„Den hellige Vej“ til det åndelige paradis
Kapitel 9
„Den hellige Vej“ til det åndelige paradis
1. Hvilke storslåede udsigter havde de landflygtige jøder da de forlod Babylon i 537 f.v.t.?
ET LAND der i bogstavelig forstand var som et paradis! Det var dét de landflygtige jøder håbede at kunne gøre deres øde hjemland til, dengang de drog ud af Babylon i 537 f.v.t. De kunne se frem til virkeliggørelsen af de opløftende ord profeten Esajas havde udtalt vedrørende deres hjemland: „Ørken og hede skal fryde sig, ødemark juble og blomstre, blomstre frodigt som rosen og juble, ja, juble med fryd. Libanons herlighed gives den, Karmels og Sarons pragt. [Jehovas] herlighed skuer de, vor Guds højhed.“ — Esajas 35:1, 2.
2. Hvordan havde Gud forsikret dem om at de ville nå tilbage til deres hjemland i god behold?
2 Med så storslåede udsigter foran sig må de udfriede jøder og deres loyale ledsagere have følt en dyb indre tilfredshed da de først var ude af Babylon og virkelig var på vej hjemad! Gud havde forsikret dem om at han ville bane dem en særlig vej så de i god behold kunne nå tilbage til deres hjemland som de længtes efter. Ved sin profet Esajas havde han sagt: „Der bliver en banet vej, Den hellige Vej skal den kaldes; ingen uren færdes på den, den er valfartsvej for hans folk, selv enfoldige farer ej vild [og den vil være for den der går på vejen, og ingen tåbelige vil strejfe om på den, NW]. På den er der ingen løver, rovdyr træder den ej, der skal de ikke findes. De genløste vandrer ad den.“ — Esajas 35:8, 9.
3. (a) Hvordan var Babylon, som jøderne drog bort fra, uren i religiøs henseende? (b) Hvordan måtte vejen tilbage til Judas land være en hellig vej?
3 Det hedenske Babylon, som de overlevende jøder var blevet deporteret til efter Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t., var religiøst urent, uhelligt. Landet var fyldt med afguder og templer for falsk tilbedelse. Det land som de udfriede jøder vendte tilbage til skulle være rent i religiøs henseende, et helligt land, for Jehova Guds tempel skulle genopbygges på sit oprindelige sted og provinsen Juda skulle være et land hvor den rene tilbedelse af den eneste levende og sande Gud blomstrede. Vejen tilbage måtte således være en hellig vej, ikke blot af navn, men også af gavn. De der benyttede denne vej som Gud havde banet, måtte gøre det med en hellig bevæggrund, nemlig med ønsket om at genoprette den rene tilbedelse af hellighedens Gud i deres øde hjemland. Det var hovedformålet med at de var blevet udfriet fra Babylon. — Ezra 1:1-4.
4. (a) I hvilken forstand ville det gå i opfyldelse at „ingen uren færdes på den“? (b) Hvilken særlig forpligtelse havde statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Josua i denne henseende?
4 „Ingen uren færdes på den.“ En israelit som havde besmittet sig med babylonisk religion ville ikke have nogen ret til at følge Den hellige Vej tilbage til Juda og Jerusalem. Han måtte ikke føre noget som havde karakter af babylonisk religion med sig tilbage og overføre det til den hellige jord hvor der skulle råde udelt hengivenhed for Jehova Gud. Den guddommelige befaling til dem der førte de hellige kar med tilbage til Jehovas tempel som skulle genopbygges i Jerusalem, lød: „Bort, bort, drag ud derfra [fra Babylon], rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer [Jehovas] kar!“ (Esajas 52:11) Tilbedelsen af Jehova kan ikke forenes med den falske babyloniske religion. Den hellige Vej måtte derfor ikke besmittes af en frafalden israelit som ville søge at indføre babylonisk afgudsdyrkelse i det genvundne hjemland. Og den jødiske statholder, Zerubbabel, og den aronitiske ypperstepræst, Josua (eller Jesua), som skulle forestå marchen tilbage til provinsen Juda, havde pligt til at sørge for at ingen frafalden israelit med ondt i sinde fulgte den angrende, renhjertede rest tilbage til Jerusalem.
5. Hvem er „den der går på vejen“, som der siges i Esajas 35:8 (NW)?
5 „Og den vil være for den der går på vejen.“ (NW) Hvem kunne dét være? Det kunne ikke være nogen uren, for den urene ville ikke få lov at færdes på vejen. Eftersom den vej vedkommende går på er Den hellige Vej, må der være tale om den enkelte som lever op til Jehovas hellighed, som søger at være hellig ligesom han er hellig. (3 Mosebog 11:44, 45) Det var naturligvis Jehova selv der gik i spidsen for de udfriede israelitter, hvis ansigter var vendt mod det hellige tilbedelsesbjerg i Jerusalem, så han ville i særlig grad være den der gik på vejen; han ville aldrig gå på en uhellig vej eller føre sit folk ad en uhellig vej. (Esajas 52:12) De der fulgte ham på vejen måtte nødvendigvis være hellige ligesom han, og ikke røre noget urent som havde at gøre med den falske babyloniske religion
6, 7. Hvem er ’de tåbelige’ som ikke ville få lov at vandre på Den hellige Vej?
6 Dette understreges yderligere i den næste sætning, som viser hvem der formenes adgang til Den hellige Vej: „Og ingen tåbelige vil strejfe om på den.“ (Esajas 35:8, NW) Med udtrykket ’tåbelig’ menes der ikke her en som blot er enfoldig, uerfaren, en som i uvidenhed handler uklogt. Der er snarere tale om en afvegen tåbe, en som stædigt fremturer i en uforstandig handlemåde.
7 Jehova gav en korrekt beskrivelse af den form for tåber da han sagde følgende til profeten Jeremias: „Mit folk er tåbeligt, kender ej mig, de er dumme sønner og uden indsigt; de er vise til at gøre det onde, men tåber til det gode.“ (Jeremias 4:22) På grund af deres indgroede, hårdnakkede tåbelighed blev Jerusalem og Juda lagt øde og de selv blev deporteret til det hedenske Babylon. Nu da den trofaste rest var på vej tilbage til det ødelagte hjemland, ville sådanne „tåbelige“ derfor ikke få lov at vandre frit om på Den hellige Vej eller at komme ind på vejen i det hele taget.
8. Hvad ville jøderne også være fri for på vejen tilbage til deres hjemland, som vist i Esajas 35:9?
8 Ikke alene ville de trofaste ikke møde sådanne uønskede elementer på vejen tilbage til deres hjemland fjernt fra det religiøst forurenede Babylon, men de ville heller ikke komme ud for vilde, kødædende dyr som lå på lur for at overfalde dem på deres vej tilbage til Jehovas gunst. Det guddommelige løfte lød: „På den er der ingen løver, rovdyr træder den ej, der skal de ikke findes. De genløste vandrer ad den.“ — Esajas 35:9.
9. Gav dette kun løfte om at de ikke ville blive angrebet af rovdyr? Forklar nærmere.
9 Ingen menneskeædende vilddyr ville altså hjemsøge Den hellige Vej. Hvis der ikke ville være sådanne farlige dyr til at sprede rædsel på vejen tilbage til tilbedelsen af Jehova i det land han havde valgt, ville der heller ikke være dyriske mennesker som fik lov, enkeltvis eller i flok, at springe frem og overfalde de hjemvendende for at plyndre og dræbe iblandt dem. Den udfriede rest af Jehovas folk skulle derfor ikke frygte for at tiltræde hjemrejsen ad den vej han havde banet. En rest meldte sig modigt, i fuld tillid til den almægtige Gud, for at drage af sted. Som der står skrevet: „De genløste vandrer ad den.“
10. Hvorfor var de blevet ’solgt’ til babylonierne, og hvad siger Esajas 52:3 om deres løskøbelse?
10 De var blevet genløst, løskøbt, af Jehova Gud. På grund af ulydighed mod Jehova og oprør mod hans rene tilbedelse var indbyggerne i Juda rige blevet ’solgt’ til babylonierne, til at blive deporteret til deres sejrherrers land. Længe før de blev deporteret til Babylon havde Jehova sagt til dem: „Hvem var jeg noget skyldig, så jeg solgte eder til ham? Nej, for eders brøde solgtes I, for eders synd blev eders moder sendt bort.“ Og: „Thi så siger [Jehova]: For intet solgtes I, og uden sølv skal I løskøbes.“ (Esajas 50:1; 52:3) Det vil sige at Jehova ikke opnåede nogen personlig vinding ved at sælge dem til babylonierne, og han opnår heller ikke nogen materiel fordel ved at løskøbe dem fra deres fjenders, deres babyloniske sejrherrers, land.
EN UDFRIELSE DER IKKE BETALES FOR
11. Fik babylonierne noget til gengæld da Gud igen tog sit udvalgte folk i eje?
11 De deporterede jøder betalte ikke Jehova noget for at løskøbe dem, og de betalte heller ikke babylonierne noget for at få deres frihed tilbage. Det var Jehova der uselvisk løskøbte dem fra konsekvenserne af deres egen brøde og synd. Han skyldte ikke babylonierne noget for at de havde taget hans folk til fange og ført det bort fra dets gudgivne land. Derfor behøvede han ikke at betale babylonierne noget fordi han atter tog sit udvalgte folk i besiddelse. Derimod kunne han kræve babylonierne til regnskab fordi de havde hærget hans hellige by Jerusalem og dens tempel og dens trone som tilhørte Davids rige. — Jeremias 51:11, 36, 37; 1 Krønikebog 29:23.
12. Hvordan var det „uden sølv“ (Esajas 52:3) at den nutidige rest af åndelige israelitter blev ’løskøbt’?
12 I det nutidige modbillede kom Jehova Gud ikke til at skylde det store Babylon og dets verdslige forbundsfæller noget da han i 1919 udfriede resten af de åndelige israelitter fra deres herredømme. Den salvede rest betalte heller ikke Babylon den Store eller de konger og herskere hun bedriver åndelig utugt med, noget for at komme ud i frihed. Æren for deres udfrielse i 1919 tilfaldt ene og alene Jehova, for han ’løskøbte’ dem fra følgerne af deres forsømmelighed ved at opfylde sin egen retfærdigheds krav ved hjælp af sin salvede tjener, Jesus Kristus.
13. Hvad blev „resten“ i stigende grad klar over efter at den var blevet udfriet fra Babylon den Store, og hvad indebar det?
13 Sådan gik det til at resten af de åndelige israelitter som et genløst folk vendte Babylon den Store ryggen og trådte ind på Den hellige Vej. Efterhånden som de i stigende grad erkendte hvordan de havde svigtet og været forsømmelige, især under den første verdenskrig, indtog de en angrende holdning. De kom til stadig større klarhed over at de skyldte deres guddommelige Befrier at være hellige og at de måtte vise ham udelt hengivenhed. Det indebar at de måtte holde sig adskilt fra denne verden, Djævelens synlige organisation. De måtte vise Jehovas suverænitet, nu repræsenteret ved det messianske rige som var blevet født i himlene i 1914, fuld troskab. Følgelig måtte de forkynde Riget, gøre det kendt, i hele verden.
14. (a) Hvilken uren besmittelse måtte Guds folk rense sig for? (b) Hvad måtte de der ønskede at tjene Gud bringe deres adfærd og indstilling i harmoni med?
14 Eftersom Den hellige Vej kun måtte betrædes af de rene, måtte de rense sig for enhver besmittelse og tilsmudsning som de havde pådraget sig under fangenskabet i og trældommen under Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Derfor — bort med dets religiøse højtider! Bort med de nationalistiske højtider der fejres i denne verden, som Babylon den Store plejer venskab med! (Jakob 4:4) Bort med enhver form for harmoni med det store Babylon og dets traditioner! Det de måtte bringe sig i harmoni med, var Guds hellige ord, Bibelen. Det var dens lære de måtte forny deres sind efter, for at kunne fatte Guds vilje og have den rette indstilling i sind og hjerte.
15. (a) Hvis blot de selv fulgte den rette adfærd, ville det så gøre noget om de tolererede nogen som var uforbederligt „tåbelige“ iblandt sig? (b) Hvorfor ville dyriske mennesker ikke kunne true Den hellige Vej?
15 Kun ved at gøre dette kunne resten af de åndelige israelitter opnå den fulde gunst hos Bibelens Gud og træde ind i det åndelige paradis han havde i beredskab til dem. Den såkaldt kristne verden, kristenheden, og hele den øvrige del af Babylon den Store kunne følge sin egen ’tåbelige’ vej i efterkrigstiden hvis den ville, men hvad medlemmerne af den salvede rest angik, så ville de ikke have noget at gøre med ’de tåbelige’. De ville ikke tolerere nogen „tåbelige“ i deres midte, eftersom Guds ord direkte havde sagt at „ingen tåbelige vil strejfe om“ på Den hellige Vej. (Esajas 35:8, NW) Desuden ville de ikke tillade nogen mennesker eller menneskeskabte organisationer at true Den hellige Vej, ligesom løver eller andre rovdyr. Frygt for sådanne rædselsvækkende mennesker og organisationer ville ikke afholde de angrende som søgte Guds gunst, fra at træde ind på og færdes på hans hellige vej. Frygten for Gud ville mindske eller gøre det af med deres frygt for rovbegærlige mennesker, især eftersom Jehova selv var den der gik i spidsen for dem på vejen.
16. (a) I hvilket år begyndte den salvede rest at vandre på Den hellige Vej? (b) Var de klar over at de lod Babylon den Store bag sig?
16 Med voksende forståelse og værdsættelse af de krav Gud stillede til dem i denne genrejsnings- og genopbyggelsestid der fulgte efter krigen, begyndte Jehovas „genløste“ i 1919 at vandre ad hans hellige vej. De var ganske klar over at de nu skiltes fra den religiøse skøge, at de forlod trældommen under Babylon den Store, for efter at de under den første verdenskrig var blevet dårligt behandlet af hende og hendes verdslige elskere, havde de nu så meget mere grund til at hade hende og stille sig i opposition til hende. De indså at hun var blodskyldig og uren, og de ønskede ikke at røre hende ved at fraternisere med hende i religiøs henseende. De kendte den guddommelige befaling i Esajas 52:11: „Bort, bort, drag ud derfra, rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer [Jehovas] kar!“ (Se The Watch Tower for 1. november 1918, side 333, under overskriften „Renhed et krav til det kongelige præsteskab“ — „Tvæt jer, I, som bærer HERRENS kar!“ Esajas 52:11.) Den salvede rest efterkom derfor denne befaling.
17. (a) Hvem henvendte apostelen Paulus den guddommelige befaling i Esajas 52:11 til? (b) Hvad må man altså gøre før man kan blive en sand kristen?
17 Tilbage i 537 f.v.t. henvendte denne befaling sig til de landflygtige jøder som var i fangenskab i fortidens Babylon. Men efter år 33, da de kødelige, omskårne jøder blev forkastet af Jehova Gud fordi de afviste hans Messias, henvendte den kristne apostel Paulus denne guddommelige befaling til de åndelige israelitter, det kristne Israel. Med et citat fra Esajas 52:11 skrev Paulus til den kristne menighed i Korint i Akaja (Grækenland): „Bliv ikke spændt i ulige åg med ikke-troende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? . . .’ „Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,“ siger Jehova, „og hold op med at røre de urene“’; ’„og jeg vil tage imod jer.“’ ’„Og jeg vil være en fader for jer, og I skal være sønner og døtre for mig,“ siger Jehova, den Almægtige.’“ (2 Korinter 6:14-18) Følgelig måtte de troende dengang i det første århundrede forlade Babylon den Store før de kunne blive sande kristne. Det samme gælder her i det tyvende århundrede.
18, 19. Hvilket skridt blev gudfrygtige mennesker i Babylon den Store opfordret til at tage i en resolution som blev vedtaget ved et kristent stævne i 1923?
18 Dette krav fra Gud til alle som ønsker at være sande kristne, blev klart fremsat i 1923. Fra 18. til 26. august dette år blev et af de internationale bibelstudenters regionalstævner afholdt i Los Angeles, Californien, U.S.A. Lørdag eftermiddag under stævnet talte J. F. Rutherford, præsidenten for de internationale bibelstudenters forening, til en forsamling på omkring 2500 over emnet „Faarene og Bukkene“, baseret på Jesu lignelse i Mattæus 25:31-46. Ved foredragets slutning oplæste taleren en betimelig resolution og forelagde den til vedtagelse. På nær et par stykker som undlod at give deres mening til kende, rejste hele forsamlingen sig og vedtog denne betydningsfulde resolution. De to sidste afsnit af resolutionen er af særlig interesse her. Vi citerer:
I Kærlighedens Aand raaber vi derfor et Varsko til alle saadanne freds- og ordenselskende og gudfrygtige Mennesker, som er knyttet til de navnkristne Kirkesystemer, og vi henleder deres Opmærksomhed paa, at de ikke kan have Fællesskab eller Samfund med dem, som giver sig ud for at være Kristne, men forkaster Guds Ord og fornægter den Herre Jesus Kristus og hans Rige; vi opfordrer dem til at give Agt paa Guds Ord og skille sig ud fra det, som er urent (2 Korinthier 6, 17), til at trække sig tilbage fra de uretfærdige gejstlige Systemer, som Herren kalder for Babylon, og gaa ud derfra, for at de ikke skal blive delagtige i dets Synder og rammes af dets Plager (Aabenbaringen 18, 4), og
Vi opfordrer paa det indstændigste alle saadanne til at anerkende Jesus Kristus som Kongernes Konge og Herrernes Herre og hans Rige, der nu staar for Døren, som det eneste Haab for Folkene om Frelse; og vi opfordrer dem til enkeltvis og samlet at erklære, at de staar paa Herrens Side og sympatiserer med hans Sag, og til at gøre sig rede til at modtage Guds Riges Velsignelser, som han har beredt dem fra Verdens Grundlæggelse.
19 Derefter blev resolutionen trykt i en traktat, og på flere hovedsprog blev den uddelt over hele jorden i millioner af eksemplarer. — Se The Watch Tower for 1. november 1923, siderne 326, 327.
20. (a) Hvilket yderligere skridt blev taget i 1934 for at hjælpe de symbolske får til at vandre på Den hellige Vej sammen med den salvede rest? (b) Hvilken gruppe mennesker som forlod Babylon sammen med de landflygtige jøder, svarer disse symbolske får til?
20 Denne resolution opfordrede ikke disse mennesker der kunne sammenlignes med får, til at indvi sig til Gud gennem Kristus og lade sig døbe som symbol på denne indvielse. Det kom først senere, nemlig i 1934. (Se Vagttaarnet for 15. oktober 1934, side 314, paragraf 34.) Ikke desto mindre var resolutionen i 1923 et skridt hen imod at forberede de symbolske får til at gå i den retning der efterhånden ville føre dem ind på Den hellige Vej sammen med resten af de åndelige israelitter. Disse symbolske får som gjorde godt mod den salvede rest kunne sammenlignes med de tempeltrælle (nethinim, de givne) der forlod landet Babylon i 537 f.v.t. og fulgte med den trofaste rest af de kødelige israelitter tilbage til det øde Judas land og det sted hvor Jerusalem (eller Zion) havde ligget. Disse fortidige nethinim udførte ikke alene grovere arbejde i forbindelse med templet i Jerusalem, men havde også en andel i at genopbygge den hellige by. (1 Krønikebog 9:2; Ezra 2:43-54, 58, 70; 7:24; 8:17-20; Nehemias 3:26, Gd, NW, 31; 7:46-56, 60, 72 [se v. 73 i NW]) Ligesom det var i fortiden, har de symbolske nethinim i vor tid været til stor hjælp for den salvede rest af Kristi åndelige brødre.
DEN GLÆDELIGE HJEMVENDEN
21. I hvilken stemning vendte den israelitiske rest tilbage til Zion i 537 f.v.t., og hvorfor var det som det skulle være?
21 At blive udfriet fra en hedensk religiøs organisation og kunne genoptage den rene tilbedelse under fornyet gunst og velsignelse fra den eneste levende og sande Gud, må vække glæde hos enhver som søger den sande tro. Det var netop hvad det gjorde hos den israelitiske rest i år 537 f.v.t. Profeten Esajas blev inspireret til at forudsige deres glæde: „[Jehovas] forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel, med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly.“ — Esajas 35:10.
22. Hvem benyttede Jehova til at udfri (a) den jødiske rest i 537 f.v.t.? (b) resten af de åndelige israelitter her i det tyvende århundrede?
22 For fortidens israelitter begyndte denne glædebringende profeti at opfyldes i mindre målestok i 537 f.v.t., i perserkongen Kyros den Stores første regeringsår. (2 Krønikebog 36:20-23, Ezra 1:1-4. Esajas 44:26 til 45:7) Ligesom Jehova Gud dengang benyttede sin forudsagte salvede tjener, kong Kyros, til at udfri den jødiske rest fra Babylon, sådan har den samme Gud her i det tyvende århundrede benyttet den større Kyros, den regerende konge Jesus Kristus, til at udfri resten af det åndelige Israel fra Babylon den Store. — Åbenbaringen 14:1-8.
23, 24. (a) Hvad var ifølge Esajas 43:1-4 prisen for de „genløste“? (b) Hvad fik Kyros den Store altså i stedet for de kødelige israelitter som han lod vende tilbage til deres hjemland? (c) Hvordan kan det siges at resten af de åndelige israelitter siden 1919 er „genløste“?
23 De der ad Den hellige Vej vendte hjem til Zion (eller Jerusalem) blev kaldt „de genløste“ eller „[Jehovas] forløste“. (Esajas 35:9, 10) Hvad løsesummen var i dette tilfælde, beskrives profetisk i Esajas 43:1-4, hvor der står: „Men nu, så siger [Jehova], som skabte dig, Jakob, danned dig, Israel: Frygt ikke, jeg genløser dig, jeg kalder dig ved navn, du er min! Når du går gennem vande, er jeg med dig, gennem strømme, de river dig ikke bort; når du går gennem ild, skal du ikke svides, luen brænder dig ikke. Thi jeg er din Gud, jeg, [Jehova], Israels Hellige din frelser. Jeg giver Ægypten som løsesum, Ætiopien og Seba i dit sted, fordi du er dyrebar for mig, har værd, og jeg elsker dig; jeg giver mennesker for dig og folkefærd for din sjæl.“
24 I stedet for resten af det kødelige Israel, som Kyros den Store lod vende tilbage til dets hjemland, gav retfærdighedens Gud ham og hans efterkommere nogle afrikanske områder og deres folkeslag at erobre. De udgjorde genløsningsprisen, løsesummen. (Ester 1:1-4) Til bedste for dem som i dag udgør resten af de åndelige israelitter og den store skare symbolske får der svarer til fortidens nethinim, siger Jehova her i det tyvende århundrede til sin større Kyros, Jesus Kristus: „Bed mig, og jeg giver dig hedningefolk til arv og den vide jord i eje; med jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en pottemagers kar!“ (Salme 2:8, 9) Følgelig kan den angrende rest af de åndelige israelitter, der er blevet udfriet fra Babylon den Store fra og med 1919, i bibelsk forstand betegnes som „de genløste“, „[Jehovas] forløste“. I en særlig betydning tilhører de altså Jehova Gud gennem Kristus.
25. (a) Vendte alle de landflygtige israelitter hjem til Jerusalem på samme tid? (b) Forlod alle de der kom til at udgøre resten af de åndelige israelitter Babylon den Store i 1919?
25 Den første gruppe landflygtige der forlod Babylon og drog mod Zion i 537 f.v.t. bestod af højst 49.942 personer, hvoraf 42.360 var israelitter. De øvrige, var trælle og professionelle sangere. (Nehemias 7:66, 67; Ezra 2:64, 65) Niogtres år senere, i 468 f.v.t., sluttede omkring 1500 mænd og deres familier sig til den trofaste aronitiske præst Ezra og vendte sammen med ham tilbage til Jerusalem, med tilladelse af perserkongen Artaxerxes (den Langhåndede). Dette må have været til stor opmuntring for den første gruppe af de hjemvendte jøder, som bestræbte sig for at opdyrke og forskønne deres elskede land, som de var kommet tilbage til. (Ezra 7:1 til 8:15) I vort århundrede var det fra og med 1919 at den salvede rest af de åndelige israelitter begyndte at drage ud fra trældommen under det store Babylon, den falske religions verdensimperium. I de efterfølgende år, og navnlig frem til 1935, voksede den salvede rest i antal efterhånden som flere forlod det store Babylon og sluttede sig til dens rækker. Det var således ikke alle medlemmer af den nutidige rest der forlod Babylon den Store og blev ført tilbage til Jehovas gunst og tjeneste i 1919. I årene efter 1919 var der til stadighed enkeltpersoner som brød fri fra Babylon den Store og fik adgang til det paradisiske åndelige domæne hvor Jehovas genrejste rest befinder sig.
26. (a) Hvordan har den nutidige rest fulgt Den hellige Vej fra Babylon den Store til det åndelige paradis? (b) Hvor kom deres glæde over deres forandrede situation til udtryk på et tidligt tidspunkt, og hvor varig har denne glæde vist sig at være?
26 I modsætning til de landflygtige jøder i 537 f.v.t. behøvede den nutidige rest af åndelige israelitter ikke at drage fra ét sted på jorden til et andet. De fulgte Den hellige Vej fra Babylon den Store til det åndelige paradis ved at adlyde Guds befaling om at kaste trældomsåget i det uhellige store Babylon af sig og stille sig i Jehovas genrejste rests frie åndelige domæne. En iagttager behøvede blot at overvære det internationale stævne i Cedar Point, Ohio, U.S.A., fra 1. til 8. september 1919 for at blive klar over at det var „med jubel“ at resten af de åndelige israelitter var trådt ud på Den hellige Vej og var vendt tilbage til Guds gunst og kommet „til Zion“. Den glæde og fornyede iver der prægede dette første generalstævne efter krigen, bredte sig til menighederne af Jehovas indviede folk i alle egne af jorden. Deres glæde over at have opnået religiøs frihed fra Babylon den Store og være kommet tilbage til deres gudgivne åndelige domæne, var ikke flygtig eller kortvarig. Som Esajas 35:10 forudsagde, var det med „evig glæde om issen“ de vendte hjem. Efterhånden som de i stigende grad bestræbte sig for at forkynde ’den gode nyhed om riget’ i hele verden og de i voksende udstrækning erkendte det åndelige paradis der blev opdyrket i deres åndelige domæne, løftede de hovedet med øget glæde.
27, 28. Hvad skete der i 537 f.v.t. som en opfyldelse af den sidste del af Esajas 35:10?
27 Ordene i den guddommelige profeti måtte opfyldes: „Fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly.“ (Esajas 35:10) I begyndelsen af den syvende månemåned (tisjri) i 537 f.v.t. samledes de hjemvendte jøder i Jerusalem og genopbyggede Jehovas alter hvor templet havde ligget, for igen at bringe ham ofre dér. På den femtende dag i tisjri måned begyndte de så at fejre den syv dage lange løvhyttefest, der almindeligvis var den glædeligste af alle de årlige højtider på den jødiske kalender. (Ezra 3:1-6) I det andet år efter deres hjemkomst fra landflygtigheden, i den anden månemåned efter den religiøse kalender, voksede deres glæde yderligere idet grunden til Jehovas tempel blev lagt, på det oprindelige sted på Morija bjerg. Nogle græd af bevægelse mens andre brød ud i jubel:
28 „Man kunne ikke skelne glædesjubelen fra folkets gråd; thi så højt var folkets jubelråb, at det hørtes langt bort.“ — Ezra 3:8-13.
29. Hvordan oplevede resten af de åndelige israelitter at „sorg og suk“ flyede?
29 Dette var alt sammen et mønster på den usigelige fryd og glæde som den genrejste rest af de åndelige israelitter kom til at føle efter deres udfrielse fra Babylon den Store. Sorgen over det de havde lidt for Babylon den Stores og hendes verdslige elskeres hånd under den første verdenskrig blev jaget på flugt af glæden over de velsignelser de oplevede i deres forvandlede åndelige domæne. Deres suk over at være bundet i religiøs trældom ’flyede’. Hverken genvordighederne i efterkrigstiden eller rædslerne og forfølgelsen under den anden verdenskrig kunne kvæle deres fryd og glæde i Jehova og hans regerende messianske rige. De sørgede ikke over disse timelige ting, og de gav sig ikke igen hen i religiøs trældom under Babylon den Store, så de atter måtte sukke under babylonisk undertrykkelse.
30, 31. (a) Hvem gjorde følgeskab med „resten“ på Den hellige Vej fra og med 1935? (b) Hvilke grunde til glæde har de erfaret, som forudsagt i Åbenbaringen 7:16, 17?
30 Tværtimod blev deres glæde øget ved at en stadig voksende skare tilbedere af Jehova sluttede sig til dem. Denne store skare „andre får“ der svarede til nethinim i fortidens Israel, begyndte at følge den salvede rest på Den hellige Vej fra og med 1935. (Åbenbaringen 7:9-17; Johannes 10:16; Mattæus 25:31-46) I loyalitet mod Jehova Gud og hans himmelske rige ved hans søn Jesus Kristus har disse symbolske får der er sluppet fri fra Babylon den Store, aktivt hjulpet og støttet resten af de åndelige israelitter, kongen Jesu Kristi åndelige brødre. De strømmer over af glæde over deres egen religiøse frihed, og de deler fuldt ud den salvede rests glæde i det forvandlede åndelige domæne. Som der siges om ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:16, 17:
31 „De skal ikke sulte [åndeligt] mere eller tørste [åndeligt] mere, heller ikke skal solen [Guds mishag] eller nogen stærk hede brænde dem, for Lammet, som er i tronens midte, vil være hyrde for dem og lede dem til kilder med livets vand. Og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.“
32. Hvilke yderligere grunde til „evig glæde“ kan ’den store skare’ og resten af de åndelige israelitter se frem til?
32 Denne ’store skare’ symbolske får som følger Lammet Jesus Kristus, har fået håb om at overleve den kommende „store trængsel“ som for evigt vil gøre ende på den verdslige tingenes ordning. (Åbenbaringen 7:14) Sammen med den trofaste salvede rest af åndelige israelitter ser de frem til at overleve og komme ind i den lovede nye tingens ordning under Guds messianske rige. Vil det ikke være en glæde for dem at opleve dette? Det kan i sandhed siges om både den salvede rest og ’den store skare’ at de har en „evig glæde om issen“. (Esajas 35:10) Mens jorden forurenes mere og mere af den selviske menneskeheds ødelæggende påfund, oplever den velsignede rest og dens kærlige medarbejdere en blomstrende sundhed i det åndelige paradis.
[Studiespørgsmål]
