Kapitel 20

Hvem får gavn af opstandelsen?

MANGE spørgsmål rejser sig angående opstandelsen. Hvem vil blive oprejst? Børn? Også spædbørn? Både gode og onde? Vil de som var gift, blive forenet med deres tidligere ægtefælle?

Bibelen kommer ikke ind på alle detaljer vedrørende opstandelsen. Den indeholder det storslåede løfte om at de døde vil blive oprejst til liv, og den giver tilstrækkelig detaljerede oplysninger til at underbygge troen på dette løfte. At den er tavs på visse punkter, skulle ikke få os til at betvivle løftets pålidelighed.

I vor omgang med andre mennesker forventer vi ikke at vide besked med hver eneste detalje. Hvis du for eksempel blev inviteret til middagsselskab, ville du ikke spørge den der inviterede dig: ’Hvor skal alle gæsterne sidde? Kan du lave mad til så mange? Hvordan kan jeg være sikker på at du har fade og tallerkener nok?’ Det ville være en fornærmelse at stille sådanne spørgsmål. Heller ingen ville finde på at sige til værten: ’Overbevis mig først om at jeg ikke kommer til at kede mig.’ At modtage indbydelsen og vide hvor den kommer fra, skulle være tilstrækkeligt til at overbevise en om at alt er i orden.

Ingen bryder sig om at blive krævet til regnskab for hver eneste af sine udtalelser, at skulle forklare eller bevise hver eneste detalje. Lad os antage at en bekendt fortæller os hvordan han har reddet et menneske fra at drukne. Hvis det er en ven vi sætter højt, vil  vi ikke bede ham føre bevis for at det virkelig er sket sådan som han siger. Det ville være tegn på manglende tillid til og tro på vedkommende. Det ville ikke være noget godt grundlag at bygge et sandt venskab på. På tilsvarende måde kan en der ikke vil anerkende Guds løfte om en opstandelse uden først at have fået rede på hver eneste detalje, aldrig blive regnet for en sand Guds ven. Som sine venner anerkender Gud kun dem der tror på ham og har tillid til ham. (Hebræerne 11:6) Han har sørget for en righoldighed af vidnesbyrd som kan danne grundlag for troen, men han tvinger os ikke til at tro ved at tilvejebringe og belyse hver eneste detalje, så troen til sidst bliver overflødig.

Denne mangel på visse detaljer tjener til at prøve et menneske og vise hvordan det er inderst inde. Der er nogle som nærer meget høje tanker om sig selv og deres egne yndlingsideer, og som ikke ønsker at være afhængige af nogen. De vil ikke stå til ansvar over for nogen. Troen på opstandelsen ville kræve af dem at de måtte leve i overensstemmelse med Guds vilje. Men det ønsker de ikke. Og eftersom der mangler visse enkeltheder om opstandelsen, finder de heri en berettigelse for deres vantro. De minder meget om saddukæerne på Jesu tid. Disse forkastede tanken om en opstandelse og pegede på en omstændighed som de mente var en uoverstigelig hindring. De sagde til Jesus:

„Lærer, Moses skrev til os: ’Hvis en mand som har en broder, dør mens han har en hustru, og han er forblevet barnløs, så skal hans broder tage hustruen og med hende oprejse sin broder afkom.’ Nu var der syv brødre; og den første tog en hustru og døde barnløs. Og den anden og den tredje tog hende. På samme måde med dem alle syv: de døde uden at efterlade sig børn. Til sidst døde også hustruen. Hvem af dem skal nu have hende til hustru i opstandelsen? De er jo syv der har haft hende til hustru.“ — Lukas 20:28-33.

 Som svar på deres spørgsmål afslørede Jesus Kristus det forkerte i saddukæernes ræsonnement og understregede opstandelsesløftets pålidelighed. Hans svar lød:

„Denne tingenes ordnings børn gifter sig og bortgiftes, men de som er anset for værdige til at få del i den anden tingenes ordning og opstandelsen fra de døde, hverken gifter sig eller bortgiftes. . . . Men at de døde oprejses har også Moses angivet, i beretningen om tornebusken, når han kalder Jehova ’Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’. Han er ikke dødes men levendes Gud; de er nemlig alle levende for ham.“ — Lukas 20:34-38.

HVORFOR OPSTANDELSEN IKKE INDEBÆRER NOGET LØFTE OM ÆGTESKAB

Nogle vil måske foruroliges over at Jesus i sit svar til saddukæerne sagde at der blandt dem der oprejses ikke vil være nogen der gifter sig eller bortgiftes. De synes måske oven i købet at uden ægteskab vil der ikke være noget ved opstandelsen, at den ikke vil være til nogen gavn for dem.

Når vi overvejer Jesu svar gør vi imidlertid klogt i at huske på at vi er ufuldkomne. Det vi synes om og ikke synes om er for en stor del betinget af det vi er vant til. Ingen har derfor noget egentligt grundlag for at tro at han eller hun ikke vil synes om de foranstaltninger Gud vil træffe for de opstandne. Vi har jo, som før sagt, heller ikke fået alle detaljerne at vide. Dette er i virkeligheden en stor venlighed mod os fra Guds side. Som ufuldkomne mennesker kunne vi jo i begyndelsen reagere ugunstigt på noget der i realiteten vil fylde vort liv med glæde når vi befinder os på et fuldkomment stade. Det ville måske på nuværende tidspunkt helt overstige vore evner at fatte alle enkeltheder. Kristus Jesus var klar over ufuldkomne menneskers begrænsninger og tog hensyn hertil, hvilket fremgår af hvad han ved en lejlighed sagde til sine  disciple: „Jeg har meget endnu at sige jer, men I er ikke i stand til at bære det i øjeblikket.“ — Johannes 16:12

De der får en opstandelse til udødeligt, åndeligt liv i himmelen har ingen forestilling om hvordan det bliver. De kan ikke sammenligne det med noget de kender her på jorden. Deres legemer vil være helt anderledes. Alle kønsbestemte kendetegn og særpræg vil være forsvundet fra dem. Der kan derfor ikke forekomme ægteskab blandt dem der oprejses til åndeligt liv i himmelen. Alle i forening bliver de Kristi „brud.“

Men hvad med dem der bliver oprejst til liv på jorden? Vil de blive genforenet med deres tidligere ægtefælle? Der er ingenting i Bibelen der tyder på at dette vil være tilfældet. Bibelen slår fast at døden opløser ægteskabet. I Romerbrevet 7:2, 3 læser vi: „En gift kvinde [er] ved lov bundet til sin mand så længe han lever; men hvis manden dør, er hun løst fra mandens lov. . . . så at hun ikke er en ægteskabsbryderske hvis hun bliver en anden mands.“

Hvis altså en mand vælger at gifte sig igen på nuværende tidspunkt, behøver han ikke at bekymre sig om hvilken virkning dette vil have på hans tidligere ægtefælle i opstandelsen. Hvis den enlige stand ikke er noget for ham, behøver han ikke at kæmpe for at forblive ene, i håb om at blive genforenet med sin tidligere ægtefælle i opstandelsen. Det er i høj grad en venlighed fra Guds side ikke at kræve at tidligere ægteskabsbånd er bindende i opstandelsen, sådan som saddukæerne fejlagtigt troede,

Selv om vi ikke ved hvor på jorden de opstandne kommer til at leve eller sammen med hvem, kan vi være forvissede om at hvilken ordning der end bliver, vil den bidrage til de opstandnes lykke. Guds gaver, deriblandt opstandelsen, vil i alle måder tilfredsstille  lydige menneskers ønsker og behov. Hans gaver er fuldkomne, fejlfri. (Jakob 1:17) Dét giver de gavmilde gaver som vi allerede har modtaget som udtryk for hans kærlighed, os forvisning om.

BØRN OG ANDRE SOM OPREJSES

Hvordan forholder det sig med børn som dør? Vil de også vende tilbage til livet når der er indført retfærdighed på denne jord? Der er ingen tvivl om at dette er et ønske som alle kærlige forældre nærer med hensyn til de børn som døden har berøvet dem. Der er god grund til at nære håb om at de vil komme tilbage.

Der var børn blandt dem Bibelen beretter om som blev oprejst fra de døde. Jairus’ datter i Galilæa var omkring tolv år gammel. Det var Jesus som oprejste hende. (Lukas 8:42, 54, 55) De drenge som blev oprejst af profeterne Elias og Elisa har måske været ældre, måske yngre. (1 Kongebog 17:20-23; 2 Kongebog 4:32-37) Kan man ikke i betragtning af at det her var børn der blev oprejst, forvente en opstandelse i stort omfang af børn når Jesus Kristus hersker som konge? Jo, i høj grad! Men uanset hvad Jehova Gud har til hensigt i denne henseende, kan vi være forvissede om at det vil være det mest retfærdige, kloge og kærlige for alle parter.

Bibelen viser at langt de fleste af dem der har levet — både mænd, kvinder og børn — vil blive oprejst fra de døde. Som apostelen Paulus gav forsikring om i sin forsvarstale over for landshøvdingen Feliks: „Jeg har håb til Gud . . . at der vil finde en opstandelse sted, af både retfærdige og uretfærdige.“ (Apostelgerninger 24:15) De „retfærdige“ er dem der har haft Guds velbehag mens de levede. De „uretfærdige“ er alle andre mennesker. Men vil det sige at alle som dør vil få en opstandelse? Nej.

 DE SOM IKKE FÅR EN OPSTANDELSE

Der er nogle som af Gud bliver dømt uværdige til at få en opstandelse. Om dem der nu i tiden ikke vil underlægge sig Kristi styre og ikke gør godt mod hans „brødre“ på jorden siger Bibelen: „Disse skal gå bort til evig afskærelse.“ (Mattæus 25:46) De vil erfare denne evige afskærelse når Jesus Kristus, sammen med sine hærskarer af engle, tilintetgør alle som modstår hans retfærdige styre, og han vil gøre det i „den store trængsel“ som nu er nær.

Om dem der er arvinger til det himmelske rige men som viser sig utro mod Gud siges der: „Der [er] ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage, men en frygtelig forventning om dom og en flammende skinsyge som vil fortære dem der står imod.“ — Hebræerne 10:26, 27.

Der findes også visse kategorier af mennesker om hvem det siges at de går en evig undergang i møde. Jesus Kristus gav udtryk for at de forhærdede farisæere og andre religiøse ledere på hans tid, som skare betragtet havde syndet mod den hellige ånd. Han sagde om denne synd: „Enhver form for synd og bespottelse vil blive tilgivet menneskene, men bespottelse imod ånden vil ikke blive tilgivet. For eksempel: Den der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den der taler imod den hellige ånd, ham vil det ikke blive tilgivet, nej, hverken i denne tingenes ordning eller i den kommende.“ (Mattæus 12:31, 32) Da der ikke findes nogen tilgivelse for denne synd, må alle som gør sig skyldige i at benægte tydelige tilkendegivelser af Guds ånd, betale for det ved at forblive døde for bestandig.

Bortset fra hvad Bibelen specielt siger om dem der går til grunde for evigt, kan vi ikke sige at bestemte personer ikke vil blive oprejst fra de døde. Men den  omstændighed at nogle ikke bliver oprejst fra de døde, bør tjene som en advarsel for os og en tilskyndelse til at undgå en handlemåde som vil medføre Guds mishag.

EN DOMMENS OPSTANDELSE

Den omstændighed at størsteparten af menneskeheden vil blive oprejst fra de døde er i sandhed en ufortjent godhed fra Guds side. Det er ikke noget Gud behøver at gøre, men hans kærlighed til og medfølelse for menneskeheden har tilskyndet ham til at lægge grundlaget for en opstandelse ved at give sin egen søn som en løsesum. (Johannes 3:16) Det er derfor svært at forestille sig at nogen ikke vil værdsætte at blive oprejst fra de døde med udsigt til at opnå evigt liv. Dog vil der være nogle som ikke vil opelske en hel og fuld, loyal og ubrydelig hengivenhed for Jehova Gud. De vil derfor gå glip af de varige velsignelser som deres opstandelse gav dem mulighed for at opnå.

Jesus Kristus henledte opmærksomheden herpå da han talte om „en dommens opstandelse“ og satte den i kontrast til „en livets opstandelse“. (Johannes 5:29) At dom her stilles i kontrast til liv, viser at der er tale om en fordømmende dom. Hvad indebærer denne fordømmelse?

For at få klarhed over dette, lad os så først se på hvad den jordiske og den himmelske opstandelse hver for sig indebærer. Bibelen siger om dem der får del i „den første opstandelse“: „Lykkelig og hellig er enhver som har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen myndighed over.“ (Åbenbaringen 20:6) Kristi 144.000 medarvinger oprejses til udødeligt liv i himmelen og kan altså ikke dø. Deres loyalitet mod Gud er så sikker at han kan skænke dem et uforgængeligt liv. Men dette er ikke tilfældet med dem der oprejses til liv på jorden. Nogle af disse vil vise sig  illoyale mod Gud. Den fordømmende dom der afsiges over dem for deres troløshed, vil være „den anden død“, en død fra hvis „myndighed“ ingen udfrielse er mulig.

Men hvordan kan det være at nogle ender med at følge en handlemåde der fører til en fordømmende dom, når de ganske ufortjent har modtaget den gunst at blive oprejst fra de døde?

Det forstår man bedre i lyset af hvad Jesus Kristus sagde om nogle der ville blive oprejst. Henvendt til sine vantro landsmænd sagde Jesus:

„Mænd fra Nineve skal ved dommen opstå sammen med denne generation og fordømme den; for de ændrede sind på grund af det Jonas forkyndte, og se, her er mere end Jonas. Sydens dronning vil ved dommen blive oprejst sammen med denne generation og vil fordømme den; for hun kom fra jordens ender for at høre Salomons visdom, og se, her er mere end Salomon.“ — Mattæus 12:41, 42; Lukas 11:31, 32.

Om en by der hårdnakket afviste sandhedens budskab sagde Jesus:

„Det vil være mere udholdeligt for Sodomas og Gomorras land på dommens dag end for den by.“ — Mattæus 10:15; se også Mattæus 11:21-24.

Hvordan vil det være mere udholdeligt for Sodoma og Gomorra på dommens dag? Hvordan kan „Sydens dronning“ og ninevitterne der lyttede til Jonas’ forkyndelse, fordømme den generation af Jesu landsmænd som han forkyndte for?

Det vil ske ved den måde hvorpå de taler imod den hjælp der ydes dem under Jesu Kristi og hans 144.000 medkongers regering. Denne periode vil være en „dommens dag“ på den måde at den vil give alle mulighed for at vise om de vil underlægge sig Guds ordning. Dette vil ikke blive let for dem der er som de vantro indbyggere i de byer der var vidne til Jesu Kristi kraftige gerninger.

 Det vil blive svært for dem ydmygt at anerkende at de handlede forkert da de forkastede Jesus som Messias, og derefter underlægge sig ham som deres konge. Stolthed og stædighed vil gøre det sværere for dem at underlægge sig end for Sodomas og Gomorras indbyggere, der, skønt de var syndige, aldrig afviste så storslåede muligheder som de der var vidne til Jesu Kristi gerninger fik tilbudt. Ninevitternes og dronningen af Sabas gunstigere reaktion efter deres opstandelse vil virke som en kritik og irettesættelse over for den oprejste generation af Jesu landsmænd og samtidige. Det vil være langt lettere for disse ninevitter og andre som dem at acceptere et styre udøvet af en som de aldrig har været forudindtaget imod.

De som på det bestemteste nægter at gøre nogen fremgang på retfærdighedens vej under Kristi rige, vil erfare ’den anden døds’ fordømmende dom. I nogle tilfælde vil dette ske allerede før de har nået menneskelig fuldkommenhed.

Endvidere vil der være andre som, efter at være nået frem til menneskelig fuldkommenhed, i utaknemmelighed vil undlade at vise Jehova Gud loyal hengivenhed når de stilles på prøve. Efter Kristi tusindårige styre vil Satan Djævelen blive løst en kort tid fra sit fængsel i afgrunden. Ligesom dengang han rejste tvivl om Guds suverænitet for at forføre Eva, som derefter overtalte Adam, vil han igen søge at få fuldkomne mennesker til at gøre oprør mod Guds herredømme. Om Satans forsøg og udfaldet af det siges der i Åbenbaringen 20:7-10, 14, 15:

„Og når de tusind år er til ende, vil Satan blive løst af sit fængsel, og han vil gå ud og vildlede de nationer der er ved jordens fire hjørner, Gog og Magog, for at samle dem til krigen. Tallet på disse er som sandet ved havet. Og de rykkede frem over jordens bredde og omringede  de helliges lejr og den elskede by. Men ild kom ned fra himmelen og fortærede dem. Og Djævelen, som vildledte dem, blev kastet i ild- og svovlsøen, . . . Dette er ensbetydende med den anden død, ildsøen. Og enhver som ikke fandtes skrevet i livets bog blev kastet i ildsøen.“ Dette betyder deres evige tilintetgørelse eller udslettelse. Således vil disse utro have fået det Jesus kaldte „en dommens opstandelse“, en fordømmende dom.

På den anden side vil de der nægter at slutte sig til Satans oprør, blive kendt værdige til at modtage evigt liv. De vil for evigt kunne glæde sig over livet som fuldkomne mennesker, give udtryk for kærlighed og selv modtage kærlighed i al evighed. Deres opstandelse vil have vist sig at være „en livets opstandelse“.

Allerede nu kan vi begynde at opelske de egenskaber som Gud ser efter hos dem han godkender som sine tjenere. Hvis vi viser taknemmelighed for alt hvad han har gjort, og begynder at vandre på retfærdighedens vej, kan vi se en storslået fremtid i møde som rækker langt videre end det nuværende liv. Ja, vi kan opnå evigt liv i fuldkommenhed, et liv fri for al sorg og smerte!