Kapitel 13

Reformationen — den lange søgen tog en ny retning

1, 2. (a) Hvordan beskriver en bog om reformationen den romersk-katolske kirke i middelalderen? (b) Hvilke spørgsmål stiller vi angående romerkirkens tilstand?

„MIDDELALDERKIRKENS sande tragedie var at den ikke fulgte med tiden. . . . I stedet for at være progressiv, i stedet for at føre åndeligt an, var den tilbageskuende og dekadent, fordærvet ud i alle sine led.“ Sådan siger bogen The Story of the Reformation om den mægtige romersk-katolske kirke, der havde behersket det meste af Europa fra det 5. til det 15. århundrede.

² Hvordan kunne romerkirken miste sin styrke og blive ’dekadent og fordærvet’? Hvordan kunne det gå til at pavedømmet, der påberåbte sig apostolsk succession, holdt op med at „føre åndeligt an“? Og hvad blev resultatet af denne svigten? For at få svar på dette må vi kort undersøge hvad kirken havde udviklet sig til og hvilken rolle den spillede i menneskets søgen efter den sande Gud.

Kirkens forfald

3. (a) Hvordan klarede romerkirken sig materielt i slutningen af det 15. århundrede? (b) Hvordan forsøgte kirken at bevare sin pragt?

³ Ved slutningen af det 15. århundrede var romerkirken med sine mange sognekirker, munkeklostre og nonneklostre  blevet den største jordbesidder i hele Europa. Det hed sig at den ejede omkring halvdelen af jorden i Frankrig og Tyskland og godt og vel to femtedele i Sverige og England. Resultatet? „Roms pragt voksede umådeligt i slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet, og dens politiske betydning gik midlertidigt frem,“ siger bogen A History of Civilization. Pragten havde imidlertid sin pris, og for at opretholde den, måtte pavestolen finde på nye indtægtskilder. Historikeren Will Durant beskriver de forskellige midler man greb til:

„Som vederlag for udnævnelsen til et kirkeligt embede måtte man således til kurien, den pavelige centralstyrelse, betale halvdelen af det første års indtægt og derefter en tiendedel af årsindtægten. En nyudnævnt ærkebiskop måtte betale et højt gebyr for sit pallium, det hvide, uldne bånd, som han bærer over sin messehagel som tegn på sin værdighed. Når en kardinal, ærkebiskop, biskop eller abbed døde, tilfaldt samtlige hans personlige efterladenskaber pavestolen. . . . For ethvert privilegium og enhver retskendelse forventede kurien en  modydelse, og de retslige kendelser afhang ikke sjældent af dennes størrelse.“

4. Hvordan berørtes paverne af de rigdomme der strømmede til kirken?

⁴ De store pengesummer der år efter år strømmede ned i de pavelige pengekister, førte efterhånden til misbrug og fordærv. Det er blevet sagt at ’selv en pave ikke kan røre ved beg uden at få snavsede fingre’, og kirkehistorien opviste i denne periode hvad en historiker har kaldt „en række meget verdslige paver“. Denne paverække omfattede Sixtus IV (1471-84), der brugte store summer på at bygge Det Sixtinske Kapel, som har navn efter ham, og på at berige sine mange nevøer og niecer; Alexander VI (1492-1503), den berygtede Rodrigo Borgia, der åbent vedkendte sig og støttede sine uægte børn; og Julius II (1503-13), en nevø af Sixtus IV, som gik mere op i krig, politik og kunst end i sine kirkelige pligter. Det var fuldt berettiget at den hollandske katolske lærde Erasmus i 1518 skrev: „Den romerske kuries skamløshed har nået sit højdepunkt.“

5. Hvad har samtidige optegnelser at sige om de gejstliges moral?

⁵ Kirkens fordærv og umoralitet var ikke begrænset til pavestolen. En almindelig talemåde dengang var: „Hvis du vil ødelægge din søn, så gør ham til præst.“ Samtidige optegnelser bekræfter sandheden i dette. Will Durant nævner hvor mange der i 1499 „blev stillet for retten anklaget for ukyskhed“ i Norfolk i England, og siger: „De gejstlige synderes andel androg ca. 23% af samtlige anklagede, til trods for at gejstligheden kun udgjorde ca. 2% af den samlede befolkning. Der fandtes skriftefædre, som stillede ukyske forslag til deres kvindelige skriftebørn. Antallet af præster, som holdt konkubiner, beløb sig til tusinder. I Tyskland havde så godt som alle gejstlige en medleverske.“  (Se i modsætning hertil Første Korintherbrev 6:9-11; Efeserbrevet 5:5.) Moralen var også lav på andre områder. En spanier der levede dengang, skal beklagende have sagt: „Jeg ser at vi næsten ikke kan få noget af Kristi tjenere uden for penge; ved dåben penge . . . ved vielsen penge, for skriftemålet penge — end ikke den sidste olie uden penge! Der bliver ingen klokkeringning uden penge, ingen begravelse i kirken uden penge; det ser faktisk ud til at Paradiset er lukket for dem der ikke har penge.“ — Se i modsætning hertil Første Timoteusbrev 6:10.

6. Hvordan beskrev Machiavelli romerkirken? (Romerne 2:21-24)

⁶ For at sammenfatte hvordan det stod til med romerkirken i begyndelsen af det 16. århundrede, citerer vi datidens berømte italienske filosof Machiavelli, der skrev:

„Var den kristne religion blevet bevaret, som den blev givet af sin stifter, da ville de kristne stater og hele kristenheden være langt lykkeligere end nu. Der kan heller ikke gives noget tydeligere bevis for dens forfald end den kendsgerning, at jo nærmere folk står den romerske kirke, deres religions overhoved, des mindre religiøse er de.“

Tidlige reformforsøg

7. Hvordan gjorde kirken nogle halvhjertede forsøg på at behandle nogle af mislighederne?

⁷ Krisen i kirken blev ikke kun bemærket af mænd som Erasmus og Machiavelli, men også af kirken selv. Der blev holdt kirkemøder for at behandle nogle af klagemålene og mislighederne, men uden at det gav varige resultater. Paverne, der solede sig i deres egen magt og herlighed, modsatte sig ethvert virkeligt forsøg på at indføre reformer.

8. Hvad var resultatet af kirkens fortsatte forsømmelighed?

 ⁸ Havde kirken taget lidt alvorligere fat for at rense uvæsenet ud, var reformationen måske aldrig kommet. Men nu begyndte der at lyde krav om reformer, både inde fra kirken og udefra. I kapitel 11 har vi allerede nævnt valdenserne og albigenserne. Skønt de blev fordømt som kættere og slået ned med hård hånd, nåede de at så utilfredshed med gejstlighedens misbrug og at vække et ønske hos folk om at vende tilbage til Bibelen. Disse strømninger bevirkede at der fremstod nogle tidlige reformatorer.

Protester fra kirkens egne folk

9. Hvem var John Wycliffe, og hvad prædikede han imod?

⁹ Den katolske præst og teologiprofessor ved universitetet i Oxford, John Wycliffe (1330?-84), kaldes ofte „reformationens morgenstjerne“. Med et skarpt blik for kirkens svagheder tog han både på skrift og i prædikener til orde imod sådanne ting som fordærvet inden for munkeordenerne, pavelige skatter, transsubstantiationslæren (læren om at brødet og vinen ved messen bogstaveligt forvandles til Jesu Kristi kød og blod), skriftemålet og kirkens indblanding i verdslige anliggender.

10. Hvordan viste Wycliffe sin hengivenhed for Bibelen?

¹⁰ Wycliffe var særlig frimodig når han påpegede at kirken havde forsømt at undervise i Bibelen. Engang erklærede han: „Gud give at hver sognekirke i dette land havde en god bibel og gode udlægninger af evangeliet, og at præsterne studerede den grundigt og virkelig underviste folket i evangeliet og Guds bud!“ Med dette for øje gik Wycliffe i slutningen af sit liv i gang med at oversætte den latinske Vulgata-Bibel til engelsk. Bistået af sine nærmeste venner, især Nicolaus af Hereford, fremstillede han den  første fuldstændige bibel på engelsk. Dette var uden tvivl Wycliffes største bidrag til menneskets søgen efter Gud.

11. (a) Hvad udrettede Wycliffes tilhængere? (b) Hvordan gik det lollarderne?

¹¹ Wycliffes skrifter og bibeldele blev spredt overalt i England af nogle prædikanter der ofte kaldtes „fattigpræster“ fordi de drog omkring på bare fødder, uden materielle ejendele og iført en simpel klædedragt. De blev også nedsættende kaldt lollarder, som kommer af det nederlandske ord Lollaerd, ’en der fremmumler salmer eller bønner’. (Gyldendals Tibinds Leksikon) „I løbet af få år var deres antal blevet meget anseligt,“ siger bogen The Lollards. „Det blev anslået at mindst en fjerdedel af nationen enten af navn eller af gavn hældede til disse anskuelser.“ Alt dette undgik naturligvis ikke kirkens opmærksomhed. På grund af sine gode forbindelser både hos de styrende og i de lærde kredse, fik Wycliffe lov at dø i fred den sidste dag i 1384. Hans tilhængere var imidlertid mindre heldige. Under Henrik IV’s regering blev de stemplet som kættere, og mange af dem blev fængslet, torteret eller brændt på bålet.

12. Hvem var Johan Hus, og hvad prædikede han imod?

¹² John Wycliffes tanker gjorde et stærkt indtryk på bøhmeren (tjekken) Johan Hus (1369?-1415), der også var  katolsk præst og desuden rektor ved universitetet i Prag. Ligesom Wycliffe prædikede Hus imod romerkirkens fordærv og lagde vægt på bibellæsning. Derved pådrog han sig snart hierarkiets vrede. I 1403 gav myndighederne ham ordre til at holde op med at forkynde Wycliffes pavefjendske tanker, og de brændte offentligt Wycliffes bøger. Hus fortsatte imidlertid, og han skrev nogle af de mest svidende fordømmelser af kirkens handlinger, herunder afladshandelen. I 1410 blev han lyst i band.

13. (a) Hvad sagde Johan Hus var den sande kirke? (b) Hvordan gik det ham på grund af hans urokkelighed?

¹³ Johan Hus gik urokkeligt ind for Bibelen. „At gøre oprør mod en vildfaren pave er at adlyde Kristus,“ skrev han. Han lærte også at den sande kirke ikke bestod af paven og den romerske kirkeinstitution, men af „antallet af alle de udvalgte og Kristi mystiske legeme, hvis hoved er Kristus, og Kristi brud, som han i sin store kærlighed genløste med sit eget blod“. (Jævnfør Efeserbrevet 1:22, 23; 5:25-27.) For alt dette blev han forhørt ved kirkemødet i Konstanz og dømt for kætteri. Med en erklæring om at han ’hellere ville dø end fastholde en vildfarelse’ nægtede han at tilbagekalde sin lære og blev brændt på bålet i 1415. Det samme kirkemøde bestemte i øvrigt at Wycliffes rester skulle graves op og brændes, selv om han havde været død og begravet i over 30 år!

14. (a) Hvem var Girolamo Savonarola? (b) Hvad forsøgte Savonarola at gøre, og hvad var resultatet?

¹⁴ Endnu en tidlig reformator var dominikanermunken Girolamo Savonarola (1452-98) fra San Marco-klosteret i Firenze. Grebet af den italienske renæssance tog Savonarola til orde mod fordærvet inden for både kirke og stat. Med henvisning til Bibelen og til syner og åbenbaringer som han hævdede at have haft, søgte han at oprette en  kristen stat, en teokratisk orden. I 1497 lyste paven ham i band. Året efter blev han arresteret, torteret og hængt. Hans sidste ord lød: „Min Herre døde for mine synder. Skulle jeg da ikke med glæde give dette ringe liv for ham?“ Hans lig blev brændt og asken strøet i Arnofloden. Savonarola havde meget betegnende omtalt sig selv som „en forløber og et offer“. Blot få år senere blussede reformationen op i hele Europa.

Et hus i splid med sig selv

15. Hvordan blev kristenheden i Vesteuropa delt op af reformationen?

¹⁵ Da reformationens uvejr endelig brød løs, raserede det totalt kristenhedens religiøse hus i Vesteuropa. Fra at være underlagt den romersk-katolske kirkes næsten enevældige herredømme, blev det et hus som var grundigt i splid med sig selv. Sydeuropa — Italien, Spanien, Østrig og dele af Frankrig — forblev hovedsagelig katolsk. Resten af Europa blev opdelt i tre hovedretninger: Den lutherske i Tyskland og Skandinavien, den calvinistiske (eller reformerte) i Schweiz, Nederlandene, Skotland og dele af Frankrig, og den anglikanske i England. Spredt mellem disse var der mindre, men mere radikale grupper — først anabaptisterne og senere mennonitterne, huterianerne og puritanerne, som siden bragte deres tro med til Nordamerika.

16. Hvordan gik det efterhånden kristenhedens hus? (Markus 3:25)

¹⁶ Med årene er disse hovedretninger blevet yderligere opdelt, så der i dag findes i hundredvis af forskellige retninger — presbyterianske, episkopale, metodistiske, baptistiske og kongregationalistiske, for blot at nævne nogle få. Kristenheden er virkelig blevet et hus der er i splid med sig selv. Hvordan opstod denne splittelse?

 Luther og hans teser

17. Hvad kan regnes for at være den protestantiske reformations officielle begyndelse?

¹⁷ Hvis man skal fastsætte en bestemt dato for begyndelsen af den protestantiske reformation, må det være den 31. oktober 1517, da augustinermunken Martin Luther (1483-1546) slog sine 95 teser op på døren til Wittenberg slotskirke i den tyske delstat Sachsen. Men hvad havde fremkaldt denne dramatiske begivenhed? Hvem var Martin Luther? Og hvad protesterede han imod?

18. (a) Hvem var Martin Luther? (b) Hvad fik Luther til at fremsætte sine teser?

¹⁸ Ligesom Wycliffe og Hus var Martin Luther en lærd gejstlig. Han var desuden doktor i teologi og professor i bibelske studier ved universitetet i Wittenberg. Han blev kendt for sin indsigt i Bibelen. Skønt han gik stærkt ind for at frelse eller retfærdiggørelse kun kunne opnås ved tro og ikke ved gerninger eller ved bod, havde han ikke til hensigt  at bryde med romerkirken. Da han opslog sine teser var det i virkeligheden blot en reaktion på et særligt forhold, og ikke et planlagt oprør. Han protesterede mod afladshandelen.

19. Hvordan blev der handlet med aflad på Luthers tid?

¹⁹ På Luthers tid solgte man pavelige afladsbreve som ikke blot gav syndsforladelse til de levende, men også til de døde. „Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer,“ var en almindelig talemåde. For det jævne folk blev et afladsbrev næsten en forsikring mod straf for enhver synd, og der var ikke længere noget der hed anger. „Alle vegne,“ skrev Erasmus, „sælges fritagelse for skærsildens pinsler, ja den ikke blot sælges, men påtvinges dem der afviser den.“

20. (a) Hvorfor solgte Johan Tetzel afladsbreve i nærheden af Wittenberg? (b) Hvordan reagerede Luther på Tetzels afladshandel?

²⁰ I 1517 kom dominikanermunken Johan Tetzel til Jüterbog i nærheden af Wittenberg for at sælge aflad. De penge han fik ind, gik delvis til at bekoste opførelsen af Peterskirken i Rom og delvis til at sætte Albrecht af Brandenburg i stand til at betale de penge tilbage han havde lånt for at kunne betale den romerske kurie for embedet som ærkebiskop i Mainz. Tetzel mønstrede al sin sælgersnilde, og folk strømmede til ham. Luther var forarget, og han benyttede den hurtigste metode til offentligt at give udtryk for sin mening om hele den farceagtige affære — ved at nagle 95 debatpunkter på kirkedøren.

21. Hvilke argumenter fremførte Luther mod afladshandelen?

²¹ Luther kaldte sine 95 teser Disputats til Belysning af Afladens Kraft. Hans mål var ikke så meget at udfordre kirkens myndighed som at pege på misbruget og overdrivelserne  i forbindelse med salget af de pavelige afladsbreve. Dette ses af følgende teser:

„5. Paven vil ikke og kan ikke eftergive andre syndestraffe end dem, han selv har idømt enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse. . . .

20. Derfor mener paven med ’fuldkommen eftergivelse af alle bodsstraffe’ ikke alle overhovedet, men kun dem, han selv har pålagt. . . .

36. Enhver oprigtigt sønderknust kristen har fuldkommen eftergivelse af straf og skyld, og den tilkommer ham også uden afladsbreve.“

22. (a) Hvordan gik det efterhånden som Luthers budskab spredtes? (b) Hvordan reagerede paven i 1520, og hvordan gik det derefter?

²² Hjulpet på vej af den nyligt opfundne bogtrykkerkunst nåede disse sprængfarlige tanker hurtigt ud i Tyskland — og til Rom. Det der begyndte som en akademisk debat om afladshandelen, udviklede sig snart til en strid om trosspørgsmål og pavens myndighed. Først forsøgte kirken at debattere med Luther og befalede ham at tilbagekalde sine tanker. Da Luther nægtede dette, fik han både den kirkelige og den verdslige magt imod sig. I 1520 udsendte paven en bulle der forbød Luther at prædike og beordrede hans bøger brændt. Luthers reaktion var at brænde den pavelige bulle offentligt. I begyndelsen af 1521 lyste paven ham i band.

23. (a) Over for hvem måtte Luther afgive forklaring ved rigsdagen i Worms? (b) Hvordan erklærede Luther sit standpunkt, og hvad blev resultatet?

²³ Senere på året blev Luther indstævnet for rigsdagen i Worms. Forhøret blev overværet af kejseren over Det Hellige Romerske Rige, Karl V, en stejl katolik, og af de seks tyske kurfyrster og en lang række andre fyrster og standspersoner, både kirkelige og verdslige. Da man igen forsøgte  at presse Luther til at kalde sine meninger tilbage, gav han sit berømte svar: „Medmindre jeg bliver overbevist ved vidnesbyrd fra Skrifterne eller ved klare grunde . . ., hverken vil eller kan jeg genkalde noget, da det hverken er sikkert eller rådeligt at handle mod sin samvittighed. Gud hjælpe mig! Amen.“ For dette erklærede kejseren ham fredløs. Men herskeren over hans egen tyske stat, kurfyrst Frederik af Sachsen, kom ham til undsætning og skjulte ham på slottet Wartburg.

24. Hvad udrettede Luther mens han opholdt sig på slottet Wartburg?

²⁴ Det lykkedes dog ikke med disse forholdsregler at bremse udbredelsen af Luthers tanker. I sikkerhed på Wartburg, hvor han blev i ti måneder, helligede Luther sig skribentvirksomhed og bibeloversættelse. Han oversatte De Græske Skrifter til tysk fra Erasmus’ græske tekst. Senere fulgte De Hebraiske Skrifter. Luthers bibel viste sig at dække et stort behov hos det jævne folk. Det oplyses at „der blev solgt fem tusind eksemplarer på to måneder, to hundrede tusind på tolv år“. Dens indflydelse på tysk sprog og kultur er ofte blevet sammenlignet med King James-oversættelsens indflydelse i den engelsktalende verden.

25. (a) Hvordan opstod navnet „protestanter“? (b) Hvad var Den Augsburgske Bekendelse?

²⁵ I årene efter rigsdagen i Worms fik reformationen så megen støtte i befolkningen at kejseren i 1526 gav de enkelte tyske stater lov til selv at vælge hvilken religionsform de ville følge, den lutherske eller den romersk-katolske. Da kejseren i 1529 ændrede sin afgørelse, protesterede nogle af de tyske fyrster, og sådan blev reformationens tilhængere kaldt „protestanter“. Året efter, i 1530, forsøgte kejseren ved rigsdagen i Augsburg at udglatte forskellene mellem de to parter. Lutheranerne forelagde deres opfattelser  i et dokument, Den Augsburgske Bekendelse, som var udarbejdet af Filip Melanchthon men baseret på Luthers lære. Skønt dokumentet var meget forsonligt i tonen, afviste romerkirken det, og kløften mellem protestantismen og katolicismen blev uoverstigelig. Mange af de tyske stater stillede sig på Luthers side, og snart fulgte de skandinaviske lande efter.

Reformation eller oprør?

26. Hvad var ifølge Luther de grundlæggende punkter der skilte protestantismen og katolicismen?

²⁶ Hvilke grundlæggende punkter var det der skilte protestanterne og katolikkerne? Ifølge Luther var der tre punkter. For det første troede Luther at frelsen opnås ved „retfærdiggørelse ved tro alene“ (latin: sola fide) * og ikke ved præstelig syndsforladelse eller bodsgerninger. For det andet lærte han at tilgivelse udelukkende skænkes ved Guds nåde (sola gratia) og ikke af præster eller paver. For det tredje holdt Luther på at alle lærespørgsmål skulle bekræftes af Skriften alene (sola scriptura) og ikke af paver eller kirkemøder.

27. (a) Hvilke ubibelske katolske lærepunkter og skikke bibeholdt protestanterne? (b) Hvilke forandringer krævede protestanterne?

²⁷ Ifølge et katolsk opslagsværk bibeholdt Luther imidlertid „så meget af den gamle tro og liturgi som kunne indpasses i hans specielle opfattelser af synd og retfærdiggørelse“. Den Augsburgske Bekendelse siger at den lutherske tro „intet rummer, som afviger fra Bibelen eller fra den  katolske kirke eller fra den romerske kirke, så vidt den er os bekendt fra kirkefædrene“. Ja, som den lutherske tro blev fremlagt i Den Augsburgske Bekendelse, omfattede den både ubibelske lærdomme som læren om treenigheden, sjælens udødelighed og evig pine, og ubibelske skikke som barnedåb og fejring af kirkelige højtider og fester. På den anden side krævede lutheranerne også nogle forandringer, som for eksempel at folk fik lov til at nyde både vinen og brødet ved nadveren og at cølibatet, munkeløfterne og det obligatoriske skriftemål blev afskaffet. *

28. Hvad lykkedes for reformationen, og hvad lykkedes ikke?

²⁸ Som helhed lykkedes det Luther og hans tilhængere med deres reformation at afkaste det pavelige åg. Men som Jesus sagde i Johannes 4:24: „Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ Med Martin Luther tog menneskets søgen efter den sande Gud en ny retning, men man var stadig langt fra sandhedens smalle vej. — Mattæus 7:13, 14; Johannes 8:31, 32.

Zwinglis reform i Schweiz

29. (a) Hvem var Ulrich Zwingli, og hvad prædikede han imod? (b) Hvori adskilte Zwinglis reform sig fra Luthers?

²⁹ Mens Luther kæmpede mod pavelige udsendinge og borgerlige myndigheder i Tyskland, begyndte den katolske præst Ulrich Zwingli (1484-1531) en reformbevægelse i Zürich i Schweiz. Da befolkningen dér var tysktalende, var den allerede blevet berørt af de reformvinde der blæste fra nord. Omkring 1519 begyndte Zwingli at prædike mod afladshandel, Mariadyrkelse, præstecølibat og andre katolske dogmer. Skønt han erklærede sig uafhængig af Luther,  var han på mange områder enig med Luther og udbredte Luthers traktater. I modsætning til den mere konservative Luther gik Zwingli ind for at afskaffe alle levn fra romerkirken — billeder, krucifikser, præstekjoler, ja, selv den liturgiske musik.

30. På hvilket vigtigt punkt var Zwingli og Luther uenige?

³⁰ En alvorligere konflikt mellem de to reformatorer opstod imidlertid over spørgsmålet om alterets sakramente eller nadveren. Luther holdt på at Jesu ord: ’Dette er mit legeme,’ skulle fortolkes bogstaveligt og at Kristi legeme og blod mirakuløst var til stede i brødet og vinen der blev serveret ved nadveren. Zwingli hævdede derimod i sin afhandling Om Herrens nadver at Jesu udtalelse „skal opfattes billedligt eller metaforisk; ’dette er mit legeme’ betyder: ’Brødet betegner mit legeme,’ eller: ’er et billede på mit legeme.’“ På grund af denne uoverensstemmelse skiltes deres veje.

31. Hvordan endte Zwinglis arbejde i Schweiz?

³¹ Zwingli fortsatte med at forkynde sin reformlære i Zürich og gennemførte mange forandringer dér. Andre byer fulgte ham snart, men på landet, hvor folk var mere konservative, holdt man sig til katolicismen. Spændingen mellem de to grupper blev så stor at der udbrød borgerkrig mellem schweiziske protestanter og katolikker. I 1531 blev Zwingli dræbt i slaget ved Kappel i nærheden af Zugsøen. Da der omsider blev fred fik de enkelte distrikter lov til at afgøre om de ville være katolske eller protestantiske.

Anabaptister, mennonitter og huterianere

32. Hvem var anabaptisterne, og hvordan fik de dette navn?

³² Nogle protestanter syntes imidlertid ikke at reformatorerne gik vidt nok i deres afstandtagen fra pavekirkens fejl og vranglære. De mente at den kristne kirke kun skulle  bestå af aktive troende som lod sig døbe, og ikke af et lands eller en egns indbyggere som helhed. De forkastede derfor barnedåben og krævede adskillelse af kirke og stat. I hemmelighed gendøbte de deres medlemmer og fik derfor navnet „anabaptister“ (græsk for „gendøbere“). Da de nægtede at bære våben, aflægge ed eller beklæde offentlige embeder blev de betragtet som en trussel mod samfundet og blev forfulgt af både katolikker og protestanter.

33. (a) Hvad førte til at man skred hårdt ind over for anabaptisterne? (b) Hvordan spredtes anabaptisternes indflydelse?

³³ I begyndelsen fandtes anabaptisterne som små spredte grupper i dele af Schweiz, Tyskland og Nederlandene. Men da de udbredte deres tro overalt hvor de kom hen, voksede deres antal hurtigt. Grebet af religiøs iver fraveg en gruppe anabaptister deres pacifisme og indtog byen Münster i 1534 og forsøgte at gøre den til et kommunistisk, polygamt Nyt Jerusalem. Bevægelsen blev snart slået ned med stor voldsomhed. Denne episode gav anabaptisterne et dårligt rygte, og de blev på det nærmeste udryddet. I virkeligheden var de fleste anabaptister jævne, religiøse mennesker der forsøgte at leve en rolig og afsondret tilværelse. Blandt de bedre organiserede grupper af anabaptisterne var mennonitterne, som fulgte den nederlandske reformator Menno Simons, og huterianerne under tyroleren Jakob Huter. For at undgå forfølgelse udvandrede nogle af dem til Østeuropa — Polen, Ungarn og Rusland — og andre til Nordamerika, hvor de siden dukkede op som huterianersamfundet og amish-samfundet.

Calvinismens opståen

34. (a) Hvem var Johannes Calvin? (b) Hvilken betydningsfuld bog skrev han?

³⁴ Reformationen i Schweiz fortsatte under ledelse af en franskmand ved navn Jean Cauvin eller Johannes Calvin  (1509-64), som stiftede bekendtskab med den protestantiske lære i sin studentertid i Frankrig. I 1534 forlod han Paris på grund af religionsforfølgelsen og slog sig ned i Basel i Schweiz. Til forsvar for protestantismen udgav han værket Christianae Religionis Institutio (Indføring i den kristne religion), hvori han sammenfattede de tanker der var blevet fremsat af de tidlige kirkefædre og de middelalderlige teologer, samt af Luther og Zwingli. Dette værk blev det læremæssige grundlag for alle de reformerte kirker der siden blev grundlagt i Europa og Amerika.

35. (a) Hvordan forklarede Calvin sin forudbestemmelseslære? (b) Hvordan gik strengheden i dette dogme igen i andre dele af Calvins lære?

³⁵ I Institutio fremstillede Calvin sin teologi. For ham var Gud den absolutte suveræn hvis vilje bestemte og styrede alt. I modsætning hertil var det faldne menneske syndigt og fuldstændig uværdigt. Frelsen afhang derfor ikke af menneskets gode gerninger, men af Gud — hvilket affødte Calvins forudbestemmelseslære. Han skrev herom:

„I lighed med skriftens klare lære fastslår vi derfor,

at Gud én gang for alle ved en evindelig og uforanderlig beslutning har bestemt både hvem, han ønsker at bringe til frelse, og hvem, han ønsker at dømme til ødelæggelse. Vi bekræfter, at denne hans beslutning, for så vidt angår de udvalgte, er grundet på hans ufortjente nåde, helt uanset menneskelig fortjeneste, men at livets port er lukket for dem, som han overgiver til fordømmelsen, med en retfærdig og uforklarlig, men uigenkaldelig, dom.“

Denne strenghed gik igen i andre dele af Calvins lære. Han insisterede på at de kristne skulle leve et helligt og dydigt liv og ikke blot afholde sig fra synd men også fra fornøjelser  og pjank. Desuden hævdede han at kirken, som består af de udvalgte, må befries for alle borgerlige restriktioner og at et virkelig gudfrygtigt samfund kun kan indføres gennem kirken.

36. (a) Hvad forsøgte Calvin og Farel at gøre i Genève? (b) Hvilke strenge bestemmelser blev indført? (c) Hvordan behandlede Calvin dem der havde en anden teologisk opfattelse end han selv, og hvordan forsøgte han at retfærdiggøre sine handlinger?

³⁶ Kort efter at Calvin havde udgivet sit hovedværk overtalte en anden reformator fra Frankrig, Guillaume Farel, ham til at bosætte sig i Genève. De arbejdede sammen på at føre calvinismen ud i praksis. Deres mål var at gøre Genève til en Guds by, et gudstyret teokrati hvori kirkens og statens funktioner var forenede. De indførte strenge forskrifter med straffebestemmelser for alt lige fra religiøs undervisning og kirkelige handlinger til offentlig moral og endda sådanne ting som sanitet og brandforebyggelse. Et historisk dokument fortæller at „en frisør, for eksempel, for at sætte en bruds hår på en måde der blev regnet for upassende, blev fængslet i to dage, og moderen og to veninder der havde hjulpet til, fik samme straf. Dans og kortspil blev også straffet af bystyret“. De der havde en anden teologisk opfattelse end Calvin, fik en hård behandling. Det mest berygtede eksempel er henrettelsen af spanieren Miguel Serveto eller Michel Servet. — Se side 322.

37. Hvordan nåede Calvins indflydelse langt uden for Schweiz’ grænser?

³⁷ Calvin fortsatte sin reformvirksomhed i Genève til sin død i 1564, og den reformerte kirke blev solidt grundfæstet. Protestantiske reformatorer som blev forfulgt i andre lande, strømmede til Genève, antog calvinistiske tanker og bidrog til at grundlægge reformbevægelser i deres respektive  hjemlande. Snart bredte calvinismen sig til Frankrig, hvor huguenotterne (som de franske, calvinistiske protestanter kaldtes) blev hårdt forfulgt af katolikkerne. I Nederlandene var calvinisterne med til at grundlægge den nederlandsk-reformerte kirke. I Skotland oprettedes efter calvinistisk mønster den skotske presbyterianske kirke under nidkær ledelse af den tidligere katolske præst John Knox. Calvinismen spillede også en rolle i reformationen i England, og derfra førtes den med puritanerne til Nordamerika. Skønt Luther satte den protestantiske reformation i gang, fik Calvin således langt større indflydelse på dens videre forløb.

Reformationen i England

38. Hvordan blev den protestantiske ånd i England vakt af John Wycliffes arbejde?

³⁸ Bortset fra reformbevægelserne i Tyskland og Schweiz kan oprindelsen til den engelske reformation føres tilbage til John Wycliffe, hvis antigejstlige forkyndelse og betoning af Bibelen vakte den protestantiske ånd i England. Hans indsats for at oversætte Bibelen til engelsk blev fulgt op af andre. William Tyndale, der måtte flygte fra England, udgav sit Nye Testamente i 1526. Han blev senere forrådt i Antwerpen, kvalt og brændt på bålet. Miles Coverdale fuldførte hans oversættelsesarbejde, og hele Bibelen forelå i 1535. Udgivelsen af Bibelen på modersmålet var uden tvivl den enkeltfaktor der bidrog stærkest til reformationen i England.

39. Hvilken rolle spillede Henrik VIII for reformationen i England?

³⁹ Det formelle brud med katolicismen fandt sted da Henrik VIII (1491-1547), af paven kaldet troens forsvarer, i 1534 fik vedtaget den berømte Suprematsakt, der gjorde  ham til den engelske kirkes overhoved. Han nedlagde også klostrene og fordelte deres besiddelser blandt lavadelen. Desuden befalede han at der i hver kirke skulle anbringes en engelsk udgave af Bibelen. Hans handlinger var dog mere politisk end religiøst betonede. Hans mål var at frigøre sig fra pavens myndighed, især i sine ægteskabelige anliggender. * Religiøst set forblev han inderst inde katolik til det sidste.

40. (a) Hvilke forandringer fandt sted i den engelske kirke under Elizabeth I’s regering? (b) Hvilke afvigende grupper opstod efterhånden i England, Nederlandene og Nordamerika?

⁴⁰ Det var under Elizabeth I’s lange regering (1558-1603) at den engelske kirke blev protestantisk i praksis, skønt den stort set forblev katolsk i sin opbygning. Den afskaffede troskaben mod paven, præstecølibatet, skriftemålet og andre katolske skikke, men bevarede en episkopal form for kirkestruktur i sit hierarki af ærkebiskopper og biskopper, samt munke- og nonneordener. * Denne konservatisme skabte betydelig utilfredshed, og der opstod forskellige afvigergrupper. Puritanerne krævede en grundigere reform for at rense kirken for alle romersk-katolske skikke; separatisterne og de uafhængige holdt på at de kirkelige anliggender skulle styres af lokale ældste (presbytere). Mange af dem der havde afvigende meninger flygtede til Nederlandene eller til Nordamerika, hvor de videreudviklede deres kongregationalistiske og baptistiske kirker. I England opstod også Vennernes Samfund (kvækerne)  under George Fox (1624-91) og metodisterne under John Wesley (1703-91). — Se nedenstående oversigt.

Hvilken virkning havde den?

41. (a) Hvordan har reformationen, ifølge nogle forskere, indvirket på historien? (b) Hvilke spørgsmål kræver alvorlig overvejelse?

⁴¹ Nu da vi har betragtet reformationens tre hovedstrømme — den lutherske, den calvinistiske og den anglikanske — må vi standse op og bedømme hvad reformationen udrettede. Det kan ikke nægtes at den ændrede historiens løb i den vestlige verden. „Reformationens virkning var at den gav folket en tørst efter frihed og et højere og renere borgerskab. Hvor som helst den protestantiske sag blev udbredt, gjorde den masserne mere selvbevidste,“ skrev John F. Hurst i sin bog Short History of the Reformation. Mange forskere mener at den vestlige civilisation som vi kender den i dag, ville have været umulig uden reformationen. Men hvordan dette nu end forholder sig,  må vi spørge: Hvad udrettede reformationen i religiøs henseende? Hvad betød den for menneskets søgen efter den sande Gud?

42. (a) Hvad er uden tvivl det største gode som reformationen har medført? (b) Hvilke spørgsmål angående reformationens resultater må vi imidlertid stille?

⁴² Det største gode som reformationen medførte, var uden tvivl at den skaffede Bibelen til veje for det jævne folk på modersmålet. For første gang fik folk hele Guds ord i hænde så de kunne læse det og hente åndelig næring i det. Men det var selvfølgelig ikke nok at de kunne læse Bibelen. Skaffede reformationen også folk frihed, ikke blot fra den pavelige myndighed men også fra de fejlagtige læresætninger og dogmer de havde trællet under i århundreder? — Johannes 8:32.

43. (a) Hvilke trosbekendelser bygger de fleste af vore dages protestantiske kirker på, og hvilke læresætninger fører de? (b) Hvad har den frie ånd som reformationen medførte, betydet for menneskets søgen efter den sande Gud?

⁴³ Næsten alle protestantiske kirker bygger på de samme trosbekendelser — den nikænske, den athanasianske og den apostolske — som forfægter nogle af de samme lærepunkter som katolicismen har fremholdt i århundreder, såsom læren om treenigheden, om sjælens udødelighed og om et brændende helvede. Disse ubibelske dogmer gav folk et forvrænget billede af Gud og hans hensigt. Og frem for at lede folk i deres søgen efter den sande Gud, har de utallige sekter og trosretninger der opstod som følge af den frie ånd som den protestantiske reformation medførte, blot spredt dem ud i mange forskellige retninger. Den splittelse og forvirring dette medførte, fik mange til at betvivle selve Guds eksistens. Resultatet var at der i 1800-tallet rejste sig en voksende bølge af ateisme og agnosticisme. Det vil vi behandle i det næste kapitel.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

 [Ramme/illustrationer på side 322]

„Om treenighedslærens vildfarelser“

Som 20-årig udgav spanieren Michel Servet (1511-53), der havde studeret jura og medicin, værket De Trinitatis erroribus (Om treenighedslærens vildfarelser), hvori han erklærede at han ikke ville bruge ordet treenighed, da det ikke fandtes i Skriften og kun syntes at videreføre en filosofisk vildfarelse. Han fordømte treenighedslæren som en lære der ikke kan forstås, en lære der ifølge tingenes natur er umulig, og som en lære der endog kan betragtes som gudsbespottelig.

For sine frimodige udtalelser blev han dømt til døden af den katolske kirke. Men det var calvinisterne der pågreb ham og lod ham domfælde og brænde levende over en sagte ild. Calvin retfærdiggjorde sin handling med disse ord: „Når papisterne er så hårde og voldsomme i forsvar for deres overtro, at de i grumt raseri vil udgyde uskyldigt blod, skammer kristne øvrighedsmænd sig da ikke over at vise sig mindre ivrige i forsvar for den sande lære?“ Calvins religiøse fanatisme og personlige had slørede hans dømmekraft og bevirkede at de kristne principper blev trådt under fode. — Jævnfør Mattæus 5:44.

[Illustrationer]

Johannes Calvin (til venstre) lod Michel Servet brænde levende som kætter

[Oversigt på side 327]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Forenklet oversigt over de vigtigste kirkeretninger

2. årh. — Frafaldets begyndelse

Romersk-katolske kirke

4. årh. (Konstantin)

5. årh. Koptere

Jakobitter

1054

Ortodokse kirker

Russiske

græske

rumænske og andre

16. årh. Reformationen

Lutheranere

Tyske

svenske

amerikanske og andre

Anglikanere

Episkopale

Metodister

Frelsens Hær

Baptister

Pinsebevægelsen

Kongregationalister

Calvinister

Presbyterianere

Reformerte kirker

[Illustrationer på side 307]

Træskærerarbejder fra 1500-tallet som stiller Jesu uddrivelse af pengevekslerne i modsætning til pavens salg af afladsbreve

[Illustrationer på side 311]

Johan Hus på bålet

Den engelske reformator og bibeloversætter John Wycliffe

[Illustrationer på side 314]

Martin Luther (til højre) protesterede mod Johan Tetzels salg af afladsbreve