Kapitel 3

Mennesket er skabt til at leve

GUD har skabt mennesket for at det skal leve. Det viser Bibelen dér hvor den beskriver alt hvad Gud gjorde for de to første mennesker, Adam og Eva. Den oplyser os om at Jehova Gud anbragte dem i en smuk have, et paradis, som lå i en egn der blev kaldt „Eden“. Dette paradis rummede alt hvad de behøvede for at kunne leve fortsat. Herom siger Første Mosebog, den første bog i Bibelen: „Gud [Jehova] * lod af agerjorden fremvokse alle slags træer, en fryd at skue og gode til føde, desuden livets træ, der stod midt i haven, og træet til kundskab om godt og ondt.“ — 1 Mosebog 2:9.

Læg mærke til at der ikke var noget ’dødens træ’, men et „livets træ“ i dette dejlige paradis. Dette „livets træ“ stod som en uforanderlig garanti for et fortsat liv for dem som havde ret til det. Adam og Eva havde ingen grund til at nære en sygelig frygt for at skulle dø. Så længe de forblev lydige mod deres Skaber ved ikke at spise af det forbudte træ til „kundskab om godt og ondt“ ville deres liv ikke ende. — 1 Mosebog 2:16, 17.

Men stemmer det som Bibelen siger om at mennesket blev skabt til at nyde et liv uden ende, med det vi nu ser vedrørende livet? Viser kendsgerningerne ikke at menneskene i årtusinder har været underlagt  døden? Jo, ganske vist, men er du på den anden side klar over at der i selve den måde vi er bygget på, er ting der tyder på at vi burde leve meget længere end vi almindeligvis gør i vore dage?

Tag for eksempel menneskets hjerne. Er den beregnet på en levetid på blot halvfjerds-firs år? Det er interessant at biokemikeren Isaac Asimov i en omtale af hjernens kapacitet nævner at dens kartotekssystem „er i stand til at rumme og udnytte en hvilken som helst mængde oplysninger som det er sandsynligt at et menneske vil lære og huske — og en milliard gange mere endda.“

Er det ikke tankevækkende at menneskets hjerne kan rumme en milliard gange flere oplysninger end mennesket kan nå at samle med den gennemsnitslevealder det har i dag? Peger det ikke på at mennesket blev skabt til at leve så langt et liv at det ville have brug for en hjerne med en umådelig hukommelseskapacitet?

Og dette er på ingen måde alt.

KUN MENNESKET HAR ET EVIGHEDSBEGREB

Et interessant punkt som det er værd at mærke sig her, er at det kun er over for mennesket — ikke over for nogen af jordens andre skabninger — at Bibelen fremholder udsigten til et liv uden ende, ja, den siger at selve begrebet evig fortid eller uendelig fremtid er noget enestående for mennesket. Læg mærke til hvad den inspirerede nedskriver af Prædikerens bog i Bibelen siger: „Jeg så det slid, som Gud har givet menneskenes børn at slide med. Alt har han skabt smukt til rette tid; også evigheden har han lagt i deres hjerte.“ — Prædikeren 3:10, 11.

Hvis dét Bibelen siger om mennesket er sandt, skulle vi kunne se vidnesbyrd der peger i den retning. Gør vi det? Adskiller mennesket sig tydeligt fra dyrene i denne henseende? Er mennesket ene om at tænke alvorligt  over fremtiden, bekymre sig om den og arbejde med den for øje? Reagerer mennesket anderledes over for døden end dyrene, således at dét alene viser at det forstår hvad livet har betydet for det i fortiden og kan betyde for det i fremtiden?

Her benægtes ikke at alt levende klynger sig til livet. Instinktivt søger dyr som ædes af andre dyr at undslippe deres forfølgere ved at flygte eller ved at skjule sig. Mange skabninger kæmper en tilsyneladende håbløs kamp for at beskytte deres unger mod døden. Man har set harer sparke så voldsomt ud at vaskebjørne er blevet slået omkuld. I den vestlige del af De forenede Stater har man set en antilopehun med held forsvare sin kalv mod en ulv og med sine skarpe hove såre dens bagparti og slå dens tænder ud. Ulven søgte at komme bort, men hun sprang op på den og trampede den til døde.

En sådan instinktiv reaktion over for dødsfare spiller en vigtig rolle i forbindelse med bevarelsen af dyrelivet. Men vil det sige at dyrene forstår fortid og fremtid ligesom mennesket?

Som vi ved kan et menneske tænke over fortiden og lægge planer for fremtiden. En mand kan sidde hjemme og tænke over sine drengeår — sine gavtyvestreger, sine skuffelser og glæder, hvad der mislykkedes og hvad der lykkedes. Han kan lægge planer for fremtiden — at bygge et nyt hus, købe møbler, bestemme den uddannelse hans børn skal have, og så videre. Men kan en hund, for eksempel, tænke over sin tid som hvalp, børnene der legede med den, hvordan det var at blive voksen og få en mage? I sin bog Animals Are Quite Different (Dyr er helt anderledes) viser Hans Bauer hvad forskningen har afsløret:

„Hunden skal altid have et virkeligt sanseindtryk for at kunne genfremkalde tidligere oplevelser. Lad os sige at den  ved en lejlighed bliver taget med til en ukendt by hvor den oplever et eller andet. Når den er kommet hjem, vil de indtryk den har modtaget være glemt. Men hvis den kommer tilbage til det samme sted, vil den huske dem. Det er i virkeligheden et fortrin og en særegenhed ved menneskets psykologiske struktur sammenlignet med dyrets, at dét mennesket kan huske, ikke er forbundet med hverdagens behov men er nedlagt i bevidsthedens strøm som et hele.“

I modsætning til mennesket kan dyrene således ikke rekonstruere fortidige begivenheder.

Men kan de lægge planer for fremtiden? Gemmer eller oplagrer hamstere, visse myrer, egern og andre dyr ikke føde til senere brug? Er der ikke her tale om at planlægge for fremtiden for ikke at komme til at lide nød om vinteren? „Nej,“ siger ovennævnte forfatter, og han fremlægger disse kendsgerninger som støtte for sit svar:

„De ved ikke hvad de gør eller hvorfor de gør det. De går simpelt hen frem efter deres instinkt, og beviset herfor er at selv dyr der er taget fra deres forældre i en meget ung alder og holdt i bure, begynder ’at samle’ om efteråret. Disse dyr har aldrig kendt til vinterforhold og vil ikke blive berøvet føden i de kommende måneder. Alligevel ’hamstrer’ de blot for at ’hamstre’.“

Idet han kort beskriver forskellen mellem mennesker og dyr siger han:

„Dyrenes verden er derfor udelukkende det indeværende øjeblik i ordets bogstaveligste forstand. Deres opmærksomhed kan let blive ledt bort fra selv de mest fascinerende genstande til andre der for øjeblikket virker mere tiltrækkende, og de vil aldrig igen vende tilbage til de første.“

Det er derfor sandt at det alene er mennesket der har begrebet „evighed“, evnen til at meditere over fortiden og spejde mod fremtiden og planlægge.

Det er fordi dyrene kun lever i nuet at døden for dem tydeligt nok ikke er den tragedie som den er for menneskene. Dyr synes at tage døden som en naturlig ting.

 Som eksempel kan nævnes en løvinde og hendes tre unger som blev iagttaget i Serengeti Nationalpark i Tanzania i Afrika. Mens hunløven var borte, lå ungerne skjult i et krat. Så kom der to hanløver fra et andet distrikt. De fandt de skjulte unger og dræbte dem alle tre. De åd den ene, slæbte den anden bort og lod den tredje blive liggende. Hvad gjorde hunløven da den vendte tilbage og så den døde unge? Den gav ikke udtryk for sorg, ingen følelse, men snusede blot til ådselet, sin egen døde unge — og så åd den det.

Det er også bemærkelsesværdigt at de dyr som løver jager, ikke bliver skrækslagne når de ser en løve et stykke borte. Når en løve først har stillet sin sult, genoptager dyreflokkene snart deres sædvanlige beskæftigelse. Ja, de dyr som løverne jager, kan til tider færdes blot fyrre meter fra en løve som de ser.

MENNESKET OPFATTER DØDEN SOM NOGET UNATURLIGT

Menneskene reagerer helt anderledes over for døden. For de fleste er en hustrus, en ægtemands eller et barns død den mest rystende oplevelse de kan komme ud for. Et menneskes hele følelsesliv er ude af ligevægt lang tid efter at et menneske som det har holdt meget af, er død.

Selv de der hævder at ’døden er naturlig for mennesket’ finder det svært at acceptere den tanke, at deres egen død betyder afslutningen på alt. The Journal of Legal Medicine siger: „Psykiatere er i almindelighed enige om at døden ubevidst benægtes, selv når den synes at være lige forestående.“ En ung overbevist ateist hævdede for eksempel lige før han skulle henrettes at ud fra et rent fornuftmæssigt synspunkt ville hans død ikke betyde ’andet end den endelige afslutning på et liv som havde været kort men meget intenst’.  Men så bemærkede han at det var vanskeligt, ja faktisk umuligt, for ham ’at indrømme at alt ville blive reduceret til intet’.

Så stærkt er menneskets ønske om at få del i en fremtidig virksomhed at flere har sørget for at få deres legeme frosset ned ved dødens indtræden. De øjeblikkelige omkostninger til dette kan beløbe sig til så meget som kr. 50.000, hvortil så yderligere kommer kr. 6000, som skal betales hvert år for at holde legemet nedfrosset. Man har nedfrosset legemer i det håb at videnskabsmænd en dag vil være i stand til at bringe dem tilbage til livet igen. Naturligvis er der ingen videnskabsmænd som nu kan gøre sådan noget eller næsten kan gøre det. Og dog har selve tanken om at dette måske kunne blive muligt, været nok til at nogle ofrer store summer på at få deres legeme bevaret.

Da menneskene finder det vanskeligt at acceptere døden som afslutningen på alt, har de alle vegne haft et ønske om at forevige mindet om de døde og at få dem højtideligt begravet. Bogen Funeral Customs the World Over (Begravelsesskikke verden over) siger:

„Der er ingen gruppe, fra den mest primitive til den mest civiliserede, som, når den er helt frit stillet og er i stand til det, ikke begraver eller fjerner sine dødes legemer ved en højtidelig ceremoni. Højtideligt at begrave de døde er en skik så universel at det er fornuftigt at slutte at den er uløseligt forbundet med den menneskelige natur. At begrave de døde er ’naturligt’, normalt, rimeligt. Det tilfredsstiller en dyb universel trang. At gennemføre begravelsen synes kun ’ret’, og ikke at gøre det, især for dem som er nært forbundet ved familiebånd, følelser, samliv, fælles erfaring eller andre bånd, synes ’uret’, en unaturlig undladelse, noget som man må bede om tilgivelse for eller skamme sig over.“

Hvad slutter dette værk ud fra den universelle skik at begrave de døde? Det fortsætter:

 „Så sandt er dette at man til de forskellige definitioner af mennesket kan føje endnu en. Mennesket er et væsen der højtideligt begraver sine døde.“

Dog, trods alt dette, glemmes de døde til sidst fuldstændigt, efterhånden som slægt kommer og går. Selv de der skabte sig et stort navn i historien for århundreder siden, er som virkelige mennesker udvisket af de levendes hverdagshukommelse. Deres indflydelse på andre er borte. For eksempel øver sådanne mægtige herskere i oldtiden som Nebukadnezar, Aleksander den Store og Julius Cæsar ikke nogen indflydelse på vort liv nu, selv om de berørte millioner af deres samtidiges liv. Den uomstødelige kendsgerning at de døde med tiden glemmes, blev anerkendt af den kloge mand der skrev Prædikerens bog: „Ej mindes de svundne slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.“ (Prædikeren 1:11) Selve den kendsgerning at mennesket gør alt hvad det kan for at blive husket, til trods for at det véd at det til sidst vil blive glemt, røber at dets ønske om at leve, om ikke på anden måde så blot i mindet, er noget der er uløseligt forbundet med mennesket.

MENNESKETS DØD SYNES IKKE RIMELIG

I betragtning af menneskets almindelige indstilling til døden, dets forbløffende evne til at modtage oplysninger og huske dem, samt dets indre erkendelse af evigheden, er det da ikke klart at det er skabt til at leve? Kun når vi accepterer Bibelens forklaring, at menneskets nuværende situation hvor det er døende, aldrig har været en del af Guds oprindelige hensigt, kan vi se det rimelige i noget som ellers er meget mærkeligt. Tag for eksempel visse planters og dyrs livslængde som langt overgår menneskets.

Et træ kan leve i hundreder af år; nogle, som sequoiaerne og børstekoglefyrrene, i tusinder af år. Det er ikke usædvanligt at en kæmpeskildpadde bliver over  150 år gammel. Hvordan kan det nu være? Hvorfor skal fornuftløse træer og skildpadder leve længere end fornuftbegavede mennesker?

Er menneskets død desuden ikke et kolossalt spild? Kun en brøkdel af et menneskes kundskab og erfaring bliver måske givet videre til andre, men det meste af det går tabt for efterverdenen. Tag til eksempel en mand som kan være en fremragende videnskabsmand, en dygtig arkitekt eller en begavet musiker, kunstmaler eller billedhugger. Han har måske oplært andre. Men ved hans død er ingen i besiddelse af summen af hans talenter og erfaring. Han var måske endog ved at udvikle noget nyt efter at have løst mange problemer. De som kunne have fået gavn af den kundskab og erfaring han havde vundet, må nu selv finde ud af det ved at prøve sig frem — for så også at få deres arbejde afbrudt ved døden. Der er så uhyre meget at lære, så hvorfor skal mennesket arbejde under det handicap at blive berøvet erfarne mennesker efterhånden som de falder som ofre for døden?

Endvidere kan den tanke at mennesket er bestemt til at leve blot nogle få år på jorden og så dø, ikke forenes med troen på en kærlig Skaber. Hvorfor ikke? Nej, for det ville betyde at Skaberen havde mere omsorg for visse fornuftløse planter og dyr end for menneskene, som kan give udtryk for kærlighed og taknemmelighed. Det ville også betyde at han kun havde lidt medlidenhed med menneskene, som mere end alle andre livsformer på jorden føler døden som en dyb smerte.

Nej, hvis dette liv var alt, og hvis Gud virkelig havde bestemt at det skulle være sådan, hvordan kunne vi så virkelig elske ham? Hvordan kunne vi blive tiltrukket af en som havde gjort det umuligt for os at nå alt hvad vi havde mulighed for? Ville det ikke være meget  ukærligt at give os mulighed for at samle uendelig megen kundskab og så hindre os i at gøre brug af denne mulighed?

Hvis mennesket imidlertid er skabt til fortsat at leve, behøver vi svar på spørgsmålet: Hvorfor dør mennesket da? Og et tilfredsstillende svar er nødvendigt for at hjælpe os til at forstå hvorfor Gud har tilladt døden i disse tusinder af år hvor den har krævet sine ofre. Et sådant svar kan udmærket fjerne den alvorlige hindring som afskærer en fra at komme til at stå i et ret forhold til Skaberen og finde den virkelige mening med og glæde i tilværelsen nu.

Men hvad er da årsagen til døden? Hvor finder vi en pålidelig forklaring?

[Fodnote]

 [Illustrationer på side 24]

Er menneskets korte levetid rimelig?

Trods sin forbavsende evne til at opsamle viden, lever et menneske kun 70-80 år

Man ved at selv svaner lever mere end 80 år

Skønt fornuftløse lever skildpadder i mere end 150 år

Nogle træer lever i tusinder af år