Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan kan du opnå mere end dette liv?

Hvordan kan du opnå mere end dette liv?

Kapitel 21

Hvordan kan du opnå mere end dette liv?

AF DET FOREGÅENDE skulle det med al tydelighed fremgå at livet er meget, meget mere end det vi nu erfarer. Tænk engang — Jehova Gud har stillet alle mennesker den storslåede mulighed i udsigt at opnå liv her på jorden under retfærdige forhold, uden sygdom og død! Du kan opnå dette og komme til at leve, ikke blot i hundrede eller tusind år, men for evigt. Og den tid da dette vil blive til virkelighed, er nu nær.

Vil du være blandt dem der kommer til at nyde godt af at Guds storslåede hensigt med mennesket og dets hjem, jorden, bliver virkeliggjort? Det har du mulighed for. Men du må handle ufortøvet. Følgende advarsel i Bibelen er nu mere på sin plads end nogen sinde: „Saml jer, . . . før [Jehovas] glødende harme kommer over eder, før [Jehovas] vredes dag kommer over eder. Søg [Jehova], alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på [Jehovas] vredes dag.“ — Zefanias 2:1-3.

„Jehovas glødende harme“ vil komme over alle som har vildledt deres medmennesker ved at lyve om Gud og hans hensigt. Han vil heller ikke betragte dem som skyldfri der har støttet disse ved at overvære deres gudstjenester eller stå som medlemmer af deres kirker. Den tid der er tilbage inden Guds dom eksekveres, er kort. Hvis du elsker retfærdighed må du handle hurtigt og adlyde Bibelens bud om at bryde alle bånd med den falske religions verdensimperium. Du må følge den opfordring i Guds ord som siger: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ — Åbenbaringen 18:4.

Men det er ikke nok blot at afbryde enhver forbindelse med organisationer som har tolereret og tilskyndet til uretfærdighed. Bibelen gør os opmærksomme på at „Guds vrede åbenbares fra himmelen over al ugudelighed og uretfærdighed“, ja, over selve handlingerne, foruden over dem som fortsat hengiver sig til dem. (Romerne 1:18) Den lader os ikke i tvivl om hvad det er for handlinger der er tale om, og tilskynder alle som ønsker at opnå Jehovas godkendelse, til at aflægge dem, så deres liv er helt fri for den slags. Kærlighed til Jehova og taknemmelighed over hans godhed vil tilskynde en til at gøre en sådan forandring. — Efeserne 4:25 til 5:6; Kolossenserne 3:5, 6.

Tiden er ikke inde til at prøve at retfærdiggøre sig selv ved at forestille sig at de gode gerninger man gør fra dag til dag mere end opvejer ens ufuldkommenheder. Det førte til ulykke for Adam og Eva da de fastsatte deres egne normer for hvad der er godt og hvad der er ondt. Også i vore dage er det bibelske ordsprog sandt som siger: „Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje.“ (Ordsprogene 16:25) Tiden er derfor inde til nu at lære Jehovas veje at kende, at søge „retfærd“. Tiden er også inde til at søge „ydmyghed“, det vil sige at underordne sig Guds dom, ydmygt acceptere hans tugt og vejledning og rette sig efter hans vilje. Kun ved at gøre dette vil det være muligt for dig at finde skjul på „Jehovas vredes dag“.

Tro ikke, sådan som nogle gør, at den måde du har levet dit liv på, har været for slet til at Gud kan tilgive dig. Nej, find trøst i de ord som blev henvendt til fortidens utro israelitter: „Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til [Jehova], at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade.“ (Esajas 55:7) Find også opmuntring i det løfte Gud har givet: „Er eders synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne; er de end røde som purpur, de skal dog blive som uld.“ — Esajas 1:18.

Jehova Gud har ikke behag i at eksekvere sin dom over nogen, men ønsker at alle skal opnå livet. (2 Peter 3:9) Dog kan og vil Jehova ikke tolerere uretfærdighed. Det er derfor nødvendigt for alle som ønsker at opnå hans godkendelse, at de ændrer sind med hensyn til deres tidligere vandel, og ændrer deres handlemåde, så den bliver i overensstemmelse med hans retfærdige vilje. — Esajas 55:6.

Det man skal gøre nu er at begynde at lære hvad Gud kræver af en, at tilegne sig den livsvigtige kundskab som hans ord indeholder, og så handle i overensstemmelse med den. Det er vejen der fører til evigt liv. (Johannes 17:3) Jehovas kristne vidner vil med glæde yde dig personlig hjælp til at opnå nøjagtig kundskab fra Bibelen, og det koster ikke noget. De byder dig også velkommen i deres rigssale, hvor de regelmæssigt drøfter Guds ord.

EN VIRKELIG GAVNLIG HANDLEMÅDE

Handler du i overensstemmelse med det du lærer fra Bibelen, vil du erfare gavnlige forandringer i dit liv. Du vil opdage at forholdene i hjemmet, på arbejdspladsen og i din daglige kontakt med andre mennesker, forbedres når Bibelens principper bliver fulgt. (Romerne 12:17-21; 13:8-10; Efeserne 5:22 til 6:4; 1 Peter 3:1-7) Dette vil bidrage meget til at gøre dit liv lykkeligere, mere tilfredsstillende, og give det større mening allerede nu.

Dette betyder naturligvis ikke at du vil blive befriet for de problemer verden giver og det pres den øver. Du lever fortsat blandt mennesker som ikke har nogen kærlighed til retfærdighed, og nogle af dem vil uden tvivl prøve at tale dig fra at lære Bibelen at kende og følge den i dit liv. (2 Timoteus 3:12; 1 Peter 4:4) Men efterhånden som du gør fremskridt med hensyn til at kende Guds ord, vil du opdage at du kan klare tilværelsens problemer langt bedre end de som blot stoler på menneskelig visdom. I stedet for at blive bitter på grund af de uretfærdigheder du måske bliver udsat for, vil du nu kende grunden til dem, og du vil have en fast overbevisning om at Guds rige ved Kristus snart vil gøre en ende på alle disse ting som hindrer os i fuldt ud at glæde os ved livet. — 2 Peter 3:11-13.

Efterhånden som du opnår tro på de kærlige foranstaltninger Gud har truffet til at skænke mennesker evigt liv, vil du blive befriet for den undertrykkende virkning som udsigten til at dø har haft på alle mennesker. De falske dogmer som er blevet prædiket vedrørende døden, vil ikke længere ødelægge din glæde ved livet. Den kortsynede opfattelse at dette liv er alt, vil miste enhver indflydelse den måtte have haft på dig med hensyn til at friste dig til at ofre rette principper og en god samvittighed blot for at komme frem i verden. Den overbevisning at Gud kan og vil føre de døde tilbage til livet, vil sætte dig i stand til at opnå frihed for frygt for selve døden. Tro grundlagt på nøjagtig kundskab fra Guds ord vil gøre det muligt for dig at glæde dig over livet nu, som aldrig før, og at glæde dig til en storslået fremtid — evigt liv i Guds retfærdige nye orden.

Måtte værdsættelse af de kærlige foranstaltninger Gud har truffet for menneskeheden, tænde et brændende ønske i dig efter at kende hans vilje og gøre den. Måtte denne værdsættelse tilskynde dig til, med et oprigtigt hjerte at sige som salmisten: „Lad mig kende dine veje, [Jehova], lær mig dine stier. Led mig på din sandheds vej og lær mig, thi du er min frelses Gud.“ — Salme 25:4, 5.