Kapitel 10

Er der tale om et stort bedrag?

I ÅRHUNDREDER har mennesker været vidne til de mærkeligste hændelser. Sten, drikkeglas og andre genstande er blevet set sejle gennem luften som båret af usynlige hænder. Stemmer, bankesignaler og andre lyde er blevet hørt, selv om der tilsyneladende ikke har været nogen der har frembragt dem. Skyggeagtige skikkelser har vist sig og er derefter hurtigt forsvundet. Til tider er sådanne hændelser så velbevidnede at der kun er liden grund til at tvivle på beretningerne om dem.

Mange mennesker betragter begivenheder af den art som vidnesbyrd om at døden ikke er enden på den bevidste tilværelse. Nogle tror at henfarne ånder på en eller anden måde prøver at fange de levendes opmærksomhed for at meddele sig til dem.

Men man kunne spørge: Hvis det virkelig er afdøde slægtninge der prøver at komme i forbindelse med deres levende slægtninge, hvorfor virker deres måde at give sig til kende på da almindeligvis skræmmende? Hvad står der egentlig bag fænomener af den art?

Bibelen viser klart at al bevidst tilværelse ophører ved døden. (Prædikeren 9:5) Derfor må andre kræfter være årsag til ting som ofte tilskrives de dødes ånder. Hvad kan det være for kræfter? Kan det være fornuftbegavede skabninger? Og hvis dette er tilfældet, kan de da være i færd med at gennemføre et stort bedrag over for menneskeheden?

 Vi ønsker naturligvis ikke at blive bedraget. Det ville medføre tab for os at blive bedraget, og det ville måske endog forårsage at vi blev udsat for alvorlig fare. Derfor har vi al mulig grund til at undersøge de forhåndenværende vidnesbyrd, ræsonnere over dem, og således sikre os at vi ikke er blevet ofre for et stort bedrag. Vi må være villige til at gå så langt tilbage i historien som muligt for at finde frem til sandheden om dette spørgsmål.

Bibelen sætter os i stand til dette. Den fører os tilbage til den tid da de to første mennesker blev til. I Første Mosebogs tredje kapitel gengives en samtale som det måske i dag er vanskeligt for mange at opfatte som virkelig. Og dog er den ikke opdigtet. Denne samtale giver nøglen til svaret på spørgsmålet om hvorvidt menneskeheden er udsat for et stort bedrag.

BEDRAGET BEGYNDER

En dag da den første kvinde, Eva, ikke var sammen med sin mand, hørte hun en stemme. Alt tydede på at det var en slanges stemme. Om det der blev sagt, fortæller Bibelen:

„Men slangen var træskere end [var det forsigtigste af, NW] alle markens andre dyr, som Gud [Jehova] havde gjort, og den sagde til kvinden: ’Mon Gud virkelig har sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?’ Kvinden svarede: ’Vi har lov at spise af frugten på havens træer; kun af frugten på træet midt i haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!’ Da sagde slangen til kvinden: ’I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!’ Kvinden blev nu var, at træet var godt at spise af, en lyst for øjnene og godt at få forstand af.“ — 1 Mosebog 3:1-6.

Det budskab slangen bragte var en løgn. Denne løgn var den første i historien. Derfor er dens ophavsmand løgnens opfinder eller fader. Da løgnen havde dødbringende  følger, var løgneren samtidig en manddraber. Det er klart at denne løgner ikke var en bogstavelig slange, en skabning som ikke er begavet med evnen til at tale. Der må have været en som stod bag slangen, en der som en bugtaler fik det til at lyde som om slangen talte. Dette skulle ikke forekomme os der lever i det tyvende århundrede mærkeligt, vi som kender til hvordan keglen i en radiomodtagers eller et fjernsynsapparats højttaler kan blive bragt i svingninger på en sådan måde at den kan gengive den menneskelige stemme. Men hvem var det der talte gennem slangen?

EN USYNLIG BEDRAGER

Jesus Kristus, som selv var kommet fra himmelen og vidste hvad der foregik i det usynlige, har afsløret bedrageren. (Johannes 3:13; 8:58) Da nogle religiøse ledere ville have Jesus slået ihjel, sagde han til dem: „I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker. Han var en manddraber da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han i overensstemmelse med sin egen indstilling, for han er en løgner og løgnens fader.“ — Johannes 8:44.

Da Djævelen er en løgner og en manddraber er han åbenbart også i besiddelse af forstand. Dette rejser spørgsmålet: Hvordan er han blevet til?

Bibelen viser at endog før jorden blev til, var der usynlige personer, ånder, til. Job 38:7 omtaler disse personer eller ånder som „gudssønner“ der „råbte af glæde“ da jorden blev skabt. Som „gudssønner“ havde de modtaget liv fra Gud. — Salme 90:2.

Derfor må den der ved hjælp af slangen bedrog Eva, have været en af disse ånder eller gudssønner, en af Guds fornuftbegavede skabninger. Den pågældende modsagde hvad Gud havde sagt i sin advarsel mod at  spise af træet til kundskab om godt og ondt; han bagtalte sin Skaber, idet han fik ham til at fremtræde som en løgner. Han bliver derfor med rette kaldt „Djævelen“, et ord som stammer fra det græske diaʹbolos, der betyder „falsk anklager, bagvasker, bagtaler“. Ved sin handlemåde stillede denne skabning sig op som Guds modstander og gjorde derved sig selv til Satan (hebraisk: satanʹ; græsk: satanasʹ), som betyder „modstander“.

Jehova Gud kan ikke bebrejdes for det som denne skabning gjorde. Bibelen siger om Gud: „Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ (5 Mosebog 32:4) Han har skabt sine fornuftbegavede sønner, både ånderne og menneskene, med en fri vilje. Han har ikke tvunget dem til at tjene sig, men ønsker at de skal gøre det frivilligt, af kærlighed. Han har givet dem evnen til at udvikle en stadig større kærlighed til ham, deres Gud og Fader.

Den åndeskabning som gjorde sig selv til Guds modstander og bagvasker, valgte imidlertid ikke at fuldkommengøre sin kærlighed til Skaberen. Han tillod selviske ambitioner at slå rod i sit hjerte. (Se Første Timoteusbrev 3:6.) Noget lignende ses i kongen af Tyrus’ adfærd; i Ezekiels profeti istemmes en klagesang over denne konge. I klagesangen siges der til kongen af Tyrus, som blev en forræder mod Israels rige:

„Du var indsigtens segl, fuld af visdom og fuldkommen i skønhed. I Eden, Guds have, var du; . . . Du var en salvet, skærmende kerub; jeg gjorde dig dertil; på det hellige gudebjerg var du; du vandrede imellem Guds sønner. Fuldkommen var du i din færd, fra den dag du skabtes, indtil der fandtes brøde hos dig. . . . Dit hjerte hovmodede sig over din skønhed, du satte din visdom til på grund af din glans.“ — Ezekiel 28:12-17.

 I lighed med den forræderiske ’konge af Tyrus’ tænkte den oprørske ånd eller gudssøn for meget om sig selv. Stolthed fik ham til at ønske at beherske hele menneskeslægten, og han søgte at nå dette mål ved hjælp af bedrag. Den dag i dag er langt de fleste stadig ofre for dette bedrag. Ved at nægte at gøre Guds vilje, som den er udtrykt i hans ord, Bibelen, stiller de sig i virkeligheden på Satans side. Derved accepterer de den samme løgn som Eva lyttede til, nemlig at der opnås en virkelig gevinst ved at vælge at handle i modstrid med Guds vilje.

Da Guds ord fordømmer kommunikation med de døde, stiller de der prøver at tale med de døde sig på Satans side. Skønt de måske mener at de taler med de døde, er de dog blevet ofre for et bedrag. Ligesom Satan fik det til at virke på Eva som om det var en slange der talte, således kan han få det til at virke som om det er de døde der taler gennem medier. Vil det sige at Satan selv direkte er ansvarlig for alle de mærkelige fænomener som ofte tilskrives de afdødes ånder, eller er der også andre der medvirker?

ANDRE USYNLIGE BEDRAGERE

Bibelen viser at Satan ikke er den eneste oprørske åndeskabning. Af Åbenbaringen 12:3, 4, 9 fremgår det at der findes flere. I disse skriftsteder skildres Djævelen symbolsk som „en stor, ildrød drage“ der har en „hale“ der slæber „en tredjedel af himmelens stjerner med sig“. Ja, Satan var i stand til at bruge sin indflydelse, ligesom en hale, og få andre „stjerner“, ånder eller gudssønner, til at følge sig i sit oprør. (Se Job 38:7, hvor alle gudssønnerne kaldes „morgenstjernerne“.) Dette skete før den jordomspændende vandflod på Noas tid. Talrige engle „forlod deres egen bolig“ i himmelen i modstrid med Guds hensigt, materialiserede  sig i menneskelige legemer, levede som ægtemænd sammen med kvinder og avlede en bastardslægt kendt som nefilim. Om dette læser vi:

„Da nu menneskene begyndte at blive talrige på jorden og der fødtes dem døtre, fik gudssønnerne øje på menneskedøtrenes skønhed, og de tog så mange af dem, som de lystede, til hustruer. . . . I hine dage, da gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene og disse fødte dem børn — men også senere hen i tiden — levede kæmperne [nefilim, NW] på jorden. Det er heltene, hvis ry når tilbage til fortids dage.“ — 1 Mosebog 6:1-4.

Under Vandfloden mistede disse gudssønner deres hustruer og deres bastardafkom. Selv måtte de dematerialisere sig. Hvad der derefter skete med dem fortæller Bibelen, idet den siger at „Gud ikke skånede de engle som havde syndet, men kastede dem i Tartaros og derved overgav dem til det tætte mørkes gruber for at de skulle bevogtes til dom“. (2 Peter 2:4) Og i Judas 6 siges der yderligere: „Og de engle som ikke bevarede deres oprindelige stilling men forlod deres egen bolig, har han holdt forvaret med evige lænker under tæt mørke til dommen på den store dag.“

Disse beskrivelser gælder åndeskabninger, og derfor er det klart at „det tætte mørkes gruber“ og de „evige lænker“ er udtryk der ikke skal forstås bogstaveligt. De giver os et billede der fortæller at disse åndeskabninger er blevet berøvet deres frihed og befinder sig i en fornedret tilstand, afskåret fra al guddommelig oplysning.

Der er intet bibelsk grundlag for at tro at det sted hvor disse ulydige engle er, svarer til det mytologiske Tartaros i Homers Iliaden, det vil sige den nederste del af underverdenen hvor Kronos og andre titaner siges at være lukket inde. Apostelen Peter troede ikke på nogen af disse mytologiske guder. Der er derfor ingen grund til at mene at hans brug af det græske udtryk ’kaste i Tartaros’ antydede at det mytologiske  sted som Homer havde omtalt omkring ni hundrede år tidligere, skulle eksistere. Det græske udtryk ’at kaste i Tartaros’ er i øvrigt kun ét ord, et udsagnsord, tartaroʹo. Det bruges også om at nedværdige til det laveste plan.

Det er ligesom med ordet „detronisere“. Der behøver ikke at være tale om en bogstavelig trone som en eller anden stødes ned fra. Det græske udsagnsord der gengives med ’at kaste i Tartaros’, behøver man altså ikke at opfatte som en hentydning til at der virkelig findes et sted af det navn. Der antydes snarere en tilstand.

I Første Petersbrev 3:19, 20 omtales de nedstyrtede åndeskabninger som „ånderne der var i fængsel og som havde været ulydige dengang da Guds tålmodighed ventede i Noas dage, mens arken blev bygget“. Således gør Bibelen det klart at „de engle som havde syndet“ blev underlagt en form for begrænsning. Der er intet bibelsk vidnesbyrd om at de har været i stand til at materialisere sig og optræde synligt på jorden efter Vandfloden. Det følger heraf at begrænsningen som de blev underlagt, gjorde det umuligt for dem igen at iklæde sig kød.

PAS PÅ DÆMONERNES INDFLYDELSE

Man skal imidlertid lægge mærke til at de ulydige engle, der nu blev kendt som dæmoner, havde et stærkt ønske om at knytte sig til mennesker. De var villige til at forlade deres himmelske stilling for at kunne nyde et liv som ægtemænd sammen med kvinder. Bibelen viser at selv om de er afskåret fra en sådan fysisk kontakt nu, har de ikke forandret sig med hensyn til deres ønsker. De søger på enhver måde at komme i forbindelse med mennesker og at beherske dem. Det er dette Jesus Kristus hentyder til med følgende billede:

 „Når en uren ånd kommer ud af et menneske, går den gennem afsvedne egne for at søge et hvilested, men finder ikke noget. Så siger den: ’Jeg vil vende tilbage til mit hus som jeg flyttede ud af’; og når den kommer, finder den det ubeboet men fejet rent og pyntet. Så går den hen og henter syv andre ånder der er mere onde end den selv, og når de er kommet ind, bosætter de sig dér; og det sidste bliver værre for det menneske end det første.“ — Mattæus 12:43-45.

Det er derfor af største betydning at være på vagt så man ikke giver efter for dæmonisk indflydelse. Man kan være meget usikker med hensyn til sig selv og sin fremtid. Man ønsker måske desperat en eller anden forvisning om at det vil gå en godt, eller man finder noget fascinerende ved de uhyggelige og overnaturlige fænomener der er knyttet til det okkulte. Man hører måske om nogen der nøjagtigt kan forudsige fremtiden, eller man bliver kendt med forskellige måder at spå på — ved hjælp af ’ouija’-brætter, ESP (oversanselig opfattelsesevne), det mønster teblade efterlader i en kop, oliens figurer på noget vand, pilekviste, penduler, stjernernes og planeternes stilling og bevægelse (astrologi), hundes hylen, fuglenes flugt, slangers måde at bevæge sig på, krystalkugler og lignende. Situationen er måske så desperat, eller man er så fascineret af det okkulte, at man beslutter sig til at konsultere en spåmand eller spåkvinde, et medium, eller man tyr til en eller anden form for spådomskunst. Man er måske villig til at prøve hvad som helst, bare en enkelt gang.

Er det nu klogt? Afgjort ikke. Ens nysgerrighed kan føre til at man kommer i dæmonernes magt. Og i stedet for at man opnår lindring og trøst kan det være at situationen blot bliver værre. Overnaturlige forstyrrelser kan berøve en nattesøvnen og endog fylde de lyse timer med rædsel. Man begynder måske at høre mærkelige stemmer der foreslår at man begår selvmord eller myrder en anden.

 Er det derfor ikke klogt at sky alle former for spådomskunst snarere end at løbe en eller anden risiko? Jehova Gud tager ikke let på dette spørgsmål. For at beskytte israelitterne imod at blive bedraget og skadet af onde ånder fastsatte han dødsstraf for udøvelse af spådomskunst, idet han i Loven sagde: „Når der i en mand eller kvinde er en genfærdsånd [en mediumistisk ånd, NW] eller en sandsigerånd, skal de lide døden.“ — 3 Mosebog 20:27.

Guds syn på medier, sandsigere og dem der øver spådomskunst, har ikke forandret sig. Der gælder stadig et guddommeligt forbud mod al udøvelse af spiritisme. — Åbenbaringen 21:8.

Derfor skal du kæmpe for at modstå at blive bedraget af onde ånder. Hvis du nogen sinde hører en mærkelig stemme, og det måske antydes at det er en afdød ven eller slægtning der taler, så lyt ikke til den. Påkald den sande Guds, Jehovas, navn, og bed ham om at hjælpe dig så du kan stå imod og undgå at komme under dæmoners indflydelse. Bed sådan som Guds egen søn vejledte: ’Befri mig fra den Onde.’ (Mattæus 6:13) Med hensyn til genstande som har været brugt i forbindelse med spådomskunst, gør du klogt i at følge det eksempel som blev sat af dem som tog imod den sande tilbedelse i det gamle Efesus. „Og en hel del af dem der havde øvet magi, samlede deres bøger sammen og brændte dem for alles øjne.“ Disse bøger var kostbare, men det afholdt ikke disse mennesker fra at tilintetgøre dem. — Apostelgerninger 19:19.

Mener du, i lyset af dette eksempel, at det ville være rigtigt med fuldt overlæg at komme sammen med nogen som er kendt for at beskæftige sig med det okkulte, og at modtage gaver fra dem? Kunne de ikke blive det mellemled som forårsagede at du kom under dæmoners indflydelse?

 Når vi anerkender og forstår at onde ånder ofte er årsagen til at folk ser og hører mærkelige og uhyggelige fænomener — stemmer, bankesignaler og spøgelsesagtige skikkelser som ellers ikke kan forklares — hjælper det os til at undgå at blive bedraget. Denne kundskab vil befri os for frygten for de døde og for at deltage i nytteløse ritualer for deres skyld. Den kan også forhindre at vi kommer i onde ånders magt.

Men skal vi på alle måder beskyttes imod det bedrag som Satan og hans dæmoner har haft held til at gennemføre i forbindelse med de døde, må vi tro og handle i harmoni med hele Bibelen, da den i sin helhed er Guds inspirerede ord.