Betingelser for at få adgang til det åndelige paradis
Kapitel 7
Betingelser for at få adgang til det åndelige paradis
1, 2. Hvilke betingelser som nævnes i Esajas 55:6, 7 må man opfylde for at få adgang til det åndelige paradis?
VEJEN til det åndelige paradis ligger stadig åben! Indbydelsen til at træde ind i det lyder stadig over hele jorden! Hvad må man gøre for at tage imod indbydelsen? De betingelser man må opfylde, udtrykkes smukt med de næste ord i den inspirerede profeti i Esajas, kapitel 55:
2 „Søg [Jehova], medens han findes, kald på ham, den stund han er nær! Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til [Jehova], at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade.“ — Esajas 55:6, 7.
3. (a) Hvorfor er det nu man må ’søge Jehova’? (b) I hvilken forstand er han „nær“?
3 Eftersom vi har levet i „endens tid“ for den verdslige tingenes ordning lige siden 1914, er den tid hvori man endnu kan finde Jehova på en gunstig måde, meget kort. Det er derfor nu man må søge ham. Man behøver ikke at gå langt i sin søgen for at finde ham. Han er stadig nær, så de der oprigtigt søger ham kan nå frem til ham. Det er også nu man må kalde på ham. Han er ikke uden for hørevidde. Det er nu, før „[Jehovas] store og frygtelige dag“, at følgende forsikring gælder: „Enhver, som påkalder [Jehovas] navn, skal frelses.“ — Joel 3:4, 5; Romerne 10:13.
4. (a) Forklar hvad det vil sige at den gudløse eller onde skal „forlade sin vej“. (b) Hvad indebærer det at forlade urette eller skadelige tanker, og hvorfor er det vigtigt at gøre dette?
4 Vi får også at vide hvad vi må gøre for at søge Jehova og for at påkalde hans navn. Vi må være opmærksomme på vor livsførelse og vor tankegang, som har meget at gøre med vor hjertetilstand. Det fremgår af formaningen: „Den gudløse [onde, NW] forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til [Jehova].“ (Esajas 55:7) Hvis den onde og gudløse ønsker at søge Jehova og finde ham og at kalde på ham og blive hørt, må han naturligvis forlade sin onde vej. Jehova hader det onde. Den ondes tanker vil desuden være urette, idet han vil tænke på at volde andre skade. For at søge Jehova, som er en kærlig Gud, må han altså holde op med sine urette, skadelige tanker og begynde at tænke nyttige, gavnlige tanker. Han må lægge sig dét alvorligt på sinde som Gud siger i Ordsprogene 21:27: „Vederstyggeligt er de gudløses offer, især når det ofres for skændselsdåd.“ En adfærd og en tankegang som kan godkendes af retfærdighedens Gud, er en betingelse for at få adgang til det åndelige paradis for dem der tilbeder og tjener ham.
5. (a) Hvordan gjaldt det for fortidens landflygtige jøder at de måtte „vende om til Jehova“? (b) Hvad kunne de der opfyldte denne betingelse, se frem til?
5 Der siges at den onde, den der tænker urette tanker, skal „vende sig“ eller „vende om“ (Ka; NW) til Jehova. Det viser at den onde eller gudløse på et tidspunkt er kommet bort fra Jehova og er blevet slet, men at han engang har stået i et nært, godt og fredeligt forhold til Jehova. Sådan var det med fortidens israelitter frem til det tidspunkt da de, som forudsagt tidligere i Esajas’ profeti, blev ført i landflygtighed til Babylon. I første række er formaningen til at „vende om til Jehova“ derfor specielt henvendt til de landflygtige jøder i Babylon. De måtte angre deres uredelighed og deres ugerninger som havde medført at deres hjemland var blevet lagt øde og de var kommet i landflygtighed i det hedenske Babylonien. Deres hjemland skulle ligge øde en begrænset tid, i halvfjerds år, og derefter skulle det atter tages i besiddelse af en trofast og gudfrygtig jødisk rest som blev udfriet fra Babylon. Efterhånden som den fastsatte tid for udfrielsen fra Babylon nærmede sig, ville det være tilrådeligt, ja nødvendigt, at de landflygtige jøder begyndte at forberede sig på at være blandt dem der fik det privilegium at vende tilbage til deres hjemland og forvandle det til et paradis.
6, 7. (a) Hvad gjorde profeten Daniel i harmoni med Esajas 55:7, og hvorfor var dette på sin plads? (b) I hvilket år vendte medlemmerne af den jødiske rest og deres tjenere tilbage til deres hjemland?
6 Den aldrende profet Daniel, der var kommet til Babylon som landflygtig allerede elleve år før Jerusalem og Juda var blevet ødelagt, gav agt på formaningen i Esajas 55:7. Det var i år 539 f.v.t. Det gamle Babylon ved Eufratfloden var lige blevet indtaget af den persiske erobrer Kyros den Store. Kyros’ forbundsfælle, mederen Darius, herskede nu midlertidigt som konge over Babylon. „I hans første regeringsår,“ siger Daniel, „lagde jeg, Daniel, i skrifterne mærke til det åremål, i hvilket Jerusalem efter [Jehovas] ord til profeten Jeremias skulle ligge i grus, halvfjerdsindstyve år. Jeg vendte mit ansigt til Gud Herren for at fremføre bøn og begæring under faste i sæk og aske. Og jeg bad til Herren min Gud.“ (Daniel 9:1-4) I sin bøn bekendte Daniel at han tilhørte et genstridigt folk og han indrømmede sin andel i dets synder og ulydighed mod Gud.
7 Daniel havde ikke personligt fulgt en gudløs vej og næret urette, skadelige tanker, så hans bøn for de landflygtige jøder fandt nåde for Guds øjne. Den aldrende Daniel, som tjente kong Darius og derefter kong Kyros, vendte ikke tilbage til Judas land, men han glædede sig usigeligt over at se en angrende, omvendt rest af jøder, sammen med tusinder af ikke-jødiske tjenere, vende tilbage til deres hjemland for at genopbygge Jerusalem og dets tempel. Dette skete ved udløbet af de halvfjerds års øde tilstand i 537 f.v.t.
8. Hvordan kunne den situation som resten af de åndelige israelitter befandt sig i ved afslutningen af den første verdenskrig, sammenlignes med den situation de kødelige jøder befandt sig i ved afslutningen af deres landflygtighed i Babylon?
8 På lignende måde måtte den nutidige rest af åndelige israelitter i et vist omfang ændre handlemåde og tankegang da den første verdenskrig sluttede den 11. november 1918 og de trådte ind i efterkrigstiden, stadig i live på jorden. Deres landflygtighed i Babylon den Stores domæne, borte fra Guds fulde gunst, skulle snart høre op, og tiden var inde til at de burde tænke på hvordan de havde svigtet og var kommet til kort i forbindelse med at tjene og tilbede Gud. De var kommet under samfundsansvar på grund af den første verdenskrigs blodsudgydelser og voldshandlinger. De måtte søge Jehova og påkalde hans navn i bøn. Idet de således nærmede sig Gud, fulgte de den profetiske tilskyndelse: „Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til [Jehova].“ — Esajas 55:7
9. (a) Hvad gjorde resten af de åndelige israelitter da de søgte Jehova? (b) Hvor længe var de forpligtede til at tjene Gud, og hvilket arbejde skulle udføres?
9 Mens resten af de åndelige israelitter søgte Jehova og samtidig påkaldte det guddommelige navn i bøn, foretog de et fornyet studium af de hellige skrifter, nu da det var gået anderledes end de havde ventet på grundlag af deres forståelse af Bibelens profetier. De måtte ændre deres tankegang og handlemåde og indstille sig på den nye og uventede situation der nu åbnede sig for dem. De havde ikke indviet sig til deres Gud indtil et bestemt år, som for eksempel 1914 eller 1918, men for evigt. Dette forpligtede dem til fortsat at tjene den sande Gud så længe han bevarede dem i live på jorden. Gennem sit skrevne ord og sin organisation åbenbarede han for „restens“ medlemmer at der var et yderst vigtigt arbejde de skulle udføre på jorden i forbindelse med hans nyfødte messianske rige. De havde derfor al mulig grund til at „vende om til Jehova“. Men ville deres bestræbelser i denne retning lykkes, i betragtning af hvordan de tidligere havde svigtet?
10. Havde de nogen grund til at tro at Gud ville tage imod dem, i betragtning af hvordan de tidligere havde svigtet?
10 Ligesom de landflygtige jøder i fortidens Babylon, havde resten af de åndelige israelitter al mulig grund til at være ved godt mod nu da de atter nærmede sig Gud. Hvorfor? På grund af denne forsikring i Esajas 55:7: „Og lad ham vende om til Jehova, som vil have barmhjertighed med ham, og til vor Gud, for han vil tilgive gavmildt.“ — NW
HVORDAN GUD TILGIVER GAVMILDT
11. I hvilken forstand kan det siges at Gud tilgav de landflygtige jøder „gavmildt“?
11 Gud er ikke karrig med at tilgive. Tilskyndet af sin store barmhjertighed tilgiver han „gavmildt“. Han viste at han havde tilgivet de landflygtige jøder i Babylon ved barmhjertigt at gøre et mirakel for dem. Han åbnede fangenskabets porte i Babylon og gav dem mulighed for at vende tilbage til deres hjemland der havde ligget øde, uden mennesker eller husdyr, i halvfjerds år! Dette forbløffede de omboende folk som så det, og de kunne kun tilskrive Israels Gud dette mirakel. „Da hed det blandt folkene: ’[Jehova] har gjort store ting imod dem!’ [Jehova] har gjort store ting imod os, og vi blev glade. Vend, o [Jehova], vort fangenskab som Sydlandets strømme [der fyldes efter tørke]!“ (Salme 126:2-4) I betragtning af deres tidligere synder og overtrædelser fortjente de landflygtige jøder ikke dette, men på grund af deres oprigtige sindsændring tilgav Gud dem „gavmildt“.
12. Hvad vidnede om at Jehova på tilsvarende måde førte resten af de åndelige israelitter tilbage til sin gunst?
12 Det samme gjaldt den nutidige rest af de åndelige israelitter. På grund af deres oprigtige sindsændring udfriede Gud dem fra Babylon den Stores magt ved hjælp af sin større Kyros, kongen Jesus Kristus, og førte dem tilbage til deres retmæssige åndelige domæne på jorden, til et forhold hvor de nød Guds gunst og havde fred med ham. Han begyndte atter at bruge dem til at forkynde tidens aktuelle budskab, „denne gode nyhed om riget“, i hele verden. På denne måde førte han dem igen frem på den frygtløse offentlige virksomheds skueplads, og de fjendtligsindede nationer blev klar over at Jehova Gud havde gjort noget stort for dem, noget som viste at han på ny havde givet dem del i sin gunst og tjeneste.
13. Hvordan forklarer Jehova gennem sin profet Esajas grunden til at han viser så stor barmhjertighed?
13 Disse udfrielser, både fra fortidens Babylon og dets nutidige modstykke, var noget som oversteg menneskers fatteevne. Det der skete, var stik imod ufuldkomne menneskers tankegang. Det var stik imod ufuldkomne menneskers måde at behandle hinanden på i den nuværende onde tingenes ordning. Hvorfor viste Gud en sådan barmhjertighed og tilgav så gavmildt, i betragtning af de overtrædelser der var begået imod ham? Han forklarer selv grunden, idet han ved profeten Esajas videre siger: „Thi mine tanker er ej eders, og eders veje ej mine, lyder det fra [Jehova]; nej, som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end eders og mine tanker højere end eders. Thi som regnen og sneen falder fra himlen og ikke vender tilbage, før den har kvæget jorden, gjort den frugtbar og fyldt den med spirer, givet sæd til at så og brød til at spise, så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ — Esajas 55:8-11.
14. Hvorfor kan vi ikke uskadt misbruge Guds barmhjertighed?
14 Vore tanker og veje kan aldrig blive så høje som Guds, Skaberens, navnlig ikke nu da vi er behæftet med synd og ufuldkommenhed. Der er således ingen sammenligning mellem vore tanker og veje og hans. Dog må vi ikke af den grund misbruge hans barmhjertighed. Vi kan ikke, uden fare for os selv, blive som de hyklere der beskrives i Judas 4 som „ugudelige, der forvandler vor Guds ufortjente godhed til en undskyldning for skamløshed og som fornægter vor eneste Ejer og Herre, Jesus Kristus“. Vi kan ikke uskadt trække veksler på Guds storsind. Vi fortjener ikke noget fra ham, og vi har ingen ret til at forlange noget af ham. Vi kan ikke gå ud over det han har tilladt i sit ord.
15. (a) Hvilken beretning er Gud i fuld harmoni med når han viser barmhjertighed? (b) Hvordan er Guds erklærede ord som regnen og sneen fra himmelen?
15 Uanset hvad Jehova Gud i sin barmhjertighed har gjort for os, har han i forvejen skriftligt givet sit ord derpå i sine profetier i Bibelen. Han mener hvad han siger, og han siger hvad han har i sinde at gøre. Derfor kan man stole på hans ord, ligesom man kan stole på at regnen og sneen ikke falder fra himmelen uden at fuldbyrde Guds hensigt dermed. Hans erklærede ord vil altså ikke falde tilbage på ham selv fordi det ikke har udrettet noget. Hvis han har givet sit ord, vil han også sørge for at det føres igennem ved hjælp af sin almægtige ånd og ved hjælp af sine udvalgte tjenere. Det han har behag i, vil med sikkerhed blive udført efter hans ord. Han har udsendt sit ord med et hverv, og det vil ikke vise sig at være uden indhold. Det vil fuldbyrde det hverv han har givet det.
16. Hvordan viste Jehova sig at være „Sandheds Gud“ i forbindelse med det kødelige Israel og det åndelige Israel?
16 Det gælder Guds egen ære. Han kan ikke lade sit ord svigte, for det ville betyde at han ikke var almægtig. Det ville betyde at han ikke var sanddru og ikke var „Sandheds Gud“. (Salme 31:6, Ka) Hans ord slog ikke fejl i forbindelse med at udfri de landflygtige israelitter fra det babyloniske rige og føre en rest af dem tilbage til deres øde hjemland lige til tiden. Hans ord vendte heller ikke tomt tilbage til ham her i nyere tid, i forbindelse med at udfri resten af de åndelige israelitter fra Babylon den Stores magt og føre dem tilbage til hans gunst og tjeneste på jorden fra og med 1919. Der kunne anføres mange andre historiske eksempler, både fra fortiden og nutiden, som bekræfter sandheden i Jehovas udtalelse i Esajas 55:10, 11.
PROFETI OM ET PARADIS
17. Hvad lover Jehova i Esajas 55:12, 13, efter at han har understreget at hans ord med sikkerhed vil gå i opfyldelse?
17 Hvad Jehova Gud således har sagt om at hans ord med usvigelig sikkerhed vil gå i opfyldelse, styrker vor tillid til den strålende profeti han nu fremsætter. Han henvender den til dem der søger ham og påkalder hans navn og angrende vender om til ham i retfærdighed. (Esajas 55:6, 7) Idet han åbenbarer hvor højt hans tanker og veje er hævet over ufuldkomne, dødelige menneskers tanker og veje, siger han videre: „For med glæde vil I gå ud, og med fred vil I blive ført ind. Bjergene og højene selv vil juble foran jer med fryderåb, og selv markens træer vil alle klappe i hænder. I stedet for tjørnekrattet vil enebærtræet skyde op. I stedet for brændenælden vil myrten skyde op. Og det skal blive Jehova til berømmelse, et tegn på ubestemt tid som ikke vil blive ryddet bort.“ — Esajas 55:12, 13, NW; se også Young; The New American Bible; Leeser.
18, 19. (a) Hvilken storslået udfrielse er det der beskrives her? (b) Hvem var det der skulle glæde sig, og hvordan beskriver Salme 126:1, 2 den stemning der prægede dem?
18 Er det ikke i smukke vendinger denne profeti beskriver de landflygtiges betagende udfrielse og den glæde hvormed de bliver budt velkommen hjem? „For“ — det vil sige som en bekræftelse af det Jehova umiddelbart forinden har udtalt angående sine ophøjede tanker og veje i forbindelse med sit folk — „med glæde vil I gå ud.“ Det var landet Babylon de skulle føres ud fra, som et frit folk. Udfrielsen skulle vække glæde, ikke hos de hedenske nationer som et udtryk for medfølelse med Jehovas landflygtige folk, men hos det folk der blev udfriet på denne bemærkelsesværdige måde, stik imod hvad de hedenske nationer havde ventet eller ønsket. Den glade stemning der prægede den israelitiske rest og dens hengivne ledsagere som følge af deres storslåede udfrielse fra det hedenske Babylon, er fastholdt og gengivet i indledningen til Salme 126:
19 „Da [Jehova] hjemførte Zions fanger, var vi som drømmende; da fyldtes vor mund med latter, vor tunge med frydesang; da hed det blandt folkene: ’[Jehova] har gjort store ting imod dem!’“ — Salme 126:1, 2; 2 Krønikebog 36:20-23.
20, 21. Hvordan kunne de trofaste jøder, i den udfrielse de erfarede i 537 f.v.t., se et magtfuldt vidnesbyrd om at Jehova havde hævdet sit ord?
20 Da udfrielsen fandt sted kunne den trofaste rest af jøder vende sig til Esajas’ inspirerede profeti (44:28 til 45:3), som var skrevet to hundrede år i forvejen, og se hvordan deres Gud havde bekræftet og ophøjet sit ord ved at udfri dem ved hjælp, af sin salvede tjener, perseren Kyros. Den historiske beretning i Ezra 1:1-5 samstemmer med Esajas’ profeti. Vi læser:
21 „I perserkongen Kyros’ første regeringsår vakte [Jehova], for at hans ord gennem Jeremias’ mund kunne opfyldes, perserkongen Kyros’ ånd, så han lod følgende udråbe i hele sit rige og desuden kundgøre ved en skrivelse: ’Perserkongen Kyros gør vitterligt: Alle jordens riger har [Jehova], Himmelens Gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Hvem iblandt eder, der hører til hans folk, med ham være hans Gud, og han drage op til Jerusalem i Juda og bygge [Jehovas], Israels Guds, hus; han er den Gud, som bor i Jerusalem; og alle steder, hvor de tiloversblevne bor som fremmede, skal beboerne støtte dem med sølv, guld, heste og kvæg, bortset fra de frivillige gaver til Guds hus i Jerusalem.’ Da brød overhovederne for Judas og Benjamins fædrenehuse og præsterne og levitterne op, alle, hvis ånd Gud vakte, så de drog op for at bygge [Jehovas] hus i Jerusalem.“
22. Hvorfor flygtede jøderne ikke i vild uorden da de forlod Babylon?
22 Da den jødiske rest og de der fulgte den forlod Babylon i år 537 f.v.t., flygtede de altså ikke i vild panik, over hals og hoved. Det kunne de ikke gøre hvis de skulle ud „med glæde“, sådan som profetien sagde. De drog ud på ordnet vis, uden rædselsskrig ved synet af forfølgere. De drog ud i fuld tillid til at den Gud der havde udvirket deres udfrielse ville gå foran dem og lede dem, og samtidig, beskytte dem bagfra. Han havde givet dem dette løfte: „Bort, bort, drag ud derfra, rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer [Jehovas] kar! Thi i hast skal I ej drage ud, I skal ikke flygte; nej, foran eder går [Jehova], eders tog slutter Israels Gud.“ — Esajas 52:11, 12.
23. (a) Hvorfor kunne de nære tillid til at de ville nå deres bestemmelsessted i god behold? (b) Hvornår var de tilbage i deres hjemland, og hvordan er dette et vidnesbyrd om at Jehovas ord ikke vender tomt tilbage?
23 Fredeligt og velorganiseret forlod de det gamle Babylon, og fredeligt, under guddommelig beskyttelse og ledelse, ville de nå deres bestemmelsessted. Det var det Guds ufejlbarlige ord havde lovet dem: „For med glæde vil I gå ud, og med fred vil I blive ført ind.“ (Esajas 55:12, NW) De ville blive „ført ind“ i deres hjemland som havde ligget øde i halvfjerds år. Som rabbi Leesers oversættelse af den hebraiske tekst siger: „For i glæde skal I gå ud, og i fred skal I føres hjem.“ Eller, som det hedder i The New American Bible: „Ja, i glæde skal I drage bort, i fred skal I føres tilbage.“ Sådan viste det sig også at gå, og i den syvende måned (tisjri) i år 537 f.v.t. havde den hjemvendte jødiske rest og dens loyale ledsagere bosat sig hvor deres byer lå, og de begyndte at genoprette tilbedelsen af deres Gud i deres hjemland. (Ezra 2:68 til 3:2) Ligesom regnen og sneen falder fra himmelen og udfører Guds hensigt, sådan vendte Jehovas profetiske ord ikke tilbage til ham uden resultater som bekræftede dets gyldighed. — Esajas 55:10, 11.
24, 25. (a) Fandt de tidligere landflygtige at deres hjemland var et paradis da de ankom til deres bestemmelsessted? (b) Hvad havde Gud lovet at der efterhånden ville ske når de tog fat på arbejdet?
24 Den rute den jødiske rest og dens gudfrygtige ledsagere fulgte da de drog bort fra Babylon, førte ikke gennem et paradis, og det landskab de drog igennem forvandledes heller ikke mirakuløst til et paradis foran dem for at tiljuble dem under deres flere måneder lange rejse. Deres forladte, overgroede hjemland antog heller ikke pludselig paradisisk skønhed for deres øjne. Hvad kunne de da se frem til, ifølge Guds løfte, efter at de på ny var bosat i deres elskede fødeland og flittigt tog fat på arbejdet, uden at forvente direkte mirakler? Herom kunne deres ypperstepræst, Jesua, Jozadaks søn, eller deres udnævnte statholder, Zerubbabel, Sjealtiels søn, læse de animerende, opmuntrende ord fra Esajas 55:12, 13 for dem:
25 „Bjergene og højene selv vil juble foran jer med fryderåb, og selv markens træer vil alle klappe i hænder. I stedet for tjørnekrattet vil enebærtræet skyde op. I stedet for brændenælden vil myrten skyde op. Og det skal blive Jehova til berømmelse, et tegn på ubestemt tid som ikke vil blive ryddet bort.“ — NW; se Haggaj 1:1.
26. Hvem ville, som nævnt i profetien, få æren for landets forvandling, og hvorfor var dette på sin plads?
26 Landet som længe havde ligget uopdyrket hen, ville gennemgå en forvandling og blive forskønnet! Men det ville ikke ske uden at det hjemvendte folk gjorde en ivrig og nidkær indsats for det. Dog måtte æren for den storslåede forandring gå til Jehova, for det var ham der ville velsigne deres oprigtige bestræbelser. Det var nødvendigt at han velsignede deres indsats, og hans velsignelse ville være med dem under forudsætning af at de lod tilbedelsen af ham komme i første række og gennemførte den hensigt hvormed han havde udfriet dem fra det undertrykkende Babylon og ført dem tilbage til deres elskede hjemland.
27. Hvad vidnede om at Judas land, under dets øde tilstand, havde været som forbandet?
27 Da de kom tilbage til det forsømte land var det uden tvivl fyldt med tjørnekrat og brændenælder. Det var ikke disse planter der dominerede det indbydende billede af menneskets oprindelige paradis. Først da Gud dømte den første mand og kvinde til som syndere at leve uden for Edens have, sagde han til manden: „Jorden [skal] være, forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage; torn og tidsel skal den bære dig.“ (1 Mosebog 3:17, 18) Under de halvfjerds års øde tilstand var Judas land altså blevet som forbandet jord: „Hvis den bærer torne og tidsler, forkastes den og er nær ved at blive forbandet; og det ender med at den bliver brændt.“ — Hebræerne 6:8; jævnfør Femte Mosebog 28:15-18; Esajas 24:6.
„ET TEGN PÅ UBESTEMT TID“
28. Hvordan vidner de citerede ord fra Esajas 55:13 om at Gud atter velsignede sit folk?
28 Lad os nu betragte vidnesbyrdene om at Gud atter velsignede sit folk, dem der i tilbedelse havde søgt ham og havde påkaldt hans navn, idet de havde ændret sind og bar en retfærdig frugt der stemte med sindsændringen. „I stedet for tjørnekrattet vil enebærtræet skyde op.I stedet for brændenælden vil myrten skyde op.“ (Esajas 55:13, NW) I stedet for de lave, stikkende planter man helst undgår, voksede der stedsegrønne træer frem, som for eksempel myrten og enebærtræet der når en højde af tyve meter. Dér kunne himmelens fugle, endog storken, bygge rede. (Salme 104:16, 17, NW) Fra myrten kunne de hjemvendte israelitter tage løvrige grene og bygge sig hytter når de fejrede løvhyttefesten i den tredje uge i månemåneden tisjri. (Nehemias 8:15,16; Zakarias 1:8-11, Gd) Hvilken smuk og velgørende forandring — fra stikkende, sviende planter til stedsegrønne træer som enebærtræet og myrten!
29. Forklar hvad der ligger i løftet om at „selv markens træer vil alle klappe i hænder“ og „bjergene og højene selv vil juble foran jer med fryderåb“.
29 Der var også andre træer som ville pryde det genopdyrkede land. Ja, „selv markens træer vil alle klappe i hænder“. De vil hylde deres himmelske Skaber, som sørger for deres vækst. Sammen med græsset og de vilde blomster vil de beklæde bakkerne og bjergskråningerne. Når Judas højder iklædes denne skønhed, vil de bære præg af glæde. De vil lovprise Gud; ja, det vil være som om de selv har fået mund og mæle og udsender „fryderåb“. Naturen vil bære præg af lykke, idet den vil genspejle Guds glæde og lykke over at hans folk atter har fået frihed at til at tilbede i Jerusalem og atter er blevet bosat i hele Judas land. (Esajas 55:12, NW) Hvordan kunne beboerne i dette forvandlede land undgå selv at juble og bryde ud i tak, og pris til Ham?
30, 31. (a) Hvad ville man sammenligne landet med når det atter var blevet beboet? (b) Hvad havde Gud inspireret Ezekiel til at profetere om dette?
30 Den skønhed der skulle krone det genvundne land ville uvilkårligt give anledning til at det blev sammenlignet med Edens have, menneskets oprindelige paradisiske hjem. De der blev vidne til forskønnelsen af det øde land ville foretage en sådan sammenligning. Det var forudsagt i den profeti som Gud inspirerede Ezekiel til at udtale efter at Jerusalem og dets tempel var blevet ødelagt i 607 f.v.t. og Judas land var begyndt at ligge øde.
31 „Så siger den Herre [Jehova]: Den dag jeg renser eder for alle eders misgerninger, lader jeg byerne bebos, og ruinerne skal genopbygges; det ødelagte land skal dyrkes, i stedet for at det har været en ødemark for alles øjne, som kom forbi. Da skal man sige: ’Dette land, som var ødelagt, er blevet som Edens have, og byerne, som var omstyrtet, ødelagt og nedrevet, er befæstet og beboet.’ Og folkene, der er tilbage rundt om eder, skal kende, at jeg, [Jehova], har opbygget de nedrevne byer og tilplantet det ødelagte land; jeg, [Jehova], har talet, og jeg fuldbyrder det.“ — Ezekiel 36:33-36.
32. Hvordan var Guds eget navn, hans omdømme, berørt af det der skete med Israels folk?
32 Ingen kunne i den grad have vendt situationen for de internationalt hadede, landflygtige israelitter, uden deres Gud, som holdt sin pagt med dem. Ved således at indfri sit løfte skabte han sig et ry over hele jorden. Hans navn, hans ry, hans berømmelse var forbundet med denne vigtige sag, for det folk der var impliceret i disse begivenheder var kaldet med hans navn. Hvad der overgik dette folk, faldt tilbage på hans navn. De forkerte konklusioner hedningenationerne havde draget på grundlag af den måde han tugtede og revsede sit pagtsfolk på, måtte rettes. Dette ville berøre de ikke-jødiske nationers syn på ham som en gud. Af respekt for sig selv og af hensyn til sin egen ære måtte han bevise over for alle nationer at han var den sande, pålidelige, ordholdende Gud!
33. (a) Hvad var i første række hans hensigt med at føre sit folk Israel tilbage til dets land? (b) Hvordan var det muligt at omdanne dette land til et paradis?
33 Ikke så meget for sit pagtsfolks skyld, som havde bragt hans navn i vanry blandt nationerne, men for sit eget navns skyld udfriede han israelitterne fra fortidens Babylon og førte dem tilbage til det land han havde givet hvile i halvfjerds år. (3 Mosebog 26:41-45; 2 Krønikebog 36:20, 21) Da denne sabbatshvile var forbi, i 537 f.v.t., førte han dem der rettelig burde dyrke jorden tilbage dertil. Ved at velsigne dem iklædte han landet en skønhed så det mindede om Glædens paradis, Edens have. Dette havde stor betydning. Der var en hensigt med det.
34. Hvad var hensigten med dette, som vist i Esajas 55:13?
34 Gud gør hensigten kendt idet han selv siger: „Og det skal blive Jehova, til berømmelse [ordret, til et Navn, Gd; Ka; Li], et tegn på ubestemt tid som ikke vil blive ryddet bort.“ (Esajas 55:13, NW) At det ødelagte land således blev iklædt paradisisk skønhed, aftvang de omboende hedningenationer beundring og respekt for Jehova.
35. Hvad må vi huske vedrørende landet og dets indbyggere for at forstå det „tegn“ der henvises til i Esajas 55:13?
35 Som landet lå dér, atter taget i besiddelse og herliggjort, var det et „tegn“ på noget yderst vigtigt. Vi må huske at det fremfor alt var et gudgivent land, for i det femtende århundrede f.v.t. havde Jehova givet det til sit udvalgte folk, som en opfyldelse af sit løfte til folkets forfædre Abraham, Isak og Jakob (eller Israel). På grund af folkets vedvarende ulydighed og troløshed havde han så, om man så må sige, vendt op og ned på landet som man vender bunden i vejret på en gryde og tømt det for dets indbyggere, idet han havde ført dem i landflygtighed til landet Babylon og ladet det forurenede land ligge øde og holde sabbat i halvfjerds år. (Esajas 24:1-6; 2 Kongebog 21:13) Og nu havde han forårsaget et folkerigt lands genfødsel og ligeledes en nations genfødsel ved at føre sit landflygtige folk tilbage til dets gudgivne domæne. Hvem var ’tegnet’ således til ære for, det „tegn“ at landet var blevet forvandlet til et paradis?
36. (a) Hvordan var dét at landet blev omdannet til et paradis et „tegn“ som ærede Jehova? (b) Hvordan er det blevet et tegn „på ubestemt tid“?
36 Ved sin profet Esajas giver Jehova selv det rette svar idet han siger: „Et æresminde for [Jehova], et evigt, uudsletteligt tegn.“ (Esajas 55:13) Eller: „Og det skal være Jehova til et Navn, et evigt Tegn, som ei forgaaer.“ (Ka) Dette modbeviste tanken om at „Gud er død“. Hans storslåede gerninger i forbindelse med landet beviste at han var en levende Gud og at de profetier der var givet i hans navn, Jehova, var sande. Stort og strålende var det navn han således skabte sig. Og det paradisiske, genbefolkede Judas land var et „tegn“ på hans guddomsværdighed, på hans universelle suverænitet, på hans almagt, på hans trofasthed, og på hans uendelig store barmhjertighed mod det angrende folk der stod i et pagtsforhold til ham. Det blev et tegn „på ubestemt tid“, helt frem til den dag i dag; det er ikke blevet „ryddet bort“, selv ikke dengang de romerske hære ødelagde Jerusalem og hærgede landsdelen Judæa i år 70 e.v.t. Hvorfor ikke? Fordi beretningen om hvordan Gud opfyldte sin profeti er blevet en del af Bibelens uforgængelige beretning.
37 (a) Blandt hvem finder vi et nutidigt modstykke til dette „tegn“? (b) Hvilken tilstand var deres symbolske land i, dengang de blev udfriet fra det store Babylon?
37 Fordi det er et uudsletteligt tegn, et tegn som varer „på ubestemt tid“, søger vi efter et nutidigt modstykke til det. For at svare til det fortidige mønster må det have noget at gøre med den nutidige rest af det åndelige Israel, som er med i „den nye pagt“ ved den større mellemmand, Jesus Kristus. Historien bekræfter at medlemmerne af denne rest blev udfriet fra det store Babylon, den falske religions verdensimperium, i foråret 1919. Deres religiøse eller åndelige domæne på jorden var blevet lagt ganske øde ved at de selv og deres arbejdende organisation var blevet hærget af det store Babylon og dets politiske, militære og juridiske beskyttere. Deres symbolske land, deres åndelige domæne, var så at sige blevet afskrækkende, skæmmet af ting der var som tjørnekrat og brændenælder. Det så ikke indbydende og tiltalende ud, sådan at religiøst indstillede mennesker følte sig tilskyndet til at komme og gøre fælles sag med dem i deres tro og virksomhed.
38. Hvordan reagerede resten af de åndelige israelitter da Jehova gav dem mulighed for at vende tilbage?
38 Da den levende Gud åbnede vejen for dem, var det ikke desto mindre „med glæde“ at resten af de åndelige israelitter ’gik ud’ fra trældommen under det store Babylon. De var fyldt med håb, idet de så deres religiøse fremtidsmuligheder, skønt de også erkendte at det ville kræve mod af dem at udnytte disse muligheder i en fjendtlig verden. Verdenskrigen var forbi og en fred var blevet flikket sammen, så det var „med fred“ de blev „ført ind“ i deres retmæssige åndelige domæne, blev ført tilbage til Guds gunst, blev forligt med ham, blev godkendt igen til at tjene ham som ambassadører for hans nu oprettede messianske rige. (2 Korinter 5:20) De reorganiserede sig til det arbejde der lå foran dem, det arbejde Jesus Kristus havde forudsagt skulle udføres ved „afslutningen på tingenes ordning“, nemlig: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ De begyndte at rydde de ting ud der ikke kunne accepteres og var til hinder for den sande tilbedelse af Gud. — Mattæus 24:3, 14.
39. Hvordan er der blevet frembragt et verdensomspændende åndeligt paradis til Guds folk i dag?
39 Trofast mod sine nedskrevne løfter og i overensstemmelse med det fortidige forbillede velsignede Jehova de bestræbelser som den genrejste rest af de åndelige israelitter udfoldede. Resultatet er blevet et åndeligt paradis som vækker forundring i hele verden i dag. Det er som om bjergene og højene i deres åndelige domæne jubler foran dem med fryderåb, og som om den kristne frugtbarheds træer klapper i hænderne. I billedlig forstand har tjørnekrat og brændenælder måttet vige pladsen for smukke stedsegrønne træer som enebærtræet og myrten. Alt hvad der gav indtryk af Guds forbandelse er forsvundet! Det åndelige domæne er blevet et godt sted at bo for sande kristne, for dem der virkelig følger Jehovas salvede tjeners, Jesu Kristi, eksempel. Desuden findes der i dette domæne hundredtusinder af retfærdigt indstillede mennesker som har søgt Jehova, den Gud der tilbedes af den genrejste rest af det åndelige Israel. De er blevet den trofaste salvede rests loyale medarbejdere.
40. Hvordan er den åndelige rests forskønnede domæne blevet et „tegn“ som ærer Jehova og som ikke ’ryddes bort’?
40 Denne bemærkelsesværdige forvandling af „restens“ åndelige domæne har tjent Jehova til berømmelse ud over jorden. Guds eget navn er blevet kendt hele kloden rundt. Den åndelige rests genoplivede, forskønnede domæne er blevet et „tegn“, og det vil vare på ubestemt tid. På trods af den anden verdenskrig og andre omvæltninger og katastrofer i verden, har det varet ved til i dag. Indtil nu er det ikke blevet „ryddet bort“, og det vil det heller aldrig blive. — Esajas 55:12, 13, NW.
41, 42. I forbindelse med genrejsningen af det åndelige Israel, hvordan har det da været som der siges i Esajas 55:8, 9?
41 Især for den genrejste rest af de åndelige israelitter har alt dette været forunderligt, forbløffende. Dengang de blev undertrykt under den første verdenskrig og var i trældom under Babylon den Store, forestillede de sig slet ikke at noget sådant ville ske. Som de forstod Bibelens profetier, var det simpelt hen utænkeligt! Det forekom dem formasteligt at forvente eller forudsige at noget sådant ville ske med dem, den fangne, landflygtige rest af de åndelige israelitter, mens de endnu befandt sig på jorden. Deres tanker var tydeligvis ikke på højde med Guds tanker, og deres veje eller handlemåde var heller ikke på samme plan som hans veje. Det viste sig at være nøjagtig som Jehova selv havde sagt:
42 „Mine tanker er ej eders, og eders veje ej mine, lyder det fra [Jehova]; nej, som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end eders og mine tanker højere end eders.“ — Esajas 55:8, 9.
43. Hvem står, ifølge alle de foreliggende vidnesbyrd, bag dette åndelige paradis?
43 Det tjener alt sammen til at bevise at dette ikke er af mennesker, men af den almægtige Gud. I denne forbindelse gælder den regel stadig som lovlæreren Gamaliel fastslog over for sanhedrinet i Jerusalem på apostlenes tid i det første århundrede: „Hvis denne idé eller denne virksomhed er af mennesker, vil den blive gjort til intet; men hvis den er af Gud, vil I ikke kunne gøre dem til intet.“ (Apostelgerninger 5:38, 39) Det åndelige paradis som ikke er blevet frataget Jehovas kristne vidner frem til den dag i dag, er følgelig et „tegn“ som den almægtige Gud er ansvarlig for. I kraft af dette har han vundet sig berømmelse ud over jorden. Han har vundet sig et stort navn. Det kan alle gudfrygtige være taknemmelige for, alle som opfylder betingelserne for at få adgang til det åndelige paradis han har oprettet, idet de søger ham mens han findes og påkalder hans personlige navn den stund han er nær, det vil sige nu, i den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning.“ — Esajas 55:6; Mattæus 24:3.
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 120]
Storke i reden i toppen af et enebærtræ
