Kapitel 12

En rig mand i Hades

EFTERSOM Hades blot er den døde menneskeheds fælles grav, hvorfor taler Bibelen så om en rig mand som pines i ilden i Hades? Viser dette ikke at Hades, eller i det mindste en del af det, er et sted med brændende ild og pine?

Helvedeslærens tilhængere henviser ivrigt til denne beretning som et afgørende bevis for at der virkelig venter de onde et helvede med pine. Men når de gør det, ser de bort fra sådanne klare og gentagne bibelske udtalelser som: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4, 20) Og: „De døde ved ingenting.“ (Prædikeren 9:5) Det er klart at disse udtalelser ikke støtter tanken om at „fortabte sjæle“ pines i et brændende helvede.

Bibelens lære om de dødes tilstand sætter derfor mange af kristenhedens præster i forlegenhed. Netop den bog de hævder at bygge deres lære på, Bibelen, er i modstrid med deres dogmer. Og dog føler de sig tvunget til, bevidst eller ubevidst, at gribe til Bibelen for at finde et eller andet i den som kan bevise deres idé, hvorved de gør sig selv og andre blinde for sandheden. Ofte gøres dette med overlæg.

På den anden side er der mennesker som oprigtigt søger sandheden og ønsker at vide hvad der er rigtigt. De indser at de kun bedrager sig selv hvis de afviser dele af Guds ord, samtidig med at de hævder at bygge, deres tro på andre dele deraf. De ønsker at vide hvad Bibelen virkelig siger om de dødes tilstand. Og for at gøre billedet fuldstændigt ønsker de at vide hvad  meningen er med det der siges om den rige mand som blev pint i Hades, og hvordan dette passer sammen med den øvrige del af Bibelen.

Det var Jesus Kristus der fortalte om den rige mand og tiggeren Lazarus. Vi finder hans ord i Lukas 16:19-31 og læser:

„Men der var en rig mand, og han plejede at klæde sig i purpur og linned og levede hver dag i glæde og pragt. Men en tigger ved navn Lazarus plejede at blive lagt ved hans port, fuld af sår, og han havde et stærkt ønske om at blive mættet med det der faldt fra den rige mands bord. Ja, hundene kom endog og slikkede hans sår. Til sin tid døde tiggeren, og han blev af englene ført hen til pladsen op mod Abrahams bryst.

Også den rige mand døde og blev begravet. Og han slog sine øjne op i Hades, hvor han var i pine, og han så Abraham langt borte og Lazarus på pladsen op mod hans bryst. Så kaldte han og sagde: ’Fader Abraham, vis mig barmhjertighed og send Lazarus for at han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og køle min tunge, for jeg martres i denne flammende ild.’ Men Abraham sagde: ’Barn, husk at du fuldt ud har fået dit gode i din levetid, og Lazarus tilsvarende det dårlige. Men nu trøstes han her og du martres. Og foruden alt dette er der sat en stor kløft mellem os og jer, så at de der ønsker at gå herfra over til jer, ikke kan det, og man kan heller ikke komme derfra over til os.’ Så sagde han: ’I så fald anmoder jeg dig, fader, om at sende ham til min faders hus — jeg har nemlig fem brødre — for at han kan aflægge et grundigt vidnesbyrd for dem, så de ikke også skal komme til dette pinested.’ Men Abraham sagde: ’De har Moses og Profeterne; lad dem høre efter dem.’ Så sagde han: ’Nej, fader Abraham, men hvis nogen fra de døde går til dem, vil de ændre sind.’ Men han sagde til ham: ’Hvis de ikke hører efter Moses og Profeterne, vil de heller ikke blive overbevist, selv om nogen opstår fra de døde.’“

Læg mærke til hvad der siges om den rige mand. Hvorfor blev han pint i Hades? Hvad havde han gjort? Jesus sagde ikke at den rige mand havde ført et fordærvet liv, vel? Alt hvad Jesus sagde var at manden var rig, velklædt og levede i luksus. Fortjener en sådan  adfærd i sig selv straf i form af pine? Det er sandt at en alvorlig svaghed antydes med hensyn til den rige mands holdning over for tiggeren Lazarus. Den rige mand havde ingen medfølelse med ham. Men var denne svaghed nok til at adskille ham afgørende fra Lazarus?

Tænk på hvad Jesus sagde om Lazarus. Er der noget i beretningen der får os til at tro at Lazarus, hvis situationen var blevet vendt om, ville have været et medfølende menneske? Læser vi noget om at Lazarus havde opbygget et godt omdømme i Guds øjne ved at have gjort gode gerninger, og at det var dette som førte til at han fik plads „op mod Abrahams bryst“, det vil sige en plads i Guds gunst? Det sagde Jesus ikke. Han beskrev blot Lazarus som en syg tigger.

 Er det da fornuftigt at slutte at alle syge tiggere vil modtage velsignelser fra Gud ved døden, hvorimod alle rige mænd vil komme et sted hvor de er ved bevidsthed og pines? På ingen måde. Det at tigge er i sig selv ikke noget der medfører Guds gunst. Tværtimod indeholder Bibelen denne bøn: „Giv mig hverken armod eller rigdom.“ (Ordsprogene 30:8) Og kong David skrev om hvad han havde erfaret: „Aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans afkom tigge sit brød.“ — Salme 37:25.

Hvis vi tog Jesu ord bogstaveligt, måtte vi yderligere drage andre konklusioner som i sandhed ville gøre beretningen mærkelig. For eksempel: At de der opnår himmelsk salighed er i stand til at se og tale med dem der lider pine i Hades. At det vand der kan hænge på spidsen af en finger ikke fordamper i ilden i Hades. Og at en enkelt dråbe vand ville bringe den lidende lindring, til trods for at pinen i Hades er stor.

Synes du at dette, forstået bogstaveligt, lyder fornuftigt? Føler du ikke snarere at det Jesus sagde må opfattes symbolsk, billedligt? Er det på nogen måde muligt at få vished for hvordan det skal forstås rigtigt?

 HVEM „DEN RIGE MAND“ OG „LAZARUS“ ER

Undersøg sammenhængen. Hvem talte Jesus til? I Lukas 16:14 siges der: „Men farisæerne, som var pengekære, hørte alt dette, og de begyndte at komme med hånlige bemærkninger til ham.“

Når nu Jesus talte i farisæernes påhør, var det så et virkeligt tilfælde han omtalte, eller brugte han blot et billede, en lignelse? Om Jesu måde at undervise folkeskarerne på læser vi: „Ja, uden et billede talte han ikke til dem.“ (Mattæus 13:34) Følgelig må beretningen om den rige mand og Lazarus være billedtale.

Denne lignelse var åbenbart henvendt til farisæerne. Som gruppe betragtet var de ligesom den rige mand. De elskede penge, at være i forgrunden, og at bære smigrende titler. Jesus sagde om dem: „Alle deres gerninger gør de for at blive bemærket af folk; for de skriftstedskapsler som de går med som en beskyttelse, gør de brede, og frynserne på deres klæder gør de store. De kan godt lide den fornemste plads ved aftensmåltiderne og de forreste siddepladser i synagogerne, at der hilses på dem på torvene og at de bliver kaldt rabbi af folk.“ — Mattæus 23:5-7.

Farisæerne så ned på andre, især på skatteopkrævere, skøger og andre som havde ry for at være syndere. (Lukas 18:11, 12) Ved en lejlighed da nogle betjente som var sendt ud for at arrestere Jesus, kom tomhændede tilbage idet hans lære havde gjort et stærkt indtryk på dem, sagde farisæerne: „I er da vel ikke også blevet vildledt? Ikke én af lederne eller af farisæerne har fået tro på ham, vel? Men denne folkemængde som ikke kender Loven, de er forbandede.“ — Johannes 7:47-49.

I lignelsen skildrer tiggeren Lazarus således udmærket disse ydmyge og jævne mennesker som farisæerne foragtede, men som angrede deres adfærd og vendte om og blev disciple af Jesus Kristus. Jesus viste at disse foragtede syndere, når de angrede og  vendte om, ville opnå en plads i Guds gunst, hvorimod farisæerne og andre fremtrædende religiøse ledere som skare betragtet ville blive forkastet. Han sagde: „Jeg skal sige jer som sandt er, at skatteopkræverne og skøgerne går forud for jer ind i Guds rige. For Johannes kom til jer på retfærdigheds vej, og I troede ham ikke. Men skatteopkræverne og skøgerne troede ham, og skønt I så dette, fortrød I ikke bagefter for så at tro ham.“ — Mattæus 21:31, 32.

„DEN RIGE MAND“ OG „LAZARUS“ DØR

Hvad skildres der ved at „den rige mand“ og „Lazarus“ dør? Vi behøver ikke at opfatte det sådan at de virkelig dør. I Bibelens sprogbrug kan død betyde en stor forandring i et menneskes forhold. For eksempel: Mennesker som lever deres liv på en måde der er i modstrid med Guds vilje omtales som ’døde i deres overtrædelser og synder’. Men når de kommer til at stå som godkendte af Gud og som Jesu Kristi disciple, omtales de som nogle der er ’gjort levende’. (Efeserne 2:1, 5; Kolossenserne 2:13) Samtidig bliver sådanne levendegjorte mennesker „døde“ med hensyn til synden. Vi læser: „Regn jer selv for at være døde med hensyn til synden, men levende med hensyn til Gud ved Kristus Jesus.“ — Romerne 6:11.

Da både „den rige mand“ og „Lazarus“ i Jesu lignelse klart står som symboler, må deres død også være symbolsk. Men i hvilken forstand døde de så?

Nøglen til svaret på dette spørgsmål ligger i det Jesus sagde lige før han fortalte lignelsen: „Enhver der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud, og den der gifter sig med en kvinde som er skilt fra sin mand, begår ægteskabsbrud.“ (Lukas 16:18) Denne udtalelse synes måske at være ganske uden sammenhæng med lignelsen. Men det er ikke tilfældet.

 Gennem Moseloven stod Israels folk i et pagtsforhold til Gud og kunne derfor omtales som viet til ham som en hustru. Det fremgår for eksempel af Jeremias 3:14, den norske oversættelse af 1930, at Gud opfatter folket som en utro hustru: „Vend tilbage, I frafaldne børn, siger Herren; for jeg er eders ægteherre.“ Da Jesus kom, fik jøderne mulighed for at blive en del af hans „brud“. Derfor kunne Johannes Døber sige til sine disciple: „I vidner selv om mig at jeg sagde: Jeg er ikke Messias, men jeg er blevet udsendt forud for ham. Den der har bruden er brudgom. Men brudgommens ven, som står og hører på ham, føler stor glæde på grund af brudgommens stemme. Derfor er denne min glæde blevet hel og fuld. Han [Jesus] må nødvendigvis være i stadig fremgang, men jeg i stadig tilbagegang.“ — Johannes 3:28-30.

For at kunne blive en del af Kristi „brud“ måtte jøderne frigøres eller løses fra Loven, som billedlig talt havde gjort dem til Guds hustru. Uden en sådan frigørelse kunne de ikke blive Kristi brud eller hustru, da det ville være en slags utroskab. Ordene i Romerbrevet 7:1-6 fastslår dette:

„Kan det være, brødre, at I ikke ved (jeg taler jo til nogle der er kendt med lov) at Loven er herre over et menneske så længe det lever? For eksempel er en gift kvinde ved lov bundet til sin mand så længe han lever; men hvis manden dør, er hun løst fra mandens lov. Så ville hun altså, mens manden lever, blive kaldt en ægteskabsbryderske hvis hun blev en anden mands. Men hvis hendes mand dør, er hun fri fra hans lov, så at hun ikke er en ægteskabsbryderske hvis hun bliver en anden mands.

Altså er også I, mine brødre, gjort døde for Loven, ved Messias’ legeme, for at I kunne blive en andens, hans som blev oprejst fra de døde, for at vi skulle bære frugt for Gud. . . . Men nu er vi løst fra Loven, idet vi er døde i forhold til det som vi blev fastholdt af, så vi kan trælle på åndens nye måde, og ikke på den skrevne lovsamlings gamle måde.“

 Det var Jesu Kristi død der var grundlaget for at jøderne kunne blive løst fra Loven, men dog kunne de der angrede og vendte om, allerede før hans død komme til at stå i et begunstiget forhold til Gud som hans søns disciple. Det budskab som Johannes Døber og Jesus Kristus forkyndte og den gerning de udførte, åbnede døren så jøderne fik mulighed for at opnå Guds gunst og håbet om en himmelsk arv som medlemmer af Kristi brudeskare. Som Jesus selv udtrykte det: „Fra Johannes Døbers dage og indtil nu er himlenes rige det mål folk trænger sig frem imod, og de som trænger sig frem griber det.“ — Mattæus 11:12.

Det budskab som Johannes Døber og Jesus Kristus forkyndte og den gerning de udførte, begyndte altså at føre til en fuldstændig forandring i den symbolske „rige mands“ og „Lazarus’“ forhold. Begge skarer døde i forhold til deres tidligere tilstand. Den angrende „Lazarus“-skare opnåede en begunstiget stilling hos Gud, hvorimod „den rige mands“ skare kom til at mærke Guds ugunst, fordi den fortsat undlod at angre og vende om. På et tidspunkt havde „Lazarus“-skaren set hen til farisæerne og andre religiøse ledere i jødedommen for at få lidt åndelig føde, lidt af „det der faldt fra den rige mands bord“. Men da Jesus begyndte at give dem sandheden, fik de stillet deres åndelige sult. Hvordan den åndelige føde som Jesus gav dem, var i sammenligning med den som de fik fra de religiøse ledere, får vi en fornemmelse af i følgende beskrivelse: „Folkeskarerne [var] helt forbløffede over hans måde at undervise på; for han underviste dem som en der havde myndighed, og ikke som deres skriftlærde.“ (Mattæus 7:28, 29) Ja, en fuldstændig forandring havde fundet sted. Jødedommens religiøse ledere var blevet afsløret som nogle der intet havde at give „Lazarus“-skaren.

 På pinsedagen i år 33 var forandringen gennemført. På det tidspunkt erstattede den nye pagt den gamle lovpagt. De som havde angret og var vendt om og havde taget imod Jesus, blev nu fuldstændig løst fra den gamle lovpagt. De døde i forhold til den. På denne pinsedag sås det også ganske klart at Jesu Kristi disciple var blevet ophøjet langt over farisæerne og andre fremtrædende religiøse ledere. Det var ikke jødedommens religiøse ledere men disse disciple der modtog Guds ånd, som satte dem i stand til at tale om „Guds storslåede gerninger“ på mange forskellige sprog, sådan at de mennesker der var til stede fra vidt forskellige egne kunne forstå dem. (Apostelgerninger 2:5-11) Det var en vidunderlig tilkendegivelse af at de havde Guds velsignelse og godkendelse. „Lazarus“-skaren var i sandhed kommet i en begunstiget stilling, idet den var blevet den større Abrahams, Jehovas, åndelige sæd eller afkom. Dette var i lignelsen blevet skildret ved hæderspladsen „op mod Abrahams bryst.“ — Lukas 16:22; se også Johannes 1:18.

Farisæerne og de andre fremtrædende religiøse ledere som ikke angrede eller vendte om, var døde med hensyn til deres tidligere tilsyneladende begunstigede stilling hos Gud. De var i „Hades“. De fortrød eller angrede ikke og var derfor adskilt fra Jesu trofaste disciple som ved „en stor kløft“. Denne „kløft“ betegnede Guds uforanderlige, retfærdige dom. Herom læser vi i Bibelen: „Dine domme [er] som det store dyb.“ — Salme 36:7.

„DEN RIGE MANDS“ PINE

Der siges også at „den rige mands“ skare blev pint. Hvordan skete det? Ved at Guds brændende domsbudskaber blev forkyndt af Jesu disciple. — Se Åbenbaringen 14:10.

 At de religiøse ledere blev pint af det budskab som Jesu disciple forkyndte, kan der ikke være nogen tvivl om. De prøvede desperat at standse forkyndelsen. Da Jesu Kristi apostle forsvarede sig over for den jødiske højesteret, som var sammensat af fremtrædende religiøse mænd, siges der om disse dommere at de „følte . . . sig ramt i deres inderste og ville gøre det af med dem“. (Apostelgerninger 5:33) Senere havde disciplen Stefanus’ forsvarstale en lignende virkning på rettens medlemmer. „Da de hørte dette følte de sig ramt i deres hjerter og begyndte at skære tænder ad ham.“ — Apostelgerninger 7:54.

Disse religiøse ledere ønskede at Jesu disciple skulle komme og ’køle deres tunge’. De ønskede at „Lazarus“-skaren skulle forlade den plads de havde i Guds gunst og fremholde budskabet fra ham på en sådan måde at det ikke voldte dem ubehag. Ligeledes ønskede de at „Lazarus“-skaren skulle udvande Guds budskab så deres „fem brødre“, det vil sige deres religiøse allierede, ikke også ville komme i „dette pinested“. De ønskede ikke at nogen af deres medforbundne skulle pines af domsbudskaberne.

Men som vist i Jesu lignelse ville hverken „den rige mands“ skare eller deres religiøse medforbundne blive befriet for den pine de led når budskabet blev forkyndt af „Lazarus“-skaren. Herren Jesu Kristi apostle ville ikke udvande budskabet. De ville heller ikke holde op med at undervise på grundlag af Jesu navn. Deres svar til den jødiske højesteret lød: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apostelgerninger 5:29.

Hvis „den rige mands“ religiøse medforbundne ønskede at slippe for pinen, kunne det lade sig gøre. De havde „Moses og Profeterne“, det vil sige de havde de inspirerede hellige skrifter som var skrevet af Moses og andre af fortidens profeter. Ikke en eneste gang  omtaler disse inspirerede skrifter et bogstaveligt sted med pine efter døden, men de indeholdt alt hvad der var nødvendigt for at man kunne se at Jesus var den lovede Messias eller Kristus. (5 Mosebog 18:15, 18, 19; 1 Peter 1:10, 11) Hvis derfor „den rige mands“ skare og hans „fem brødre“ havde givet agt på „Moses og Profeterne“, ville de have taget imod Jesus som Messias. Det ville have givet dem adgang til Guds gunst og beskyttet dem mod den pine som Guds domsbudskab forvoldte.

KRISTENHEDEN BURDE VIDE BESKED

Kristenhedens præster har ikke behøvet at være uvidende om denne forståelse af Jesu lignelse. En kendt protestantisk kommentar, The Interpreter’s Bible, henleder opmærksomheden på en lignende forklaring. Den gør opmærksom på at mange fortolkere mener at Jesu ord er „en allegorisk tilføjelse der som baggrund har striden mellem den første kristendom og den ortodokse jødedom. Den rige mand og hans brødre repræsenterer de vantro jøder. Man lader Jesus hævde at de stædigt har nægtet at angre og vende om trods det åbenbare vidnesbyrd om ham i Skriften, og forudsige at hans opstandelse ikke vil gøre indtryk på dem. Det er tænkeligt at Lukas og hans læsere har anvendt en sådan fortolkning på disse vers.“ En fodnote til Lukas, kapitel 16, i den katolske Jerusalem Bible anerkender at dette er „en lignelse i fortællingens form som ikke omhandler nogen historisk person“.

I betragtning af dette kan vi med rette spørge: Hvorfor har kristenhedens præster i det mindste ikke indrømmet over for deres kirkemedlemmer at dette er en lignelse? Hvorfor bliver de ved med at fortolke disse ord bogstaveligt, når det er åbenbart at det er en lignelse og de også véd at Bibelen ikke lærer at menneskets sjæl er udødelig? Er det ikke uærligt? Vidner det  ikke om manglende respekt for Guds ord når man bevidst skjuler kendsgerningerne?

Lignelsen om den rige mand og Lazarus indeholder en vigtig belæring til os i dag. Giver vi agt på Guds inspirerede ord? Ønsker vi at følge det, som ivrige disciple af Jesus Kristus? De der nægter at gøre det, ligesom de jødiske farisæere, vil ikke undgå at mærke den pine som Guds domsbudskab imod dem fremkalder. Hans loyale tjenere vil blive ved med at forkynde sandheden og uden frygt afsløre falsk lære.

Hvor står du i denne sag? Mener du at man bør holde igen med at afsløre falsk lære fordi du synes der er noget godt i alle religioner? Eller harmer det dig at kristenheden har fremstillet Gud på en urigtig måde med dens falske dogmer vedrørende de døde? Ønsker du at se Guds navn renset for den forsmædelse der er kastet på det som følge af de falske dogmer? Ønsker du at der ikke spares nogen anstrengelse for at udfri retsindige fra den religiøse trældom under falsk lære? Hvis du gør det, vil du finde Guds hensigt vedrørende de døde og de levende meget opmuntrende og trøsterig.