Kapitel 11

Frafald — vejen til Gud spærret

1, 2. (a) Hvorfor er de første 400 år af kristenhedens historie så vigtige? (b) Hvad sagde Jesus om det valg enhver må træffe?

HVORFOR er de første 400 år af kristenhedens historie så vigtige? Af samme grund som de allerførste år i et barns liv er vigtige. Det er dér grundlaget for barnets fremtidige personlighed bliver lagt. Hvilket grundlag blev der lagt i kristenhedens første århundreder?

² Før vi besvarer det spørgsmål vil vi minde om en sandhed som Jesus Kristus gav udtryk for: „Gå ind ad den snævre port, for bred og rummelig er den vej der fører til undergangen, og det er mange der går ind ad den; men snæver er den port og trang den vej som fører til livet, og det er få der finder den.“ De lette muligheders vej er bred; de rette princippers vej er smal. — Mattæus 7:13, 14.

3. Hvilke to veje fandtes der i kristendommens første tid?

³ I kristendommens første tid havde de der antog denne upopulære tro, to veje at vælge imellem — de kunne enten holde sig til Kristi og Skrifternes kompromisløse lære og principper, eller de kunne følge kompromisets brede og magelige vej sammen med datidens verden. Som vi skal se i det følgende, viser de første 400 års historie hvilken vej flertallet endte med at vælge.

 Den besnærende filosofi

4. Hvilken indflydelse øvede det hedenske Rom på kirken i den første tid, ifølge historikeren Will Durant?

⁴ Historikeren Will Durant forklarer hvad der skete: „Kirken overtog nogle af de religiøse skikke og former, der havde været almindelige i det før-kristne [hedenske] Rom — stolaen og de hedenske præsters andre beklædningsstykker, anvendelsen af røgelse og vievand under renselsesceremonierne, de tændte vokslys og den evige flamme foran alteret, helgendyrkelsen, basilikaens arkitektur, romerretten som grundlag for den kanoniske ret, titlen pontifex maximus til paven, og i det 4. århundrede det latinske sprog . . . Snart var det biskopperne, og ikke længere de romerske præfekter, der havde magten i byerne; metropolitterne eller ærkebiskopperne støttede — hvis de ikke erstattede — de romerske statholdere; og biskoppernes synode skulle snart træde i stedet for provinsforsamlingen. Den romerske kirke gik i den romerske stats fodspor.“ — Verdens Kulturhistorie — Cæsar og Kristus.

5. Hvordan står viljen til kompromis med den hedenske romerske verden i kontrast til de første kristne skrifter?

 ⁵ Denne vilje til kompromis med den romerske verden står i skærende kontrast til den lære Kristus og apostlene havde fremført. (Se rammen side 262.) Apostelen Peter havde givet denne vejledning: „I elskede, . . . [jeg] søger at vække jeres klare tænkeevne, så I husker de udtalelser som tidligere er fremsat af de hellige profeter, og budet fra Herren og Frelseren gennem jeres apostle. Derfor, I elskede, da I har denne forudviden, så vogt jer at I ikke føres med af lovbrydernes vildfarelse og kommer bort fra jeres eget faste ståsted.“ Og Paulus havde klart og tydeligt sagt: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikke-troende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? . . . ’„Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,“ siger Jehova, „og hold op med at røre det urene“’; ’„og jeg vil tage imod jer.“’“ — 2 Peter 3:1, 2, 17; 2 Korinther 6:14-17; Åbenbaringen 18:2-5.

6, 7. (a) Hvordan blev de første kirkefædre påvirket af græsk filosofi? (b) Især på hvilke punkter gjorde den græske indflydelse sig gældende? (c) Hvordan advarede Paulus mod filosofi?

⁶ Til trods for denne klare vejledning indførte frafaldne kristne i det andet århundrede elementer fra den hedenske romerske religion. De forlod deres rene, bibelske ståsted og klædte sig i romersk hedenskab, smykkede sig med romerske titler og fyldte sig med græsk filosofi. Professor Wolfson fra Harvard-universitetet forklarer at kristendommen i det andet århundrede oplevede en stor tilstrømning af „hedninger med filosofisk uddannelse“. Disse hedninger beundrede grækernes visdom og mente at se lighedspunkter mellem græsk filosofi og Bibelens lære. Wolfson siger videre: „Nu og da giver de på forskellige måder udtryk for at filosofien er Guds særlige gave til grækerne via menneskelig  fornuft, ligesom Skriften er Guds særlige gave til jøderne via direkte åbenbaring.“ Og han fortsætter: „Kirkefædrene . . . gik i gang med deres systematiske foretagende for at vise hvordan der bag det enkle sprog Bibelen gerne benytter, skjuler sig de lærdomme som filosofferne ellers udtrykker i de vanskeligt tilgængelige termer der er udformet ved deres Akademeia, Lykeion og Stoa Poikile [centre for filosofiske drøftelser].“ — The Crucible of Christianity.

⁷ Denne holdning gjorde det muligt for græsk filosofi og terminologi at infiltrere kristenhedens lære, især i forbindelse med treenighedslæren og troen på en udødelig sjæl. Som Wolfson siger: „[Kirke]fædrene begyndte at lede i den filosofiske terminologis forråd efter to gode udtryk, ét der kunne bruges til at holde treenighedens medlemmer ude fra hinanden som enkeltpersoner, og ét der kunne bruges til at fremhæve deres grundlæggende fælles enhed.“ Men de måtte indrømme at „forestillingen om en treenig gud er et mysterium der ikke kan løses ved hjælp af menneskelig fornuft“. Paulus havde imidlertid været opmærksom på faren for en sådan besmittelse og ’forvanskning af den gode nyhed’. Han skrev til de kristne i Kolossæ: „Pas på: måske vil der være nogen som vil føre jer bort som sit bytte ved den filosofi [græsk: filosofiʹa] og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering, i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus.“ — Galaterne 1:7-9; Kolossenserne 2:8; 1 Korinther 1:22, 23.

 Troen på opstandelsen opgives

8. Hvilken gåde har menneskene kæmpet med, og hvordan har de fleste religioner forsøgt at løse den?

⁸ Som vi har set gennem hele denne bog, har det været en konstant gåde for menneskene at deres tilværelse er så kort og begrænset og ender med døden. Som den tyske forfatter Gerhard Herm siger i sin bog Die Kelten. Das Volk, das aus dem Dunkel kam: „Religion er blandt andet et middel til at få folk til at forsone sig med det faktum at de en dag må dø, enten ved at den lover dem et bedre liv hinsides graven eller en genfødsel eller begge dele.“ Så godt som hver eneste religion bygger på troen på at menneskesjælen er udødelig og at den efter døden lever videre i det hinsidige eller vandrer over i en anden skabning.

9. Hvilken slutning drog en kendt spansk filosof og forfatter med hensyn til Jesu tro på opstandelsen?

⁹ De fleste af kristenhedens kirkeretninger i dag har også denne opfattelse. Miguel de Unamuno y Jugo, en fremtrædende spansk filosof og forfatter i det 20. århundrede, skrev imidlertid om Jesus: „Han troede på kødets opstandelse [som i Lazarus’ tilfælde (se side 249-52)] i overensstemmelse med den jødiske tænkemåde, ikke på sjælens udødelighed i overensstemmelse med den [græske] platoniske tænkemåde. . . . Beviserne for dette findes i enhver hæderlig fortolkning.“ Han drog denne slutning: „Sjælens udødelighed . . . er et hedensk filosofisk dogme.“ (La Agonía Del Christianismo) Dette ’hedenske filosofiske dogme’ vandt indpas i kristenhedens lære, skønt det var helt tydeligt at Kristus ikke havde forkyndt en sådan opfattelse. — Mattæus 10:28; Johannes 5:28, 29; 11:23, 24.

10. Hvad var nogle af følgerne af troen på en udødelig sjæl?

¹⁰ Den græske filosofis snigende indflydelse var en hovedfaktor i det frafald der indtraf efter apostlenes død. Med den græske lære om sjælens udødelighed fulgte behovet  for forskellige steder at sende sjælen til — himmelen, helvede, skærsilden, paradiset og limbus. * Ved hjælp af sådanne begreber blev det en let sag for en præsteklasse at holde hjorden nede i frygt for det hinsidige og at kræve gaver og bidrag af den. Dette bringer os frem til et andet spørgsmål: Hvordan opstod kristenhedens præsteklasse? — Johannes 8:44; 1 Timoteus 4:1, 2.

Hvordan præsteklassen blev dannet

11, 12. (a) Hvilket andet tegn på frafald viste sig? (b) Hvilken rolle spillede apostlene og de ældste i Jerusalem?

¹¹ Et andet tegn på frafald var at kristenheden gik bort  fra den opfattelse at alle kristne skulle være ordets tjenere, sådan som Jesus og apostlene havde lært, og dannede en særskilt præsteklasse og et hierarki. (Mattæus 5:14-16; Romerne 10:13-15; 1 Peter 3:15) Efter Jesu død tjente hans apostle, sammen med andre åndeligt kvalificerede kristne ældste i Jerusalem, som vejledere for den kristne menighed. Ingen af dem havde højere rang end de andre. — Galaterne 2:9.

¹² I år 49 blev det nødvendigt at de trådte sammen i Jerusalem for at afgøre nogle spørgsmål der berørte de kristne i almindelighed. Den bibelske beretning fortæller at sagen først blev drøftet igennem. „Så besluttede apostlene og de ældste [presbyʹteroi] sammen med hele menigheden at sende nogle mænd som de havde udvalgt iblandt sig til Antiochia sammen med Paulus og Barnabas, . . . og ved deres hånd skrev de: ’Apostlene og de ældste, jeres brødre, sender hilsen til de brødre i Antiochia og Syrien og Kilikien som er fra nationerne.’“ Apostlene og de ældste tjente tydeligvis som et administrativt styrende råd for alle de kristne menigheder der fandtes rundt omkring. — Apostelgerninger 15:22, 23.

13. (a) Hvilken tilsynsordning havde man i hver af de første kristne menigheder? (b) Hvilke kvalifikationer havde menighedernes ældste?

¹³ Det styrende råd i Jerusalem førte altså generelt tilsyn med alle de kristne i det første århundrede. Hvilken form for ledelse var der så lokalt, i de enkelte menigheder? Paulus viser i et brev til Timoteus at menighederne havde tilsynsmænd (græsk: epiʹskopos, hvoraf ordet „episkopal“ kommer) som i åndelig forstand var ældste (presbyʹteroi), mænd som i kraft af deres adfærd og åndelige modenhed var egnede til at undervise deres medkristne. (1 Timoteus 3:1-7; 5:17)  I det første århundrede udgjorde disse mænd ikke nogen særskilt præsteklasse. De brugte ikke nogen speciel klædedragt. Deres kendemærke var deres åndelige kvalifikationer. Hver menighed havde et råd af sådanne ældste eller tilsynsmænd, ikke noget monarkisk enevælde. — Apostelgerninger 20:17; Filipperne 1:1.

14. (a) Hvordan gik det til at kristne tilsynsmænd med tiden blev afløst af navnkristne biskopper? (b) Hvem forsøgte at opnå forrangen blandt biskopperne?

¹⁴ Det var først senere at ordet epiʹskopos * (tilsynsmand, forstander) blev ændret til „biskop“, det vil sige en præst der har myndighed over de andre gejstlige i sit bispedømme. Den spanske jesuit Bernardino Llorca forklarer: „I begyndelsen blev der ikke gjort noget tydeligt skel mellem biskopperne og presbyterne, og opmærksomheden blev blot rettet mod ordenes betydning: biskop svarer til forstander; presbyter svarer til ældste. . . . Men lidt efter  lidt blev skellet klarere, og benævnelsen biskop blev brugt om de mere betydningsfulde forstandere, som var i besiddelse af den højeste præstelige myndighed og kunne lægge hænderne på og ordinere præster.“ (Historia de la Iglesia Católica) Biskopperne begyndte at tjene i en form for monarkisk system, især fra begyndelsen af det fjerde århundrede. Der opstod et hierarki, et regerende præsteskab, og med tiden blev biskoppen af Rom, som hævdede at være Peters efterfølger, anerkendt af mange som den øverste biskop og pave.

15. Hvilket svælg er der mellem den måde de første kristne blev ledet på, og den måde kristenheden bliver ledet på?

¹⁵ I dag er stillingen som biskop i kristenhedens forskellige kirkesamfund en ophøjet stilling der medfører prestige og magt. Biskopperne er som regel højt lønnede og bliver ofte identificeret med den herskende klasse i landet. Hvilken forskel er der ikke mellem dette og den enkle måde de første kristne menigheder var organiseret på under Kristus og de ældste eller tilsynsmændene! Og hvad skal vi sige om svælget mellem Peter og hans såkaldte efterfølgere, der har regeret fra de pompøse omgivelser i Vatikanet? — Lukas 9:58; 1 Peter 5:1-3.

Pavelig magt og prestige

16, 17. (a) Hvordan ved vi at den første menighed i Rom ikke var underlagt en biskop eller en pave? (b) Hvordan opstod brugen af titlen „pave“?

¹⁶ En af de menigheder der tog imod vejledning fra apostlene og de ældste i Jerusalem, var menigheden i Rom. Den kristne sandhed kom sandsynligvis dertil kort efter pinsedagen år 33. (Apostelgerninger 2:10) Ligesom alle de andre kristne menigheder på den tid, havde den et råd af ældste der tjente som tilsynsmænd uden at nogen af dem  havde rang over de andre. Der var ingen af de første tilsynsmænd i menigheden i Rom der af deres samtidige blev betragtet som biskop eller som pave, for det monarkiske bispeembede i Rom var endnu ikke opstået. Det er vanskeligt at sige med sikkerhed hvornår det monarkiske eller enevældige episkopat dukkede op, men meget tyder på at det begyndte at tage form i det andet århundrede. — Romerne 16:3-16; Filipperne 1:1.

¹⁷ Titlen „pave“ (af det græske ord paʹpas, fader) blev ikke brugt i de to første århundreder. Den tidligere jesuit Michael Walsh forklarer: „Første gang en biskop i Rom blev kaldt ’pave’, ser ud til at have været i det tredje århundrede, og titlen blev givet til pave Calixtus . . . I slutningen af det femte århundrede mente man med ’paven’ som regel biskoppen i Rom og ingen anden. Men det var først i det ellevte århundrede at en pave kunne insistere på at titlen gjaldt ham alene.“ — An Illustrated History of the Popes.

18. (a) Hvem var en af de første romerske biskopper der hævdede sin magtstilling? (b) Hvad er pavens påstand om overhøjhed baseret på? (c) Hvad er den rette forståelse af Mattæus 16:18, 19?

¹⁸ En af de første biskopper i Rom der hævdede sin magtstilling, var pave Leo I (440-461). Michael Walsh siger: „Leo tilvendte sig den i sin tid hedenske titel pontifex maximus, der bruges af paverne den dag i dag og som frem til slutningen af det fjerde århundrede blev båret af de romerske kejsere.“ Leo I støttede sig til den katolske fortolkning af Jesu ord i Mattæus 16:18, 19. (Se side 268.) Han „erklærede at eftersom Skt. Peter var den første blandt apostlene, skulle Peterskirken regnes for den betydeligste af kirkerne“. (Man’s Religions) Dermed gjorde Leo I det klart at mens kejseren sad inde med verdslig magt i Konstantinopel  i øst, udøvede han selv åndelig magt fra Rom i vest. Denne magt kom yderligere til udtryk da pave Leo III kronede Karl den Store til kejser af Det Hellige Romerske Rige i år 800.

19, 20. (a) Hvordan er paven blevet betragtet i nyere tid? (b) Nævn nogle af pavens officielle titler. (c) Hvilken kontrast er der mellem pavernes holdning og Peters?

¹⁹ Siden 1929 har verdslige regeringer betragtet paven i Rom som overhoved for en suveræn stat, Vatikanstaten. Den romersk-katolske kirke kan derfor sende diplomatiske repræsentanter, nuntier, til verdens regeringer. Ingen anden religiøs organisation har en sådan position. (Johannes 18:36) Paven bliver hædret med mange titler, deriblandt Kristi stedfortræder, apostelfyrstens efterfølger, den universelle kirkes øverste biskop, Vestens patriark, Italiens primas, Vatikanstatens hersker. Han bæres omkring under udfoldelsen af stort ceremoniel, han er omgivet med pomp og pragt, og han æres som statsoverhoved. Men tænk på hvordan Peter, der hævdes at have været den første pave og biskop i Rom, reagerede da den romerske centurion Kornelius kastede sig ned for hans fødder i ærbødighed for ham: „Peter rejste ham op idet han sagde: ’Rejs dig; jeg er også selv et menneske.’“ — Apostelgerninger 10:25, 26; Mattæus 23:8-12.

²⁰ Spørgsmålet er nu: Hvordan gik det til at den frafaldne kirke i disse første århundreder fik så stor magt og prestige? Hvordan gik det til at den enkelhed og ydmyghed der kendetegnede Kristus og de første kristne, blev afløst af kristenhedens stolthed og pragt?

Kristenhedens begyndelse

21, 22. Hvilken stor forandring indtraf angiveligt i Konstantins liv, og hvordan udnyttede han den?

²¹ Vendepunktet for denne nye religion i Romerriget  indtraf i år 313, året for kejser Konstantins såkaldte omvendelse til „kristendommen“. Hvordan fandt denne omvendelse sted? Konstantin efterfulgte sin fader i 306 og befæstede sin magt indtil han efterhånden kun delte kejserværdigheden med Licinius. Han var påvirket af sin moders hengivenhed for kristendommen og af sin egen tro på guddommelig beskyttelse. Før han drog ud i slaget ved Den Milviske Bro uden for Rom i 312, hævdede han at han i en drøm havde fået befaling til at male det „kristne“ monogram — de græske bogstaver khi og rho, de to første bogstaver i navnet „Kristus“ på græsk — på soldaternes skjolde. * Med denne ’hellige talisman’ besejrede Konstantin sin rival, Maxentius.

²² Kort efter at Konstantin havde vundet slaget, hævdede han at han var blevet troende, skønt han ikke blev døbt før på sit dødsleje omkring 24 år senere. Han sikrede sig de navnkristnes støtte i sit rige ved at „antage [de græske bogstaver] chi-rho [[Grafisk gengivelse — græske bogstaver]] som sit symbol . . . Chi-rho var imidlertid allerede blevet brugt som ligatur [skrifttegn bestående af sammenskrevne bogstaver] i både hedensk og kristen sammenhæng“. — The Crucible of Christianity, redigeret af Arnold Toynbee.

23. (a) Hvornår tog kristenheden sin begyndelse, ifølge en kommentator? (b) Hvorfor kan vi sige at det ikke er Kristus der har grundlagt kristenheden?

²³ Dermed blev grundvolden til kristenheden lagt. Den kendte britiske journalist Malcolm Muggeridge skrev i bogen The End of Christendom: „Kristenheden begyndte med  kejser Konstantin.“ Men han kom også med denne skarpsindige kommentar: „Man kan ligefrem sige at Kristus selv forkastede kristenheden før den begyndte, ved at sige at hans rige ikke var af denne verden — en af de vigtigste og mest vidtrækkende af alle hans udtalelser.“ Og samtidig en af de udtalelser der er blevet mest ignoreret af kristenhedens religiøse og politiske ledere. — Johannes 18:36.

24. Hvilken forandring fandt sted i kirken med Konstantins „omvendelse“?

²⁴ Med Konstantins støtte blev kristenhedens religion Romerrigets officielle religion. Elaine Pagels, der er professor i religion, forklarer: „Kristne biskopper, der engang var udsat for arrest, tortur og henrettelse, modtog nu skattebegunstigelser, fik gaver fra de kejserlige skatkamre, havde prestige og endog indflydelse på domstolene. Deres kirker fik nu rigdom, magt og en fremtrædende stilling.“ De var blevet venner af kejseren, venner af den romerske verden. — Jakob 4:4.

Konstantin, kætteri og ortodoksi

25. (a) Hvilken teologisk debat rasede på Konstantins tid? (b) Hvordan var situationen før det fjerde århundrede med hensyn til forståelsen af Kristi forhold til Faderen?

²⁵ Hvorfor var Konstantins „omvendelse“ så betydningsfuld? Fordi han som kejser havde stor magt og indflydelse i den „kristne“ kirke, der var splittet i lærespørgsmål. Og han ville have enhed i sit rige. På den tid rasede der en kraftig diskussion mellem de græsktalende og de latintalende biskopper om „forholdet mellem ’Guds’ ’Ord’ eller ’Søn’ som var blevet legemliggjort i Jesus, og ’Gud’ selv, som nu blev kaldt ’Faderen’ — idet hans navn, Jahve, i det store og hele var glemt“. (The Columbia History of the World) Nogle gik ind for det bibelsk begrundede synspunkt at Kristus,  Loʹgos, var skabt og derfor underordnet Faderen. (Mattæus 24:36; Johannes 14:28; 1 Korinther 15:25-28) Blandt disse var Arius, en præst i Alexandria i Ægypten. Teologiprofessor R. P. C. Hanson siger ligefrem: „Der er ingen teolog i den østlige eller den vestlige kirke før den arianske strid [i det fjerde århundrede] som ikke på en eller anden måde betragter Sønnen som underordnet Faderen.“ — The Search for the Christian Doctrine of God.

26. Hvordan var situationen med hensyn til treenighedslæren i begyndelsen af det fjerde århundrede?

²⁶ Andre opfattede det som kætteri at betragte Kristus som underordnet, og hældede mere til at Jesus skulle tilbedes som „Gud i menneskeskikkelse“. Professor Hanson oplyser imidlertid at det i den nævnte periode (det fjerde århundrede) „ikke drejede sig om at forsvare en vedtaget og fastlagt [trinitarisk] ortodoksi mod det åbne kætteris [arianismens] angreb. Der fandtes endnu ikke nogen ortodoks lære angående det emne der i første række blev diskuteret“. Han siger videre: „Alle parter mente at de havde Skriftens autoritet på deres side. De omtalte hver især de  andre som vranglærere der hverken fulgte traditionen eller Skriften.“ Dette teologiske spørgsmål skabte stor splid i de religiøse rækker. — Johannes 20:17.

27. (a) Hvad gjorde Konstantin for at forsøge at afslutte debatten om Jesu natur? (b) Hvor repræsentativt var kirkemødet i Nikæa? (c) Skabte Den Nikænske Trosbekendelse ro i striden om den spirende treenighedslære?

²⁷ Men Konstantin ville som allerede nævnt have enhed i sit rige, og i år 325 indkaldte han sine biskopper til et kirkemøde i Nikæa, der lå i den østlige, græsktalende del af riget, på den anden side af Bosporus i forhold til den nye by Konstantinopel. Efter sigende mødte mellem 250 og 318 biskopper op, blot et lille udsnit af det samlede antal, og de fleste af dem kom fra det græsktalende område. Ikke engang pave Sylvester I var til stede. * Efter en heftig debat vedtog denne langtfra repræsentative forsamling Den Nikænske Trosbekendelse, som hældede stærkt i retning af en trinitarisk tankegang. Men den læremæssige strid fortsatte. Kirkemødet fik ikke klargjort hvilken rolle Guds hellige ånd spillede i den trinitariske teologi. Debatten rasede videre i flere årtier. Det var først efter flere kirkemøder, efter at flere kejsere havde brugt deres myndighed, og efter at en række personer var blevet landsforvist, at man endelig opnåede konformitet. Det var en sejr for teologien og et nederlag for dem der holdt sig til Bibelen. — Romerne 3:3, 4.

28. (a) Hvad har treenighedslæren blandt andet medført? (b) Hvorfor er der ikke noget bibelsk grundlag for at ære Maria som „Guds moder“?

 ²⁸ Et resultat af treenighedslæren var at den eneste sande Gud, Jehova, efterhånden forsvandt i Gud-Kristus-teologiens hængedynd. * Den næste logiske konsekvens af denne teologi var at hvis Jesus virkelig var Gud i menneskeskikkelse, måtte Jesu moder, Maria, være „Guds moder“. Dette har i årenes løb ført til at Maria er blevet agtet og æret på forskellige måder, til trods for at der ikke findes et eneste skriftsted som tillægger Maria nogen betydningsfuld rolle ud over det at hun var Jesu ydmyge, biologiske moder. * (Lukas 1:26-38, 46-56) I århundredernes løb er  læren om Guds moder blevet udviklet og udbygget af den romersk-katolske kirke, med det resultat at mange katolikker nu ærer Maria med langt større inderlighed end de tilbeder Gud.

Splittelser i kristenheden

29. Hvilken udvikling advarede Paulus imod?

²⁹ Det er også typisk for frafald at det fører til uenighed og splittelse. Apostelen Paulus havde forudsagt: „Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ Og han havde givet en klar vejledning til korintherne da han sagde: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må  være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ Trods Paulus’ formaninger varede det ikke længe før der kom frafald og splittelse. — Apostelgerninger 20:29, 30; 1 Korinther 1:10.

30. Hvilken situation udviklede sig snart inden for oldkirken?

³⁰ Få årtier efter apostlenes død var splittelsen blandt de kristne allerede åbenbar. Will Durant siger: „Celsus [en modstander af kristendommen i det andet århundrede] havde selv meget sarkastisk bemærket, at de kristne var ’splittet op i mange forskellige grupper, og hvert enkelt medlem ønskede at danne sit eget parti’. Omkring år 187 kunne Irenaeus opregne tyve forskellige former for kristendommen; omkring 384 talte Epiphanius [firs].“ — Verdens Kulturhistorie — Cæsar og Kristus.

31. Hvordan opstod der en stor splittelse i den katolske kirke?

³¹ Konstantin begunstigede den østlige, græske del af riget ved at iværksætte byggeriet af en ny hovedstad i det der i dag hedder Tyrkiet. Denne by blev senere kendt som Konstantinobel (det nuværende Istanbul). Resultatet var at den katolske kirke efterhånden blev opdelt i to fraktioner efter sprog og geografisk beliggenhed — det latintalende Rom i vest kontra det græsktalende Konstantinopel i øst.

32, 33. (a) Nævn flere årsager til at der opstod splittelse i kristenheden. (b) Hvad siger Bibelen om brugen af billeder i tilbedelsen?

³² Treenighedslæren var stadig ikke færdigudformet, og debatten om den fortsatte med at skabe uro i kristenheden. Et nyt kirkemøde blev holdt i Chalkedon i år 451 for at fastslå karakteren af Kristi „naturer“. Kirkerne i vest godtog den trosbekendelse der blev vedtaget af dette kirkemøde, men kirkerne i øst havde en anden opfattelse. Det førte til dannelsen af den koptiske kirke i Ægypten og Abessinien  og de „jakobitiske“ kirker i Syrien og Armenien. Den katolske kirkes enhed var konstant truet på grund af dunkle teologiske spørgsmål, særlig i forbindelse med definitionen af treenighedslæren.

³³ Noget andet som skabte splittelse, var synet på billeddyrkelse. I det ottende århundrede drog de østlige biskopper i felten mod denne afgudsdyrkelse og blev ikonoklaster eller billedstormere. Efter nogen tid begyndte de dog igen at bruge ikoner. — 2 Mosebog 20:4-6; Esajas 44:14-18.

34. (a) Hvad førte til at der opstod en stor kløft i den katolske kirke? (b) Hvad blev det endelige resultat af dette?

³⁴ Endnu en stor prøve kom da den vestlige kirke i det sjette århundrede føjede det latinske ord filioque („og fra Sønnen“) til Den Nikænske Trosbekendelse for at vise at den hellige ånd udgik fra både Faderen og Sønnen. Denne ændring af teksten endte med at skabe en dyb kløft da „en [bispe]synode i Konstantinopel i 876 fordømte paven både for hans politiske virksomhed og fordi han ikke korrigerede kætteriet med hensyn til ordet filioque. Denne handling var et led i den østlige kirkes fuldstændige afvisning af pavens krav om universel myndighed over kirken“. (Man’s Religions) I 1054 ekskommunikerede pavens repræsentant patriarken i Konstantinopel, som til gengæld lyste paven i band. Denne splittelse førte med tiden til at de ortodokse kirker i øst blev dannet — den græske, den russiske, den rumænske, den polske, den bulgarske, den serbiske og andre selvstændige kirker.

35. Hvem var valdenserne, og hvordan afveg deres tro fra den katolske kirkes?

³⁵ En ny bevægelse begyndte nu at skabe uro i kirken. I det 12. århundrede bestilte Pierre Valdès i Lyon i Frankrig „nogle lærde til at oversætte Bibelen til det sydfranske  langue d’oc. Han studerede denne oversættelse nøje og kom til sidst til det resultat, at alle kristne burde leve som apostlene — uden personlig ejendom“. (Troens Tidsalder af Will Durant) Han stiftede en forkyndelsesbevægelse der blev kendt som valdenserne. De forkastede det katolske præsteskab, afladshandelen, skærsilden, transsubstantiationslæren og andre traditionelle træk ved den katolske lære og praksis. De bredte sig til andre lande. Kirkemødet i Toulouse i 1229 forsøgte at standse deres udbredelse ved at forbyde lægfolk at være i besiddelse af bibelske bøger. Kun liturgiske bøger var tilladt, og da kun på det døde sprog latin. Men der skulle komme mere religiøs splittelse og forfølgelse.

Forfølgelsen af albigenserne

36, 37. (a) Hvem var albigenserne, og hvad troede de? (b) Hvordan blev albigenserne undertrykt?

³⁶ I det 12. århundrede opstod der også en anden bevægelse i Sydfrankrig. Det var albigenserne (også kendt som  katharerne), der blev kaldt således efter byen Albi, hvor de havde mange tilhængere. De havde deres egen præsteklasse, som levede i cølibat og som de troende måtte hilse ærbødigt på. De troede at Jesus talte billedligt da han sagde om brødet under nadveren: „Dette er mit legeme.“ (Mattæus 26:26, DA) De forkastede læren om treenigheden, jomfrufødselen, helvede og skærsilden. Dermed skabte de tvivl om romerkirkens lære. Pave Innocens III gav instrukser om at albigenserne skulle forfølges. „Om nødvendigt,“ sagde han, „kan I . . . undertrykke dem med sværdet.“

³⁷ Der blev indledt et korstog mod „kætterne“, og de katolske korsfarere massakrerede 20.000 mænd, kvinder og børn i Béziers i Frankrig. Efter store blodsudgydelser blev der fred i 1229 med nederlag for albigenserne. Kirkemødet i Narbonne „forbød . . . lægmænd at eje nogen del af Bibelen“. For den katolske kirke var problemets virkelige årsag tydeligvis at Bibelen fandtes på folkets sprog.

38. Hvad var inkvisitionen, og hvordan virkede den?

³⁸ Det næste skridt kirken tog, var at oprette inkvisitionen, en domstol der skulle sætte en stopper for kætteriet. Folk var allerede besat af en intolerancens ånd. Overtroiske som de var, var de mere end villige til at lynche og myrde „kættere“. Forholdene i det 13. århundrede var en udmærket grobund for kirkeligt magtmisbrug. Men „kættere, som var blevet dømt af kirken, skulle overgives til ’lovens arm’ — d.v.s. til de lokale myndigheder — og brændes til døde.“ (Troens Tidsalder) Ved at overlade selve henrettelserne til de verdslige myndigheder, mente kirken at kunne holde sig fri for blodskyld. Inkvisitionen indledte en tid med religionsforfølgelse som førte til mishandling, angiveri, mord, ran, tortur og en langsom død for tusinder som vovede at tro noget andet end kirken. Friheden til at give  udtryk for religiøse opfattelser blev kvalt. Fandtes der noget håb for mennesker som søgte den sande Gud? Kapitel 13 vil besvare dette spørgsmål.

39. Hvilken religiøs bevægelse opstod i det syvende århundrede, og hvordan?

³⁹ Mens alt dette foregik i kristenheden, tog en araber i Mellemøsten kampen op mod den religiøse ligegyldighed og afgudsdyrkelsen blandt sit eget folk. Han grundlagde en religiøs bevægelse i det syvende århundrede som i dag har nær ved en milliard lydige og undergivne tilhængere. Denne bevægelse er islam. I det næste kapitel skal vi stifte bekendtskab med islams profet og grundlægger og se på noget af det han lærte og kilden til det.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

[Ramme på side 262]

De første kristne og det hedenske Rom

„Da den kristne bevægelse dukkede op inden for romerriget, udfordrede den dem, der omvendte sig fra hedenskaben, til at ændre deres holdninger og handlinger. Mange hedninge, som var opdraget til at betragte ægteskabet som et primært socialt og økonomisk arrangement, som anså homoseksuelle forbindelser for et element, der var forventet i mandens uddannelse, prostitution, mandlig og kvindelig, for både almindelig og legal, og skilsmisse, abort, prævention og barnedrab for praktiske anliggender, accepterede til deres familiers forbløffelse det kristne budskab, som var imod disse skikke.“ — Adam, Eva og slangen af Elaine Pagels.

[Ramme på side 266]

Kristendommen kontra kristenheden

Porfyrios, en filosof fra Tyrus i det tredje århundrede som var modstander af kristendommen, rejste spørgsmålet „om ikke Jesu efterfølgere, snarere end Jesus selv, var ansvarlige for den særegne form den kristne religion fik. Porfyrios (og Julian [romersk kejser i det fjerde århundrede og modstander af kristendommen]) viste på grundlag af Det Nye Testamente at Jesus ikke kaldte sig selv Gud og at han ikke forkyndte om sig selv, men om den ene Gud, alles Gud. Det var hans efterfølgere der forlod hans lære og indførte deres egen religionsform, hvor det var Jesus (og ikke den ene Gud) der blev æret og tilbedt. . . . [Porfyrios] satte fingeren på et for kristne tænkere vanskeligt spørgsmål: Hviler den kristne tro på Jesu forkyndelse eller på de ideer der blev udformet af hans disciple i generationerne efter hans død?“ — The Christians as the Romans Saw Them.

 [Ramme på side 268]

Peter og paveværdigheden

I Mattæus 16:18 sagde Jesus til apostelen Peter: „Du er Petrus [græsk: Peʹtros], og på den klippe [græsk: peʹtra] vil jeg bygge min kirke, og Dødsrigets porte skal ikke få magt over den.“ (DA) På dette grundlag hævder den katolske kirke at Jesus byggede sin kirke på Peter, som de siger var den første i en ubrudt række af biskopper som efterfulgte Peter i Rom.

Hvem var den klippe Jesus nævnte i Mattæus 16:18 — Peter eller Jesus? Ifølge sammenhængen drejede samtalen sig om hvem Jesus var — at han, som Peter selv bekendte, var „Kristus, den levende Guds Søn“. (Mattæus 16:16, DA) Det må derfor rimeligvis være Jesus selv der skulle være kirkens faste klippegrundvold, og ikke Peter, der senere fornægtede Kristus tre gange. — Mattæus 26:33-35, 69-75.

Hvordan ved vi at Kristus er grundstenen? Vi har Peters eget ord for det, for han skrev: „Idet I kommer til ham, en levende sten, der vel er forkastet af mennesker, men er udvalgt, værdifuld, for Gud . . . For der står i Skriften: ’Se! Jeg lægger i Zion en udvalgt sten, en værdifuld hjørnegrundsten; og den der tror på den, vil afgjort ikke blive skuffet.’“ Og Paulus sagde: „I er blevet opbygget på apostlenes og profeternes grundvold, mens Kristus Jesus selv er hjørnegrundstenen.“ — 1 Peter 2:4-8; Efeserne 2:20.

Der findes ikke noget bibelsk eller historisk vidnesbyrd om at Peter blev regnet for at stå over de andre apostle. Han siger ikke noget om det i sine breve, og de tre andre evangelier — deriblandt beretningen af Markus (som øjensynlig fik sine oplysninger af Peter) — nævner slet ikke Jesu ord til Peter. — Lukas 22:24-26; Apostelgerninger 15:6-22; Galaterne 2:11-14.

Der findes ikke engang noget sikkert bevis for at Peter nogen sinde har været i Rom. (1 Peter 5:13) Da Paulus besøgte Jerusalem blev han støttet af „Jakob og Kefas [Peter] og Johannes, de som ansås for at være søjler“. På den tid var Peter altså én ud af mindst tre søjler i menigheden. Han var ikke „pave“, og han var hverken kendt som „pave“ eller som øverste „biskop“ i Jerusalem. — Galaterne 2:7-9; Apostelgerninger 28:16, 30, 31.

[Illustration på side 264]

Kristenhedens mystiske treenighed

[Illustrationer på side 269]

Vatikanet (flaget er vist herunder) sender diplomater til verdens regeringer

[Illustrationer på side 275]

Kirkemødet i Nikæa lagde grundlaget for den senere treenighedslære

[Illustrationer på side 277]

Ærbødigheden for Maria med barnet (i midten) afspejler en langt ældre dyrkelse af hedenske gudinder — til venstre: Ægyptens Isis og Horus; til højre: Roms Mater Matuta

[Illustrationer på side 278]

Ortodokse kirker — Sveti Nikolaj i Sofia, Bulgarien, og (herunder) St. Vladimir’s i New Jersey, USA

[Illustration på side 281]

„Kristne“ korsfarere blev ikke kun sendt ud for at befri Jerusalem fra islam, men også for at massakrere „kættere“ som valdenserne og albigenserne

[Illustrationer på side 283]

Dominikanermunken Tomás de Torquemada ledede den grusomme spanske inkvisition, der fremtvang bekendelser ved hjælp af tortur