Kapitel 5

Hvad er „sjælen“ for noget?

HVAD ER DU? Er du i virkeligheden to personer i én? Har du et menneskeligt legeme med en hjerne, et hjerte, øjne, ører, tunge, og så videre, og har du også inden i dig en usynlig åndelig person som er fuldstændig adskilt fra din kødelige organisme og som kaldes „sjælen“? Hvis det er tilfældet, hvad sker der da når du dør? Er det blot dit legeme der dør, mens sjælen fortsætter med at leve? Hvordan kan du være sikker på dette?

Næsten alle religioner lærer at for menneskene er døden ikke afslutningen på al tilværelse. Det gælder ikke blot i de såkaldt kristne lande i Nord- og Sydamerika, Europa og Australien, men også i de ikke-kristne lande i Asien og Afrika. Bogen Funeral Customs the World Over (Begravelsesskikke verden over) bemærker: „I de fleste kulturer tror folk at der ved døden er noget som forlader legemet og som lever videre.“

Troen på sjælens udødelighed er meget fremtrædende i de ikke-kristne religioner. For eksempel omtaler den mest kendte af hinduernes hellige bøger, Bhagavad-Gita, specielt sjælen som udødelig. Den fremholder dette for at retfærdiggøre drab i krig, idet den siger:

„Disse kroppe dør,

siges det, af den evige, legemliggjorte (sjæl),

som er uforgængelig og uudgrundelig.

Derfor kæmp, søn af Bharata!

 Hvem tror han er en dræber,

og hvem tror han er dræbt?

Begge forstår de ikke:

Han dræber ikke, dræbes ikke.

Han er ikke født, heller aldrig dør han;

hverken er han blevet til, ej heller vil han nogen sinde mere ophøre med at være til.

Ufødt, evig, uendelig, dræbes denne ældgamle

ikke når legemet dræbes.“

— Bhagavad-Gita, II, 18-20.

Men hvad er den sjæl der her tales om? Selv om hinduerne tror fuldt og fast på menneskesjælens udødelighed, beskriver de dens natur i vage vendinger. I værket Hinduism af Swami Vivekananda hedder det:

„Hinduen tror at hver sjæl er en cirkel hvis omkreds ingen steder er, selv om dens centrum befinder sig i legemet, og at døden kun betyder at dette centrum flyttes fra ét legeme til et andet. Sjælen er heller ikke bundet af stoffets tilstande. I selve sit væsen er den fri, ubundet, hellig, ren og fuldkommen. Men på en eller anden måde finder den sig selv bundet af stoffet og opfatter sig selv som stof.“

Hvad er den almindelige tro blandt kristenhedens kirkemedlemmer vedrørende sjælen? Professor Cullmann (fra det teologiske fakultet ved universitetet i Basel og ved Sorbonne i Paris) siger i bogen Unsterblichkeit der Seele oder Auferstehung der Toten? (Sjælens udødelighed eller De dødes opstandelse?)

„Hvis vi ville spørge en almindelig kristen i dag, protestant eller katolik, intellektuel eller ej, om hvad Det nye Testamente lærer om det enkelte menneskes lod efter døden, ville vi med få undtagelser få svaret: ’Sjælens udødelighed.’“

Hvis man spurgte kristenhedens kirkemedlemmer om „sjælens“ natur, ville deres svar ligeledes være holdt i vage, uklare vendinger. De har lige så lidt som de ikke-kristne en klar opfattelse af hvad en udødelig sjæl er. Dette giver anledning til at stille spørgsmålet: Lærer Bibelen at sjælen er en udødelig del af mennesket?

 ER SJÆLEN UDØDELIG?

I Bibelen forekommer ordet „sjæl“ i mange bibeloversættelser som en gengivelse af det hebraiske ord neʹfesh og det græske ord psykheʹ. (Se for eksempel Ezekiel 18:4 og Mattæus 10:28 i den autoriserede danske oversættelse.) Begge ord, både det hebraiske og det græske, er også blevet oversat med „væsen“, „skabning“ og „person“. Selv om din bibel ikke konsekvent gengiver originalsprogets ord som „sjæl“ (sådan som det gøres i New World Translation), vil en undersøgelse af de skriftsteder hvori ordene neʹfesh og psykheʹ forekommer, hjælpe dig til at forstå hvad disse ord betød for Guds folk i gammel tid. Du kan således selv finde ud af hvad sjælens sande natur er.

Den første bog i Bibelen siger, dér hvor den beskriver det første menneskes, Adams, skabelse: „Da dannede Gud [Jehova] mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen [neʹfesh, sjæl].“ (1 Mosebog 2:7) Læg mærke til at Bibelen ikke siger at ’mennesket fik en sjæl’, men at ’mennesket blev en levende sjæl’. — Se den gamle danske oversættelse af 1871, herefter betegnet som Gd.

Afviger den kristne lære som den var i det første århundrede, fra denne opfattelse af „sjælen“? Nej. I det der almindeligvis kaldes „Det nye Testamente“ citeres den ovennævnte udtalelse om Adams skabelse: „Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.’“ (1 Korinter 15:45, da. aut.) I dette skriftsted findes på græsk ordet for „sjæl“, psykheʹ. Følgelig betegner i dette skriftsted det græske ord psykheʹ, på samme måde som det hebraiske neʹfesh, ikke en usynlig ånd der bor i mennesket, men selve mennesket. Med rette har derfor visse bibeloversættere valgt at bruge sådanne ord som „væsen“,  „skabning“ og „person“ i deres gengivelse af Første Mosebog 2:7 og Første Korinterbrev 15:45.

Det er også bemærkelsesværdigt at udtrykkene neʹfesh og psykheʹ anvendes om dyr. Om skabelsen af havdyr og landdyr siger Bibelen: „Derpå sagde Gud: ’Vandet vrimle med en vrimmel af levende væsener [sjæle], og fugle flyve over jorden’ . . . Gud skabte de store havdyr og den hele vrimmel af levende væsener [sjæle], som vandet vrimler med . . . ’Jorden frembringe levende væsener [sjæle] efter deres arter: Kvæg, kryb og vildtlevende dyr efter deres arter!’“ — 1 Mosebog 1:20-24.

En sådan omtale af dyr som værende sjæle findes ikke kun i Bibelens første bog. Fra den første til den sidste bog i Bibelen betegnes dyr fortsat som sjæle. Der siges således: „Derpå skal du udtage en afgift til [Jehova] fra krigerne, der har været i kamp, et stykke [en sjæl] af hver fem hundrede, både af mennesker, hornkvæg, æsler og småkvæg.“ (4 Mosebog 31:28; se den danske oversættelse af 1871) „Den retfærdige sørger for sit husdyrs sjæl [neʹfesh].“ (Ordsprogene 12:10, NW) „Hver levende Sjæl [psykheʹ] i Havet døde.“ — Åbenbaringen 16:3, autoriseret dansk oversættelse af 1907.

At ordet „sjæl“ anvendes om dyr er meget passende. Det er i overensstemmelse med det som menes at være grundbetydningen af det hebraiske neʹfesh. Man mener at dette ord stammer fra et rodord der betyder „at ånde“. Derfor er en sjæl i bogstavelig forstand „en der ånder“. Og dyr er i sandhed skabninger der ånder. De er levende, åndende skabninger.

Når ordene neʹfesh og psykheʹ anvendes om mennesker, gøres det igen og igen på en sådan måde at det er tydeligt at det er hele personen der menes. Vi læser i Bibelen at menneskesjæle fødes. (1 Mosebog 46:18; i dette skriftsted og i de følgende har grundteksten det  hebraiske ord for sjæl, og ordrette oversættelser, for eksempel New World Translation, gengiver ordet med „sjæl“. Andre bibeloversættere har forstået at det er selve personen der menes, og de har derfor enten undladt at oversætte ordet for sjæl eller oversat det med person.) Den kan spise eller faste. (3 Mosebog 7:20; Salme 35:13, Gd) Den kan græde og vansmægte. (Jeremias 13:17; Jonas 2:8) En sjæl kan sværge, føle lyst og nære frygt. (3 Mosebog 5:4, NW; 5 Mosebog 12:20, Gd; Apostelgerninger 2:43) Et menneske kan kidnappe en sjæl. (5 Mosebog 24:7, NW) Sjælen kan blive forfulgt og lagt i lænker. (Salme 7:6; 105:18, norsk oversættelse) Er dette ikke alt sammen noget som gøres eller opleves af mennesker af kød og blod? Viser sådanne skriftsteder ikke klart at menneskesjælen er hele mennesket?

Talrige bibelforskere her i det tyvende århundrede, både katolikker, protestanter og jøder, er nået til denne konklusion. Læg mærke til deres kommentarer:

„Det berømte vers i Første Mosebog [2:7] siger ikke, som det ofte antages, at mennesket består af et legeme og en sjæl; det siger at Jahve formede mennesket af støv fra jorden og derpå gav den døde skikkelse liv ved at blæse livsånde ind i dens næsebor, så at mennesket blev et levende væsen, hvilket er alt hvad neʹfesh [sjæl] her betyder.“ — H. Wheeler Robinson fra Regent’s Park College, London, i Zeitschrift für die alttestamentliche Wissenschaft, bind 41 (1923).

„Man må ikke opfatte mennesket som om det havde en sjæl: det er en sjæl.“ — E. F. Kevan, forstander for London Bible College, i The New Bible Commentary (1965), 2. udgave, side 78.

„Sjælen i G[amle] T[estamente] er ikke en del af mennesket, men hele mennesket — mennesket som et levende væsen. På samme måde i N[y] T[estamente] betegner det liv som menneske: liv som et enkelt, bevidst menneske.“ — New Catholic Encyclopedia (1967), bind 13, side 467.

„Bibelen siger ikke at vi har en sjæl. ’Nefesh’ er selve personen, hans behov for føde, selve blodet i hans årer,  hans eksistens.“ — Dr. H. M. Orlinsky fra Hebrew Union College, citeret i New York Times, den 12. oktober 1962.

Forekommer det dig mærkeligt at lærde af forskellig religiøs overbevisning nu siger at sjælen er mennesket selv? Er det hvad du har lært? Eller har du lært at sjælen er en udødelig del al mennesket? I så fald, hvilken virkning har denne lære haft på dig? Har den fået dig til at ofre penge på religiøse formål, penge som du ellers ville have brugt til livsfornødenheder? Kan det være at din kirke har været uærlig i sin lære? Hvem har ret — kirken eller dens lærde?

Hvis de lærde har ret når de siger at sjælen er hele personen, personens kødelige legeme indbefattet, måtte vi forvente at Bibelen omtaler sjælen som dødelig. Gør den det? Ja, det gør den. Bibelen taler om at ’spare’, ’udfri’ og ’frelse’ en neʹfesh eller sjæl fra døden. (Salme 78:50, Gd; 116:8; Jakob 5:20, da. aut.) Vi læser også: „Lad os ikke slå hans sjæl ihjel.“ (1 Mosebog 37:21, NW) „Manddraberen som uforsætligt har slået en sjæl ihjel, skal flygte derhen.“ (4 Mosebog 35:11, NW) „Deres Sjæl dør hen i Ungdommen.“ (Job 36:14, Gd) „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ — Ezekiel 18:4, 20.

Men er det muligt at originalsprogets ord i det mindste i nogle få skriftsteder hvor det er oversat med „sjæl“, beskriver noget der forlader legemet ved døden og er udødeligt? Hvad med følgende skriftsteder: „Og det skete, der hendes Sjæl for ud — thi hun døde — da kaldte hun hans Navn Ben-Oni.“ (1 Mosebog 35:18, Gd) „Min Gud, lad dog drengens sjæl vende tilbage!“ (1 Kongebog 17:21) „Vær ikke urolige; thi hans sjæl er i ham.“ (Apostlenes Gerninger 20:10, da. aut.) Viser disse steder ikke at sjælen er noget der eksisterer uafhængigt af legemet?

Det poetiske udtryk i Job 33:22 giver os en nøgle til at forstå disse steder. Her er „sjæl“ og „liv“ brugt  parallelt, således at de to ord kan ombyttes uden at meningen forandres. Vi læser: „Hans sjæl kommer graven nær, hans liv de dræbende magter.“ Ud fra denne parallel kan vi se at ordet „sjæl“ kan betyde liv som en person, og derfor kan et udtryk som ’sjælen for ud’ simpelt hen betyde at livet ophørte.

Et eksempel: En mand siger at hans hund ’mistede livet’ da den blev kørt over af en lastbil. Mener han at dyrets liv forlod legemet og fortsatte med at eksistere? Nej. Han bruger simpelt hen et billedligt udtryk, som siger at dyret døde. Det samme gælder når vi siger om et menneske at det ’mistede livet’. Vi mener ikke at dets liv eksisterer uafhængigt af legemet. ’At miste sin sjæl’ betyder parallelt hermed ’at miste sit liv som en sjæl’, og indeholder ikke tanken om fortsat eksistens efter døden. Dette anerkendes af The Interpreter’s Dictionary of the Bible, som siger:

„Udtrykket ’bortgang’ i forbindelse med Nefesh [sjæl] må forstås som billedtale, for sjælen fortsætter ikke med at eksistere uafhængigt af legemet, men dør sammen med det (4 Mosebog 31:19; * Dommerne 16:30; * Ezekiel 13:19). Intet skriftsted i Bibelen giver os ret til at tale om at ’sjælen’ adskilles fra legemet i dødsøjeblikket.“

OPRINDELSEN TIL DENNE TRO

Det bibelske vidnesbyrd siger umiskendeligt at mennesket ikke har en udødelig sjæl men at det selv er en sjæl. Hvordan har da denne tro på en udødelig sjæl fundet ind i kristenhedens dogmer? I dag indrømmes det ærligt at dette er sket som følge af indflydelse fra den hedenske, græske filosofi. Professor Douglas T. Holden skriver i sin bog Death Shall Have No Dominion (Døden skal ikke råde):

 „Den kristne teologi er blevet så sammenblandet med græsk filosofi at den har fostret personer som er en blanding af ni dele græsk tankegang og én del kristen tankegang.“

Det katolske tidsskrift Commonweal indrømmer i sin udgave af 15. januar 1971 at tanken om en udødelig sjæl var et begreb som „den senere tids jøder og den første tids kristne havde arvet fra Athen“.

Hvem har skylden for denne blanding af hedensk og kristen tankegang? Er det ikke præsteskabet? Det er i hvert fald ikke kirkemedlemmerne som selv har fundet på denne lære, en lære som de lærde nu åbent indrømmer er ubibelsk.

Men hvor fik oldtidens grækere deres grundlæggende religiøse tanker fra? Som allerede påpeget er der stærke beviser for at grækernes og andre folkeslags religiøse begreber skyldes indflydelse fra babylonierne. Og med hensyn til babyloniernes tro vedrørende sjælen, da bemærk hvad The International Standard Bible Encyclopedia siger:

„Efter døden antog man at menneskesjælene fortsatte deres eksistens. . . . Ved graven anbragte babylonierne ofte ting som de døde kunne få brug for i deres nye tilværelse. . . . Der synes i den fremtidige verden at have fundet en inddeling af de døde sted efter rang. De der var faldet på slagmarken ser ud til at være blevet særligt begunstiget. De fik frisk vand at drikke, mens de der ingen efterkommere havde som satte ofre hen til dem ved deres grave, måtte lide nød og afsavn.“

Grækerne kunne således let have fået deres grundlæggende ideer om sjælens udødelighed fra Babylon, ideer som de græske filosoffer så byggede videre på.

Noget lignende synes at have fundet sted i forbindelse med de ikke-kristne religioner der stadig eksisterer i dag. For eksempel åbenbarer en sammenligning af den gamle civilisation i Indusdalen, hvor hinduismen er den fremherskende religion, med den man finder i  Mesopotamien, tydelige ligheder. Man har fundet bygninger der ligner Mesopotamiens religiøse ziggurater, og billedskrifttegn der har stor lighed med gamle mesopotamiske former. Den kendte assyriolog Samuel N. Kramer siger på grundlag af sit studium at Indusdalen blev beboet af et folk som flygtede fra Mesopotamien da sumererne erobrede området. Det er derfor ikke svært at forstå hvor hinduismen har fået troen på en udødelig sjæl fra.

Vidnesbyrdene peger på Babylon som det oprindelige sted hvorfra troen på menneskesjælens udødelighed er udgået til jordens ender. Og ifølge Bibelen var det dér, i Babylon, at et oprør mod Gud fandt sted. Det i sig selv ville være grund nok til at se med skepsis på dogmet om en udødelig sjæl. Men glem ikke, som vi allerede har set, at denne lære også er i direkte modstrid med Bibelen.

Er ideen om at sjælen er udødelig ikke også i modstrid med hvad du personligt har iagttaget? Hvad sker der for eksempel når en mand bliver slået bevidstløs, besvimer eller bliver bedøvet på et hospital? Hvis hans „sjæl“ virkelig er noget der er adskilt fra legemet og er i stand til at fungere fornuftmæssigt, adskilt fra legemet, sådan at selv døden ikke berører dens virksomhed og funktioner, hvordan kan det så være at manden under en sådan periode med bevidstløshed er fuldstændig uvidende om hvad der foregår omkring ham? Hvordan kan det være at det er nødvendigt bagefter at fortælle ham hvad der er sket i det tidsrum? Hvis hans „sjæl“ kan se, høre, føle og tænke efter døden, som de forskellige religioner siger, hvorfor kan da noget der er langt mindre drastisk end døden, som for eksempel en periode med bevidstløshed, standse alle disse funktioner?

Og et dødt legeme, hvad enten det stammer fra et menneske eller fra et dyr, vender til sidst tilbage til  jordens bestanddele. Intet ved døden så meget som antyder at der er en udødelig sjæl der lever videre.

VIRKNINGEN AF DOGMET OM SJÆLENS UDØDELIGHED

Hvad et menneske tror om sjælen er ikke uden betydning.

Læren om menneskesjælens udødelighed er blevet brugt til at dulme folks samvittighed i krigstid. Religiøse ledere har fået det til at se ud som om det at tage et liv ikke er så slemt, eftersom de dræbte jo ikke virkelig dør når det kommer til stykket. Og de som dør i kamp mod fjenden er blevet lovet salighed efter døden. Typisk er denne udtalelse som stod at læse i New York Times for 11. september 1950: „Sørgende forældre hvis sønner var blevet indkaldt eller genindkaldt til krigstjeneste fik i går i Sankt Patricks-katedralen at vide at døden på slagmarken er en del af Guds plan til befolkning af ’Himmeriget’.“ Den tanke der her udtrykkes, er kun lidt forskellig fra det de gamle babyloniere lærte om at de faldne i krigen opnåede særlige begunstigelser.

Den urigtige fremstilling af hvad Bibelen siger om sjælen, har således bidraget til at menneskeliv er blevet sat i lav kurs, og har også fået folk til at føle sig afhængige af de store religiøse systemer som falskeligt har hævdet at drage omsorg for deres sjæle.

Hvad vil du gøre nu du har kendskab til disse ting? Det er åbenbart at den sande Gud, den „trofaste Gud“, som han kaldes, og som hader løgn, ikke ser med velvilje på mennesker som klynger sig til organisationer der fører falsk lære. (Salme 31:6; Ordsprogene 6:16-19; Åbenbaringen 21:8) Og, oprigtig talt, ønsker du at være tilsluttet et religiøst samfund som ikke har været ærligt over for dig?

[Fodnoter]

 [Illustration på side 40]

De er alle sjæle