Når kristendommen og jødedommen ikke er mere
Kapitel 13
Når kristendommen og jødedommen ikke er mere
1. (a) Var jødedommens tilhængere og edomitterne enige om deres holdning til kristendommen i det første århundrede? (b) Hvorfor er Bibelens profetier om Edom af interesse for os i dag?
FORTIDENS Edom (Idumæa) var imod Jehova Guds trofaste tilbedere, og i det første århundrede, på Jesu Kristi apostles tid, gjorde de strenge tilhængere af jødedommen fælles sag med edomitterne (idumæerne) i kampen mod den nyindførte kristendom. (Apostelgerninger 4:25-28; 12:1-6) Med tiden forsvandt Edoms nation ud af historien, men hvad bibelprofetiens større og endelige opfyldelse angår, har denne berygtede nation et nutidigt modstykke. Det er kristenheden. I dag skal bibelprofetierne om Edom derfor betragtes som et udtryk for hvad der vil overgå dette nutidige modstykke.
2, 3. (a) Hvem vil Jehova snart udøse sin hævn over, som forudsagt i Esajas 34:8? (b) Hvad indebærer den lovede gengældelse, som forudsagt i de følgende vers i Esajas, kapitel 34?
2 I den fremtrædende profeti mod Edom der står at læse i Esajas’ bog, kapitel 34, finder vi denne ildevarslende udtalelse: „For Jehova har en hævnens dag, et gengældelsens år for retssagen vedrørende Zion.“ (Esajas 34:8, NW) Jehovas „hævnens dag“, hans „gengældelsens år“, er nær for det nutidige modstykke til fortidens Edom. Mens vi betragter fortsættelsen af denne profeti hos Esajas, kan vi derfor have nutidens kristenhed i tanke. Angående gengældelsen for Edoms afskyelige troløshed og uredelighed over for fortidens Zion eller Jerusalem, siger profeten Esajas videre:
3 „Dets bække forvandles til tjære, dets jord til svovl, og landet bliver til tjære, der brænder ved nat og ved dag, det slukkes aldrig; evigt stiger røgen op, det er øde fra slægt til slægt, ingen skal færdes der. Pelikan og rørdrum arver det, ugle og ravn skal bo der. [Jehova] spænder tomheds snor og ødelæggelses blylod derover. Der skal bukketrolde bo, dets ypperste bliver til intet, til kongevalg kaldes ej der, det er ude med alle dets fyrster. Dets paladser gror til i torn, dets borge i tidsel og nælde, et tilholdssted for hyæner og enemærke for strudse. Der mødes sjakal med vildkat, og bukketrolde holder stævne; kun der skal natteheksen raste og lægge sig der til ro; der bygger pilslangen rede, lægger æg og samler dem og ruger. Kun der skal gribbene flokkes, ej savner den ene den anden.“ — Esajas 34:9-15.
4. (a) Hvilken tilstand er det, kort sagt, der beskrives her? (b) Hvor længe skulle denne tilstand vare ved?
4 Det er alt andet end et glædens paradis, en Edens have, der beskrives her. Det er intet mindre end et billede af fuldstændig ødelæggelse og undergang, af et område der ikke er egnet som bolig for mennesker men derimod er et udmærket tilholdssted for vilde dyr. Edoms land ville blive så afsvedet at det ville virke som om bækkene bestod af tjære og jorden af svovl, og som om disse brændbare stoffer var blevet tændt i brand. Denne øde tilstand for Edoms land skulle vare „evigt“, og landets tidligere indbyggere eller deres efterkommere skulle aldrig føres tilbage dertil. „Røgen“ der stiger op fra Edoms symbolske brand vil være som „røgen“ fra ilden der opbrænder Babylon den Store, hvorom der siges: „Røgen fra hende bliver ved med at stige op i evighedernes evigheder.“ — Åbenbaringen 19:3; 18:18.
5. Hvordan viser Obadias 18 hvad de åndelige israelitters rest i dag skal gøre med dette brændende budskab mod nutidens Edom?
5 I profetiens opfyldelse på kristenhedens kommende ødelæggelse har Gud bemyndiget den genrejste rest af de åndelige israelitter til at forkynde den guddommelige ’hævn’ over kristenheden, som det fremgår af den tilsvarende profeti hos Obadias, der lyder: „Jakobs [Israels] hus skal blive en ild og Josefs hus en lue, men Esaus hus skal blive strå, og de skal sætte ild derpå og fortære det, og ingen af Esaus hus skal undslippe, så sandt [Jehova] har talet.“ (Obadias 18) Ved at forkynde dette brændende budskab mod nutidens Edom, kristenheden, bliver de åndelige israelitters rest i endnu højere grad genstand for dens had.
6. Hvilken forsikring ligger der i Esajas 34:16, 17?
6 Efter at have malet det profetiske billede af hvordan „Edoms land“ skulle blive en ødemark hvor kun fugle, slanger og andre vilde dyr holdt til, forsikrer profeten Esajas os om at Jehova ikke vil undlade at opfylde sin profeti. Til dem der studerer Bibelens profetier siger han: „Se efter i [Jehovas] bog og læs: Ej fattes en eneste af dem, ej savner den ene den anden. Thi [Jehovas] mund, den bød, hans Ånd har samlet dem sammen; han kastede loddet for dem, hans hånd udskifted dem land med snoren; de tager det evigt i eje, bor der fra slægt til slægt.“ — Esajas 34:16, 17
7. Forklar hvad enkelthederne i Esajas 34:16, 17 betyder.
7 Edomitiske mænd og kvinder skulle altså ikke igen slå sig ned i landet og sætte børn i verden så den ene generation af edomitter kunne afløse den anden, men de vilde dyr skulle formere sig i landet. Ingen af dem skulle savne en mage. Det var Jehova Gud der ville gøre det engang så folkerige Edom til et ideelt sted for disse vilde skabninger. Det var hans virkekrafts hånd der tildelte dem dette sted og samlede dem sammen der. Som en arkitekt havde han så at sige udspændt en målesnor og benyttet en lodsnor med et blylod for at afmåle og bestemme situationens udvikling i „Edoms land“. Som han målte og ledede tingene, skulle landet være tomt for mennesker og øde hvad angår menneskers bygningsværker af nogen højde. Landet skulle ikke genfødes som hjemland for edomitterne, „det folk der af [Jehova] er viet til undergang i retfærdighed“. — Esajas 34:5, 11, NW.
8. (a) Hvad varsler dette for kristenheden? (b) Hvor sikkert er det at det vil gå kristenheden sådan?
8 Hvilket frygtindgydende endeligt denne profeti varsler for det nutidige „Edoms land“, kristenheden! Religiøse mennesker kan måske blive rædselsslagne ved tanken om at kristenheden, med sit kolossale antal kirkemedlemmer, sin rigdom og sine religiøse bygninger og institutioner, skal ende på den måde, uden noget håb om en genrejsning. Men lige så sikkert som profetien fik sin mindre opfyldelse på edomitterne som nu er et uddødt folk, lige så sikkert vil profetien få en større og endelig opfyldelse på den edomitiske kristenhed. For, som der siges med hensyn til ødelæggelsen af Babylon den Store, „stærk er Jehova Gud, som har dømt hende“. — Åbenbaringen 18:8.
9, 10. Hvilke udsigter for den genrejste rest af de åndelige israelitter forudsiger Obadias i slutningen af sin profeti?
9 Hvor helt anderledes ser situationen ikke ud for den genrejste rest af de åndelige israelitter! Obadias’ profeti om „Esaus bjerge“ følger samme mønster som Esajas’ profeti, idet den viser modsætningen mellem hvordan det vil gå henholdsvis edomitterne og israelitterne, der til edomitternes store glæde blev deporteret til Babylon. Efter at have beskrevet den guddommelige straf der ville ramme de ubroderlige, ondsindede edomitter, slutter profeten Obadias sin profeti med disse ord:
10 „Men på Zions bjerg skal der være frelse, og det skal være en helligdom, og Jakobs [Israels] hus skal tage sine ejendomme i eje. . . . Da drager redningsmænd fra Zions bjerg op [der vil visselig komme frelsere op på Zions bjerg, NW] for at holde dom over Esaus bjerge. Og så skal riget være [Jehovas].“ — Obadias 17-21.
11. (a) Hvad er det „Zions bjerg“ som „redningsmænd“ eller „frelsere“ kommer op på? (b) Hvordan tjener modsætningen mellem de to skarers åndelige forhold til at fremhæve skønheden i det åndelige paradis?
11 Det er på det himmelske Zions bjerg at Jehova, som en opfyldelse af Salme 2:5, 6, indsætter sin messianske konge af Davids hus, nemlig Jesus Kristus. Det er på det himmelske Zions bjerg at redningsmanden eller frelseren, Guds lam, samler de 144.000 åndelige israelitter for at de skal herske sammen med ham i tusind år. (Åbenbaringen 14:1-3; 7:4-8) Det er den salvede rest af de 144.000 åndelige israelitter som endnu er tilbage på jorden der nu forkynder Jehovas domsbudskab mod nutidens „Esaus bjerge“, „Edoms land“, det vil sige kristenheden. Som forkyndere af Jehovas domme der forudsiger hans hævn og gengældelse over de modbilledlige edomitter, værdsætter de i endnu højere grad det skønne åndelige paradis han har ført dem ind i siden 1919. — Esajas 35:1-10.
KRISTENHEDENS OG JØDEDOMMENS ENDELIGT
12. Hvor beskriver Bibelen hvordan det vil ende for kristenheden og jødedommen?
12 Når kristenheden, der i dag kan prale af at have næsten en milliard kirkemedlemmer, lægges øde i den grad som det blev forudsagt for Edoms land, vil det forståeligt nok vække stor undren. Hvordan vil noget så utroligt kunne ske — og så netop inden for den nuværende generation, den der oplevede hedningetidernes udløb i 1914, for over tres år siden? Og hvordan vil det gå til at kristenheden og dens nære religiøse medforbundne, jødedommen, ødelægges? Jehova Gud, der inspirerede Esajas og Obadias til at profetere imod Edom, har inspireret en profeti som oplyser dette. Denne profeti er nedskrevet i Bibelens sidste bog, Åbenbaringen, kapitel 17, med ord som ikke er til at tage fejl af.
13. Hvorfor blev kristenheden ikke nævnt ved navn i Åbenbaringens 17. kapitel, men hvilket navn som ikke er uden betydning, er nævnt?
13 Imod dette kunne en forsvarer for kristenheden indvende at kristenheden overhovedet ikke nævnes i Åbenbaringen, kapitel 17. Det er sandt, for kristenheden eksisterede ikke dengang apostelen Johannes skrev den bog der kaldes Åbenbaringen. Fremfor at søge at skabe en blandingsreligion ved at bringe et kompromis i stand mellem Roms hedenske religion og kristendommen og således frembringe en egnet statsreligion, søgte romerriget på apostelen Johannes’ tid at udrydde kristendommen ved at forfølge dens tilhængere grusomt. Det var derfor apostelen Johannes var forvist til straffeøen Patmos. (Åbenbaringen 1:9) Kristenheden blev først grundlagt over to hundrede år senere, af kejser Konstantin den Store. Men en religiøs organisation der allerede eksisterede dengang, optræder som hovedpersonen i Åbenbaringens 17. kapitel. Det er Babylon den Store.
14. Hvilke to symbolske kvinder stilles i modsætning til hinanden i Åbenbaringens bog, og hvad repræsenterer de?
14 I Åbenbaringens bog stilles to symbolske kvinder i modsætning til hinanden. Den ene er dette store Babylon, og den anden er Guds lams „hustru“. (Åbenbaringen 19:1-8) Den ene, Babylon den Store, stemples som en „skøge“. Den anden, „bruden, Lammets hustru“, er jomfru. (Åbenbaringen 17:1-5; 21:9) De er begge religiøse organisationer. Den ene er uren, den anden ren. „Bruden, Lammets hustru“, er menigheden af Lammet Jesu Kristi 144.000 trofaste jomfrulignende disciple, som alle er åndelige israelitter. (Åbenbaringen 7:4-8; 14:1-5) Babylon den Store består af dem der praktiserer en religion som er i opposition til den sande kristendom, der udøves af de 144.000 åndelige israelitter. Det er grunden til at apostelen Johannes „så at kvinden var beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod“. (Åbenbaringen 17:6) Den religion som medlemmerne af det store Babylon udøver er derfor ikke kristen, men babylonisk og altså falsk. — Esajas 47:1, 12-15.
15. Hvem er „jordens konger“ som Babylon den Store har herredømme over?
15 Om Babylon den Store blev der sagt til apostelen Johannes: „Kvinden som du så, er ensbetydende med den store by som har herredømme over jordens konger.“ (Åbenbaringen 17:18) Eftersom Babylon den Store således „sidder som dronning“ over jordens konger, står hun for den falske religions verdensimperium. (Åbenbaringen 18:7) Hun har ikke alene udøvet overherredømme over jordens konger på et hvilket som helst tidspunkt, men også over en række verdensriger (symbolske konger) gennem flere tusind år. Frem til udløbet af hedningernes tider i 1914 har der været syv sådanne verdensriger efter hinanden, nemlig (1) det gamle ægyptiske rige, (2) det assyriske rige, (3) det nybabyloniske rige, (4) det medo-persiske rige, (5) det græske rige, (6) romerriget og (7) den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt. Dette skildres ved at det vilddyr som „skøgen“ rider på, har syv hoveder.
16. Hvad mente engelen da den sagde at det ene af det skarlagenrøde vilddyrs hoveder „er der“?
16 En engel forklarede Johannes hvad de forskellige dele af dette ’skarlagenrøde vilddyr’ betød: „De syv hoveder er ensbetydende med syv bjerge, som kvinden sidder på. Og der er syv konger: de fem er faldet den ene er der, den anden er endnu ikke kommet, men når han kommer, skal han forblive en kort tid.“ (Åbenbaringen 17:9, 10) Med udtrykket „den ene er der“ sigtede engelen til det sjette verdensrige, romerriget, som holdt den kristne apostel Johannes fanget på øen Patmos.
17, 18. Hvordan kan det siges at kristenheden lige fra begyndelsen har været en del af Babylon den Store?
17 I det fjerde århundrede forårsagede dette sjette verdensrige ved hjælp af sin pontifex maximus, kejser Konstantin den Store, en sammensmeltning af den hedenske romerske religion og den frafaldne kristne religion der blev praktiseret af nogle hundrede biskopper og deres menighed. Ved en kejserlig bestemmelse gjorde Konstantin denne blandingsreligion til statsreligion. Derved blev en kristendom der kun var kristen af navn, den anerkendte religion i romerriget. På denne måde blev kristenheden til. Ved at blive den dominerende religiøse organisation i det romerske verdensrige, som Babylon den Store udøvede herredømme over, blev kristenheden en del af Babylon den Store. Kristenheden blev i realiteten en datterorganisation under Babylon den Store, om hvem der siges:
18 „På hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed: ’Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder.’“ — Åbenbaringen 17:5.
19. (a) Hvorfra stammer de vigtigste dogmer og skikke i kristenheden? (b) Hvordan har kristenheden efterlignet sin religiøse moder og selv optrådt som en „skøge“?
19 Det er derfor ikke så mærkeligt at de vigtigste dogmer inden for kristenhedens sekteriske kirkesamfund og ligeledes deres skikke er hedenske, babyloniske, at de stammer fra fortidens Babylon ved Eufratfloden i Mesopotamien. Det er heller ikke så mærkeligt at kristenheden efterligner sin religiøse moder, om hvem der siges: „Med hende har jordens konger begået utugt, mens de der bor på jorden, blev berusede af hendes utugts vin.“ (Åbenbaringen 17:1, 2) I åndelig forstand er kristenheden en „skøge“, for hun plejer intimt venskab med denne onde verden, og Jakob 4:4 siger følgende om et sådant urent venskab: „Ægteskabsbrydersker, ved I ikke at venskabet med verden er fjendskab med Gud? Enhver der ønsker at være ven med verden, stiller sig derfor som fjende af Gud.“ Kristenhedens statskirker, dens forbindelser mellem kirke og stat, tjener ikke til ære for hende. De stempler hende som en åndelig horkvinde, en der blander sig i verdens politik.
20. (a) Hvorfor er kristenheden altså underforstået i Åbenbaringens 17. kapitel, skønt den ikke er nævnt ved navn? (b) Hvilken fremtid venter der kristenheden?
20 Kan der være nogen tvivl om at kristenheden er en del af Babylon den Store, og at den med sit medlemstal er den dominerende del af dette verdensimperium af falsk religion? Nej! Så selv om kristenheden ikke nævnes ved navn i Åbenbaringens 17. kapitel, er den omfattet af det der siges i dette kapitel. Den skæbne der her skildres for „den store skøge“, Babylon den Store, vil også overgå kristenheden. Åbenbaringens 17. kapitel viser hvordan kristenheden vil blive ødelagt. Det kan ikke være anderledes, for ingen del af det store Babylon vil undgå ødelæggelse. De religiøse „skøger“ hun er moder til, må gå til grunde sammen med hende. Når vi nu betragter Guds dom over „den store skøge som sidder på mange vande“, må vi altså tænke på at dette også uundgåeligt gælder kristenheden. — Åbenbaringen 17:1, 5.
DEN OTTENDE VERDENSMAGTS ROLLE
21. Hvad sagde Guds engel til apostelen Johannes om „en ottende konge“?
21 Apostelen Johannes undrede sig over det han så, og Guds engel sagde til ham: „Jeg vil sige dig hemmeligheden om kvinden og om vilddyret som bærer hende og som har de syv hoveder og de ti horn: Det vilddyr som du så, var, men er ikke, og dog skal det stige op af afgrunden, og det går bort til ødelæggelse. Og når de der bor på jorden ser at vilddyret var, men ikke er, og dog vil være her, vil de undre sig og beundre det, men deres navne er ikke fra verdens grundlæggelse skrevet i livets skriftrulle. . . . Og vilddyret som var, men ikke er, er også selv en ottende konge, men stammer fra de syv, og det går bort til ødelæggelse.“ — Åbenbaringen 17:7-11.
22. Hvad er denne „ottende konge“, og hvordan ’stammer den fra de syv’?
22 Det symbolske vilddyr med syv hoveder og ti horn skildrer „en ottende konge“, det vil sige en ottende verdensmagt. Denne verdensmagt blev til efter hedningetidernes udløb i 1914 og efter den første verdenskrig. Historien viser at denne ottende verdensmagt er identisk med den internationale organisation for verdensfred og sikkerhed. Den blev dannet i 1919 og trådte i funktion tidligt i 1920. Den syvende verdensmagt, nemlig den anglo-amerikanske verdensmagt, var hovedansvarlig for dannelsen af denne organisation for verdensfred og sikkerhed. (Åbenbaringen 13:11-15) Den begyndte at virke under navnet „Folkeforbundet“, og den stammede fra de forudgående syv verdensmagter i den forstand at den i sig selv optog den syvende verdensmagt og resterne af alle de forudgående seks verdensmagter.
23. (a) Hvornår steg dette „vilddyr . . . op af afgrunden“, og under hvilket navn? (b) Hvilken rolle spiller kristenheden og jødedommen i De forenede Nationer?
23 I 1939 gik Folkeforbundet ned i den dødlignende kraftesløsheds afgrund fordi den anden verdenskrig udbrød. Efter den anden verdenskrigs ophør i sommeren 1945 steg denne ottende verdensmagt op af krigstidens afgrund, især hjulpet af den syvende verdensmagt, dobbeltverdensmagten England og Amerika. Den antog et nyt navn, De forenede Nationer. I begyndelsen havde den 51 medlemslande; i dag har den 144. Kristenheden er stærkt repræsenteret i De forenede Nationer ved de mange såkaldt kristne lande der er medlemmer af denne verdensorganisation. Jødedommen, der i hele verden har 14.443.925 ortodokse jøder og reformjøder som medlemmer, har været repræsenteret i De forenede Nationer ved republikken Israel siden 1949. Babylon den Store dominerer således jødedommen.
24. Hvordan kom Babylon den Store igen op på ryggen af det skarlagenrøde vilddyr, og hvordan betragter hun sin stilling der?
24 Da det skarlagenrøde vilddyr med syv hoveder og ti horn steg op af afgrunden i skikkelse af De forenede Nationer, svang Babylon den Store sig straks igen op på dets ryg som en „dronning“ der har „herredømme over jordens konger“. Hun gjorde dette ved at sætte sin lid til denne menneskeskabte organisation for verdensfred og sikkerhed fremfor til Guds messianske rige der blev forkyndt i hele verden af Jehovas kristne vidner. Hun stolede på at denne antikristne organisation ville redde hende fra tilintetgørelse i efterkrigstiden. Ridende på det symbolske vilddyr bliver Babylon den Store tillidsfuldt ved med at sige: „Jeg sidder som dronning, og jeg er ikke enke, og jeg skal aldrig se sorg.“ (Åbenbaringen 18:7) Men hun tager sørgeligt fejl!
25. Hvordan ville den falske religions skøgelignende verdensimperium blive udslettet, ifølge det Guds engel sagde til apostelen Johannes?
25 „De ti horn“ på det symbolske skarlagenrøde vilddyr vil vende sig mod det skøgelignende verdensimperium af falsk religion. Mens apostelen Johannes betragtede det profetiske syn sagde Guds engel til ham: „Og de ti horn som du så, er ensbetydende med ti konger, som endnu ikke [på Johannes’ tid] har fået herredømme, men de får myndighed som konger én time sammen med vilddyret [ved at slutte sig til den nutidige verdensorganisation for fred og sikkerhed]. De har én tanke, og derfor giver de deres magt og myndighed til vilddyret [nu De forenede Nationer]. . . . De vande som du så, hvor skøgen sidder, er ensbetydende med folk og skarer og nationer og tungemål. Og de ti horn som du så, og vilddyret, disse vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes køddele og opbrænde hende med ild. . . . Og kvinden som du så, er ensbetydende med den store by [Babylon den Store] som har herredømme over jordens konger.“ — Åbenbaringen 17:12-18.
26, 27. (a) Hvilken ændret holdning hos de politiske ledere vil øjensynlig føre frem til denne voldelige handling? (b) Hvorfor er det meget passende at de ’opbrænder hende med ild’?
26 De symbolske „ti horn“ (de lande der er medlemmer af verdensorganisationen for fred og sikkerhed) vil miste deres lidenskabelige interesse for den falske religions skøgelignende verdensimperium, og de vil stange hende ihjel. Ja, hele det symbolske vilddyr (nu De forenede Nationer) vil ophøre med at finde tilfredsstillelse i sit utugtige forhold til „den store skøge“, det store Babylon, og med sine syv munde vil det „æde hendes køddele“. For hele denne politiske organisation, vilddyret med „de ti horn“ og det hele, vil hun blive som en gammel udtjent skøge der ikke længere appellerer til dens begær og selviskhed. Under presset af den globale krise, i lyset af de stadig voksende vanskeligheder i verden, vil de politiske ledere, hvis lande er medlemmer af De forenede Nationer, blive realistiske og nøgterne. De vil give slip på enhver form for sentimentalitet og blive tvunget til at tage drastiske og hjerteløse forholdsregler for at bevare deres politiske institutioner og deres sociale og økonomiske struktur. De vil indse at den falske religions verdensimperium er en international ulempe og en hindring for deres nødforanstaltninger på grund af sine babyloniske lærdomme, skikke og ritualer.
27 De mange guder og gudinder som Babylon den Store har tilbedt vil ikke komme den falske religions verdensimperium til undsætning for at redde hende fra dem der før begærede hende. Hendes tidligere elskere, de politiske og militære elementer, vil opdage at hendes guddomme er hjælpeløse, og det vil gå op for dem at disse guddomme ikke har været i besiddelse af nogen magt til at frelse dem i de situationer hvor den falske religions præster, prælater og religiøse potentater har bedt til dem på deres vegne. De politiske og militære elementer vil da føle sig snydt, bedraget, ført bag lyset, og de vil miste respekten for denne verdens religion. De behøver ikke at blive kommunister for at „hade skøgen“, men vil blot blive radikale og vil således kunne samarbejde med ’den gudløse kommunisme’ om at rydde den hykleriske religiøse organisation af vejen. De vil give hende samme behandling som skøger fik i fortiden, idet de vil „opbrænde hende med ild“. — 1 Mosebog 38:24.
28. Hvorfor vil kristenheden ikke gå fri når hele det store Babylon lægges øde?
28 Vi kan forestille os hvad dette vil betyde for Vatikanet og Peterskirken, for katedralerne, kirkerne, moskeerne, templerne, synagogerne, helligdommene og mange andre religiøse bygninger! Vi kan forestille os hvad der venter dem der i deres imponerende dragter gør tjeneste i disse religiøse bygninger. Kristenheden skal ikke tro at den vil gå fri fordi den paraderer for verdens øjne i Kristi navn. Den har selv optrådt som en religiøs skøge, ligesom sin moder, Babylon den Store. Det venskab den har opdyrket og plejet med denne verdens politiske og militære elementer vil ikke gavne den. Kristenheden vil blive chokeret over at opdage at dens utugtige venskab med denne verden har gjort den til en „fjende af Gud“ og af hans Kristus. (Jakob 4:4) Selv ikke fejringen af det hellige år 1975 kan ændre kristenhedens stilling ind for Jehova Gud. Den må gøres tom og øde, ligesom der blev profeteret om fortidens Edom. — Esajas 34:11-13; jævnfør Åbenbaringen 18:2, 8.
29. (a) På hvilken måde har jødedommen gjort sig til ét med det store Babylon? (b) Er der nogle som har forladt jødedommen for at undgå dens skæbne?
29 Hvad jødedommen angår, så har den stillet sig på samme side som det store Babylon. Som et af De forenede Nationers 144 medlemmer af jødisk, muhamedansk, hinduisk, buddhistisk, såkaldt kristen og kommunistisk observans, er republikken Israel underlagt den der rider på denne ottende verdensmagt, nemlig Babylon den Store. (Åbenbaringen 17:3-6) I det første århundrede skilte en jødisk farisæer ved navn Saulus fra Tarsus sig ud fra jødedommen og blev den kristne apostel der havde tilnavnet Paulus. (Galaterne 1:1, 13-17; Filipperne 3:3-6) Ulig denne Saulus fra Tarsus har langt den overvejende del af de kødelige, omskårne jøder holdt fast ved den traditionelle jødedom.
30. Hvad venter der både kristenheden og jødedommen, og hvordan peger begivenhederne i det første århundrede på dette?
30 I år 70 blev jødedommens højborg, Jerusalem, ødelagt af de hedenske romere, sådan som Jesus Kristus forudsagde. (Mattæus 24:1-3, 15-22; Lukas 21:20-24) Denne ødelæggelse af Jerusalem og templet og af Judas land for romernes hånd blev et profetisk forbillede på den ødelæggelse der nu vil ramme kristenheden i den forestående „store trængsel“. Eftersom jødedommen fastholder det samme standpunkt som i det første århundrede og som medførte katastrofen i år 70, vil den lide samme skæbne som sit modbillede, kristenheden.
31. Hvem er det folk der har skilt sig ud fra kristenheden og jødedommen, og hvilke forhold kan det allerede nu glæde sig over?
31 Tiden nærmer sig altså hvor Babylon den Store ikke er mere! Det betyder at den tid vil komme da kristenheden og jødedommen ikke er mere! Men hvordan forholder det sig med dem der forkynder Guds oprettede messianske rige, nemlig Jehovas kristne vidner? Og hvordan med det åndelige paradis de nu befinder sig i? De inspirerede profetiske skrifter åbenbarer dem hvad de har at se frem til. — Amos 3:7; Åbenbaringen 1:1-3.
[Studiespørgsmål]
