Kapitel 7

Taoismen og kungfutsianismen – en søgen efter himmelens vej

De tre hovedreligioner i Kina og tilgrænsende lande er taoismen, kungfutsianismen og buddhismen. I modsætning til buddhismen er taoismen og kungfutsianismen imidlertid ikke blevet verdensreligioner. De har stort set holdt sig i Kina og de steder hvor kinesisk kultur har øvet indflydelse. Der findes ingen officielle statistikker over taoismens og kungfutsianismens udbredelse i Kina i dag, men de to religioner har sammen domineret det religiøse liv hos næsten en fjerdedel af verdens befolkning de sidste 2000 år.

1. (Med indledningen.) (a) Hvor praktiseres taoismen og kungfutsianismen, og hvor udbredte er disse religioner? (b) Hvilken periode i historien går vi tilbage til for at undersøge disse læresystemer?

’LAD hundrede blomster blomstre og hundrede skoler kappes.’ Denne udtalelse, der blev gjort berømt af Mao Tse-tung i en tale i Folkerepublikken Kina i 1956, er i virkeligheden en fri gengivelse af en vending som kinesiske lærde har brugt til at beskrive epoken i Kina fra det femte til det tredje århundrede f.v.t., kaldet De Stridende Rigers periode. På den tid var det mægtige Chou-dynasti  (ca. 1122-256 f.v.t.) gået i forfald og blevet til et system af løst sammenknyttede feudalstater der hele tiden lå i krig med hinanden, hvad der gik hårdt ud over den jævne befolkning.

2. (a) Hvad førte til at der opstod „hundrede skoler“? (b) Hvad er der tilbage af „de hundrede skoler“?

² Ustabiliteten og lidelserne under disse krige svækkede alvorligt den traditionelle herskerklasses autoritet. Folket ønskede ikke længere stiltiende at finde sig i aristokratiets luner og følgerne deraf. Ideer og forhåbninger der længe havde været undertrykt, brød nu frem som „hundrede blomster“. Forskellige åndsretninger eller skoler fremsatte ideer om styreform, lov og ret, samfundsorden, adfærd og etik, og om emner som agerbrug, musik og litteratur, som et middel til at genindføre nogenlunde normale forhold. De blev kendt som „hundrede skoler“. De fleste af dem fik ingen varig indflydelse. Men to af disse skoler blev så fremtrædende at de har øvet indflydelse på livet i Kina i  over 2000 år. De skulle med tiden blive kendt som taoismen og kungfutsianismen.

Hvad er tao?

3. (a) Hvad betegner det kinesiske begreb tao? (b) Hvad troede kineserne var alle tings årsag, i stedet for en Skaber? (Jævnfør Hebræerbrevet 3:4.)

³ For at forstå hvorfor taoismen og kungfutsianismen kom til at øve en så dybtgående og varig indflydelse på det kinesiske folk og desuden på folk i Japan, Korea og andre nabolande, må man kende lidt til det grundlæggende kinesiske begreb tao. Ordet betyder i sig selv „vej eller sti“. I udvidet forstand kan det også betyde „metode, princip eller læresætning“. Kineserne opfattede den orden og harmoni de så i universet, som manifestationer af tao, en slags guddommelig vilje eller lov som findes i universet og styrer det. I stedet for at tro på en Skaber, en Gud som styrer universet, troede de med andre ord på et forsyn, en himmelsk vilje eller slet og ret på himmelen selv som alle tings årsag.

4. Hvordan overførte kineserne begrebet tao på menneskelige forhold? (Jævnfør Ordsprogene 3:5, 6.)

⁴ Idet de overførte tao-begrebet på menneskelige forhold, anlagde de det synspunkt at der findes en naturlig og rigtig måde at gøre alting på, og at alt og enhver har sin rette plads og sin rette funktion. De mente for eksempel at hvis herskeren gjorde som han skulle, idet han behandlede folket retfærdigt og tog vare på offerritualerne i forbindelse med det himmelske, ville nationen have fred og fremgang. Og hvis undersåtterne på  deres side var villige til at finde den rette vej eller tao og følge den, ville alt blive harmonisk, fredeligt og effektivt. Men hvis de gik imod vejen eller gjorde modstand imod den, ville resultatet blive kaos og katastrofe.

5. (a) Hvad er taoismens syn på tao? (b) Hvad er kungfutsianismens syn på tao? (c) Hvilke spørgsmål må besvares?

⁵ Denne opfattelse, at man bør følge tao og ikke gribe forstyrrende ind i dens forløb, er et centralt element i kinesisk filosofisk og religiøs tænkning. Taoismen og kungfutsianismen kan siges at være to forskellige udtryk for samme opfattelse. I taoismen anlægges en synsvinkel som bunder i mysticismen. I sin oprindelige form maner taoismen til uvirksomhed, ro og passivitet, til at trække sig bort fra samfundet og vende tilbage til naturen. Dens grundidé er at alt vil blive godt hvis folk blot sætter sig ned, ingenting gør og lader naturen gå sin gang. I kungfutsianismen, derimod, anlægger man en mere pragmatisk synsvinkel. Kungfutsianismen lærer at der vil blive orden i samfundet når alle udfylder deres tiltænkte rolle og gør deres pligt. Med tanke på dette systematiserer den alle menneskelige og samfundsmæssige forhold — forholdet mellem hersker og undersåt, mellem fader og søn, mellem mand og kone, og så videre — og giver retningslinjer for dem alle. Alt dette afføder en række spørgsmål: Hvordan opstod disse to systemer? Hvem grundlagde dem? Hvordan bliver de praktiseret i dag? Og hvad har de bidraget med når det gælder menneskets søgen efter Gud?

Taoismen — en filosofisk begyndelse

6. (a) Hvad ved vi om taoismens grundlægger? (b) Hvordan blev taoismens grundlægger kendt som Lao-tse?

⁶ Taoismen var på sine tidligste stadier mere en filosofi end en religion. Dens grundlægger, Lao-tse (Lao-tzu), var utilfreds med datidens urolige og kaotiske forhold og  søgte lindring ved at trække sig bort fra samfundet og vende tilbage til naturen. Man ved ikke meget om denne mand. Han skal have levet i det sjette århundrede f.v.t., men selv det er usikkert. Han blev i almindelighed kaldt Lao-tse, der betyder „den gamle mester“ eller „den gamle“, for ifølge legenden var hans moder gravid med ham så længe at hans hår allerede var blevet hvidt da han blev født.

7. Hvad lærer vi om Lao-tse i „Historiske Optegnelser“?

⁷ De eneste officielle optegnelser om Lao-tse findes i Shih Chi (Historiske Optegnelser) af Ssu-ma Ch’ien, en respekteret hofhistoriker i det andet og første århundrede f.v.t. Ifølge dette skrift var Lao-tses virkelige navn Li Erh, og han var embedsmand ved de kejserlige arkiver i Loyang i det centrale Kina. Men vigtigere er det at vi her finder denne beretning om Lao-tse:

„Lao-tse boede i Chou det meste af sit liv. Da han forudså Chous forfald, drog han af sted og kom til grænsen. Toldbetjenten Yin Hsi sagde: ’Herre, siden det behager dig at trække dig tilbage, beder jeg dig om for min skyld at skrive en bog.’ Derpå skrev Lao-tse en bog i to dele bestående af godt og vel 5000 ord, hvori han behandlede begreberne Vejen [tao] og Kraften [te]. Så drog han videre. Ingen ved hvor han døde.“

8. (a) Hvilken bog skal Lao-tse have skrevet? (b) Hvorfor bliver bogen fortolket på mange forskellige måder?

 ⁸ Mange forskere tvivler på at denne beretning er autentisk. Men i hvert fald er den bog der blev skrevet, kendt som Tao Te Ching (ofte oversat „Klassikeren om Vejen og Kraften“) og regnes for taoismens hovedskrift. Den er skrevet i fyndige, gådefulde vers som nu og da kun består af tre eller fire ord. På grund af dette og fordi betydningen af nogle skrifttegn har ændret sig væsentligt siden Lao-tses tid, er bogen blevet fortolket på mange forskellige måder.

Glimt fra „Tao Te Ching“

9. Hvordan beskrev Lao-tse tao i Tao Te Ching?

⁹ I Tao Te Ching gør Lao-tse rede for tao, naturens højeste vej, og overfører principperne på enhver form for menneskelig virksomhed. Her følger nogle uddrag af Tao Teh Ching, oversat til norsk af Karl Ludvig Reichelt og fordansket af Sven Damsholt. Den siger om tao:

 „Der findes et væsen, ubegribeligt og fuldkomment.

Det var før himmel og jord var til, . . .

Det kan betragtes som verdens moder.

Jeg kender ikke dets navn,

men jeg taler om det som Tao.“ — Kapitel 25.

„Alle ting frembringes ved Tao

og næres ved dens strømmende kraft [te].

De får deres form i samklang med hver enkelts væsen

og fuldbyrdes efter hver enkelts vilkår.

Alle ting i verden, uden undtagelse, ærer derfor Tao

og priser dens strømmende kraft [te].“ — Kapitel 51.

10. (a) Hvad er taoismens mål? (b) Hvordan overføres dette på den menneskelige adfærd?

¹⁰ Hvad får vi ud af disse gådefulde linjer? At tao for taoisterne er en slags mystisk kosmisk kraft der står bag det materielle univers. Taoismens mål er at finde frem til tao, forlade verden og blive ét med naturen. Denne tanke kommer også til udtryk i taoisternes syn på menneskelig adfærd. Her er en formulering af dette ideal i Tao Te Ching:

„Det er bedre at savne alt end at gribe efter mere end man kan holde.

Hvis man ofte berører en skarp spids, kan den ikke blive ved med at være skarp.

Når et hus bliver fyldt med guld og ædle stene, er det ikke længere trygt.

Når rigdom og ære fører til overmod, medfører de deres egen ulykke.

Når ens værk er fuldbyrdet, er det livets lov at trække sig tilbage.“ — Kapitel 9.

11. Hvordan kan det taoistiske ideal beskrives?

¹¹ Disse få eksempler viser at taoismen, i hvert fald i begyndelsen, først og fremmest var en filosofisk retning. Taoisterne reagerede på den uretfærdighed, lidelse,  ødelæggelse og håbløshed som det hårde styre under datidens feudalsystem førte med sig, og mente at vejen til fred og harmoni bestod i at søge tilbage til de gamles tradition fra tiden før der fandtes konger og ministre som herskede over det jævne folk. Deres ideal var at leve et roligt liv i landlige omgivelser i pagt med naturen. — Ordsprogene 28:15; 29:2.

Taoismens anden vismand

12. (a) Hvem var Chuang-tzu? (b) Hvad føjede han til Lao-tses oprindelige lære?

¹² Lao-tses filosofi blev ført et skridt videre af Chuang Chou eller Chuang-tzu, det vil sige „Mester Chuang“ (369-286 f.v.t), som blev regnet for Lao-tses betydeligste efterfølger. I sin bog Chuang Tzu uddybede han ikke blot tao, men gjorde også nærmere rede for begreberne yin og yang, der først var blevet behandlet i I Ching. (Se side 83.) Efter hans opfattelse er intet virkelig varigt eller absolut, men alt flyder og er i stadig bevægelse mellem to modsætninger. I kapitlet „Efterårsoversvømmelsen“ skrev han:

„Intet i universet er varigt, for alt lever kun indtil det dør. Kun tao, som hverken har begyndelse eller ende, varer evigt. . . . Livet kan sammenlignes med en rap hest der galoperer i fuld fart — den forandrer sig konstant og uafladeligt, i hver brøkdel af et sekund. Hvad bør du gøre? Hvad bør du ikke gøre? Det spiller egentlig ikke nogen rolle.“

13. (a) Hvordan er det taoistiske livssyn, ifølge Chuang-tzus videreudvikling af filosofien? (b) Hvilken anekdote huskes Chuang-tzu bedst for?

¹³ Denne filosofi, der lægger vægt på uvirksomhed, har ført til det taoistiske syn at det ikke tjener noget formål at gøre noget for at gribe ind i det naturen har sat i gang. Før eller senere vil alt vende tilbage til det modsatte. Uanset  hvor uudholdelig en situation er, vil den snart blive bedre. Uanset hvor behagelig en situation er, vil den snart være forbi. (Se i modsætning hertil Prædikeren 5:18, 19.) Dette filosofiske livssyn kommer til udtryk i den anekdote som Chuang-tzu huskes bedst for:

„Engang drømte jeg, at jeg var en sommerfugl. Jeg fløj glad omkring og tænkte ikke på andet end at være sommerfugl. Da med ét vågnede jeg, og det stod klart for mig, at jeg var Zhuang Zi [Chuang-tzu]. Men nu véd jeg bare ikke, om jeg er Zhuang Zi der drømte, at jeg var en sommerfugl, eller om jeg i virkeligheden er en sommerfugl, der drømmer, at den er Zhuang Zi.“ — Kinas religioner 1 af Søren Egerod.

14. Hvor har den taoistiske indflydelse gjort sig gældende?

¹⁴ Denne filosofi kom til at præge stilarter inden for poesi og malerkunst som blev udviklet af kinesiske kunstnere i senere generationer. (Se  side 171.) Men taoismen skulle ikke forblive en passiv filosofi ret meget længere.

Fra filosofi til religion

15. (a) Hvilken tanke voksede frem blandt taoisterne fordi de var så optaget af naturen? (b) Hvilke udtalelser i Tao Te Ching bidrog til denne tanke?

¹⁵ I deres bestræbelser for at blive ét med naturen blev taoisterne optaget af dens tidløshed og evne til at forny sig. De tænkte på om man ved at leve i harmoni med tao eller naturens vej, på en eller anden måde kunne få adgang til naturens hemmeligheder og blive immun over for fysisk skade, sygdom og endda døden. Selv om Lao-tse ikke lagde vægt på dette, lader det til at være antydet nogle steder i Tao Te Ching. I kapitel 16 står der for eksempel: „Om det menneske som lever i Tao ved vi at det skal forblive. Om end dets legeme går til grunde vil det ikke selv tage skade.“

16. Hvordan bidrog Chuang-tzus skrifter til de magiske opfattelser inden for taoismen?

 ¹⁶ Chuang-tzu bidrog også til sådanne spekulationer. I en dialog i Chuang Tzu spørger en mytisk skikkelse en anden: „Du er gammel, og alligevel er dit udseende som et barns. Hvordan kan det være?“ Den anden svarede: „Jeg har lært tao.“ Chuang-tzu skrev om en anden taoistfilosof: „Nu kunne Liehtse ride på vinden. Han sejlede lykkeligt i den kølige brise og fortsatte i femten dage før han vendte tilbage. Blandt de dødelige som opnår lykke, er et sådant menneske sjældent.“

17. Hvad begyndte taoisterne at eksperimentere med, og med hvilket resultat? (Jævnfør Romerbrevet 6:23; 8:6, 13.)

¹⁷ Sådanne historier gav taoisternes fantasi næring, og de begyndte at eksperimentere med meditation, diæter og åndedrætsøvelser der angiveligt kunne udsætte kroppens forfald og døden. Snart begyndte der at cirkulere legender om udødelige der kunne flyve på skyer og komme til syne og forsvinde igen som de ville, og som boede på hellige bjerge eller fjerne øer i utallige år og levede af dug eller magiske frugter. Kinesisk historie fortæller at Ch’in-kejseren Shih Huang-Ti i 219 f.v.t. sendte en flåde af skibe med 3000 drenge og piger ud for at finde sagnøen P’eng-lai, de udødeliges bolig, så de kunne bringe udødelighedens urt med tilbage. De kom naturligvis ikke tilbage med denne eliksir, men traditionen fortæller at de befolkede de øer der senere kom til at hedde Japan.

18. (a) Hvilken taoistisk tanke lå bag håbet om ’udødelighedspillerne’? (b) Hvilke andre magiske øvelser og handlinger blev udviklet inden for taoismen?

¹⁸ Under Han-dynastiet (206 f.v.t.–220 e.v.t.) blev der lagt ny vægt på magien i taoismen. Det hed sig at kejser Wu Ti, der ganske vist fremmede kungfutsianismen som statens officielle lære, følte sig stærkt tiltrukket af den  taoistiske idé om fysisk udødelighed. Han var særlig optaget af at få lavet ’udødelighedspiller’ ved hjælp af alkymi. Ifølge taoistisk opfattelse opstår livet når de modsatte kræfter yin og yang (den kvindelige og den mandlige kraft) forenes. Ved at sammensmelte bly (mørkt, yin) og kviksølv (lyst, yang) forsøgte alkymisterne at efterligne naturens proces, og resultatet mente de ville blive en udødelighedspille. Taoisterne udviklede også yogalignende øvelser, åndedrætsteknikker, diætforskrifter og seksualhygiejniske øvelser som de mente ville styrke ens livsenergi og forlænge livet. Blandt deres udstyr var magiske talismaner som skulle kunne gøre én usynlig og usårlig over for våben eller gøre det muligt at gå på vandet  eller flyve gennem rummet. De satte også magiske segl, som regel med yin-yang-symbolet, på bygninger og over døråbninger for at holde onde ånder og vilde dyr borte.

19. Hvordan blev taoismen organiseret?

¹⁹ Omkring det andet århundrede e.v.t. blev taoismen organiseret. En vis Chang Ling eller Chang Tao-ling grundlagde et hemmeligt taoistisk samfund i det vestlige Kina og beskæftigede sig med magisk helbredelse og alkymi. Da hvert medlem måtte betale en bestemt mængde ris som afgift, nemlig fem skæpper (en gammel måleenhed), blev hans bevægelse kendt som „fem-skæpper-ris-taoismen“ (wu-tou-mi tao). Chang hævdede at han havde fået en personlig åbenbaring fra Lao-tse, og han blev den første „himmelmester“. Det siges at det til sidst lykkedes ham at lave livseliksiren og at han steg levende op til himmelen, ridende på en tiger, fra bjerget Lung-hu (Dragetigerbjerget) i Kiangsi-provinsen. Med Chang Tao-ling begyndte en århundredlang række af taoistiske „himmelmestre“, som alle skal have været reinkarnationer af Chang.

Buddhismens udfordring mødes

20. Hvordan forsøgte taoismen at modvirke buddhismens indflydelse?

²⁰ I det syvende århundrede, under T’ang-dynastiet (618-907 e.v.t.), begyndte buddhismen at vinde frem i det religiøse liv i Kina. Som et modtræk begyndte taoismen at føre sig frem som en religion med kinesiske rødder. Lao-tse blev ophøjet til gud, og taoistiske skrifter blev kanoniseret. Der blev bygget templer og klostre, og der blev oprettet munke- og nonneordener, mere eller mindre efter buddhistisk mønster. Desuden optog taoismen i sin egen gudeverden mange af den kinesiske folketros guder, gudinder, feer og udødelige, såsom de otte udødelige (Pa  Hsien), ildstedets gud (Tsao Shen), byguder (Ch’eng Huang) og dørvogtere (Men Shen). Resultatet var en sammenblanding af elementer fra buddhismen, traditionel overtro, spiritisme og forfædredyrkelse. — 1 Korinther 8:5.

21. Hvad blev taoismen efterhånden til, og hvordan?

²¹ Med tiden degenererede taoismen langsomt til et system af afgudsdyrkelse og overtro. Hver enkelt dyrkede blot sine yndlingsguder og -gudinder i de lokale templer og bad dem om beskyttelse mod det onde og om hjælp til at opnå held og lykke her på jorden. Præsterne kunne lejes  til at forrette begravelser, udvælge gunstige steder at placere grave, huse og forretninger, kommunikere med de døde, yde beskyttelse mod onde ånder og spøgelser, forestå fejringen af højtider og udføre forskellige andre ritualer. Det der begyndte som en filosofisk skole med rod i mystikken, var altså blevet til en religion der var dybt forankret i troen på udødelige ånder, et brændende helvede og halvguder — forestillinger hentet fra det gamle Babylons forurenede pulje af falske trosopfattelser.

Kinas anden fremtrædende vismand

22. Hvilken skole blev dominerende i Kina, og hvilke spørgsmål må vi se på?

²² Vi har nu fulgt taoismens oprindelse, udvikling og forfald, men vi må ikke glemme at taoismen blot var én af de „hundrede skoler“ der skød op i Kina i De Stridende Rigers periode. En anden skole der efterhånden blev fremtrædende, ja dominerende, var kungfutsianismen. Men hvorfor blev kungfutsianismen så fremtrædende? Af alle kinesiske vismænd er Kungfutse uden tvivl den der er bedst kendt uden for Kina, men hvem var han egentlig? Og hvad lærte han?

23. Hvilke personlige oplysninger om Kungfutse findes i „Historiske Optegnelser“?

²³ For at få noget at vide om Kungfutse vender vi os igen til Ssu-ma Ch’iens værk Shih Chi (Historiske Optegnelser). I modsætning til de kortfattede oplysninger om Lao-tse finder vi en omfattende biografi om Kungfutse. Her er nogle personlige oplysninger, gengivet efter en oversættelse til engelsk af den kinesiske forsker Lin Yutang:

„Kungfutse blev født i byen Tsou i distriktet Ch’angping i landet Lu. . . . [Hans moder] bad ved højen Nich’iu, og svaret på bønnen var at hun undfangede Kungfutse i  hertug Hsiang af Lus 22. år (551 f.Kr.). Der var en tydelig forhøjning på hans hoved ved fødselen, og han blev derfor kaldt ’Ch’iu’ (der betyder ’høj’). Hans litterære navn var Chungni, og hans efternavn K’ung.“ *

24. Hvad skete der i Kungfutses barndom og ungdom?

²⁴ Kort efter hans fødsel døde faderen, men det lykkedes moderen at give ham en god uddannelse, selv om hun var fattig. Drengen udviklede en stærk interesse for historie, poesi og musik. Ifølge Samtalerne, en af De Fire Kungfutsianske Bøger, hengav han sig til lærde studier da han var 15. Da han var 17, fik han en mindre tjenestemandsstilling i sin hjemstat, Lu.

25. Hvordan berørtes Kungfutse af sin moders død? (Jævnfør Prædikeren 9:5, 6; Johannes 11:33, 35.)

 ²⁵ Hans økonomiske stilling forbedredes øjensynlig, så da han var 19 giftede han sig og fik året efter en søn. Men da han var i midten af tyverne døde hans moder. Det virkede åbenbart stærkt på ham. Han fulgte samvittighedsfuldt de gamle traditioner og trak sig tilbage fra det offentlige liv for at sørge ved hendes grav i 27 måneder, hvorved han gav kineserne et klassisk eksempel på sønlig pietet.

Læreren Kungfutse

26. Hvad begyndte Kungfutse at beskæftige sig med efter sin moders død?

²⁶ Derefter forlod han sin familie og begyndte som omvandrende lærer. Han underviste blandt andet i musik, poesi, litteratur, samfundslære, etik og naturvidenskab, i det omfang noget sådant fandtes dengang. Han må have skabt sig noget af et navn, for det blev sagt at han en overgang havde hele 3000 elever.

27. Hvad ved man om Kungfutse som lærer? (Jævnfør Mattæus 6:26, 28; 9:16, 17; Lukas 12:54-57; Johannes 4:35-38.)

²⁷ I Østen æres Kungfutse hovedsagelig som en mesterlig lærer. Indskriften på hans grav i Ch’ü-fou i Shantung-provinsen kalder ham ganske enkelt: „Den gamle, højhellige lærer.“ En vestlig skribent beskriver hans undervisningsmetode på denne måde: „Han gik omkring fra ’sted til sted fulgt af dem der tilegnede sig hans syn på livet’. Når de rejste et længere stykke, kørte han med oksekærre. Dyrets rolige tempo betød at eleverne kunne følge med til fods, og det er tydeligt at emnerne for hans forelæsninger ofte var hentet fra ting der skete langs vejen.“ Det er interessant at Jesus senere, og uafhængigt af dette, brugte en lignende fremgangsmåde.

28. Hvad førte til at Kungfutse blev en højt agtet lærer, ifølge den kinesiske forfatter Lin Yutang?

 ²⁸ Det der gjorde Kungfutse til en agtet lærer blandt orientalerne var uden tvivl at han selv var en god elev, især når det gjaldt historie og etik. „Folk følte sig ikke så meget tiltrukket af Kungfutse fordi han var den viseste mand i sin samtid, som fordi han var den der havde tilegnet sig mest lærdom, den eneste på sin tid som kunne lære dem om de gamle bøger og den gamle lærdom,“ skrev Lin Yutang. Lin anfører denne kærlighed til lærdom som måske den vigtigste grund til at kungfutsianismen sejrede over andre skoler eller åndsretninger. Han opsummerer det på denne måde: „De kungfutsianske lærere havde noget bestemt at fremføre, og de kungfutsianske elever havde noget bestemt at tilegne sig, nemlig historisk lærdom, mens de andre skoler blot kunne lufte deres egne meninger.“

„Det er Himmelen der kender mig!“

29. (a) Hvad var Kungfutses egentlige mål i livet? (b) Hvordan forsøgte han at nå dette mål, og med hvilket resultat?

²⁹ Trods sin succes som lærer betragtede Kungfutse ikke undervisningen som sin livsgerning. Han mente at hans tanker om etik og moral kunne redde datidens problemfyldte verden hvis blot herskerne ville følge dem ved at tage ham eller hans elever med i deres regeringer. Derfor forlod han og en lille gruppe af hans nærmeste disciple hjemstaten Lu og drog omkring fra stat til stat og forsøgte at finde en vís hersker der ville antage hans ideer om styre og samfundsorden. Hvordan gik det? Shih Chi siger: „Til sidst forlod han Lu, blev afvist i Ch’i, blev drevet ud af Sung og Wei, led nød mellem Ch’en og Ts’ai.“ Efter at have rejst omkring i fjorten år vendte han tilbage til Lu, skuffet, men ikke nedbrudt.

30. Hvilke litterære værker danner grundlaget for kungfutsianismen?

 ³⁰ Resten af sin levetid hengav han sig til arbejde og undervisning på det litterære område. (Se side 177.) Skønt han sikkert beklagede sin upåagtede tilværelse, sagde han: „Jeg knurrer ikke mod Himmelen. Jeg beklager mig ikke over for mennesker. Jeg driver mine studier på jorden, og jeg er i kontakt med Himmelen oventil. Det er Himmelen der kender mig!“ Han døde i år 479 f.v.t., 73 år gammel.

Kernen i de kungfutsianske tanker

31. Hvad lærte Kungfutse om hvordan der kan opnås orden i samfundet?

³¹ Skønt Kungfutse udmærkede sig ved sin lærdom og sin undervisning, var hans indflydelse på ingen måde begrænset til de akademiske kredse. Hans mål var ikke blot at undervise i regler for adfærd og moral, men også at genoprette fred og orden i samfundet, som på den tid var splittet på grund af de konstante krige mellem feudalherrerne. Derfor lærte Kungfutse at alle, fra kejseren til den  jævne mand, måtte lære hvilken rolle der var tiltænkt dem i samfundet, og leve i overensstemmelse med den.

32, 33. (a) Hvad står det kungfutsianske begreb li for? (b) Hvad ville det ifølge Kungfutse føre til at praktisere li?

³² I kungfutsianismen er dette begreb kendt som li, der betyder sømmelighed, høflighed, tingenes orden, og i videre forstand ritual, ceremoni og ærbødighed. Som svar på spørgsmålet: „Hvad er dette store li?“ gav Kungfutse denne forklaring:

„Af alt hvad folk lever efter, er li det største. Uden li ved vi ikke hvordan vi skal tilbede universets ånder på rette måde, eller hvordan vi skal fastsætte den rette status for kongen og ministrene, herskeren og undersåtterne og de ældre og de yngre, eller hvordan vi skal bestemme de moralske forhold mellem kønnene, mellem forældre og børn og mellem brødre, eller hvordan vi skal skelne mellem de forskellige slags forhold i familien. Det er derfor et ædelt menneske nærer så stor agtelse for li.“

³³ Li er altså den regel for adfærd som et ædelt menneske (chün-tzu) følger i alle sociale forhold. Når alle bestræber sig for at gøre dette „bliver alt rigtigt i familien, i staten og i verden,“ sagde Kungfutse, og da følger man tao eller himmelens vej. Men hvordan skal li udtrykkes? Det fører os over i et andet af kungfutsianismens centrale begreber — jen (udtales ren), menneskelighed eller menneskekærlighed.

34. Hvad betegner det kungfutsianske begreb jen, og hvordan bidrager det til at bekæmpe samfundets onder?

³⁴ Mens li lægger vægt på restriktioner gennem ydre regler, har jen at gøre med menneskenaturen eller det indre menneske. Den kungfutsianske opfattelse, især som den udtrykkes af Kungfutses betydeligste discipel, Mencius (Meng-tzu), er at menneskenaturen i bund og grund  er god. Løsningen på alle samfundets onder er derfor at forædle sig selv, og for at gøre dette må man begynde med uddannelse og kundskab. Åbningskapitlet i Den Store Lære, oversat til dansk af Jørgen Klubien, siger:

„Var grundige Kundskaber tilegnet, blev Tanken oprigtig. Var Tanken oprigtig, blev Sindet kontrolleret. Var Sindet kontrolleret, blev Karakteren forædlet. Var Karakteren forædlet, blev Familien velordnet. Var Familien velordnet, blev Staten godt administreret. Var Staten godt administreret, blev hele Riget fredfyldt. Fra Himlens Søn (d.v.s. Kejseren) ned til den jævne Mand bør enhver betragte Forædling af Karakteren som Roden til alt andet.“

35. (a) Hvordan kan principperne li og jen sammenfattes? (b) Hvordan afspejles alt det i det kinesiske livssyn?

³⁵ Ifølge Kungfutse vil overholdelsen af li altså sætte folk i stand til at optræde rigtigt i enhver situation, og  opdyrkelsen af jen vil få dem til at behandle alle andre venligt. Resultatet vil teoretisk set være fred og harmoni i samfundet. Det kungfutsianske ideal, der bygger på principperne om li og jen, kan sammenfattes på denne måde:

„Godhed hos faderen, pietet hos sønnen

Venlighed hos den ældste broder, ydmyghed og respekt hos den yngste

Retfærdig optræden hos manden, lydighed hos hustruen

Medmenneskelig omtanke hos de ældre, agtelse hos de yngre

Velgørenhed hos herskerne, loyalitet hos ministrene og undersåtterne.“

 Alt dette er med til at forklare hvorfor de fleste kinesere og andre østerlændinge lægger så stor vægt på familiebåndene, på flid og uddannelse, og på at kende deres plads og opføre sig derefter. Disse begreber er på godt og ondt blevet dybt forankret i kinesernes bevidsthed gennem århundreders indprentning.

Kungfutsianismen bliver en statskult

36. Hvordan opnåede kungfutsianismen status som en statskult?

³⁶ Da kungfutsianismen vandt frem, endte „de hundrede skolers“ periode. Han-dynastiets kejsere fandt i den kungfutsianske lære om loyalitet mod herskeren netop det de behøvede for at befæste tronens magt. Under kejser Wu Ti, som vi allerede har nævnt i forbindelse med taoismen, blev kungfutsianismen ophøjet til statskult. For at blive embedsmand måtte man være velbevandret i de kungfutsianske klassikere, og enhver som ville ind i statens tjeneste måtte bestå eksamener der var baseret på de kungfutsianske klassikere. Kungfutsianske riter og ritualer blev kongehusets religion.

37. (a) Hvordan blev kungfutsianismen til en religion? (b) Hvorfor er kungfutsianismen i virkeligheden mere end blot en filosofi?

³⁷ Disse forandringer bidrog stærkt til at højne Kungfutses anseelse i det kinesiske samfund. Han-kejserne indførte den tradition at frembære ofre ved Kungfutses grav. Man gav ham også ærestitler. Og i 630 e.v.t. befalede T’ang-kejseren T’ai Tsung at der skulle bygges et statsligt tempel for Kungfutse i hver provins og hvert distrikt i hele riget, og at der regelmæssigt skulle frembæres ofre. Kungfutse blev i praksis ophøjet til Gud, og kungfutsianismen blev en religion som ikke adskilte sig meget fra taoismen eller buddhismen. — Se side 175.

 Arven fra Østens visdom

38. (a) Hvordan er det gået med taoismen og kungfutsianismen siden 1911? (b) Men hvordan forholder det sig stadig med disse religioners grundideer?

³⁸ Efter kejserdømmets fald i Kina i 1911 er kungfutsianismen og taoismen blevet udsat for stærk kritik og tilmed forfølgelse. Taoismen blev bragt i miskredit på grund af dens magiske og overtroiske skikke. Og kungfutsianismen er blevet stemplet som feudalistisk og anklaget for at fremme en slavementalitet der holder folk, og især kvinder, nede. Men trods denne officielle fordømmelse er grundtankerne i disse religioner så dybt forankrede i kinesernes bevidsthed at de fortsat har et stærkt greb om store dele af befolkningen.

39. Hvad siger en avis om overtroiske religiøse skikke i Kina?

³⁹ For eksempel fortalte den canadiske avis Globe and Mail i 1987, under overskriften „Religiøse riter sjældne i Beijing, men udbredte i kystområderne“, at begravelsesritualer, tempelceremonier og mange overtroiske skikke stadig er almindelige i kinesiske landdistrikter efter henved 40 år med ateistisk styre. „De fleste landsbyer har en fengshui, som regel en ældre mand der kan tyde vinden (feng) og vandet (shui) for at afgøre hvor det vil være bedst at placere forskellige ting — alt fra familiegraven til det nye hus eller stuemøblerne,“ hedder det i artiklen.

40. Hvilke religiøse skikke udøves på Taiwan?

⁴⁰ Taoismen og kungfutsianismen findes også andre steder hvor traditionel kinesisk kultur har overlevet. På Taiwan tjener en mand der hævder at nedstamme fra Chang Tao-ling, som „himmelmester“ med myndighed til at ordinere taoistpræster (Tao Shih). Den populære gudinde  Matsu, der kaldes „Den Hellige Moder i Himmelen“, dyrkes som skytshelgen for øen og for sømænd og fiskere. Folk i almindelighed ofrer hovedsagelig til flodernes, bjergenes og stjernernes ånder, erhvervenes skytsguder og guderne for sundhed, lykke og rigdom. *

41. Hvordan bliver kungfutsianismen udøvet som religion i dag?

⁴¹ Hvordan så med kungfutsianismen? Dens rolle som religion er blevet beskåret, og den er nærmest blevet et nationalt monument. I Ch’ü-fou, Kungfutses fødeby, vedligeholder staten Kungfutses tempel og familieejendom som turistattraktioner. Ifølge tidsskriftet China Reconstructs opfører man her forestillinger hvor „den rituelle tilbedelse af Kungfutse genoplives“. Og i Singapore, på Taiwan, i Hongkong og andre steder i Østasien fejrer folk stadig Kungfutses fødselsdag.

42. Hvordan kommer taoismen og kungfutsianismen til kort i menneskets søgen efter den sande Gud?

⁴² I kungfutsianismen og taoismen ser vi hvordan et system der bygger på menneskers visdom og ræsonnementer, uanset hvor logisk og velmenende det måtte være, ender med at komme til kort i menneskets søgen efter den sande Gud. Hvorfor? Fordi det ser bort fra et centralt element, nemlig en personlig Guds vilje og krav. Kungfutsianismen ser hen til menneskenaturen som drivkraften til at gøre det gode, og taoismen ser hen til naturen. Men det er ikke dét man bør sætte sin lid til, for det er kun at tilbede det skabte i stedet for Skaberen. — Salme 62:9; 146:3, 4; Jeremias 17:5.

43. Hvordan har kinesernes religiøse traditioner været en hindring for dem i deres søgen efter den sande Gud?

 ⁴³ Traditioner som forfædredyrkelse, tilbedelse af gudebilleder og ærefrygt for en kosmisk himmel og naturens ånder, samt alle de riter og ritualer der er forbundet med dette, er imidlertid blevet så dybt forankrede i kinesisk tankegang at de bliver godtaget som den ubestridte sandhed. Det er ofte meget vanskeligt at tale med en kineser om en personlig Gud eller Skaber, fordi denne forestilling er så fremmed for ham. — Romerne 1:20-25.

44. (a) Hvordan reagerer tænkende mennesker på naturens undere? (b) Hvad opfordres vi til at gøre?

⁴⁴ Det kan ikke nægtes at naturen er fyldt med visdom og undere og at vi mennesker har fået fantastiske gaver i form af fornuften og samvittigheden. Men som det blev påpeget i kapitlet om buddhismen, har de undere vi ser i naturen fået tænkende mennesker til at drage den slutning at der må findes en Konstruktør eller Skaber. (Se siderne 151, 152.) Ville det da ikke være logisk at forsøge at finde frem til denne Skaber? Det er netop hvad Skaberen opfordrer os til at gøre: „Løft jeres øjne mod det høje og se. Hvem har skabt disse? Det er Ham der fører deres hær ud efter tal; han kalder dem alle ved navn.“ (Esajas 40:26) Når vi gør det, vil vi ikke alene få at vide hvem Skaberen er, nemlig Jehova Gud, men også hvad han har i beredskab for vor fremtid.

45. Hvilken østerlandsk religion vil vi nu undersøge?

⁴⁵ Foruden buddhismen, kungfutsianismen og taoismen, der har spillet en vigtig rolle i det religiøse liv i Østen, er der en østerlandsk religion som er særegen for det japanske folk — shinto. Hvad er dens særpræg? Hvordan er den opstået? Har den ført folk til den sande Gud? Det vil vi se på i det næste kapitel.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

[Ramme på side 162]

Udtalen af kinesiske ord

For at være i overensstemmelse med de fleste opslagsværker og lærebøger har vi i denne bog anvendt Wade-Giles-systemet for translitteration af kinesiske ord. Nogle af bogstaverne udtales anderledes end på dansk:

ch udtales dj, som i Tao Te Ching (djing)

ch’ tj, som i Ch’in-dynastiet (tjin-)

hs sj, som i Ta Hsüeh (sjue), Den Store Lære

j r, som i jen (ren), menneskekærlighed

k g, som i den buddhistiske gudinde Kuan-yin (goan-jin)

k’ k, som i K’ung-fu-tzu (kung-fu-tzu), Kungfutse

t d, som i tao (dao), Vejen

t’ t, som i T’ang-dynastiet (tang-)

[Ramme på side 175]

Kungfutsianismen — filosofi eller religion?

Da Kungfutse sagde så lidt om Gud, betragter mange kungfutsianismen som en filosofi og ikke som en religion. Men det han sagde og gjorde, viste at han var religiøs. Det kom til udtryk på to måder. For det første nærede han ærefrygt for en højeste kosmisk, åndelig magt, det kineserne kalder T’ien eller Himmelen, som han anså for at være kilden til al dyd og moralsk godhed, og som han mente alt var ledet af. For det andet lagde han stor vægt på samvittighedsfuld udførelse af de ritualer og ceremonier der var forbundet med tilbedelsen af himmelen og forfædrenes ånder.

Selv om Kungfutse aldrig fremholdt disse synspunkter som en religion, er de for mange generationer af kinesere blevet netop dette.

 [Ramme/illustrationer på side 177]

Kungfutsianismens fire bøger og fem klassikere

De Fire Bøger

1. Den Store Lære (Ta Hsüeh), grundlaget for et ædelt menneskes uddannelse; det første skrift der blev studeret af skoledrenge i det gamle Kina

2. Den Indre Ligevægt (Chung Yung), en afhandling om udvikling af menneskenaturen gennem mådehold

3. Samtalerne (Lun Yü), en samling af Kungfutses udtalelser; regnes for den kungfutsianske tænknings hovedkilde

4. Mencius’ bog (Meng-tzu), skrifter og udtalelser af Kungfutses største discipel, Mencius eller Meng-tzu

De Fem Klassikere

1. Poesiens Bog (Shih Ching), 305 digte som afspejler dagliglivet i begyndelsen af Chou-tiden (1000-600 f.v.t)

2. Historiens Bog (Shu Ching), indeholder fire bøger med kinesisk historie fra Yu-tiden til Zhoudynastiet

3. Forvandlingernes Bog (I Ching), en spådomsbog baseret på fortolkninger af de 64 mulige kombinationer af seks hele eller brudte linjer

4. Ritualernes Bog (Li Chi), en samling regler for ceremonier og ritualer

5. Forårs- og efterårsannalerne (Ch’un Ch’iu), historiske optegnelser for Kungfutses hjemstat, Lu, som dækker perioden 722-481 f.v.t.

[Illustrationer]

Herover: De Fem Klassikere

Til venstre: En del af Den Store Lære (en af De Fire Bøger), citeret på side 181

[Illustration på side 163]

Tao, ’den vej man bør gå’

[Illustration på side 165]

Lao-tse, taoismens filosof, ridende på en bøffel

[Illustration på side 166]

Taoisttempel for Matsu, „Den Hellige Moder i Himmelen“, på Taiwan

 [Illustration på side 171]

Bjerge indhyllet i tåge, stille vand, svajende træer og lærde eneboere — populære motiver i kinesisk landskabs-maleri — afspejler det taoistiske ideal at leve i harmoni med naturen

[Illustrationer på side 173]

Til venstre: Taoistisk skulptur af guden for et langt liv omgivet af de otte udødelige. Til højre: Taoistpræst ved forrettelsen af en begravelse

[Illustration på side 179]

Kungfutse, Kinas betydeligste vismand, holdes i ære for sin moralske og etiske lære

[Illustration på side 181]

Kungfutsianske ritualer lever videre under disse festligheder ved Sung Kyun Kwan, et kungfutsiansk undervisningscenter fra det 14. århundrede i Seoul i Korea

[Illustrationer på side 182]

Hvad enten kineseren er buddhist, taoist eller kungfutsianer, vil han som regel (vist fra venstre) ære sine forfædre derhjemme, tilbede rigdommens gud og ofre i templerne på højtidsdage