Et åndeligt paradis på en forurenet jord
Kapitel 8
Et åndeligt paradis på en forurenet jord
1, 2. Hvordan er det gået med bestræbelserne for at begrænse forureningen af jorden?
DER er stadig nogle områder tilbage på jorden der er som et paradis i miniatureformat, men deres fortsatte beståen er truet. Inden for de sidste tyve år har videnskaben gjort meget for at studere forureningen af vort naturlige miljø, og man har gjort sig bestræbelser for at bremse forureningen af vandet, luften og jorden, men trods det fortsætter forureningen.
2 Visse planer til beskyttelse af miljøet har vist sig at være uigennemførlige eller økonomisk uoverkommelige. Projekter til bevarelse af naturens skønhed og uberørthed i nogle områder har måttet opgives på grund af de behov energikrisen har skabt. Hele jorden bliver mere og mere usund og uegnet som bosted for fisk, fugle, landdyr og mennesker. På grund af menneskets livsform og dårlige forvaltning af jorden er forureningen blevet en selvstændig trussel mod livets fortsatte beståen.
3. Hvilket paradis breder sig på trods af forureningen af vort naturlige miljø, og hvornår begyndte det at tage form?
3 Uberørt af den ødelæggende forurening findes der imidlertid et blomstrende åndeligt paradis som stadig breder sig. Efterhånden som det udbredes, får flere og flere åndeligsindede mennesker del i det og opnår større glæde ved livet. De nærer endog håb om at kunne leve evigt i et uforurenet jordisk paradis. Dette jordiske paradis hører naturligvis stadig fremtiden til; ellers måtte den nuværende forurening af menneskets naturlige miljø være afskaffet. Det overstiger menneskets egen evne og visdom at genoprette menneskets oprindelige paradisiske hjem på jorden. Men siden det første fredsår efter den første verdenskrig er der blevet plantet et åndeligt paradis her på jorden. Det er uden tvivl det paradis den kristne apostel Paulus skriver om i sit andet brev til menigheden i Korint i Grækenland.
4. Hvad skrev apostelen Paulus om dette paradis i sit andet brev til de kristne i Korint?
4 Midt i det første århundrede, omkring år 55, skrev han til denne menighed af sine medtroende: „Jeg må nødvendigvis prale. Det er ikke gavnligt; men jeg vil gå over til overnaturlige syner og åbenbaringer fra Herren. Jeg kender et menneske der er i samhørighed med Kristus og som for fjorten år siden — om det var i legemet ved jeg ikke, eller uden for legemet ved jeg ikke, Gud ved det — blev bortrykket som sådan til den tredje himmel. Ja, jeg kender et sådant menneske — om det var i legemet eller skilt fra legemet ved jeg ikke, Gud ved det — at det blev bortrykket til paradiset og hørte usigelige ord som det ikke er tilladt et menneske at udtale. Af et sådant menneske vil jeg prale, men jeg vil ikke prale af mig selv.“ — 2 Korinter 12:1-5.
5. (a) Hvem er det „menneske der er i samhørighed med Kristus“ som Paulus taler om? (b) Hvad mente han da med ordene: „Af et sådant menneske vil jeg prale, men jeg vil ikke prale af mig selv“? (c) Hvorfor sagde han, da han beskrev den tilstand hvori han havde oplevelsen: „Om det var i legemet ved jeg ikke, eller uden for legemet ved jeg ikke“?
5 Apostelen Paulus taler ikke her om et andet menneske, men om sig selv. Han taler imidlertid om sig selv som han var da han havde den enestående oplevelse han beskriver, som et menneske der var særlig begunstiget af Gud; og af det menneske han var i denne højt begunstigede situation kan han med rette prale. Men som et almindeligt menneske, uden sådanne sjældne privilegier fra Gud, har han ikke noget at prale af. Hans oplevelse var så realistisk at det virkede som om han var legemligt til stede, men fornuftigvis må hans fysiske legeme være forblevet på jorden, og det han oplevede må have været en trance, og det han hørte, må han have hørt mens han var i denne trance. Hvis oplevelsen fandt sted fjorten år før han skrev sit andet brev til Korintermenigheden, kan den tidsfæstes til omkring år 41, hvilket var før hans første missionsrejse sammen med Barnabas, der fandt sted omkring år 47/48. Om det Paulus hørte, blev sagt på hebraisk eller græsk, sprog han kendte, eller på et fremmed sprog som ikke kan oversættes til kendte menneskelige sprog, kommer han ikke nærmere ind på.
6. Hvad betegner udtrykket „den tredje himmel“?
6 Da Paulus blev bortrykket til den tredje himmel blev han ikke løftet op og ført fremad på tidens strøm til den tredje af en række himle som fulgte efter hinanden. Han blev bortrykket vertikalt, og eftersom tallet tre i Bibelen bruges som et udtryk for styrke eller eftertryk, må udtrykket „den tredje himmel“ betegne højden af hans opløftelse, bortrykkelsens ophøjede karakter. Hans oplevelse gjorde ham ikke bekendt med hvad der findes i åndeverdenen i samme forstand som Jesus Kristus, der kom ned fra himmelen og vendte tilbage til de åndelige himle, er bekendt med usynlige himmelske ting. Paulus havde allerede i billedlig forstand, sammen med sine medkristne på jorden, fået sæde „i det himmelske, i samhørighed med Kristus Jesus“. (Efeserne 2:6) At Paulus blev bortrykket til „den tredje himmel“ må således betyde at han i åndelig henseende blev hævet højt over sine medkristnes åndelige stade. Det gav ham uden tvivl en indsigt han ikke tidligere havde haft, og det ville give sig udslag i den måde han talte og skrev på.
7, 8. (a) Hvorfor er det ’paradis’ som Paulus omtaler, ikke det samme som det der nævnes i Åbenbaringen 2:7? (b) Hvorfor var det ’paradis’ som Paulus blev bortrykket til, ikke „Edens have“?
7 At han blev bortrykket til „paradiset“ forbindes her med „den tredje himmel“. Det tyder på at der er tale om noget åndeligt. Men det betyder ikke at det paradis som Paulus blev bortrykket til, er det samme som det paradis der henvises til i det budskab den herliggjorte Jesus Kristus sendte til menigheden i Efesus i Lilleasien: „Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne: Den der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds paradis.“ (Åbenbaringen 2:7) Dette „Guds paradis“ er et billedligt paradis i de usynlige, åndelige himle, som kød og blod ikke kan få adgang til, og som det bogstavelige øje ikke kan se ind i. (1 Korinter 15:50) Der er heller ikke noget som antyder at apostelen Paulus så symboler af ting som findes i de usynlige, åndelige himle, sådan som apostelen Johannes, der beskriver sådanne symboler for os i Åbenbaringen, kapitel 4. Det er således meget usandsynligt at apostelen Paulus blev bortrykket til „Guds paradis“ for at se „livets træ“ dér.
8 Hvad angår det oprindelige jordiske paradis, „Edens have“, så er der intet hemmelighedsfuldt for mennesker ved dette paradis. Det ligger ikke ud over hvad mennesker har oplevet, og at det skal genoprettes på jorden under Guds messianske rige har længe været forstået på grundlag af Bibelens profetier. (1 Mosebog 3:8-24) Følgelig behøvede apostelen Paulus ikke at få „overnaturlige syner og åbenbaringer fra Herren“ for at kende til dette. — 2 Korinter 12:1.
9, 10. (a) Hvilket paradis angik det syn apostelen Paulus fik, og i hvilken periode hører dette paradis til? (b) Hvad drejede de „usigelige ord“ som Paulus hørte, sig om, og hvad ville det have betydet hvis han havde udtalt dem?
9 Der er imidlertid endnu et paradis, et paradis som Bibelen skildrer profetisk, og som vi endog har et historisk forbillede på i Judas land efter jødernes landflygtighed i Babylon. Det er det åndelige paradis i vor tid, nitten hundrede år efter at apostelen Paulus i et overnaturligt syn blev bortrykket til „den tredje himmel“ og „paradiset“. Hvad Paulus hørte under sin realistiske oplevelse, de „usigelige ord som det ikke er tilladt et menneske at udtale“, havde at gøre med dette åndelige paradis som dengang hørte fremtiden til. Dette velsignede domæne for Kristi sande disciple ville blive til virkelighed under Kristi „nærværelse“ eller parousia ved „afslutningen på tingenes ordning“. — Mattæus 24:3.
10 Paulus blev inspireret til at forudsige det religiøse frafald der ville finde sted i den kristne menighed før „vor Herres Jesu Kristi nærværelse“, men det var ikke tilladt ham som menneske at tale om dette åndelige paradis, som han havde hørt „usigelige ord“ om. Gjorde han det, ville det have betydet at han fortolkede de bibelprofetier der drejer sig om dette åndelige paradis. — 2 Tessaloniker 2:1-3; 2 Korinter 12:1-4.
„DEN HELLIGE VEJ“ TIL DET ÅNDELIGE PARADIS
11. (a) Hvornår begyndte Jesu Kristi „nærværelse“? (b) Hvilken regent i fortiden kom Jesus Kristus da til at svare til, og i hvilken forstand?
11 I tidligere publikationer fra Watch Tower Bible and Tract Society er det ud fra Bibelen blevet bevist at „vor Herres Jesu Kristi nærværelse“ begyndte ved udløbet af hedningernes tider i 1914, da Guds messianske rige blev født i de usynlige himle. (Åbenbaringen 12:1-10) På det tidspunkt kom den nyindsatte konge, Jesus Kristus, til at svare til Guds salvede tjener i fortiden, Kyros den Store, der indtog Babylon og udfriede de fangne jøder og deres loyale ikke-jødiske tjenere. Under udførelsen af en lignende opgave i vor tid udfriede Jesus Kristus den salvede rest af sine trofaste disciple som var blevet taget til fange af det store Babylon og dets verdslige elskere under den første verdenskrig fra 1914 til 1918. Ved at bryde dette den falske religions verdensimperiums magt sørgede han for at resten af de åndelige israelitter blev genrejst i 1919. Dette forbløffede og ærgrede hele den religiøse verden. — Åbenbaringen 11:7-13.
12. Hvilke spørgsmål stilles her angående det åndelige paradis?
12 Mange af vore læsere vil sikkert spørge: Hvorfor og hvordan kan man sige at Jehovas salvede rest af åndelige israelitter først trådte ind i det åndelige paradis fra og med 1919? Befandt de sig ikke i et åndeligt paradis på jorden forud for udbruddet af den første verdenskrig i 1914? Havde de for eksempel ikke en sådan velsignet åndelig stilling i Guds gunst allerede fra og med juli 1879, da de begyndte at udgive Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence? Vi gamle som har levet nogen tid før den første verdenskrig og som også dengang hørte med til resten af det åndelige Israel kan svare nej på disse spørgsmål. Med hvilken begrundelse?
13. Hvad var det eneste paradis Guds jordiske tjenere tænkte på forud for 1919?
13 Jo, vi havde ikke hørt spor om at der skulle være et sådant åndeligt paradis for resten af de åndelige israelitter på jorden. Det eneste fremtidige paradis vi tænkte på, var det bogstavelige, materielle paradis der skulle genoprettes på jorden under Jesu Kristi tusindårsrige og hvori den medfølende pælfæstede forbryder skulle opstå, ham til hvem Jesus sagde: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ (Lukas 23:39-43) Selv det paradis apostelen Paulus sigter til i Andet Korinterbrev 12:4 opfattede vi som dette paradis, den genrejste jord. — Se side 420, paragraf 2, i bogen Slaget ved Harmagedon, udgivet på engelsk i 1897.
14. (a) Hvordan forstod man dengang de paradisprofetier der angik Israels nation i fortiden? (b) Hvilken opfyldelse af disse profetier forstod man altså ikke?
14 Nogle bibelprofetier som fik en mindre opfyldelse på Israels nation i det sjette århundrede før vor tidsregning, regnede vi med ville få en nutidig, endelig opfyldelse på de kødelige, omskårne jøder ved at de atter blev samlet i landet Palæstina. (Se for eksempel The Watch Tower for 1892, side 63, om Ezekiel 36:22-36.) Andre profetier som blev opfyldt på fortidens Israel i mindre målestok, mente vi ville få deres større og fuldstændige opfyldelse under Kristi tusindårsrige efter at Satan Djævelen var blevet bundet og fængslet i den bundløse afgrund. (For eksempel Esajas, kapitel 35.) Af den grund indså, erkendte eller opfattede vi overhovedet ikke at disse profetier ville få en nutidig opfyldelse på resten af de åndelige israelitter — ligesom det til den dag i dag heller ikke erkendes inden for kristenhedens kirker. Helt frem til 1932 mente også Jehovas kristne vidner at de kødelige jøders tilbagevenden til Palæstina og oprettelsen af en jødisk stat ville være en opfyldelse af de guddommelige profetier.
15. Hvilke forventninger nærede „resten“ i forbindelse med 1914, og senere i forbindelse med 1918?
15 Desuden havde resten af de åndelige israelitter i årtier, ja siden 1876, set frem til at hedningernes tider skulle udløbe i efteråret 1914. De ventede at Guds messianske rige da ville blive fuldt oprettet i himmelen og at resten af de åndelige israelitter på det tidspunkt ville blive herliggjort sammen med Jesus Kristus i det himmelske rige. Hele deres forståelse af Bibelen blev drejet i den retning eller tilpasset den opfattelse. Og da 1914 så endte under den første verdenskrigs rasen og resten af de åndelige israelitter stadig befandt sig her på jorden, var de tilbøjelige til at mene at de ville blive herliggjort i 1918, tre og et halvt år efter udløbet af hedningernes tider. (Lukas 21:24; Daniel 4:16, 23, 25, 32) De vanskeligheder og genvordigheder de oplevede i form af forbud og forfølgelse under den første verdenskrig, opfattede de ikke som et babylonisk fangenskab som de måtte udfries fra efter den første verdenskrig. De ventede ikke at de skulle føres tilbage til Jehovas fulde gunst på jorden for at udføre et vidnearbejde i hele verden.
16. Hvilken udvikling som er sket siden 1919 forudså „resten“ ikke forud for dette år?
16 Forud for udfrielsen i 1919 var resten af de åndelige israelitter sig således ikke noget åndeligt paradis bevidst. Tanken om et arbejde som det der siden er blevet udført til jordens fjerneste egne, lå dem fjernt! De var endnu ikke ved deres studium af Bibelen nået til den erkendelse at tiden var inde til at Jehova ville skabe sig et navn. (Esajas 63:14; Jeremias 32:20; 2 Samuel 7:23) De indså ikke det var dem selv der skulle bruges til at gøre Guds personlige navn kendt til jordens fire hjørner og til at forkynde Guds oprettede messianske rige for alle nationerne både i og uden for kristenheden. (Mattæus 24:14) De forudså ikke den storslåede opfyldelse af Bibelens profetier som de skulle blive vidne til, og den stadig større forståelse de ville få af de hellige skrifter. De regnede ikke med at de til deres velsignede plads i Guds gunst skulle indsamle „en stor skare“ troende symbolske får fra alle nationer. — Åbenbaringen 7:9-17.
17. (a) Var „resten“ i 1919 straks klar over at den befandt sig i et åndeligt paradis? (b) Hvordan forstår den imidlertid nu at Esajas, kapitel 35, er blevet opfyldt?
17 Dengang i udfrielsens og genrejsningens år, 1919, gik det ikke straks i fuldt omfang op for resten af de åndelige israelitter at de befandt sig i et åndeligt paradis. Men i dag, på dette sene tidspunkt i „endens tid“ for den nuværende tingenes ordning, kan de se hvor storslået profetien i Esajas, kapitel 35, er blevet opfyldt på dem i åndelig forstand siden 1919. Som skildret i denne strålende profeti er de, til trods for menneskets forurening af jorden, ad en ’hellig vej’ kommet ind i et åndeligt paradis.
DEN PARADISISKE PROFETI BLIVER TIL VIRKELIGHED
18. Hvilken kontrast forstærker skønheden i profetien i Esajas, kapitel 35?
18 Profetien i Esajas, kapitel 35, er smuk i sig selv, og dens skønhed forstærkes ved at den følger umiddelbart efter en alvorlig profeti om en drastisk, omfattende ødelæggelse, en øde tilstand der aldrig vil få ende. Denne bedrøvelige tilstand skulle komme som en hævn fra Gud over et strafskyldigt folk, et broderfolk til israelitterne. Dette folk nedstammede fra Esau, som var tvillingebroder til patriarken Jakob eller Israel. Fordi Esau solgte sin førstefødselsret til Jakob for en portion røde linser, fik han tilnavnet Edom (der betyder „rød“), og dette navn blev hængende ved det folk der nedstammede fra ham. (1 Mosebog 25:30) Fortidens Edom lå mellem Det døde Hav og Akababugten, tværs over Araba. — Esajas 34:5-17.
19, 20. (a) Hvis land er det der skal forvandles som beskrevet i Esajas 35:1, 2, og hvoraf fremgår dette? (b) Hvem fik profetien sin første opfyldelse på?
19 Det er en helt anden „ødemark“ der sigtes til i Esajas kapitel 35, som indledes med disse poetiske ord: „Ørken og hede skal fryde sig, ødemark juble og blomstre, blomstre frodigt som rosen og juble, ja, juble med fryd. Libanons herlighed gives den, Karmels og Sarons pragt. [Jehovas] herlighed skuer de, vor Guds højhed.“ — Esajas 35:1, 2.
20 Her forudsiges at et land skal forvandles og igen opnå paradisisk skønhed. Hvilket land? Det land som tilhører dem der omtales i det sidste vers i samme kapitel: „[Jehovas] forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel, med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly.“ (Esajas 35:10) I profetiens første eller fortidige opfyldelse var de forløste der vendte hjem til Zion eller Jerusalem, profeten Esajas’ eget folk, det folk som hørte til i Judas land. Mens Esajas levede sad der stadig en salvet konge på ’Jehovas trone’ i Jerusalem. Esajas profeterede endda under fire jødiske konger efter hinanden, Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias. — Esajas 1:1.
21, 22. (a) Var Judas land en ødemark på Esajas’ tid? (b) Hvornår blev landet lagt øde, og hvor længe lå det øde hen?
21 På Esajas’ tid var Judas land endnu ikke blevet forvandlet til den øde tilstand han nævner i sin profetis 35. kapitel. Ganske vist var assyrerkongen Sankerib trængt ind i landet og havde indtaget en række byer og anrettet betragtelige ødelæggelser. Men da denne hedenske erobrer pralende truede med at indtage Jerusalem, sørgede Jehova mirakuløst for at han måtte trække sig tilbage med vanære. Skønt Judas land led svære skader under assyrerne blev det ikke affolket, sådan at dets indbyggere en dag måtte vende tilbage fra et assyrisk fangenskab til et genopbygget Zion.
22 Desuden var jødernes glæde over at assyrerne på så storslået måde var blevet fordrevet fra Judas land, ikke en „evig glæde“, for i det følgende århundrede blev Jerusalem og dets tempel ødelagt, ’Jehovas trone’ med de jødiske konger blev omstyrtet, og hele Judas land blev lagt øde så der hverken var mennesker eller husdyr tilbage i det. De overlevende som blev deporteret, sørgede dybt i det fremmede, i Babylon, mens deres elskede hjemland lå øde hen i halvfjerds år. Det Esajas havde forudsagt, var altså deres hjemkomst fra landflygtigheden i Babylon.
23. (a) Hvornår blev profetien om landets forskønnelse opfyldt i mindre målestok? (b) Hvornår begyndte den større opfyldelse at finde sted, og hvilken parallel er tydelig når man sammenligner fortidens Israels land med det åndelige domæne som tilhører resten af de åndelige israelitter?
23 Efter at de landflygtige jøder var vendt tilbage fra Babylon i 537 f.v.t. fik profetien om forskønnelsen af den judæiske „ørken“, „hede“ eller „ødemark“ en mindre opfyldelse. Den større og endelige opfyldelse, den åndelige opfyldelse, begyndte at finde sted for resten af de åndelige israelitter efter at de i 1919 var vendt tilbage fra deres landflygtighed i Babylon den Store, borte fra Guds gunst. Allerede før den første verdenskrig havde de åndelige israelitter erfaret den dårlige virkning af Babylon den Stores religiøse og politiske indflydelse, og selve krigen, som først og fremmest Babylon den Store var ansvarlig for og som dette Babylon brugte imod resten af de åndelig israelitter, førte til at deres åndelige domæne blev lagt øde, gjort til en ørken og ødemark. Men da den almægtige Gud, Jehova, i 1919 begyndte at føre resten af sine tilbedere ud af det babyloniske fangenskab, hvilken forvandling skete der da ikke med deres åndelige domæne på jorden!
24. Hvorfor var de åndelige israelitters „land“ blevet afsvedet og ufrugtbart under den første verdenskrig?
24 Under den første verdenskrig havde mangelen på regn i form af Guds velsignelse og godkendelse resulteret i afsvedne, golde områder i deres privilegier og i deres opfyldelse af deres åndelige forpligtelser over for Jehova Gud. Han var ikke i stand til at velsigne den menneskefrygt de i et vist mål lagde for dagen og de begrænsninger de derved pålagde sig selv i religiøs henseende. Han kunne ikke velsigne den besmittelse med den krigsførende verden de i et vist mål pådrog sig, især ved at de ikke fastholdt en fuldstændig neutral holdning over for denne verdens internationale stridigheder. Han kunne ikke velsigne dét at de var mere optaget af deres lovede herliggørelse i det himmelske rige end af det verdensomspændende vidnearbejde de skulle udføre på jorden for hans nyfødte messianske rige. Under sådanne utilstrækkelige forhold kunne de ikke frembringe Rigets „frugter“ til rette tid. — Mattæus 21:43.
25. Hvilken forandring var imidlertid mulig for „resten“, som vist i Bibelen?
25 Men når resten af de åndelige israelitter blev opmærksomme på deres forsømmelige adfærd, kunne de angre den. De kunne mærke sig hvordan de havde svigtet og var kommet til kort med hensyn til at gøre Guds vilje, og så snart de så den rette vej at gå, kunne de bringe forholdet i orden. Ved at gøre dette ville de fjerne grunden til at Gud misbilligede dem og holdt sin velsignelse tilbage. Om Jehovas udvalgte folks genrejsning havde profetien sagt: „Og jeg gør dem og landet rundt om min høj til velsignelse, og jeg sender regn i rette tid, mine byger skal blive til velsignelse.“ — Ezekiel 34:26.
26. (a) Hvad måtte altså ske før der kunne komme et åndeligt paradis? (b) Hvordan hjælper løftet om at „Libanons herlighed gives den“, os til at forstå hvordan der ser ud i Jehovas genrejste rests åndelige domæne?
26 Velsignelserne måtte regne ned før der kunne ske nogen forvandling i den genrejste rests domæne, der var blevet som en „ørken“, en „hede“, en „ødemark“. Hvilken pragt der nu kendetegner Jehovas genrejste rests åndelige domæne, forstås ud fra de profetiske sammenligninger der foretages. For eksempel siges der: „Libanons herlighed gives den, Karmels og Sarons pragt.“ (Esajas 35:1, 2) Man kan altså tænke på Libanons bjerge, som i fortiden var klædt med prægtige stedsegrønne træer, om hvilke Jehova inspirerede sin profet til at sige: „Til dig [Zion] skal Libanons herlighed komme, både cypresser og elm og gran, for at smykke min helligdoms sted, så jeg ærer mine fødders skammel.“ (Esajas 60:13) Fortidens Libanon var så smukt at Jehova sammenlignede det med Edens have, idet han sagde til kongen af Tyrus i Libanon: „I Eden, Guds have, var du.“ — Ezekiel 28:11-13.
27. Hvad føjer udtrykket ’Karmels pragt’ til billedet?
27 Andre smukke scenerier som Esajas kunne drage sammenligning med, var „Karmels og Sarons pragt“. Karmelbjergkæden strækker sig vestpå og ender ude ved Middelhavet i et imponerende forbjerg, ved det nuværende Haifa. Meget rammende kunne hyrden i Salomons højsang beundrende sige til sin elskede sjulamit: „Hovedet på dig [er] som Karmel.“ (Højsangen 7:5; jævnfør Jeremias 46:18.) Navnet Karmel betyder „frugthave“ eller „frugtbart land“. Bjergkæden svarede udmærket til sit navn dengang den var prydet med vingårde og frugthaver, for eksempel da Uzzija var konge i Jerusalem. — 2 Krønikebog 26:10, NW.
28. Hvilke tanker kan vi gøre os når vi hører at den genrejste rests åndelige domæne er som „Sarons pragt“?
28 Ja, ’Karmels pragt’ var velkendt i fortiden. Hvordan da med „Sarons pragt“? Når navnet nævnes, ser man for sig den kystslette der strakte sig mod nord fra havnebyen Joppe („smuk“) og som var oversået med en farvepragt af blomster. (Apostelgerninger 9:35) Man mindes også sjulamittens ord: „Jeg er Sarons rose [eller: tidløs, krokus, fodnoten].“ Eller, som The New English Bible gengiver hendes ord: „Jeg er en affodil på Saron.“ (Højsangen 2:1) Fortidens Saron havde i sandhed sin egen „pragt“.
29. Hvilket billede er det således profeten Esajas tegner af „restens“ genvundne domæne?
29 Når vi sammenholder disse tankeforbindelser med de indledende ord i Esajas’ profeti: „Ørken og hede skal fryde sig, ødemark juble og blomstre, blomstre frodigt som rosen,“ er det et smukt billede der tegnes for os med velvalgte inspirerede ord. (Esajas 35:1, 2) Det er sådan det øde åndelige domæne vil komme til at se ud efter at resten af de åndelige israelitter er blevet ført tilbage til Jehovas gunst.
30. (a) Hvem tilkommer æren for denne storslåede forvandling? (b) Hvem er det der ser profetien gå i opfyldelse og som giver Gud æren for det?
30 Hvis storslåede gerninger vil dette forvandlede domæne så vidne om? Esajas svarer med de inspirerede ord: „[Jehovas] herlighed skue de, vor Guds højhed.“ (Esajas 35:2) Kun den Gud der ejer den ypperste skønhedssans, Skaberen, kunne gøre noget sådant — forandre det sørgelige syn efter halvfjerds års øde tilstand til et smukt sceneri ved hjælp af en genrejst nation. I fortiden så de hjemvendte israelitter en mindre opfyldelse af denne profeti. De der i dag har set profetien blive til virkelighed i større målestok ud over hele jorden, er de kristne tilbedere af Jehova som fra religiøs trældom under det store Babylon er blevet ført tilbage til deres retmæssige åndelige domæne på jorden. For fortidens overvundne babyloniere var forskønnelsen af Judas land, som de havde lagt øde, ikke noget tiltalende syn. For det nutidige store Babylon er forskønnelsen af det åndelige domæne som tilhører den salvede rest af de åndelige israelitter heller ikke noget glædeligt syn.
31. Hvad kunne stedordet „de“ også hentyde til?
31 Det er dog muligt at stedordet „de“ skal sigte til ørkenen, heden og ødemarken i Guds folks ødelagte land. Disse områder havde henligget i denne sørgelige forfatning så længe — i syv årtier — at de ikke mere ventede nogen forandring til det bedre. Da de så oplevede den storslåede forandring og blev iklædt samme pragt og herlighed som Libanon, Karmel og Saron, så de, i deres egen forvandlede tilstand, ’Jehovas herlighed, vor Guds højhed’.
32. Siden hvornår har „resten“ set „vor Guds højhed“ i forvandlingen af deres åndelige domæne?
32 Hvilket håb indebar Esajas’ profeti da ikke for Guds folk, hvis domæne midlertidigt var lagt øde! I deres hærgede tilstand under den første verdenskrig fra 1914 til 1918 forstod den fangne rest af de åndelige israelitter ikke profetiens rette anvendelse, og de fandt derfor ikke den trøst i profetien som den indeholdt til dem. Men nu, især efter de profetiske forklaringer de har fået i bogen Det store Opgør, bind II, som blev udgivet på engelsk i 1932, ser de ’Jehovas herlighed, vor Guds højhed’, i den forvandling der er sket med deres åndelige domæne.
STYRKEDE TIL AT UDFØRE RIGETS GERNING EFTER FANGENSKABET
33. Hvorfor er tilskyndelsen i Esajas 35:3, 4 meget velanbragt?
33 Det ville naturligvis være svært for Guds plagede folk at tro de forjættende ord af profeten Esajas — navnlig når tiden for profetiens opfyldelse nærmede sig og man måtte gøre sig klar til handling. Derfor er den tilskyndelse som nu afbryder den profetiske skildring af den smukke genoprettelse, yderst velanbragt: „Styrk de slappe hænder, lad de vaklende knæ blive faste, sig til de ængstede hjerter: Vær stærke, vær uden frygt! Se eders Gud! Han kommer med hævn, gengæld kommer fra Gud; han kommer og frelser eder.“ — Esajas 35:3, 4.
34, 35. (a) Hvem havde behov for styrke da apostelen Paulus citerede fra denne profeti? (b) Hvad havde disse hebræere som var blevet kristne, været igennem?
34 I det første århundrede efter vor tidsregning citerede apostelen Paulus denne profetiske tilskyndelse i sit brev til de kristnede hebræere i Jerusalem. Han skrev: „Ret derfor de slappe hænder og de svækkede knæ og træd fortsat lige spor med jeres fødder, for at det der er halt ikke skal gå af led, men snarere blive helbredt.“ (Hebræerne 12:12, 13) Disse hebræere som var blevet kristne, havde behov for at samle styrke. På grund af deres tro havde de været igennem meget, og det havde været som en tugt for dem. Herom skriver Paulus:
35 „Bliv imidlertid ved med at huske de tidligere dage i hvilke I, efter at være blevet oplyst, udholdt megen kamp under lidelser, idet I snart, som i et teater, var udsat både for skældsord og trængsler, og snart var delagtige med dem som havde en sådan oplevelse. For I både følte med dem der var i fængsel og fandt jer med glæde i at man røvede hvad I ejede, idet I vidste at I selv havde noget bedre og blivende i eje.“ — Hebræerne 10:32-34.
36. I hvilken forstand er en sådan behandling fra forfølgeres side som tugt fra den himmelske Fader, og hvad er formålet med denne tugt?
36 Apostelen Paulus sammenligner denne hårde behandling fra forfølgernes side med en tugt som den himmelske Fader, ved at tillade forfølgelsen, udsætter sine hengivne børn på jorden for. Selv vort forbillede, Jesus Kristus, blev tugtet på denne måde af sin himmelske Fader. (Hebræerne 12:1-6) Paulus forklarer videre: „Det er til jeres optugtelse at I holder ud. Gud handler med jer som med sønner. For hvad er det for en søn som en fader ikke tugter? Men hvis I er uden den tugt som alle får andel i, er I jo uægte børn, og ikke sønner. Endvidere har vi haft fædre som var af vort kød og som optugtede os, og vi plejede at vise dem respekt. Skal vi så ikke meget mere underordne os under vort åndelige livs Fader og leve? For de plejede i nogle få dage at tugte os efter hvad de syntes var godt, men han gør det til vort gavn, for at vi kan få del i hans hellighed. Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som stifter fred, nemlig retfærdighed.“ — Hebræerne 12:7-11.
37. Hvorfor blev de altså tilskyndet til at styrke hinanden?
37 På grund af den svære tugt disse kristne hebræere var blevet udsat for, er det at apostelen Paulus dernæst citerer fra Esajas 35:3 og anvender det på dem. Når de således styrkede hinanden ville de ikke give op, men udholde tugten og få deres løn når Guds tid var inde. — Hebræerne 12:12.
38. Hvorfor var det særlig påkrævet efter den første verdenskrig at den salvede rest styrkede de slappe hænder og lod de vaklende knæ blive faste?
38 På tilsvarende måde har den salvede rest af de åndelige israelitter i nutiden gennemgået en hård tugt i form af forfølgelse og trængsler fra det store Babylons og dets verdslige forbundsfællers side. Da den første verdenskrig sluttede den 11. november 1918 og de trådte ind i efterkrigstiden, hvis længde de ikke kendte, havde de naturligvis behov for at styrke de slappe hænder og lade de vaklende knæ blive faste. Det største arbejde i den kristne menigheds historie siden pinsedagen i år 33 skulle nu påbegyndes. De måtte træde ind i efterkrigstiden med faste skridt, og tage fat på arbejdet uden vaklen, overbeviste om at Gud førte dem i den rigtige retning. Hedningernes tider var udløbet i 1914. Det messianske rige var blevet født i himmelen. Alle de forudsagte tegn hobede sig op og bekræftede dette. Tiden var inde til at gå enigt fremad som vidner for Jehovas messianske rige.
39, 40. (a) Hvordan blev der i 1919 sagt til medlemmerne af den salvede rest: „Vær stærke, vær uden frygt“? (b) Hvilken frygtløshed kendetegnede det offentlige foredrag ved stævnet i Cedar Point, Ohio?
39 Som vi gamle udmærket husker, skete der noget forbløffende med denne rest af Kristi medarvinger til Riget, noget som kom helt bag på os, sådan som vi dengang forstod Bibelens profetier. Vi var tilbøjelige til at stå med „ængstede hjerter“. Men der blev virkelig sagt til os: „Vær stærke, vær uden frygt!“ (Esajas 35:4) Denne tilskyndelse blev på magtfuld måde givet i de to artikler „Salige de, som ikke frygter“, der blev offentliggjort i den engelske udgave af Vagt-Taarnet for 1. og 15. august 1919. (På dansk i udgaverne for september og oktober 1919.) Oven på dette var det meget opildnende at overvære det otte dages generalstævne i Cedar Point, Ohio, fra 1. til 8. september 1919, hvor den udfordrende påstand: „Salige er de, som ikke frygter“, blev betonet og understreget.
40 Ved de firedages regionalstævner som den salvede rest havde holdt i 1918, mens den første verdenskrig endnu rasede, var der ikke blevet averteret og holdt nogen offentlige foredrag. Men nu ved stævnet i Cedar Point i 1919 blev der som højdepunkt holdt et offentligt foredrag under åben himmel af Vagttårnsselskabets præsident, J. F. Rutherford, over emnet „Håbet for den nødlidende menneskehed“. Frygtløst erklærede taleren i dette foredrag Folkeforbundet, som man da havde foreslået for at sikre freden og fremgangen i verden, ville have Guds mishag. Det var ikke „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“, sådan som kristenhedens gejstlige hævdede. De af de 7000 tilhørere i Cedar Point, Ohio, som stadig var i live da den anden verdenskrig udbrød i september 1939, så at taleren havde talt sandt. Folkeforbundet, som nød gejstlighedens støtte, havde svigtet med hensyn til at sikre verdensfreden. Den anden verdenskrig tildelte det dødsstødet og skubbede det ned i en afgrund. Men det sande messianske rige, som var blevet født i himmelen i 1914, hersker stadig og forkyndes stadig på jorden af Jehovas kristne vidner.
41. Hvad bekræftede de mange vidnesbyrd i 1919 således at der var sket med Jehovas rest af åndelige israelitter?
41 I 1919 var tiden altså kommet da Jehovas rest af åndelige israelitter måtte give verden bevis på at de var blevet udfriet fra Babylon den Store. Stadig flere vidnesbyrd bekræftede at de havde genvundet hans gunst og var blevet udpeget af ham til at være hans kristne vidner. På den anden side begyndte vidnesbyrdene om at Guds mishag var over det store Babylon, også at hobe sig op, ja efterhånden helt op til himmelen. Det ville aldrig igen, selv ikke i krigstid, være i stand til at tage Jehovas kristne vidner til fange og hindre dem i at vidne om Riget.
42. (a) Hvem ville Gud nu komme med „hævn“ imod, og hvorfor? (b) Hvilken andel ville resten af de åndelige israelitter have i dette?
42 Den styrkende tilskyndelse i Esajas’ profeti var forbundet med denne forsikring: „Se eders Gud! Han kommer med hævn, gengæld kommer fra Gud; han kommer og frelser eder.“ (Esajas 35:4) Det første generalstævne i efterkrigstiden i Cedar Point, Ohio, i 1919, og genoptagelsen af den offentlige vidnegerning samme år, var et tydeligt og synligt symbol på at Jehova Gud havde frelst sin rest af åndelige israelitter fra frygtens trældom under Babylon den Store. Han kunne nu komme med hævn mod dette verdensimperium af den falske religion der stammer fra Satan Djævelen og har sit udspring i fortidens Babylon ved Eufratfloden. Tiden var nu inde til at Jehova ville gengælde det store Babylon hvad det i århundredernes løb havde øvet mod hans åndelige Israel. Han ville nu benytte resten af de åndelige israelitter til at forkynde dagen for hans hævn og måden hvorpå han ville gengælde det store Babylon og dets politiske og militære forbundsfæller. — Esajas 61:1, 2; 2 Tessaloniker 1:6.
DE RELIGIØST VANFØRE HELBREDES
43. Hvad ville Guds indgriben til gavn for hans folk medføre, ifølge profeten Esajas?
43 Hvilken reaktion forudså profeten Esajas på den opildnende tilskyndelse han gav Jehovas tilbedere, hvis religiøse domæne en tid lang havde ligget som en „ørken“, en „hede“ og en „ødemark“? Hvordan ville det virke på dem at Gud kom og frelste dem, mens han samtidig bragte hævn og gengældelse over deres undertrykkere som havde hærget dem? Profeten svarer: „Da åbnes de blindes øjne, de døves ører lukkes op; da springer den halte som hjort, den stummes tunge jubler; thi vand vælder frem i ørkener, bække i ødemark; det glødende sand bliver vanddrag, til kildevæld tørstigt land. I sjakalers bo holder hjorde rast, på strudsenes enemærker gror rør og siv.“ — Esajas 35:5-7
44. Hvad menes der med at „de blindes øjne“ åbnes, og hvordan skete dette i 537 f.v.t.?
44 At blindes øjne åbnes betyder af fangne udfries fra fængselets mørke. En sådan oplysende og befriende gerning holdt Jehova sin messianske tjener i beredskab til at udføre når tiden var inde, idet han sagde til ham: „Jeg . . . vogter dig og gør dig til folkepagt for at rejse landet igen, udskifte øde lodder og sige til de bundne: ’Gå ud!’ til dem i mørket: ’Kom frem!’“ (Esajas 49:8, 9) I år 537 f.v.t., efter at fortidens Babylon var faldet for den persiske erobrer Kyros den Store, førte Gud derfor sit landflygtige folk ud af deres langvarige fangenskab i Babylon, så de kunne se frihedens lys på deres arvelodder i deres elskede hjemland.
45. Hvordan blev „de blindes øjne“ åbnet i 1919?
45 På tilsvarende måde førte Jehova i 1919 medlemmerne af sin salvede rest, hvis øjne var blevet blindet under fangenskabet i det store Babylon, ud så de kunne se hans gunsts lys i deres genvundne åndelige domæne. Som tiden gik opfattede deres øjne i stigende grad skønheden i deres åndelige domæne.
46. I hvilken forstand var deres ører ’døve’, og hvad har det medført at deres ører er blevet lukket op?
46 Deres åndelige forståelses ører havde været døve for bibelprofetierne om at de skulle genrejses og udføre et verdensomfattende vidnearbejde efter deres udfrielse fra Babylon den Store. De havde ikke hørt disse profetier blive forklaret på rette måde. Efter at de nu var vendt tilbage til deres genoplivede åndelige domæne, begyndte de gennem Guds organisation at høre forklaringen på disse profetier og at forstå hvordan de var ved at opfyldes. Det guddommelige løfte er trofast blevet indfriet: „På hin dag hører de døve skriftord, og friede fra mulm og mørke kan blindes øjne se. De ydmyge glædes end mere i [Jehova], de fattige jubler i Israels Hellige.“ (Esajas 29:18, 19) Frem til den dag i dag er Jehovas kristne tilbederes ører stadig åbne for budskaberne fra profetierne efterhånden som de åbenbares. De holder ørerne åbne for befalingerne fra Guds skrevne ord vedrørende det arbejde for Riget der nu skal udføres over hele jorden.
47. (a) I hvilken forstand har „restens“ medlemmer været „halte“? (b) Hvordan „springer den halte som hjort“, som forudsagt?
47 Også for „den halte“ er der sket et åndeligt mirakel. Resten af de åndelige israelitter var blevet gjort halte af det store Babylon og ved at dette havde gjort brug af de politiske, juridiske og militære øvrigheder. Det havde lagt dem alvorlige hindringer i vejen så de ikke kunne arbejde ubesværet i fuld offentlighed og med fuld religionsfrihed. Men da de hørte Guds tilskyndelse gennem Esajas og styrkede de slappe hænder og lod de vaklende knæ blive faste, kunne de igen gå støt fremad, sikre på foden. Som der var blevet forudsagt: „Da springer den halte som hjort.“ Energisk tog de fat på krævende opgaver i Jehovas rigstjeneste. Ivrigt gik de til arbejdet. De formelig sprang ud i forkyndelsen af „denne gode nyhed om riget . . . på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. (Mattæus 24:14) Billedlig talt var det et stort spring at organisere alle de genrejste åndelige israelitter til at forkynde Rigets budskab fra hus til hus.
48. Hvornår begyndte „stummes tunge“ at juble, og hvad var grunden?
48 „Den stummes tunge jubler.“ (Esajas 35:6) Også dette gik i opfyldelse da resten af de åndelige israelitter i efterkrigstiden blev ført tilbage til deres retmæssige åndelig domæne. De havde meget at lovprise deres frelses Gud for da de så hvordan deres stilling på jorden var blevet ændret. I stedet for stadig at længes stærkt efter deres himmelske hjem fandt de livet mere indbydende i deres åndelige domæne på jorden. „Thi vand vælder frem i ørkenen, bække i ødemark.“ Livet i tjenesten for Guds rige her på jorden blev åndeligt styrkende og forfriskende for dem. Livets vand begyndte at vælde frem fra Bibelen efterhånden som Guds ånd åbnede mere og mere for forståelsen af den og profetiernes betydning blev tydeligere, til stor opmuntring for dem. Var dette ikke noget som kunne animere Jehovas genrejste tilbedere, som havde været „stumme“ på grund af den åndeligt øde tilstand de havde befundet sig i, til at bryde ud i jubel? Jo, så ganske afgjort!
49. Hvad ville der ellers ske når Jehova velsignede sit folk, som forudsagt i Esajas 35:7?
49 Som følge af de velsignelser Gud lod regne ned over sin genrejste rest af åndelige israelitter, så de også følgende glædebringende enkeltheder i Esajas’ profeti blive til virkelighed i billedlig forstand: „Den afsvedne jord vil blive som en sivbevokset dam, og den tørstige jord som vandkilder. På sjakalers tilholdssted, et hvilested for dem, vil der være grønt græs med rør og papyrusplanter.“ — Esajas 35:7, NW.
50. (a) Hvad leder omtalen af „sjakaler“ tanken hen på? (b) Hvilken forandring ligger der i at der skal fremvokse grønt græs med rør og papyrusplanter?
50 Omtalen af sjakaler henleder tanken på øde forhold. Sjakalen er et ådseldyr af hundefamilien som holder til i ensomme, vilde egne og endda ørkenlignende områder. Deres tilstedeværelse fører tanken hen på tørre, golde egne. Hvis sjakalens tilholdssted forbliver i denne tørre tilstand, vil det ikke være et sted mennesker kunne tænke sig at bo. De ville bestandig råbe på vand, kilder og regn. Når denne væde kom til, ville der opstå damme, og der kunne endog vokse rør og papyrusplanter. Et tæppe af grønt græs ville dække den tidligere ørkenslette. Mennesker ville flytte til, og sjakalernes gøen og tuden ville ikke længere sprede uhygge i nattens mørke. En forbløffende forandring af den art begyndte i 537 f.v.t.
51, 52. (a) Hvordan blev denne del af profetien opfyldt i forbindelse med de landflygtige jøders hjemland? (b) Hvad er der tilsvarende sket siden 1919?
51 Før Judas land blev lagt øde af babylonierne, der kom ned fra nord, forudsagde profeten Jeremias hvad deres komme ville føre til: „Der lyder en tidende, se, den kommer med vældigt drøn fra nordens land og gør Judas byer til ørk, til sjakalers bo.“ Som Jehovas talerør sagde Jeremias også: „Jerusalem gør jeg til stenhob, sjakalers bolig, og Judas byer til ørk, hvor ingen bor.“ — Jeremias 10:22; 9:11.
52 Da de landflygtige jøder forlod Babylon og kom tilbage til deres hjemland efter at det havde ligget ubeboet og øde hen i halvfjerds år, var der følgelig tilholdssteder for sjakaler som måtte omdannes til græsbevoksede områder med fredelige damme hvor der kunne vokse rør og papyrusplanter. De hjemvendte jøder tog således det øde land i besiddelse, og sjakalerne fortrak. På tilsvarende måde begyndte det åndelige domæne som tilhørte den udfriede rest af de åndelige israelitter, i billedlig forstand at ændre udseende fra og med 1919. Fra da af blev enhver som blev afsløret i at forurene deres åndelige domæne, renset ud. Nationerne fortsatte imidlertid med at forurene jorden som aldrig før. Men til trods for den verdensomfattende forurening ser vi dog at et åndeligt paradis er blevet opdyrket af Jehovas kristne vidner, med hans velsignelse og til ære for hans navn!
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 143]
J. F. Rutherford holder foredrag ved stævnet i Cedar Point, Ohio, i 1919
