Kapitel 14

Hvad der menes med ’pine i ildsøen’

HVORDAN ville du reagere hvis du, nu da du ved hvad Bibelen siger om at de døde er uden bevidsthed, fandt et vers i Bibelen som nævnte et pinested? Ville du ræsonnere som så, at så måtte du ignorere alle de andre skriftsteder og holde fast ved at der måske alligevel var mulighed for en bevidst tilværelse efter døden? Eller ville du gå i gang med omhyggeligt at undersøge sammenhængen for at finde ud af hvad det pågældende vers egentlig betød og hvordan det harmonerede med resten af Bibelen?

Grunden til at vi spørger om dette er at Åbenbaringens bog taler om at nogle „pines“ i „ild- og svovlsøen“. Åbenbaringen 20:10 siger: „Og Djævelen, som vildledte dem, blev kastet i ild- og svovlsøen, hvor både vilddyret og den falske profet allerede var; og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.“ — Se også Åbenbaringen 19:20.

Hvordan bliver de som kastes i „ild- og svovlsøen“ pint? At vi ikke skal være for hurtige til at opfatte dette udtryk bogstaveligt er klart når man betragter den måde Åbenbaringsbogen er skrevet på. De første ord i bogen lyder: „En åbenbaring ved Jesus Kristus, som Gud gav ham for at vise sine trælle de ting der nødvendigvis snart skal ske. Og han udsendte sin engel og fremstillede det gennem ham i tegn for sin træl Johannes.“ — Åbenbaringen 1:1.

 Som det siges dér blev denne åbenbaring fremstillet „i tegn“. Hvad så med „ild- og svovlsøen“ og det at nogen „pines“ der? Er det bogstaveligt eller er det også „tegn“ eller symboler?

En nærmere undersøgelse af hvad det er der kastes i ildsøen foruden Djævelen, „vilddyret“ og „den falske profet“, kaster lys over sagen. Læg mærke til ordene i Åbenbaringen 20:14, 15: „Og døden og Hades blev kastet i ildsøen. Dette er ensbetydende med den anden død, ildsøen. Og enhver som ikke fandtes skrevet i livets bog blev kastet i ildsøen.“

Er det muligt at døden og Hades kan kastes i en bogstavelig ildsø? Nej, naturligvis ikke, for her er ikke tale om genstande, dyr eller personer. Døden er en tilstand. Hvordan skulle den kunne blive kastet i en bogstavelig ildsø? Hades er menneskehedens fælles grav. Hvilken sø kunne rumme den?

Dertil kommer at Åbenbaringen 20:14, 15 ikke siger at søen er bogstavelig. Tværtimod læser vi at „ildsøen“ selv er et tegn eller et symbol, nemlig på „den anden død“. Det samme siges i Åbenbaringen 21:8: „Men de feje og de uden tro og de som er afskyelige i deres snavs, Og mordere og utugtige og sådanne som øver spiritisme, og afgudsdyrkere og alle løgnerne, deres lod er i søen som brænder med ild og svovl. Dette er ensbetydende med den anden død.“

Da ildsøen er et symbol på den anden død, er talen om at døden og Hades kastes i den, et symbolsk udtryk der simpelt hen siger at de skal tilintetgøres. Dette stemmer med Bibelens udtalelse om at „som den sidste fjende skal døden gøres til intet“. (1 Korinter 15:26) Og når Hades, menneskehedens fælles grav, tømmes og „døden [ikke skal] være mere“, så betyder det at Hades ophører med at virke, forsvinder ud af tilværelsen. — Åbenbaringen 20:13; 21:4.

 BILLEDLIG PINE

Hvad er da ’pinen’ som de onde mennesker og andre som kastes i „ildsøen“ mærker? Uden en bevidst tilværelse kan de ikke mærke bogstavelig pine, vel? Og der er intet i Bibelen som viser at de vil have en bevidst tilværelse. Hvorfor taler Bibelen da om evig pine i „ildsøen“?

Eftersom „ildsøen“ er symbolsk, må pinen der er forbundet dermed også være symbolsk eller billedlig. Det kan bedre forstås i lyset af hvad Bibelen siger om de ting der kastes i „ildsøen“. Vi skal lægge mærke til at det er „den anden død“ der symboliseres ved „ildsøen“. Den adamitiske død, det vil sige den død som alle mennesker ved fødselen har arvet fra Adam og Eva, efter at disse havde syndet, bliver aldrig sammenlignet med en så frygtelig ting, selv om døden er „den løn synden betaler“. — Romerne 6:23.

Jesus Kristus sammenlignede dødstilstanden for dem som dør på grund af den nedarvede synd, med søvnen. Han sagde for eksempel om Lazarus, som lå død i dele af fire dage: „Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.“ (Johannes 11:11) Senere sov Jesus selv dødens søvn i dele af tre dage. „Nu er Kristus imidlertid blevet oprejst fra de døde, førstegrøden af dem der er sovet ind i døden.“ (1 Korinter 15:20) Døden er ligesom en søvn, idet den ender med en opvågnen.

Men de der lider „den anden død“ har ikke opstandelseshåbets trøst. Deres død er ikke som en søvn. De vil aldrig vågne op fra tilintetgørelsen i den anden død. Eftersom de fastholdes i denne tilstand uden håb, kan det siges at de „pines“ for evigt, i den forstand at de evigt er bundet og forhindret i at virke og have en bevidst tilværelse. Det at være bundet i „den anden død“ kan sammenlignes med den pine det er at være holdt  indespærret i et fængsel. Dette ses af et udtryk i Jesu lignelse om den utaknemmelige og ubarmhjertige træl. Om det som denne træls herre gjorde ved ham, sagde Jesus: „Og hans herre blev vred og overgav ham til bøddelknægtene, indtil han fik betalt alt det, han skyldte ham.“ (Mattæus 18:34, aut. da. overs. af 1948) Jerusalem-Bibelen bruger her det engelske ord „torturers“, som antyder at bøddelknægtene brugte tortur over for fangerne; men Ny Verden-oversættelsen viser hvilken funktion de egentlig havde: „Og vred som hans herre nu var blevet, overgav han ham til fangevogterne [den engelske New World Translation har i margenen: dem der pinte], indtil han betalte alt hvad han skyldte.“

Selve den kendsgerning at „ildsøen“ er et symbol på „den anden død“, udelukker den tanke at der er tale om et sted hvor nogen er ved bevidsthed og pines. Intetsteds antyder Bibelen at de døde er ved bevidsthed og kan pines bogstaveligt. Om de døde som er i menneskehedens fælles grav, siger Bibelen: „Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud, alle de fangne har ro, de hører ej fogedens røst; små og store er lige der og trællen fri for sin herre.“ — Job 3:17-19.

Ligesom den død som menneskeheden i almindelighed stadig er underlagt, gør ende på al følelse, således også „den anden død“. Imidlertid er tilgivelse af synder eller en løskøbelse ikke mulig for dem der straffes med „den anden død“. Denne tilstand, der er forbundet med skam, er deres evige lod. Mindet om dem er som noget råddent. — Esajas 66:24; Ordsprogene 10:7.

Men allerede før de onde kastes i den fuldstændige tilintetgørelse, „den anden død“, pines de. Det beskrives symbolsk i Åbenbaringen 14:9-11: „Hvis nogen tilbeder vilddyret og dets billede og modtager et mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han også  drikke af Guds harmes vin som er skænket ufortyndet i hans vredes bæger, og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles øjne og for Lammets øjne. Og deres pines røg stiger op i evighedernes evigheder, og de har ingen hvile dag og nat, de som tilbeder vilddyret og dets billede, og enhver som modtager dets navns mærke.“ Hvad er det de pines af, de som tilbeder „vilddyret og dets billede“? De ord der følger umiddelbart efter, giver et fingerpeg: „Her gælder det de helliges udholdenhed, de som holder sig til Guds bud og Jesu tro.“ — Åbenbaringen 14:12.

Der ville ikke være brug for udholdenhed fra de helliges side hvis de der tilbeder „vilddyret og dets billede“ var spærret inde et bogstaveligt sted med pine. Disse falske tilbedere ville da være berøvet enhver mulighed for at skade Guds trofaste tjenere. Men så længe de er i live og fri, kan de handle ondt og hadefuldt mod „de hellige“.

Det at „de hellige“ omtales her, antyder at det er ved hjælp af dem de onde pines. Hvordan det? Jo, de forkynder det budskab som siger at evig undergang venter dem der tilbeder vilddyret og dets billede. Dette budskab piner de falske tilbedere, giver dem ingen hvile dag eller nat. Det er derfor de prøver alt hvad de kan for at bringe Guds tjenere til tavshed. Den forfølgelse de afstedkommer, stiller krav til „de helliges“ udholdenhed. Når de der tilbeder „vilddyret og dets billede“ til sidst tilintetgøres som ved „ild og svovl“, vil vidnesbyrdet om denne fuldstændige ødelæggelse stige op ligesom røg i al fremtid.

Ødelæggelsens fuldstændighed kan illustreres med det der skete med byerne Sodoma og Gomorra. Disciplen Judas skrev: „Således er også Sodoma og Gomorra og byerne omkring dem . . . sat frem for os som et advarende eksempel ved at lide retslig straf med  evig ild.“ (Judas 7) Den ild som tilintetgjorde disse byer, var holdt op med at brænde længe før Judas skrev sit brev. Men det vedvarende, ’evige’ vidnesbyrd om ildens ødelæggende kraft var der stadig, idet disse byer fortsat var borte.

EVIG PINE HARMONERER IKKE MED GUDS PERSONLIGHED

At total ødelæggelse, og ikke bevidst pine i al evighed, er den straf som er udmålt til dem der fremturer i oprør, stemmer også med hvad Gud åbenbarer om sig selv i sit ord Bibelen. Jehova Gud har inderlig medfølelse med såvel sin menneskelige skabning som med dyreskabningen.

Tænk et øjeblik på Guds lov vedrørende den arbejdende okse: „Du må ikke binde munden til på en okse, når den tærsker.“ (5 Mosebog 25:4) Denne lov genspejler Guds kærlige omsorg for de fornuftløse dyr. Oksen skulle ikke pines ved at den med tvang blev forhindret i at tilfredsstille sit ønske om at æde noget af det korn den tærskede.

Den kærlige omsorg Gud har for menneskene er langt større end den han har for de fornuftløse dyr. Som Jesus Kristus sagde til sine disciple: „Sælges fem spurve ikke for to småmønter? Dog er ikke én af dem glemt hos Gud. Men endog alle jeres hovedhår er talt. Vær ikke bange; I er mere værd end mange spurve.“ — Lukas 12:6, 7.

Ville det derfor ikke være fuldstændig inkonsekvent hvis nogen hævdede at Gud, som har en sådan medfølelse, bogstaveligt ville pine nogle mennesker i al evighed? Hvem af os ville ønske at nogen blev udsat for frygtelig tortur bare én time? Er det ikke sandt at kun djævelske mennesker ville finde behag i at se andre lide? Oprøres vor indre følelse af kærlighed og  retfærdighed ikke, når vi hører om en fader som har mishandlet sit barn næsten til døde på grund af en eller anden forseelse? Uanset hvor uartigt barnet måtte have været, finder vi det umuligt at have nogen sympati for en sådan fader.

Den barmhjertige måde som Gud har behandlet den ufuldkomne menneskehed på, tiltaler imidlertid vor moralske sans. Det varmer os om hjertet og vi drages mod vor Skaber. Tænk engang: Selv når mennesker fortjener straf, har Gud ikke behag i at tildele en sådan straf. Som profeten Jeremias udbrød da han omtalte Guds dom der ramte det utro Jerusalem: „Har han voldt kvide, så ynkes han, stor er hans nåde; ej af hjertet plager og piner han menneskens børn.“ — Klagesangene 3:32, 33.

Når Gud ikke af hjertet ønsker at plage og pine mennesker som fortjener straf, hvordan skulle han så i al evighed med behag kunne se på de ondes kval? Og hvilket formål ville det tjene? Ifølge præsternes ubibelske lære om „Helvedes ild“ kan de der pines ikke omvende sig, selv om også de ønsker at gøre det, og de kan således ikke forbedre deres situation. Guds ord viser imidlertid umiskendeligt at de der fremturer i ondskab ikke vil blive straffet med pine men med fuldstændig tilintetgørelse.

Når vi forstår at Jehova er en kærlig og retfærdig Gud, kan vi være fuldt forvissede om at han har en storslået hensigt med dem der ønsker at tjene ham. Lad os da med ivrig forventning undersøge Bibelen for at få at vide hvilke kærlige foranstaltninger han har truffet for at udfri menneskeheden fra trældom under synd og død.