Kapitel 15

En tilbagevenden til den sande Gud

„Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:34, 35.

1, 2. Hvad bør kærligheden blandt sande kristne resultere i?

MED disse ord fastlagde Jesus et kriterium for dem der hævder at være hans sande disciple. Den kristne kærlighed skulle overskride alle skel mellem racer, stammer og nationer. Sande kristne skulle derfor ’ikke være en del af verden’, ligesom Jesus selv ikke var, og ikke er, en del af verden. — Johannes 17:14, 16; Romerne 12:17-21.

² Hvordan viser den kristne at han ’ikke er en del af verden’? Hvordan berører det for eksempel hans holdning til vore dages politiske stridigheder, revolutioner og krige? I overensstemmelse med Jesu ord skrev den kristne apostel Johannes: „Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke. For dette er det budskab som I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hinanden.“ Og da Jesus forklarede hvorfor hans disciple ikke havde kæmpet for at befri ham, sagde han: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet . . . Men nu er mit rige ikke herfra.“ Selv om Jesu liv stod på spil, forsøgte hans tjenere ikke at afgøre striden på denne verdens krigeriske manér. — 1 Johannes 3:10-12; Johannes 18:36.

3, 4. (a) Hvad forudsagde Esajas angående „de sidste dage“? (b) Hvad må vi nu have svar på?

 ³ Over 700 år før Kristus forudsagde Esajas at folk af alle nationer ville samles om den sande tilbedelse af Jehova og ikke mere lære at føre krig. Han sagde: „Og i de sidste dage vil bjerget med Jehovas hus blive grundfæstet over bjergenes top, . . . og alle nationerne skal strømme til det. Og mange folkeslag skal drage af sted og sige: ’Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus; og han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.’ For lov vil udgå fra Zion, og Jehovas ord fra Jerusalem. Og han vil fælde dom mellem nationerne og afgøre sager vedrørende mange folkeslag. Og de skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ * — Esajas 2:2-4.

⁴ Hvilken af alle de mange trosretninger i verden har i særlig grad opfyldt disse krav? Hvem har nægtet at lære krigshåndværket på trods af fængsler, koncentrationslejre og dødsstraffe?

Kristen kærlighed og neutralitet

5. Hvordan har Jehovas vidner som enkeltpersoner stillet sig neutrale, og hvorfor?

⁵ Jehovas vidner er kendt i hele verden for deres individuelle, samvittighedsbestemte kristne neutralitet. Gennem hele det 20. århundrede har de udholdt fængsler, koncentrationslejre, tortur, deportationer og forfølgelse fordi de har nægtet at opgive den kærlighed og enhed de lægger for dagen som et verdensomfattende samfund af kristne der holder sig til Gud. I Nazityskland (1933-45) mistede omkring tusind Vidner livet, og adskillige tusind blev fængslet,  fordi de nægtede at støtte Hitlers krigsindsats. Under Francostyret i Spanien måtte hundreder af unge Vidner gå i fængsel, og mange af dem tilbragte gennemsnitlig ti år i militærfængsler, fordi de ikke ville lære at føre krig. Den dag i dag sidder mange unge Jehovas vidner i fængsel i forskellige lande fordi de ikke vil have nogen del i landenes militære aktiviteter. På den anden side hindrer Jehovas vidner ikke regeringernes militærprogrammer. Det har været kendetegnende for deres tro at de har holdt sig urokkeligt neutrale i alle dette århundredes krige og konflikter. Dette identificerer dem som Kristi sande disciple og skiller dem ud fra kristenhedens kirker og trosretninger. — Johannes 17:16; 2 Korinther 10:3-5.

6, 7. Hvilken opfattelse har Jehovas Vidner af kristendommen?

⁶ Ved at følge Bibelen og Kristi eksempel viser Jehovas vidner at de tilbeder den sande Gud, Jehova. De har fået værdsættelse af Guds kærlighed, der kom til udtryk i Jesu liv og offer. De forstår at ægte kristen kærlighed indebærer et  ubrydeligt broderskab der omspænder hele verden og er hævet over politiske, racemæssige og nationale skel. Kristendommen er med andre ord ikke blot international; den er overnational, idet den overskrider landegrænser og de skel der sættes af nationale myndigheder og interesser. Den  betragter menneskeheden som én familie med en fælles stamfader og en fælles Skaber, Jehova Gud. — Apostelgerninger 17:24-28; Kolossenserne 3:9-11.

⁷ Mens næsten alle andre religiøse samfund har været involveret i krige — både mod deres trosfæller og mod andre — har Jehovas vidner vist at de tager førnævnte profeti fra Esajas 2:4 alvorligt. ’Men,’ spørger du måske, ’hvor stammer Jehovas Vidner fra? Hvordan er deres samfund opbygget?’

Guds lange række af vidner

8, 9. Hvad opfordrer Gud menneskene til?

⁸ For over 2700 år siden opfordrede profeten Esajas: „Søg Jehova mens han findes. Kald på ham mens han er nær. Lad den ugudelige forlade sin vej, og den ondskabsfulde sine tanker; og lad ham vende om til Jehova, som vil forbarme sig over ham, ja til vor Gud, for han vil tilgive i rigt mål.“ — Esajas 55:6, 7.

⁹ Mange hundrede år senere sagde den kristne apostel Paulus til grækerne i Athen som nærede stor frygt for de mytologiske guder: „[Gud] har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade, og han har bestemt de fastsatte tider og de fastlagte grænser for menneskenes bolig, for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem til ham og virkelig finde ham, skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os.“ — Apostelgerninger 17:22-28.

10. Hvordan ved vi at Gud ikke var langt borte fra Adam og Eva og deres børn?

¹⁰ Gud var ikke langt borte fra de første mennesker, Adam og Eva. Han talte til dem og meddelte dem sine bud og ønsker. Gud skjulte sig heller ikke for deres sønner Kain og Abel. Han vejledte endda den onde Kain der fyldtes med misundelse på grund af sin broders offer til Gud. Men i  stedet for at ændre sin måde at tilbede på, viste Kain religiøs skinsyge og intolerance og myrdede sin broder. — 1 Mosebog 2:15-17; 3:8-24; 4:1-16.

11. (a) Hvad betyder ordet „martyr“? (b) Hvordan blev Abel den første martyr?

¹¹ Ved at være trofast mod Gud til døden blev Abel den første martyr. * Han var også det første vidne for Jehova og forløberen for en lang række uangribelige vidner der ville fremstå ned gennem historien. Derfor kunne Paulus sige: „Ved tro frembar Abel et offer for Gud af større værdi end det Kain bragte, ved hvilken tro han fik det vidnesbyrd at han var retfærdig, idet Gud aflagde vidnesbyrd om hans offergaver; og ved den taler han endnu, skønt han er død.“ — Hebræerne 11:4.

12. Nævn flere eksempler på trofaste vidner for Jehova.

¹² I det samme brev opregner Paulus en lang række trofaste mænd og kvinder, deriblandt Noa, Abraham, Sara og Moses, som ved deres uangribelighed kom til at udgøre ’en stor sky af vidner [græsk: martyʹrōn]’ der har tjent til eksempel og opmuntring for andre som har ønsket at kende og tjene den sande Gud. Det var mænd og kvinder der havde et forhold til Jehova Gud. De havde søgt ham og fundet ham. — Hebræerne 11:1–12:1.

13. (a) Hvorfor er Jesus et enestående udtryk for Guds kærlighed? (b) På hvilken særlig måde er Jesus et eksempel for sine disciple?

¹³ Et fremtrædende vidne var den der i Åbenbaringens bog beskrives som „Jesus Kristus, ’det trofaste vidne’“. Jesus er endnu et udtryk for Guds kærlighed, for, som Johannes  skrev: „Vi [har] selv set og vidner om at Faderen har udsendt sin søn som verdens Frelser. Den der bekender at Jesus Kristus er Guds søn, med ham forbliver Gud i samhørighed og han i samhørighed med Gud. Og vi har selv fået kundskab om og tro på den kærlighed som Gud har i vort tilfælde.“ Jesus var som jøde et sandt vidne og døde som martyr i trofasthed mod sin Fader, Jehova. Hans sande disciple ned gennem tiden skulle ligeledes være vidner for ham og for den sande Gud, Jehova. — Åbenbaringen 1:5; 3:14; 1 Johannes 4:14-16; Esajas 43:10-12; Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 1:8.

14. Hvilket spørgsmål må vi nu have svar på?

¹⁴ Ifølge Esajas’ profeti ville mange mennesker „i de sidste dage“ * vende tilbage til den sande Gud, Jehova. I betragtning af den religiøse mangfoldighed og forvirring vi har beskrevet i denne bog, er det på sin plads at spørge: Hvem har, her i de sidste dage, virkelig søgt efter den sande Gud for at tjene ham „i ånd og sandhed“? For at finde svaret må vi først rette opmærksomheden mod nogle begivenheder der fandt sted i det 19. århundrede. — Esajas 2:2-4; 2 Timoteus 3:1-5; Johannes 4:23, 24.

En ung mand som søgte Gud

15. (a) Hvem var Charles Taze Russell? (b) Hvilke religiøse læresætninger skabte tvivl i hans sind?

¹⁵ I 1870 begyndte en nidkær ung mand i Pennsylvanien i USA at stille mange spørgsmål vedrørende kristenhedens traditionelle lærepunkter. Denne unge mand, Charles Taze Russell (1852-1916), arbejdede i sin faders herreekviperingsforretning i den travle industriby Allegheny, der nu er en del af Pittsburgh. Hans religiøse baggrund var presbyteriansk og kongregationalistisk. Men læresætningerne om forudbestemmelse  og evig pine i helvede bekymrede ham. Hvorfor tvivlede han på dette, der hørte til den grundlæggende lære i flere af kristenhedens kirker? Han skrev: „En Gud der brugte sin magt til at skabe mennesker som han forud vidste og havde bestemt skulle pines for evigt, kunne hverken være vís, retfærdig eller kærlig. Hans standard ville være lavere end mange menneskers.“ — Jeremias 7:31; 19:5; 32:35; 1 Johannes 4:8, 9.

16, 17. (a) Hvilke læresætninger gik Russells bibelstudiekreds stærkt op i? (b) Hvilken uoverensstemmelse opstod, og hvad svarede Russell?

¹⁶ Endnu før Russell fyldte tyve dannede han sammen med nogle andre unge mænd en bibelstudiekreds. De gik i  gang med at undersøge hvad Bibelen lærte om emner som sjælens udødelighed, Kristi genløsningsoffer og hans andet komme. Som 25-årig solgte Russell i 1877 sin part i sin faders blomstrende forretning og gik over til at være heltidsprædikant.

¹⁷ I 1878 havde Russell en større uoverensstemmelse med en af sine medarbejdere, der havde forkastet læren om at Kristi død kunne sone menneskers synder. Da Russell gendrev disse tanker skrev han: „Kristus udrettede forskellige gode ting for os ved sin død og opstandelse. Han var vor stedfortræder i døden; han døde som den retfærdige for uretfærdige — alle var uretfærdige. Jesus Kristus smagte ved Guds nåde døden for hvert menneske. . . . Han blev ophav til evig frelse for alle dem der adlyder ham.“ Han fortsatte: „At genløse er at købe tilbage. Hvad købte Kristus tilbage for alle mennesker? Livet. Vi mistede det ved den første Adams ulydighed. Den anden Adam [Kristus] købte det tilbage med sit eget liv.“ — Markus 10:45; Romerne 5:7, 8; 1 Johannes 2:2; 4:9, 10.

18. (a) Hvad førte uenigheden om genløsningslæren til? (b) Hvordan forholdt bibelstudenterne sig til spørgsmålet om pengebidrag?

¹⁸ Som en trofast forkæmper for læren om genløsningen afbrød Russell enhver forbindelse med denne tidligere medarbejder. I juli 1879 begyndte han at udgive Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence, der i dag er kendt i hele verden som Vagttårnet — Forkynder af Jehovas rige. I 1881 oprettede han sammen med andre indviede kristne et filantropisk bibelselskab. Det blev kaldt Zion’s Watch Tower Tract Society og er i dag kendt som Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania, det juridiske redskab der benyttes af Jehovas Vidner. Lige fra begyndelsen insisterede han på at der ikke skulle optages kollekt ved menighedsmøderne  eller anmodes om bidrag gennem de trykte publikationer. De der sluttede sig til Russell for at granske Bibelen sammen med ham, blev slet og ret kaldt bibelstudenter.

Tilbage til Bibelens sande lære

19. Hvilke af kristenhedens lærepunkter forkastede bibelstudenterne?

¹⁹ Under deres bibelstudium kom Russell og hans medarbejdere til det resultat at de måtte forkaste kristenhedens lære om den mystiske „allerhelligste treenighed“, om menneskets iboende udødelige sjæl og om evig pine i et brændende helvede. De afviste også at der skulle være brug for en særligt uddannet præsteklasse. De ønskede at vende tilbage til den oprindelige beskedne kristendom, hvor menighederne blev ledet af åndeligt kvalificerede ældste som ikke tænkte på at få løn eller vederlag for deres arbejde. — 1 Timoteus 3:1-7; Titus 1:5-9.

20. Hvad fandt bibelstudenterne frem til angående Kristi parousiʹa og 1914?

²⁰ Under deres granskning af Guds ord var disse bibelstudenter stærkt interesserede i De Kristne Græske Skrifters profetier om „verdens ende“ og Kristi „komme“. (Mattæus 24:3, DA) Da de så efter i den græske grundtekst, opdagede de at Kristi komme i virkeligheden var en „parousiʹa“, en nærværelse. Det ville altså sige at det tegn Kristus gav sine disciple at spejde efter, ikke var et tegn på at han ville komme, men et tegn på at han var usynligt nærværende. Bibelstudenterne nærede også et stærkt ønske om at forstå Bibelens kronologi i forbindelse med Kristi nærværelse. Uden at forstå alle detaljerne, nåede Russell og hans medarbejdere frem til at 1914 ville blive et afgørende år i menneskehedens historie. — Mattæus 24:3-22; Lukas 21:7-33, Int.

21. Hvad følte Russell og hans trosfæller sig forpligtede til?

²¹ Russell erkendte at der skulle udføres et stort forkyndelsesarbejde.  Han havde mærket sig Jesu ord i Mattæusevangeliet: „Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14; Markus 13:10) Bibelstudenterne følte at deres arbejde hastede dengang før 1914. De troede at deres forkyndervirksomhed ville kulminere i det år, og derfor anstrengte de sig på alle måder for at hjælpe andre til at lære ’den gode nyhed om riget’ at kende. Russells bibelprædikener blev til sidst trykt i tusinder af aviser jorden over.

Prøvelser og forandringer

22-24. (a) Hvordan reagerede de fleste af bibelstudenterne da Russell døde? (b) Hvem efterfulgte Russell som Vagttårnsselskabets præsident?

²² I 1916 døde Charles Taze Russell pludselig, 64 år gammel, under en foredragsrejse i De Forenede Stater. Hvordan ville det nu gå bibelstudenterne? Ville deres bevægelse gå i opløsning, som om det blot var et menneske de havde fulgt? Hvordan ville de klare prøvelserne under den første verdenskrig (1914-18), som De Forenede Stater snart skulle blive inddraget i?

²³ De fleste af bibelstudenterne reagerede som et af Vagttårnsselskabets daværende bestyrelsesmedlemmer, W. E. Van Amburgh, der sagde: „Dette store verdensomfattende værk er ikke et menneskes værk. Det er meget for stort dertil. Det er Guds værk, og det forandres ikke. Gud har i det forgangne brugt mange tjenere, og han vil uden tvivl bruge mange i fremtiden. Vor indvielse er ikke til et menneske eller til et menneskes værk, men til at gøre Guds vilje, således som han vil vise os den igennem sit ord og sit forsyns ledelse. Gud er endnu ved roret.“ — 1 Korinther 3:3-9.

²⁴ I januar 1917 blev Joseph F. Rutherford, der var sagfører og  nidkær bibelstudent, valgt til at være Vagttårnsselskabets anden præsident. Han var en dynamisk personlighed der ikke uden videre lod sig skræmme. Han vidste at Guds rige skulle forkyndes. — Markus 13:10.

Fornyet nidkærhed og et nyt navn

25. Hvordan reagerede bibelstudenterne på den udfordring der mødte dem i årene efter den første verdenskrig?

²⁵ Vagttårnsselskabet afholdt stævner i De Forenede Stater i 1919 og i 1922. Efter forfølgelsen under den første verdenskrig var disse stævner næsten som en gentagelse af Pinsedagen for de få tusind bibelstudenter der fandtes dengang. (Apostelgerninger 2:1-4) I stedet for at give efter for menneskefrygt fulgte de med endnu større kraft Bibelens opfordring til at gå ud og forkynde for nationerne. I 1919 begyndte Vagttårnsselskabet at udgive et søsterblad til Vagttårnet, kaldet The Golden Age (Den Gyldne Tidsalder), i dag kendt i hele verden som Vågn op! Dette blad har tjent som et magtfuldt redskab der har åbnet folks øjne for betydningen af den tid vi lever i og skabt tillid til Skaberens løfte om en fredelig ny verden.

26. (a) Hvilken opgave påtog bibelstudenterne sig i stigende grad? (b) Hvad så de mere og mere klart?

²⁶ I 1920’erne og 1930’erne lagde bibelstudenterne mere og mere vægt på den urkristne forkyndelsesmetode — at gå fra hus til hus. (Apostelgerninger 20:20) Hver enkelt troende så det som sin opgave at vidne for så mange mennesker som muligt om Kristi riges styre. Ud fra Bibelen indså de efterhånden klart at det store stridsspørgsmål for menneskene drejede sig om det suveræne herredømme i universet, og at Jehova Gud ville afgøre dette spørgsmål ved at tilintetgøre Satan og alle hans ødelæggende gerninger på jorden. (Romerne 16:20; Åbenbaringen 11:17, 18) I sammenhæng med dette indså de at menneskets frelse kom i anden række i forhold til ophøjelsen af Gud som den retmæssige Suveræn.  Følgelig måtte der på jorden være trofaste vidner som var parate til at aflægge vidnesbyrd om Guds hensigter og hans overhøjhed. Hvordan blev dette behov opfyldt? — Job 1:6-12; Johannes 8:44; 1 Johannes 5:19, 20.

27. (a) Hvilken betydningsfuld begivenhed fandt sted i 1931? (b) Giv eksempler på hvad Jehovas vidner tror på.

²⁷ I juli 1931 holdt bibelstudenterne et stævne i Columbus i Ohio, hvor de tusinder af tilstedeværende vedtog en resolution der blandt andet lød: „Vi tager derfor med Glæde imod det Navn, Herrens Mund har nævnt, og vi ønsker at blive kendt under og kaldt med dette Navn, nemlig Jehovas Vidner.“ Siden det tidspunkt er Jehovas Vidner blevet kendt i hele verden, ikke blot for deres særegne tro, men også for deres nidkære forkyndelse fra hus til hus og på gaden. (Se side 356, 357.) — Esajas 43:10-12; Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 1:8.

28. Hvilken klarere forståelse fik Jehovas Vidner i 1935 af Rigets herredømme?

²⁸ I 1935 fik de en klarere forståelse af forholdet mellem dem der skal herske sammen med Kristus i hans himmelske rige og deres undersåtter på jorden. De vidste allerede at der kun var 144.000 salvede kristne som var kaldede til at herske sammen med Kristus fra himmelen. Hvilket håb havde så den øvrige del af menneskeheden? For at en regering kan have nogen berettigelse må den have undersåtter. Den himmelske regering ville netop få millioner af lydige undersåtter på jorden. Det måtte være de mennesker der beskrives som „en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål“, og som råber: „Frelsen skylder vi vor Gud [Jehova], som sidder på tronen, og Lammet [Kristus Jesus].“ — Åbenbaringen 7:4, 9, 10; 14:1-3; Romerne 8:16, 17.

29. Hvilken udfordring tog Jehovas Vidner op?

²⁹ Med denne forståelse angående den store skare indså  Jehovas vidner at de stod over for en kæmpemæssig opgave og udfordring — nemlig at finde og undervise alle de millioner der søgte efter den sande Gud og ville komme til at udgøre den store skare. Det ville kræve en international undervisningskampagne. Der skulle bruges veluddannede talere og forkyndere. Der måtte oprettes skoler. Alt dette forudså Vagttårnsselskabets næste præsident.

Verdensomfattende eftersøgning af mennesker der søger Gud

30. Hvilke begivenheder i 1930’erne og 1940’erne kom til at berøre Jehovas Vidners arbejde?

³⁰ I 1931 var der knap 50.000 Jehovas vidner i færre end 50 lande. Begivenhederne i 1930’erne og 1940’erne gjorde ikke deres forkyndelse lettere. I denne periode opstod fascismen og nazismen, og den anden verdenskrig brød ud. I 1942 døde J. F. Rutherford. Vagttårnsselskabet behøvede en dynamisk ledelse der kunne sætte yderligere fart i det store forkyndelsesarbejde.

31. Hvad oprettede man i 1943 for at kunne fremme forkyndelsen af den gode nyhed?

³¹ I 1942 blev den 36-årige Nathan H. Knorr udpeget til at være Vagttårnsselskabets tredje præsident. Han var en energisk organisator der klart indså at forkyndelsen af den gode nyhed i hele verden måtte fremmes så hurtigt som muligt, selv om nationerne var i færd med at udkæmpe den anden verdenskrig. Han planlagde derfor straks at oprette en missionærskole, kaldet Vagttårnets Bibelskole Gilead. * De første hundrede elever, som alle var heltidsforkyndere, blev indskrevet i januar 1943. I næsten seks måneder foretog de et grundigt studium af Bibelen og beslægtede emner før de  blev sendt ud til deres opgaver, hovedsagelig i fremmede lande. Indtil 1990 er der blevet undervist 89 hold på skolen, og tusinder af missionærer er blevet udsendt fra Gilead for at tjene rundt om i verden.

32. Hvordan har Jehovas Vidner haft fremgang siden 1943?

³² I 1943 var der kun 126.329 vidner som forkyndte i 54 lande. Trods hård modstand fra både nazismen, fascismen, kommunismen, Katolsk Aktion og nogle af de såkaldte demokratier under den anden verdenskrig, var tallet i 1946 nået op på godt 176.000. Fireogfyrre år senere var der næsten fire millioner aktive forkyndere i over 200 lande og områder. Der er ingen tvivl om at deres markante navn og virksomhed har medvirket til at gøre dem kendt i hele verden. Men der er også andre faktorer som har spillet afgørende ind. — Zakarias 4:6.

En bibelundervisende organisation

33. Hvorfor har Jehovas Vidner rigssale?

³³ Jehovas Vidner holder ugentlige bibelstudiemøder i deres rigssale, der tjener som mødesteder for over 60.000 menigheder ud over jorden. Ved disse møder lægges der ikke vægt på ritualer eller følelser, men på at få nøjagtig kundskab om Gud, hans ord og hans hensigter. Jehovas vidner samles tre gange om ugen for at uddybe deres forståelse af Bibelen og lære at forkynde dens budskab for andre. — Romerne 12:1, 2; Filipperne 1:9-11; Hebræerne 10:24, 25.

34. Hvad er hensigten med den teokratiske skole?

³⁴ En hverdagsaften holdes der for eksempel et møde som omfatter den teokratiske skole, som menighedens medlemmer kan tilmelde sig. Denne skole, der ledes af en kvalificeret kristen ældste, tager sigte på at lære mænd, kvinder og børn at formulere sig og undervise i overensstemmelse  med Bibelens principper. Apostelen Paulus sagde: „Lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt, så I ved hvordan I bør svare enhver især.“ Ved deres kristne møder lærer Jehovas vidner også at fremholde Rigets budskab „med mildhed og dyb respekt“. — Kolossenserne 4:6; 1 Peter 3:15.

35. Hvilke andre møder holder Jehovas Vidner, og hvilket udbytte har de af dem?

³⁵ På en anden dag i ugen samles de til et bibelsk foredrag på tre kvarter, efterfulgt af en times menighedsdrøftelse  (ved hjælp af spørgsmål og svar) af et bibelsk emne som har at gøre med den kristne lære eller adfærd. Alle menighedens medlemmer kan deltage i drøftelsen. Hvert år holder Jehovas Vidner også tre større møder, stævner af én til fire dages varighed, hvor de som regel samles i tusindvis for at lytte til bibelske foredrag. Ved disse og andre møder, hvortil der er gratis adgang, uddyber de enkelte Jehovas vidner deres kundskab om Guds hensigter med jorden og menneskene og får desuden en udmærket oplæring i kristne moralprincipper. Hver enkelt knyttes nærmere til den sande Gud, Jehova, ved at følge Jesu Kristi lære og eksempel. — Johannes 6:44, 65; 17:3; 1 Peter 1:15, 16.

Hvordan er deres samfund opbygget?

36. (a) Har Jehovas Vidner et betalt præsteskab? (b) Hvem leder da menigheden?

³⁶ Eftersom Jehovas vidner holder møder og udfører et velorganiseret forkyndelsesarbejde, må de naturligvis have nogle der fører an. Men de har ikke noget betalt præsteskab og heller ikke nogen karismatisk leder der ophøjes på en piedestal. (Mattæus 23:10) Jesus sagde: „I har fået det for intet, I skal give det for intet.“ (Mattæus 10:8; Apostelgerninger 8:18-21) I hver menighed er der derimod åndeligt kvalificerede ældste og menighedstjenere, mange med verdslig beskæftigelse og familie at forsørge, som frivilligt påtager sig den opgave at undervise og lede menigheden. Dette er nøjagtig som det var blandt de kristne i det første århundrede. — Apostelgerninger 20:17; Filipperne 1:1; 1 Timoteus 3:1-10, 12, 13.

37. Hvordan bliver ældste og menighedstjenere udnævnt?

³⁷ Hvordan bliver disse ældste og menighedstjenere udnævnt? Det sker under tilsyn af et styrende råd bestående af salvede ældste fra forskellige lande, et råd der fungerer på samme måde som rådet af apostle og ældste i Jerusalem der  førte an i den første kristne menighed. Som vi så i kapitel 11, havde ingen af apostlene forrangen frem for de andre. De traf deres afgørelser i fællesskab, og deres afgørelser blev respekteret af de menigheder der fandtes rundt om i hele den romerske verden. — Apostelgerninger 15:4-6, 22, 23, 30, 31.

38. Hvordan fungerer Det Styrende Råd?

³⁸ I dag fungerer Jehovas Vidners Styrende Råd på samme måde. Det holder ugentlige møder på hovedkontoret i Brooklyn, New York, og derfra sendes instruktioner ud til afdelingskontorerne rundt om i verden, hvor lokale udvalg fører tilsyn med virksomheden i de enkelte lande. Ved at følge de første kristnes eksempel har Jehovas Vidner været i stand til at dække store dele af jorden med forkyndelsen  af den gode nyhed om Guds rige. Dette arbejde fortsætter i verdensomfattende målestok. — Mattæus 10:23; 1 Korinther 15:58.

Nationer strømmer til den sande Gud

39. (a) Hvorfor stiller Jehovas vidner sig neutrale i politiske spørgsmål? (b) Hvordan har Jehovas Vidner haft fremgang trods forbud?

³⁹ Jehovas Vidner har i det 20. århundrede haft stor fremgang i hele verden. Det gælder også i lande hvor deres arbejde har været forbudt. Sådanne forbud er hovedsagelig blevet indført af regimer som ikke har forstået Jehovas Vidners neutrale holdning i politiske og nationalistiske spørgsmål. (Se side 347.) Men selv i sådanne lande har titusinder af mennesker vendt sig til Guds rige som det eneste sande håb for fred og sikkerhed. I de fleste lande er der blevet aflagt et meget omfattende vidnesbyrd, og der  findes nu millioner af aktive Jehovas vidner rundt om i hele verden. — Se oversigten side 361.

40, 41. (a) Hvad venter Jehovas vidner nu? (b) Hvilket spørgsmål mangler vi endnu at få svar på?

⁴⁰ I kristen kærlighed og i håb om „en ny himmel og en ny jord“ venter Jehovas vidner at der i nær fremtid vil indtræffe epokegørende begivenheder som vil sætte en snarlig stopper for al ondskab og al uretfærdighed på jorden. Af den grund fortsætter de med at besøge deres medmennesker i et oprigtigt forsøg på at bringe retsindige mennesker nærmere den sande Gud, Jehova. — Åbenbaringen 21:1-4; Markus 13:10; Romerne 10:11-15.

⁴¹ Hvilken fremtid ridser Bibelens profetier så op for menneskeheden, for religionen og for denne forurenede jord? Dette påtrængende spørgsmål vil blive besvaret i det sidste kapitel. — Esajas 65:17-25; 2 Peter 3:11-14.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

[Ramme på side 347]

Kristen neutralitet i det hedenske Rom

I overensstemmelse med Jesu lære om kærlighed og fred nægtede de første kristne på grundlag af deres personlige studium af Guds ord at deltage i krige eller at lade sig oplære til at føre krig. Jesus havde sagt: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ — Johannes 18:36.

I år 295 blev Maximilianus fra Theveste, der var søn af en romersk krigsveteran, indkaldt til tvungen militærtjeneste. Da prokonsulen spurgte ham hvad han hed, svarede han: „Hvorfor ønsker du at vide, hvad jeg hedder? Jeg ønsker af samvittighedsgrunde ikke at gøre militærtjeneste. Jeg er kristen. . . . Jeg kan ikke gøre militærtjeneste. Jeg kan ikke synde imod min samvittighed.“ Prokonsulen advarede ham om at han ville miste livet hvis han ikke adlød. Men han svarede: „Jeg vil ikke gøre militærtjeneste. Du kan lade mig halshugge, men jeg vil ikke tjene denne verdens magter. Jeg vil kun tjene min Gud.“ — Historiesyn og religiøs tro af Arnold Toynbee.

I vor tid har Jehovas vidner, grundet deres personlige bibelstudium og samvittighed, overalt i verden indtaget det samme standpunkt. I nogle lande har mange af dem måttet bøde med livet, især i Nazityskland, hvor de blev skudt, hængt eller halshugget under den anden verdenskrig. Men de har aldrig opgivet deres verdensomfattende enhed, der bygger på kristen kærlighed. Ingen er nogen sinde blevet dræbt i en krig af et af Jehovas kristne vidner. Hvor helt anderledes ville verdenshistorien ikke have formet sig hvis alle som hævder at være kristne, også havde levet efter Kristi bud om kærlighed! — Romerne 13:8-10; 1 Peter 5:8, 9.

 [Ramme/illustrationer på side 356, 357]

Hvad Jehovas Vidner tror

Spørgsmål: Hvad er sjælen?

Svar: Ifølge Bibelen er sjælen (hebraisk: næʹfæsj; græsk: psychēʹ) enten et menneske, et dyr eller livet som menneske eller dyr.

„Og Gud sagde videre: ’Lad jorden få levende sjæle til at fremkomme efter deres arter, husdyr og myldrende smådyr og jordens vilde dyr efter deres arter.’ . . . Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.“ — 1 Mosebog 1:24; 2:7.

Dyr og mennesker ER levende sjæle. Sjælen er ikke noget der eksisterer adskilt, for sig selv. Den er dødelig. „Se, alle sjælene tilhører mig. Såvel faderens sjæl som sønnens sjæl — de tilhører mig. Den sjæl der synder, den skal dø.“ — Ezekiel 18:4.

Spørgsmål: Er Gud en treenighed?

Svar: Jehovas vidner tror at Jehova alene er universets suveræne Herre. „Hør, Israel: Jehova vor Gud er én Jehova.“ (5 Mosebog 6:4) Som Ordet var Kristus Jesus en åndeskabning, og han kom til jorden i lydighed mod sin Faders vilje. Han er underordnet Jehova. „Men når alt er blevet ham [Kristus] underlagt, så vil også Sønnen selv underlægge sig Ham der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt for alle.“ — 1 Korinther 15:28; se også Mattæus 24:36; Markus 12:29; Johannes 1:1-3, 14-18; Kolossenserbrevet 1:15-20.

Den hellige ånd er ikke en person, men Guds virksomme  kraft. — Apostelgerninger 2:1-4, 17, 18.

Spørgsmål: Ærer Jehovas vidner religiøse billeder i deres gudsdyrkelse?

Svar: Nej, Jehovas vidner ærer hverken billeder, mennesker eller organisationer i forbindelse med deres tilbedelse af Gud. De betragter dette som afgudsdyrkelse.

Bibelen siger: „Vi [ved] at en afgud intet er i verden, og at der ingen Gud er uden én. For selv om der også er såkaldte ’guder’, enten i himmelen eller på jorden, sådan som der er mange ’guder’ og mange ’herrer’, så er der for os dog kun én Gud, Faderen, fra hvem alle ting er, og vi til ham; og der er én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alle ting er, og vi ved ham.“ — 1 Korinther 8:4-6; se også Salme 135:15-18.

Spørgsmål: Holder Jehovas vidner enten messe eller nadver?

Svar: Jehovas vidner tror ikke på den katolske transsubstantiationslære. Men de fejrer Herrens aftensmåltid på den dag der svarer til den 14. nisan efter den jødiske kalender (som regel i marts eller april), som en årlig højtid til minde om Kristi død. Når de mødes ved denne lejlighed byder de usyret brød og rød vin rundt som et symbol på Kristi syndfri legeme og hans offerblod. Men disse symboler nydes kun af dem der har håb om at skulle herske sammen med Kristus i hans himmelske rige. — Markus 14:22-26; Lukas 22:29; 1 Korinther 11:23-26; Åbenbaringen 14:1-5. *

[Illustrationer]

Jehovas vidner mødes regelmæssigt for at studere Bibelen i deres rigssale

Rigssale: Ichihara City, Japan (overfor), og Boituva, Brasilien

[Fodnote]

[Oversigt på side 361]

Nogle lande hvor Jehovas Vidner forkynder

Land: Aktive vidner

Argentina: 79.000

Australien: 51.000

Brasilien: 267.000

Canada: 98.000

Colombia: 42.000

Danmark: 16.000

El Salvador: 18.000

England: 117.000

Filippinerne: 102.000

Frankrig: 109.000

Grækenland: 24.000

Indien: 9.000

Italien: 172.000

Japan: 138.000

Korea: 57.000

Libanon: 2.500

Mexico: 277.000

Nigeria: 137.000

Polen: 91.000

Portugal: 36.000

Puerto Rico: 24.000

Sydafrika: 46.000

Spanien: 78.000

Tyskland, Vest: 129.000

Ungarn: 10.000

USA: 818.000

Venezuela: 47.000

Zambia: 72.000

36 under forbud: 220.000

Hele verden, 1989: 60.192 menigheder 3.787.000 vidner

[Illustrationer på side 346]

På FN-statuen står der: „Vi vil smede vore sværd til plovjern.“ På Esajasmuren er teksten gengivet fra Bibelen

[Illustration på side 351]

Jehovas vidner tror på Kristi sonoffer for menneskenes synder

[Illustrationer på side 363]

Nogle af Jehovas Vidners stævnehaller:

Luftfoto af hallen i East Pennines, England

Stævnehallen i Fort Lauderdale, Florida, hvor der holdes møder på engelsk, spansk og fransk

[Illustrationer på side 364]

Vagttårnsselskabets hovedsæde i Brooklyn, New York; kontorer, trykkerier og boliger

[Illustrationer på side 365]

Vagttårnsselskabets afdelingskontorer (fra øverst til venstre) i Sydafrika, Spanien og New Zealand