Kapitel 8

Er mutationer et grundlag for udvikling?

1, 2. Hvilken mekanisme siges at være grundlaget for udvikling?

DER er endnu et problem som udviklingsteorien står over for. Hvordan skulle udviklingen være foregået? Hvilken grundlæggende mekanisme skal have gjort det muligt for én livsform at udvikle sig til en anden? Evolutionisterne siger at forskellige forandringer i cellekernen spiller ind. Og det gælder i første række de tilfældige forandringer der kaldes mutationer. Forskerne mener at mutationerne specielt er gen- og kromosomforandringer i kønscellerne, eftersom forandringer i disse celler kan overføres til afkommet.

² „Mutationer . . . er grundlaget for evolution,“ siger et opslagsværk.¹ Palæontologen Steven Stanley siger i tråd hermed at mutationer er evolutionens „råmateriale“.² Og genetikeren Peo Koller erklærer at mutationer er „nødvendige for at evolutionen kan skride frem“.³

3. Hvilken slags mutationer er nødvendige for evolutionen?

³ Evolutionen kan dog ikke bruge en hvilken som helst slags mutationer. Robert Jastrow påpeger at det er nødvendigt med „en langsom ophobning af gunstige mutationer“.⁴ Og Carl Sagan tilføjer: „Mutationer — pludselige forandringer i arvemassen — udgør evolutionens råmateriale. Miljøet udvælger de få mutationer der øger mulighederne for at overleve i livskampen. Dette resulterer i en serie langsomme overgange fra én livsform til en anden, hvorved der opstår nye arter.“⁵

4. Hvilket problem opstår for dem der hævder at mutationer kan have spillet en rolle for hurtige evolutionære forandringer?

⁴ Det er også blevet sagt at mutationer kunne tænkes  som årsag til de hurtige forandringer som teorien om „afbrudt ligevægt“ forudsætter. John Gliedman skriver i Science Digest: „Evolutionære revisionister tror at mutationer i vigtige regulatorgener kan være netop de genetiske lufthamre som deres springteori kræver.“ Den britiske zoolog Colin Patterson siger imidlertid: „Man kan frit spekulere. Vi ved intet om disse vigtige regulatorgener.“⁶ Men bortset fra sådanne spekulationer er der almindelig enighed om at de mutationer der menes at have betydning for evolutionen, er små, tilfældige forandringer som er ophobet over længere tidsrum.

5. Hvordan opstår mutationer?

⁵ Hvordan opstår mutationer? De fleste af dem menes at fremkomme ved den normale celledelingsproces. Forsøg har imidlertid vist at de også kan fremkaldes af ydre påvirkninger, for eksempel af stråling og af kemiske stoffer. Hvor ofte forekommer de? Cellens genetiske materiale reproduceres med forbløffende stabilitet. I betragtning af det store antal celler der deler sig i en levende organisme, forekommer mutationer ikke særlig ofte. Et opslagsværk siger at reproduktionen „af de DNA-kæder hvoraf et gen består, er bemærkelsesværdigt nøjagtig. Fejltryk eller fejlkopiering er sjældne uheld“.⁷

Er de gavnlige eller skadelige?

6, 7. Hvor mange af mutationerne er skadelige?

⁶ Hvis gunstige mutationer er et grundlag for udvikling, må vi spørge: Hvor mange af mutationerne er gunstige? På dette punkt er der overvældende enighed blandt evolutionister. Carl Sagan erklærer for eksempel: „De fleste af dem er skadelige eller dødelige.“⁸ Peo Koller siger: „Størstedelen af alle mutationer er skadelige for det individ som bærer det muterede gen. Ved eksperimenter har man fundet at for hver af de heldige eller nyttige mutationer, er der mange tusind som er skadelige.“⁹

⁷ Ser vi bort fra „neutrale“ mutationer, er der altså tusinder af skadelige mutationer for hver mutation der regnes for at være gavnlig. „Det må forventes at  tilfældige forandringer i en hvilken som helst kompliceret organisme vil give sådanne resultater,“ siger Encyclopædia Britannica.¹⁰ Det er grunden til at mutationer får skyld for hundreder af sygdomme som er genetisk betingede.¹¹

8. Hvordan støtter forsøgsresultater en udtalelse i et leksikon?

⁸ På grund af mutationernes skadelige natur indrømmer Encyclopedia Americana: „Det synes vanskeligt at forene det faktum at de fleste mutationer er skadelige for organismen, med den anskuelse at mutationer er kilden til evolutionens råmaterialer. De mutanter man ser afbildet i biologibøgerne er en samling sære vanskabninger, og det lader til at mutationsprocessen snarere nedbryder end opbygger.“¹² Når muterede insekter har skullet konkurrere med normale, er resultatet altid blevet det samme. G. Ledyard Stebbins fortæller: „Efter et større eller mindre antal generationer er mutanterne blevet elimineret.“¹³ De kunne ikke klare sig i konkurrencen, for de var ikke blevet forbedret, men var tværtimod degenererede og derfor dårligere stillet.

9, 10. Hvorfor er der ikke noget grundlag for at hævde at mutationer kan have forårsaget en udvikling?

⁹ I bogen The Wellsprings of Life erkender Isaac Asimov: „De fleste mutationer er til det værre.“ Derefter hævder han imidlertid: „I det lange løb er det afgjort sådan at mutationerne får evolutionen til at skride fremad og opad.“¹⁴ Men gør de det? Ville nogen som helst proces der førte til skader i over 999 tilfælde ud af 1000, blive anset for nyttig? Hvis en håndværker udførte tusinder af dårlige stykker arbejde for hvert godt, ville du da lade ham bygge et hus for dig? Hvis en bilist under kørselen traf tusinder af forkerte afgørelser for hver rigtig afgørelse, ville du da køre med ham? Hvis en læge under en operation gjorde tusinder af forkerte bevægelser for hver rigtig bevægelse, ville du da lade dig operere af ham?

¹⁰ Genetikeren Dobzhansky har skrevet: „Et uheld, en vilkårlig forandring, i en sindrig mekanisme kan næppe forventes at forbedre den. Et urværk eller et  radioapparat kommer sjældent til at virke bedre af at man jager en kæp ind i det.“¹⁵ Hvad mener du? Virker det logisk at alle de utroligt komplicerede celler, organer, lemmer og processer i de levende organismer skulle være blevet bygget op gennem en proces der bryder ned?

Frembringer mutationer noget nyt?

11-13. Frembringer mutationer noget nyt?

¹¹ Men selv om så alle mutationer var gunstige, ville de da frembringe noget nyt? Nej, det ville de ikke. En mutation kan kun ændre et træk som allerede  eksisterer. Mutationerne giver variation, men de tilføjer aldrig noget nyt.

¹² The World Book Encyclopedia nævner et eksempel på hvad en gunstig mutation kan føre til: „En plante der vokser i et tørt område, kan have et mutant gen som bevirker at den får større og stærkere rødder. Denne plante vil da have større chance for at overleve end andre af samme art, fordi rødderne kan suge mere vand.“¹⁶ Men er der opstået noget nyt? Nej, det er stadig den samme plante. Den er ikke ved at udvikle sig til noget andet.

¹³ Mutationer kan ændre farven eller strukturen af et menneskes hår. Men håret vedbliver med at være hår. Det bliver aldrig til fjer. Mutationer kan forandre et menneskes hånd. Den kan få fingre som er abnorme. Der er forekommet hænder med seks fingre eller med andre misdannelser. Men de er fortsat hænder. De forandrer sig aldrig til noget andet. Der opstår ikke noget nyt, og det kan der heller aldrig.

Forsøg med bananfluen

14, 15. Hvad har mange års forsøg med bananfluer vist?

¹⁴ Kun få mutationsforsøg kan måle sig med de omfattende forsøg der er foretaget med bananfluen, Drosophila melanogaster. Siden begyndelsen af  1900-tallet har forskere udsat millioner af disse fluer for røntgenstråling og derved øget mutationshyppigheden til over hundrede gange det normale.

¹⁵ Hvad har forsøgene så vist, efter alle disse årtier? Dobzhansky nævner et af resultaterne: „De tydelige mutanter af Drosophila, hvormed en stor del af den klassiske forskning inden for genetikken er blevet udført, er næsten uden undtagelse underlegne i forhold til fluer i vild tilstand hvad angår levedygtighed, frugtbarhed og livslængde.“¹⁷ Noget andet som forsøgene viste, var at mutationerne aldrig frembragte noget nyt. Bananfluerne fik misdannede vinger, ben og kroppe foruden andre defekter, men de vedblev med at være bananfluer. Og når man lod mutanter parre sig med hinanden, opdagede man at der efter et antal generationer begyndte at blive udklækket nogle normale bananfluer. Hvis fluerne var blevet sat ud i naturen, ville de normale eksemplarer til sidst have overlevet de svage mutanter, og bananfluen ville være blevet bevaret i sin oprindelige form.

16. Hvordan medvirker DNA’et til at bevare den form organismerne har?

¹⁶ DNA’et, som indeholder arvelighedskoden, har en forunderlig evne til at reparere sig selv hvis der  opstår genetiske skader. Dette medvirker til at bevare den slags organismer det er kodet til at frembringe. Scientific American fortæller at „livet i enhver organisme og dets kontinuitet fra generation til generation“ bliver bevaret „af enzymer der til stadighed reparerer“ genetiske skader. Tidsskriftet siger videre: „Specielt kan betydelige skader i DNA-molekyler fremkalde en nødreaktion hvor der syntetiseres øgede mængder af reparationsenzymer.“¹⁸

17. Hvorfor blev Goldschmidt skuffet over mutationsforsøgene?

¹⁷ Forfatteren til bogen Darwin Retried skriver følgende om den højt ansete, nu afdøde arvelighedsforsker Richard Goldschmidt: „Efter at have iagttaget mutationer hos bananfluer i mange år blev Goldschmidt overvældet af håbløshed. Han sagde beklagende at forandringerne var så fortvivlende små at selv om der skete tusind mutationer i det samme individ, ville der alligevel ikke fremkomme nogen ny art.“¹⁹

Birkemåleren

18, 19. Hvad hævdes angående birkemåleren, og hvorfor?

¹⁸ I evolutionistisk litteratur bliver den engelske birkemåler ofte anført som et eksempel på udvikling i vor tid. Lademanns Dyreleksikon siger at den er „et direkte bevis for, at der foregår en evolution“.²⁰ Efter en bemærkning om at det pinte Darwin at han ikke kunne pege på en eneste art der udviklede sig, siger Robert Jastrow i sin bog Red Giants and White Dwarfs: „Havde han kendt den, havde han haft et eksempel der ville have givet ham det bevis han manglede. Det var et yderst sjældent tilfælde.“²¹ Det var birkemåleren han talte om.

¹⁹ Hvad skete der da med birkemåleren? Jo, først var den lyse form af denne sommerfugl mere almindelig end den mørke. Den lyse type faldt godt sammen med de lyse træstammer og var derved bedre beskyttet mod fuglene. Men på grund af mange års forurening fra industriområder blev træstammerne efterhånden mørkere. Birkemålernes lyse farve blev da en ulempe for dem, for nu kunne fuglene nemmere få øje på dem og æde dem. Den mørke birkemåler, som hævdes at være en mutant, fik derimod lettere ved at overleve, fordi fuglene havde svært ved at se den på de sodsværtede træer. Den mørke type blev da hurtigt den dominerende.

20. Hvordan forklarer et engelsk lægetidsskrift at birkemåleren ikke har udviklet sig?

²⁰ Men udviklede birkemåleren sig til en anden slags insekt? Nej, den var stadig nøjagtig den samme birkemåler, bare med en anden farvetegning. Det engelske lægetidsskrift On Call bemærker derfor at brugen af dette eksempel som bevis for en udvikling er „berygtet“, og siger: „Det er en glimrende demonstration af camouflagens funktion, men eftersom det begynder og slutter med birkemålere og der ikke er  dannet nogen ny art, er det ganske irrelevant som bevis for en udvikling.“²²

21. Hvad kan vi sige om visse bakteriers evne til at blive resistente over for antibiotika?

²¹ Der er flere andre eksempler som ligner det med birkemåleren. Visse bakterier har således vist sig at være resistente over for antibiotika og bliver brugt som eksempel på en udvikling. Men de mere hårdføre bakterier er stadig den samme type; de har ikke udviklet sig til noget andet. Og det indrømmes tilmed at forandringen muligvis ikke skyldes mutationer, men blot det forhold at nogle af bakterierne var immune fra begyndelsen. Da de andre blev dræbt af medikamenter, formerede de immune sig og blev dominerende. Som bogen Evolution From Space siger: „Vi tvivler imidlertid på at det i disse tilfælde drejer sig om andet end udvælgelse af allerede eksisterende gener.“²³

22. Er dét at visse insekter er immune over for giftstoffer, ensbetydende med at de er ved at udvikle sig?

²² Det samme kan være tilfældet når insekter bliver immune over for de giftstoffer der bruges imod dem. Giftstofferne slår enten insekterne ihjel eller er uden virkning på dem. De insekter der bliver dræbt kan ikke udvikle nogen modstandskraft, eftersom de er døde. At de andre overlever, kan betyde at de har været immune fra begyndelsen. En sådan immunitet er en genetisk faktor der forekommer hos nogle insekter men ikke hos andre. Under alle omstændigheder er insekterne vedblevet med at være af samme art. De har ikke udviklet sig til noget andet.

„Efter deres arter“

23. Hvilken regel som fremholdes i Første Mosebog, er også blevet bekræftet af mutationerne?

²³ Endnu en gang får vi altså bekræftet den formel der er nedfældet i Første Mosebogs første kapitel: Livsformerne formerer sig kun „efter deres arter“. Grunden til at det forholder sig sådan, er at den genetiske kode hindrer de enkelte planter eller dyr i at afvige for meget fra gennemsnittet. Der kan være stor variation (som det for eksempel ses blandt mennesker,  katte eller hunde), men ikke så stor at én livsform bliver til en anden. Alle mutationsforsøg beviser dette. Hermed har man også fået bekræftet det princip der kaldes biogenese, nemlig at alt liv stammer fra allerede eksisterende liv, og at forældreorganismen og dens afkom er af samme „art“.

24. Hvordan har krydsningsforsøg vist at livsformerne kun formerer sig „efter deres arter“?

²⁴ Det samme fremgår af krydsningsforsøg. Videnskabsmænd har ved krydsninger forsøgt at forandre forskellige dyr og planter i det uendelige. De har villet se om de med tiden kunne udvikle nye former for liv. Hvad er resultatet blevet? Tidsskriftet On Call fortæller: „Ved krydsningsforsøg må forskerne som regel konstatere at de efter nogle få generationer når det punkt da yderligere forbedring er umulig, og at der ikke er blevet dannet nogen ny art . . . Krydsningsforsøgene synes derfor at tilbagevise udviklingslæren snarere end at støtte den.“²⁴

25, 26. Hvad siger videnskabelige publikationer om grænsen for livsformernes evne til at formere sig?

²⁵ Noget lignende siges i tidsskriftet Science: „Arterne har en evne til at gennemgå mindre modifikationer  med hensyn til fysiske og andre særtræk, men der er grænser, og i det lange løb svinger det omkring et gennemsnit.“²⁵ Det livsformerne arver, er altså ikke evnen til stadig at gennemgå nye forandringer, men derimod (1) stabilitet og (2) begrænsede variationsmuligheder.

²⁶ Bogen Molecules to Living Cells siger derfor: „Cellerne i en gulerod eller i en muselever bevarer konsekvent deres respektive vævstyper og organismeidentitet selv efter utallige generationers formering.“²⁶ I bogen Symbiosis in Cell Evolution siges der: „Alt liv . . . reproduceres med utrolig nøjagtighed.“²⁷ I Vor viden læser vi: „Levende væsener er fantastisk forskellige i bygning; men formen er alligevel forunderligt konstant inden for en bestemt art: Svin forbliver svin, og egetræer vedbliver at være egetræer generation efter generation.“²⁸ Og en skribent der har naturvidenskabelige emner som speciale, skriver: „Rosenbuske får altid roser, aldrig kameliablomster. Og geder føder altid kid, aldrig lam.“ Han konkluderer at mutationer „ikke kan forklare udviklingen som sådan — hvorfor der er fisk, krybdyr, fugle og pattedyr“.²⁹

27. Hvad fejlfortolkede Darwin da han iagttog finkerne på Galápagosøerne?

 ²⁷ At der er rum for variation inden for arterne, forklarer noget som Darwin lagde mærke til — og blev påvirket af — da han udformede sin evolutionsteori. Da han opholdt sig på Galápagosøerne, iagttog han en type fugle der kaldes finker. Disse fugle var af samme type som deres stamfædre på det sydamerikanske kontinent, som de åbenbart var kommet fra. Men der var nogle mærkelige forskelle, for eksempel i næbbets form. Darwin tolkede dette som evolution. Men i virkeligheden var det bare endnu et eksempel på variation inden for en art, den variation som en skabnings genetiske anlæg giver rum for. Finkerne var stadig finker. De var ikke ved at blive til noget andet, og ville heller aldrig blive det.

28. Hvordan kan vi sige at de videnskabelige kendsgerninger er i fuld overensstemmelse med udtalelsen i Første Mosebog om at livsformerne kun formerer sig „efter deres arter“?

²⁸ Regelen i Første Mosebog er derfor i fuld overensstemmelse med de videnskabelige kendsgerninger. Når man sår frø, vil man udelukkende få planter af den „art“ frøene tilhører, og man kan anlægge en have i tillid til at denne lov har sin gyldighed. Når katte får afkom, er det altid killinger de får. Når mennesker bliver forældre, er det altid menneskebørn de får. Der er variation i farve, størrelse og form, men altid inden for grænserne for hver art. Har du nogen sinde set eksempler på andet? Det har andre heller ikke.

Ikke grundlag for udvikling

29. Hvad har en fransk biolog sagt om mutationer?

²⁹ Konklusionen er klar. Uanset hvor mange tilfældige forandringer der finder sted i generne, vil de aldrig kunne forvandle én livsform til en anden. Som den franske biolog Jean Rostand har sagt: „Nej, jeg kan afgjort ikke få mig selv til at tro at disse ’arvelighedsfejl’ — selv hjulpet af den naturlige udvælgelse, og selv begunstiget af de umådelige tidsperioder  hvori evolutionen har kunnet bearbejde livet — har været i stand til at opbygge hele verden med dens strukturelle ødselhed og raffinementer og dens forbløffende ’tilpasning’.“³⁰

30. Hvordan har en arvelighedsforsker udtalt sig om mutationer?

³⁰ Og arvelighedsforskeren C. H. Waddington har sagt følgende om troen på mutationer: „I virkeligheden går denne teori ud på at hvis man begynder med fjorten linjer med sammenhængende engelsk, uanset hvad det er, og forandrer ét bogstav ad gangen og kun bevarer det der lyder fornuftigt, så vil man til sidst ende med at have en af Shakespeares sonetter. . . . jeg synes det er en sindssyg form for logik, og jeg mener at vi burde kunne fremstille vor sag bedre.“³¹

31. Hvordan har en videnskabsmand karakteriseret den opfattelse at mutationerne er evolutionens råmateriale?

³¹ Sandheden er som professor John Moore giver udtryk for: „Ved en grundig undersøgelse og analyse vil enhver dogmatisk hævdelse . . . af at genmutationerne er råmaterialet til en evolutionsproces der omfatter naturlig udvælgelse, vise sig at være det samme som at fortælle en myte.“³²

[Studiespørgsmål]

[Tekstcitat på side 99]

„Mutationer . . . er grundlaget for evolution“

[Tekstcitat på side 100]

Mutationer er blevet sammenlignet med „uheld“ i det genetiske materiale. Men uheld gavner ikke, de skader

[Tekstcitat på side 101]

„Det lader til at mutationsprocessen snarere nedbryder end opbygger“

[Tekstcitat på side 105]

„Selv om der skete tusind mutationer i det samme individ, ville der alligevel ikke fremkomme nogen ny art“

[Tekstcitat på side 107]

„Det [er] ganske irrelevant som bevis for en udvikling“

[Tekstcitat på side 107]

Mutationerne bekræfter at livsformerne formerer sig „efter deres arter“

[Tekstcitat på side 108]

„Krydsningsforsøgene synes . . . at tilbagevise udviklingslæren snarere end at støtte den“

[Tekstcitat på side 109]

„Svin forbliver svin, og egetræer vedbliver at være egetræer generation efter generation“

[Tekstcitat på side 110]

Mutationer ’kan ikke forklare udviklingen som sådan’

[Tekstcitat på side 110]

„Jeg synes det er en sindssyg form for logik, og jeg mener at vi burde kunne fremstille vor sag bedre“

 [Ramme/illustration på side 112, 113]

Hvad stemmer med fakta?

Når man har læst de foregående kapitler, er det på sin plads at spørge: Hvad stemmer med fakta — udvikling eller skabelse? Herunder findes en oversigt over hvad udviklingsmodellen forudsætter, hvad skabelsesmodellen forudsætter, og hvad kendsgerningerne viser.

Udviklingsmodellen forudsætter

At liv opstod af livløst stof ved en tilfældig kemisk evolution (spontan tilblivelse)

Et fossilmateriale hvori (1) simple livsformer viser sig gradvis; (2) ældre former er knyttet til yngre ved overgangsformer

At nye arter er dukket op gradvis; at der er ufuldstændige knogler og organer i forskellige overgangsstadier

Mutationer hvis samlede resultat er gunstigt og frembringer nye egenskaber

At civilisationen er opstået gradvis af en primitiv, dyrisk begyndelse

At sproget har udviklet sig fra simple dyrelyde til komplicerede nutidige sprog

At mennesket fremstod for millioner af år siden

Skabelsesmodellen forudsætter

At liv kun kommer af allerede eksisterende liv; at det oprindelig blev skabt af en intelligent Skaber

Et fossilmateriale hvori (1) komplicerede livsformer viser sig pludseligt i stor variation; (2) hovedgrupperne er adskilt af store kløfter, uden overgangsformer

At ingen nye arter opstår gradvis; at der ikke er ufuldstændige knogler eller organer, men at alle dele er fuldt færdige

At mutationer er skadelige for komplicerede livsformer og ikke frembringer noget nyt

At civilisationen opstod med mennesket; var kompliceret fra begyndelsen

At sproget opstod med mennesket; at de gamle sprog var komplicerede og fuldstændige

At mennesket fremstod for omkring 6000 år siden

Kendsgerningerne viser

(1) Liv opstår kun af allerede eksisterende liv; (2) den komplicerede genetiske kode dannes ikke tilfældigt

I fossilerne (1) dukker komplicerede livsformer op pludseligt og i stor variation; (2) hver ny art er adskilt fra de tidligere; ingen overgangsformer

Ingen nye arter dukker op gradvis, selv om der er stor variation; ingen ufuldstændige knogler eller organer

Små mutationer er skadelige, store er dødelige; ikke registreret at de frembringer noget nyt

Civilisationen opstod med mennesket

Sproget er lige så gammelt som mennesket; gamle sprog var ofte mere komplicerede end de nutidige

De ældste skriftlige optegnelser rækker kun omkring 5000 år tilbage

 . . . den logiske slutning

Når vi sammenligner de fastslåede kendsgerninger med det en udvikling forudsætter og det en skabelse forudsætter, er det da ikke tydeligt hvilken af de to der stemmer med kendsgerningerne og hvilken der er i strid med dem? Vidnesbyrdet fra den levende verden omkring os og fra fossiler af livsformer der levede for lang tid siden, peger mod den samme slutning: Livet på jorden er blevet skabt; det har ikke udviklet sig.

Nej, livet begyndte ikke i en eller anden ukendt „ursuppe“. Menneskene stammer ikke fra abelignende forfædre. I stedet blev livsformerne skabt i stort antal som adskilte familier. Hver af dem kunne formere sig og frembringe stor variation inden for sin egen „art“, men ingen kunne krydse den grænse der adskiller de forskellige arter. Denne grænse, som tydeligt kan iagttages hos alt levende, sikres ved sterilitet. Og skellet mellem arterne opretholdes af hver enkelt arts særegne arvemasse.

Der er imidlertid langt mere som vidner om en Skabers eksistens. Tænk på den forbløffende sindrighed og lovmæssighed vi finder på jorden, ja, i hele universet. Den vidner også om at der findes en stor Intelligens. I de følgende kapitler skal vi se nærmere på noget af dette — fra de storslåede undere i det vældige univers til de fine mekanismer i den mikroskopiske verden.

[Illustrationer på side 102]

Hvis en håndværker udførte tusinder af dårlige stykker arbejde for hvert godt, ville du da antage ham?

Hvis en bilist traf tusinder af forkerte afgørelser for hver rigtig afgørelse, ville du da køre med ham?

Hvis en kirurg gjorde tusinder af forkerte bevægelser for hver rigtig bevægelse, ville du da lade dig operere af ham?

[Illustration på side 103]

Dobzhansky: „Et radioapparat kommer sjældent til at virke bedre af at man jager en kæp ind i det“

[Illustrationer på side 104]

Ved forsøg med bananfluer har man frembragt mange misdannede mutanter, men de er altid vedblevet med at være bananfluer

Normal bananflue

Mutanter

 [Illustrationer på side 106]

Ændringen af birkemålerens farve er ikke evolution, men blot variation inden for samme art

[Illustrationer på side 108]

Der er stor variation inden for hundefamilien, men hunde vedbliver altid med at være hunde

[Illustrationer på side 109]

Der er stor variation blandt menneskene, men de formerer sig kun ’efter deres art’

[Illustrationer på side 111]

De finker Darwin iagttog på Galápagosøerne, vedbliver med at være finker. Det han iagttog, var derfor variation, ikke evolution