Kapitel 4

Forvandlingen af den messianske „tjener“

1. Hvordan vil de nuværende konger reagere når Jehovas messianske „tjener“ demonstrerer sin magt?

KONGERNE i den nuværende generation vil ’bliv målløse’ når den messianske „tjener“ inden længe afgiver bevis på sin ændrede stilling i Guds organisation. De vil blive stumme når de skuer den frygtindgydende magtdemonstration som bekræfter at Jehovas „tjener“, Messias er blevet forvandlet. — Esajas 52:13-15.

2. Hvorfor er forvandlingen af den messianske „tjener“ ikke en god nyhed hverken for nationernes „konger“ eller for flertallet af jordens øvrige indbyggere?

² At den messianske „tjener“ forvandles, er af største betydning; ellers ville Jehova ikke have henledt særlig opmærksomhed på det ved sin profet Esajas i det ottende århundrede før vor tidsregning. Egentlig skulle det være en god nyhed for alle på jorden. Men det bliver det ikke for nationernes „konger“. For disse politiske ledere er det nemlig et spørgsmål om enten at bevare deres politiske magt eller at blive afsat af det himmelske rige ved Jehovas ophøjede „tjener“, Jesus Messias. Og de bryder sig ikke om at skulle vige pladsen for en bedre regering over hele jordens befolkning. Det er derfor ikke så mærkeligt at det ikke er nogen god nyhed for dem at Jehovas „tjener“, der engang bragte sig selv som et offer, er blevet forvandlet til hans øverste befuldmægtigede i universet! Ja, hvem ud af jordens fire milliarder indbyggere i dag vil for øvrigt betragte dette som en god nyhed? Hvem ud af disse milliarder tror på denne overraskende nyhed som i dag bekendtgøres over hele jorden af Jehovas kristne vidner?

3. Hvilket spørgsmål opstod dengang Esajas skrev sin profeti?

 ³ Spørgsmålet om hvorvidt man kan tro på denne overraskende nyhed opstod allerede i det ottende århundrede f.v.t., dengang Jehova inspirerede Esajas til at forudsige den storslåede forvandling hans „tjener“ skulle opleve. Derfor spørger profeten Esajas, umiddelbart efter at han har fortalt om den mirakuløse forvandling af ’tjenerens’ stilling: „Hvo troede det, vi hørte, for hvem åbenbaredes [Jehovas] arm?“ — Esajas 53:1.

4, 5. Hvilket spørgsmål opstod vedrørende Esajas’ profeti i det første århundrede, og hvorfor?

⁴ Dengang, i det ottende århundrede før vor tidsregning, var spørgsmålet: Er de oplysninger Esajas har fået og har videregivet til Israels nation, sande? Vil den store forvandling af Jehovas „tjener“ virkelig finde sted? Vil „[Jehovas] arm“, hans vældige kraft til at føre noget igennem, åbenbare sig og sørge for at de offentliggjorte oplysninger holder stik? Over syv hundrede og tres år senere opstod spørgsmålet: Har de oplysninger Esajas fremsatte, vist sig at være sande? Kan opfyldelsen af hans ord bekendtgøres for alle og enhver som noget der er blevet gennemført af Jehovas uovervindelige „arm“? Er Jehovas „arm“ blevet åbenbaret for alle som har evne til at se?

⁵ Disse spørgsmål opstod i det første århundrede fordi der rasede en strid vedrørende Jesus Kristus, Abrahams og Davids efterkommer. Af den grund skrev apostelen Paulus om sagen og viste at de oplysninger Esajas havde hørt, var blevet opfyldt på Jesus Kristus som den „tjener“ der er nævnt i Esajas 52:13 og 53:11. At Jesus Kristus efter sine uhørte lidelser som menneske på jorden var blevet herliggjort i himmelen, var en god nyhed, et evangelium, et glædesbudskab. „Dog,“ skrev apostelen Paulus med særlig adresse til sine egne landsmænd, „var det ikke alle der adlød den gode nyhed. Esajas siger jo: ’Jehova, hvem troede på det de hørte af os?’ Troen kommer altså af det man hører. Og det man hører, kommer gennem ordet om Kristus.“ — Romerne 10:16, 17.

6. Til trods for hvad må vi også i dag sige at det ikke er alle der adlyder den gode nyhed?

 ⁶ Det samme kan siges i dag. Det er ikke alle der adlyder den gode nyhed. Og det til trods for at Jehovas kristne vidner nu i over tres år har forkyndt at „hedningernes tider“ udløb i efteråret 1914 under den første verdenskrig og at Jehovas „tjener“ på det tidspunkt blev yderligere ophøjet ved at han blev indsat på tronen i det messianske rige. (Hebræerne 10:12, 13; Salme 110:1, 2; Lukas 21:24; Åbenbaringen 12:5-10) Siden 1914 har Jehovas vidner peget på de overvældende vidnesbyrd der har hobet sig op og som bekræfter at disse vidunderlige begivenheder har fundet sted. Den gode nyhed om Jehovas „tjeners“ messianske rige er i dag en bedre nyhed end på apostlenes tid, for nitten hundrede år siden. I betragtning af det forholdsvis lille antal af jordens indbyggere der har fået tro på „det de hørte af os“, det vi har forkyndt, kan det med rette siges: „Dog var det ikke alle der adlød den gode nyhed.“ Det forklarer den bedrøvelige tilstand som kendetegner menneskehedens verden i dag.

IKKE NOGEN LOVENDE BEGYNDELSE

7, 8. (a) Hvor sendte Jehova sin søn hen, for at opfylde Esajas’ inspirerede profeti? (b) Hvordan beskriver Esajas 53:2 den start Guds søn ville få som menneske?

⁷ Det Esajas nu går over til at fortælle i sit 53. kapitel, efter at have stillet de indledende spørgsmål, indebar at Jehovas „tjener“ måtte opholde sig her på jorden et stykke tid. Det var Jehova naturligvis klar over, og til sin fastsatte tid sendte han den himmelske søn han havde størst tillid til, for at denne kunne fødes ind i menneskeslægten og selv blive et menneske, en kvindes søn. Desuden gav Jehova denne søn en så ringe og uanselig begyndelse på jorden at det forekom usandsynligt at han nogen sinde ville blive til noget særligt, at den strålende profeti om Jehovas „tjener“ nogen sinde ville blive opfyldt på ham. Esajas forklarer således grunden til sine indledende spørgsmål ved derefter at sige:

 ⁸ „Han skød op som en kvist for hans [iagttagerens] åsyn, som et rodskud af udtørret jord, uden skønhed og pragt til at drage vort blik, uden ydre, så vi syntes om ham.“ — Esajas 53:2.

9. I hvilken forstand var det rigtigt at Jesus fik en ringe start som menneske?

⁹ Som en „kvist“, en stikling, en ung gren, ville han skyde op, ja, som et „rodskud“ der ikke kunne klare sig uden vand, af udtørret, afsvedet jord. Tænk! Ville det ikke være en stor ydmygelse for Jehovas „tjener“ at få en så ringe start som menneske på jorden? Og dog var det sådan det gik for Jesus Kristus. Uanset om der dengang i år 2 f.v.t. fandtes fremtrædende, højt ansete familier som var i slægt med kong David, blev Jesus født af en jødisk jomfru som blev gift med en ganske almindelig tømrer i den ubemærkede galilæiske by Nazaret. Da Maria fødte sin førstefødte, Jesus, befandt hun sig i en stald i Betlehem, og hun lagde den nyfødte i en krybbe. Som besøgende i Betlehem havde de fundet byen så overfyldt med andre som også var kommet for at lade sig indskrive efter kejserens bestemmelse, at der ikke engang var plads til dem i et herberg.

10. Hvordan gik det til at Jesus voksede op i Nazaret, og hvilken indflydelse fik dette på folks indstilling til ham?

¹⁰ Efter at Maria og hendes mand, tømreren Josef, var flyttet ind i et hus i Betlehem, måtte de flygte for at redde Jesu liv, idet kong Herodes den Store havde befalet at alle drengebørn på to år og derunder i Betlehem skulle dræbes. Da de vendte tilbage fra Ægypten tog de ikke til deres fødeby Betlehem igen, men slog sig ned i det upåagtede Nazaret i Galilæa. Dér voksede Jesus op og blev tømrer ligesom sin fosterfader Josef. Da det senere blev meddelt at Jesus var fra denne by, spurgte en som søgte efter Messias derfor: „Kan noget godt komme fra Nazaret?“ I en diskussion blev der spurgt: „Messias kommer da ikke fra Galilæa, vel?“ Og der blev udfordrende sagt: „Ransag og se at der ikke skal fremstå nogen profet i Galilæa.“ — Johannes 1:46; 7:41, 52.

11. På hvilken måde viste det sig at være sandt at Jehovas „tjener“, Jesus Kristus, ikke havde nogen „skønhed“ eller „pragt“?

 ¹¹ Jesus syntes altså ikke at have sine jordiske rødder grundfæstet det rette sted, geografisk set. Skønt han ved Guds ånds mirakuløse virke var født som et fuldkomne menneske, havde han, på grund af sin uanselige forbindelse med Davids kongelige slægt, ikke nogen „skønhed“ eller „statelig skikkelse“ (NW) i deres øjne som søgte en majestætisk Messias med en, efter verdslig målestok, meget imponerende afstamning. Jesus havde heller ikke nogen ydre „pragt“, idet han ikke gjorde stads af sig selv for at fremhæve sit kongelige slægtskab og understrege sit retmæssige krav på Davids trone i Jerusalem. Jesus vidste at han var Jehovas „tjener“ som var udsendt fra himmelen og for en tid gjort „lidt ringere end de guddommelige“ (NW), „lidt ringere end engle“, og at Gud, efter hans tilbagevenden til himmelen, ville opfylde Salme 8:6 og krone ham „med herlighed og ære“ og underlægge ham „den kommende beboede jord“. — Hebræerne 2:5-9.

12. (a) Hvad tyder på at Jesus ikke skilte sig ud ved sit udseende? (b) Hvad var der da ved hans „ydre“ som gjorde at de jødiske religiøse ledere ikke syntes om ham?

¹² Bibelen giver os ingen inspireret beskrivelse af hvordan den fuldkomne Jesus så ud, men åbenbart kunne han, i sig selv, som han nu var, gå for at være et almindeligt menneske. Således kunne han tage op til Jerusalem i hemmelighed, uden at blive genkendt af folkeskarerne. (Johannes 7:9-13) Hvor smuk Jesus Kristus end har været, var det imidlertid det han stod for og det han forkyndte der gjorde ham anderledes i folks øjne. Meningerne om ham var delte: „Lavmælt blev der talt en hel del om ham iblandt folkeskarerne. Nogle sagde: ’Han er en god mand.’ Andre sagde: ’Det er han ikke, tværtimod, han vildleder mængden.’ Ingen talte naturligvis offentligt om ham på grund af frygten for jøderne.“ Hvorfor nærede man ’frygt for jøderne’? Fordi man vidste at Jesus var eftersøgt: „Jøderne søgte at dræbe ham.“ (Johannes 7:1, 12, 13) Ja,  for de jødiske religiøse ledere i det gamle Jerusalem var han „uden ydre, så [de] syntes om ham“, det vil sige som Messias.

13. (a) Hvordan sørgede de jødiske religiøse ledere i det første århundrede for at gøre Jesus meget utiltalende i både jøders og hedningers øjne? (b) Hvad var deres mål?

¹³ I det første århundrede beherskede de jødiske religiøse ledere, som praktiserede den tids jødedom, fuldstændig det jævne folks religiøse tankegang. De sørgede for at deres synspunkter også var folkets synspunkter. Det var disse religiøse ledere der kaldte Jesus en dranker og anklagede ham for at være ven med skatteopkrævere og syndere. (Mattæus 11:19; Lukas 7:34; 19:1-7) Det var disse religiøse ledere der førte Jesus for landshøvdingen Pontius Pilatus og anklagede ham for at være en gudsbespotter, en falsk Kristus og en oprører mod romerriget, og senere også en „bedrager“. (Mattæus 27:11-26, 62-64) På denne måde blev Jesus gjort så utiltalende som muligt i folks øjne, både blandt jøder og hedninger. De der formede den offentlige mening tillagde ham ingen skønhed. Deres mål var at hindre at folk syntes om ham som den sande Messias, Abrahams og kong Davids efterkommer. Kun en lille rest af jøder så i Jesus den skønhed der hørte den sande Messias til.

FIK ET FRASTØDENDE YDRE

14. Hvordan beskrev Esajas 53:3 videre den behandling Jehovas „tjener“ ville få?

¹⁴ Hvor meget Jesus Kristus blev smædet blandt sine egne landsmænd efter kødet, beskrives videre i Esajas’ profeti om Jehovas „tjener“: „Ringeagtet, skyet af folk, en smerternes mand og kendt med sygdom, en, man skjuler sit ansigt for, agtet ringe, vi regned ham ikke.“ — Esajas 53:3.

15, 16. Hvem var det der ’ringeagtede’ og ’skyede’ Jesus, og hvorfor gjorde de det?

¹⁵ Hvem var det Jesus blev ringeagtet og skyet af, som nævnt i denne profeti om Jehovas „tjener“? Beretningen  viser at det jævne folk gerne hørte på Jesus, endog frem til den sidste uge af hans jordiske liv: „Og den store folkemængde hørte med glæde på ham.“ (Markus 12:37) Men blandt farisæerne og de øverste præster lød det: „Ikke én af lederne eller af farisæerne har fået tro på ham, vel? Men denne folkemængde som ikke kender Loven, de er forbandede.“ (Johannes 7:48, 49) Det var de selvretfærdige religiøse ledere og deres tilhængere der ringeagtede Jesus og undgik ham — bortset fra at de kom og rettede deres angreb imod ham eller søgte at fange ham i ord for at få noget at anklage ham for, så de kunne føre deres, egne planer igennem. — Mattæus 12:22-30; Markus 12:13; Lukas 11:53, 54; 20:20-26.

¹⁶ Underlagt en sådan religiøs indflydelse er det ikke mærkeligt at flertallet af Jesu egne landsmænd blev forledt til at ringeagte ham og undgå ham og hans disciple, som om han var en falsk profet, en falsk Messias, en falsk Kristus. Det gik som der siges i Johannes 1:10, 11: „Han var i verden, og verden er blevet til gennem ham, men verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, men hans egne tog ikke imod ham.“ Det var nøjagtig som Jesus sagde til sine egne bysbørn i synagogen i Nazaret i Galilæa: „Jeg skal sige jer som sandt er, at ingen profet er velkommen i sin hjemegn.“ (Lukas 4:24) Og: „Det er kun i sin hjemegn og i sit eget hus at en profet ikke æres.“ (Mattæus 13:57; Markus 6:4; Johannes 4:43, 44) Men tænk hvad folk gik glip af ved at ringeagte og sky Guds „tjener“!

17. Eftersom Jesus aldrig selv blev syg, hvordan var han da „en smerternes mand og kendt med sygdom“?

¹⁷ Som et fuldkomment menneske, født uden nedarvet synd og svaghed, var Jesus ikke syg en eneste dag i sit jordiske liv. Og dog sagde Esajas 53:3 at han ville være „en smerternes mand og kendt med sygdom“. Der hentydes imidlertid ikke til hans egne smerter, og heller ikke til hans egen sygdom. Han kom fra en sund himmel, men til en syg verden, en verden som var plaget af smerter og fortrolig med enhver slags sygdom, også sygdom som medfører  døden. Han kom som en kærlig læge. Han helbredte mange for deres fysiske sygdomme og befriede dem for deres legemlige smerter. Men han kom især for at kurere de syndige mennesker for deres åndelige skavanker og befri dem for de smerter der skyldtes at samvittigheden fordømte dem. Han undgik hverken de legemligt syge eller de åndeligt syge. Da han boede hos skatteopkræveren Zakæus i Jeriko og hjalp denne til at genvinde sin åndelige sundhed, sagde han: „Menneskesønnen er nemlig kommet for at opsøge og frelse det bortkomne.“ (Lukas 19:1-10) Da de jødiske farisæere og skriftlærde kritiserede ham for at spise sammen med skatteopkrævere og syndere, mennesker som søgte åndelig helbredelse, svarede han: „De sunde trænger ikke til læge, men det gør de syge. Jeg er ikke kommet for at indbyde retfærdige men syndere til sindsændring.“ (Lukas 5:27-32) De jødiske overpræster, skriftlærde og farisæere anså imidlertid Jesus for at være den som var syg, den som havde behov for deres religiøse tjeneste.

18. (a) Hvis ansigt er det der ’skjules’ (Esajas 53:3, NW)? (b) Hvem er det åbenbart der skjuler ansigtet, ifølge forskellige bibeloversættelser?

¹⁸ I den forbindelse siger profetien i Esajas 53:3 (NW) videre om Jehovas „tjener“: „Det var som skjultes ansigtet for os.“ Det er ’tjenerens’ ansigt der skjules. Men hvem er det der skjuler det? Er det ’tjeneren’ selv der skjuler sit ansigt, ligesom en spedalsk der ifølge Moseloven skulle tilhylle sit ansigt og råbe: „Uren“? Det er sådan Youngs bibeloversættelse gengiver stedet: „Og som en der skjuler ansigtet for os.“ Men Kalkars oversættelse siger: „Som En, for hvem man skjuler Ansigtet.“ Så hvis ansigt er det der skjules? Skjuler den afskyede sit eget ansigt? Eller skjuler vi ansigtet for vedkommende? Hvis det sidste er tilfældet vil den afskyede vide at vi ikke vil se på ham, enten fordi vi er bange for ham eller fordi vi foragter ham. Som The New English Bible udtrykker det: „Noget man vender blikket bort fra.“ Eller, ifølge den autoriserede danske oversættelse af 1931: „En, man skjuler sit ansigt  for.“ Man kan naturligvis skjule den afskyedes ansigt for sig selv ved blot at vende sig bort eller holde hånden for øjnene.

19, 20. (a) Havde Jesus nogen grund til forlegent at skjule ansigtet? (b) Hvem var det der ’agtede ham ringe’ og ’ikke regnede ham’, og hvordan viste de dette?

¹⁹ Jesus Kristus havde imidlertid intet at skamme sig over. Han havde ingen grund til forlegent at skjule sit ansigt for os. Han så åbent på folk. (Markus 3:5; 10:21) Det var hans modstandere og hans fjender der nægtede at se på ham med gunst og at anerkende ham som den forudsagte „tjener“, Guds Messias. Som Esajas 53:3 fortsætter med at sige, var han „agtet ringe, vi regned ham ikke“. Han blev ikke betragtet som Messias; han blev ikke regnet for at have den kostelige værdi som Messias havde. Han blev ikke vurderet til mere end en træl. (2 Mosebog 21:3) Tredive sølvstykker, prisen for en træl i Israel, var den betaling de øverste præster i Jerusalem tilbød Judas Iskariot for at forråde sin Herre, Jesus Kristus, til dem. (Mattæus 26:14-16; 27:3-10) I profetien i Zakarias 11:12,13 betegnes tredive sekel sølv sarkastisk som en ’dejlig pris’ for en åndelig hyrde som Jesus Kristus.

²⁰ Da de religiøse ledere skulle træffe et valg over for provinsdommeren Pontius Pilatus, regnede de endog Jesus Kristus for mindre værd end røveren Barabbas. De forlangte at landshøvdingen Pontius Pilatus på påskedagen skulle løslade dem denne morder i stedet for Jehovas „tjener“, Jesus Kristus. (Mattæus 27:15-26) Kunne det udtrykkes mere graverende hvor ringe Jesus Kristus blev agtet af dem der ønskede at få ham af vejen? Således blev Jehovas „tjener“, Jesus Kristus, ’ikke regnet’.

DE DER VEDKENDER SIG DERES ANSVARLIGHED

21, 22. (a) Hvilket folk er det, ifølge Esajas, der indtager denne forkerte holdning over for Jehovas „tjener“? (b) Hvad sagde apostelen Peter at „israelitiske mænd“ havde gjort mod Jehovas „tjener“?

²¹ Har vi lagt mærke til hvem det er den inspirerede profet Esajas tillægger alt dette? Han siger ikke: ’Han  blev agtet ringe, hedningerne regnede ham ikke.’ Han siger ikke at hans ansigt skjultes for hedningerne, ikke-jøderne. Under inspiration siger Esajas derimod at ansigtet skjultes „for os“ (NW), og at „vi regned ham ikke“. (Esajas 53:3) Det er sit eget folk Esajas tillægger denne forkerte holdning og optræden over for Jehovas „tjener“. Esajas kommer så at sige med en tilståelse på sit eget folks, Israels nations, vegne. Derfor sagde apostelen Peter nogle dage efter pinsefesten i år 33, til en skare tilbedere i Salomons søjlegang i templet i Jerusalem:

²² „Israelitiske mænd, hvorfor undrer I jer over dette [en mirakuløs helbredelse som Peter og Johannes lige havde udført], eller hvorfor stirrer I på os som om vi i egen kraft eller gudhengivenhed havde fået ham [den helbredte mand] til at gå? Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, vore forfædres Gud, har herliggjort sin tjener, Jesus, som I, ja I, overgav og nægtede at kendes ved for Pilatus’ ansigt, da han havde besluttet at give ham fri. Ja, I nægtede at kendes ved den hellige og retfærdige, og I bad om at en mand, en morder, frit måtte blive skænket jer, hvorimod I dræbte livets hovedformidler. Men Gud oprejste ham fra de døde, hvilket vi er vidner om. Og hans navn har, ved vor tro på hans navn, gjort denne mand som I ser og kender, stærk, og den tro der er kommet gennem ham, har givet manden denne fulde førlighed for øjnene af jer alle. Og nu, brødre, jeg ved at I handlede i uvidenhed, ligesom jeres ledere også gjorde. Men på denne måde har Gud opfyldt det han forud havde forkyndt gennem alle profeternes mund, at hans Messias skulle lide. Det er til jer at Gud, efter at han har ladet sin tjener fremstå, først har sendt ham for at velsigne jer ved at vende hver enkelt af jer bort fra jeres onde gerninger.“ — Apostelgerninger 3:12-18, 26; Lukas 23:18-25.

23. Hvordan gjorde hedningerne fælles sag med jøderne og viste at de ikke regnede Jesus?

²³ Det er naturligvis sandt at hedningerne også var med til at vise at de ikke regnede Jesus. I Mattæus 27:27-31  læser vi: „Så tog landshøvdingens soldater Jesus ind i paladset og samlede hele afdelingen af soldater om ham. Og efter at have klædt ham af lagde de en skarlagenrød kappe omkring ham, og de flettede en krone af tornegrene og anbragte den på hans hoved og gav ham en rørkæp i hans højre hånd. Og de knælede foran ham og gjorde nar af ham idet de sagde: ’Vær hilset, jødernes konge!’ Og de spyttede på ham og tog rørkæppen og begyndte at slå ham i hovedet. Til sidst, da de havde gjort nar af ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne yderklæde på og førte ham af sted til pælfæstelsen.“

24, 25. (a) Hvis eksempel fulgte disse hedninger imidlertid blot? (b) Hvordan var Jesus i forvejen blevet behandlet af det jødiske sanhedrin?

²⁴ Disse hedninger fulgte imidlertid blot det eksempel som jødernes religiøse ledere havde sat for dem. Da Jesus nægtede at svare på de anklager som mange vidner rettede imod ham foran sanhedrinet i Jerusalem, hvor ypperstepræsten førte forsædet, skete der følgende, som berettet i Mattæus 26:63-68:

²⁵ „Så sagde ypperstepræsten til ham: ’Jeg tager dig i ed ved den levende Gud, at du skal sige os om du er Messias, Guds søn!’ Jesus sagde til ham: ’Du har selv sagt det. Dog siger jeg jer: Fra nu af skal I se Menneskesønnen sidde ved kraftens højre hånd og komme på himmelens skyer.’ Da sønderrev ypperstepræsten sine yderklæder og sagde: ’Han har spottet Gud! Hvad brug har vi mere for vidner? se! Nu har I hørt gudsbespottelsen. Hvad mener I?’ De sagde som svar: ’Han er skyldig til døden.’ Så spyttede de ham i ansigtet og slog ham med knytnæver. Andre gav ham lussinger, og de sagde: ’Profetér for os, Kristus. Hvem var det der slog dig?’“

26. Hvem foranledigede at Jesus blev ført for den romerske landshøvding?

²⁶ Efter at sanhedrinet havde holdt dette møde om natten, mødtes de øverste præster og folkets ældste tidligt om morgenen for at drøfte hvordan de kunne blive af med Jesus, som sanhedrinet havde dømt til døden for gudsbespottelse. Ikke på forlangende af den hedenske øvrighed,  den romerske landshøvding Pontius Pilatus, men på eget initiativ besluttede de at overgive Jesus til Pilatus og rejse politiske anklager imod ham. — Mattæus 27:1, 2.

27. For hvis hånd led Messias altså denne dårlige behandling, ifølge de historiske kendsgerninger?

²⁷ Ingen kan med rette benægte at Esajas var en kødelig, omskåren jøde. I sin inspirerede profeti frikender han ikke sit eget folk eller forudsiger at hans eget folk ville være uden skyld i den dårlige behandling af Jehovas lidende „tjener“. Som et medlem af dette folk benytter Esajas stedordet „vi“ idet han forudsiger den skammelige behandling ’tjeneren’ ville blive udsat for. Det var til Esajas’ folk denne betydningsfulde „tjener“ fra Jehova skulle sendes, og historien viser at det var til Esajas’ folk denne „tjener“, Messias, kom da Jehovas tid var inde. Hvordan folket ville behandle denne messianske „tjener“, havde profeten Esajas beskrevet i forvejen. Og de historiske kendsgerninger viser at hedningerne også blev impliceret. Der var en vigtig grund til at han blev behandlet sådan, som det fremgår af Esajas’ profeti.

28. Hvorfor var det nødvendigt at Jesus Kristus blev udsat for disse lidelser og denne vanære?

²⁸ Her må vi uvilkårligt spørge: Hvorfor ville Jehova udsætte sin fremtrædende „tjener“ for al denne lidelse og vanære? Åbenbart fordi der var noget som skulle slås fast. Ja, der var et stridsspørgsmål som skulle afgøres, og som krævede at den almægtige Gud tillod disse lidelser. Udsendt som den forudsagte „tjener“ beviste Jesus Kristus at han kunne udholde alle disse lidelser og krænkelser, ja endog den smertefulde, vanærende død på en henrettelsespæl. Han beviste at han kunne være fuldstændig lydig mod Jehova Gud under alle disse lidelser, uden at beklage sig en eneste gang. Under alt dette kunne han bevare sin fuldkomne uskyld, i urokkelig loyalitet og trofasthed over for den suveræne Herre, Jehova Gud. Det var netop det der skulle slås fast. Det var dette vigtige  stridsspørgsmål der skulle afgøres ved hjælp af denne „tjener“ fra Jehova.

29. (a) Hvornår var stridsspørgsmålet vedrørende Jehovas tjeneres lydighed, loyalitet og trofasthed tidligere blevet rejst? (b) Hvorfor blev stridsspørgsmålet rejst i forbindelse med Job?

²⁹ Spørgsmålet om Jehovas tjeneres lydighed, loyale hengivenhed og trofasthed var blevet rejst i klare, utvetydig vendinger i forbindelse med manden Job, kort før profeten Moses’ fødsel i det sekstende århundrede f.v.t. Grunden til at dette spørgsmål havde så alvorlig, ja universel, betydning, var at det blev rejst af en himmelsk åndeskabning, Jehovas ærkefjende, Satan Djævelen. Job var ikke hebræer, israelit eller jøde, men han tilbad hengivent Jehova som den eneste levende og sande Gud. Satan Djævelen havde sine tilhængere i himmelen, dæmonenglene, og han brød sig ikke om at Jehova kunne henvise til denne Job i landet Uz som et mønsterværdigt eksempel på oprigtig, helhjertet, hengiven tilbedelse af den sande Gud. Satan nærede ingen tiltro til at Job, eller nogen anden fornuftbegavet skabning i himmelen eller på jorden, tilbad Jehova ærligt og uselvisk. Med et fremtrædende eksempel ønskede han at bevise at det var med rette han betvivlede at nogen skabning ville holde fast ved Jehova som Gud og som universets Suveræn, uden af selviske grunde.

30. Hvad prøvede Satan at bevise vedrørende alle Jehovas tjenere i himmelen og på jorden?

³⁰ Derfor satte han sig for at bevise at Jehovas tillid til Job var uberettiget og — med dette som en prøvesag — at Jehovas tillid til alle andre som tilbad og tjente ham i himmelen og på jorden også var uberettiget. Havde han, Satan Djævelen, ikke selv gjort oprør mod Jehovas universelle suverænitet? Og havde han ikke fået følgeskab af dæmonenglene? Hvorfor, tænkte han, skulle nogen skabning være anderledes end han og hans dæmonengle? Alle som endnu underordnede sig under Jehovas universelle suverænitet var efter Satans mening blevet købt af Gud til at gøre det. Blot han, Satan, fik lov og lejlighed, så skulle han nok bevise det i tilfældet med denne Job, der  ansås for at være ustraffelig i sin hengivenhed over for Jehova.

31. (a) Hvor rejste Satan sin udfordring i forbindelse med Job? (b) Hvordan viste Jehova sin tillid til manden Job?

³¹ I overværelse af de forsamlede gudssønner i himmelen sagde Satan lige op i Guds ansigt vedrørende den velstillede Job: „Men ræk engang din hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit ansigt!“ Så stærk var Jehovas tillid til manden Job, at han ikke var bange for at lade Job blive prøvet på denne måde for at tilbagevise Satans påstand. Jehova rørte ikke selv ved Jobs vældige besiddelser. Han lod den ondsindede Satan gøre det og således forvandle Job fra den mægtigste af „alle østens sønner“ til den fattigste af dem alle, endog berøvet sine syv sønner og tre døtre. Gjorde Job, udsat for en så usædvanlig hård modgang, oprør mod Jehovas universelle suverænitet?

32. Hvordan fremgår det om Job var oprørsk under det pres han blev udsat for?

³² Der var ikke noget som helst oprørsk i Jobs ord da han sagde: „Nøgen kom jeg af moders skød, og nøgen vender jeg did tilbage [til jorden]. [Jehova] gav, og [Jehova] tog, [Jehovas] navn være lovet!“ Og historikeren tilføjer: „I alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt.“ — Job 1:1-22.

33. Hvordan blev Job yderligere prøvet på sin krop og i sit hjem, og hvordan reagerede han?

³³ Stadig ikke overbevist udfordrede Satan Jehova til at prøve Job endnu en gang. Igen i overværelse af de forsamlede gudssønner i himmelen sagde Satan til Gud: „Hud for hud! En mand giver alt, hvad han ejer, for sit liv! Men ræk engang din hånd ud og rør ved hans ben og kød! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit ansigt!“ Jehova veg ikke tilbage over for denne udfordring, men lod Satan slå Job med en frygtelig, afskyelig sygdom fra isse til fodsål. Hans kød fordærvedes. Hans hustru opgav ethvert håb om at han ville blive rask igen, og hun sagde til ham: „Holder du endnu fast ved din fromhed [integritet, NW]?  Forband Gud og dø!“ Lod Job sig påvirke af sin hustru, der havde mistet alle sine ti børn på én gang? Brød han nu sin mønsterværdige integritet og forbandede universets Suveræn? Nej, den historiske beretning fortæller: „Men han svarede hende: ’Du taler som en dåre! Skulle vi tage imod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?’ I alt dette syndede Job ikke med sine læber.“ — Job 2:1-10.

34. Hvilken virkning havde de tre falske trøsteres argumenter på Job?

³⁴ En dag ankom tre såkaldte venner, som gav sig ud for at ville trøste den dødssyge Job. Det viste sig at være en ringe trøst de kom med. En efter en søgte de at overbevise Job om at han var en religiøs hykler, netop som Satan havde påstået over for Gud. De fremførte det argument at Job hele tiden havde været en synder og at Gud nu straffede ham for det. Job afviste med rette dette. Han nægtede at han ikke havde bevaret sin integritet, og sagde til de tre anklagere: „Langt være det fra mig at give jer ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min uskyld [integritet, NW].“ (Job 27:5) Selv om Job gjorde krav på at han havde bevaret sin integritet hele tiden op til dette tidspunkt under sin sygdom, følte han dog ikke at Jehova udøvede sin universelle suverænitet på en forkert og undertrykkende måde. Job rejste sig ikke mod Gud fordi han nu måtte lide tab og sygdom og blev udsat for falsk anklager skønt han trofast havde tjent og tilbedt universets Suveræn, Jehova,

35. Hvad var udfaldet af denne prøvesag, og hvilken sejr medførte den?

³⁵ Følgelig kom Satan ikke til at se og høre Job forbande Gud lige op i hans ansigt. Satan tabte denne afgørende prøvesag. Selv i tilfældet med dette ufuldkomne menneske viste Satans påstand over for Gud sig at være grundløs. Satans hånd blev tvunget tilbage fra Jobs ben og kød, og den almægtige Gud helbredte Job. Hans legeme kom atter til at svulme af ungdommens friskhed. (Job 33:25) Han blev forynget i den grad at han blev fader til endnu ti børn,  syv sønner og tre døtre. Han blev også dobbelt så rig som før. Han fik sit liv forlænget med et hundrede og fyrre år, og så sine egne oldebørn. (Job 42:10-17) Dette var naturligvis en sejr for Job som et menneske der ejede en ubrydelig integritet over for universets Suveræn, Jehova Gud. Ja, men det var i særlig grad en sejr for Jehova selv som universets Suveræn. Han beklæder denne stilling med rette. Han udøver sin suverænitet på en sådan måde at selv mennesker på jorden kan se det retmæssige deri og vil holde ubrydeligt fast ved hans herredømme, trods lidelser.

36. (a) Hvornår og hvordan blev stridsspørgsmålet om det suveræne herredømme i universet rejst for første gang? (b) Hvor vidtrækkende var spørgsmålet om Guds skabningers integritet?

³⁶ Stridsspørgsmålet var imidlertid ikke afgjort med Job. Det var heller ikke et spørgsmål som først opstod på Jobs tid. På det tidspunkt var det over 2400 år gammelt. Hvordan det? Jo, det var blevet rejst allerede i Edens have, kort efter skabelsen af de fuldkomne mennesker, Adam og Eva. På det tidspunkt så den åndesøn af Gud der nu kaldes Satan Djævelen en mulighed, mente han, for at oprette sit eget suveræne herredømme, i det mindste over menneskene, om ikke også over englene. Han gjorde oprør mod sin himmelske Fader, Jehova, og løsrev sig fra dennes suveræne herredømme. Gennem Eva lagde han derefter pres på den fuldkomne Adam, for at få ham til at følge sig i oprøret mod universets Suveræn, Jehova. På denne måde blev stridsspørgsmålet om det suveræne herredømme i universet rejst for første gang. Spørgsmålet var nu, ikke blot hvem af menneskene der ville holde fast ved Jehovas universelle suverænitet, men også, og vigtigere, hvem i himmelen der ville bevare sin integritet over for den højeste Gud og forblive loyal og trofast mod hans universelle suverænitet og anerkende hans herredømme som retmæssigt over hele skaberværket.

37. Hvorfor var det især på sin plads at Jehovas ypperste himmelske søn blev prøvet — specielt som menneske på jorden — i forbindelse med spørgsmålet om uselvisk hengivenhed over for Jehovas universelle suverænitet?

 ³⁷ Derfor nåede det altafgørende spørgsmål helt op til den ypperste søn af Gud i himmelen, Jehovas øverste repræsentant, „al skabnings førstefødte“. (Kolossenserne 1:15; Åbenbaringen 3:14) Han indtog i himmelen stillingen som Logos, det vil sige Ordet eller talsmanden. (Johannes 1:1-3) Fremfor alle andre af Jehova Guds skabninger måtte denne øverste repræsentant prøves i forbindelse med dette spørgsmål om uselvisk hengivenhed for Jehovas universelle suverænitet. Frem til Jobs tid og i mere end femten hundrede år derefter havde han bevaret sin integritet over for sin himmelske Fader, Jehova. Han havde optrådt ulasteligt som sin Faders ypperste repræsentant, Ordet. Ja, sandt nok, men det var uden at gennemgå legemlige lidelser, uden at erfare den dybeste ydmygelse og uforskyldt vanære. Det var ikke nede på jorden som et menneske, ligesom den fuldkomne Adam i Edens have. Nej, lad denne højt ærede og respekterede talsmand for Gud erfare sådanne genvordigheder på jorden — for Satan Djævelens hånd — og lad os så se om han bevarer sin integritet over for Gud og forbliver lydig mod hans universelle suverænitet! Det må være sådan Satan ræsonnerede.

38, 39. Hvordan tilkendegav Jehova umiddelbart efter oprøret i Eden at han ville lade en sådan prøve finde sted?

³⁸ For at tage denne udfordring fra Satan op, måtte den almægtige Gud overføre sin enestefødte søn, Logos, til jorden ved at lade ham føde som et menneske. I fuld tillid til denne sin elskede søn og til hans ubrydelige hengivenhed over for sin himmelske Fader, traf Jehova beslutning om at gøre dette. Han fattede dette forsæt umiddelbart efter at det var lykkedes Satan Djævelen at bryde den fuldkomne Adams integritet. Dette forsæt er indeholdt i Guds ord til den symbolske slange i Edens have:

³⁹ „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ — 1 Mosebog 3:15.

40. I hvilken profeti skildres de svære lidelser denne prøve ville indebære for Guds søn?

 ⁴⁰ At kvindens „sæd“ skulle hugges i hælen, indebar at Jehovas ypperste himmelske søn måtte udsættes for svære lidelser på jorden, påført af den selv samme som udsatte den trofaste Job for alle de uretfærdige lidelser. Men Satan Djævelen ville ikke være tilfreds med noget mindre end dette. Ellers ville han aldrig føle at han, ved en tilfredsstillende prøve, havde fået lejlighed til at bevise sin påstand. Hans udfordring mod Jehovas universelle suverænitet kunne aldrig fuldt ud tilbagevises hvis ikke dette skete. Det indså Jehova. Han var besluttet på at afgøre stridsspørgsmålet ved hjælp, af sin dyrebareste himmelske skabning, sin enestefødte søn, sin øverste værkmester. Hans beslutning om dette er udtrykt i den bemærkelsesværdige profeti om hans „tjener“ i Esajas 52:13 til 53:12.

[Studiespørgsmål]