Kapitel 3

En forvandlet Messias som de politiske ledere bliver konfronteret med

1. Hvilken afgørende beslutning må de politiske ledere i dag træffe, i lighed med politiske ledere i år 33?

I DEN nærmeste fremtid vil de politiske ledere i alle nationer blive tvunget til at træffe en afgørende beslutning om hvordan de vil forholde sig til Messias. Henimod midten af det første århundrede efter vor tidsregning var der et par politiske ledere der blev stillet over for denne Messias, Jesus af kong Davids slægt. Kong Herodes Antipas af Galilæa ville ikke tro på at Jesus var Messias, og han gjorde nar af ham i retslokalet for derefter at sende ham tilbage til Pontius Pilatus, den romerske landshøvding over Judæa, så han kunne fælde den endelige dom. Pilatus, der repræsenterede Roms kejser Tiberius, gav efter for presset fra en folkehob der var imod Jesus som Messias og dømte ham til at blive henrettet på en pæl som en forbryderisk slave. (Lukas 23:1-25) I vor tid vil de politiske ledere imidlertid blive konfronteret med en Messias der er helt anderledes end den Messias der ofrede sig selv i år 33.

2. Hvorfor vil det forfærde de politiske ledere at blive konfronteret med Messias om kort tid?

² De politiske ledere, især de der er i kristenheden, kender noget til evangeliernes beretning om Jesu Kristi jordiske liv. Den forestilling de fleste har om ham svarer sikkert til det billede mange kunstnere har skabt — en Jesusskikkelse med et lidende ansigt, med tornekrone, og med hænder og fødder naglet til et kors. De politiske ledere i dag regner næppe med at skulle møde Jesus  Kristus som en mægtig himmelsk konge udrustet til at kæmpe med sine jordiske fjender. Til deres store forfærdelse vil det være en forvandlet Messias de om kort tid bliver stillet over for.

3. Hvorfor er det nu vigtigt og betimeligt at undersøge profetien i Esajas 52:13 til 53:12?

³ Den overraskende forandring der er sket i Messias’ stilling, og den officielle opgave han har fået overdraget, er blevet forudsagt i Esajas’ profetiske bog (52:13 til 53:12). Det er betimeligt at undersøge denne bestemte profeti samt de kendsgerninger der viser på hvilken måde den er blevet opfyldt. Det har betydning for os der lever i dag.

4, 5. Hvem begynder Esajas 52:13-15 lidt brat at tale om?

⁴ Efter at Esajas i kapitel 52 har forudsagt jødernes udfrielse efter mange års landflygtighed i det fremmede Babylon i den mesopotamiske dal, skifter vers 13 temmelig brat til noget andet. Læg mærke til ordlyden af sidste vers i kapitlet:

⁵ „Se, min tjener får fremgang, han stiger, løftes og ophøjes såre. Som mange blev målløse over ham, — umenneskelig ussel så han ud, han ligned ej menneskens børn — skal folk i mængde undres, konger blive stumme over ham; thi hvad ikke var sagt dem, ser de, de skuer, hvad de ikke havde hørt.“ — Esajas 52:13-15.

6. Hvad er det ortodokse jødiske syn på den Jehova kalder „min tjener“, som det fremgår af en jødisk fodnote?

⁶ Hvem er det Jehova Gud her profetisk omtaler som „min tjener“? Den ortodokse jødiske opfattelse går ud på at det ikke drejer sig om en enkeltperson. En fodnote til dette sted i Esajas’ bog, udarbejdet af dr. I. W. Slotki, i en bibeludgave som er udgivet af The Soncino Pres i 1949, siger: „Tjeneren er det ideelle Israel eller den trofaste rest. At han ikke er en enkeltperson er den opfattelse alle jødiske og de fleste nutidige ikke-jødiske kommentatorer har. ’Uanset hvad der har bidraget til at fremme denne form for fortolkning (d.v.s. den kristologiske), er det vigtigt for kristne eksegeter at anerkende at denne  jødiske fortolkningsmåde i det væsentlige er korrekt, og at den fortolkningsmåde kristne eksegeter har tilsluttet sig frem til Rosenmüllers tid (d.v.s. 1820) i det væsentlige har været fejlagtig.’ (Whitehouse).“ Men er „denne jødiske fortolkningsmåde“ virkelig korrekt?

7. Kan ortodokse eller reformistiske jøder i dag, så lang tid efter fremsættelsen af Esajas’ profeti, bevise at der findes det omtalte „ideelle Israel“ inden for jødedommen i vor tid?

⁷ I forbindelse med vor overvejelse af den nævnte jødiske opfattelse af hvem udtrykket „min tjener“ er, må vi nødvendigvis spørge: Hvem er i dag eller hvor findes i dag det dr. Slotki kalder „det ideelle Israel“? Findes det blandt den nulevende generation af jøder som har overlevet Hitlers regime i Europa og tilfælde af kommunistisk undertrykkelse og som dog tæller 14.443.925? Finder vi „det ideelle Israel“ som en sådan „tjener“ for den højeste Gud i republikken Israel i dag, især i den jødiske befolkning som har den politiske magt i landet? Hvilken jøde, tilhørende en ortodoks retning eller en reformbevægelse, ser i jødedommen som helhed eller i nogen del af jødedommen i dag „det ideelle Israel“, over 2700 år efter fremsættelsen af Esajas’ profeti? Findes der noget bevis for at udtrykket „min tjener“ i Esajas’ profeti gælder „det ideelle Israel“ bestående af kødelige jøder?

8. Hvor kan vi finde en inspireret beskrivelse af det der virkelig er „det ideelle Israel“, og hvordan beskrives det dér?

⁸ Hvis vi vil vide hvem det virkelige „ideelle Israel“ er, finder vi den inspirerede beskrivelse af det i Åbenbaringen, som jøden Johannes, Zebedæus’ søn, tidligere fisker ved Galilæas sø, fik mens han var forvist til den romerske straffeø Patmos i Det ægæiske Hav. Alting tyder på at Åbenbaringen blev givet til Johannes efter at romerne havde ødelagt Jerusalem og dets tempel i år 70. Det var således også efter Roms brand, påsat af kejser Nero, der benyttede den som påskud til at forfølge de falskeligt anklagede kristne. I et af åbenbaringssynerne så og hørte Johannes en engel sige til fire engle der holdt jordens stormvinde tilbage: „Gør ikke jorden eller havet eller  træerne skade førend vi har beseglet vor Guds trælle på deres pander.“ (Åbenbaringen 7:1-3) Johannes skriver videre:

Og jeg hørte tallet på de beseglede, et hundrede og fireogfyrre tusind, beseglede af hver stamme af Israels sønner:

Af Judas stamme tolv tusind beseglede;

af Rubens stamme tolv tusind;

af Gads stamme tolv tusind;

af Asers stamme tolv tusind;

af Naftalis stamme tolv tusind;

af Manasses stamme tolv tusind;

af Simeons stamme tolv tusind;

af Levis stamme tolv tusind;

af Issakars stamme tolv tusind;

af Zebulons stamme tolv tusind;

af Josefs stamme tolv tusind;

af Benjamins stamme tolv tusind beseglede.

— Åbenbaringen 7:4-8.

9, 10. Hvad er det der gør disse beseglede til et „ideelt Israel“?

⁹ Tallet på disse beseglede israelitter er afgjort et ideelt tal, nemlig tolv gange tolv tusind eller hundrede og fireogfyrre tusind, et tal der udtrykker fuldkommen balance. Det der gør dem til et „ideelt Israel“ er imidlertid ikke alene deres antal, men i højere grad deres moralske og religiøse egenskaber. I en inspireret omtale af disse egenskaber skriver Johannes:

¹⁰ „Og jeg så, og se! Lammet stod på Zions bjerg, og sammen med det et hundrede og fireogfyrre tusind, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander. Og jeg hørte en lyd fra himmelen som lyden af mange vande og som lyden af kraftig torden; og lyden som jeg hørte, var som af sangere der akkompagnerer sig selv på harpe og spiller på deres harper. Og de synger ligesom en ny sang foran tronen og foran de fire levende skabninger og de ældste; og ingen var i stand til at lære den sang uden de hundrede og fireogfyrre tusind, som er blevet købt fra jorden. Det er dem som ikke har besmittet sig med kvinder; ja, de er jomfruer. Det er dem der bliver ved med at følge Lammet hvor det end går hen. Disse er blevet købt fra menneskeslægten som en førstegrøde for  Gud og for Lammet, og i deres mund er der ikke fundet løgn; de er dadelfri.“ — Åbenbaringen 14:1-5.

11. (a) Hvilken slags israelitter er der tale om, og hvilken slags omskærelse har de fået? (b) Hvornår blev Jesus Kristus selv en åndelig israelit?

¹¹ Her er tale om åndelige israelitter, nogle som har gjort det profeten Moses bød det gamle Israels folk at gøre: „Så omskær nu eders hjerters forhud og gør ikke mer eders nakker stive!“ Endvidere: „Og [Jehova] * din Gud vil omskære dit hjerte og dit afkoms hjerte, så du elsker [Jehova] din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl, for at du må leve.“ (5 Mosebog 10:16; 30:6) Selv de åndelige israelitter der var jøder af fødsel måtte have hjertets omskærelse og være jøder i det indre ligesom det øvrige åndelige Israel. (Romerne 2:28, 29) Endog den de følger, „Lammet“, Jesu Kristus, blev en åndelig israelit, nemlig da han blev salvet med Guds ånd umiddelbart efter at Johannes Døber havde døbt ham i Jordanfloden. — Mattæus 3:13-17.

12, 13. (a) Hvordan skildrer Åbenbaringen 21:2, 9-14 „det ideelle Israel“ som „Lammets hustru“? (b) Hvordan viser denne himmelske bys „grundsten“ på meget afgørende måde hvad „det ideelle Israel“ er?

¹² At „det ideelle Israel“ i virkeligheden er det åndelig Israel vises yderligere med et billede i Åbenbaringen 21:2, 9-14. Her skildres Israels tolv stammer, bestående af de 144.000 beseglede, „vor Guds trælle“, som det ny Jerusalem, „bruden, Lammets hustru“. Om dette himmelsk, åndelige nye Jerusalem siges der: „Han viste mig den hellige by Jerusalem som kom ned fra himmelen fra Gud og som havde Guds herlighed. Dens stråleglans var lige som den kostbareste sten, som en jaspissten, krystalklar. Den havde en stor og høj mur og havde tolv porte, og ved portene tolv engle, og der var navne indskrevet, nemlig navnene på Israels sønners tolv stammer. Mod øst var der tre porte, og mod nord tre porte, og mod syd tre porte, og mod vest tre porte. Byens mur havde også tolv grundsten, og på dem Lammets tolv apostles tolv navne.“

 ¹³ Det kødelige Israel var grundlagt på patriarken Jakobs tolv sønner, men det er det åndelige Israel, det kristne Israel, der er grundlagt på Lammet Jesu Kristi tolv apostle. (Efeserne 2:20) Der er således ingen tvivl om at det er dette åndelige Israel der er „det ideelle Israel“. Det beviser dog på ingen måde at det er den „tjener“ der beskrives i kapitel 53 i Esajas’ profeti.

ET INSPIRERET UDSAGN OM HVEM „MIN TJENER“ ER

14. Hvilken kilde søger vi til for at få fastslået hvem det er Gud kalder „min tjener“?

¹⁴ Hvem er så helt nøjagtigt den som Gud kalder „min tjener“, ikke blot i Esajas 52:13 men også i Esajas 53:11? I stedet for blot at acceptere de opfattelser der er blevet udtrykt af dr. I. W. Slotki i 1949 og den tyske orientalist Ernst F. K. Rosenmüller i 1820, vil vi lytte til hvad Bibelen selv, i andre inspirerede bøger, siger om hvem „min tjener“ er. Det fjerner enhver tvivl. Denne sikre fortolkning af ordene „min tjener“ blev fremsat i det første århundrede efter vor tidsregning over for en jødisk proselyt, en ætioper, der havde været i Jerusalem for at tilbede ved templet. Den inspirerede beretning herom siger:

15, 16. Hvilken samtale, med tilknytning til Esajas’ profeti, udspandt sig mellem Filip og en ætiopisk eunuk?

¹⁵ „Jehovas engel talte til Filip og sagde: ’Stå op og gå mod syd til vejen der fører ned fra Jerusalem til Gaza.’ (Dette er en ørkenvej.) Så stod han op og gik, og se! en ætiopisk eunuk, en mægtig mand hos Kandake, ætiopernes dronning, som var sat over alle hendes skatte, han var taget til Jerusalem for at tilbede men var nu på tilbagevejen og sad i sin vogn og læste højt af profeten Esajas. Så sagde ånden til Filip: ’Gå hen og hold dig nær til denne vogn.’ Filip løb hen ved siden af og hørte ham læse højt af profeten Esajas, og han sagde: ’Forstår du egentlig det du læser?’ Han sagde: ’Hvordan skulle jeg dog kunne det når ingen vejleder mig?’ Og han anmodede indtrængende Filip om at komme op og sætte sig hos ham. Det  afsnit i Skriften som han læste højt var dette: ’Som et får blev han ført til slagtning, og som et lam der er umælende over for den der klipper det, således åbner han ikke sin mund. Under hans ydmygelse blev dommen taget bort fra ham. Hvem vil fortælle i detaljer om hans generation? For hans liv tages bort fra jorden.’

¹⁶ Som svar sagde eunukken til Filip: ’Jeg beder dig, om hvem siger profeten dette? Om sig selv eller om en anden? Filip åbnede sin mund, og idet han begyndte med dette skriftsted forkyndte han den gode nyhed om Jesus for ham. Som de nu kørte hen ad vejen, kom de til noget vand, og eunukken sagde: ’Se! Her er vand; hvad hindrer mig i at blive døbt?’ Så befalede han at vognen skulle holde, og de steg begge ned i vandet, både Filip og eunukken; og han døbte ham. Da de var kommet op af vandet, førte Jehovas ånd hurtigt Filip bort, og eunukken så ham ikke mere, for han fortsatte på sin vej med glæde. Men det viste sig at Filip var i Asdod, og han gik gennem distriktet og fortsatte med at forkynde i alle byerne indtil han kom til Kæsarea.“ — Apostelgerninger 8:26-40.

17. (a) Hvilken del af Esajas’ profeti var det den ætiopiske eunuk læste? (b) Hvordan fik han at vide hvem den „tjener“ er der omtales i profetien?

 ¹⁷ Den passage i Bibelen som den ætiopiske eunuk læste højt, angiver vi i dag som det 53. kapitel hos Esajas, versene syv og otte. Her tales om den som Gud kalder „min tjener“ i Esajas 52:13 og 53:11. Jøderne i templet i Jerusalem havde ikke givet denne ætioper som var gået over til jødedommen, en nøjagtig forklaring på hvem denne „tjener“ var. Hvem var da bibelsk kvalificeret til at give en sådan forklaring til den ætiopiske eunuk dér tilbage i år 34 og til os der lever i dag? Det var Filip, „evangelieforkynderen“, som Jehovas engel havde ledet hen til vognen hvor ætioperen sad og læste i Bibelen. Hvem sagde denne Filip at ’tjeneren’ var? Han må have sagt at det var Jesus Kristus, for Apostelgerninger 8:35 beretter: „Filip åbnede sin mund, og idet han begyndte med dette skriftsted forkyndte han den gode nyhed om Jesus for ham.“ Sandt nok er denne Jesus det himmelske overhoved for det åndelige Israel, men Filip lod ikke Esajas’ profeti om Jehovas „tjener“ gælde menigheden af åndelige israelitter men kun dens hoved, Jesus Kristus. — Apostelgerninger 21:8; Kolossenserne 1:18.

18. Hvordan hjælper det os at få nøjagtig besked om hvem den „tjener“ er der omtales i profetien?

¹⁸ Filip var ikke ene om at anvende profetien på denne måde. Det samme gjorde andre inspirerede skribenter, som vi skal se. Med en sådan pålidelig oplysning om hvem denne bestemte „tjener“ for Jehova er, kan vi gå videre og undersøge profetien i detaljer. Det vil uddybe vor værdsættelse og forståelse af den Messias som verdens politiske ledere inden længe vil blive konfronteret med.

19, 20. (a) Hvad viser ordlyden i Esajas 52:13-15 om den virkning profetiens opfyldelse kunne have på de politiske ledere her i det tyvende århundrede? (b) Hvordan handlede Jesus „med indsigt“ i det første århundrede, og siden hvornår er han blevet ophøjet?

¹⁹ Hvis vi udelader sidste del af vers fjorten, en indskudt bemærkning som står mellem tankestreger, indledes profetien med disse ord: „Se, min tjener får fremgang [vil handle med indsigt, NW], han stiger, løftes og ophøjes  såre. Som mange blev målløse over ham, . . . skal folk i mængde undres, konger blive stumme over ham; thi hvad ikke var sagt dem, ser de, de skuer, hvad de ikke havde hørt.“ — Esajas 52:13-15.

²⁰ Lyder det ikke som om opfyldelsen af denne profeti ville berøre alle de politiske ledere hvis den blev opfyldt her i det tyvende århundrede? Det kan der ikke være nogen tvivl om. En forvandlet Messias er hvad nationer og deres politiske ledere vil blive konfronteret med i nær fremtid, en Messias der hvad stilling og opgave angår adskiller sig væsentligt fra den Messias som det jødiske sanhedrin og de hedenske nationer og kong Herodes Antipas og landshøvdingen Pontius Pilatus havde med at gøre i år 33. Dengang ’handlede’ Jesus Messias ’med indsigt’ i de bibelprofetier der gjaldt ham, og lod sig lede af dem til at gøre Jehova Guds vilje. Kan man sige at han, efter sin opstandelse fra de døde og dernæst sin himmelfart, ’løftedes og ophøjedes såre’? Læg mærke til det svar den kristne apostel Peter gav i sin tale til tusinder af jøder der var samlede til pinsefesten; det var ti dage efter at Peter havde set Jesus Kristus stige til himmelen:

21, 22. Hvordan viser Bibelen at Jesus Messias er blevet ’løftet og ophøjet såre’?

²¹ „David steg nemlig ikke op til himlene, men han siger selv: ’Jehova sagde til min Herre: „Sid ved min høje hånd til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.“’ Lad derfor hele Israels hus vide som noget sikkert at Gud har gjort ham til både Herre og Kristus, denne Jesus som I pælfæstede.“ — Apostelgerninger 2:34-36.

²² Mange år senere skrev Peter i et inspireret brev: „Han er ved Guds højre hånd, for han tog til himmelen, og engle og myndigheder og magter blev underlagt ham.“ (1 Peter 3:22) Om Jesus Messias’ ophøjelse har apostel Paulus skrevet: „[Han] ydmygede . . . sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl. Netop derfor ophøjede Gud ham også til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn, så at  i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden, og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til herlighed for Gud, Faderen.“ — Filipperne 2:8-11.

23. Hvilken holdning til den omstændighed at det er himmelen Jesus er blevet ophøjet til, ville være en alvorlig fejltagelse fra de politiske lederes side?

²³ Hvilke konsekvenser vil alt dette få for de politiske ledere i denne verden og for den stilling de indtager? Ikke et øjeblik bør nogen mene at ophøjelsen af Jehovas „tjener“, Jesus Kristus, til en meget høj stilling, som en opfyldelse af Esajas 52:13, ingen virkning vil få for de jordiske nationer og deres politiske ledere. Politikerne bør ikke slå det hen og sige: ’Hvad betyder det om Jesus Kristus er blevet ophøjet til himmelen?’ De bør ikke have denne holdning: ’Nu da han er i himmelen har vi ikke mere med ham at gøre. Lad ham tage sig af sagerne oppe i himmelen, så skal vi tage os af sagerne her på jorden; det er vores ansvar. Vi skal ikke høre mere fra ham om hvordan vi styrer jorden!’

24. Hvordan er den ret til at regere som Jesus havde da han vendte tilbage til himmelen, et fingerpeg om at hans ophøjelse vil få alvorlige følger for politiske ledere?

²⁴ En sådan politisk holdning hviler på et helt forkert grundlag. Ophøjelsen af Jehovas „tjener“ til en meget høj stilling vil få de alvorligste følger for dem og deres forbliven i deres jordiske embeder. De må huske at Jesus Kristus da han vendte tilbage til Jehova Gud i himmelen, stadig var i besiddelse af retten til, som kong Davids efterkommer, at bære kongetitel og udøve kongedømme over hele det landområde i Palæstina der var lovet hans forfædre Abraham, Isak og Jakob. — Lukas 1:31-33; 2 Samuel 7:11-16; 1 Krønikebog 17:10-14; Lukas 22:29, 30; Salme 89:28-38.

25. Hvordan har Jesu genløsningsoffer til følge at de politiske ledere må stå ham til regnskab for den måde de hersker på?

²⁵ Desuden var han i besiddelse af værdien af sit opofrede menneskeliv, hvormed han kunne købe hele den menneskeslægt der stammer fra Adam og Eva. (1 Timoteus 2:5, 6) Idet  han fremlagde værdien af sit genløsningsoffer for Gud i himmelen, tilbagekøbte han menneskeslægten, der var blevet solgt til at være underlagt synden og var fordømt til at lide dens straf, døden. (Hebræerne 9:24-28; Mattæus 20:28) Alle de mennesker som de politiske ledere udøver herredømme over, tilhører med andre ord Jehovas „tjener“, Jesus Kristus, idet han har købt dem, og de ledende må derfor stå ham til regnskab for hvordan de udøver deres herredømme.

26. I hvilken periode, fastsat af Gud, har hedningenationernes politiske ledere haft lov til at udøve deres herredømme over jorden, og siden hvornår har de menneskeskabte styreformer befundet sig i deres „endens tid“?

²⁶ Især nu i denne kritiske periode i menneskenes historie er det vigtigt at vi ikke glemmer eller underkender betydningen af at Jesus Kristus som Davids kongelige ætling har visse juridisk befæstede rettigheder med hensyn til denne jord. Det har aldrig været meningen at disse rettigheder skulle tilsidesættes for evigt uden at blive håndhævet. Mennesker med deres nationale styreformer og politiske embeder skulle kun have lov til at udøve det politiske herredømme over jorden i et tidsrum af fastsat længde. Jehova Gud har for længe siden fastsat en „endens tid“ for alle menneskeskabte styreformer med deres konger, kejsere, præsidenter, shaher, sheiker og andre ledere. Den periode på 2520 år der regnes fra Jerusalems første ødelæggelse i 607 f.v.t. og som kaldes „hedningernes tider“, udløb i efteråret 1914 e.v.t. Siden da har nationerne med deres menneskeskabte styreformer befundet sig i deres „endens tid“, og den vil ikke vare ret meget længere. — Lukas 21:24, DA; Daniel 12:4.

27. (a) Hvad betød efteråret 1914 for Guds „tjener“, Jesus Kristus? (b) Hvad var tiden inde til, som forudsagt i Salme 2:8, 9?

²⁷ For Guds „tjener“, Jesus Kristus, betød efteråret 1914 derimod at han ikke længere skulle vente ved Guds højre hånd i himmelen. (Salme 110:1, 2; Hebræerne 10:12, 13) For ham markerede året 1914 en ’begyndelsens tid’ med hensyn til hans aktive udøvelse af sine kongelige rettigheder. Guds messianske rige fødtes på det fastsatte tidspunkt,  i himmelen, så højt hævet over hedningerne at de ikke i deres trods mod Gud kunne træde det under fode. (Åbenbaringen 12:1-5; Lukas 21:24; Ezekiel 21:25-27) Da var tiden inde til at den nyindsatte konge, Jesus Messias, skulle følge den profetiske indbydelse i Salme 2:8, 9 „Bed mig, og jeg giver dig hedningefolk til arv og den vide jord i eje; med jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en pottemagers kar!“ — Åbenbaringen 2:27; 12:5; Daniel 2:44.

DE POLITISKE LEDERE FORFÆRDES

28. Når den endelige konfrontation mellem Jesus Kristus og alle de politiske ledere på jorden finder sted, hvorfor vil de da ’stirre på ham i forfærdelse’?

²⁸ I lyset af disse profetiske udsagn fra Jehova om hans „tjener“ kan vi se at det i sandhed vil være en forvandlet Messias alle de politiske ledere på jorden vil blive konfronteret med om kort tid. Han vil være så forvandlet at det forfærder dem, gør dem målløse. I det endelige opgør mellem dem og ham vil de ’stirre på ham i forfærdelse’. (NW) Det betyder ikke at de skal se ham bogstaveligt, men de vil komme til at se de synlige vidnesbyrd om hans magt når han kæmper for Jehova Gud, og de vil vide at det er ham, den ophøjede Messias, der kæmper. Hans fremtræden vil være vidt forskellig fra det billede kristenhedens præster har skabt af ham i folks bevidsthed.

29, 30. (a) Hvordan har kristenhedens præster fremstillet Jesus Kristus over for dem der har den politiske magt i verden? (b) Hvordan blev billedet af Messias allerede „forvansket“ i det første århundrede, som forudsagt i Esajas 52:14?

²⁹ Med deres krucifikser og deres kirkelige messer har kristenhedens præster fået dem der har den politiske magt i verden til at betragte Jesus Kristus som en ret ynkelig figur. De hævder at han ved sin himmelfart medbragte det menneskelegeme hvori han blev naglet til pælen, stadig med rifter efter tornekronen på hovedet, de blodige mærker i hænder og fødder efter naglerne og med såret i siden efter spydstikket. Det er fuldstændig  rigtigt at Jesus Kristus led en yderst smertefuld og vanærende død, og det af flere grunde. Men allerede inden da var han blevet ringeagtet og vraget, udsat for grov bagtalelse og falske anklager, idet man sagde at han overtrådte loven og krænkede sabbaten, og man kaldte ham vanvittig, dæmonbesat, en gudsbespotter, en falsk Messias, en bedrager, en trussel mod den jødiske nation, en der anstiftede oprør mod det hedenske Rom. Hans rygte blev i sandhed smædet, og de der anklagede ham falskeligt skabte et fuldstændig forvansket billede af ham; det er navnlig i den betydning Esajas 52:14 skal forstås:

³⁰ „Saa forvansket skal hans Udseende være fra andre Menneskers, og hans Skikkelse fra Menneskens Børn.“ — Kalkar.

31, 32. (a) Hvorved adskiller Jesus Kristus sig i dag fra dengang han var et menneske på jorden? (b) Hvordan vil Esajas 52:15 snart blive opfyldt på de politiske ledere?

³¹ Man har indtil denne dag fortsat vanæret, bagtalt og smædet Jesus Kristus in absentia. Men i dag, nitten hundrede år efter, er han ikke længere et lille „Jesusbarn“ (bambino Gesù); han er ikke længere Guds ’lidende tjener’ på jorden, der ikke sætter sig til modværge mod sine ondskabsfulde fjender. Han er nu den ophøjede „tjener“, Guds godkendte Messias. Hvad de politiske ledere, vildledt af gejstligheden, end må have sagt imod Jehovas „tjener“ for at byde ham trods, vil de ophøre med en sådan højrøstet og udfordrende tale når de bliver stillet over for den engang så ydmygede „tjener“ og skal prøve kræfter med ham i striden om hvem der skal styre jorden. Da vil de nemlig få at se hvad deres præster ikke har sagt dem; de vil blive tvunget til at rette deres opmærksomhed mod det de ikke har hørt deres højt agtede religiøse ledere advare om. Som Esajas 52:15 siger:

³² „Folk i mængde [skal] undres, konger blive stumme over ham; thi hvad ikke var sagt dem, ser de, de skuer hvad de ikke havde hørt.“

33. Hvordan kan det siges at de politiske ledere ’ikke har hørt’ og derfor ’stirrer på Messias i forfærdelse’, når de kristne vidner for Jehova dog offentligt har fremholdt sandheden om Jesus Messias?

 ³³ De trofaste kristne vidner for Jehova har ganske vist sagt dette til folkene og deres konger og prøvet at få nationerne og deres politiske ledere til at høre. Men de fleste har nægtet at se og høre hvad disse trofaste tilhængere af Jehovas „tjener“ har forkyndt i hele verden og beskrevet i et klart og tydeligt sprog. Derimod er det fra de lønnede præster nationerne og deres politiske ledere ikke har hørt noget reelt om at Jehovas „tjener“ ligefrem vil føre krig mod dem og således eksekvere Jehovas domme. Det er de lønnede religiøse ledere der har holdt nationer og konger i uvidenhed om hvad der venter dem når Jehova, ved sin „tjener“, griber ind over for dem for at afgøre stridsspørgsmålet: Hvem skal styre jorden og menneskene på den? Som følge heraf bliver de „målløse“ og „stumme“ over ham, idet de bliver stillet over for noget helt andet end det de havde regnet med.

34. Hvilken advarsel giver Salme 2 de politiske ledere, og hvorfor har de ikke givet agt på den?

³⁴ Her i „endens tid“ siden 1914 har det ikke været kristenhedens præster Jehova Gud har brugt til at forkynde denne advarsel: „Og nu, I konger, vær kloge, lad eder råde, I jordens dommere, tjener [Jehova] i frygt, fryd jer med bæven! Kysser sønnen, at ikke han [Gud] vredes og I forgår! Snart blusser hans vrede op. Salig hver den, der lider på ham!“ (Salme 2:7, 10-12) Da de politiske ledere i jødedommen og i kristenheden har stolet på deres lønnede gejstlige, har de ikke ’kysset Sønnen’. De har ikke vist nogen hengivenhed for Jehovas „tjener“, hans himmelske søn Jesus Messias, som han har indsat på det himmelske Zions bjerg og hvem han har givet „hedningefolk til arv og den vide jord i eje“.

35. (a) Ved hvem har Jehova ladet denne inspirerede advarsel lyde til herskere og dommere? (b) Hvordan betragtes disse vidner af mennesker, og hvordan er deres stilling hos Gud, eftersom de selv ’kysser Sønnen’?

³⁵ Det er ved sine kristne vidner Jehova har ladet denne advarsel lyde til politiske ledere og til dommere i retssalene.  Disse vidner hører selv til dem der ’kysser Sønnen’, og af den grund er de blevet genstand for alle nationernes had og deres fremtræden er blevet forvansket i fejlunderrettede menneskers øjne. (Mattæus 24:9) Jehova vil ikke vredes på sine trofaste og lydige vidner, og hans vrede vil ikke blusse op imod dem så de forgår. Han vender ikke sin vrede mod dem der lider på ham, og derfor er hans vidner det lykkeligste folk på jorden i dag, til trods for verdens had og ondskabsfulde forvanskning af deres rygte. Med stigende interesse spejder de efter den dag da nationernes „konger“ eller politiske ledere vil blive stumme og stirre i forfærdelse idet de bliver vidne til at en forvandlet Messias, Jehovas ophøjede „tjener“, manifesterer sig på ærefrygtindgydende måde.

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 36]

Filip forklarer Esajas’ profeti for en ætiopisk eunuk

 [Helsides illustration på side 40]