Løftet om et åndeligt paradis
Kapitel 6
Løftet om et åndeligt paradis
1. (a) Hvoraf fremgår det at Jesus havde Paradiset for menneskeheden i tanke endog lige før sin død? (b) Hvad sagde Jesus mange år senere til menigheden i Efesus om et paradis? (c) Talte han om det samme paradis begge gange?
JEHOVA GUDS messianske tjener har en vigtig andel at hjælpe os ind i et paradis. Endog på den triste dag for nitten hundrede år siden da Jesus Kristus blev regnet blandt overtrædere, som en opfyldelse af Esajas 53:12, tænkte han på Paradiset for menneskene. Da den ene af de to røvere som blev pælfæstet ved hans side, sagde til ham: „Jesus, husk mig når du kommer i dit rige,“ svarede han: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ (Lukas 23:39-43; Markus 15:25-27) Treogtres år senere sagde den opstandne Jesus, henvendt til den kristne menighed i Efesus i Lilleasien: „Den der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds paradis.“ (Åbenbaringen 2:7) Eftersom disse løfter blev givet til to forskellige kategorier af mennesker, det første til en ikke-kristen og det andet til en kristen der sejrer, må der være tale om to forskellige slags paradis — i det første løfte et jordisk paradis og i det andet et himmelsk. Jehovas „tjener“ har at gøre med dem begge.
2. Hvilken slags paradis, som forudsagt af Esajas, kan opleves i dag uden at man først har erfaret fysisk død og opstandelse?
2 Begge disse paradiser hørte endnu fremtiden til da Jesus nævnte dem. Desuden ville den enkelte først få glæde af et sådant paradis efter sin død, når Guds tid var inde til at give vedkommende en opstandelse fra de døde. Imidlertid findes der et paradis som er til glæde for dem der lever på jorden nu. Eftersom menneskets naturlige omgivelser bliver mere og mere forurenede og jorden ikke kan siges at være et paradis i dag, må det være et paradis i billedlig betydning de sande kristne tilbedere af Jehova oplever på nuværende tidspunkt, et åndeligt paradis. Esajas’ profeti om Jehovas messianske tjener forudsagde oprettelsen af dette åndelige paradis for trofaste tilbede af Jehova.
3. (a) Hvem skulle ifølge Esajas’ profeti have en vigtig andel i at frembringe det åndelige paradis på jorden? (b) Som en ’gudssøn’, hvordan var hans forhold til den himmelske organisation som helhed?
3 Ifølge Esajas’ profeti har den messianske tjener en andel i oprettelsen af det åndelige paradis på jorden. Før han udførte den opgave på jorden som var forudsagt af Esajas i kapitel 53, var han et medlem af Jehovas himmelske organisation af trofaste „gudssønner“. (Job 1:6; 2:1; 38:7; Daniel 3:25) Denne organisation på det himmelske, åndelige plan indtager pladsen som Skaberens, Jehovas, „hustru“, på samme måde som Israels nation i fortiden ved at indgå Lovpagten med Jehova gennem mellemmanden Moses blev viet til Jehova og i billedsprog blev omtalt som hans jordiske hustru. Jehova fungerer altså som ægtemand i forhold til sin himmelske organisation. (Esajas 54:5; 50:1; Jeremias 31:31-34, NW) Som medlemmer af Guds himmelske organisation betegnes ’gudssønnerne’ som organisationens børn, og den kaldes deres moder, deres himmelske Faders hustru. ’Tjeneren’ i Esajas 53:11 er således også en søn af denne symbolske kvinde.
4. (a) Hvordan frembragte Jehovas organisation i himmelen som en moder den lovede Messias? (b) Hvordan må reaktionen have været i himmelen da Jesus blev salvet og senere da han blev oprejst fra de døde?
4 Jehova udvalgte sin ypperste himmelske søn til at være den messianske tjener på jorden. (Esajas 52:13; 53:11) Som en moder tilvejebragte Jehovas organisation i himmelen denne søn til at indtage den mest fremtrædende stilling i forbindelse med hævdelsen af hendes Ægtemands universelle suverænitet. Efter at denne søn, der her på jorden bar navnet Jesus, var blevet døbt i Jordanfloden af Johannes Døber, udgød hendes Ægtemand, Jehova, sin hellige ånd over ham og gjorde ham således til den Salvede, Kristus. På denne måde fremstod den lovede Messias eller Kristus. Det må have været en ubeskrivelig glæde for den himmelske Moder og for hendes Ægtemand. Hvis Guds himmelske sønner, englene, glædede sig da Jesus blev født i Betlehem i Juda, må de have frydet sig endnu mere da han blev den lovede Kristus, den messianske tjener for deres Gud Jehova. (Lukas 2:10, 13, 14; Mattæus 3:13-17; Johannes 16:21) Da hans liv blev taget bort fra jorden og han blev oprejst fra de døde, fik den himmelske organisation ham tilbage som „den førstefødte af de døde“ og glædede sig som en moder over igen at have ham blandt sine himmelske sønner. (Kolossenserne 1:18; Åbenbaringen 1:5, 17, 18) Denne hendes glæde var forudsagt!
5, 6. (a) Hvilken grund til glæde kunne denne himmelske „kvinde“ have, ifølge Esajas 54:1? (b) Hvor mange „børn“ skulle hun blive åndelig moder til?
5 „Jubl, du golde, der ej fødte,“ siger Esajas 54:1, „jubl og fryd dig, du uden veer! Thi den forladtes børn er flere end hustruens børn, siger [Jehova].“
6 Dette inspirerede skriftsted anvendes af den kristne apostel Paulus, ikke om den jødiske nation efter landflygtigheden i Babylon, men om Jehovas hustrulignende organisation i himmelen. Ifølge Esajas’ profeti skulle Guds himmelske organisation få mange børn foruden Messias Jesus, hvem den havde ventet længe på som en barnløs hustru. Den skulle blive åndelig moder til Messias’ 144.000 medarvinger. Han skulle være den førstefødte af disse åndelige sønner. Den himmelske moder ville begynde fryde sig når hun frembragte den førstefødte, Messias Jesus, men hun ville siden hen frembringe alle dem der skulle arve Riget sammen med Messias Jesus. Apostelen Paulus var en af disse vordende Kristi medarvinger, og det er ham der under inspiration har fortolket Esajas 54:1.
7-9. Hvordan anvender apostelen Paulus Esajas 54:1, idet han peger på kontrasten mellem den jødiske nation og Guds himmelske organisation?
7 Paulus beskriver modsætningen mellem den jødiske nation der var blevet viet til Jehova Gud som en hustru ved den mosaiske lovpagt (men havde forkastet Jesus Kristus), og Guds himmelske organisation der er som hans hustru: „For eksempel står der skrevet at Abraham fik to sønner, en med tjenestepigen [ægypterinden Hagar] en med den frie kvinde [sin hustru Sara]; men den med tjenestepigen [Ismael] var i virkeligheden født på kødets måde [mens Abraham endnu kunne avle børn], den med den frie kvinde [Isak], derimod, som følge af et løfte [fra Gud]. Dette står som et symbolsk drama; disse kvinder [Hagar og Sara] er nemlig ensbetydende med to pagter, den ene fra Sinaj bjerg [gennem Moses], som føder børn til trældom; det er Hagar [trælpigen]. Denne Hagar er altså ensbetydende med Sinaj, et bjerg i Arabien, og hun svarer til det nuværende Jerusalem, for det er i trældom med sine børn. Men det Jerusalem som er oventil er frit, og det er vor moder.
8 For der står skrevet [i Esajas 54:1]: ’Glæd dig, du ufrugtbare [det Jerusalem som er oventil] som ikke føder; bryd ud i jubel og råb højt, du som ikke har fødselsveer; for den forladte kvindes børn er flere end hendes som har manden.’ Men vi, brødre, er løftets børn på samme måde som Isak. Men ligesom dengang han der var født på kødets måde [Ismael] begyndte at forfølge ham der var født på åndens måde [Isak], således også nu. Men hvad siger Skriften? ’Jag tjenestepigen og hendes søn bort, for tjenestepigens søn skal på ingen måde arve sammen med den frie kvindes søn.’ Derfor, brødre, er vi ikke tjenestepigens men den frie kvindes børn.
9 Til en sådan frihed har Kristus frigjort os.“ — Galaterne 4:22 til 5:1.
10, 11 (a) Hvordan viser Esajas 54:13 at „det Jerusalem som er oventil“ ville få flere åndelige børn end blot Jesus? (b) Hvem lod Jesus Kristus dette skriftsted gælde?
10 At „det Jerusalem som er oventil“, hvis „ægtemand“ er hendes Skaber, Jehova, skulle have mange åndelige børn foruden Messias Jesus, hendes førstefødte, fremgår af Esajas 54:13, som siger henvendt til hende: „Alle dine børn bliver oplært af [Jehova], og stor bliver børnenes fred.“
11 Jesus Kristus møntede dette skriftsted på sine egne disciple, da han sagde til jøderne: „Der står skrevet hos Profeterne. ’Og de skal alle være oplært af Jehova.’ Enhver der har hørt af Faderen og har lært, kommer til mig.“ (Johannes 6:45) Det var Faderens hensigt at Jesus skulle blive „den førstefødte blandt mange brødre“. (Romerne 8:29) „Det Jerusalem som er oventil“ er også himmelsk moder til alle disse Jesu Kristi åndelige brødre. Vi kan derfor med god grund sige at det er til hende, og ikke til det jordiske Jerusalem som forkastede Messias, at Jehova, hendes „ægtemand“, siger at hun skal ’juble’ og ’fryde sig’ fordi hun omsider er blevet moder til mange åndelige børn, deriblandt Messias Jesus. — Esajas 54:1.
12. Hvilken kraftig opmuntring til disse åndelige børn slutter Esajas 54 med?
12 Disse åndelige børn gælder den forsikring om Guds beskyttelse der udtrykkes med følgende ord til „det Jerusalem som er oventil“: „Intet våben, der smedes mod dig, skal du’, hver tunge, der trætter med dig, får du dømt. Dette er [Jehovas] tjeneres lod, den retfærd, jeg giver dem, lyder det fra [Jehova].“ Med dette opmuntrende løfte slutter Esajas’ 54. kapitel, henvendt til „det Jerusalem som er oventil“. — Esajas 54:17.
EN INDBYDELSE TIL AT SPISE OG DRIKKE NOGET DER ER GODT
13. Hvilken appellerende indbydelse begynder det næste kapitel hos Esajas med?
13 I betragtning af alt det gode opfyldelsen af den smukke profeti vil medføre, lyder der en betimelig indbydelse til alle som vil høre: „Hid alle, som tørster, her er vand, kom, I, som ikke har penge! Køb korn og spis uden penge, uden vederlag vin og mælk! Hvi giver I sølv for, hvad ikke er brød, eders dagløn for, hvad ej mætter? Hør mig, så får I, hvad godt er, at spise, eders sjæl skal svælge i fedt; bøj eders øre, kom til mig, hør, og eders sjæl skal leve! Så slutter jeg med jer en evig pagt: de trofaste nådeløfter til David. Se, jeg gjorde ham til vidne for folkeslag, til folkefærds fyrste og hersker.“ — Esajas 55:1-4.
14. (a) Hvem kommer indbydelsen fra? (b) Hvem rettes den til, og hvorfor?
14 Hvem andre end Jehova Gud, kilden til alt liv, kunne udsende en så storslået indbydelse og forjættelse? Den indeholder et løfte om hans messianske tjener, som han vil gøre til „folkefærds fyrste og hersker“. Disse folkefærd ville blive interesseret i indbydelsen fra Gud. Først rettes indbydelsen imidlertid til medlemmerne af Jehovas folk, der er i et pagtsforhold til ham men befinder sig i utilfredsstillende omstændigheder, idet de tjener deres dagløn og køber og spiser og drikker men bliver ved med at dø uden håb. Nøglen til at forstå denne situation får vi når vi husker at profeten Esajas havde forudsagt at Jerusalem skulle ødelægges, Judas land berøves sine indbyggere og jøderne føres i landflygtighed til det hedenske Babylon. Landets øde tilstand mens indbyggerne var i landflygtighed skulle vare halvfjerds år, fra 607 til 537 før vor tidsregning.
15. Hvem havde Jehova forudsagt at han ville skænke det jødiske folk udfrielse ved hjælp af, og hvorfor har det særlig interesse for os?
15 Babylon havde med sine falske guder, sit kræmmersind og sin nationale storhedstrang intet at tilbyde de landflygtige jøder. Det tilbød dem i hvert fald intet håb om udfrielse med mulighed for at genoptage tilbedelse af den levende og sande Gud i deres hjemland: „Er det ham [Babylons konge], som . . . ikke gav fangerne fri til at drage mod hjemmet?“ (Esajas 14:16, 17) Hvem kunne tvinge dette verdensrige, Babylon, til at slippe sine jødiske fanger fri, så de kunne vende tilbage til hjemlandet og tilbedelsen af Jehova ved et genopbygget tempel i et genrejst Jerusalem? Jehova Gud selv kunne gøre det, og han havde en tjener han kunne bruge til formålet. Denne jordiske tjener var perseren Kyros, hvis navn Jehova havde forudsagt længe før hans fødsel. (Esajas 44:28 til 45:6) Denne perser som i oldtiden erobrede Babylon var ikke alene en fremtrædende historisk skikkelse, men også et profetisk billede på Jehovas messianske tjener som Jehova vil bruge til at omstyrte og ødelægge vor tids Babylon den Store, den falske religions verdensimperium.
16. Hvad var det der i åndelig forstand var som mad og drikke for de landflygtige jøder?
16 Vand, brød, vin og mælk er til rådighed så man kan tage næring til sig og blive styrket. Det gælder endda dem der ikke har penge at betale med for det de spiser og drikker. Sådan siger Jehova Gud. Det er naturligvis ikke bogstavelig mad og drikke han taler om. Han taler om noget der i åndelig forstand svarer til mad og drikke, noget der holder et menneske åndeligt i live så det kan opnå virkeligt liv, evigt liv med ægte livslyst og sand mening med tilværelsen. Det fornødne som Jehova Gud sørgede for dér tilbage i tiden var det der førte til udfrielsen af hans landflygtige folk fra Babylon og folkets bosættelse i det gudgivne hjemland. Rækkefølgen var den at budskabet om udfrielsen først blev forkyndt så den enkelte landflygtige kunne holde sit håb i live. Dernæst kom frihedsdekretet fra Jehova ved hans jordiske tjener, hvilket igen krævede handling. Når de landflygtige handlede efter dekretet ville hjemvendelsen finde sted og opfyldelsen af Guds strålende profetier om deres bosættelse i det elskede land. Den glæde de skulle erfare ville være som glæden ved at drikke de bedste vine. — Salme 104:15.
17. Hvem er vor tids babyloniere, og hvad søger de deres næring i?
17 I dag bliver milliarder af jordens beboere undertrykt af Babylon den Store med hensyn til religion, moral, tænkning og sociale forhold, ikke blot i den såkaldt hedenske del af verden men i lige så høj grad i kristenheden. De må betale for deres religion, som er blevet gjort til et pengeforetagende af deres mange sekter og kulter. Disse har ikke holdt sig adskilt fra denne verden, men har tilskyndet til eller i det mindste billiget at deres medlemmer tager aktivt del i verdens anliggender. De religiøse samfund har ikke fået deres medlemmer til at lade være med at fæste lid til mennesker og menneskers institutioner. Ikke engang i kristenheden kan folk se anden udvej end at blive ved med at stole på at mennesker nok skal løse verdens problemer. Man kan godt sige at de er vor tids babyloniere, og den religiøse føde de lever af giver dem ikke virkelig næring, mætter dem ikke med tilfredsstillende hjælp og udfrielse.
18. (a) Ved hjælp af hvilken pagt har Jehova et folk som står i et særligt forhold til ham i dag? (b) Hvem er det der holder fast ved denne nye pagt?
18 De der var med i den mosaiske lovpagt med Jehova Gud burde ikke have været det gamle Babylons ’fanger’ dengang i det sjette århundrede f.v.t. Hvis de i kærlighed havde opfyldt deres pagtsforpligtelser over for ham, ville de ikke have været landflygtige i det hedenske Babylonien, langt fra deres hjem som var lagt øde. I dag har Jehova stadig et folk som står i et særligt forhold til ham i kraft af en national pagt. Jehovas messianske tjener, som er større end profeten Moses, er mellemmand for denne pagt. Det er den pagt der trådte i stedet for den mosaiske lovpagt i år 33. Det er den nye pagt, som var forudsagt i Jeremias 31:31-34. Da Jesus Kristus indstiftede Herrens aftensmåltid, der skulle tjene til minde om hans offerdød, talte han netop om sit blod som det middel der skulle besegle og gyldiggøre den nye pagt. (Mattæus 26:26-30; Lukas 22:19, 20; 1 Korinter 11:20-26) Lydigt højtideligholder Jehovas kristne vidner dette aftensmåltid hvert år på årsdagen for dets indstiftelse. Loyalt holder de fast ved Jehovas nye pagt.
19. Ved hvilke midler fik Babylon den Store Jehovas kristne vidner i sin magt under den første verdenskrig, og hvordan var deres udsigter på det tidspunkt?
19 Hele det store Babylon som et verdensimperium af falsk religion har uden ophør modstået Jehovas kristne vidner. Under den første verdenskrig fra 1914 til 1918 fik denne skøge dem virkelig i sin magt ved hjælp af sine verdslige elskere. Ved at øve indflydelse på politiske, militære og retslige instanser påførte Babylon den Store disse tilbedere af Jehova forfølgelse af enhver art, blandt andet forbud mod deres religiøse skrifter som de benyttede ved deres studium af Bibelen. Deres organisation, som havde til formål at fremme en offentlig forkyndelse af Bibelens gode nyhed, blev svækket i alvorlig grad, navnlig da medlemmer af det styrende råd for Jehovas synlige organisation blev sat i fængsel. Efter krigen blev dommene omstødt. Under krigen var udsigterne til en bedring imidlertid ikke for lyse, og idet man noget resigneret underkastede sig Jehovas vilje forventede man at det ville blive endnu værre. Ved forsynets ledelse vedblev det officielle tidsskrift The Watch Tower and Herald of Christ’s Presence med at udkomme to gange om måneden til åndelig opbyggelse for dem der var i stand til at modtage det i krigens vanskelige tid.
20, 21. Hvordan blev tiden efter den første verdenskrig en belejlig tid til en nutidig opfyldelse af Esajas 55:1, 2 på Jehovas tilbedere på jorden?
20 Imidlertid endte den første verdenskrig. Den var ikke, som bibelstudenterne havde forventet, gået over i verdensrevolution og anarki eller i Harmagedonslaget. Og de der oprigtigt tilbad Jehova, de der var med i den nye pagt med ham ved hjælp af mellemmanden Jesus Kristus, befandt sig stadig i kødet på jorden. Men dog stadig i fangenskab under Babylon den Store og hendes politiske, militære og juridiske elskere! Uventet var krigen slut og en ny tid lå foran dem med muligheder for at genoptage og videreføre forkyndelsen af Guds ords gode nyhed. Her var nu en yderst belejlig tid til at den Gud som de havde tilbedt på trods af al modstand og undertrykkelse fra Babylon den Stores side, gjorde noget som gavnede dem og tjente hans eget navns sag. Nu var tiden inde til at det nutidige modstykke til Esajas’ livsfornyende budskab blev sendt ud:
21 „Hid alle, som tørster, her er vand, kom, I, som ikke har penge! Køb korn og spis uden penge, uden vederlag vin og mælk! Hvi giver I sølv for, hvad ikke er brød, eders dagløn for, hvad ej mætter? Hør mig, så får I, hvad godt er, at spise, eders sjæl skal svælge i fedt.“ — Esajas 55:1, 2.
22. Hvad viste sig da at være som vand, brød, vin og mælk for Jehovas folk i dag?
22 Et sådant budskab kom virkelig fra Jehova Gud, gennem hans messianske tjener Jesus Kristus. Det skulle hjælpe hans tjenere ud af deres nedtrykte og negative sindstilstand og indgyde dem liv og håb. Hvad ville være som vand og stille deres heftige tørst efter sandhed og retfærdighed? Eller som brød til at nære og styrke deres hjerters hengivenhed for Gud? Eller som vin til at indgive deres hjerter en sundhedsfremmende glæde? Eller som mælkens fedme til at forhøje deres velvære i forholdet til den eneste levende og sande Gud? (Salme 104:15) Det ville det bibelske budskab om udfrielse fra Babylon den Store ved hjælp af Guds oprettede messianske rige, samt budskabet om udfrielse fra trældommen i denne verden, som er „ven“ med Babylon den Store, så Guds tjenere kunne kæmpe for tilbedelsesfrihed og forkynde den gode nyhed om Guds rige i hele verden til velsignelse for den nødstedte menneskehed.
23. Hvordan viste det sig at være sandt at dette blev bragt til veje „uden penge, uden vederlag“?
23 De undertrykte tilbedere af Jehova Gud behøvede ikke at betale for dette frihedsbudskab! De var ikke nødt til at købe sig fri af fangenskabet og trældommen i Babylon den Store! Budskabet blev tilbudt gratis så de frit kunne tage imod det, og de måtte handle efter det med mod og overbevisning! Så ville det være som forfriskende vand, styrkende brød, glædebringende vin og fedende mælk. „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ — Johannes 8:32.
24. Hvilket vidnesbyrd om udfrielsen var der i foråret 1919?
24 Som et konkret symbol på denne udfrielse blev de medlemmer af Jehovas kristne tilbederes styrende råd der havde været indsat i forbundsfængselet i Atlanta, Georgia, U.S.A., løsladt i foråret 1919, lige efter krigen. Kort efter blev dommene over disse kristne omstødt, og senere lod man sagen mod dem falde. Disse medlemmer af Jehovas kristne tilbederes styrende råd blev således renset for de falske anklager om at de skulle være lovløse borgere der var farlige for landets sikkerhed. I værdsættelse af den kristne frihed der kommer fra Jehova gennem hans tjener Jesus Kristus, påbegyndtes nu et grundigere studium af Bibelen så man kunne forvisse sig om hvad Guds vilje med hans folk måtte være i denne uventede fredstid.
25. (a) Hvad blev der gjort i 1919 for at indgyde Guds tjenere mod? (b) Hvad var meddelelsen om udgivelsen af bladet The Golden Age et tegn på?
25 Studiet af Bibelen lod ingen tvivl tilbage med hensyn til hvad Guds vilje var. Det pegede klart og tydeligt på det arbejde for Riget som nu måtte udføres af de tilbedere af Jehova der havde overlevet forfølgelsen og trængslerne under den første verdenskrig. For at indgyde mod i deres hjerter fremkom to artikler med temaet „Salige er de, som ikke frygter“ i The Watch Tower for 1. og 15. august 1919. (Vagt-Taarnet for september og oktober 1919) Dette var også temaet for det generalstævne disse tilbedere af Jehova afholdt i otte dage, 1.-8. september, i Cedar Point, Ohio, U.S.A. Som et tegn på at der var mere åndelig føde i beredskab til dem og også et større arbejde at tage fat på, blev de 6000 stævnedeltagere gjort bekendt med et spændende projekt af præsidenten for Watch Tower Bible and Tract Society den 5. september 1919. Hvad gik det ud på? At dette bibelselskab ville udgive endnu et blad foruden The Watch Tower. Dette nye halvmånedlige tidsskrift skulle hedde „The Golden Age“ og udfylde en plads ved siden af Jehovas kristne tilbederes officielle blad. Begge skulle bruges til at forkynde Guds rige.
26. Med hvilket formål blev The Golden Age udgivet, som nævnt i det første nummer?
26 Den aktuelle baggrund for udgivelsen af dette nye blad blev forklaret i introduktionen til det første nummer, 1. oktober 1919, som vi citerer i uddrag:
Dets formål er i lyset af den guddommelige visdom at forklare den sande betydning af tidens store omvæltninger og ved ubestridelige og tungtvejende vidnesbyrd at bevise for tænkende mennesker at tiden nu er nær da menneskeheden vil modtage den største velsignelse. Som en røst i forvirringens ørken er dets opgave at forkynde indvarslingen af Den gyldne Tidsalder.
Der er flere bedrøvede hjerter i verden i dag end på noget andet tidspunkt i historien. En ødelæggende krig har hjemsøgt nationerne til de er sårede til døden. I krigens kølvand kom den store pestagtige influenza der krævede dobbelt så mange ofre som krigen havde taget. I de sidste få år er millioner faldet i dødens afgrund og andre millioner begræder tabet af deres kære.
Overalt stiger leveomkostningerne mere og mere, og mange mennesker trues af tilstande med virkelig nød og sult. Inden for så godt som alle verdens erhverv strejker arbejderne eller truer med at strejke og dermed standse erhvervslivet. Der er almindelig uro alle vegne.
Økonomerne er ikke mindre i vildrede. . . .
DEN GYLDNE TIDSALDER vil bringe det budskab ind folks hjem som de længes efter, et budskab der vil være med til at genoprette freden i de foruroligede sind og trøste de bedrøvede hjerter. Vi forventer ikke at udrette dette ved menneskers visdom, for det har været forsøgt og er slået fejl, og en sådan visdom er dårskab i Jehovas øjne. Men vi vil henlede folks opmærksomhed på de klare og uomtvistelige vidnesbyrd i lyset til en genopbygning af menneskets verden, et middel der vil hidføre det alle nationer længes efter og sikre folket liv, frihed og lykke. Vi indbyder alle fredselskende, lovlydige og gudfrygtige mennesker til at være med til at viderebringe dette trøstende budskab til dem der ønsker at blive trøstet.
27, 28. Hvilket storslået håb pegede dette blad frem til, men hvad måtte komme først?
27 Her var altså et nyt blad der uden frygt pegede frem til at jorden igen skulle gøres til et paradis til glæde for alle mennesker, uanset race, hudfarve eller national herkomst. Før dette bogstavelige jordiske paradis kunne skænkes menneskeheden af Guds messianske rige, måtte der imidlertid oprettes et åndeligt paradis blandt Jehovas kristne tilbedere som nu var blevet bragt tilbage til et godkendt forhold til ham. Det er grunden til at kapitel 55 hos Esajas efter at have fremsat indbydelsen til at modtage Guds livgivende gaver, fortsætter med at sige:
28 „Bøj eders øre, kom til mig, hør eders sjæl skal leve! Så slutter jeg med jer en evig pagt: de trofaste nådeløfter til David. Se, jeg gjorde ham til vidne for folkeslag, til folkefærds fyrste og hersker.“ — Esajas 55:3,4.
DEN EVIGE PAGT OM RIGET
29. (a) Hvilken virkning ville det få for dem som fulgte indbydelsen i Esajas 55:3, 4, altså bøjede deres øre og kom til Jehova? (b) Hvilken forbindelse er der mellem disse velsignelser og „Davids trofaste Miskundheder“
29 De der bøjede deres øre og kom til Jehova i efterkrigsåret 1919, ville få deres åndelige liv fornyet og blive styrket af de åndelige goder som Jehova nu tilbød sit folk. Deres sjæl ville blive holdt i live og nyde åndelig sundhed. Den kanal hvorigennem Jehovas trofaste kristne tilbedere ville modtage alle disse genoprettelsesvelsignelser, var det messianske rige der var blevet født i himmelen i 1914 ved udløbet af „hedningernes tider“. (Lukas 21:24, DA; Daniel 4:16, 23, 25, 32; Åbenbaringen 12:1-10) Det var det der mentes med Jehovas løfte om at slutte en evig pagt med Rigets forkyndere angående „de trofaste nådeløfter til David“, „Davids trofaste Miskundheder“ (Ka, Li), „de pålidelige beviser på kærlig godhed mod David“ (NW). Guds miskundheder mod David indebar at retten til riget ville forblive i kong David af Jerusalems slægt frem til hans mest prominente efterkommer, den lovede Messias, og derpå ville det messianske rige tilhøre denne konge for evigt.
30, 31. (a) Hvordan viste disse miskundheder der var lovet David sig at være „trofaste“? (b) Hvordan anvendte apostelen Paulus løftet i Esajas 55:3 da han talte i Antiokia i Pisidien?
30 Da disse miskundheder mod David omtales som „trofaste“, må de være grundfæstede og varige. (2 Samuel 7:11-16) Dette bekræftes af ordene i Salme 89:29, 30: „Jeg bevarer for evigt min miskundhed mod ham, min pagt skal holdes ham troligt; jeg lader hans æt bestå for evigt, hans trone, så længe himlen er til.“ (Se også Jeremias 33:19-21.) Guds løfter til kong David om miskundhed eller kærlig godhed viste sig at være pålidelige, for de blev opfyldt på den der skulle være en evig konge, Messias. Der er ikke rum for nogen tvivl om hvem dette var, for apostelen Paulus lod løftet i Esajas 55:3 gælde Jesus Kristus.
31 Til sine tilhørere i den jødiske synagoge i Antiokia i Pisidien, Lilleasien, sagde apostelen Paulus: „Vi forkynder jer således den gode nyhed om det løfte der blev givet forfædrene, at Gud helt har opfyldt det for os, deres børn, idet han har oprejst Jesus; som der også står skrevet i den anden salme: ’Du er min søn, jeg er i dag blevet din Fader.’ Og det at han oprejste ham fra de døde, så han ikke mere skulle vende tilbage til forrådnelse, har han sagt på den måde: ’Jeg vil give jer de pålidelige beviser på kærlig godhed mod David.’ Derfor siger han også i en anden salme: ’Du vil ikke tillade at din loyale ser forrådnelse.’ For David tjente jo Guds udtrykkelige vilje i sin egen generation og sov ind i døden og blev lagt hos sine forfædre og så forrådnelse. Men den som Gud oprejste så ikke forrådnelse.“ — Apostelgerninger 13:32-37.
32. Hvem opfyldes Esajas 55:4 på?
32 Det messianske rige der blev oprettet i himmelen i 1914 med den opstandne og uforgængelige Jesus Kristus som konge, har fungeret indtil nu og vil fortsat fungere i kommende tusind år til velsignelse af menneskeheden i et jordisk paradis. Det var med andre ord ikke den afdøde David Jehova talte om da han videre sagde, som vi læser i Esajas 55:4: „Se, jeg gjorde ham til vidne for folkeslag, til folkefærds fyrste og hersker.“ Nej, Jehova taler her om Davids lovede efterkommer, Jesus Kristus, i forbindelse med hvem pagten med David om et evigt rige endeligt fuldbyrdes.
33. Om hvem er han et „vidne for folkeslag“?
33 Den der gøres til „vidne for folkeslag“, hvem vidner han om? Han vidner om den der gør ham til vidne, Jehova selv. Jesus Kristus var Guds vidne på jorden, Jehovas vidne. I Esajas 43:9 udfordrer Jehova alle nationernes gud til at bevise at de er virkelige, levende guder der korrekt kan forudsige ting som skal ske. Lad disse falske guder føre deres vidner; lad folket høre af disse vidners mund hvad deres guder har profeteret så alle må sige: „Det er sandt!“ De falske guder kan ikke. Men som den levende og sandfærdige Gud kan Jehova føre vidner der taler hans sag, og det største vidne han har haft på jorden var hans enestefødte søn, Jesus Kristus. Denne var et kødeligt medlem af den nation som Esajas 43:10 er henvendt til: „Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt“.
34. (a) Hvem var Jesus i første række et vidne for mens han var et menneske på jorden? (b) Hvilke andre skulle ifølge profetien høre hans vidnesbyrd, og hvordan er dette blevet opfyldt?
34 Mens Jesus Kristus var et fuldkomment menneske på jorden sagde han gentagne gange at han vidnede om sin himmelske Fader, Jehova. På det tidspunkt gjaldt hans vidnesbyrd først og fremmest den jødiske nation. I Åbenbaringen 1:5 omtaler apostelen Johannes ham som „Jesu Kristus, ’det trofaste vidne’, ’den førstefødte af de døde’, og ’herskeren over jordens konger’“. Og i Åbenbaringen 3:14 præsenterer den opstandne og herliggjorte Jesus Kristus sig selv for menigheden i Laodikea i Lilleasien med disse ord: „Dette siger Amen, det trofaste og sande vidne Guds skaberværks begyndelse.“ Det var imidlertid ikke blot den jødiske nation Jehova ville gøre Messias Jesus til vidne for, men også „folkeslag“. Hans vidnesbyrd om den Gud han er den messianske tjener for, gælder hele menneskeheden, uanset nationalitet, hudfarve eller race. Ved hjælp af sine trofaste medvidner på jorden i dag aflægger han dette livsvigtige vidnesbyrd. I dag er det en glæde for Jehovas kristne vidner at aflægge det samme vidnesbyrd som Jesus Kristus gjorde, og det i over to hundrede lande og øområder, „for folkeslag“.
35, 36. (a) Hvilken forvisning giver Jesu trofasthed som vidne? (b) Hvordan svarer det til Davids tilfælde at Jesus skulle være „fyrste og hersker“?
35 Det er nødvendigt at der aflægges et sandt og pålideligt vidnesbyrd inden der gribes ind over for dem der har fået vidnesbyrdet. (Mattæus 24:14) Jesus Kristus var trofast på jorden som et vidne der forkyndte den guddommelige sandhed. (Johannes 18:37) Han døde for denne sandheds sag.
36 Vi kan være sikre på at han vil være lige så trofast i udførelsen af de myndighedsopgaver som bliver pålagt ham i himmelen. Hans Gud gør ham ikke blot til „vidne for folkeslag“, men derefter også til „folkefærds fyrste og hersker“. Jehova havde gjort hyrdedrengen David fra Betlehem i Juda til „fyrste“ for Guds folk. (2 Samuel 7:8) Da David blev konge over hele Israel kom ’herskerstaven’ til at stå mellem fødderne på en efterkommer af Juda. (1 Mosebog 49:10) Den skulle være i Judas stammes besiddelse indtil Messias kom, Silo, „han, hvem den tilhører“.
37. Hvilken slags „fyrste og hersker“ vil Jesus Kristus vise sig at være?
37 Skønt efterkommer af kong David skulle den lovede Messias eller Silo være større end kong David. Han skulle endog kaldes kong Davids herre. (Salme 110:1, 2) Messias måtte derfor også være „fyrste og hersker“, ligesom David havde været det; men ikke for Israel alene. Han skulle være „folkefærds fyrste og hersker“. Det er dét folk i alle nationer trænger til, en „fyrste og hersker“ som er fra Jehova Gud og virkelig kan repræsentere ham. Da kan de være sikre på at denne messianske „fyrste og hersker“ vil lede dem på en måde der er i harmoni med Guds vilje og tjener til deres evige gavn. Det er en sådan fyrste de vil få i den opstandne og herliggjorte Jesus Kristus, som har taget plads ved Guds højre hånd i himmelen. Derfor kaldes han nu i himmelen en hersker og sammenlignes med en løve, idet der siges: „Løven som er af Judas stamme, Davids rod, har sejret.“ — Åbenbaringen 5:5.
38. Hvordan er det muligt for os at modtage de varige goder der ifølge en pagt er sikret Messias’ undersåtter?
38 De der tager imod det vidnesbyrd Messias Jesus aflægger og som underordner sig hans ledelse og adlyder hans befalinger, bliver velsignet. På den måde bliver den ’evige pagt’ som Jehova indgik med kong David om et evigt rige, til gavn for dem der villigt underkaster sig Messias Jesus og bliver hans undersåtter. De bliver underlagt det messianske styre og opnår de varige goder der skyldes at Jehova har været tro mod sine løfter, de lovede „beviser på kærlig godhed mod David“, lige til den lovede Messias kom, ja lige til udløbet af hedningernes tider i efteråret 1914. Messias’ undersåtter er således ved en pagt blevet sikret denne kærlige godhed, disse miskundheder, og får del i det messianske riges storslåede velsignelser, som er et resultat af Guds kærlige godhed; det gælder især de åndelige israelitter, der bliver Kristi medarvinger til det himmelske rige.
39. (a) Hvem modtog goderne først, og på hvilken måde? (b) Hvilke andre tager nu del i det åndelige festmåltid?
39 De der først modtog goderne fra dette rige som blev født i himmelen i 1914 var dem der i 1919 fulgte den guddommelige indbydelse til at komme og tage af vandet, brødet, mælken og vinen som Jehova i åndelig forstand havde tilvejebragt. (Åbenbaringen 12:1-6, 14) At de underlagde sig Messias’ nyfødte rige betød at de blev frigjort fra Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Resten af de åndelige israelitter på jorden, der var blevet Babylon den Stores fanger under den første verdenskrig, var de første til at give agt på Jehovas hjertelige indbydelse til at nyde Rigets velsignelser i form af et åndeligt festmåltid i frihed. Siden foråret 1935 har desuden en „stor skare“ af folk fra alle nationer der ønskede at frigøre sig fra Babylon den Store og tilbede den sande Gud, sluttet sig til resten af de åndelige israelitter for sammen med dem at nyde det storslåede åndelige festmåltid. (Åbenbaringen 7:9-17) Heraf ser vi hvordan indbydelsen til det styrkende og nærende festmåltid er forbundet med det oprettede messianske rige.
MANGE SØGER TIL JEHOVA SOM DERES GUD
40. Hvordan forudsiger Bibelen en forøgelse af tilbedere af Jehova blandt nogle som ikke hører til det åndelige Israel?
40 En forøgelse af antallet af dem der tilbeder Jehova som Bibelens Gud var forudsagt, en forøgelse der ville omfatte en „stor skare“ af folk som ikke tilhørte det åndelige Israel. (Åbenbaringen 7:1-8) Esajas 55:5 fortsætter med at sige: „Se, på folk, du ej kender, skal du kalde, til dig skal folk, som ej kender dig, ile for [Jehova] din Guds skyld, Israels Hellige, han gør dig herlig.“
41. (a) Kendte de åndelige israelitter noget til indsamlingen af disse andre tilbedere mens de var i babylonisk fangenskab? (b) Hvem ville disse tilbedere uden for det åndelige Israel komme til?
41 Dette løfte rummede i sandhed nogle behagelige overraskelser. Mens resten af det åndelige Israel var i babylonisk fangenskab havde den ingen forestilling om at den skulle ’kalde på folk’, „en nation“ (NW), uden for sig selv. En sådan nation kendte de åndelige israelitter ikke, sådan som de forstod Bibelen på det tidspunkt. Under deres fangenskab syntes noget sådant ikke at kunne forekomme eller at være indbefattet i Guds hensigt. Alligevel ville de, når Guds tid var inde, kalde på eller indbyde „en nation“, enhver nation uden for det åndelige Israel. Før de kunne lade et sådant kald lyde måtte de dog først selv være udfriet fra trældom i Babylon den Store. Men ville et sådant kald til alle mulige nationer blive hørt og fulgt? Det kunne man navnlig have grund til at spørge om i betragtning af at det drejede sig om „folk, som ej kender dig“, folk som ikke hidtil havde anerkendt resten af det åndelige Israel på rette måde. Esajas 55:5 svarer det åndelige Israel: „Til dig skal folk, som ej kender dig, ile.“ De ville altså ligefrem skynde sig for at slutte sig til resten af det åndelige Israel, der havde overlevet den første verdenskrig.
42. Hvem ville det dog egentlig være der tiltrak folk, ifølge profetien?
42 Hvordan kunne dette gå til? Hvordan kunne det ske i betragtning af at resten af det åndelige Israel skulle blive „genstand for alle nationernes had“? (Mattæus 24:9) Det ville ske „for [Jehova] din Guds skyld“. Det ville ikke være den forhadte rest af det åndelige Israel i sig selv, men „[Jehova] din Gud“, der ville tiltrække folk. Han ville gøre noget for de åndelige israelitter fordi de ikke havde antaget Babylon den Stores falske guder men havde holdt fast ved ham som den sande Gud, den der med rette skulle tilbedes. Hvad var det han ville gøre for dem? Dette udtrykkes tydeligt i de næste ord: „Israels Hellige, han gør dig herlig.“
43. (a) Hvordan har Jehova gjort sine åndelige israelitter ’herlige’, så oprigtige mennesker føler sig tiltrukket af dem? (b) Hvilken tilstand førte Jehova således sine jordiske tilbedere ind i, og hvorfor?
43 De skulle ikke længere se ud som usle, underernærede og dårligt klædte fanger i Babylon den Store, men ville nu få tiltrækkende herlighed og skønhed som åndelige israelitter. Det betød ikke at de ville ophøre med at være „genstand for alle nationernes had“. Det betød at de ville blive et åndeligt frit folk i Kristus. Israels Hellige ville iklæde dem åndelig skønhed ved at give dem rigelig åndelig føde ved det festmåltid han nu bød dem på. Han ville iklæde dem åndelig skønhed ved at lade dem repræsentere det nyfødte rige med hans Messias som konge. Oprigtige mennesker ville kunne se at de var det folk der tilbad den sande Gud og at denne Gud var iblandt dem. De ville få kendskab til sandheden fra ham og få lov at forkynde den gode nyhed om Riget til et vidnesbyrd for alle nationerne. Da Gud ikke længere betragtede dem med mishag på grund af de fejltrin de kort forinden havde begået, nu da de havde vist deres sindsændring over for ham, ville de blive ført ind i et åndeligt paradis der ville stå i stærk modsætning til den religiøse tilstand i Babylon den Store. Således ville disse internationalt forhadte blive prydet med en åndelig herlighed, til Jehovas pris.
44. (a) På hvilken måde har resten af de åndelige israelitter ’kaldt på’ folk som de til at begynde med ikke kendte? (b) Hvordan har de i den forbindelse givet deres Guds navn den rette placering? (c) Hvad har tilskyndet andre til at ile til resten af det åndelige Israel og blive Jehovas kristne vidner?
44 Fra 1919 begyndte resten af de åndelige israelitter altså at kalde på folk de til at begynde med ikke kendte, og det gjorde de ved at forkynde „denne gode nyhed om riget“ for flere og flere nationer. (Mattæus 24:14) De frygtede ikke at folk ville undgå dem fordi de kaldte sig med Guds navn; efter i årevis at have vidnet om ham i hele verden antog de det passende navn Jehovas vidner, hans kristne vidner. Det skete første gang søndag den 26. juli 1931 ved et internationalt stævne som de afholdt i Columbus, Ohio, U.S.A. På trods af den fordom der er mod Guds navn, endog i kristenheden, begyndte mange mennesker som søgte Gud, at ile hen til resten af det åndelige Israel. De så hos resten af de åndelige israelitter en åndelig herlighed eller skønhed som kristenheden og den hedenske verden ikke lagde mærke til eller anerkendte. De kom ilende i hundredvis fra foråret 1935. De ønskede at nyde gavn af det åndelige paradis som medlemmerne af denne rest havde befundet sig i siden de blev ført tilbage til Jehovas gunst. Uden at frygte nogen skændsel accepterede også de at blive kaldt Jehovas kristne vidner.
45, 46. (a) Hvilken forøgelse i antallet af tilbedere af Jehova har der været på trods af krig i verden? (b) Hvilken velsignelse erfarer de nu, og hvilke fremtidsudsigter har de?
45 I årene lige siden er folk fra alle nationer blevet ved med at ile hen til „resten“. End ikke den hidtil største verdenskonflikt, den anden verdenskrig, kunne hindre dem der søger den rette Gud at tilbede og tjene, i at ile derhen. Med den hjælp disse har ydet „resten“ er kaldet nået ud til flere og flere lande og områder, og folk har i tusindvis fået deres opmærksomhed henledt på festmåltidet i det åndelige paradis; de har hørt det bydende råb: „Hid alle, som tørster, her er vand, kom.“
46 De der er kommet ilende er vokset til en „stor skare“, hvis endelige antal endnu ikke kendes. (Åbenbaringen 7:9, 10) De er blevet åndeligt levende, sådan som opfordringen i Esajas 55:3 har lovet: „Hør, og eders sjæl skal leve!“ Dette kan også omfatte at de bliver bevaret i live i kødet gennem den kommende „store trængsel“, hvori Babylon den Store og hele den verdslige tingenes ordning, vil ophøre med at eksistere. Det åndelige paradis og dets lykkelige indvånere vil overleve, til Jehovas pris og til ære for hans messianske rige. — Mattæus 24:21, 22; Åbenbaringen 7:14.
[Studiespørgsmål]
