Kapitel 19

Milliarder som nu er døde vil snart få liv igen

RIGETS administration, som er overgivet i Jesu Kristi og hans 144.000 medregenters hånd, vil udøse storslåede velsignelser over dem der har overlevet „den store trængsel“. Til den tid vil de skadelige virkninger af at Adam styrtede sig selv og sit ufødte afkom ud i synd, ikke blive husket på en sådan måde at det vil volde mental og følelsesmæssig smerte. Profeten Esajas har udtalt følgende inspirerede løfte: „Det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu.“ — Esajas 65:17.

Hvis dette skal ske, må den sorg og smerte som syndens dødbringende virkninger har forvoldt, ophæves, forsvinde. Milliarder af døde må også oprejses til liv. Hvorfor?

Jo, tænk på følgende: Ville du være helt lykkelig, selv om du havde overlevet „den store trængsel“, hvis du vidste at kære venner og slægtninge som var døde for år tilbage, stadig var berøvet livet og dets velsignelser? Ville det ikke smerte dig mentalt og følelsesmæssigt? For at fjerne enhver mulighed for en sådan smerte, må de døde oprejses. Kun hvis de oprejses til liv og hjælpes til at opnå fuldkommenhed på legeme og sind, vil syndens skadelige virkninger være helt udslettet.

Bibelen forsikrer os om at de som er døde, for langt  de flestes vedkommende vil få liv igen. De vil få mulighed for at leve længere end det korte åremål der endte ved deres død. Jehova Gud har givet sin søn Jesus Kristus magt til at oprejse dem. (Johannes 5:26-28) Dette stemmer overens med at Jesus i Bibelen profetisk omtales som „Evigheds-Fader“. (Esajas 9:6) Når han oprejser dem der sover i døden, bliver han deres Fader. — Jævnfør Salme 45:16, NW; v. 17 i da. aut.

GRUNDLAGET FOR TROEN PÅ OPSTANDELSEN

For den der anerkender Guds eksistens skulle det ikke være vanskeligt at have en fast tro på opstandelsen. Er det ikke fornuftigt at mene at Han som oprindelig gav menneskene liv, også er viis nok til at give de døde livet tilbage, at genskabe dem som mennesker? Jehova Gud har selv givet løfte om at de døde vil få liv igen, og han har også gjort kraftige gerninger og undere som styrker vor tillid til dette løfte.

Jehova Gud gav ligefrem nogle af sine trofaste tjenere magt til at oprejse døde. I Zarepta, ikke langt fra Middelhavets kyst, oprejste profeten Elias en enkes eneste søn. (1 Kongebog 17:21-23) Hans efterfølger, Elisa, oprejste den eneste søn af en gæstfri, velhavende kvinde i Sjunem i den nordlige del af Israel. (2 Kongebog 4:8, 32-37) Jesus Kristus oprejste en datter af Jairus, der var forstander for en synagoge i nærheden af Galilæas sø. Desuden oprejste han en enkes eneste søn; det var i Nain, sydvest for Galilæas sø. Og endelig oprejste han sin gode ven Lazarus, som havde været død i fire dage og var blevet lagt i en grav ikke langt fra Jerusalem. (Markus 5:22, 35, 41-43; Lukas 7:11-17; Johannes 11:38-45) I Joppe, ved Middelhavets kyst, oprejste apostelen Peter en kvinde ved navn Dorkas (Tabita). (Apostelgerninger 9:36-42) Under et ophold i den romerske provins Asien oprejste apostelen Paulus  Eutykus, en ung mand som var styrtet ud gennem et vindue fra anden sal og havde slået sig ihjel. — Apostelgerninger 20:7-12.

Den mest bemærkelsesværdige opstandelse er Jesu Kristi egen opstandelse. Denne velbevidnede begivenhed udgør det stærkeste bevis for at der findes en opstandelse. Det gjorde apostelen Paulus opmærksom på over for dem der var forsamlet på Areopagus i Athen da han sagde: „[Gud] har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.“ — Apostelgerninger 17:31.

Jesu opstandelse er godtgjort ud over enhver tvivl. Der var langt mere end to-tre vidner som kunne bekræfte at den havde fundet sted. Ved én lejlighed alene viste den opstandne Jesus Kristus sig for henved fem hundrede disciple. Hans opstandelse var en så fastslået kendsgerning at apostelen Paulus kunne sige at benægtelse af opstandelsen var det samme som at benægte den kristne tro i det hele taget. Han skrev: „Hvis dødes opstandelse ikke finder sted, så er Kristus heller ikke blevet oprejst. Men hvis Kristus ikke er blevet oprejst, er det vi forkynder jo forgæves, og vor tro forgæves. Desuden bliver vi også fundet som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud at han har oprejst Messias, hvem han ikke har oprejst hvis døde i virkeligheden ikke oprejses.“ — 1 Korinter 15:13-15.

De første kristne vidste med bestemthed, ganske som apostelen Paulus, at Jesus var blevet oprejst fra de døde. Så stærk var deres overbevisning om at de selv ville få en opstandelse, at de var villige til at udsætte sig for hård forfølgelse og gå i døden for deres tro,

 OPSTANDELSE TIL ÅNDELIGT LIV

Jesu Kristi opstandelse viser at opstandelsen ikke er ensbetydende med at det samme legeme oprejses. Jesus blev ikke oprejst til liv som et menneske, men til liv som en ånd. Herom skrev apostelen Peter: „Selv Kristus døde jo én gang for alle vedrørende synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud, idet han blev overgivet til døden i kødet, men blev gjort levende i ånden.“ (1 Peter 3:18) Ved sin opstandelse fik Jesus ikke et legeme af kød og blod, men et der passede til liv i himmelen. — 1 Korinter 15:40, 50.

Dette åndelegeme var naturligvis usynligt for menneskers øjne. Derfor måtte Jesus iklæde sig kød for at hans disciple kunne se ham efter hans opstandelse. Man skal lægge mærke til at Jesus ikke blev begravet med sine klæder på, men at han blev indsvøbt i bind eller bandager af fint linned. Efter hans opstandelse lå disse bandager stadig i graven. Så ligesom Jesus måtte materialisere tøj at tage på, måtte han også materialisere et legeme af kød for at hans disciple kunne se ham. (Lukas 23:53; Johannes 19:40; 20:6, 7) Var dette mærkeligt? Nej, det var nøjagtig det samme som englene havde gjort før i tiden når de viste sig for mennesker. At Jesus materialiserede et legeme af kød forklarer hvorfor hans disciple ikke altid genkendte ham til at begynde med, og hvorfor han pludselig kunne vise sig og forsvinde lige så pludseligt. — Lukas 24:15-31; Johannes 20:13-16, 20.

Kun de 144.000 som er Jesu Kristi medarvinger og som skal regere sammen med ham, vil erfare en opstandelse som hans. Om denne opstandelse til åndeligt liv siger Bibelen:

„Hvad du sår, bliver ikke gjort levende medmindre det først dør; og med hensyn til det du sår, så sår du ikke det legeme som skal komme, men et nøgent korn, det kan være  hvede eller en hvilken som helst af de andre kornsorter; men Gud giver det et legeme sådan som han ønsker, og hver slags sæd sit eget legeme. . . .

Således er det også med de dødes opstandelse. Det sås i forgængelighed, det oprejses i uforgængelighed. Det sås i vanære, det oprejses i herlighed. Det sås i svaghed, det oprejses i kraft. Der sås et sjæleligt legeme, der oprejses et åndeligt legeme. Når der er et sjæleligt legeme, er der også et åndeligt. Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl.’ Den sidste Adam blev til en levendegørende ånd. Dog er det første ikke det åndelige, men det sjælelige, derefter det åndelige. Det første menneske er fra jorden, dannet af støv; det andet menneske er fra himmelen. Som den der er dannet af støv er, sådan er de der er dannet af støv også; og som den himmelske er, sådan er de himmelske også. Og ligesom vi har båret billedet af den der blev dannet af støv, skal vi også bære billedet af den himmelske.“ — 1 Korinter 15:36-49.

OPSTANDELSE TIL LIV PÅ JORDEN

Men hvad med dem der, til forskel fra Jesus Kristus og hans 144.000 medregenter, bliver oprejst til liv på jorden? Eftersom de er ’vendt tilbage til støvet’, må Gud da samle alle de atomer som deres legeme engang bestod af, så legemet i enhver henseende er nøjagtig som det var i dødsøjeblikket?

Nej, det kan simpelt hen ikke være sådan. Hvorfor ikke? For det første fordi det ville betyde at de blev bragt tilbage til livet i en tilstand hvor de befandt sig på dødens rand. De mennesker der blev oprejst i fortiden blev ikke bragt tilbage til livet i nøjagtig den samme syge tilstand der gik forud for deres død. Selv om de ikke var fuldkomne da de blev oprejst, havde de et helt og forholdsvis sundt legeme.

For det andet er det ikke fornuftigt at antage at nøjagtig de samme atomer må samles og udgøre det genrejste legeme. Efter døden omdannes det menneskelige legeme under nedbrydningsprocesserne til  andre organiske stoffer. Disse optages måske af planter, og disse igen eller deres frugter spises måske som føde af mennesker. Således kan det gå til at de grundstoffer som et menneske engang bestod af, til sidst bliver optaget i andre mennesker. Det er således indlysende at et menneske ved sin opstandelse ikke kan komme til at bestå af de samme atomer som før sin død.

Hvad vil det så sige at et menneske bliver oprejst? Det vil sige at vedkommende bliver bragt tilbage til livet som den samme person. Og hvad er det der gør et menneske til den person det er? Er det de kemiske stoffer hvoraf legemet består? Nej, det er det ikke, eftersom legemets molekyler hele tiden udskiftes med andre. Det der virkelig adskiller et menneske fra andre mennesker, er vedkommendes almindelige fysiske fremtoning, stemmen, personligheden, vedkommendes erfaring, mentale vækst og hukommelse. Når Jehova Gud, ved sin søn Jesus Kristus, oprejser en fra de døde, vil han åbenbart give dette menneske et legeme som har de samme træk som det tidligere legeme. Den opstandne vil have det samme fond af erindringer i sin hukommelse som han eller hun har samlet i sin levetid og vil være sig alle disse erindringer bevidst. Personen vil kunne genkende sig selv, og de som kendte vedkommende vil også gøre det.

’Men hvis man genskabes på denne måde,’ vil nogen måske sige, ’er man så virkelig den samme? Er man ikke blot en kopi, en efterligning?’ Nej, for dette ræsonnement tager ikke hensyn til at vort legeme, som før nævnt, allerede nu bestandig forandrer sig. For omkring syv år siden var de molekyler som udgjorde vort legeme dengang, nogle andre end de molekyler vi består af i dag. Ja, endog vort ydre ændrer sig med årene. Men har vi alligevel ikke de samme fingeraftryk?  Er vi ikke det samme menneske som før? Jo sandelig.

De som har svært ved at tro på en opstandelse, skulle tænke på en lige så forunderlig proces som finder sted når et menneske undfanges. Den næsten mikroskopiske celle der dannes når sæd- og ægcelle forenes, har i sig muligheden for at blive en person der er forskellig fra alle andre der har levet. Denne celle indeholder de faktorer som styrer individets vækst og dannelsen af den grundlæggende personlighed som er arvet fra forældrene. De senere erfaringer i livet udbygger naturligvis denne personlighed. Svarende til det der sker i undfangelsesøjeblikket, får den afdøde ved opstandelsen eller genskabelsen sin personlighed og det fond af erfaringer som han eller hun har samlet sig i sit liv, tilbage, idet hver celle i vedkommendes legeme præges med de særlige træk der gør denne person forskellig fra alle andre. De egenskaber, træk og færdigheder som vedkommende havde udviklet i sin levetid, vil blive præget ind i vedkommendes hjerte, sind og legeme.

 Om Skaberen skrev den inspirerede salmist: „Dine øjne så mig endnu mens jeg var foster, og i din bog var alle dets dele skrevet ned, med hensyn til dagene da de blev dannet og der endnu ikke var en af dem.“ (Salme 139:16, NW) Så snart de genetiske kombinationer er dannet i undfangelsesøjeblikket, kan Jehova Gud altså se dem og danne sig et billede af et barns grundlæggende karaktertræk. Det er derfor logisk at mene at han har et nøjagtigt mønster at gå efter når han skal genskabe en i opstandelsen.

Vi kan have tillid til Jehovas fuldkomne hukommelse. Selv mennesker kan ved hjælp af videobånd opbevare og gengive lyd- og billedoptagelser af personer. Jehova Guds evne til at opbevare sådanne optagelser er langt større, for han kalder selv stjernerne, som der er utallige af, ved navn! — Salme 147:4.

Det ses heraf at en opstandelse eller genskabelse er mulig fordi den afdøde lever i Guds hukommelse. På grund af sin fuldkomne evne til at huske livsmønstre og fordi det er hans hensigt at oprejse de døde, kunne Jehova Gud regne trofaste mænd som Abraham, Isak og Jakob for levende, skønt de var døde. Denne omstændighed henledte Jesus Kristus netop de vantro saddukæeres opmærksomhed på da han sagde: „At de døde oprejses har også Moses angivet, i beretningen om tornebusken, når han kalder Jehova ’Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’. Han er ikke dødes men levendes Gud; de er nemlig alle levende for ham.“ — Lukas 20:37, 38.

Der er således et fyldestgørende grundlag for at tro på en opstandelse eller en genskabelse. Det er rigtigt at nogle måske vil forkaste tanken. Men ville man være bedre stillet ved at lukke øjne og sind for de vidnesbyrd der findes om opstandelsen og nægte at tro på den? Ville det blive lettere at miste en nær slægtning  eller ven i døden? Ville det hjælpe en til at se den barske kendsgerning i øjnene at man en dag selv skal dø?

Når man véd at dette liv ikke er alt hvad der er tilmålt mennesket, frigør det en for frygten for at det brat skal blive afbrudt af en for tidlig død. Denne frygt har Satan Djævelen udnyttet til at holde folk i trældom, idet han ved hjælp af sine jordiske redskaber har fået dem til at gøre som han ønsker. (Mattæus 10:28; Hebræerne 2:14, 15) Af frygt for at blive henrettet, for eksempel, har mange ikke fulgt deres samvittighed men har begået uhyggelige forbrydelser mod menneskeheden, sådan som det skete i de nazistiske koncentrationslejre.

Den der har en stærk tro på opstandelsen står imidlertid fast i sin beslutning om at gøre hvad der er ret, selv om det kunne betyde døden. For ham er det liv han vil få når han oprejses fra de døde, langt mere dyrebart end nogle få års længere levetid nu. Han ønsker ikke at sætte sin mulighed for evigt liv over styr for noget som i forhold hertil næppe kunne kaldes en forlængelse af livet. Han har samme indstilling som de mænd i fortiden om hvem Hebræerbrevet siger: „[De] blev torteret, idet de ikke tog imod udfrielse ved en løsesum [ved et eller andet kompromis], for at de kunne opnå en bedre opstandelse.“ — Hebræerne 11:35.

De der har tillid til Guds løfte om at oprejse de døde, er ganske givet langt bedre stillet end de der ikke har opstandelseshåbet. De kan se fremtiden i møde uden frygt.

Af Bibelen fremgår det at denne tingenes ordning snart vil nå sin afslutning, nemlig inden for denne generations levetid, og vil blive erstattet af en retfærdig administration i Jesu Kristi og hans medregenters  hånd. Det er grunden til at milliarder som nu er døde, snart vil få liv igen og begynde at høste gavn af Rigets styre. Det bliver en storslået oplevelse for dem der overlever „den store trængsel“ at hilse de døde velkommen tilbage. Tænk på den glæde det bliver igen at kunne nyde samværet med kære venner og elskede slægtninge, at høre deres stemmer og se dem sunde og raske.

Hvilken virkning skulle dette have på os? Skulle det ikke tilskynde os til at takke Gud for det vidunderlige håb om en opstandelse? Skulle vores taknemmelighed ikke få os til at gøre alt hvad vi kan for at lære ham at kende og derefter tjene ham trofast?

[Illustration på side 172]

Er det ikke muligt at den der kan lade et foster vokse i et moderliv, også kan oprejse de døde?