Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kan man tale med de døde?

Kan man tale med de døde?

Kapitel 9

Kan man tale med de døde?

MENS vi er i live har vi mennesker et stærkt behov for at tale med dem vi holder af. Vi ønsker at vide om vore kære har det godt og er glade og tilfredse. Når det går dem godt, opmuntrer det os. Når vi får at vide at de står over for en alvorlig fare på grund af en naturkatastrofe eller anden ulykke, begynder vi at blive bekymrede. Vi venter ængsteligt efter at høre fra dem. Så snart vi har fået besked fra dem om at de har det godt, er vi lettede.

Ønsket om at vide hvordan det går ens kære har fået mange til at nære ønske om at tale med de døde. De vil gerne vide om deres kære afdøde er lykkelige i ’det hinsides’. Men er det muligt at tale med de døde?

Nogle hævder at de i perioder har følt en afdød slægtnings eller vens nærværelse og har hørt hans stemme. Andre har oplevet noget lignende ved hjælp af spiritistiske medier. Gennem disse medier tror de at de har hørt stemmer fra ’det hinsides’. Hvad har de fået at vide af disse stemmer? Hovedsagelig dette: ’De døde er glade og tilfredse. De fortsætter med at interessere sig for deres efterladtes tilværelse og kan se og høre alt hvad de gør.’

Om sådanne budskaber siger François Grégoire i sin bog L’au-delà (Det hinsides): „Hvad har disse ånder at fortælle os? ’Først og fremmest er de ivrige efter at bevise hvem de er og at de stadig er til’ . . . men om den anden verdens natur intet væsentligt, end ikke den mindste åbenbaring.“

Hvad mener du om disse budskaber? Tror du at de døde virkelig taler? Når nu Bibelen viser at ingen sjæl eller ånd overlever legemets død for at fortsætte en bevidst tilværelse, kan disse stemmer så virkelig være de afdødes stemmer?

TILFÆLDET MED KONG SAUL

Nogle af dem der tror at de døde kan sende budskaber til de levende, henviser til Bibelen og siger at den bekræfter deres opfattelse. Et eksempel de henviser til er tilfældet med kong Saul i det gamle Israel.

Da kong Saul havde været utro over for Jehova Gud, blev hans forbindelse med Gud afbrudt, og han blev ikke ledet af ham under udførelsen af sine pligter. Da så filisterne kom for at føre krig imod ham, søgte han i desperation hjælp hos et medium, en spåkvinde eller dødemaner. Han bad hende om at mane den døde profet Samuel frem. Hvad der derefter skete fortæller Bibelen:

„Kvinden [mediet] så da Samuel og udstødte et højt skrig; og kvinden sagde til Saul: ’Hvorfor har du ført mig bag lyset? Du er jo Saul!’ Da sagde kongen til hende: ’Frygt ikke! Men hvad ser du?’ Kvinden svarede Saul: ’Jeg ser en ånd stige op af jorden!’ Han sagde atter til hende: ’Hvorledes ser han ud?’ Hun svarede: ’En gammel mand stiger op, hyllet i en kappe!’ Da skønnede Saul, at det var Samuel, og han kastede sig med ansigtet til jorden og bøjede sig. Men Samuel sagde til Saul: ’Hvorfor har du forstyrret min ro og kaldt mig frem?’“ — 1 Samuel 28:12-15.

Var Saul i dette tilfælde virkelig blevet bragt i forbindelse med den døde profet Samuel? Hvordan kunne han være det når Bibelen forbinder tavshed og ikke tale med døden? Vi læser: „De døde priser ej [Jehova], ingen af dem, der steg ned i det tavse.“ — Salme 115:17.

Andre steder i Bibelen kaster lys over sagen. For det første er det tydeligt at det Saul gjorde da han rådspurgte en dødemaner, et medium, var en overtrædelse af Guds lov. Både de der havde en sandsigerånd og de der rådspurgte genfærd eller medier blev dømt skyldige i en dødssynd. (3 Mosebog 20:6, 27) Guds lov til Israel lød: „Henvend eder ikke til genfærd [åndemedier, NW] og sandsigerånder; søg dem ikke, så I gør eder urene ved dem.“ (3 Mosebog 19:31) „Når du kommer ind i det land, [Jehova] din Gud vil give dig, må du ikke lære at efterligne disse folks vederstyggeligheder. Der må ingen findes hos dig, som . . . gør spørgsmål til genfærd [et åndemedium, NW] og sandsigerånder og henvender sig til de døde.“ — 5 Mosebog 18:9-11; Esajas 8:19, 20.

Hvis åndemedier virkelig kunne komme i forbindelse med de døde, hvorfor ville Guds lov da betegne deres praksis som noget man kunne blive ’uren’ af, noget ’vederstyggeligt’ og noget som fortjente døden? Hvis det virkelig var med de afdøde kære man for eksempel talte, hvorfor ville kærlighedens Gud så betegne dette som en frygtelig forbrydelse? Hvorfor ville han ønske at berøve de levende den trøst de kunne opnå ved at modtage budskaber fra de døde? Antyder Guds måde at se på tingene på, ikke at man ikke virkelig taler med de døde, men at et frygteligt bedrag gør sig gældende? Bibelen viser at det er sådan det forholder sig.

Betragt igen på denne baggrund tilfældet med Saul. Saul anerkendte hvordan det var med hans egen forbindelse med Gud: „Gud har forladt mig og svarer mig ikke mere, hverken ved profeterne eller ved drømme. Derfor lod jeg dig [Samuel] kalde, for at du skal sige mig, hvad jeg skal gribe til.“ (1 Samuel 28:15) Det er klart at Gud ikke ville lade et åndemedium omgå den afbrydelse af forbindelsen med Saul som han havde foranstaltet, og lade ham komme i forbindelse med en død profet som skulle overbringe ham et budskab fra Gud. Hertil kommer også at Samuel, i den sidste tid han levede som en trofast Guds profet, var ophørt med at have noget som helst med Saul at gøre. Ville det derfor ikke være urimeligt at tro at Samuel var villig til at tale med Saul ved hjælp af et åndemedium, en fremgangsmåde Gud havde forbudt?

Det er derfor klart at der må være tale om et bedrag, noget så urent at åndemedier og de der rådspurgte dem, fortjente døden. Det samme bedrag må ligge bag de samtaler som man i dag påstår man har med de døde.

Dette antydes også af det forhold at mange under indflydelse af sådanne „stemmer“ fra det hinsides, har begået selvmord. De har opgivet deres kosteligste eje, selve livet, i et forsøg på at slutte sig til deres afdøde slægtninge. Andre er begyndt at frygte sådanne stemmer, idet budskaberne har været dystre, har bebudet en eller anden frygtelig ulykke eller et dødsfald. Hvordan skulle sådanne stemmer kunne komme fra en god kilde? Hvem eller hvad står bag disse stemmer?

[Illustration på side 77]

Hvem var det der talte til Saul gennem åndemediet i En-Dor?