ved en lejlighed forbandt Jesus Kristus Johannes Døber med den gamle  hebraiske profet Elias, idet han sagde: „Elias [er] allerede . . . kommet, men de kendte ham ikke og gjorde med ham hvad de ville. . . . Så forstod disciplene at han talte til dem om Johannes Døber.“ (Mattæus 17:12, 13) Da Jesus sagde: „Elias [er] allerede . . . kommet,“ mente han da at Johannes Døber var Elias der var blevet født på ny?

Svaret på dette spørgsmål må fastslås på grundlag af hvad Bibelen som et hele siger. Der var mange jøder på Jesu tid som mente at Elias bogstaveligt ville komme igen. Og Malakias’ profeti pegede frem til den tid da Jehova Gud ville sende profeten Elias. (Malakias 4:5) Johannes Døber betragtede imidlertid ikke sig selv som Elias i egen person, eller som en reinkarnation af den hebraiske profet. Ved en lejlighed spurgte nogle jøder ham: „Er du Elias?“ Johannes svarede: „Det er jeg ikke.“ (Johannes 1:21) Det var imidlertid blevet forudsagt at Johannes skulle gå foran Messias og berede vejen for ham „med Elias’ ånd og kraft“. (Lukas 1:17) Da Jesus forbandt Johannes Døber med Elias, viste han derfor blot hvordan profetien blev opfyldt på Johannes, der gjorde et lignende arbejde som fortidens Elias.

Et andet sted i Bibelen som tilhængerne af reinkarnationslæren henviser til, er Romerbrevet 9:11-13: „Da de [Isak og Jakob] endnu ikke var født og ikke havde gjort noget godt eller ondt, blev der nemlig, for at Guds forsæt med hensyn til udvælgelsen kunne forblive afhængigt, ikke af gerninger, men af den som kalder, sagt til [Rebekka]: ’Den ældste skal trælle for den yngste.’ Sådan som der står skrevet [i Malakias 1:2, 3]: ’Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.’“ Viser dette sted at udvælgelsen som Gud foretog, var baseret på hvad Jakob og Esau havde gjort i en tidligere tilværelse, før de blev født af Rebekka?

Lad os læse skriftstedet igen. Læg mærke til at der  tydeligt siges at udvælgelsen blev foretaget af Gud før nogen af dem havde gjort noget godt eller ondt. Gud havde altså ikke udvalgt dem på grundlag af gode gerninger de havde gjort i et tidligere liv.

På hvilket grundlag kunne Gud da træffe et valg før drengene blev født? Bibelen viser at Gud er i stand til at iagttage et menneskefoster og derfor kender de arvelige anlæg før et menneske fødes. (Salme 139:16) Gud gjorde brug af denne forudviden og så hvordan de to drenge i store træk ville blive med hensyn til temperament og personlighed, og han kunne således vælge den af dem som det ville være bedst at give en større velsignelse. Det omdømme de to drenge skabte sig med deres livsførelse, bekræftede visdommen i Guds valg. Det viste sig at Jakob interesserede sig for det åndelige og lagde tro på Guds løfter for dagen, mens Esau var materialistisk indstillet og manglede værdsættelse af det hellige. — Hebræerne 11:21; 12:16, 17.

Med hensyn til apostelen Paulus’ citat fra Malakias om at Gud ’elskede Jakob’ og ’hadede Esau’, har dette også at gøre med Jehovas syn på dem på grundlag af deres arvelige anlæg. Malakias har nedskrevet disse ord flere hundrede år efter deres død, men udtalelsen bekræfter hvad Gud havde sagt om drengene før deres fødsel.

Endnu et eksempel: Nogle henviser til et spørgsmål som Jesu disciple stillede, og bruger det som støtte for reinkarnationslæren. Disciplene spurgte vedrørende en mand der var født blind: „Hvem har syndet, denne mand eller hans forældre, så at han er blevet født blind?“ (Johannes 9:2) Viser disse ord ikke at manden må have haft en tidligere tilværelse?

Nej! Jesus afviste enhver tanke om at manden havde syndet før han blev født, ja endnu mens han udviklede sig som barn i moders liv. Jesus sagde: „Hverken  denne mand eller hans forældre har syndet, men det er sket for at Guds gerninger kan blive gjort kendt i hans tilfælde.“ (Johannes 9:3) Det vil sige at ufuldkommenhed og skavanker hos mennesker, som for eksempel denne mands blindhed, gav anledning til at Guds gerninger i form af en mirakuløs helbredelse kunne blive gjort kendt. Hvis der aldrig nogen sinde var blevet født en blind, ville mennesker aldrig have fået kendskab til at Jehova kunde give en blindfødt synet igen. Jehova Gud har tilladt at en syndig menneskehed er blevet til, og dens ufuldkommenheder og skavanker har givet ham mulighed for at vise hvad han kan gøre for den.

Der er måske nogle steder i Bibelen som visse mennesker mener støtter tanken om reinkarnation, men en nærmere undersøgelse viser at det ikke forholder sig sådan. Intet sted i Bibelen nævnes reinkarnation eller sjælevandring eller den tanke at ånden eller noget andet overlever legemets død. Nogle har prøvet at ’læse’ tanken om reinkarnation ’ind’ i Bibelen. Men det er ikke en bibelsk lære.

Bibelen viser klart at den bevidste tilværelse ikke fortsætter ved hjælp af en sjæl eller en ånd der forlader legemet ved døden. Da Gud dømte det første menneske til døden på grund af ulydighed, stillede han det ikke nogen genfødsel eller reinkarnation i udsigt. Han sagde til Adam: „I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du tager; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ (1 Mosebog 3:19) Ja, mennesket skulle vende tilbage til jordens livløse støv.

Skal vi da forstå det sådan at dette liv er alt? Eller er der en mulighed for at nogle på anden måde kan få liv igen i fremtiden? Er det i denne forbindelse nødvendigt for de levende at hjælpe de døde, eller er de døde afskåret fra enhver hjælp fra de levende?

[Illustration på side 51]

Ånden kan sammenlignes med en elektrisk strøm, der leverer kraft til mange ting, men ikke antager tingenes egenskaber