Kapitel 17

Hvad det evige liv på jorden vil skænke os

ET LIV i sundhed og under dejlige forhold i mere end halvfjerds-firs år er absolut værd at ønske sig. Videnskabsmænd har ofret mange år på at undersøge hvordan man kan bekæmpe alderdomssvækkelse og sygdom. De har tit givet udtryk for det syn at målet man skal arbejde hen imod er en levealder på gennemsnitlig et hundrede år.

Imidlertid synes tanken om et liv uden ende ikke at være lige så tiltrækkende. Mange er tilbøjelige til at indvende: ’Uden sygdom, død og vanskeligheder vil vi miste værdsættelsen af goderne. Evigt liv på jorden vil blive kedeligt. Hvad skulle vi få tiden til at gå med?’ Måske har du hørt folk give udtryk for sådanne tanker, men er det også dit syn på livet? Er det fornuftigt at tænke sådan?

Behøver vi for eksempel sygdom for ikke at blive trætte af et godt helbred? Folk mister da ikke glæden ved livet fordi de føler sig raske. Tryghed, dejlige omgivelser, et interessant og nyttigt arbejde og sund mad gør ikke folk trætte af livet. Er det ikke snarere mangelen på mad, ubehagelige omgivelser, vanskeligheder og stridigheder som gør livet ubehageligt? Man behøver da ikke at få den ene hånd hugget af for at værdsætte den anden, vel? Man kan udmærket nyde  og værdsætte de gode ting i livet uden at have erfaret de dårlige.

Et liv i menneskelig fuldkommenhed betyder ikke at alle vil kunne gøre alt lige godt og med den samme store interesse. Det Bibelen lover er et liv uden sygdom og død. (Åbenbaringen 21:3, 4) Sunde mennesker i dag er ikke alle ens, så hvorfor skulle man mene at legemlig og mental fuldkommenhed vil gøre folk fuldstændig ens? Folk vil stadig være forskellige idet hver enkelt har sin egen personlighed. De vil være forskellige med hensyn til hvad de foretrækker i henseende til arbejde, bolig, hjemmets indretning, havens anlæggelse, mad og drikke, underholdning, kunst og lignende. Deres personlige smag og interesser vil have megen indflydelse på hvilke færdigheder man opøver og hvilken beskæftigelse man vælger.

Men er der virkelig nok for menneskene at gøre på jorden, noget som de kan være beskæftiget med i en evighed? Ville vor viden ikke til sidst nå grænsen for sin vækst fordi vi ville have prøvet alt?

DER ER NOK AT GØRE

Tænk over din tilværelse nu. Føler du at dine evner og muligheder bliver fuldt udnyttet eller vil blive det? Hvor meget er der som du føler at du virkelig kan og som du kunne tænke dig at arbejde med og dygtiggøre dig i — hvis bare du havde tiden og de fornødne midler dertil?

Måske kunne du tænke dig at udvikle et talent du har, med hensyn til musik, maler- eller billedhuggerkunst, eller måske kunne du tænke dig at lære at arbejde i træ, at udføre maskinarbejde, at opfinde, konstruere og bygge, eller at studere historie, biologi, astronomi eller matematik, eller at arbejde med at  dyrke bestemte planter eller avle dyr, fugle eller fisk. Måske havde du lyst til at rejse, at besøge andre lande. Mange kunne tænke sig at gøre ikke blot én af disse ting, men mange af dem. Men selv om du havde de fornødne midler, ville tiden simpelt hen ikke tillade dig at beskæftige dig med alt det du havde lyst til.

Og er det ikke også sådan at vi, på grund af manglende tid, altid føler et vist pres med hensyn til at nå de forskellige ting? Ville det ikke være herligt at kunne arbejde og leve uden fornemmelsen af at det hastede?

Faren for at vi skulle blive arbejdsløse er lille. Vort hjem, denne jord, er fyldt med så stor en variation af planter og dyr at der ikke er nogen grænser for hvad man kan lære af nyt og hvordan den opnåede viden kan anvendes. Mange hemmeligheder venter på at blive opdaget. Tænk engang: Der er over 30.000 forskellige slags fisk, omkring 3000 slags amfibiedyr, omkring 5000 slags pattedyr og mere end 9000 slags fugle. Insekterne, de mest talrige af jordens skabninger, tæller omkring 800.000 forskellige slags. Der er videnskabsmænd som mener at der stadig er mellem én og ti millioner forskellige slags dyr som endnu ikke er blevet opdaget. Føj til dette hundredtusinder af forskellige slags planter.

De fleste af os kender kun en meget lille brøkdel af navnene på jordens planter og dyr. Endnu mere begrænset er vor viden om dyrenes vaner og den vigtige rolle de spiller for livets beståen på jorden. Mulighederne for at øge vor kundskab er uendelig stor.

Har du nogen sinde hørt om den tropiske ferskvandsfisk der kaldes en flodlæbefisk? En videnskabsmand har om sit studium af den sagt: „Jeg har været opslugt af et interessant studium af flodlæbefiskene i fjorten år.“ Tænk hvor mange år det ville tage at studere tusinder  af dyr og planter — og hvor værdifuldt og gavnligt det ville være.

Se for eksempel på rankefødderne, en krebsdyrart. Disse skabninger volder mennesket betydelige vanskeligheder når de sætter sig på skibe. Disse dyr må skrabes af skibene da deres tilstedeværelse dér øger skibets vandmodstand og dermed forårsager et øget brændstofforbrug på så meget som 40 procent. Man er måske tilbøjelig til at mene at det er begrænset hvad man kan lære af en skabning der tilsyneladende har gjort sig selv til en plage. Men nej.

Det klæbestof hvormed rankefødderne fæstner sig til skibet, er som en tynd film på mindre end en hundrededel millimeter. Dog øver det en modstand imod at blive skrabet af der svarer til næsten 500 kilo pr. kvadratcentimeter. Det er to gange styrken af de epoksyharpikser som man i de senere år har brugt som klæbestof i rumfartøjer. Forskerne har udsat rankeføddernes klæbestof for en temperatur på 350° C, og det smeltede ikke, og det har også kunnet tåle at blive afkølet til minus 230° C uden at revne eller skalle af. Det har yderligere vist sig at være modstandsdygtigt over for de fleste opløsningsmidler. Disse bemærkelsesværdige egenskaber har fascineret forskerne, og de prøver nu at fremstille et kunstigt rankefodsklæbestof, en „superlim“.

Den viden der opnås gennem forskningen kan altså blive til nytte for mennesket. I dag er det simpelt hen umuligt at vide hvor mange af de ting som jordens levende skabninger gør, der kunne udnyttes eller efterlignes af mennesket. Det man allerede har lært, er imidlertid nok til at vise at man næppe har fået taget hul på det store forråd af kundskab der er.

Selv på områder hvor mennesket har drevet en anselig forskning er der endnu meget at opdage. For  eksempel er en af de forbløffende ting som de grønne planter gør, at forvandle vand og kuldioxyd til sukker. Denne proces, kaldet fotosyntese, undrer stadig mennesket trods to hundrede års forskning. Laurence C. Walker, en plantefysiolog, har sagt: „Hvis hemmeligheden blev opklaret, kunne mennesket sandsynligvis brødføde hele verden — blot ved hjælp af en fabrik på størrelse med en almindelig skolebygning.“

Hele menneskeheden kunne få umådelig gavn af at lære mere om plante- og dyrelivet. Hvis mennesket forstod sammenspillet mellem de forskellige livsformer og deres forskellige behov, kunne det undgå uafvidende at forstyrre balancen i det levendes verden. Nøjagtig kundskab ville hjælpe det til at undgå at skade sig selv og andet levende.

Hvis man for eksempel fuldt ud havde forstået de skadelige virkninger af DDT, og mennesket havde handlet i overensstemmelse med denne viden, kunne en udbredt forurening have været undgået. Men sørgeligt nok har menneskets brug af DDT været helt vilkårlig. Og hvad er resultatet blevet? Dr. Lorenzo Tomatis ved det internationale kræftforskningscenter i Frankrig udtaler: „Der er intet dyr, intet vand, ingen muld, på denne jord som ikke på nuværende tidspunkt er inficeret med DDT.“ I nogle tilfælde har DDT ophobet sig i dyr og fugle i en sådan koncentration at det har dræbt dem. Nøjagtig kundskab kunne i sandhed have forebygget denne tragiske forurening.

Mennesket har også fortsat meget at lære om lyd, lys, kemi, elektronik og utallige andre ting som har at gøre med jordens mineraler og den livløse verden. Og dertil kommer så det ydre rums uendelige vidder, som i det store og hele er uudforskede. I sandhed et vældigt forskningsområde! Universet rummer milliarder af galakser eller stjernesystemer, og disse galakser kan  hver for sig omfatte milliarder af stjerner. — Salme 8:4, 5.

Og så må man ikke overse at selv uden mange års studium kan et menneske inspireres af det der er i den levende og den livløse verden så dets opfindsomhed og fantasi vækkes. Planternes, dyrenes og de livløse tings former og farver er ikke alene en fryd for øjet men også en uudtømmelig kilde til ideer til kunst og udsmykning. Der er ingen grund til at frygte at mennesket til sidst vil løbe tør for ideer og at livet vil blive kedeligt og uinteressant.

Men selv om der også var en ganske lille mulighed for at man nåede det punkt hvor man vidste alt om jorden og livet på den, ville det så i sig selv gøre livet kedeligt? Overvej følgende: I løbet af et år spiser et menneske over tusind måltider. Når det er fyrre år gammelt kan det have spist over fyrre tusind måltider. Men bliver dét at spise kedeligere og kedeligere for hvert år der går? Finder det menneske der har spist fyrre tusind måltider det mere kedeligt end den der kun har spist halvt så mange?

Der kan være sand nydelse forbundet med noget som gøres igen og igen. Hvem af os finder det kedsommeligt at mærke en stille brise, at føle berøringen af en man holder af, at høre lyden af en rislende kilde, bølgeslaget ved stranden, fuglenes kvidren og sang, at se en storslået solnedgang, viltre vandløb, klare søer, brusende vandfald, frodige enge, høje bjerge eller en strandbred med palmer, og at indånde vellugtende blomsters duft? — Se Højsangen 2:11-13.

LEJLIGHEDER TIL AT GIVE UDTRYK FOR KÆRLIGHED

Naturligvis er dét at lære noget og at anvende det man lærer, ikke nok til at gøre et evigt liv rigt og meningsfyldt. Vi mennesker har et medfødt behov for  at vise kærlighed og at mærke andres kærlighed. Når vi føler at andre har brug for os, sætter pris på os og elsker os, så ønsker vi at livet må fortsætte. Det varmer os om hjertet at vide at andre savner os når vi er borte, og at de længes efter at se os igen. Samværet med kære slægtninge og venner er opbyggende og opmuntrende. Vi finder glæde og lykke ved at kunne gøre noget for dem vi holder af, og at tage vare på dem så det går dem godt.

Evigt liv ville give os uendelig mange muligheder for at give udtryk for kærlighed og at nyde godt af andres kærlighed. Det ville give os den nødvendige tid til at lære vore medmennesker at kende, at komme til at forstå og værdsætte deres gode egenskaber og at opdyrke en inderlig kærlighed til dem. Jordens beboere er i sandhed forskellige — det gælder deres personlighed, klædedragt, spisevaner, arkitektur, musik og andre kunstarter. Hvor lang tid det ville tage at lære milliarder af mennesker at kende og at lære af deres erfaringer og evner, kan vi slet ikke forestille os. Men ville det ikke være dejligt at lære hele menneskeslægten at kende og at være i stand til at betragte hvert eneste medlem af den som en meget kær ven?

Det som et evigt liv på jorden kan skænke os er righoldigt og værdifuldt. Hvordan skulle vi kunne kede os når der er så meget vi kan lære og anvende på en gavnlig måde? Hvordan skulle vi kunne blive trætte af at vise kærlighed over for andre i fuldt mål? Dr. Ignace Lepp siger i sin bog Death and Its Mysteries, (Døden og dens mysterier):

„De som har oplevet sand kærlighed og intellektuelt har udrettet noget, véd udmærket at de aldrig ville kunne nå det punkt hvor de er blevet mætte deraf. Videnskabsmanden som vier hele sin tid og al sin energi til forskningen, véd at jo mere han lærer, jo mere er der at lære, og jo større bliver hans appetit efter viden. På samme måde véd  de der nærer sand kærlighed at der ikke kan tænkes nogen grænse for deres kærligheds vækst.“

Men hvornår vil disse muligheder som et evigt liv byder på, blive vore? Hvornår vil Guds rige ved Kristus skænke os alt dette? Og hvis vi skulle dø før den tid kommer, er der da nogen mulighed for at vi kan blive oprejst til liv igen?