Kapitel 2

Hvordan døden berører folks daglige liv

DE FLESTE mennesker er meget optaget af hvad der berører deres liv og deres families liv netop nu. Men få er villige til at tale nærmere om eller tænke dybere over døden.

Sandt nok er døden ikke noget tillokkende, men den har en afgjort indflydelse på ens daglige liv. Hvem af os har ikke erfaret den sorg og dybe følelse af tab som en nær vens eller elsket slægtnings død medfører? Dødsfald i en familie kan ændre familiens hele livsmønster, gøre ende på en stabil indtægt og forårsage ensomhed eller nedtrykthed hos de efterladte.

Døden er ubehagelig at tænke på, men den er alligevel en daglig foreteelse som man må regne med. Der er visse ting man ikke kan blive ved med at udsætte men må se at få gjort. I morgen kan det være for sent.

Hvordan har dette forhold berørt dig? Føler du dig til tider presset på grund af livets korthed, presset til desperat at prøve at få alt hvad du kan ud af det? Eller resignerer du, idet du tænker som så, at skæbnen bestemmer, og det der skal ske, sker?

SKÆBNETROEN

Mange i dag tror at skæbnen bestemmer over liv og død. Det er den grundlæggende opfattelse hos mere end 477 millioner hinduer. Ja, skæbnetroen er praktisk talt universel. Har du ikke hørt folk sige: ’Det måtte jo  ske,’ ’Hans time var kommet,’ eller: ’Han slap fra det med livet fordi hans nummer ikke var ude’? Sådanne udtalelser hører man tit i forbindelse med ulykker. Er de korrekte? Lad os tage et eksempel:

Under en demonstrationsflyvning ved flyopvisningen i Paris i 1973 eksploderede Sovjetunionens overlydsfly TU-144, og besætningen omkom. Store dele af maskinen styrtede ned over landsbyen Goussainville. En kvinde dér havde netop forladt sit soveværelse og lukket døren efter sig da et vragstykke slog gennem muren og knuste alt i soveværelset. Hun var uskadt.

Andre undgik ikke døden. Blandt ofrene var en ældre kvindes tre børnebørn, mens den ældre kvinde selv overlevede.

Døde disse børn og andre fordi deres „nummer“ var ude eller deres „time“ var kommet? Blev andre skånet fordi skæbnen først senere ville kræve deres liv?

De der svarer ja på disse spørgsmål, tror at det er lige meget hvad man gør for at hindre et menneskes død hvis hans ’time er kommet’. De føler at uanset hvilke forholdsregler der er truffet, kan de simpelt hen ikke undgå hvad skæbnen bestemmer. Denne opfattelse ligner den som oldtidens grækere havde; de mente at et menneskes skæbne blev bestemt af tre gudinder — Klotho, Lachesis og Atropos. Man antog at Klotho spandt livets tråd, Lachesis bestemte dens længde, og Atropos klippede den over når tiden var inde.

Er en sådan skæbnetro fornuftig? Spørg dig selv: Hvorfor bliver antallet af ulykkesofre mindre når sikkerhedsregler overholdes, mens de øges når reglerne krænkes? Hvorfor kan de fleste trafikdødsfald forklares som resultat af menneskelig uforsigtighed, drukkenskab, fejl eller overtrædelse af loven? Hvordan kan det være at folk i lande med en høj standard med hensyn  til hygiejne og sund kost har en langt højere gennemsnitslevealder end folk i lande uden en sådan standard? Hvorfor dør flere rygere end ikke-rygere af lungekræft? Hvordan skulle alt dette kunne skyldes en blind skæbne som man ikke har nogen indflydelse på? Er det ikke i stedet sådan at der er årsager til det der sker med et menneske?

Når et menneske er omkommet ved en ulykke, er det i mange tilfælde så ikke fordi vedkommende tilfældigvis var i en farlig situation? For eksempel: En mand tager hjemmefra på et bestemt tidspunkt hver dag. En morgen han går forbi naboens hus, hører han råben og skrigen. Han skynder sig, og netop som han drejer om hjørnet bliver han ramt af en vildfarende kugle. Han døde fordi han drejede om hjørnet på et uheldigt tidspunkt; det var helt tilfældigt.

 Vismanden som har skrevet Prædikerens bog i Bibelen, sagde efter at have lagt mærke til det der sker i dagliglivet: „Og atter så jeg under solen, at hurtigløberen ikke er herre over løbet eller heltene over kampen, ej heller de vise over brødet, ej heller de kløgtige over rigdom, ej heller de kloge over yndest, men alle er de bundne af tid og tilfælde.“ — Prædikeren 9:11.

Den som forstår dette, ringeagter ikke sikkerhedsregler og tager ikke unødvendige chancer i den tro at han er immun over for døden så længe hans „time“ ikke er kommet. Han forstår at skæbnetroen kan være farlig, både for ham selv og andre. Denne kundskab kan, når du anvender den viist, føje år til dit liv.

På den anden side kan skæbnetroen føre til dumdristige handlinger, og det kan også få et menneske til at forsømme at skaffe sig oplysning om emner som i høj grad berører ham og hans familie.

NÅR MAN KUN LEVER I NUET

Ikke blot skæbnetroen men også begivenhederne i det tyvende århundrede har haft indflydelse på folks handlemåde.

Tænk et øjeblik over hvad der er sket. Millioner er omkommet som følge af krig, forbrydelser, uroligheder og hungersnød. Luften og vandet, der er nødvendige for livet, forurenes i et alarmerende tempo. Menneskets liv synes truet fra alle kanter. Og der er ingen virkelig sikkerhed for at mennesket vil kunne løse problemerne i den nærmeste fremtid. Livet synes usikkert. Hvad er resultatet?

Mange af jordens indbyggere lever kun i nuet, for at få så meget som muligt ud af øjeblikket. De føler sig tvunget til det, idet de tænker som så, at livet de har nu er det eneste liv de kan regne med at få. Meget træffende beskriver Bibelen deres holdning ved at lade  dem sige: „Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø.“ — 1 Korinter 15:32.

I et forsøg på at flygte fra livets barske realiteter tyr de måske til alkohol eller narkotika. Andre søger at få afløb for deres skuffelse og bekymring ved at hengive sig til forskellige former for seksuel aktivitet — utugt, ægteskabsbrud, homoseksualitet, lesbisk kærlighed. Bogen Death and Its Mysteries (Døden og dens mysterier) siger:

„Det ser ud til at flere normale mennesker i vor tid, om ikke bevidst så i hvert fald ubevidst, er berørt af denne frygt for en kollektiv død. Dette er i det mindste en delvis forklaring på at alt synes af lave i vor tid, et indtryk som fremkaldes af de umotiverede forbrydelser, vandalismen, den overdrevne optagethed af det erotiske, og det voksende tempo. Selv den moderne musik og dans synes at udtrykke den håbløshed og fortvivlelse der har grebet en menneskehed som ikke længere tror på sin egen fremtid.“

Hvilken virkning har alt dette haft, det at man lever i nuet som om der ikke var nogen dag i morgen?

De der hengiver sig til umådeholdent drikker glemmer måske for en tid deres vanskeligheder. Men de mister deres selvrespekt, og i deres berusede tilstand gør de ofte sig selv og andre fortræd. Foruden de vanskeligheder de allerede har, får de dagen derpå en dundrende hovedpine.

Stofmisbrugere betaler også en høj pris for deres forsøg på at flygte fra virkeligheden. De lider ofte varig fysisk og mental skade. og for at få de penge som den dyre vane kræver, nedværdiger mange sig og bliver tyve eller prostituerede.

Og hvad med tilfældige kønslige forbindelser? Kan de forbedre ens lod i livet? Tværtimod. Følgerne er ofte kønssygdomme, uønskede svangerskaber, børn født uden for ægteskab, aborter, ødelagte hjem, bitter skinsyge, slagsmål og endog mord.

 Der er naturligvis mange mennesker som ikke er forfaldet til at leve et fordærvet liv. De er dog ikke befriet for det pres som følger af at vide, bevidst eller ubevidst, at livet en dag ender. Denne viden om at deres tid er begrænset, får dem måske til at kæmpe for at komme frem i verden så hurtigt som muligt. Med hvilket resultat? Deres ønske om at opnå materielle besiddelser kan få dem til at lade hånt om ærlighed. Som det bibelske ordsprog så sandt siger: „Den der har hastværk med at vinde sig rigdom, forbliver ikke uskyldig.“ (Ordsprogene 28:20, NW) Men dette er ikke alt.

Man bruger så megen tid og energi på at komme frem materielt at der kun bliver lidt tid til familielivet. Ganske vist får børnene måske alt det de ønsker i materiel henseende, men får de den vejledning og retledning som de behøver for at kunne blive ansvarsbevidste unge mænd og kvinder? Mange forældre som udmærket er klar over at de tilbringer for lidt tid sammen med deres børn, ser ikke nogen grund til at bekymre sig særligt i den anledning — før det er for sent. Det er smerteligt at få at vide at ens egen søn er blevet anholdt, eller at ens egen unge datter skal være ugift moder.

På baggrund af hvad der sker i dag, er det så ikke klart at mange mennesker, trods livets korthed, har brug for at lære noget om en mere tilfredsstillende måde at leve livet på?

Dødens tilsyneladende uundgåelighed får ikke alle til at kaste moralprincipperne over bord, og fremkalder heller ikke hos alle mennesker den apati som ofte er forbundet med en skæbnetro. Tværtimod er der i dag hundredtusinder som glæder sig over at leve på en sund og fornuftig måde fordi de ikke er påvirket i ugunstig retning af udsigten til at dø.

 EN BEDRE MÅDE AT LEVE PÅ

Når man har det rette syn på døden kan man lære noget værdifuldt af den. Når døden rammer nogen der står os nær, kan det få os til at tænke over hvordan vi lever vort liv, og det kan være gavnligt. For omkring tre tusind år siden gjorde en mand som omhyggeligt iagttog menneskene, opmærksom på dette da han sagde: „Godt navn er bedre end ypperlig salve, dødsdag bedre end fødselsdag; bedre at gå til et sørgehus end at gå til et gildehus; thi hist er alle menneskers ende, og de levende bør tage det til hjerte. . . . De vises hjerte er i sørgehuset, tåbernes hjerte i glædeshuset.“ — Prædikeren 7:1-4.

Bibelen anbefaler ikke her sorg fremfor glæde. Nej, der er tale om den særlige situation hvor en husstand sørger over at en i husstanden er død. I den situation skal vi andre ikke glemme de sørgende og blot fortsætte med vore egne fester og gilder. For ligesom døden gjorde ende på alle den afdødes planer og foretagender, kan den gøre ende på vore. Man gør vel i at spørge sig selv: Hvordan lever jeg mit liv? Skaber jeg mig selv et godt navn eller omdømme? Hvor meget gør jeg for at bidrage til andres lykke og velbefindende?

Det er ikke ved fødselen, men først efter et helt liv, at vi virkelig har fået et „navn“, har fået en identitet som den person vi nu er. Den hvis hjerte, om man så må sige, er i „sørgehuset“, overvejer i sit hjerte hvordan han lever sit liv, uanset hvor kort det måtte være. Han betragter det som noget dyrebart. Han afspejler ikke den overfladiske og letsindige ånd der kendetegner det sted hvor der holdes gilde. Nej, han bestræber sig for at leve et liv der har mål og mening og som derved bidrager til medmenneskets lykke og velfærd.

 Hvordan kan man afgøre om man nu lever sit liv på den bedst mulige måde, om man virkelig har en tilværelse med mening i? Det er åbenbart at man behøver en norm at dømme efter. Et stigende antal oprigtige mennesker jorden over kommer til den konklusion at Bibelen er en sådan pålidelig norm. De har undersøgt Bibelen, og det har sat dem i stand til at finde et virkeligt formål med livet nu, og det har givet dem et storslået håb for fremtiden, et håb om liv under retfærdige forhold her på denne jord. De er kommet til den forståelse at det ikke er døden, men livet, som er Guds mening med menneskene.

[Illustration på side 11]

Bestemmer skæbnen dit liv, sådan som de gamle grækere troede?