Kapitel 8

Behøver man at frygte de døde?

DET er ikke enhver der betragter de døde som nogle der trænger til hjælp. Endnu mere udbredt er den tro at det er de levende der trænger til hjælp — nemlig i form af beskyttelse mod de døde. Når det er mørkt undgås kirkegårde ofte. Mærkeligt nok bliver selv slægtninge og venner som man holdt af da de levede, efter deres død betragtet som nogle man skal nære frygt og rædsel for.

Blandt indianerne der bor i det centrale Chiapas’ bjerge i Mexico brænder man rød peber på begravelsesdagen. Det gør man i håb om at den ubehagelige røg vil drive den afdødes sjæl ud af huset.

Nogle steder i Europa åbner folk hurtigt alle døre og vinduer så snart et dødsfald er indtruffet. Det gør man for at „befri“ sjælen. For at ingen skal blive ramt af forbandelse anbringer et medlem af familien den dødes hænder over hans hjerte, og man lukker den dødes øjne med mønter.

Når en buddhist i Mongoliet dør i et telt, tager man ikke den dødes legeme ud gennem teltets almindelige åbning. Man laver en anden åbning i teltet, og når legemet er taget ud, lukkes denne åbning igen. Eller man anbringer et net af strå foran den almindelige dør, og når liget er båret ud, brændes nettet af strå. Formålet med denne handling er at forebygge at den dødes ånd vender tilbage til boligen og skader de levende.

 I mange dele af Afrika er det sådan at når sygdom rammer en familie, når et barn dør, når en forretning går skævt eller der indtræffer en anden ulykke, rådspørger man hurtigt en jujupræst. Sædvanligvis fortæller præsten spørgeren at det er en af familiens døde som er blevet fornærmet. Oraklet bliver rådspurgt og ofre foreskrives. Præsten kræver mange penge for dette og får også kødet af det dyr der bliver ofret.

Behøver mennesker at nære en sådan frygt for de døde og endog sætte sig i store udgifter for at beskytte sig imod dem?

Bibelen siger om de døde: „Både deres kærlighed og deres had og deres misundelse er for længst borte, og de får ingen sinde mere [og på ubestemt tid får de ikke mere, NW] lod og del i noget af det, som sker under solen.“ (Prædikeren 9:6) De døde kan altså ikke skade dig. Og ingen kan modbevise denne udtalelse fra Bibelen.

Det er sandt at folk måske tilskriver de dødes ånder visse hændelser. De hævder måske at de har opnået lindring for en sygdom, at det går bedre økonomisk, og lignende, efter at de dødes ånder er blevet formildet. Men kan der ikke være en anden årsag til sådanne vanskeligheder og en tilsyneladende lindring og ændring til det bedre?

Er det ikke mærkeligt at folk ofte er uvidende om at de har fornærmet en død slægtning, indtil de har fået rådspurgt en jujupræst eller nogen som indtager en lignende stilling? Og hvorfor skulle en fader, moder, søn eller datter som de førhen elskede højt, nu efter døden, som en ånd, true deres velfærd og lykke? Hvad har fået en afdøds „ånd“ til at blive hævngerrig når det ikke var noget der kendetegnede vedkommende som levende? Og da de egenskaber man tillægger den afdøde ofte er helt anderledes end den personlighed  vedkommende havde som levende, tyder det så ikke stærkt på at det ikke er de dødes „ånder“ der er tale om? Jo, sandelig. Bibelen har ret når den siger at de døde ikke mere har nogen „lod og del i noget af det, som sker under solen.“

Tænk også på den skadelige virkning som frygten for de døde har på de levende. Mange er blevet trælbundet af jujupræster eller andre religiøse ledere, som hævder at en mands eller kvindes ulykke eller lykke hovedsagelig bestemmes af de afdødes „ånder“. Disse mænd har sat sig selv op som nogle der kan genoprette det gode forhold til de fornærmede døde. Mange mennesker som har fæstet lid til deres påstande, har brugt  mange penge på kostbare ceremonier, penge som de ellers kunne have brugt til livsfornødenheder. Selv om nogle påstår at de er blevet hjulpet ved hjælp af sådanne ceremonier, har deres oplevelse så bragt dem virkelig glæde over at have haft det privilegium at kunne gøre noget for at hele bruddet med en elsket afdød? Handler de ikke snarere som nogle der er blevet afpresset noget?

Tænk også på de metoder der ofte bruges for at narre de døde — man brænder rød peber, bærer den afdøde ud gennem en anden teltåbning, og lignende — for at forhindre den afdødes „ånd“ i at vende tilbage og forstyrre de levende. Ville du bryde dig om at blive narret på denne måde mens du levede? Er det rimeligt at et menneske skal prøve at narre døde som han aldrig ville have tænkt sig at narre mens de levede?

Selve det at ty til sådanne metoder kan have en usund virkning på et menneske. Når en først går med til at narre de døde, som han tror fortsat eksisterer, vil det så ikke svække hans samvittighed i en sådan grad at han også prøver at narre de levende når dette synes at være fordelagtigt?

Den der i Bibelen giver sig til kende som den sande Gud, kunne aldrig godkende en sådan handlemåde som skyldes frygt for de døde. Hvorfor ikke? Fordi denne handlemåde, foruden at den er baseret på en falsk lære, også er i direkte modstrid med hans personlighed, hans veje og måde at handle på. „Gud er ikke et menneske, at han skulle lyve.“ (4 Mosebog 23:19) Han godkender ikke at man narrer nogen eller besviger nogen for at opnå selvisk vinding. Bibelen siger: „Svigefuld mand er [Jehova] en afsky.“ — Salme 5:7.

Når Bibelen åbenbarer at de døde er uden bevidsthed, hvorfor skulle man så frygte dem? (Salme 146:4)  De kan hverken hjælpe eller skade dig. Du ved jo ud fra Bibelen at „sjælen“ dør og at „ånden“ ikke har nogen bevidst tilværelse adskilt fra legemet. De hændelser som har været årsag til frygt for de døde, må derfor skyldes noget andet. Da nogle i visse tilfælde hævder at have opnået noget godt ved at tage del i handlinger der skal formilde de døde, må den der hidfører en sådan forbedring være en der er villig til midlertidigt at afstedkomme en lindring, men som gør det med et forkert motiv. Hvad kan formålet være? At holde folk i trældom og gøre dem blinde med hensyn til vejen der fører til et liv fri for frygt og rædsel.

Det er vigtigt at finde ud af hvem det er.

[Illustration på side 71]

Frygten for de døde får mange til at rådspørge en jujupræst