Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Snart indføres et jordisk paradis

Snart indføres et jordisk paradis

Kapitel 19

Snart indføres et jordisk paradis

1, 2. (a) Hvad er et naturligt ønske, men hvad hindrer os i at få dette ønske opfyldt? (b) Hvilke forhold ville være ideelle?

KUNNE du tænke dig at leve et rigt og tilfredsstillende liv der aldrig fik ende? Du vil uden tvivl svare ja. Der er så mange interessante ting man gerne vil beskæftige sig med, så mange spændende steder man gerne vil se, og så mange nye ting man gerne vil lære.

2 Men der er også mange problemer, tilsyneladende uløselige problemer, som stjæler noget af glæden ved livet. For eksempel er det nuværende liv forholdsvis kort. Desuden er det ofte fyldt med sygdom, sorger og vanskeligheder. Så for at kunne nyde livet fuldt ud i alle henseender, må man have (1) omgivelser der er som et paradis, (2) fuldkommen tryghed, (3) et spændende arbejde, (4) et strålende helbred og (5) evigt liv.

3. Hvem alene kan indføre sådanne ideelle forhold?

3 Men er det ikke for meget at forvente? Jo, set fra et menneskeligt synspunkt er det for meget. Historien har tydeligt vist at mennesker i egen kraft ikke formår at indføre sådanne ideelle forhold. Men set fra Skaberens synspunkt er de ikke blot mulige — de er uundgåelige! Hvorfor? Fordi det fra begyndelsen var Guds hensigt at der skulle råde sådanne forhold på jorden. — Salme 127:1; Mattæus 19:26.

Paradiset genoprettes

4. Hvad var Guds oprindelige hensigt med jorden?

4 Som vi har set i de foregående kapitler, var de to første mennesker ikke som dyr. De blev skabt helt og holdent som mennesker. Deres oprindelige hjem, Edens have, var et „glædens paradis“. (1 Mosebog 2:8, Douay) De skulle „dyrke den og tage sig af den“. (1 Mosebog 2:15) Desuden fik de fremfor dyrene denne opgave: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den.“ (1 Mosebog 1:28) Efterhånden som de fik flere og flere efterkommere, måtte de udvide den smukke haves grænser, sådan at hele jorden til sidst blev et paradis. Hvor længe skulle det bestå? Bibelen siger at jorden „aldrig i evighed rokkes“. (Salme 104:5; Prædikeren 1:4) Det jordiske paradis skulle altså for bestandig være et herligt hjem for fuldkomne mennesker, som levede der for evigt. — Esajas 45:11, 12, 18.

5. Hvorfor kan vi være forvissede om at Guds hensigt vil blive gennemført?

5 Selv om oprøret i Eden bevirkede at gennemførelsen af Guds hensigt midlertidigt blev afbrudt, ændrede det ikke hans hensigt. Gud har tilvejebragt et middel hvormed han vil sætte en stopper for ødelæggelserne og genoprette Paradiset. Dette middel er hans rige, den himmelske regering som Jesus lod indtage en så fremtrædende plads i sit budskab til menneskene. (Mattæus 6:10, 33) Og vi kan være forvissede om at Guds oprindelige hensigt vil blive gennemført. Den almægtige Skaber forsikrer os: „Sådan vil det være med mit ord som går ud af min mund. Det vender ikke tilbage til mig med uforrettet sag, men vil gøre hvad jeg har behag i, og gennemføre hvad jeg har sendt det til.“ — Esajas 55:11.

6, 7. (a) Hvordan ved vi at vi nærmer os Paradisets genoprettelse? (b) Hvem vil blive skånet når den nuværende tingenes ordning bringes til ophør, og hvem vil ikke?

6 Det er opmuntrende at se at begivenhederne i verden nu udgør „tegnet“ på „de sidste dage“. (Mattæus 24:3-14; 2 Timoteus 3:1-5) Det vidner om at tiden er nær da Guds „ord“ vil gøre ’hvad han har behag i’. Den almægtige Gud vil da selv gribe ind i menneskenes anliggender og sørge for at hans hensigter bliver gennemført. (Jeremias 25:31-33) Om ganske kort tid kan vi forvente at se opfyldelsen af den profetiske salme der siger: „De onde udryddes nemlig, men de der håber på Jehova, skal tage jorden i besiddelse. Og om kort tid, da er den ugudelige ikke mere . . . De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Salme 37:9-11, 29; Mattæus 5:5.

7 De der foretrækker at være uafhængige af Skaberen vil altså blive ’udryddet’. De der „håber på Jehova“ vil overleve den nuværende ordnings afslutning og begynde at genoprette Paradiset. Det vil lidt efter lidt blive udbredt, indtil det omfatter hele jorden. Det er så sikkert at dette paradis vil komme, at Jesus med fuld overbevisning kunne love den forbryder der blev henrettet ved siden af ham: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ — Lukas 23:43.

Jorden forvandles

8, 9. Hvad vil der ske med selve jorden?

8 Bibelens beskrivelse af Paradiset er betagende. For eksempel fortæller den at der vil ske en drastisk forandring med selve jorden. Du husker måske at da de første mennesker blev udvist af Eden, fik de at vide at jorden ville bære torne og tidsler og at det ville koste dem store anstrengelser at dyrke den. (1 Mosebog 3:17-19) Lige siden har arbejdet med at fravriste jorden afgrøder ofte været en konstant kamp med fremtrængende ørkener, dårlig jord, tørke, ukrudt, skadedyr, plantesygdomme og misvækst. Alt for ofte har hungersnøden vundet kampen.

9 Men nu vil det blive omvendt: „Ørkenen og det udtørrede land skal glæde sig, og ørkensletten juble og blomstre som krokusen. . . . For i ørkenen er vand brudt frem, og regnfloder på ørkensletten. Og den afsvedne jord er blevet som rørbevoksede damme, og den tørstige jord som vandkilder.“ „I stedet for tornekrattet vil enebærtræet skyde op. I stedet for brændenælden vil myrten skyde op.“ (Esajas 35:1, 6, 7; 55:13) Gennemførelsen af Guds hensigt indebærer altså at menneskene vil få den glædebringende opgave at forvandle jorden til et smukt sted som for evigt vil fryde dens indbyggere. Men Guds hensigt indebærer mere end blot skønhed.

Fattigdom hører op

10, 11. Hvordan vil Jehova afskaffe hungersnød?

10 Når de store ørkener og tørkeramte områder forvandles, vil menneskene få meget mere jord at opdyrke. Under Skaberens ledelse vil det lykkes dem at gøre jorden frugtbar som aldrig før: „Jehova [vil] give hvad der er godt, og vort land vil give sin grøde.“ (Salme 85:12) „Der vil være en overflod af korn på jorden; på bjergenes top vil det bugne.“ (Salme 72:16) Der vil aldrig mere være millioner som sulter. — Esajas 25:6.

11 Arbejdsløshed vil også være et overstået kapitel, noget som for evigt hører fortiden til, og alle vil nyde frugten af deres eget arbejde: „De skal plante vingårde og spise deres frugt. . . . de vil ikke plante for at en anden skal spise.“ (Esajas 65:21, 22) Alt dette vil medføre den økonomiske tryghed der beskrives i Ezekiel 34:27: „Markens træer skal give deres frugt, og landet giver sin afgrøde, og de skal være trygge på deres jord.“

12. Hvem vil få en menneskeværdig bolig i Paradiset?

12 Mennesker nærer imidlertid også et naturligt ønske om at have et pænt sted at bo og et lille stykke jord hvor de kan dyrke forskellige ting. Er det anstændige boligforhold når millioner af mennesker er stuvet sammen i store lejekaserner eller forsømte slumkvarterer eller bor på gaden? Sådanne forhold vil ikke findes i det kommende paradis, for Gud har bestemt: „De skal bygge huse og bo der . . . De vil ikke bygge for at en anden skal bo der.“ Dette verdensomfattende byggeprogram vil blive en stor succes: „Mine udvalgte vil bruge deres hænders værk fuldt ud. De skal ikke slide til ingen nytte.“ (Esajas 65:21-23) Ikke kun et velhavende mindretal, men alle som underlægger sig Guds styre, vil da kunne glæde sig over en menneskeværdig bolig.

Sygdom og død hører op

13, 14. Hvad vil der ske med sygdomme og handicap, ja selv døden?

13 Guds ord forsikrer os også om at lykken i Paradiset ikke vil blive spoleret af sygdomme eller handicap, eller blive afbrudt af døden: „Ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ (Esajas 33:24) „[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:4.

14 Forestil dig en verden hvor alle sygdomme og handicap vil være overvundet og fjernet! Guds ord siger: „Da åbnes de blindes øjne, og de døves ører lukkes op. Da springer den halte som hjorten, og den stummes tunge råber af glæde.“ (Esajas 35:5, 6) Hvilken vidunderlig forandring! Og man vil kunne leve lige så længe som Gud lever — i al evighed! Menneskene vil aldrig igen blive underlagt dødens forbandelse, for Gud „vil opsluge døden for bestandig“. — Esajas 25:8.

15. Hvordan vil det gå gamle mennesker som overlever den nuværende ordnings afslutning?

15 Men hvad så med dem der overlever den nuværende ordnings afslutning og som allerede er gamle? Vil de bare opnå et godt helbred, men forblive gamle for evigt? Nej, for Gud kan få alderdomsprocessen til at gå den modsatte vej, og det vil han gøre. Bibelen beskriver det således: „Lad hans legeme blive friskere end det var i ungdommen; lad ham vende tilbage til ungdomskraftens dage.“ (Job 33:25) De gamle vil gradvis genvinde den fuldkomne ungdomskraft som Adam og Eva havde i Eden. Denne proces vil være et af resultaterne af den ’genskabelse’ Jesus talte om. — Mattæus 19:28.

Varig fred på hele jorden

16, 17. Hvorfor vil forholdene i Paradiset ikke blive forstyrret af krig eller vold?

16 Vil de paradisiske forhold nogen sinde blive forstyrret af krig eller voldshandlinger? Nej, „for det er de retskafne der skal bo på jorden, og de uangribelige der vil blive ladt tilbage på den. Men de ugudelige skal udryddes fra jorden, og forræderne skal rives bort fra den.“ (Ordsprogene 2:21, 22) Når der ikke længere er nogen fredsforstyrrere, vil der hverken være krig eller voldshandlinger.

17 Hvorfor bliver de der ’lades tilbage’ efter at Gud har udryddet de ugudelige og forræderne, betegnet som „retskafne“ og „uangribelige“? Fordi de i forvejen er blevet oplært i Guds normer for en fredelig livsførelse og har rettet sig efter dem. Ja, kundskab om Gud og lydighed mod hans love er grundlaget for freden i Paradiset, for Bibelen siger: „De vil ikke volde skade eller forårsage ødelæggelse . . . for jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“ (Esajas 11:9) Jesus sagde også: „De skal alle være oplært af Jehova,“ og han nævnte at de der tager imod denne oplæring og lever derefter, vil få „evigt liv“. — Johannes 6:45-47.

18. Hvem bliver allerede nu oplært til at leve fredeligt i Paradiset?

18 Denne gudorienterede undervisning overalt på jorden vil resultere i en fredelig og harmonisk verden uden kriminalitet, fordom og had, uden politiske splittelser og krig. Værdien af denne undervisning ses allerede nu blandt millioner af Jehovas vidner ud over jorden. De udgør et internationalt broderskab som bygger på kærlighed og gensidig respekt. (Johannes 13:34, 35) Deres verdensomspændende fred og enhed er ubrydelig. Ikke engang forfølgelse eller verdenskrige kan få dem til at løfte våben mod deres medmennesker noget sted i verden. Når en sådan fred og enhed kan eksistere selv i vore dages splittede verden, vil det afgjort være langt nemmere at opretholde den under Guds styre i Paradiset. — Mattæus 26:52; 1 Johannes 3:10-12.

19. Hvilken profeti som allerede er ved at gå i opfyldelse nu, vil fortsat blive opfyldt i Paradiset?

19 Lige fra begyndelsen vil der altså råde fred på hele jorden i det genoprettede paradis. Og de der overlever Guds globale Harmagedonkrig vil fortsætte med at rette sig efter de profetiske ord som de opfylder allerede nu: „Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ Derfor hedder det videre i profetien: „De skal sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve.“ (Mika 4:3, 4) Hvor længe vil denne tilstand vare? Det velgørende løfte lyder: „På freden vil der ingen ende være.“ — Esajas 9:7.

20. Hvad vil Jehova gøre ved nationerne og deres militære udrustning?

20 De militariserede nationer har ganske vist opbygget en kampstyrke som aldrig før. Men det betyder alt sammen intet for Gud, der med sin kraft skabte universet. Han fortæller hvad han snart vil gøre ved nationernes krigsvåben: „Kom og betragt hvad Jehova har gjort, hvordan han har udført forfærdende ting på jorden. Han standser krige indtil jordens ende. Buen splintrer han og sønderhugger spyddet; vognene brænder han i ild.“ (Salme 46:8, 9) Ved at knuse nationerne og deres militærmagt baner han vejen for varig verdensfred i Paradiset. — Daniel 2:44; Åbenbaringen 19:11-21.

Fred med dyrene

21, 22. Hvilket forhold vil blive genoprettet mellem menneskene og dyrene?

21 For at freden i Paradiset kan blive fuldkommen, må den harmoni der rådede mellem menneskene og dyrene i Eden, genoprettes. (1 Mosebog 1:26-31) I dag er menneskene bange for mange af dyrene, og samtidig udgør de en trussel mod dyrene. Men sådan vil det ikke være i Paradiset. Ligesom Gud opretholdt harmonien mellem dyrene og menneskene i Eden, vil han gøre det i Paradiset. Da vil menneskene igen herske over dyrene i kærlighed.

22 Med hensyn til dette erklærer Skaberen: „På den dag slutter jeg en pagt for dem med markens vilde dyr og med himmelens flyvende skabninger og jordens krybdyr.“ (Hoseas 2:18) Med hvilket resultat? „Jeg vil slutte en fredspagt med dem, og jeg vil udrydde de farlige vilddyr af landet, og de skal bo trygt i ørkenen og sove i skovene.“ — Ezekiel 34:25.

23. Hvilken gennemgribende forandring i dyreverdenen forudsiger Esajas?

23 Den fred der vil råde blandt menneskene og mellem mennesker og dyr, vil også råde blandt dyrene indbyrdes: „Ulven skal holde til hos vædderlammet, og leoparden vil ligge hos kiddet, og kalven og ungløven og fedekvæget er sammen; og det er en lille dreng der fører dem. Og både koen og bjørnen vil græsse; deres unger ligger sammen. Og løven æder halm som kvæget. Og det diende barn leger over brilleslangens hul, og barnet der er vænnet fra, rækker sin hånd ud over giftsnogens lysåbning. De vil ikke volde skade eller forårsage ødelæggelse på hele mit hellige bjerg.“ — Esajas 11:6-9.

24. Hvordan beskriver Salme 37 den fred der vil råde i Paradiset?

24 Hvilken smuk beskrivelse af den fuldkomne fred der vil råde i Paradiset! Det er intet under at Salme 37:11 siger følgende om livet i denne nye ordning: „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“

De døde vender tilbage

25, 26. (a) Hvilket løfte indeholder Guds ord angående de døde? (b) Hvorfor er det ikke noget problem for Skaberen at huske alle dem der er døde?

25 Goderne i Paradiset vil ikke kun tilfalde dem der overlever afslutningen på den nuværende tingenes ordning. Under Guds himmelske riges styre vil en bemærkelsesværdig sejr blive vundet — den fuldstændige sejr over døden. Ikke alene vil den nedarvede død blive overvundet, men de der allerede er døde, vil vende tilbage og få mulighed for at leve i Paradiset! Guds ord indeholder denne garanti: „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ (Apostelgerninger 24:15) Hvilken glæde når den ene generation efter den anden kommer tilbage fra graven! — Lukas 7:11-16; 8:40-56; Johannes 11:38-45.

26 Jesus sagde: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ (Johannes 5:28, 29) Ja, de der er i Guds erindring vil få livet igen. Og vi må ikke tro at det vil være for stor en opgave for Gud. Husk at han har skabt de hundreder af milliarder, ja billioner af stjerner. Og Bibelen siger at han „kalder dem alle ved navn“. (Esajas 40:26) Tallet på de mennesker der har levet og er døde, udgør kun en brøkdel af dette. Det er derfor ingen sag for Gud at huske dem og deres livsmønster.

27. Hvad vil alle få lejlighed til i Paradiset?

27 Alle de opstandne vil blive oplært i Guds retfærdige normer, og det vil ske i et paradisisk miljø. De vil ikke, som i deres tidligere liv, blive hindret af ondskab, lidelser eller uretfærdighed. Hvis de anerkender Guds herredømme og retter sig efter hans normer, vil de blive dømt værdige til at leve videre. (Efeserne 4:22-24) Hvis den forbryder der blev pælfæstet ved siden af Jesus, skal blive ved med at leve i Paradiset, må han altså forandre sig og blive hæderlig. De der gør oprør mod Guds retfærdige styre vil ikke få lov til at leve videre og forstyrre freden og glæden for andre. De vil få en ugunstig dom. Alle vil således få en fuldgyldig lejlighed til at vise om de virkelig sætter pris på at leve i et jordisk paradis hvori „retfærdighed skal bo“. — 2 Peter 3:13.

28. Hvad ligger umiddelbart foran os?

28 Sammen med dem der har overlevet Harmagedon vil de opstandne derefter kunne glæde sig over et liv der for evigt vil være fyldt med spændende gøremål. Den fuldkomne menneskehjerne med dens utrolige kapacitet vil kunne tilegne sig oplysninger i det uendelige. Tænk på hvad vi vil lære om jorden og det vældige univers med dets milliarder af galakser! Tænk på det udfordrende og tilfredsstillende arbejde vi vil få med at bygge og anlægge, dyrke jorden, undervise, udøve musik og billedkunst og meget andet! Livet vil hverken blive kedeligt eller uproduktivt. Nej, som Bibelen forudsiger, vil hver eneste dag i Paradiset blive en glæde. (Salme 37:11) En herlig ny tid ligger lige foran os.

[Studiespørgsmål]

[Tekstcitat på side 232]

Mennesker kan ikke indføre ideelle forhold, men Gud kan

[Tekstcitat på side 236]

Der vil ske en drastisk forandring med selve jorden

[Tekstcitat på side 242]

Ved at nationerne og deres militærmagt knuses, banes der vej for varig fred

[Tekstcitat på side 244]

„De kan glæde sig over megen fred“

[Tekstcitat på side 246]

En herlig ny tid ligger lige foran os

[Illustration på side 233]

Med sådanne ideelle forhold vil vi kunne nyde livet fuldt ud

Paradisiske omgivelser

Fuldkommen tryghed

Et spændende arbejde

Et strålende helbred

Evigt liv

[Illustration på side 234]

De der foretrækker at være uafhængige af Skaberen vil blive fjernet

[Illustration på side 235]

„De der håber på Jehova“ vil overleve

[Illustrationer på side 236, 237]

Menneskene vil få den glædelige opgave at forvandle jorden til et paradis

[Illustration på side 238]

Der vil være økonomisk tryghed for alle

[Illustrationer på side 239]

Lykken vil ikke blive ødelagt af handicap, sygdom eller død

[Illustration på side 240]

„Lad hans legeme blive friskere end det var i ungdommen; lad ham vende tilbage til ungdomskraftens dage.“ — Job 33:25

[Illustration på side 241]

Der vil hverken være krig eller vold i Paradiset. Alle våben vil blive ødelagt. — Ezekiel 39:9, 10

[Illustration på side 243]

Harmonien mellem dyr og mennesker genoprettes

[Illustration på side 245]

De døde vender tilbage og får lejlighed til at leve i Paradiset. Guds ord garanterer: „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige“