Kapitel 4

Hvordan er det gået til at vi er blevet underlagt alderdom og død?

SELV OM alderdom og død almindeligvis accepteres som noget normalt, er det dog stadig en gåde for mennesket at det ældes og dør. Det ses blandt andet af at der ned gennem århundrederne er blevet overleveret myter som søger at forklare hvorfor mennesket ældes og dør.

Én version af en gammel græsk myte fortæller således om kvinden Pandora der åbnede en æske eller krukke som hun havde fået at vide at hun skulle holde lukket. Ved den lejlighed, siges det, slap „alderdommen“, „sygdommen“, „vanviddet“ og andre onder ud, onder som siden har plaget menneskeheden.

I Australien tror forskellige indfødte stammer at menneskene oprindelig var bestemt til at leve evigt. Men de skulle holde sig borte fra et bestemt træ, som var hult. Da nogle vilde bier imidlertid tog bolig i træet, ønskede kvinderne meget stærkt at få biernes honning. En af kvinderne trodsede mændenes advarsel og brugte sin økse mod træet. Da skete det, siger sagnet, at en stor flagermus fløj ud. Denne flagermus var „døden“. Efter at være sluppet ud af træet gjorde den krav på alle som den berørte med sine vinger.

Det er bemærkelsesværdigt at sagn hos andre, fra hinanden vidt adskilte folk, på samme måde lader  ulydighed være årsag til døden, ofte med en kvinde som den der begyndte.

HVAD ER GRUNDEN TIL LIGHEDERNE?

Nogle mennesker er måske tilbøjelige til, når de læser sådanne myter, at henregne Bibelens forklaring på årsagen til alderdom og død til samme kategori. De peger måske endog på at myterne i nogle tilfælde synes at være helt parallelle med den bibelske beretning. Men hvorfor er der disse ligheder? Er det muligt at disse sagn har en historisk kerne som simpelt hen er blevet forvansket?

Bibelen selv kaster lys over disse spørgsmål. Den peger på oldtidens Babel i Kaldæa som det sted hvorfra menneskene spredtes efter at de havde gjort oprør mod Gud ved at sætte sig op imod hans bud. (1 Mosebog 11:2-9) De bibelske slægtsregistre viser at dette  skete på et tidspunkt da der levede nogle der som trofaste tjenere for Gud kendte sandheden om livet og årsagen til døden. (1 Mosebog 6:7, 8; 8:20, 21; 9:28; 10:1-9; 11:10-18; 1 Krønikebog 1:19) Da de fleste mennesker imidlertid viste ringeagt for sandheden om Guds hensigt med mennesket, kan man næppe forvente at de omhyggeligt ville bevare sandheden om hvordan døden vandt indpas. Da de blev spredt, blev kendsgerningerne i tidens løb forvansket og der blev pyntet på historien; myterne udviklede sig. Der er stor variation i myternes forklaring på årsagen til alderdom og død, men et fælles grundlæggende træk kan dog skelnes.

Dette er ikke blot en formodning. Der er tydelige vidnesbyrd om at religiøse myter, deriblandt myter om døden, stammer fra en fælles kilde. I sin bog The Worship of the Dead (Dyrkelsen af de døde) bemærker oberst J. Garnier:

„Ikke blot ægypterne, kaldæerne, fønikierne, grækerne og romerne, men også hinduerne, buddhisterne i Kina og Tibet, goterne, angelsakserne, druiderne, mexicanerne og peruanerne, australnegrene og endog de indfødte på Sydhavsøerne, må alle have fået deres religiøse opfattelser fra en fælles kilde og et fælles udgangspunkt. Overalt finder vi de mest overraskende lighedspunkter i ritualer, ceremonier, skikke og traditioner og i navnene på og slægtskabsforholdene mellem deres forskellige guder og gudinder.“

Og hvor er stedet for denne fælles kilde? Peger vidnesbyrdene mod Kaldæa, som Bibelen gør det? Professor George Rawlinson skriver:

„Den slående lighed mellem det kaldæiske system og den klassiske [hovedsagelig græske og romerske] mytologis system synes at være en nøjere betragtning værd. Denne lighed er for omfattende, og i nogle henseender for påfaldende, til at give rum for den antagelse at det hele skyldes et tilfælde. I det græske og romerske, og også i det kaldæiske, panteon genkender man den samme almindelige gruppering [af guder og gudinder]; man sporer ikke sjældent samme  slægtskabsforhold; og i nogle tilfælde lader selv de mest velkendte navne og titler på de klassiske guddomme sig på den mærkværdigste måde belyse og forklare i kaldæiske kilder.“

Hvilken slutning kommer han derefter til? Han siger:

„Vi kan næppe være i tvivl om at trosindholdet på en eller anden måde er blevet videregivet — at de mytologiske opfattelser og ideer i meget tidlige tider har fundet vej fra Den persiske Golfs kyster [hvor oldtidens Babel lå] til landene omkring Middelhavet.“

Hvad Bibelen antyder vedrørende udviklingen af religiøse opfattelser, viser sig således at stemme med andre historiske vidnesbyrd. Hvis nu Bibelen virkelig nøjagtigt har bevaret den sandhed som religiøse myter senere har forvansket, burde den bibelske beretning appellere til vor fornuft. Beretningen burde være fornuftig. Er den det?

LIVET AFHÆNGER AF LYDIGHED

Når den første bog i Bibelen, Første Mosebog, fortæller om årsagen til at vi ældes og dør, gør den det ikke som eventyret med et „der var engang“, men fortæller en beretning der bærer virkelighedens præg. Den fortæller om et virkeligt sted, Eden, og angiver ved hjælp af visse floder hvor omtrent det lå. To af disse, Eufrat (Frat) og Tigris (Hiddekel), kendes den dag i dag. (1 Mosebog 2:10-14) Tiden kan fastslås ved hjælp af Bibelens kronologi til året 4026 f.v.t., eller kort derefter. Endvidere er Bibelens beretning om at der til at begynde med var ét menneskepar, videnskabeligt set holdbar. Bogen The Races of Mankind siger:

„Bibelens fortælling om Adam og Eva, menneskeslægtens fader og moder, sagde for århundreder siden den samme sandhed som videnskaben har fundet frem til i dag: at alle jordens folkeslag tilhører samme familie og har en fælles oprindelse.“

 Efter at have fortalt om hvordan de to første mennesker fik livet, viser den bibelske beretning at Skaberen, Jehova Gud, lod menneskene begynde deres tilværelse i et hjem der var som en naturpark. Han stillede dem i udsigt at de kunne leve et liv uden ende, samtidig med at han dog satte en betingelse herfor. Gud sagde til mennesket: „Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ — 1 Mosebog 2:16, 17.

Det var et enkelt bud. Og dog, er dette ikke hvad vi måtte forvente? Mennesket Adam var alene på det tidspunkt. Livet var enkelt, ukompliceret. Der var ingen problemer i forbindelse med at opretholde livet. Der var intet pres fra et begærligt kommercielt system. Komplicerede love var ikke nødvendige til kontrol af syndige tilbøjeligheder hos det første menneske. Som et fuldkomment menneske havde Adam ingen syndige tilbøjeligheder.

Men selv om budet var enkelt, krævede det dog en moralsk standpunkttagen, og ulydighed mod det kunne få alvorlige følger. Hvis de to første mennesker var ulydige mod dette Guds bud, ville det betyde oprør mod ham som deres hersker. Hvorledes det?

Det var Guds forbud som gjorde det uret at spise af frugten på „træet til kundskab om godt og ondt“. Der var ikke noget giftigt ved frugten. Den var sund, og træet var bogstavelig talt „godt at spise af“. (1 Mosebog 3:6) Guds forbud angående træet betonede derfor simpelt hen at mennesket med rette var afhængigt af sin Skaber som dets hersker. Ved at være lydige kunne den første mand og kvinde vise at de respekterede Guds ret til at gøre kendt over for dem hvad der var „godt“, eller hvad han godkendte, og hvad der var „ondt“, eller hvad han fordømte. Ulydighed fra deres  side ville derfor være ensbetydende med oprør mod Guds suverænitet.

Jehova Gud udtalte at straffen for et sådant oprør var døden. Var det for streng en straf? Har mange af verdens nationer ikke betragtet det som en ret de har, at de kan fastsætte dødsstraf for visse forbrydelser? Og dog kan disse nationer ikke give nogen liv eller opretholde deres liv uendeligt. Men det kan menneskets Skaber. Og det var fordi det var hans vilje at Adam og Eva blev til. (Åbenbaringen 4:11) Havde livets Giver og Opretholder derfor ikke ret til at bestemme at ulydighed mod ham ville blive straffet med døden? Jo, afgjort! Det var jo også ham alene der fuldt ud forstod hvor alvorlige de skadelige virkninger af at vise hans lov ulydighed ville være.

De to første mennesker, Adam og Eva, kunne, ved at adlyde dette forbud, have vist deres værdsættelse og taknemmelighed mod Gud for alt hvad han havde gjort for dem. En lydighed der udsprang af det rette motiv ville have hindret dem i at blive selviske og i at ringeagte deres velgører, Gud.

Budet var af en sådan natur som man kunne forvente det, når det var givet af en kærlig og retfærdig Gud. Det var ikke urimeligt. Han berøvede dem ikke nogen livsfornødenheder. Der var mange andre træer hvorfra de kunne få den nødvendige føde. Derfor havde hverken Adam eller Eva nogen grund til at føle et behov for frugten på „træet til kundskab om godt og ondt“.

Beretningen viser imidlertid at Eva en dag da hun ikke var sammen med sin mand, blev offer for et bedrag og tog af den forbudte frugt. * Senere lykkedes det hende at få overtalt sin mand til at gøre det samme og bryde Guds lov. — 1 Mosebog 3:1-6.

 Nu vil man måske hævde at Gud kunne have indtaget en tolerant holdning over for dette oprør fra de to første menneskers side. Man ville måske mene at han kunne have lukket øjnene for deres overtrædelse og undladt at straffe dem. Men ville det have været den bedste handlemåde? Er det ikke sandt at undladelse af at opretholde lov og orden blandt menneskene i dag har ført til manglende respekt for retfærdige love og til øget kriminalitet og vold? Hvis Gud havde undladt at straffe Adam og Eva for deres urette adfærd, ville det have givet dem og deres efterkommere mod til at gå videre i deres lovløshed. Det ville have gjort Gud medansvarlig for sådanne urette gerninger.

Endvidere ville overbærenhed have rejst tvivl om Guds ords pålidelighed. Det ville have fået det til at se ud som om han ikke mente hvad han sagde, og at hans love derfor kunne overtrædes ustraffet.

Det er derfor klart at det eneste rigtige Gud kunne gøre var at opretholde sin lov og lade de to første mennesker lide den straf som med rette tilkom dem efter deres bevidste, overlagte ulydighed. Man må ikke overse den omstændighed at der ikke er noget som helst vidnesbyrd om at de angrede. De viste intet tegn på en ændret hjertetilstand.

DEN GRUNDLÆGGENDE ÅRSAG — SYND

Ved deres oprør mod Gud afskar Adam og Eva sig selv fra det gode forhold til ham. De ejede ikke et uforgængeligt, udødeligt liv. Bibelen siger at Gud ved sin kraft ’bevirker at solen, månen og stjernerne består for evigt, til ubestemt tid’. (Salme 148:3-6, NW) På samme måde med de to første mennesker. Deres fortsatte liv afhang af Gud.

Ved at nægte at underordne sig Guds lov afskar Adam og Eva sig fra hans opretholdende kraft, og afskåret  fra Gud var de nu uden hans ledelse. Til sidst førte synden, som havde gjort Adam og Eva fremmede for Gud, til deres død.

Efter deres overtrædelse imod Gud havde de imidlertid stadig en vældig livskraft i sig. Det ses af den historiske beretning som viser at Adam levede i 930 år. (1 Mosebog 5:5) Dog gik advarselen der var givet til Adam i opfyldelse: „Den dag, du spiser deraf [af træet til kundskab om godt og ondt], skal du visselig dø!“ For på den dag dømte Gud Adam til døden. — 1 Mosebog 2:17.

Som menneskehedens stamfader bragte Adam ved sin ulydighed ikke alene død over sig selv men også over sit ufødte afkom. Det er derfor Bibelen siger: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden [trængte således] igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ — Romerne 5:12.

Efter at have sat sin fuldkommenhed over styr kunne Adam ikke give den videre til sine efterkommere. Hans børn blev født ufuldkomne. Syndens virkning i hans legeme gjorde det umuligt for ham at få afkom uden synd og svaghed. Dette stemmer med Bibelens udtalelse i Job 14:4: „Kunne der komme en ren af en uren! Nej, end ikke én!“ Årsagen til at mennesker i dag ældes og dør kan altså spores tilbage til synden som de har arvet fra Adam. Som hans afkom modtager de syndens løn — døden. — Romerne 6:23.

Hvad vil det så egentlig betyde? Er døden afslutningen på alle ens livsprocesser, eller er der en del af mennesket som lever videre? Er der en bevidsthed som fortsætter efter legemets død?

[Fodnote]

[Illustration på side 28]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Mange landes myter og sagn går tilbage til det gamle Babel

Grækenland

Babel

Afrika

Indien

 [Illustration på side 32]

Ifølge Bibelen stillede Gud de første mennesker i udsigt af de kunne leve evigt