Kapitel 5

Hinduismen — en søgen efter frigørelse

„I hindusamfundet er det religiøs skik at man, som det første om morgenen, bader sig i en flod, eller måske derhjemme hvis der ikke er nogen flod eller noget vandløb i nærheden. Man mener at man derved bliver hellig. Derefter går man, stadig på fastende hjerte, hen til det lokale tempel og ofrer blomster og mad til den lokale gud. Nogle vasker gudebilledet og pynter det med rødt og gult pulver.

I næsten alle hjem er der en krog eller måske et helt værelse hvor man dyrker familiens yndlingsgud. En populær gud nogle steder er elefantguden Ganesha. Man beder ham især om held og medgang, da han er kendt som en gud der rydder hindringer af vejen. Andre steder kan det være Krishna, Rama, Shiva, Durga eller en anden guddom der indtager førstepladsen.“ — Tara C., Kathmandu, Nepal.

1. (a) Beskriv nogle hinduiske skikke. (b) Nævn nogle forskelle mellem det vestlige livssyn og hinduernes livssyn.

HVAD er hinduismen? Er det blot en religion som — efter overforenklet vestlig opfattelse — består i kastevæsen, ærbødighed for hellige køer og rituelle bade i Ganges? Eller indeholder den mere? Ja, den indeholder langt mere. Hinduismen er en helt anden livsopfattelse, et syn på tilværelsen som er fuldstændig blottet for vestlige værdibegreber.  Vesterlændinge er tilbøjelige til at opfatte livet som en fremadrettet linje i historien. Hinduerne opfatter livet som et uendeligt kredsløb hvori menneskets historie kun har ringe betydning.

2, 3. (a) Hvorfor er det vanskeligt at beskrive hinduismen? (b) Hvordan forklarer en indisk forfatter hinduismens forhold til polyteisme?

² Det er ikke nemt at beskrive hinduismen, for den har ingen bestemt troslære, intet præsteskab og ingen fælles ledelse. Den har dog sine swamier (lærere) og guruer (åndelige vejledere). En religionshistorie definerer bredt hinduismen som „hele det kompleks af trossætninger og institutioner der er opstået fra dengang deres ældste (og helligste) skrifter, Vedaerne, blev samlet og indtil nu“. Et andet værk erklærer: „Man kan sige at hinduismen består i ærbødighed for eller dyrkelse af guderne Vishnu eller Shiva, eller gudinden Shakti, eller deres inkarnationer, aspekter, ægtefæller eller afkom.“ Dette omfatter dyrkelsen af Rama og Krishna (inkarnationer af Vishnu) samt Durga, Skanda og Ganesha (Shivas hustru og hans sønner). Det siges at hinduismen omfatter 330 millioner guder, og dog hævdes det at hinduismen ikke er polyteistisk. Hvordan kan det passe?

³ Den indiske forfatter A. Parthasarathy forklarer: „Hinduerne er ikke polyteister. Hinduismen taler om én Gud . . . De forskellige guder og gudinder i det hinduiske panteon repræsenterer blot den ene overordnede Guds kræfter og funktioner i den manifesterede verden.“

4. Hvad er omfattet af begrebet „hinduisme“?

⁴ Hinduerne omtaler ofte deres tro som sanatana dharma, der betyder evig lov eller orden. „Hinduisme“ * er  i virkeligheden en samlebetegnelse for et utal af religionstyper og sekter (sampradayas) der i årtusindernes løb er vokset frem under den komplekse gamle hindumytologis paraply. Denne mytologi er så vanskelig at udrede at opslagsværket New Larousse Encyclopedia of Mythology siger: „Indisk mytologi er en frodig jungle af sammenfiltrede vækster. Når man vover sig ind i den lukkes dagslyset ude, og man mister enhver klar retningsfornemmelse.“ I det følgende vil vi dog forsøge at beskrive nogle af de træk og opfattelser der kendetegner denne tro.

Hinduismens gamle rødder

5. Hvor udbredt er hinduismen?

⁵ Skønt hinduismen ikke er så udbredt som flere andre store religioner, havde den i 1990 henved 700 millioner tilhængere — svarende til omkring en ottendedel (13%) af jordens befolkning. De fleste af disse bor imidlertid i Indien, så det er naturligt at spørge: Hvordan og hvorfor er hinduismen blevet koncentreret i Indien?

6, 7. (a) Hvordan er hinduismen ifølge nogle historikere kommet til Indien? (b) Hvordan lyder hinduernes vandflodssagn? (c) Hvilken form for religion dyrkede man i Indusdalen før arierne kom dertil, ifølge arkæologen sir John Marshall?

⁶ Nogle historikere siger at hinduismens rødder skal søges for over 3500 år siden i en folkevandring der bragte et lyshudet arisk folkeslag fra nordvest ned i Indusdalen i det nuværende Pakistan og nordvestlige Indien. Derfra bredte indvandrerne sig til Gangessletten og det meste af Indien. Nogle eksperter siger at de religiøse forestillinger de bragte med sig, var grundlagt på gamle iranske og babyloniske lærdomme. Et af de træk som går igen i mange kulturer og som også findes i hinduismen, er et sagn om en vandflod. — Se rammen på side 120.

⁷ Hvilken form for religion udøvede man i Indusdalen  før arierne kom til? En arkæolog, sir John Marshall, taler om „’den store modergudinde’, undertiden fremstillet som en gravid kvindefigur, men i de fleste tilfælde som en nøgen kvindefigur med høj krave og hovedbeklædning“, og siger: „Dernæst kommer ’den mandlige gud’, der ’straks genkendes som en prototype på den historiske Shiva’, siddende med samlede fodsåler (en yogastilling), ithyfallisk (hvilket leder tanken hen på lingakulten [en falloskult]), omgivet af dyr (som symboliserer Shivas tilnavn ’Dyrenes Herre’). Der er fundet et væld af stenfigurer som forestiller fallos og vulva, . . . hvilket viser hen til linga- og yoni-kulten for Shiva og hans ægtefælle.“ (World Religions — From Ancient History to the Present) Shiva æres den dag i dag som en frugtbarhedsgud og dyrkes i form af en linga eller fallos. Han rider på tyren Nandi.

8, 9. (a) Hvordan modsiger en lærd hindu Marshalls teori? (b) Hvilke gensidige påstande fremsættes vedrørende den ærbødighed der vises for genstande inden for hinduismen og „kristendommen“? (c) Hvad er grundlaget for hinduernes hellige skrifter?

⁸ En lærd hindu, Swami Sankarananda, har imidlertid  en anden udlægning. Han siger at de sten man ærede, hvoraf nogle er kendt under navnet Shivalinga, oprindelig var symboler på „himmelilden eller solen og solilden, strålerne“. (The Rigvedic Culture of the Pre-Historic Indus) Han forklarer at „sexkulten . . . ikke opstod som en religiøs kult. Det er den blevet senere. Den er en degeneration af det oprindelige. Det er folk der trækker idealet, som er for højt til at de fatter det, ned på deres eget plan.“ For at imødegå den vestlige kritik af hinduismen siger han at de kristne der ærer korset, et hedensk fallossymbol, i virkeligheden er „dyrkere af en sexkult“.

⁹ Med tiden blev de indiske trossætninger, myter og sagn skrevet ned, og de foreligger nu som hinduismens hellige skrifter. Disse skrifter er meget omfattende, og de forsøger ikke at fremstille nogen samlet eller ensartet hinduisk lære.

Hinduismens hellige skrifter

10. Hvori består nogle af hinduismens ældste skrifter?

¹⁰ De ældste skrifter er Vedaerne, en samling bønner og hymner der kaldes Rigveda, Samaveda, Yajurveda og Atharvaveda. De er blevet til over en periode på adskillige århundreder og blev fuldført omkring år 900 f.v.t. Senere blev andre skrifter føjet til, deriblandt Brahmanaerne og Upanishaderne.

11. (a) Hvad er forskellen mellem Brahmanaerne og Upanishaderne? (b) Hvilke lærepunkter fremsættes i Upanishaderne?

¹¹ Brahmanaerne forklarer hvordan ritualer og offerhandlinger, både private og offentlige, skal udføres, og går i detaljer om deres dybere betydning. De blev skrevet fra omkring år 300 f.v.t. eller senere. Upanishaderne (bogstaveligt: „sidde hos [en lærer]“), også kaldet Vedanta og skrevet omkring år 600-300 f.v.t., er en række afhandlinger  der efter hinduisk filosofi forklarer årsagen til alle tanker og handlinger. I disse skrifter findes læren om samsara (sjælevandring) og karma (troen på at ens nuværende lod i livet skyldes gerninger man har gjort i en tidligere tilværelse).

12. Hvem var Rama, og hvor findes beretningen om ham?

¹² En anden gruppe skrifter er Puranaerne, som er lange allegoriske beretninger der indeholder mange myter om guder, gudinder og helte. Til det omfattende hindubibliotek hører også de to store eposer Ramayana og Mahabharata. Den første er, ifølge A. Parthasarathy, en beretning om „Herren Rama . . . den berømmeligste af alle skikkelser i den hellige litteratur“. Ramayana er fra omkring det fjerde århundrede f.v.t. og er et af hinduernes populæreste skrifter. Det handler om helten Rama eller Ramachandra, der af hinduerne betragtes som den ideale søn, broder og ægtemand. Han regnes for at være den syvende avatar (inkarnation) af Vishnu, og hans navn bruges ofte som hilsen.

13, 14. (a) Hvad er Bhagavadgita, ifølge en lærd hindu? (b) Hvad betyder Sruti og Smriti, og hvad er Manus Bog?

¹³ I det andet store epos, Mahabharata, indgår værket Bhagavadgita, der ifølge Bhaktivedanta Swami Prabhupāda, grundlæggeren af Det Internationale Selskab for Krishna-bevidsthed, „er den højeste undervisning i moral. . . . Bhagavad-gītās sidste instruktion er det sidste ord i al moral og religion: overgiv dig til Kṛṣṇa [Krishna]“. — BG.

¹⁴ Bhagavadgita (Den Himmelske Sang), der af nogle betragtes som „juvelen i Indiens åndelige visdom“, er en samtale på en slagmark „mellem Herren Śrī Kṛṣṇa [Krishna], den Almægtige Personlige Guddom, og Arjuna, hans nære ven og hengivne discipel, som han underviser i  selverkendelsens kunst“. Men Bhagavadgita er altså kun en enkelt del af hinduernes omfattende hellige skrifter. Nogle af disse skrifter (Vedaerne, Brahmanaerne og Upanishaderne) kaldes Sruti („det hørte“) og regnes for at være direkte åbenbaring. Andre, deriblandt eposerne og Puranaerne, kaldes Smriti („det som er erindret“) og opfattes som formuleret af mennesker skønt de hidrører fra åbenbaring. Dette gælder Manusmriti eller Manus Bog, der indeholder hinduernes religiøse og sociale lov og forklarer hvordan kastevæsenet er opbygget. Hvilke religiøse opfattelser har disse hinduskrifter så affødt?

Lære og adfærd — ahimsa og varna

15. (a) Hvad er ahimsa, og hvad gør jainerne for at følge denne lære? (b) Hvordan betragtede Gandhi ahimsa? (c) Hvordan adskiller sikherne sig fra hinduerne og jainerne?

¹⁵ I hinduismen er der, ligesom i andre religioner, visse grundideer der præger folks tankegang og daglige adfærd. En vigtig grundtanke er læren om ahimsa (sanskrit: ahinsa) eller ikkevold, som Mohandas Gandhi (1869-1948), også kaldet Mahatma, var så kendt for. (Se side 113.) Ifølge denne filosofi bør hinduer ikke dræbe eller øve vold mod andre skabninger, og det er en af grundene til at de ærer visse dyr, heriblandt køer, slanger og aber. De strengeste eksponenter for læren om ahimsa og respekt for livet er tilhængerne af jainismen (grundlagt i det sjette århundrede f.v.t.), som går barfodede og har et klæde for munden for ikke at sluge noget insekt. (Se side 104 og billedet på side 108.) I modsætning hertil er sikherne kendt for deres krigertradition, og et af deres almindelige efternavne, Singh, betyder løve. — Se side 100, 101.

16. (a) Hvordan betragter de fleste hinduer kastevæsenet? (b) Hvad sagde Gandhi om kastevæsenet?

¹⁶ Et alment kendt element i hinduismen er varna, det  vil sige kastesystemet, som inddeler samfundet i skarpt adskilte klasser. (Se side 113.) Man kan ikke undgå at bemærke at det hinduiske samfund stadig er lagdelt på grund af dette system, som dog forkastes af buddhister og jainer. Ligesom racediskriminationen stadig lever i De Forenede Stater og andre steder, er kastevæsenet dybt forankret i indisk tankegang. Det er på en måde en slags klassebevidsthed svarende til den der, om end i ringere grad, stadig findes i det britiske samfund og andre steder. (Jakob 2:1-9) I Indien fødes man altså ind i en streng kasteordning som det er næsten umuligt at slippe ud af. Den almindelige hindu søger heller ikke at slippe ud. Han betragter det som sin forudbestemte, uundgåelige lod i livet, som resultatet af hans egne gerninger i et tidligere liv, det vil sige af karma. Men hvordan er kastevæsenet opstået? Svaret må søges i den hinduiske mytologi.

17, 18. Hvordan er kastevæsenet opstået, ifølge hinduernes mytologi?

¹⁷ Ifølge den hinduiske mytologi var der oprindelig fire hovedkaster der udgik fra forskellige dele af urmennesket Purushas krop. I en af Rigvedas hymner hedder det:

 „Da de sønderdelte Purusa [Purusha], i hvor mange dele blev han da delt?

Hvad blev hans mund til? Hvad blev hans arme til?

Hvad blev hans lænder til og hvad blev hans fødder kaldt?

Af hans mund blev brahmanen [den højeste kaste] til, af hans arme krigeren,

af hans lænder vaisyaen, og af hans fødder sudraen.“ — Hinduisme i fortid og nutid af Kaj Mogensen.

¹⁸ Præsterne eller brahmanerne, den højeste kaste, blev altså anset for at stamme fra Purushas mund, den øverste legemsdel. Magthaver- og krigerklassen (kshatriya eller rajanya) kom fra hans arme. Agerbrugernes og de handlendes klasse, kaldet vaisya eller vaishya, udgik fra hans lænder. Den laveste kaste, sudra eller shudra, arbejderklassen, stammede fra legemets nederste del, fødderne.

19. Hvilke andre kaster er siden kommet til?

¹⁹ I tidens løb er der kommet endnu lavere grupper til, de kasteløse og de urørlige, eller, som Mahatma Gandhi mere venligt kaldte dem, harijans, „folk der tilhører guden Vishnu“. Selv om diskriminering af de urørlige har været forbudt i Indien siden 1948, er livet stadig meget svært for dem.

20. Hvilke aspekter er der også ved kastevæsenet?

²⁰ Efterhånden blev kasterne delt op så der blev én for næsten hvert eneste erhverv eller håndværk i det indiske samfund. Dette gamle kastevæsen, der fastholder alle på deres bestemte plads i den sociale orden, er i virkeligheden også racebetonet og „omfatter forskellige racetyper varierende fra [lyshudede] ariere til [mere mørkhudede] før-dravidiske folk“. Varna, eller kaste, betyder „farve“. „De tre første kaster bestod af ariere, som var lyse i huden; den  fjerde kaste, der bestod af de mørkhudede indfødte, var ikkearisk.“ (Myths and Legends Series — India af Donald A. Mackenzie) Det er en kendsgerning at kastevæsenet, forstærket af den religiøse lære om karma, fastholder millioner af indere i varig fattigdom og uretfærdighed.

Tilværelsens håbløse kredsløb

21. Hvordan berører karma et menneskes skæbne, ifølge Garuda Purana?

²¹ En anden grundlæggende opfattelse som har været med til at præge hinduernes etik og adfærd, ja faktisk en af de vigtigste, er læren om karma. Den går ud på at alle handlinger får konsekvenser, positive eller negative, og er bestemmende for den reinkarnerede sjæls næste eksistens. Som der siges i Garuda Purana:

„Et menneske er sin egen skæbnes skaber, og selv i fostertilstand står det under indflydelse af sin tidligere tilværelses gerninger. Om det har skjult sig i en bjergfæstning eller gynger på havets bryst, om det sidder trygt på sin moders skød eller løftes højt op over hendes hoved: Et menneske kan ikke undfly virkningerne af sine egne tidligere handlinger. . . . Hvad der end skal hænde et menneske til en bestemt tid eller i en bestemt periode, vil med sikkerhed overgå ham den dag og til den tid.“

Garuda Purana fortsætter:

„Kundskab som et menneske har tilegnet sig i sin forrige fødsel, rigdom det har givet bort til velgørenhed i sin forrige eksistens, og gerninger det har gjort i en tidligere inkarnation, går forud for dets sjæl til dens opholdssted.“

22. (a) Hvilken forskel er der mellem hinduernes og kristenhedens opfattelse af sjælens skæbne efter døden? (b) Hvad lærer Bibelen om sjælen?

²² Hvad bygger denne tro på? En vigtig forudsætning er den udødelige sjæl, og på grund af karmalæren opfatter  hinduerne sjælen anderledes end man gør i kristenheden. Hinduerne tror at den personlige sjæl, jīva eller prān, * går gennem mange reinkarnationer og muligvis også „helvede“. Den må stræbe efter at blive forenet med „Den Højeste Virkelighed“, også kaldet Brahman eller Brahm (som ikke må forveksles med hinduguden Brahma). Ifølge kristenhedens lære har sjælen derimod mulighed for at komme i himmelen eller helvede eller måske i skærsilden eller limbus. — Prædikeren 9:5, 6, 10; Salme 146:4.

23. Hvordan indvirker karma på hinduernes livssyn? (Jævnfør Galaterbrevet 6:7-10.)

²³ Som følge af karma er hinduerne tilbøjelige til at anlægge et fatalistisk livssyn. De mener at ens nuværende lod og stilling skyldes en tidligere tilværelse og således er fortjent, hvad enten den er god eller dårlig. Hinduen kan forsøge at indlægge sig større fortjeneste i dette liv, sådan at den næste tilværelse bliver mere tålelig. Han er derfor mere parat til at acceptere sin lod i livet end vesterlændingen. Hinduen ser det hele som et resultat af loven om årsag og virkning, at han blot høster hvad han har sået i en tidligere tilværelse. Alt dette bygger naturligvis på den forudsætning at mennesket har en udødelig sjæl der lever videre, hvad enten det er som menneske, som dyr eller som plante.

24. Hvad er moksha, og hvordan tror hinduerne at man kan opnå dette?

²⁴ Hvad er så det endelige mål for hinduen? Det er at opnå moksha, det vil sige frigørelse fra det evindelige  kredsløb af genfødsler og nye tilværelser. Det er en frigørelse fra den legemlige eksistens, ikke for legemet, men for „sjælen“. „Eftersom moksha eller frigørelsen fra den lange række af inkarnationer er enhver hindus mål, er den største begivenhed i hans liv i virkeligheden hans død,“ siger en kommentator. Moksha kan nås ad forskellige margas eller veje. (Se side 110.) Det er tydeligt at meget i denne lære bygger på den gamle babyloniske forestilling om sjælens udødelighed.

25. Hvordan adskiller hinduernes livssyn sig fra det bibelske?

²⁵ Ifølge Bibelen er denne foragt eller ringeagt for det materielle liv imidlertid i direkte modstrid med Jehova Guds oprindelige hensigt med menneskene. Da han skabte det første menneskepar, stillede han dem en glad og lykkelig tilværelse på jorden i udsigt. Bibelen fortæller:

„Og Gud gik i gang med at skabe mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det; som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.’ . . . Derpå så Gud alt hvad han havde frembragt, og se, det var virkelig godt.“ (1 Mosebog 1:27-31)

Bibelen forudsiger at der snart vil komme en tid med fred og retfærdighed på jorden, en tid hvor hver familie vil få en anstændig bolig og hvor sundhed og fuldkomment liv vil være menneskenes evige lod. — Esajas 65:17-25; 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:1-4.

26. Hvilket spørgsmål må vi nu have svar på?

²⁶ Det næste spørgsmål vi må have besvaret, er: Hvilke guder må en hindu behage for at få en god karma?

 Hinduismens panteon

27, 28. (a) Hvilke guder udgør hinduernes Trimurti? (b) Hvem er deres hustruer eller gemalinder? (c) Nævn nogle andre hinduiske guder og gudinder.

²⁷ Selv om hinduismen gør krav på at have millioner af guder, er der i praksis nogle få foretrukne guder som er blevet samlingspunktet for forskellige sekter. Tre af de mest fremtrædende guder indgår i det hinduerne kalder Trimurti, som er en trehed eller treenighed af guder. — Andre hinduguder er beskrevet i oversigten på side 116, 117.

²⁸ Denne trehed består af skaberen Brahma, opretholderen Vishnu og ødelæggeren Shiva, som hver har mindst én hustru eller gemalinde. Brahma er gift med Sarasvati, kundskabens gudinde. Vishnus hustru hedder Lakshmi, mens Shivas første hustru var Sati, som begik selvmord. Hun var den første kvinde der gik ind i en offerild og var således den første der lod sig brænde levende. Efter dette mytologiske eksempel har tusinder af hinduenker op gennem tiden fulgt deres mand i døden på hans ligbål, en praksis der nu er blevet forbudt ved lov. Shiva har også en anden hustru, som er kendt under flere navne og titler. I sin venlige skikkelse kaldes hun Parvati og Uma, samt  Gauri, den Gyldne. Når hun optræder som Durga eller Kali, er hun en skrækindjagende gudinde.

29. Hvordan betragter hinduerne Brahma? (Jævnfør Apostelgerninger 17:22-31.)

²⁹ Skønt Brahma indtager en central plads i hinduernes mytologi, ofres han ikke større opmærksomhed i deres almindelige gudsdyrkelse. Selv om han kaldes Brahma, Skaberen, er kun få templer indviet til ham. I mytologien tilskrives skabelsen af det materielle univers derimod et højeste væsen eller ophav kaldet Brahman eller Brahm, der identificeres med den hellige stavelse OM eller AUM. Alle tre medlemmer af treheden anses for at høre til dette  „Væsen“ eller denne „Væren“, og alle andre guder betragtes blot som forskellige manifestationer. Uanset hvilken gud man da dyrker som den højeste, anses denne gud blot for at være et aspekt af den altomfattende guddom. Skønt hinduerne ærer millioner af guder, anerkender de fleste derfor i realiteten kun én sand Gud, der kan antage mange former: som mand, kvinde eller endog et dyr. Lærde hinduer er derfor hurtige til at påpege at hinduismen i virkeligheden er monoteistisk og ikke polyteistisk. I den senere vediske tankegang er forestillingen om et højeste væsen i øvrigt blevet afløst af tanken om et upersonligt guddommeligt princip, en absolut virkelighed.

30. Nævn nogle af Vishnus avatarer.

³⁰ For vishnuismens tilhængere indtager Vishnu, en velvillig solgud og kosmisk guddom, den centrale plads. Han fremtræder i ti avatarer eller inkarnationer, deriblandt Rama, Krishna og Buddha. * Endnu en avatar er Vishnu Narayana, som „fremstilles i menneskeskikkelse sovende på den sammenrullede slange Shesha eller Ananta, flydende på de kosmiske vande, med sin hustru, gudinden Lakshmi, siddende ved sine fødder, mens guden Brahma fremstår af en lotus der vokser frem af hans navle“. — The Encyclopedia of World Faiths.

31. Hvilken slags gud er Shiva?

³¹ Hinduismens næsthøjeste gud er Shiva, ofte kaldet Mahesha (Øverste Herre) og Mahadeva (Store Gud), og den retning der dyrker ham kaldes shivaismen. Han  beskrives som „den store asket, mesteryogien der sidder i dyb meditation på Himalayas skråninger, med kroppen indsmurt i aske og hovedet dækket af sammenfiltret hår“. Han er også kendt for „sit erotiske præg som den der bringer frugtbarhed og som den øverste skabergud, Mahadeva“. (The Encyclopedia of World Faiths) Han dyrkes i form af en linga, en fremstilling af fallos. — Se fotos på side 99.

32. (a) Hvordan optræder gudinden Kali? (b) Hvilket engelsk ord er afledt af navnet på hendes tilbedere?

³² Ligesom mange andre verdensreligioner har hinduismen, som tidligere nævnt, en øverste gudinde der kan  være både tiltalende og skrækindjagende. I sin blide form er hun kendt som Parvati og Uma. Hendes grusomme karakter fremstilles som Durga eller Kali, en blodtørstig gudinde der fryder sig over blodige ofre. Som Den Guddommelige Moder, Kali Ma (Sorte Jord-moder), er hun den øverste guddom for shaktisekten. Hun fremstilles som nøgen til hofterne og smykket med lig, slanger og hjerneskaller. Tidligere huserede nogle kalitilbedere, kaldet thugi (heraf det engelske ord „thug“, bandit, røver, kvæler), som ofrede kvalte mennesker til hende.

Hinduismen og Gangesfloden

33. Hvorfor er Ganges hellig for hinduerne?

³³ Man kan ikke omtale hinduismens gudeverden uden også at nævne dens helligste flod — Ganges. Meget af hinduernes mytologi er direkte forbundet med floden Ganges, eller Ganga Ma (Moder Ganga), som fromme hinduer kalder den. (Se kortet på side 123.) De fremsiger en bøn der indeholder 108 forskellige navne for floden. Hvorfor bliver Ganges holdt sådan i ære af oprigtige hinduer? Fordi den er så nært forbundet med deres daglige tilværelse og deres gamle mytologi. De tror at den tidligere fandtes i himmelen som Mælkevejen. Hvordan blev den da til en flod på jorden?

34. Hvordan er Ganges blevet til, ifølge en forklaring i den hinduiske mytologi?

³⁴ Med visse variationer vil de fleste hinduer forklare det på denne måde: Maharaja Sagara havde 60.000 sønner som blev dræbt med ild af Kapila, en manifestation af Vishnu. Deres sjæle blev dømt til helvede medmindre gudinden Ganga ville komme ned fra himmelen for at rense dem og løse dem fra forbandelsen. Bhagīratha, en oldesøn af Sagara, gik i forbøn hos Brahma for at han  skulle lade den hellige Ganga stige ned til jorden. En beretning fortsætter: „Ganga svarede: ’Jeg er så mægtig en strøm at jeg ville ryste jordens grundvolde.’ Bhagīratha gjorde da bod i tusind år, hvorefter han gik til guden Shiva, den største af alle asketer, og overtalte ham til at stille sig højt over jorden mellem Himalayas klipper og ismasser. Shiva havde sammenfiltret, opsat hår, og han lod Ganga tordne fra himmelen ned i sine lokker, som blidt opfangede den jordtruende rystelse. Ganga piblede derefter stille ud på jorden og flød ned fra bjergene og hen over sletterne, hvorved den bragte vand og således liv til den tørre jord.“ — From the Ocean to the Sky af sir Edmund Hillary.

35. Hvordan forklarer vishnudyrkerne flodens tilblivelse?

³⁵ Vishnudyrkerne har en lidt anden forklaring på hvordan Ganges blev til. I en gammel tekst, Vishnu Purana, står der:

„Fra dette sted [Vishnus hellige sæde] udgår floden Ganges, der fjerner alle synder . . . Den udspringer fra neglen på Vishnus venstre storetå.“

Eller, som vishnudyrkerne siger på sanskrit: „Visnu-padabja-sambhuta,“ der betyder: „Født af Vishnus lotuslignende fod.“

36. Hvilken kraft tillægger hinduerne Gangesflodens vand?

³⁶ Hinduerne tror at Ganges har magt til at rense, lutre, frigøre og helbrede de troende. Vishnu Purana siger:

„Hellige mennesker, som renses ved at bade i denne flods vand, og som i sindet er viet til Kesava [Vishnu], opnår endelig frigørelse. Når den hellige flod bliver omtalt, ønsket, besunget, set, berørt eller badet i, renser den dag for dag alle levende væsener. Selv når de der lever [langt] væk, udbryder: ’Ganga og Ganga,’ bliver de befriet for de tre foregående livs synder.“

 I Brahmandapurana står der:

„Når nogle i hengivenhed bader sig én gang i Gangas rene strømme, beskytter den deres stammer mod hundredtusinder af farer. Generationers ondskab bliver fjernet. Blot det at bade i Ganga gør én ren med det samme.“

37, 38. Hvorfor strømmer millioner af hinduer til Ganges?

³⁷ Inderne strømmer til floden for at forrette puja — udføre religiøse ritualer — ved at ofre blomster, fremsige messende bønner og lade en præst sætte en tilak, et mærke af rød eller gul pasta, på deres pande. Derefter går de ud og bader sig i floden. Mange drikker også af vandet, skønt det er stærkt forurenet af affald, kemikalier og lig. Flodens åndelige tiltrækning er så stærk at millioner af indere ønsker at kunne bade sig mindst én gang i deres ’hellige flod’, hvad enten den er forurenet eller ej.

³⁸ Andre kommer med deres afdøde for at de kan blive brændt på ligbål ved flodbredden, hvorefter asken bliver strøet ud i floden. De tror at dette vil sikre den henfarne sjæl evig lyksalighed. De der er for fattige til at bekoste en ligbrænding skubber blot det indhyllede legeme ud i floden, hvor det angribes af ådselfugle eller blot går i opløsning. Dette fører os frem til spørgsmålet: Hvad lærer hinduerne, ud over det vi allerede har set, om livet efter døden?

Hinduismen og sjælen

39, 40. Hvad siger en lærd hindu om sjælen?

³⁹ Bhagavadgita svarer:

„Ligesom den legemliggjorte sjæl bestandigt vandrer i denne krop, fra barndom til ungdom til alderdom, vandrer sjælen ind i en anden krop efter døden.“ — Kapitel 2, tekst 13, BG.

⁴⁰ En hindukommentar til denne tekst lyder: „Siden hvert eneste levende væsen er en individuel sjæl, forandres  dets krop ustandseligt, nogle gange manifesterer den sig som et barn, nogle gange som en yngling og andre gange som en gammel mand. Stadig er den samme åndelige sjæl til stede, og den undergår ingen forandringer. Denne individuelle sjæl forlader endeligt kroppen ved døden og vandrer til en anden krop; og eftersom man kan være sikker på at få en anden krop ved næste fødsel — enten materiel eller åndelig — havde Arjuna ingen grund til at sørge over [døden].“

41. Hvad må man ifølge Bibelen skelne imellem med hensyn til sjælen?

⁴¹ Læg mærke til at kommentaren siger at „hvert eneste levende væsen er en individuel sjæl“. Dette stemmer overens med hvad Bibelen siger i Første Mosebog 2:7:

„Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.“

Men det er vigtigt at skelne mellem to ting: Er sjælen mennesket som helhed med alle dets evner og funktioner, eller er det noget som er adskilt fra de legemlige funktioner? Er mennesket en sjæl, eller har det en sjæl? Følgende citat klargør den hinduiske opfattelse.

42. Hvordan adskiller hinduernes opfattelse af sjælen sig fra den bibelske opfattelse?

⁴² Bhagavadgita siger i kapitel 2, tekst 17:

„Det der gennemstrømmer hele kroppen er uforgængeligt. Ingen er i stand til at ødelægge den uforgængelige sjæl.“ — BG.

Dertil knyttes denne forklaring:

„Hver eneste krop [er] en legemliggørelse af en individuel sjæl, og symptomet på sjælens tilstedeværelse opfattes som individuel bevidsthed. Størrelsen af denne sjæl er  beskrevet som en titusindedel af den yderste spids af et hår.“

Mens Bibelen siger at mennesket er en sjæl, siger den hinduiske lære altså at det har en sjæl. Dette gør en himmelvid forskel, og det har sat sit tydelige præg på de lærepunkter som disse forskellige opfattelser har affødt. — 3 Mosebog 24:17, 18.

43. (a) Hvorfra stammer læren om den udødelige sjæl? (b) Hvad er konsekvensen af denne lære?

⁴³ Læren om en udødelig sjæl stammer oprindelig fra det gamle Babylons forurenede pulje af religiøse opfattelser. Og den fører logisk til den tanke der optræder i så mange religioners troslære — at der må være et liv efter døden, enten som følge af reinkarnation eller fordi sjælen kommer i himmelen, i helvede, i skærsilden, i limbus eller et andet sted. For hinduen er himmelen og helvede midlertidige opholdssteder for sjælen før den næste reinkarnation. Af særlig interesse er hinduernes opfattelse af helvede.

Hinduernes lære om helvede

44. Hvordan ved vi at hinduismen lærer at der findes et helvede med bevidst pine?

⁴⁴ En tekst fra Bhagavadgita lyder:

„De Mennesker, hvis Slægts Love er sat ud af Kraft, de er sikre paa Ophold i Helvede; det har vi lært, Krishna!“ — Kapitel 1, tekst 44, Tu.

En kommentar hertil lyder: „Den, som altid er engageret i syndefulde aktiviteter, . . . vil . . . med sikkerhed blive overført til helvedesagtige planeter.“ I sammenligning med kristenhedens evige pinested er der imidlertid en nuanceforskel: „Denne straf er dog ikke evig.“ Hvori består så hinduernes helvede?

45. Hvordan beskrives pinslerne i hinduernes helvede?

 ⁴⁵ Følgende beskrivelse af en synders skæbne er taget fra Markandeya Purana:

„Så binder Yamas [de dødes guds] udsendinge ham hurtigt med frygtelige løkker og trækker ham mod syd, skælvende under stokkeslag. Så føres han af Yamas udsendinge, udstødende frygtelige, ildevarslende råb, gennem ugæstfri egne med [planten] kusa, torne, myretuer, nåle og sten, her og der glødende med flammer, dækket af faldgruber, under solens brændende stråler og dens svidende hede. Ført af de frygtelige udsendinge og ædt af hundreder af sjakaler når synderen frem til Yamas hus gennem en grufuld passage. . . .

Når hans legeme brændes føler han en stærk, brændende fornemmelse; og når hans legeme bliver slået eller skåret i, føler han stor smerte.

Når hans legeme således ødelægges, lider han som skabning — skønt han vandrer over i et andet legeme — evig elendighed på grund af sine egne forkerte handlinger. . . .

For at få sine synder vasket af, føres han derefter til et andet helvede. Efter at have gennemgået alle helveder antager synderen et dyrs liv. Efter at have gennemgået ormes, insekters, fluers, rovdyrs, mygs, elefanters, træers, hestes og køers liv og forskellige andre syndige og elendige liv, kommer han til menneskelivet, hvor han fødes som en pukkelrygget eller afskyelig person eller som en dværg eller en Chandala Pukkasa.“

46, 47. Hvad siger Bibelen om de dødes tilstand, og hvilke slutninger kan vi drage?

⁴⁶ Sammenhold dette med hvad Bibelen siger om de døde:

„De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingen ting, og til dem er der ikke længere nogen løn, for mindet om dem er glemt. Også deres kærlighed og  deres had og deres skinsyge er allerede gået til grunde, og de har til fjerne tider ingen yderligere del i alt det der gøres under solen. Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det med den kraft du har, for der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol hvor du går hen.“ — Prædikeren 9:5, 6, 10.

⁴⁷ Når mennesket, som Bibelen siger, ikke har en sjæl men er en sjæl, kan der naturligvis ikke være nogen bevidst eksistens efter døden. Så er der hverken lidelse eller salighed. Alle de ulogiske forestillinger der knyttes til „livet efter døden“ forsvinder. *

En konkurrent til hinduismen

48, 49. (a) Nævn som repetition nogle hovedpunkter i den hinduiske lære. (b) Hvorfor har nogle betvivlet hinduismens gyldighed? (c) Hvem trådte frem og skabte tvivl om den hinduiske tankegang?

⁴⁸ Denne nødvendigvis korte gennemgang af hinduismen har vist at det er en polyteistisk religion som bygger på monoteisme — forestillingen om et højeste væsen eller princip, Brahman, der symboliseres ved stavelsen OM eller AUM og har mange facetter eller manifestationer. Det er også en religion der lærer tolerance og fremmer godhed mod dyr.

⁴⁹ På den anden side har nogle elementer i den hinduiske troslære, som for eksempel loven om karma, kastevæsenets uretfærdigheder, billeddyrkelsen og uoverensstemmelserne i myterne, fået nogle til at drage denne tros gyldighed i tvivl. En sådan tvivler opstod i det nordøstlige Indien omkring 560 f.v.t. Det var Siddhārtha Gautama. Han grundlagde en ny trosretning der ikke slog an i Indien men vandt tilhængere mange andre steder, sådan som det næste kapitel vil forklare. Denne nye tro var buddhismen.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

 [Ramme/illustrationer på side 100, 101]

Sikhismen — en reformreligion

Sikhismen, der symboliseres ved tre sværd og en cirkel, tæller over 17 millioner tilhængere, hvoraf de fleste bor i Punjab. Deres helligdom, Det Gyldne Tempel, ligger midt i en kunstig sø i den hellige by Amritsar. Mændene er lette at kende på deres blå, hvide eller sorte turbaner, som religionen kræver at de skal gå med. Desuden lader de håret vokse.

Hindiordet sikh betyder „discipel“. Sikherne er disciple af deres grundlægger, guru Nānak, og følger de ti guruers (Nānak og hans ni efterfølgeres) lære som er nedskrevet i sikhismens hellige bog, Guru Granth Sahib. Religionen blev grundlagt i begyndelsen af det 16. århundrede, da guru Nānak forsøgte at tage det bedste af hinduismen og islam og deraf danne en samlingsreligion.

Nānaks mission kan udtrykkes i én sætning: „Da der kun er én Gud, og han er vor Fader, må vi alle være brødre.“ Ligesom muslimerne tror sikherne på én Gud og forbyder brugen af gudebilleder. (Salme 115:4-9; Mattæus 23:8, 9) Som hinduerne tror de på en udødelig sjæl, reinkarnation og karmalæren. Det sted deres gudstjeneste foregår, kaldes en gurdwara. — Jævnfør Salme 103:12, 13; Apostelgerninger 24:15.

Et af guru Nānaks store bud var: „Husk altid Gud, gentag hans navn.“ Gud omtales som „den Sande“, men ikke under noget navn. (Salme 83:16-18) Et andet bud lød: „Del hvad du tjener med de mindre heldigt stillede.“ I overensstemmelse  med dette er der i alle sikhtempler en langar, et køkken hvor folk af enhver slags kan spise gratis. Der er også gratis værelser hvor rejsende kan overnatte. — Jakob 2:14-17.

Den sidste guru, Gobind Singh (1666-1708), grundlagde et sikh-broderskab kaldet Khalsa, hvis medlemmer bærer det der betegnes som de fem K’er, nemlig: kesh, uklippet hår, der symboliserer åndelighed; kangha, en kam i håret, der symboliserer orden og disciplin; kirpan, en daggert, der betegner værdighed, mod og selvopofrelse; kara, en stålring om håndleddet, hvilket symboliserer enhed med Gud; kachh, shorts under lændeklæde eller bukser som tegn på beskedenhed og symbol på at man moralsk lægger bånd på sig selv. — Se The Encyclopedia of World Faiths, side 269.

[Illustration]

Sikhernes Gyldne Tempel i Amritsar, Punjab

[Illustrationer]

Den blå turban betegner et sind så åbent som himmelen, uden plads for fordom

Den hvide turban betyder at man er et helligt menneske som fører et mønsterværdigt liv

Den sorte turban er en påmindelse om den britiske forfølgelse af sikherne i 1919

Andre farver afspejler personlig smag

[Illustration]

Under ceremoniel pragt reciterer en sikhpræst historien om de hellige våben

 [Ramme/illustrationer på side 104]

Jainismen — ikkevold og selvfornægtelse

Denne religion, der bruger det gamle indiske hagekorssymbol, blev grundlagt i det sjette århundrede f.v.t. af den velstående indiske fyrste Nataputta Vardhamāna, bedre kendt som Vardhamana Mahāvīra (en titel der betyder „Den Store Mand“ eller „Den Store Helt“). Han vendte sig til et liv i askese og selvfornægtelse. I sin søgen efter erkendelse drog han nøgen rundt „mellem landsbyerne og på sletterne i det centrale Indien for at finde frigørelse fra kredsløbet af fødsel, død og genfødsel“. (Man’s Religions af John B. Noss) Han mente at sjælens frelse kun kunne opnås ved stærk selvtugt og selvfornægtelse og streng overholdelse af ahimsa, ikkevold, over for alle skabninger. Han førte ahimsa så vidt at han havde en blød børste hvormed han forsigtigt kunne feje de insekter bort der måtte krydse hans vej. Hans respekt for livet tog også sigte på at beskytte hans egen sjæls renhed og integritet.

I et forsøg på at forbedre deres karma viser hans disciple i dag en tilsvarende selvfornægtelse og respekt for alle skabninger. Dette er endnu et eksempel på hvor meget troen på sjælens udødelighed kan præge menneskets liv.

Der findes i dag knap fire millioner tilhængere af denne tro, og de fleste af dem bor i Bombay-området og delstaten Gujarat i Indien.

[Illustration]

Jain som tilbeder ved foden af det 17 meter høje billede af den hellige Gomateswara i Karnataka, Indien

 [Ramme/illustrationer på side 106, 107]

Kort oversigt over hinduiske begreber

ahimsa (sanskrit: ahinsa) — ikkevold; læren om at man ikke må skade eller dræbe noget. Danner grundlaget for hinduers vegetarisme og respekt for dyr

ashram — en helligdom eller et sted hvor en guru (åndelig vejleder) underviser

ātman — ånd; forbundet med det der er udødeligt. Oversættes ofte fejlagtigt med sjæl. Se jīva

avatar — en manifestation eller inkarnation af en hinduisk guddom

bhakti — hengivelse (rettet mod en guddom) som fører til frelse

bindi — et rødt mærke som gifte kvinder går med i panden

Brahman — det højeste og præstelige trin i kastesystemet; også Den Absolutte Virkelighed. Se side 116.

dharma — den evige lovmæssighed som styrer alle ting; det der bestemmer om handlinger er rigtige eller forkerte

ghat — trappe eller platform ved en flod

guru — lærer eller åndelig vejleder

harijans — medlemmerne af de urørliges kaste; betyder „Guds folk“; navnet, som er givet af Mahatma Gandhi, udtrykker medfølelse

japa — tilbedelse af Gud ved gentagelse af et af hans navne; man holder regnskab ved hjælp af en mala, en rosenkrans med 108 perler

jīva (eller prān, prāni) — den enkeltes sjæl eller væsen

karma — det princip at enhver handling indvirker positivt eller negativt på sjælens næste liv

Kshatriya — hersker-, kriger- og overklassen; andet trin i kastesystemet

mahant — hellig mand eller lærer

mahatma — hinduhelgen, af maha, høj eller stor, og ātman, ånd

mantra — en hellig formel der anses for at have magisk kraft; bruges når nogen optages i en sekt, og gentages i bønner og besværgelser

maya — verden opfattet som blændværk

moksha eller mukti — frigørelse fra genfødslernes kredsløb; afslutningen på sjælens rejse. Også kendt som nirvana, den enkeltes forening med Den Højeste Virkelighed, Brahman

OM, AUM — en stavelse der bruges under meditation og symboliserer Brahman; lyden betragtes som den mystiske vibration; bruges som et helligt mantra

paramatman — verdensånden, den universelle ātman, eller Brahman

puja — tilbedelse, dyrkelse

sadhu — en hellig mand; en asket eller yogi

samsara — den evige, uforgængelige sjæls vandring

 Shakti — den kvindelige kraft eller en guds hustru, specielt om Shivas gemalinde

sraddha — vigtige ritualer der udføres for at ære forfædre og hjælpe de henfarne sjæle til at opnå moksha

Sudra — en arbejder; den laveste af de fire hovedkaster

swami — lærer eller højere åndelig vejleder

tilak — et mærke på panden der symboliserer at vedkommende har Herren i tanke i alt hvad han gør

Trimurti — den hinduiske trehed bestående af Brahma, Vishnu og Shiva

Upanishader — gamle hellige, poetiske skrifter. Betegnes også som Vedanta, der betyder Vedaens ende

Vaisya — agerbrugernes og de handlendes klasse; tredjestanden i kastesystemet

Vedaer — hinduismens ældste hellige, poetiske skrifter

yoga — af rodordet yuj, der betyder at forene eller samle under et åg; indebærer at den enkelte forenes med den universelle guddom. Populært kendt som en meditationsteknik der kræver kontrol af positur og åndedræt. Hinduismen anerkender mindst fire „veje“ eller hovedformer for yoga. Se  side 110.

[Illustrationer]

Hinduisk mahant, sadhu i meditationsstilling, og guru fra Nepal

 [Ramme på side 110]

 Fire veje til moksha

Hinduismen anviser mindst fire veje til moksha, sjælens endelige frigørelse. Disse veje benævnes også yogaer eller margaer.

1. Karma yoga — „Handlingernes vej, eller karma yoga, handlingernes disciplin. Karma marga består dybest set i at man overholder sin dharma i overensstemmelse med sin plads i tilværelsen. Visse pligter er pålagt alle mennesker, som for eksempel ahimsa og afholdenhed fra alkohol og kød, men den enkeltes særlige dharma afhænger af vedkommendes kaste og livsstadium.“ — Great Asian Religions.

Denne vej kræver streng overholdelse af kasteskellene. Man bevarer kasterenheden ved hverken at gifte sig eller at spise sammen med nogen af en anden kaste. Den kaste man tilhører er blevet bestemt af ens karma i en tidligere tilværelse og betragtes derfor ikke som en uretfærdighed men en arv fra en tidligere inkarnation. Ifølge hinduisk opfattelse er alle mennesker ikke lige. Der er sat skel som skyldes kaste, køn og, i realiteten, hudfarve. Jo lysere hudfarven er, jo højere er som regel kasten.

2. Jnana yoga — „Erkendelsens vej, eller jnana yoga, erkendelsens disciplin. I modsætning til handlingernes vej, karma marga, med dens foreskrevne pligter for enhver situation i livet, er jnana marga en filosofisk og psykologisk vej til erkendelse af sig selv og universet. At være, ikke at gøre, er nøglen til jnana marga. [Kursiveret af os.] Af største betydning er at denne vej giver udøverne mulighed for at opnå moksha i dette liv.“ (Great Asian Religions) Denne vej indebærer selvbeskuende meditation, forsagelse af verden og udøvelse af askese. Den er et udtryk for selvkontrol og selvfornægtelse.

3. Bhakti yoga — „Den populæreste form for hindutradition i dag. Dette er tilbedelsens vej, bhakti marga. I modsætning til karma marga . . . er denne vej lettere, mere utvungen, og kan følges af alle uden hensyn til kaste, køn og alder. . . . [Den] giver de menneskelige følelser og ønsker frit løb frem for at undertvinge dem ved yogisk askese . . . [Den] består udelukkende af hengivelse til guddomme.“ Og der er traditionelt 330 millioner guddomme at ære. Ifølge denne tradition er at kende det samme som at elske. Bhakti vil i realiteten sige „følelsesmæssig tilknytning til den gud man har valgt“. — Great Asian Religions.

4. Raja yoga — En metode med „særlige stillinger, åndedrætsmetoder og rytmisk gentagelse af de rette tankeformler“. (Man’s Religions) Denne metode består af otte trin.

 [Ramme/illustration på side 113]

Mahatma Gandhi og kastevæsenet

„Ikkevold er min første trosartikel. Det er også den sidste artikel i min trosbekendelse.“ — Mahatma Gandhi, 23. marts 1922.

Mahatma Gandhi, der blev kendt for sin ikkevoldsmodstand mod englænderne i Indien for at sikre landet uafhængighed (hvilket blev opnået i 1947), kæmpede også for at forbedre millioner af hinduers lod. Den indiske professor M. P. Rege forklarer: „Han forkyndte ahimsa (ikkevold) som den grundlæggende moralske værdi, hvilket han udlagde som omsorg for den enkeltes værdighed og velfærd. Han fornægtede de hinduiske skrifter som autoritet hvor deres lære var i strid med ahimsa, kæmpede tappert for at udrydde urørlighedsbegrebet og det hierarkiske kastesystem, og gik ind for kvindens ligeberettigelse på alle områder af livet.“

Hvordan betragtede Gandhi de urørliges stilling? I et brev til Jawaharlal Nehru, dateret den 2. maj 1933, skrev han: „Harijan-bevægelsen er for stor til at man blot kan forholde sig intellektuelt til den. Der er intet så slemt i verden. Og dog kan jeg ikke forlade religionen og dermed hinduismen. Mit liv ville være mig en byrde hvis jeg ikke havde hinduismen. Jeg elsker kristendommen, islam og mange andre religioner gennem hinduismen. . . . Dog kan jeg ikke tolerere den med urørlighedsbegrebet.“ — The Essential Gandhi.

[Illustration]

Mahatma Gandhi (1869-1948), agtet hinduleder som forkyndte ahimsa

 [Ramme/illustrationer på side 116, 117]

Nogle af hinduismens guder og gudinder

Aditi — gudernes moder; himmelgudinde; den uendelige

Agni — ildens gud

Brahma — skaberen, skabelsens princip i universet. En af guderne i Trimurti (den hinduiske gudetrehed)

Brahman eller Brahm — den øverste, altgennemtrængende magt eller kraft i universet, symboliseret ved lyden OM. (Se symbolet ovenfor.) Kaldes også Atman. Nogle hinduer betragter Brahman som et upersonligt Guddommeligt Princip eller Den Absolutte Virkelighed

Buddha — Gautama, buddhismens grundlægger; betragtes af hinduerne som en inkarnation (avatar) af Vishnu

Durga — Shivas hustru eller Shakti; identificeres med Kali

Ganesha — gud med elefanthoved, Shivas søn; fjerner forhindringer, bringer held. Kaldes også Ganapati og Gajanana

Ganga — gudinde, en af Shivas hustruer; personifikation af floden Ganges

Hanuman (Hanumat) — abegud og Ramas hengivne ven

Himalaya — sneens bolig, Parvatis fader

Kali — Shivas sorte gemalinde (Shakti), en blodtørstig gudinde for ødelæggelse; fremstilles ofte med en stor rød tunge som hænger ud af munden

Krishna — Vishnus ottende inkarnation, guden i Bhagavadgita. Skildres som en kåd yngling der elskede hyrdinderne

Lakshmi — Vishnus hustru, gudinde for skønhed og lykke

Manasa — slangegudinde

Manu — menneskeslægtens forfader; blev reddet fra vandfloden af en stor fisk

Mitra — lysets gud, af romerne kendt som Mithras

Nandi — tyren, Shivas ridedyr eller befordringsmiddel

Nataraja — Shiva i dansepositur omgivet af en ring af flammer

Parvati eller Uma — Shivas hustru; optræder også som gudinden Durga eller Kali

Prajapati — universets skaber, skabningernes herre, gudernes, dæmonernes og alle andre skabningers fader; senere kendt som Brahma

Purusha — det kosmiske urmenneske. De fire hovedkaster udgik fra hans krop

Radha — Krishnas elskede

Rama, Ramachandra — den syvende inkarnation af guden Vishnu. Beretningen om Rama og hans hustru Sita er fremstillet i det store epos Ramayana

Sarasvati — kundskabens gudinde og skaberen Brahmas hustru

 Shashti — gudinde som beskytter kvinder og børn under fødsler

Shiva — gud for frugtbarhed, død og ødelæggelse; medlem af Trimurti. Symboliseres ved en trefork og en fallos

Soma — både en gud og en berusende drik; livseliksiren

Vishnu — livets opretholder; det tredje medlem af Trimurti

(Baseret på en liste i Mythology — An Illustrated Encyclopedia)

[Illustrationer]

Øverst: Nataraja (dansende Shiva), og Sarasvati Nederst: Durga (Kali), og Krishna

[Ramme på side 120]

Hinduisk vandflodssagn

„Om morgenen bragte de vaskevand til Manu [menneskenes forfader og første lovgiver] . . . Mens han vaskede sig, fik han en fisk [Vishnu i hans inkarnation som Matsya] mellem hænderne. Den sagde til ham: ’Tag vare på mig, så vil jeg redde dig.’ Manu spurgte: ’Hvad vil du redde mig fra?’ Fisken svarede: ’En oversvømmelse vil rive alle disse skabninger med sig. Den vil jeg redde dig fra.’“

Fisken forklarede Manu hvordan han skulle tage vare på den. „Så sagde den: ’Det og det år kommer den oversvømmelse. Følg mit råd og byg et skib, og når vandet stiger, skal du gå om bord. Så vil jeg redde dig.’“

Manu fulgte fiskens instruktioner, og under vandfloden trak fisken skibet „op til det bjerg, der ligger nordpå“.

„Så sagde den: ’Jeg har reddet dig. Bind skibet til et træ, men lad ikke vandet trække dig væk fra bjerget. Efterhånden som vandet falder, kan du gå nedad.’“ — Satapatha-Brahmana; jævnfør Første Mosebog 6:9–8:22.

 [Kort/illustrationer på side 123]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Ganges tilbagelægger over 2400 kilometer fra Himalaya til Calcutta og dens delta i Bangladesh

INDIEN

Calcutta

Ganges

[Illustrationer]

Ganga Ma på Shivas hoved glider ned gennem hans hår

Fromme hinduer på en ghat under badning i Ganges i byen Varanasi (Benares)

 [Illustration på side 96]

Ganesha, den hinduiske lykkegud med elefanthoved, søn af Shiva og Parvati

[Illustrationer på side 99]

Lingaer (fallossymboler) æres af hinduer. Shiva (frugtbarhedens gud) befinder sig i en linga og har fire hoveder der vender hver sin vej

[Illustration på side 108]

Jain-nonner med mukha-vastrika, et klæde de bærer for munden for ikke at sluge og dræbe insekter

[Illustration på side 115]

Slangedyrkelse praktiseres hovedsagelig i Bengalen. Slangernes gudinde hedder Manasa

[Illustration på side 118]

Vishnu med hustruen Lakshmi på den sammenrullede slange Ananta, og den firhovedede Brahma på en lotus der skyder frem af Vishnus navle