Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Den sande Gud og din fremtid

Den sande Gud og din fremtid

Kapitel 16

Den sande Gud og din fremtid

„I dette hemmelighedsfulde univers er der een ting, som mennesket kan være vis på. Mennesket selv er ganske afgjort ikke det mægtigste åndelige væsen i universet. . . . Der er et væsen i universet, der åndeligt er større end mennesket selv. . . . Menneskets mål er at opnå fællesskabet med det højere væsen, der er bagved fænomenerne, og at opsøge det med det formål at bringe sit eget selv i harmoni med denne absolutte åndelige virkelighed.“ — Historiesyn og religiøs tro af Arnold Toynbee.

1. (a) (Med indledningen.) Hvad skriver historikeren Arnold Toynbee om mennesket og universet? (b) Hvordan identificerer Bibelen den „absolutte åndelige virkelighed“?

GENNEM det meste af seks tusind år har menneskene mere eller mindre målbevidst søgt at finde denne „absolutte åndelige virkelighed“. Hver af de større religioner har et navn for den, og hvad du kalder den, vil afhænge af om du er hindu, muslim, buddhist, shintoist, kungfutsianer, taoist, jøde, kristen eller noget andet. I Bibelen har denne virkelighed imidlertid både navn, køn og personlighed — det er Jehova, den levende Gud. Denne enestående Gud sagde til Kyros den Store af Persien: „Jeg er Jehova, og der er ingen anden. Bortset fra mig er der ingen Gud. . . . Det var mig der frembragte jorden og skabte mennesket på den.“ — Esajas 45:5, 12, 18; Salme 68:19, 20.

Jehova — profetiens Gud

2. Hvem bør vi henvende os til for at få pålidelige oplysninger om fremtiden, og hvorfor?

2 Jehova er det virkelige mål for menneskets søgen efter Gud. Han har åbenbaret sig som profetiens Gud, som den der fra begyndelsen kan forudsige enden. Han sagde gennem profeten Esajas: „Husk de første ting fra fjerne tider, at jeg er Guddommen og at der ingen anden Gud er, og at ingen er som jeg, der fra begyndelsen fortæller om enden, og fra gammel tid om de ting der ikke er gjort, der siger: ’Min beslutning står fast, og alt hvad jeg har lyst til gør jeg’; . . . Ja, jeg har sagt det; jeg vil også lade det indtræffe. Jeg har udformet det; jeg vil også gennemføre det.“ — Esajas 46:9-11; 55:10, 11.

3. (a) Hvilke begivenheder kan vi forudse ved hjælp af Bibelens profetier? (b) Hvad har Satan gjort ved de ikketroende, og hvorfor?

3 Med en sådan Gud, der fremsætter pålidelige profetier, kan vi få at vide hvad der vil ske med den splittede religiøse verden. Vi kan også vide hvordan det vil gå de mægtige politiske organisationer der synes at råde over jordens skæbne. Ja, vi kan endda forudsige hvad der venter „denne tingenes ordnings gud“, Satan, der „har forblindet de ikke-troendes forstand“ med et utal af religioner som har ført menneskene bort fra den sande Gud, Jehova. Og hvorfor har Satan gjort dette? „For at lysskæret fra den herlige gode nyhed om Messias, som er Guds billede, ikke skal trænge igennem.“ — 2 Korinther 4:3, 4; 1 Johannes 5:19.

4. Hvilke spørgsmål om jorden og menneskets fremtid må vi have svar på?

4 Vi kan også få at vide hvordan der bliver bagefter. Hvordan vil jorden komme til at se ud? Forurenet? Ødelagt? Ryddet for skove? Eller vil både jorden og menneskeslægten blive fornyet? Som vi skal se, har Bibelen svar på alle disse spørgsmål. Men lad os først rette opmærksomheden mod de begivenheder der vil indtræffe i den nærmeste fremtid.

„Babylon den Store“ afsløret

5. Hvad så Johannes i et syn?

5 I år 96 fik apostelen Johannes på øen Patmos en række åbenbaringer som er beskrevet i Åbenbaringens bog i Bibelen. De skildrer i levende billeder de store begivenheder der skulle indtræffe i endens tid, den tid som menneskene, ifølge de bibelske vidnesbyrd, har levet i siden 1914. * Et af de symbolske billeder Johannes fik at se, forestiller en skamløs og prangende skøge der kaldes „Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder“. Hvilken tilstand befandt hun sig i? „Jeg så at kvinden var beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod.“ — Åbenbaringen 17:5, 6.

6. Hvorfor kan Babylon den Store ikke være et symbol på de styrende, politiske elementer i verden?

6 Hvem er denne kvinde et symbol på? Vi er ikke overladt til at gætte os frem. Hun kan afsløres ved hjælp af udelukkelsesmetoden. I det samme syn hørte Johannes en engel sige: „Kom, jeg vil vise dig dommen over den store skøge som sidder på mange vande; med hende har jordens konger begået utugt, mens de der bor på jorden blev berusede af hendes utugts vin.“ Hvis jordens konger eller herskere har begået utugt med hende, kan skøgen ikke være et udtryk for de politiske elementer der styrer verden. — Åbenbaringen 17:1, 2, 18.

7. (a) Hvorfor kan Babylon den Store ikke symbolisere de kommercielle elementer? (b) Hvad er skøgen et symbol på?

Samme beretning siger at „jordens rejsende købmænd er blevet rige som følge af hendes skamløse overdådigheds magt“. Derfor kan Babylon den Store heller ikke være handelsverdenen eller verdens kommercielle elementer. Og dog siges der: „De vande som du så, hvor skøgen sidder, er folk og skarer og nationer og tungemål.“ Hvilket andet vigtigt element er der i denne verdensordning som kan beskrives som en symbolsk skøge der begår utugt med de politiske herskere, driver handel med forretningsverdenen og troner i pragt over folk, skarer, nationer og tungemål? Det må være den falske religion i alle dens forskellige forklædninger! — Åbenbaringen 17:15; 18:2, 3.

8. Hvad er med til at bekræfte denne opfattelse af Babylon den Store?

8 At det er sådan Babylon den Store skal opfattes, bekræftes af at en engel fordømmer hende for hendes ’udøvelse af spiritisme hvorved alle nationerne blev vildledt’. (Åbenbaringen 18:23) Alle former for spiritisme er religiøse og dæmoninspirerede. (5 Mosebog 18:10-12) Babylon den Store må derfor nødvendigvis symbolisere et religiøst element. Vidnesbyrd i Bibelen peger på at skøgen er hele den falske religions verdensimperium, den falske religion som Satan har påvirket mennesker med for at aflede deres opmærksomhed fra den sande Gud, Jehova. — Johannes 8:44-47; 2 Korinther 11:13-15; Åbenbaringen 21:8; 22:15.

9. Hvilke ting går igen i mange religioner?

9 Som vi har set i denne bog, er der visse fælles tråde som går igen i hele det brogede tæppe af verdensreligioner. Mange religioner er udsprunget af myter. Næsten alle er knyttet sammen af en tro på en udødelig menneskesjæl der overlever døden og enten vandrer over i en anden skabning eller lever videre i en hinsidig verden. En fællesnævner for mange er troen på et frygteligt pine- og tortursted kaldet helvede. Andre er fælles om den gamle hedenske tro på triader, treenigheder og modergudinder. Det er derfor meget passende at de alle bliver samlet under ét symbol — skøgen „Babylon den Store“. — Åbenbaringen 17:5.

På tide at flygte fra falsk religion

10. Hvordan vil det ifølge profetien gå den religiøse skøge?

10 Hvordan vil det så, ifølge Bibelen, gå denne verdensomspændende skøge? Af det symbolske sprog i Åbenbaringsbogen fremgår det at hun vil blive tilintetgjort af politiske elementer — der symbolsk skildres som „ti horn“ der støtter De Forenede Nationer, „et skarlagenrødt vilddyr“ som er et afbillede af Satans blodbesudlede politiske system. — Åbenbaringen 16:2; 17:3-16. *

11. (a) Hvorfor har Gud fældet dom over den falske religion? (b) Hvad vil der ske med Babylon den Store?

11 Den falske religions verdensimperium bliver tilintetgjort fordi Gud har afsagt sin ugunstige dom over den. Religionssamfundene har gjort sig skyldige i åndelig utugt ved at støtte og pleje forbindelse med deres undertrykkende politiske elskere. Den falske religion har besmittet sig med uskyldigt blod ved at den patriotisk har gjort fælles sag med de styrende i nationernes krige. Derfor indgiver Jehova de politiske elementer et ønske om at udføre hans vilje mod Babylon den Store og ødelægge denne skøge. — Åbenbaringen 17:16-18.

12. (a) Hvad må man gøre nu for ikke at blive udslettet sammen med Babylon den Store? (b) Hvilke lærepunkter kendetegner den sande religion?

12 Hvad bør du gøre, i betragtning af den fremtid der venter verdens religiøse system? Svaret ligger i det Johannes hørte en stemme fra himmelen sige: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager. For hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder.“ Ja, det er på høje tid at adlyde engelens opfordring til at skille sig ud fra den falske religions verdensimperium og slutte sig til den sande tilbedelse af Jehova. (Se side 377.) — Åbenbaringen 17:17; 18:4, 5; jævnfør Jeremias 2:34; 51:12, 13.

Harmagedon nær

13. Hvilke begivenheder vil snart indtræffe?

13 Åbenbaringen siger at „hendes plager vil komme på én dag, død og sorg og hungersnød, og hun skal opbrændes med ild“. Efter alle Bibelens profetier at dømme er denne „dag“, denne hurtigt overståede domsfuldbyrdelse, nu ganske nær. Ødelæggelsen af Babylon den Store vil indlede en periode med ’stor trængsel’ som kulminerer i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag . . . Har-Magedon“. Denne Harmagedonkrig vil føre til nederlag for Satans politiske elementer, og til at Satan selv kastes i afgrunden. Derefter vil en retfærdig ny verden begynde. — Åbenbaringen 16:14-16; 18:7, 8; 21:1-4; Mattæus 24:20-22.

14, 15. Hvilken bibelprofeti ser ud til snart at gå i opfyldelse?

14 Allerede nu er en anden enestående bibelprofeti på vej til at gå i opfyldelse for vore øjne. Apostelen Paulus forudsagde og advarede: „Med hensyn til tiderne og perioderne, brødre, har I ikke behov for at der skrives til jer, for I ved selv udmærket at Jehovas dag kommer nøjagtig som en tyv om natten. Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil pludselig undergang komme over dem ligesom veerne over den gravide; og de skal afgjort ikke undslippe.“ — 1 Thessaloniker 5:1-3.

15 Det ser ud til at nationer som før bekrigede og nærede mistro til hinanden, nu forsigtigt er ved at nærme sig en situation hvor de vil være i stand til at erklære fred og sikkerhed i verden. Dette fortæller os, fra endnu en synsvinkel, at dagen for Jehovas dom over den falske religion, nationerne og deres hersker, Satan, er nær. — Zefanias 2:3; 3:8, 9; Åbenbaringen 20:1-3.

16. Hvorfor er Johannes’ råd på sin plads i dag?

16 Millioner i dag lever deres liv som om det kun er det materielle der har betydning og varig værdi. Men alt hvad denne fordærvede verden tilbyder, er flygtigt og kortvarigt. Derfor er Johannes’ råd på sin plads: „Elsk ikke verden eller det der er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det der er i verden — kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af — er ikke af Faderen, men er af verden. Og verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ Foretrækker du ikke at forblive for evigt? — 1 Johannes 2:15-17.

En ny verden lovet

17. Hvad vil fremtiden bringe dem der søger den sande Gud?

17 Hvad følger efter når Gud, ved Kristus Jesus, har dømt verden? Gud forudsagde for længe siden i De Hebraiske Skrifter at han ville gennemføre sin oprindelige hensigt med menneskene på jorden, nemlig at lade en lydig menneskeslægt leve i fuldkommenhed på en paradisisk jord. Selv om Satan har forsøgt at hindre dette, gælder Guds løfte stadig. Derfor kunne kong David skrive: „De onde udryddes nemlig, men de der håber på Jehova, skal tage jorden i besiddelse. Og om kort tid, da er den ugudelige ikke mere . . . De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Salme 37:9-11, 29; Johannes 5:21-30.

18-20. Hvilke forandringer vil der ske på jorden?

18 Hvordan vil jorden da se ud? Vil den være fuldstændig forurenet? Ryddet for skove? Udbrændt? Nej, slet ikke. Det var oprindelig Jehovas mening at jorden skulle være en ren planet, en paradisisk naturpark hvor alt var i balance. Trods menneskenes vanrøgt kan jorden stadig komme på fode og blive et paradis. Jehova har desuden lovet at han vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. Og da det først er nu i det 20. århundrede vi er kommet på randen af global ødelæggelse, er der så meget mere grund til at tro at Jehova snart vil gribe ind for at beskytte sin ejendom, sit skaberværk. — Åbenbaringen 11:18; 1 Mosebog 1:27, 28.

19 Denne forandring vil finde sted når Gud inden længe indfører „en ny himmel og en ny jord“. Det vil ikke sige en ny himmelhvælving og en ny jordklode, men et nyt, åndeligt styre over en fornyet jord som er beboet af et genrejst menneskesamfund. I denne nye verden vil der ikke være plads for at nogen kan udbytte deres medmennesker eller drive rovdrift på dyrene. Der vil heller ikke være nogen vold eller blodsudgydelse. Ingen vil være hjemløse, ingen vil sulte, ingen vil blive undertrykt. — Åbenbaringen 21:1; 2 Peter 3:13.

20 Guds ord siger: „’Og de skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt. De vil ikke bygge for at en anden skal bo der; de vil ikke plante for at en anden skal spise. For som træets dage skal mit folks dage blive; og mine udvalgte vil bruge deres hænders værk fuldt ud. . . . Og ulven og lammet græsser sammen, og løven æder halm som kvæget; men slangen får støv som brød. De vil ikke volde skade eller forårsage ødelæggelse på hele mit hellige bjerg,’ har Jehova sagt.“ — Esajas 65:17-25.

Grundlaget for den nye verden

21. Hvilken sikkerhed er der for at den nye verden bliver indført?

21 ’Hvordan vil alt dette være muligt?’ spørger du måske. Det vil det fordi „Gud, der ikke kan lyve“, for længe siden har lovet at menneskene vil blive genrejst og få evigt liv i fuldkommenhed. Og grundlaget for at dette håb vil blive indfriet, blev beskrevet af apostelen Peter i hans første brev til sine salvede medkristne: „Velsignet være vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader, for i sin store barmhjertighed har han givet os en ny fødsel til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv.“ — Titus 1:1, 2; 1 Peter 1:3, 4.

22. Hvad er en forudsætning for håbet om den nye verden, og hvorfor?

22 Jesu Kristi opstandelse er en forudsætning for håbet om en retfærdig ny verden fordi Gud har udpeget ham til at herske fra himmelen over en renset jord. Paulus understregede også hvor vigtig Kristi opstandelse er, da han skrev: „Nu er Kristus imidlertid blevet oprejst fra de døde, førstegrøden af dem der er sovet ind i døden. For eftersom døden er kommet ved et menneske, er de dødes opstandelse også kommet ved et menneske. For ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias.“ — 1 Korinther 15:20-22.

23. (a) Hvilken betydning har Kristi opstandelse? (b) Hvilken befaling gav den opstandne Jesus sine disciple?

23 At Kristus døde som en tilsvarende løsesum og derefter blev oprejst fra de døde, lagde grundlaget for håbet om „en ny himmel“, Guds riges regering, og en forvandlet og genrejst menneskeslægt, „en ny jord“. Hans opstandelse satte også fart i den forkyndelse og undervisning der blev udført af hans trofaste apostle. Beretningen fortæller: „De elleve disciple tog imidlertid af sted til Galilæa, til det bjerg som [den opstandne] Jesus havde aftalt med dem, og da de så ham, bøjede de sig ærbødigt for ham, men nogle tvivlede. Og Jesus trådte frem, talte til dem og sagde: ’Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig. Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.’“ — Mattæus 19:28, 29; 28:16-20; 1 Timoteus 2:6.

24. Hvilken velsignelse er Jesu opstandelse også en garanti for?

24 Jesu opstandelse garanterer også menneskene en anden velsignelse — de dødes opstandelse. Da Jesus oprejste Lazarus fra de døde, var det en forsmag på en langt mere omfattende opstandelse i fremtiden. (Se side 249, 250.) Jesus havde sagt: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ — Johannes 5:28, 29; 11:39-44; Apostelgerninger 17:30, 31.

25. (a) Hvilket valg vil alle i den nye verden få lejlighed til at træffe? (b) Hvilken form for religion vil der være i den nye verden?

25 Hvilken glæde bliver det ikke for os at kunne byde vore kære velkommen tilbage, og sandsynligvis for hver generation efter tur at kunne gøre det samme! I den nye verden vil hver enkelt derefter under fuldkomne forhold få lejlighed til at afgøre om han eller hun vil tilbede den sande Gud, Jehova, eller miste livet som en modstander. Ja, i den nye verden vil der kun være én religion, én form for tilbedelse. Al lovprisning vil gå til den kærlige Skaber, og hvert lydigt menneske vil gentage salmistens ord: „Jeg vil ophøje dig, min Gud Kongen, og jeg vil velsigne dit navn til fjerne tider, ja, for evigt. . . . Jehova er stor, og han skal lovsynges i rigt mål, og hans storhed er uudgrundelig.“ — Salme 145:1-3; Åbenbaringen 20:7-10.

26. Hvorfor bør man undersøge Guds ord, Bibelen?

26 Nu da du har sammenlignet de store verdensreligioner, vil vi opfordre dig til at fortsætte med at undersøge Guds ord, Bibelen, som Jehovas Vidners tro bygger på. Ja, forvis dig om at den sande Gud kan findes. Hvad enten du er hindu, muslim, buddhist, shintoist, kungfutsianer, taoist, jøde, kristen eller har en anden tro, burde du overveje dit forhold til den sande og levende Gud. Den tro du har, er uden tvivl blevet afgjort af hvor du er født, noget som du ikke selv har haft nogen indflydelse på. Du har intet at tabe ved at undersøge hvad Bibelen siger om Gud. Dette kan vise sig at være dit livs mulighed for at få indblik i den suveræne Guds hensigt med jorden og menneskene. Ja, din oprigtige søgen efter den sande Gud kan føre frem til målet ved at du studerer Bibelen sammen med Jehovas sendebud, hans vidner, som har bragt dig denne bog.

27. (a) Hvilken opfordring retter Jesus til os? (b) Hvad opfordrer Esajas enhver til at gøre, i overensstemmelse med denne bogs tema?

27 Ikke for ingenting sagde Jesus: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer.“ Du kan høre til dem der har fundet den sande Gud hvis du følger profeten Esajas’ opfordring: „Søg Jehova mens han findes. Kald på ham mens han er nær. Lad den ugudelige forlade sin vej, og den ondskabsfulde sine tanker; og lad ham vende om til Jehova, som vil forbarme sig over ham, ja til vor Gud, for han vil tilgive i rigt mål.“ — Mattæus 7:7; Esajas 55:6, 7.

28. Hvor kan man få hjælp til at finde den sande Gud?

28 Hvis du søger den sande Gud er du meget velkommen til at sætte dig i forbindelse med Jehovas Vidner. * De vil være glade for uden vederlag at hjælpe dig til at få et nært kendskab til Faderen og hans vilje mens der endnu er tid. — Zefanias 2:3.

[Fodnoter]

^ par. 5 En detaljeret behandling af de sidste dage findes i bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, udgivet af Vagttårnets Selskab, 1982, side 148-54.

^ par. 10 En detaljeret gennemgang af disse profetier i Åbenbaringen findes i bogen Åbenbaringen — Det store klimaks er nær!, udgivet af Vagttårnets Selskab, 1988, kapitlerne 33-37.

^ par. 28 Se adresserne på side 384.

[Studiespørgsmål]

[Ramme/illustration på side 377]

Hvad udøverne af sand religion kendes på

1. Tilbeder kun den sande Gud, Jehova. — 5 Mosebog 6:4, 5; Salme 146:5-10; Mattæus 22:37, 38.

2. Har adgang til Gud gennem Kristus Jesus. — Johannes 17:3, 6-8; 1 Timoteus 2:5, 6; 1 Johannes 4:15.

3. Lærer og praktiserer uselvisk kærlighed. — Johannes 13:34, 35; 1 Korinther 13:1-8; 1 Johannes 3:10-12.

4. Holder sig fri af verdens politik og konflikter. Er neutrale i krigstid. — Johannes 18:36; Jakob 1:27.

5. Lader Gud stå som sanddru ved at anerkende Bibelen som Guds ord. — Romerne 3:3, 4; 2 Timoteus 3:16, 17; 1 Thessaloniker 2:13.

6. Billiger hverken krig eller personlige voldshandlinger. — Mika 4:2-4; Romerne 12:17-21; Kolossenserne 3:12-14.

7. Er forenede uanset race, sprog eller stamme. Forkynder ikke had eller nationalisme, men kærlighed. — Esajas 2:2-4; Kolossenserne 3:10, 11; Åbenbaringen 7:9, 10.

8. Tilskynder til at man tjener Gud, ikke for selvisk vinding eller betaling, men af kærlighed. Forherliger ikke mennesker, men ærer Gud. — 1 Peter 5:1-4; 1 Korinther 9:18; Mattæus 23:5-12.

9. Forkynder Guds rige, ikke nogen politisk eller social ideologi, som menneskenes sande håb. — Markus 13:10; Apostelgerninger 8:12; 28:23, 30, 31.

10. Fremholder sandheden om Guds hensigt med menneskene og jorden. Fremholder ikke de religiøse løgne om sjælens udødelighed og evig pine i helvede. Fremholder at Gud er kærlighed. — Dommerne 16:30; Esajas 45:12, 18; Mattæus 5:5; 1 Johannes 4:7-11; Åbenbaringen 20:13, 14.

[Illustration]

Jehovas vidner som forkynder i Holland

[Illustrationer på side 373]

Jorden kan komme på fode og blive et paradis — der kræves et varigt og retfærdigt styre, som Gud har lovet at indføre

[Illustration på side 374]

Før Jesus vendte tilbage til himmelen, befalede han sine disciple at forkynde og undervise på hele jorden

[Illustration på side 379]

De dødes opstandelse vil skabe glæde overalt på jorden