Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Når menneskenes gamle orden viger for Guds nye orden

Når menneskenes gamle orden viger for Guds nye orden

Kapitel 14

Når menneskenes gamle orden viger for Guds nye orden

1, 2. (a) Ved hjælp af hvem vil Babylon den Store blive udslettet? (b) Hvad siger Åbenbaringen 17:17 om det skarlagenrøde vilddyrs „ti horn“?

NÅR „den store skøge“, det store Babylon, udslettes i den forestående „store trængsel“, forsvinder en rodfæstet del af menneskehedens gamle orden. Dette babyloniske verdensimperium af falsk religion udslettes af sine tidligere elskere. Dets udslettelse bliver med andre ord udført ved hjælp af de symbolske „ti horn“ på „de syv hoveder“ på det skarlagenrøde „vilddyr“, den internationale organisation for verdensfred og sikkerhed. Denne organisation blev dannet i efterkrigsåret 1919 og virkede fra begyndelsen under navnet Folkeforbundet.

2 Med hensyn til „de ti horn“ der giver det symbolske vilddyr et drabeligt udseende, siger Åbenbaringen 17:17: „For Gud har indgivet i deres hjerter at udføre hans tanke, ja at udføre deres ene tanke ved at give deres herredømme til vilddyret, indtil Guds ord vil være fuldbyrdet.“

3. (a) Hvad skildres der ved de „ti horn“? (b) Hvad siger Åbenbaringen 17:17 om det forhold der ville bestå mellem de politiske stater?

3 Ved fredskonferencen i 1919 blev der oprettet nye politiske stater. Der var således flere symbolske horn efter den første verdenskrig end umiddelbart før krigen. Spørgsmålet var nu hvilket forhold der ville bestå mellem de forskellige politiske stater i verden. (De blev alle symboliseret ved „de ti horn“, eftersom tallet ti i Bibelen benyttes som et udtryk for helhed, det fuldstændige antal.) Svaret var at „Gud har indgivet i deres hjerter at udføre hans tanke“. Hvordan det?

4. Hvad skete der på regeringsplan i 1914?

Jo, i årtier havde den lydige rest af de åndelige israelitter forkyndt at hedningernes tider ville udløbe i 1914. Fra det år ville Gud ikke længere tillade hedningenationerne at udøve verdensherredømmet uden indblanding fra hans messianske riges side. Han tilkendegav at hans tilladelse til disse nationer var ophørt ved at oprette det messianske rige i himmelen, med kong Davids evige arving, Jesus Kristus, på tronen. Det messianske rige i Davids kongelige slægtslinje skulle aldrig igen trædes under fode, som det var sket 2520 år tidligere, i 607 f.v.t. — Lukas 21:24.

5. Hvordan blev de politiske magter på jorden underrettet om at tiden var kommet da de måtte overgive deres magt til Guds regerende Messias?

5 For den salvede rest af de åndelige israelitter var den første verdenskrig, som udbrød i 1914, med fødevaremangel og pest i sit kølvand, en bekræftelse på at Guds messianske rige var blevet oprettet, var blevet født i himmelen, ved udløbet af hedningernes tider samme år. Derfor begyndte de at forkynde den gode nyhed om Guds oprettede rige, indtil krigsforholdene og bitter forfølgelse praktisk taget standsede deres arbejde. Denne forkyndelse af Riget var en bekendtgørelse for alle de politiske magter på jorden, de symbolske „ti horn“, om at deres guddommelige bemyndigelse til at herske uden indgriben fra Guds side var udløbet. Tiden var kommet de de måtte anerkende Guds universelle suverænitet og overlade deres herredømme til hans Messias på den himmelske trone.

6. Hvordan havde Gud allerede givet udtryk for sin tanke om hvad hedningenationerne ville gøre, og hvad gik hans tanke ud på?

6 Gud havde imidlertid indset og forudsagt at de symbolske „ti horn“ ikke ville gøre dette. Hans tanke herom udtrykkes for eksempel i Salme 2, hvor der står at jordens hedenske konger og fyrster ville samle sig imod ham og hans indsatte konge. (Jævnfør Apostelgerninger 4:24-30.) I Daniel 2:44 forudsagde han at de alle ville blive tilintetgjort for deres hårdnakkede modstand mod hans universelle suverænitet. Det var nu hans tanke at de hedenske nationer, repræsenteret ved „de ti horn“, skulle slå ind på en kurs, som over for hele skabningen tydeligt ville vise at han gjorde ret i at udslette dem. Det var hans tanke at de skulle optræde samlet, i fællesskab, så han kunne udslette dem alle på én gang. Det var netop hvad de gjorde. Vi ser således at Gud, ved sin egen handlemåde, indgav i de symbolske „ti horns“ hjerter at udføre hans tanke.

7. (a) Hvordan gav de „ti horn“ deres herredømme til vilddyret? (b) Hvad er den ’ene time’ hvori de skal have myndighed sammen med „vilddyret“?

Til bekræftelse af dette, fortsætter Åbenbaringen 17:17 med at sige: „Ja at udføre deres ene tanke ved at give deres herredømme til vilddyret.“ De overgav altså ikke deres herredømme til Guds messianske rige som forkyndtes af resten af det åndelige Israel. De overgav det derimod til det symbolske vilddyr, den menneskeskabte organisation for verdensfred og sikkerhed, som på det tidspunkt blev kaldt Folkeforbundet. Som tiden gik sluttede flere og flere nationer sig til dette forbund og gav således „deres herredømme“ til det. På denne måde fik de „myndighed som konger én time sammen med vilddyret“. De har én tanke, og derfor „giver de deres magt og myndighed til vilddyret“. (Åbenbaringen 17:12, 13) Eftersom de vil få myndighed som konger „én time“ sammen med vilddyret, vil det symbolske vilddyr kun eksistere i forholdsvis kort tid, så at sige blot „én time“. Indtil nu har den organisation der skildres som et vilddyr kun eksisteret i 55 år, ikke engang så længe som det nybabyloniske verdensrige var til (607-539 f.v.t.).

8. Hvilken opgave har de „ti horn“, som forudsagt, at udføre for Jehova Gud?

8 De symbolske „ti horn“, den internationale fredsorganisations medlemslande, har en opgave at udføre som Jehova Guds redskaber. Hvad går denne opgave ud på? Den går ud på at de skal ødelægge den falske religions verdensimperium, symbolsk fremstillet som Babylon dem Store. Guds engel sagde til apostelen Johannes: „De ti horn som du så, og vilddyret, disse vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes køddele og opbrænde hende med ild.“ — Åbenbaringen 17:16.

9. Hvad vil dette indebære?

9 Det betyder at de ægteskaber mellem religion og politik, mellem kirke og stat, der har eksisteret indtil da, vil blive opløst. De statskirker der endnu eksisterer, vil blive nedlagt. Skattefrihed for religiøse organisationer vil blive ophævet. Endog kristenhedens selskaber der udgiver og spreder bibler, vil blive forbudt. Kristenhedens missionsarbejde vil blive standset. Feltpræster vil blive afskediget. Fejringen af jul og påske og Jom Kippur (forsoningsdagen) vil ophøre. De religiøse institutioners umådelige materielle rigdomme, eller det der bliver tilbage af dem efter at de har været udsat for plyndring, vil blive konfiskeret af regeringerne som er i svære økonomiske vanskeligheder. Enhver mand eller kvinde som bærer en særlig klædedragt som viser at han eller hun er medlem af en religiøs organisation i kristenheden, vil være udsat for at blive overfaldet eller arresteret som en fjende af eller en trussel mod staten. Hvor forbløffende det end måtte være for mange, vil kristenheden være borte — for evigt!

10-12. (a) Er det kun kristenheden der vil blive udslettet? (b) Hvordan vil Guds domsdag virke på menneskene, ifølge profetien i Esajas 2:10-22?

10 Eftersom det vil gå kristenheden, den mægtigste del af det store Babylon, sådan, hvad skal man da vente for alle de øvrige gamle rodfæstede religiøse organisationer? Hele det store Babylon må forsvinde fra jorden! Det vil være den forudsagte dag hvor Jehova Guds, den Almægtiges, dom eksekveres, hvorom vi læser:

11 „Gå ind i klippen, skjul dig i støvet for [Jehovas] rædsel, hans højheds herlighed! Sine stolte øjne skal mennesket slå ned, mændenes hovmod skal bøjes, og [Jehova] alene være høj på hin dag. Thi en dag har Hærskarers [Jehova] mod alt det høje og knejsende, mod alt ophøjet og stolt, . . .

12 Afguderne skal helt forsvinde. Og man skal gå ind i klippehuler og jordhuller for [Jehovas] rædsel, hans højheds herlighed, når han står op for at forfærde jorden. På hin dag skal mennesket slænge sine guder af sølv og guld, som han lavede sig for at tilbede dem, hen til muldvarpe og flagermus for at gå ind i klipperevner og fjeldkløfter for [Jehovas] rædsel, hans højheds herlighed, når han står op for at forfærde jorden. Slå ikke mer eders lid til mennesker, i hvis næse der kun er flygtig ånde, thi hvad er de at regne for?“ — Esajas 2:10-22; jævnfør Åbenbaringen 6:15-17.

13. (a) Hvordan vil de da, som vist i denne profeti, behandle de ting der har religiøs tilknytning? (b) Hvor vil verdsligsindede mennesker søge tilflugt, og med hvilke ord forudsagde Esajas dette?

13 Hvad vil verdsligsindede mennesker gøre på denne dag hvor Jehovas dom eksekveres over menneskehedens gamle orden? Når de ser hvordan forholdene forværres ud over hele jorden vil de miste troen på det religiøse, og de vil vende sig bort fra det og kassere det som værdiløst. De vil ikke længere regne med de professionelle religionsudøvere, som ikke er andet end almindelige mennesker der er afhængige af den luft de indånder. Skuffede over disse religiøse ledere vil menneskene udelukkende vende sig til materialistiske ting. De vil forlade enhver verdslig form for religion og søge ly og sikkerhed i ikke-åndelige, jordiske organisationer som de håber vil beskytte dem ligesom bjerge og klippefremspring. De vil ikke længere sætte deres lid til religiøse mennesker som de engang anså for guder, anså for at have forbindelse til den overmenneskelige åndeverden. En af de bjerglignende organisationer de vil søge tilflugt i er De forenede Nationer, den ottende verdensmagt, for dette symbolske vilddyr vil med sine „ti horn“ udslette Babylon den Store.

14. Hvis dom er det i virkeligheden der fuldbyrdes når Babylon den Store ødelægges, og hvad vil dette tjene som en bekræftelse af?

14 Skønt det er det skarlagenrøde vilddyrs symbolske „ti horn“ der direkte gør det store Babylon øde og nøgent og fortærer det og opbrænder det, vil det ikke desto mindre være Jehova Guds dom der eksekveres. Dette synspunkt bekræftes i Åbenbaringen 18:8, hvor der siges følgende om den falske religions verdensimperium: „Det er derfor hendes plager vil komme på én dag, død og sorg og hungersnød, og hun skal opbrændes med ild, for stærk er Jehova Gud, som har dømt hende.“ Æren for at have befriet menneskeheden for den store religiøse skøges, det store Babylons, herredømme tilfalder altså Jehova Gud den Almægtige. Dette vil tjene som en bekræftelse af at det ikke er ham der har været ophav til den falske religions babyloniske verdensimperium, endsige til kristenheden.

GLÆDE OVER BABYLON DEN STORES TILINTETGØRELSE

15-19. Blandt hvem vil der være glæde når Babylon den Store ødelægges, og hvad skrev apostelen Johannes om dette?

15 Mens en af plagerne fra Guds hånd over det store Babylon vil være „sorg“, vil der råde stor glæde blandt dem der står på Jehova Guds side og praktiserer hans rene form for tilbedelse. Denne glæde blandt Jehovas tilbedere beskrives af den inspirerede apostel Johannes. Efter at have set et profetisk billede af hvordan Babylon, den store by, med et rask kast blev slynget ned så hun aldrig skulle findes mere, skriver apostelen:

16 „Efter dette hørte jeg noget der var som en stærk lyd af en stor skare i himmelen. De sagde: ’Pris Jah [græsk: Halleluja]! Frelsen og herligheden og magten tilhører vor Gud, for hans domme er sande og retfærdige. For han har eksekveret dommen over den store skøge som fordærvede jorden med sin utugt, og han har hævnet sine trælles blod og krævet det af hendes hånd.’ Og straks, for anden gang, sagde de: ’Pris Jah [Halleluja]! Og røgen fra hende bliver ved med at stige op i evighedernes evigheder.’

17 Og de fireogtyve ældste og de fire levende skabninger faldt ned og tilbad Gud som sad på tronen, og sagde: ’Amen! Pris Jah [Halleluja]!’

18 Og fra tronen lød en stemme som sagde: ’Pris vor Gud, alle I hans trælle som frygter ham, de små og de store.’

19 Og jeg hørte noget der var som lyden af en stor skare og som lyden af mange vande og som lyden af stærke tordener. De sagde: ’Pris Jah [Halleluja], for Jehova vor Gud, den Almægtige, er begyndt at herske som konge.’“ — Åbenbaringen 19:1-6; 18:21-24.

20. Hvor finder denne lovprisning af Jehova sted, men hvem tager også del deri?

20 Hele denne lovprisning af Jehova fordi han har eksekveret sine forudsagte domme over „den store skøge“ finder ifølge skildringen åbenbart sted oppe i himmelen blandt de hellige engle. Stemmen som lød fra den himmelske trone efter det tredje halleluja sagde imidlertid: „Pris vor Gud, alle I hans trælle som frygter ham, de små og de store.“ Denne befaling fra tronen omfatter også de „trælle“ af Jah Jehova som stadig er tilbage på jorden efter udslettelsen af „den store skøge“, det store Babylon. Disse „trælle“ af Jah Jehova som stadig er tilbage på jorden efter udslettelsen af „den store skøge“, det store Babylon. Disse „trælle“ har fulgt den guddommelige befaling der tidligere har lydt fra himmelen: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager. For hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder. Betal hende som hun har betalt, og gør dobbelt så meget mod hende, ja dobbelt af det hun har gjort; i det bæger hvori hun skænkede en blanding, skal I skænke dobbelt så meget af blandingen til hende. I det omfang hun har herliggjort sig selv og levet i skamløs overdådighed, i det omfang skal I give hende pine og sorg.“ — Åbenbaringen 18:4-7.

21. Hvem er det der siden 1919 er gået ud fra Babylon den Store, og hvad kan de derfor se frem til?

21 Siden 1919 er Jehovas kristne vidner, både resten af de åndelige israelitter og ’den store skare’ symbolske får som samarbejder med dem, gået ud fra Babylon den Store for at vise at de er Jehovas folk, idet de ikke har ønsket at „være delagtige med hende i hendes synder“ eller at „få del i hendes plager“. Af den grund rammes de ikke sammen med Babylon den Store af „død og sorg og hungersnød“, og de bliver ikke ’opbrændt med ild’ sammen med hende. (Åbenbaringen 18:8) Disse lydige kristne vidner for Jehova vil altså overleve ødelæggelsen af den falske religions babyloniske verdensimperium. De vil blive vidne til denne ødelæggelse. Og eftersom de himmelske hærskarer — de der symboliseres ved „de fireogtyve ældste“ indbefattet — vil prise Jah Jehova fordi han fuldbyrder sin guddommelige hævn over denne gamle skøge, vil disse hans overlevende kristne vidner på jorden med fuld ret kunne glæde sig og råbe: „Halleluja!“ Hvad er så det næste der sker?

„DE TI HORN“ OG „VILDDYRET“ FØRER KRIG MOD LAMMET

22. (a) Hvilken konfrontation vil finde sted efter Babylon den Stores ødelæggelse? (b) Hvad er det Jehovas kristne vidner vil blive konfronteret med til den tid?

22 Det vil da komme til en konfrontation mellem dem der er tilbage på jorden. På den ene side i konflikten står det skarlagenrøde vilddyr som har syv hoveder og ti horn, og de af jordens indbyggere der stadig ’undrer sig og beundrer’ vilddyret. På den anden side står de overlevende kristne vidner for Jehova. Eftersom det skarlagenrøde vilddyr blot er et „billede“ af det syvhovedede, tihornede vilddyr som steg op af havet og som bliver tilbedt af de mennesker der mener at ingen „kan føre krig mod det“, vil det sige at Jehovas kristne vidner i virkeligheden bliver konfronteret med det symbolske vilddyr hvoraf der blev lavet et billede. Dette vilddyr fra havet symboliserer det verdensomfattende politiske system til udøvelse af menneskers herredømme, det system som Satan Djævelen har givet „sin magt og sin trone og stor myndighed“. (Åbenbaringen 13:1-8) Dette jordomspændende politiske system repræsenteres af 144 lande i De forenede Nationer, den internationale organisation der nu udgør ’billedet’ af det vilddyr der steg op af menneskehedens ’hav’. Det er det Jehovas vidner vil blive konfronteret med!

23. (a) Hvad er det tohornede „vilddyr“ der, som forudsagt i Åbenbaringen 13:11-13, ’taler som en drage’? (b) Hvilket „vilddyr“ er De forenede Nationer et „billede“ af, og hvem foreslog at dette politiske „billede“ skulle laves?

23 Blandt de nationer der er repræsenteret i vilddyrets „billede“, er det tidligere britiske imperium (der siden 1931 har været reorganiseret som Det britiske Statssamfund) og Nordamerikas forenede Stater. Disse to engelsktalende grupper har optrådt samlet i verdens kriser, sådan at de tilsammen udgør en dobbeltverdensmagt, en anglo-amerikansk verdensmagt, bibelprofetiens syvende verdensmagt. I almindelighed har denne syvende verdensmagt samarbejde med det symbolske vilddyr og har virket som talerør eller profet for det verdensomfattende dyriske politiske system. Af denne grund skildres den i Åbenbaringen 13:11-13 som et vilddyr der stiger op af „jorden“ og som har to horn ligesom et lam og mund som en drage. Denne tohornede eller dobbelte verdensmagt er meget passende medlem af De forenede Nationer, for det var denne anglo-amerikanske, verdensmagt der foreslog og gennemførte at der blev lavet et politisk „billede“ af det „vilddyr“ der steg op af „havet“. — Åbenbaringen 13:14, 15.

24. (a) Hvordan gik det, ifølge historien, til at Folkeforbundet og De forenede Nationer blev dannet? (b) Hvilken holdning hos denne verdens politikere er De forenede Nationer i virkeligheden et udtryk for?

24 Under den første verdenskrig tænkte den daværende britiske premierminister, Lloyd George, på at man efter krigen skulle oprette et Folkenes Forbund der kunne hindre endnu en verdenskrig. Amerikas præsident under krigen, T. W. Wilson, arbejdede ihærdigt på at få dette forbund oprettet. I de sidste måneder under den anden verdenskrig var det ligeledes De forenede Stater, det ene af det tohornede „vilddyrs“ medlemmer, der fremmede dannelsen af en efterfølger til det da uvirksomme Folkeforbund. I oktober 1945 dukkede organisationen for verdensfred og sikkerhed op i ny skikkelse som De forenede Nationer. Det var i virkeligheden det samme gamle „billede“ af det politiske „vilddyr“, blot under et nyt navn. Det blev foreslået og oprettet af verdslige politikere i trods mod Guds messianske rige, som Jehovas kristne vidner havde forkyndt og anbefalet siden hedningetidernes udløb i 1914.

25 . (a) Hvad er det altså i virkeligheden Jehovas kristne vidner vil blive konfronteret med efter at Babylon den Store er tilintetgjort, ifølge betydningen af de symboler der skildres i Åbenbaringen, kapitel 17? (b) Hvilken regering er det disse vidner repræsenterer?

25 I lyset af det foregående bør vi — når vi i Åbenbaringen, kapitel 17, læser om det skarlagenrøde vilddyr med syv hoveder og ti horn — tænke på den virkelige magt der står bag dette symbolske „billede“, nemlig det verdensomfattende politiske regeringssystem der symbolsk skildres ved det vilddyr der steg op af havet. Af dette vilddyr udgør det tohornede vilddyr der steg op af jorden, det vil sige den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt, den dominerende del. Når det symbolske billedes medlemsnationer har tilintetgjort det store religiøse Babylon, er det følgelig det irreligiøse, verdensomfattende politiske regeringssystem Jehovas kristne vidner vil blive konfronteret med. De vil stadig gå ind for Guds messianske rige som den eneste retmæssige regering over menneskehedens verden. De repræsenterer denne himmelske regering. Ja, den salvede rest af de åndelige israelitter er „ambassadører“ for den messianske regering. — 2 Korinter 5:20; Efeserne 6:20.

26. (a) Hvad vil være den eneste „form for religion“ der er tilbage efter at Babylon den Store er tilintetgjort? (b) Hvordan berører denne religion ens indstilling til dét at have nogen andel i verdens politiske anliggender, og hvorfor?

26 Med ødelæggelsen af det store religiøse Babylon slutter den første del af den ’store trængsel’ som Jesus Kristus forudsagde. (Mattæus 24:21, 22; se også Daniel 12:1.) Så vil det kritiske tidspunkt på jorden være nået! De overlevende kristne vidner for Jehova vil stå som de eneste der tilbeder den levende og sande Gud, himmelens og jordens Skaber. Deres form for tilbedelse er den eneste „religion“ som de nu radikale politiske regeringer ikke har været i stand til at udslette; og det skyldes at det er „den form for religion der er uden plet eller fejl i Guds, vor Faders, øjne“. (Jakob 1:27, NE) De ugudelige nationer vil ikke være tilfredse før også denne „form for religion“ er fjernet fra jorden. Det er denne „form for religion“ der har afholdt de overlevende kristne vidner for Jehova fra at gøre sig til ét med den nye politiske struktur, at gøre sig til „en del af verden“. (Johannes 15:19; 17:14, 16) De går først, sidst og til hver en tid ind for den højeste og almægtige Guds, Jehovas, universelle suverænitet.

27. (a) Hvilket spørgsmål må da afgøres? (b) Hvordan vil nationerne vise at de står sammen i deres modstand mod Jehovas messianske rige?

27 Spørgsmålet om hvem der skal herske uindskrænket over jorden, er nu mere brændende end nogen sinde. De irreligiøse nationer er fast besluttede på at Guds messianske rige ikke skal overtage herredømmet over hele jorden, som de hævder er deres territorium. I forening, gennem De forenede Nationers organisation, vil de, koste hvad det vil, demonstrere deres hårdnakkede modstand mod den suveræne Herre Jehovas messianske rige. At „hedningernes tider“ udløb i 1914 betyder intet for dem. De vil nægte at gå, nægte at overgive deres nationale suverænitet til Guds indsatte messianske konge, Lammet. De vil på ingen måde give sig uden kamp, og de atombevæbnede nationer føler sig på toppen af deres kampstyrke til denne sidste krig. Derfor, nu til den afgørende kamp!

28. Forklar beskrivelsen af dette i Åbenbaringen 17:12-14.

28 Om denne krigenes krig siger Åbenbaringen 17:12-14: „De ti horn som du så, er ensbetydende med ti konger [alle de politiske magter på jorden], som endnu ikke [på apostelen Johannes’ tid] har fået herredømme [som medlemmer af Folkeforbundet/De forenede Nationer], men de får myndighed som konger én time sammen med vilddyret. De har én tanke, og derfor giver de deres magt og myndighed til vilddyret [verdensorganisationen for fred og sikkerhed]. De vil føre krig mod Lammet, men fordi Lammet er herrers Herre og kongers Konge vil det sejre over dem. Og det vil de kaldede og udvalgte og trofaste sammen med ham også.“

29. Vil de politiske ledere kunne se Lammet Jesus Kristus så de kan kæmpe direkte imod ham, og hvordan klargør apostelen Paulus dette?

29 Apostelen Paulus beskriver dette ofrede Guds lam i dets nuværende herliggjorte tilstand idet han henvender følgende ord til sin missionærfælle Timoteus: „Over for Gud, som bevarer alle ting i live, og for Kristus Jesus, der som vidne afgav den gode offentlige bekendelse over for Pontius Pilatus [den romerske landshøvding over Judæa], befaler jeg dig at du holder budet på en uplettet og ulastelig måde indtil vor Herres Jesu Kristi tydelige fremtræden. Denne fremtræden vil den lykkelige og eneste Magthaver vise til de dertil fastsatte tider, han, Kongen over dem der hersker som konger, og Herre over dem der hersker som herrer, den eneste [af alle disse herrer og konger] der har udødelighed, som bor i et utilgængeligt lys, hvem intet menneske har set eller kan se [i hans herliggjorte, udødelige tilstand].“ (1 Timoteus 6:13-16) Altså vil de symbolske „ti horn“ på „vilddyret“, De forenede Nationer, ikke kunne se Lammet Jesus Kristus bogstaveligt og kæmpe direkte med ham om verdensherredømmet.

30. Hvem vil „de ti konger“ da rette deres angreb imod?

30 ’De ti konger’ vil imidlertid rette krigen mod dem der repræsenterer det kongelige lam, Jesus Kristus, synligt på jorden. Det vil være de kristne vidner for Jehova, omfattende både den salvede rest af de åndelige israelitter og ’den store skare’ indviede forkyndere af „denne gode nyhed om riget“. (Mattæus 24:14) Til trods for verdens forurening og nationernes vanskeligheder vil de stadig befinde sig i det åndelige paradis hvor de nyder Guds gunst og beskyttelse og udøver ren tilbedelse og bærer alle Guds ånds frugter i deres liv.

31. Hvem fører disse nationer i realiteten krig imod når de angriber Jesu trofaste disciple?

31 Til opmuntring for dem erklærede Lammet Jesus Kristus i sin profeti om „afslutningen på tingenes ordning“ at hvad der blev gjort mod en af hans „mindste [åndelige] brødre dér“, ville være som gjort direkte mod ham, kongen, selv. (Mattæus 24:3; 25:40) Nu da vi befinder os i denne periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“ gælder denne regel stadig, så når nationerne fører krig mod Jesu Kristi trofaste disciple for at udslette dem, fører de i virkeligheden krig mod Guds herliggjorte lam. Jehovas kristne vidner vil derfor indse at krigen i grunden ikke er rettet mod dem, men mod Gud og hans lam.

TIL KAMP UNDER ’GOG FRA MAGOGS LAND’

32. (a) Hvilken gammel fjende af de sande tilbedere vil mangle når den endelige krig udkæmpes? (b) Hvem er det der tilskynder de ti horn til at kæmpe?

32 I denne endelige krig mod den salvede rest af de åndelige israelitter og deres loyale medarbejdere som udgør „en stor skare“ af den rigtige hyrdes „andre får“, vil en af deres tidligere modstandere mangle. Det er Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Før i tiden benyttede denne „skøge“ staten som sit redskab til at føre en voldelig, religiøs krig mod Jehovas „hellige“ der følger i Jesu Kristi fodspor. Apostelen Johannes skildrede hendes forbrydelser i Bibelen da han skrev: „Jeg så at kvinden var beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod.“ (Åbenbaringen 17:6) Men fordi hun nu er blevet tilintetgjort af „de ti horn“, rider hun ikke længere på det skarlagenrøde „vilddyr“ og kan ikke længere øve nogen indflydelse på det. Ikke desto mindre er der en usynlig kraft som tilskynder „de ti horn“ til at føre krig mod Lammet, repræsenteret ved hans trofaste disciple som er tilbage på jorden. Denne usynlige, overmenneskelige kraft er Satan Djævelen. — Åbenbaringen 13:1, 2.

33. (a) Hvilken stilling vil Satan Djævelen stadig beklæde til den tid? (b) Hvordan viser Bibelen at det i virkeligheden er Djævelen der er ansvarlig for krigen imod Jehovas tilbedere på jorden?

33 Selv om det store religiøse Babylon er ødelagt, er Satan Djævelen ikke ophørt med at være hvad Jesus Kristus kaldte ham, „denne verdens hersker“, eller hvad apostelen Paulus kaldte ham, „denne tingenes ordnings gud“. (Johannes 12:31; 14:30; 16:11; 2 Korinter 4:4; Åbenbaringen 13:3, 4) Efter tilintetgørelsen af det store Babylon, der havde fremmet tilbedelsen af Djævelen, er Satan så rasende på Jehovas kristne tilbedere som aldrig før. Han forstærker den krig han har ført imod dem lige siden han blev styrtet ned fra himmelen, den krig der profetisk er omtalt med disse ord: „Dragen blev vred på kvinden [Guds himmelske organisation der fødte det messianske rige] og gik bort for at føre krig mod de øvrige af hendes sæd, dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus.“ — Åbenbaringen 12:17.

34. Hvordan viser Åbenbaringen 16:12-16 at Djævelen og hans politiske system opfordrer til krig imod Gud ved Har-Magedon?

34 Nu kommer derfor tiden da den afgørende krig bryder løs, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, på det stadium i verdensudviklingen der kaldes Har-Magedon. At Satan driver verdens nationer frem til denne endelige krig fremgår af Åbenbaringen 16:12-16, hvor apostelen Johannes skriver: „Jeg så tre urene inspirerede udtalelser der så ud ligesom frøer, komme ud af dragens [Satan Djævelens] mund og ud af vilddyrets mund og ud af den falske profets mund [dem der foreslog og arbejdede for at der blev lavet et politisk billede af vilddyret]. De er i virkeligheden udtalelser inspireret af dæmoner og gør tegn, og de går ud til kongerne på hele den beboede jord for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag. . . . Og de samlede dem på det sted der på hebraisk kaldes Har-Magedon.“ Det verdensomfattende politiske system og den anglo-amerikanske verdensmagt søger altså sammen med Dragen at fremme denne afgørende krig med Gud ved Har-Magedon.

35. (a) I hvilken profeti beskrives den rolle Djævelen spiller i udviklingen efter ødelæggelsen af Babylon den Store? (b) Hvem omtales her som „Gog“, og hvad er „Magogs land“?

35 Den rolle som den nedstyrtede Djævel spiller efter at Babylon den Store er tilintetgjort, idet han samler hvad der er tilbage af hans synlige jordiske organisation til krig mod Guds lam, skildres levende i profetien i Ezekiel 38:1 til 39:16. I denne profeti omtales den nedstyrtede Satan Djævel i jordens nærhed som „Gog i Magogs land“. Dette land skildres som liggende langt mod nord, i „det yderste nord“, og det er et billede på den fornedrede tilstand i jordens nærhed, langt fra Guds gunst, som Satan Djævelen og han dæmoner er begrænset til i en kort tidsperiode før de styrtes ned i den fuldstændige uvirksomheds afgrund. (Ezekiel 38:6, 15; 39:2; Åbenbaringen 20:1-3) Som den symbolske Gog fra Magogs land samler Satan Djævelen ifølge skildringen en stor hærstyrke med tropper fra nord og syd og fra Persien, øst for det sted hvor Babylon engang lå ved Eufratfloden.

36, 37. (a) Hvornår finder Gogs angreb sted? (b) Hvad er det „land“ Gog retter sit angreb imod, som omtalt i Ezekiel 38:8, 9?

36 Tidspunktet hvor Satan Djævelen vil angribe som Gog fra Magogs land er fastsat af Jehova Gud, og angrebet vil finde sted „i årenes sidste del“, „i dagenes sidste del“. (Ezekiel 38:8, 16, NW) Det vil sige på et tidspunkt nær enden for Djævelens synlige organisation på jorden. Angrebet vil altså komme et godt stykke tid efter at den angrende rest af de åndelige israelitter er blevet ført tilbage til deres retmæssige åndelige domæne i Jehovas gunst. Det vil sige en hel del år efter 1919, da resten af de åndelige israelitter ved Guds kraft blev udfriet fra trældommen under det store Babylon og atter blev frie til at tjene Riget. Det er ikke republikken Israel i det mellemste østen, men det kristne ’Guds Israels’ genvundne åndelige domæne Jehova sigter til når han siger følgende til Satan Djævelen, også kaldet Gog fra Magogs land:

37 „Lang tid herefter skal der komme bud efter dig; ved årenes ende [i årenes sidste del, NW] skal du overfalde et land, som atter er unddraget sværdet, et folk, som fra mange folkeslag er sanket sammen på Israels bjerge, der stadig lå øde hen, et folk, som er ført bort fra folkeslagene og nu bor trygt til hobe. Du skal trække op som et uvejr og komme som en sky og oversvømme landet, du og alle dine hobe og de mange folkeslag, som følger dig.“ — Ezekiel 38:8, 9.

38, 39. (a) Af hvilke grunde foretager han dette angreb på resten af åndelige israelitter? (b) Hvordan skildres den åndelige tilstand blandt Guds folk til den tid i Ezekiel 38:10, 11?

38 Hvad vil grunden være til dette endelige angreb på den genrejste rest af de åndelige israelitter? Grunden vil være at deres frodige åndelige domæne på jorden under Guds velsignelse er et verdensomspændende vidnesbyrd om Jehova Guds universelle suverænitet. Dertil kommer at de frimodigt har skilt sig ud fra denne verden og at de som kristne stiller sig fuldstændig neutrale over for verdens uoverensstemmelser og ikke sætter deres lid til dødbringende krigsvåben for at forsvare og beskytte sig. Ydermere tilbeder og tjener de Jehova i et åndeligt paradis. Det er derfor følgende ord lægges i Gogs mund:

39 „Jeg vil drage op imod et åbent land og overfalde fredelige folk, som bor trygt, som alle uden mure og hverken har portstænger eller porte.“ — Ezekiel 38:10, 11.

40. Hvilke yderligere vidnesbyrd afgiver de følgende vers i profetien om at Jehovas tilbedere på jorden da befinder sig i et åndeligt paradis?

40 Jehova bekræfter at hans genrejste tilbedere befinder sig i et åndeligt paradis idet han siger til Gog fra Magogs land: „Det vil være for at gøre et stort bytte og for at plyndre meget, for at rette din hånd tilbage mod ødelagte steder der igen er beboet og mod et folk der er samlet sammen fra nationerne, et folk der samler sig rigdom og ejendom, dem der bor på jordens midte.“ (NW) Det er grunden til at verdslige iagttagere spørger den invaderende Gog fra Magogs land: „Kommer du for at gøre bytte, har du samlet din skare for at røve rov, for at bortføre sølv og guld, rane fæ og gods og gøre et vældigt bytte?“ — Ezekiel 38:12, 13.

41. Hvorfor er det ikke materiel rigdom der giver anledning til dette internationale angreb?

41 I sammenligning med de umådelige rigdomme og besiddelser Babylon den Store har samlet sig i århundredernes løb, er den genrejste rest af de åndelige israelitter og ’den store skare’ som bor sammen med dem i det åndelige paradis, ikke materielt rige. De har fulgt Jesu Kristi vejledning om først at søge Guds rige og hans retfærdighed fremfor materielt gods i denne materialistiske verden. (Mattæus 6:33) Hvilken form for jordisk gods har de da som kan friste disse militærstyrker som er under usynlig kommando af den nutidige Gog fra Magogs land, til at rette et sådant internationalt angreb på dem?

42. (a) Hvad står Jehovas kristne vidners åndelige paradis i virkeligheden for? Begrund svaret, (b) Hvad er verdens nationer fast besluttede på at gøre ved dette?

42 Det er ikke materiel velstand, men det som Jehovas kristne vidners åndelige paradis står for, der frister Satan Djævelens synlige jordiske organisation til en verdensomfattende invasion efter at Babylon den Store er lagt i aske. Deres åndelige paradis, som Jehova Gud har plantet på jorden, står for Guds krav på suveræniteten over hele jorden. Men suveræniteten over jorden er også det som de jordiske nationer gør krav på, idet hvert eneste medlemsland i De forenede Nationer stadig insisterer på at bevare sin egen nationale suverænitet. Indbyggerne i det åndelige paradis danner grundvolden til en „ny jord“, et nyt jordisk samfund. De verdslige nationer under den nutidige Gog fra Magog ønsker altså at udplyndre denne grundvold til ’den ny jord’ og således opretholde det gamle jordiske samfund for egen selvisk fordels skyld, uafhængigt af den suveræne Herre Jehova. At få gennemført dette betyder mere for de selvstyrende nationer end sølv og guld og materiel rigdom og ejendom.

43. (a) Hvad kan man vente at Gogs horders invasion vil betyde for de indregistrerede selskaber Jehovas kristne vidner benytter sig af, og for disse selskabers ejendom? (b) Betyder det at Jehovas kristne vidner vil ophøre med at eksistere?

43 Hvad Gogs horders indtrængen i „Israels land“ efter Babylon den Stores ødelæggelse vil betyde for Jehovas kristne vidner, vil udviklingen til den tid vise. Det skulle ikke overraske os om de 96 afdelingskontorer under Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania bliver lukket og deres ejendom måske endda konfiskeret af de antireligiøse regeringer. Hvad der vil ske med de tusinder af rigssale som Jehovas kristne vidner har bygget rundt om på jorden og hvor de holder møder for at blive åndeligt opbygget, vil fremtiden vise. Man skal næppe vente at de lokale og nationale myndigheder der har godkendt oprettelsen af de forskellige selskaber som Jehovas vidner benytter for at kunne trykke og sprede bibler og bibelske publikationer, stadig vil anerkende eller tillade disse selskaber til den tid. Men de fjendtligsindede politiske regeringer kan naturligvis ikke opløse Jehovas kristne vidner, for de er ikke indregistreret som et selskab i henhold til noget lands menneskeskabte love.

44. Hvorfor vil de politiske regeringer ikke kunne opløse „den trofaste og kloge træl“ og dens styrende råd?

44 De nationale og lokale regeringer under ledelse af den nutidige Gog fra Magog kan heller ikke opløse „den trofaste og kloge træl“ som den regerende konge Jesus Kristus har fundet pålidelig og har sat over „alt hvad han ejer“ på jorden. Det vil være umuligt for dem, for denne kollektive „træl“ er aldrig blevet indregistreret som et selskab i henhold til nogen politisk regerings love. (Mattæus 24:45-47; Lukas 12:42-44) Denne ’trælleskare’ har eksisteret lige siden det første århundrede, da den blev organiseret af den kongelige Herre, Jesus Kristus, og den har fortsat tjent ham aktivt lige til den dag i dag og er ansvarlig over for ham, ikke over for „kejseren“ eller Gog fra Magogs land. Dette gælder også med hensyn til den salvede ’trofaste og kloge træls’ styrende råd. Det symbolske vilddyrs politiske regeringer kan nok opløse Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania og dets bestyrelse og ligeledes andre indregistrerede selskaber som Jehovas kristne vidner benytter i forskellige lande, men de kan ikke ophæve eller tilbagekalde den teokratiske udnævnelse af det styrende råd som repræsenterer den kollektive „trofaste og kloge træl“.

45. Vil det blive noget nyt for Jehovas kristne vidner at skulle virke under jorden?

45 Det vil ikke blive noget nyt for Jehovas kristne vidner at gå under jorden for at fortsætte deres åndelige virksomhed. Ifølge den verdslige historie holdt de trofaste kristne i det første århundrede møder i katakomberne under romerrigets bestialske forfølgelse af dem. Og her i det tyvende århundrede har Jehovas kristne vidner ved hjælp af et effektivt undergrundssystem kunnet fortsætte med at gøre disciple trods forbud.

46. (a) Hvad vil Jehovas tjenere gøre af omsorg for hinanden, selv om de drives under jorden? (b) Vil Gogs angreb medføre at det åndelige paradis ødelægges?

46 I årtier har de nu fortsat med at tilbede og tjene deres Gud i de kommunistiske lande bag det såkaldte jerntæppe. Om så Gogs horders invasion tvinger dem til at gå under jorden i hele verden, vil de stadig være organiseret. De vil søge at holde sig i kontakt med hinanden. Og især når de rent bogstaveligt er adskilt fra andre som tilbeder Jehova, vil de bede for hinanden. De vil fortsat glæde sig over deres åndelige paradis, for de ved at den voldelige forfølgelse for Gog fra Magogs hånd ikke betyder at de har mistet Guds gunst, godkendelse og velsignelse. Deres åndelige egenskaber vil skinne klarere end nogen sinde, og de vil ikke tillade at mennesker fratager dem deres åndelige liv, mennesker som kun kan dræbe legemet men derefter ikke kan udrette mere imod en trofast kristen der bevarer sin integritet over for Jehova Gud. — Lukas 12:4; Mattæus 10:28.

47. Hvordan viser Ezekiels profeti at der vil ske en virkelig invasion under Gog fra Magog?

47 Hvor langt Jehova Gud den Almægtige vil tillade horderne under anførsel af den nutidige Gog fra Magog at trænge ind, vil Jehovas vågne vidner få at se til den tid. At der vil foregå en invasion, viser profetien gennem Ezekiel: „Men på hin dag, når Gog overfalder Israels land [kommer ind på Israels jord, NW], lyder det fra den Herre [Jehova], vil jeg give min vrede luft. I nidkærhed, i glødende vrede udtaler jeg det: Sandelig, på hin dag skal et vældigt jordskælv komme over Israels land; for mit åsyn skal havets fisk, himmelens fugle, markens vilde dyr og alt kryb på jorden og alle mennesker på jordens flade skælve, bjergene skal styrte, klippevæggene falde og hver mur synke til jord.“ — Ezekiel 38:18-20

48. Hvordan vil Jehovas kristne vidner reagere når de angribes af Gogs væbnede styrker, og hvorfor?

48 Skønt Jehovas kristne vidner overfaldes voldeligt af Gogs hærstyrker, nyder de en åndelig sikkerhed, idet de er genstand for Jehovas kærlighed og nyder hans godkendelse. Eftersom de ifølge profetien „bor trygt“ og „alle bor uden mure og hverken har portstænger eller porte“, vil de ikke voldeligt løfte hånd mod Gogs sværtbevæbnede styrker. De vil lade deres Gud vise sin magt til at beskytte dem. De vil tillidsfuldt huske de ord profeten udtalte under et lignende angreb på Jehovas tilbedere: „Frygt ikke og forfærdes ikke for denne vældige menneskemængde, thi kampen er ikke eders, men Guds!“ (2 Krønikebog 20:15) Og den almægtige Gud vil vise sig deres tillid værdig. Han vil gøre det til sin kamp, for angrebet er i virkeligheden ikke rettet mod dem, men mod ham, deres Gud. Nu er han virkelig vred, og han kan med fuld ret give sin vrede luft!

49. (a) Hvad er det sted der i Bibelen omtales som Har-Magedon? (b) Hvem benytter Jehova til at udkæmpe krigen mod sine jordiske fjender når hans tid er inde?

49 Nu er „Guds, den Almægtiges, store dag“ kommet, og tiden er inde til den krig der vil markere denne dag hvor Jehovas universelle suverænitet hævdes. Det symbolske sted der på hebraisk kaldes Har-Magedon, det eksplosive stadium i fjendtlighederne mellem den almægtige Gud og Gogs styrker, er nået. (Åbenbaringen 16:14, 16) Det er ikke Jehovas kristne vidner på jorden men Jehova selv der indleder kampen mod de jordiske fjender, der nu står opstillet i slagorden. Jehova giver signal til sin store Feltmarskal, krigerkongen Jesus Kristus. Straks når signalet er givet, kaster han og hans himmelske hærstyrker sig i Jehovas navn ud i kampen som red de på stridsheste. Den krig af universel betydning der nu følger, og hvad der sker med de internationale militærstyrker der har taget opstilling under den nutidige Gog fra Magog, skildres for os i Bibelens sidste bog.

HARMAGEDONKRIGEN

50. Hvordan beskriver apostelen Johannes i sin skildring af Harmagedonkrigen dem der vil kæmpe på retfærdighedens side?

50 Slagmarken kaldes symbolsk Har-Magedon. Slaget står efter at de symbolske „ti horn“ og „vilddyret“ har tilintetgjort det store Babylon med ild. (Åbenbaringen 17:16 til 19:9) Ligesom en krigskorrespondent for en avis eller nyhedsmagasin giver apostelen Johannes os en skildring af krigen på Har-Magedons slagmark, sådan som han så den i sit syn. Han skriver: „Og jeg så himmelen åben, og se! en hvid hest. Og han som sad på den kaldes Trofast og Sand, og han dømmer og fører krig med retfærdighed. Hans øjne er en ildflamme, og på hans hoved er der mange diademer. Han har et navn skrevet som ingen kender uden han selv, og han er klædt i en yderklædning der er bestænket med blod, og det navn han bærer er Guds Ord. Og hærene som var i himmelen fulgte ham på hvide heste, og de var klædt i hvidt, rent, fint linned. Og af hans mund udgår et langt, skarpt sværd, så han kan slå nationerne med det, og han vil vogte dem med en jernstav. Han træder også Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse. Og på sin yderklædning, ja på sit lår, har han et navn skrevet, kongers Konge og herrers Herre.“ — Åbenbaringen 19:11-16.

51. (a) Hvorfor vil Jehovas vidner på jorden til den tid have behov for stærk tro? (b) Hvad er det ’lange, skarpe sværd’ der udgår af kongernes Konges mund?

51 Disse ’hære som var i himmelen’ og som anføres af kongernes Konge, vil ikke vise sig synligt for de kampklare nationer på jorden. Det vil således kræve tro af Jehovas fredelige, ubevæbnede vidner på jorden at stole på at disse himmelske hære vil komme dem til undsætning når de behøver det mest. Men selv om disse hære er usynlige, vil alle nationerne under ledelse af Gog fra Magog, Satan Djævelen, få deres virksomhed at føle i kampen. Kongernes Konge vil „vogte“ nationerne „med en jernstav“, og de vil føle det, som om de bliver sønderslået som en pottemagers kar. Han er Guds Ord, og det ’lange, skarpe sværd’ der udgår af hans mund er derfor domsudtalelser fra hans mund om at nationerne skal henrettes; disse udtalelser vil blive fuldbyrdet over nationerne, slå dem som et dødbringende sværd.

52 (a) Hvordan vil det gå nationerne ligesom druer i en vinperse? (b) Hvordan, så at sige, vil Jehovas vrede komme til udtryk, ifølge Bibelen?

52 At kongernes Konge også træder „Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse“, vidner om at nationerne så at sige vil blive knust. I overensstemmelse med dette billede vil de som modne druer blive kastet i den vældige „vinperse“ hvor den almægtige Guds vrede og harme med knusende virkning vil blive rettet imod dem. Kongernes Konge og hans himmelske hære på hvide heste vil sammen træde denne symbolske vinperse. Den symbolske trædning af vinpersen vil foregå på en måde der vil svare til hvordan Jehova Gud den Almægtige vil udøse sin vrede og brændende harme over Gogs horder, nemlig så at sige med jordskælv, pest, regnskyl, haglsten, ild og svovl, og med megen blodsudgydelse. — Ezekiel 38:18-22; jævnfør Joel 3:14-21; Åbenbaringen 14:18-20.

53, 54. (a) Hvem vil naturligvis sejre i den universelle Harmagedonkrig? (b) Hvilken indbydelse rettes, allerede før krigen slutter, til „alle fuglene som flyver midt på himmelen“?

53 Hvordan kan de internationale hære som er opstillet i slagorden under den åndelige Gog fra Magog vente at kunne holde stand imod kongernes Konge og herrernes Herre, der kæmper for den højeste og almægtige Guds, Jehovas, universelle suverænitet? De vil umuligt kunne holde stand, selv ikke som nationer der er bevæbnet med atomvåben eller er forenet i De forenede Nationers organisation! Hvem der vil sejre i den universelle Harmagedonkrig er afgjort på forhånd. Ligene af fjenderne som den almægtige Gud lader ligge spredt på slagmarken, bliver betegnet som „Guds store aftensmåltid“ for alle ådselfuglene der flyver midt på himmelen. Før krigen endnu er kæmpet til ende viser den billedlige skildring at en himmelsk engel iklædt solens lys indbyder alle disse fugle til at komme til det store måltid som Gud gør klar til dem i Har-Magedon. Herom siger vor nyhedsreporter Johannes:

54 „Jeg så også en engel som stod på solen, og han råbte med høj røst og sagde til alle fuglene som flyver midt på himmelen: ’Kom, saml jer til Guds store aftensmåltid, så I kan æde køddele af konger og køddele af højere officerer og køddele af stærke mænd og køddele af heste og af dem som sidder på dem, og køddele af alle, af frie såvel som af trælle og af små og store.’“ — Åbenbaringen 19:17, 18.

55. (a) Hvorfor er det ikke „vilddyret“ og „den falske profet“ fuglene indbydes til at gøre sig til gode med? (b) Hvilke skabninger foruden fuglene indbydes også til gæstebudet, ifølge Ezekiels profeti?

55 Vi lægger mærke til at „alle fuglene som flyver midt på himmelen“ ikke indbydes til at æde ligene af det politiske „vilddyr“ og den politiske „falske profet“. (Åbenbaringen 13:1-8, 11-13; 16:13) Det billede der tegnes her, er udelukkende et billede af en slagmark oversået med ligene af en hærs soldater. Det er ikke et billede af jagten på et farligt vilddyr og af et militært angreb på en enkelt ’falsk profet’. I profeten Ezekiels syn af Gogs horders angreb på Jehovas genrejste folk i det åndelige paradis er det ikke kun „alle fugle“ der indbydes til at gøre sig til gode med ligene af de slagne fjender. „Alle markens vilde dyr“ indbydes også til at æde „kød af helte“ og at mætte sig med „køreheste og rytterheste, helte og alle hånde krigsfolk“. (Ezekiel 39:17-20) At Jehova lader ligene af de slagne fjender ligge ubegravede som føde for ådseldyr, er et udtryk for hans foragt og ringeagt for dem der knuses af hans himmelske hære i „Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse“.

56. Hvordan skildrer Åbenbaringen, kapitel 17, de forenede jordiske styrker under Gog fra Magog i deres angreb på Jehovas konge?

56 Hele Satan Djævelens samlede synlige organisation vil være med i kampen. At de jordiske styrker står samlet under Gog fra Magog imod Jehovas konge skildres billedligt som et angreb der foretages af et enkelt, kollektivt „vilddyr“ med syv hoveder og ti horn. Ifølge skildringen udsletter dette skarlagenrøde „vilddyr“ først Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Om de antireligiøse politiske ledere der skildres ved det kollektive „vilddyrs“ ti horn blev der sagt følgende til apostelen Johannes: „De har én tanke, og derfor giver de deres magt og myndighed til vilddyret [De forenede Nationer]. De vil føre krig mod Lammet, men fordi Lammet er herrers Herre og kongers Konge vil det sejre over dem. Og det vil de kaldede og udvalgte og trofaste sammen med ham også.“ — Åbenbaringen 17:13, 14.

57. (a) Hvad betyder det at Lammet kaldes „herrers Herre og kongers Konge“? (b) Hvem vil det „vilddyr“ der repræsenterer De forenede Nationer, rette sit angreb imod?

57 Et syvhovedet, tihornet vilddyr imod et lam synes at være en ulige kamp. Men det symbolske lam i denne profeti er Jehovas udnævnte „herrers Herre og kongers Konge“, som står over alle de herrer og konger der er forenet i det symbolske „vilddyr“, De forenede Nationer, som nu har 144 medlemmer. Eftersom de er jordiske kan de ikke se Lammet bogstaveligt og kæmpe direkte imod det. Men de kan her på jorden se den salvede rest af „de kaldede og udvalgte og trofaste sammen med ham“. Da disse kaldede repræsenterer kongernes Konge og herrernes Herre, vil De forenede Nationers medlemslande føre deres krig mod ham ved specielt at kæmpe mod disse der udgør den salvede rest af hans medarvinger til Riget. Sammen med denne trofaste rest er der en talløs „stor skare“ som urokkeligt har taget standpunkt for Jehovas universelle suverænitet og som følger den rigtige hyrde, Jesus Kristus, Jehovas kongelige søn. Medlemmerne af denne ’store skare’ bliver derfor også udsat for det voldsomme angreb fra de antireligiøse Forenede Nationers side.

58. Hvilken form for sejr vil da blive vundet (a) af kongernes Konge? (b) af hans jordiske undersåtter?

58 Det vil ikke lykkes de symbolske „ti horn“ og det skarlagenrøde „vilddyr“ at udrydde alle trofaste repræsentanter for kongernes Konge på jorden. Ligesom det profetiske billede af Gogs angreb, vil det ikke lykkes dem at udslette det åndelige paradis hvori „de kaldede og udvalgte og trofaste“ og ’den store skare’ befinder sig under kongernes Konges beskyttelse. (Åbenbaringen 7:9-17; 12:17) Med sine himmelske hærstyrker vil kongernes Konge rent bogstaveligt sejre over de kæmpende „ti horn“ som tilhører den vilddyragtige verdensorganisation. På jorden vil „de kaldede og udvalgte og trofaste“ som er „sammen med“ kongernes Konge sejre i kraft af deres kristne tro, idet de ikke på noget tidspunkt fornægter kongernes Konges ret til at styre hele jorden og ikke fornægter evighedens Konges, Jehova Guds, universelle suverænitet. (Åbenbaringen 15:3) Medlemmerne af ’den store skare’, som også bor i det åndelige paradis, vil ligeledes nægte at gå på kompromis og bøje sig for det tihornede, syvhovedede „vilddyrs“ krav om det uindskrænkede herredømme over hele jorden.

59, 60. (a) Kan det tænkes at nogle som sejrer i kraft af deres tro alligevel kommer til at dø for fjendehånd til den tid? (b) Hvilket håb vil give dem styrke til at bevise deres loyalitet mod Jehovas suverænitet på denne måde? (c) Er der nogen risiko for at den salvede rest og ’den store skare’ vil blive fuldstændig udslettet af fjenden til den tid?

59 Nogle af dem der sejrer ved deres tro får måske af den almægtige Gud lov at bevise deres loyalitet over for hans universelle suverænitet ved endog at lide døden for deres hånd som voldeligt modstår Jehovas messianske rige. Men det vil naturligvis ikke betyde at de bliver henrettet af Jehovas himmelske hærstyrker under hans Feltmarskal, Jesus Kristus.

60 Disse martyrer for Guds universelle suverænitet vil dø trofaste. Med deres død vil de hævde Jehovas retmæssige styre ved Kristus. De vil dø i Jehovas gunst, og han vil værdsætte dem. De vil ikke blive kastet i „den anden død“, den evige udslettelse der symbolsk fremstilles ved „ildsøen som brænder med svovl“. (Åbenbaringen 19:20; 20:10, 14, 15; 21:8) Ligesom Jesus Kristus selv vil de dø ubesejrede, med håbet om at blive oprejst fra de døde når Guds tid er inde. (Åbenbaringen 2:10; 14:13; 20:4, 6, 11-13) Alle som tilhører den salvede rest vil imidlertid ikke blive dræbt af dem der kæmper imod Jehovas messianske rige. Åbenbaringen 7:9-14 forsikrer os også om at der er andre som vil overleve dette højdepunkt i „den store trængsel“, nemlig utallige medlemmer af ’den store skare’. Enkeltpersoner vil måske få lov at dø, men ikke „resten“ og ’den store skare’ som helhed.

KONGENS MODSTANDERE TILINTETGØRES

61. Hvordan beskriver apostelen Johannes i Åbenbaringen 19:19-21 dem der henrettes i Harmagedonkrigen?

61 De der henrettes på jorden i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon fordi de ikke er egnede til at leve evigt, omtales af apostelen Johannes i Åbenbaringen 19:19-21. I denne forhåndsberetning skriver Johannes: „Og jeg så vilddyret og jordens konger og deres hære samlede for at føre krig mod ham som sad på hesten [kongers Konge og herrers Herre] og mod hans hær. Og vilddyret [Satans verdensomfattende politiske system] blev grebet, og sammen med det den falske profet som for dets øjne havde gjort de tegn hvormed han vildledte dem der modtog vilddyrets mærke og dem som tilbeder dets billede [De forenede Nationer]. Mens de endnu var i live blev de begge kastet i ildsøen som brænder med svovl. Men de øvrige blev dræbt med det lange sværd der tilhørte ham som sad på hesten, det der udgik af hans mund. Og alle fuglene blev mættet af deres køddele.“

62. I hvilken udstrækning vil nationerne til den tid være irreligiøse?

62 Når denne Harmagedonkrig udkæmpes er Babylon den Store allerede fjernet. Det er grunden til at ødelæggelsen af dette verdensimperium af falsk religion ikke beskrives her. På Dette tidspunkt, hvor nationerne er gennemsyret at total irreligiøsitet, vil der heller ikke længere findes nogen af dem der græder og sørger over det store Babylons ødelæggelse. Det gælder både de „konger“ der måske for en stund græder fordi de ikke mere kan begå utugt med det store Babylon, og de „rejsende købmænd“ der græder og sørger fordi de ikke mere kan gøre forretninger med det, og ligeledes „enhver kaptajn og enhver der sejler, uanset hvorfra, og sømænd og alle som har havet som levevej“, der alle græder og sørger fordi de ikke længere kan tjene noget på Babylon den Store. (Åbenbaringen 18:9-19) Hvis nogen af disse ønsker at leve videre efter det store Babylons ødelæggelse, vil de være nødt til at blive radikalt antireligiøse — dog med den undtagelse at de må tilbede det politiske „billede“ af det syvhovedede, tihornede „vilddyr“ som Satan Dragen gav magt, myndighed og en trone. — Åbenbaringen 13:1-8; 14:9-11; 16:2.

63. Er dét at de jordiske ledere udsletter den falske religions verdensimperium et udtryk for at de elsker Guds messianske rige, og hvordan giver de udtryk for deres indstilling?

63 Når synet af kampen som beskrives i Åbenbaringen 19:19-21 opfyldes, har det symbolske „vilddyr“ og „jordens konger og deres hære“ altså i deres had til Babylon den Store gjort det af med denne religiøse „skøge“. Hun har aldrig repræsenteret Jehovas teokratiske regering — nej, ikke engang den del af hende der kaldes kristenheden. Ødelæggelsen af det store Babylon, den falske religion, er dog ikke et udtryk for at „jordens konger og deres hære“ elsker Guds messianske rige. Disse jordiske konger og deres hære hader dette rige, for de elsker deres egen politiske suverænitet over hele jorden. Og nu da Babylon den Store er borte kan de koncentrere sig om krigen mod Jesus Kristus og det himmelske rige han styrer.

64. (a) Hvorfor virker „resten“ og ’den store skare’ frastødende på „jordens konger og deres hære“? (b) Med hvilke midler kan vi vente at fjenderne vil bekrige Jehovas folk?

64 Den overlevende rest af Kristi salvede medarvinger og ligeledes ’den store skare’ af deres loyale medarbejdere har gjort sig selv til angrebsmål for de verdslige nationer fordi de på hele den beboede jord har forkyndt den gode nyhed om det messianske rige til et vidnesbyrd for alle nationerne lige til enden. (Mattæus 24:14) Disse forkæmpere for Jehovas universelle suverænitet virker utiltalende og frastødende på „jordens konger og deres hære“. Derfor giver kongerne og deres hære udtryk for deres fjendskab mod den usynlige kongernes Konge ved at bekrige disse kristne med de politiske, militære, juridiske og økonomiske midler de har rådighed over. Udryd dem! vil være deres slagord. Den himmelske kongernes Konge vil betragte deres fjendtlige handling mod den salvede rest og ’den store skare’ som en fjendtlig handling imod ham selv. Når signalet, nøjagtig til tiden, gives af den Øverstkommanderende, Jehova Gud, vil han og hans engle rykke ud til kamp mod de jordiske fjender der trodser Gud.

65, 66. (a) Hvordan ødelægges enheden blandt Guds jordiske fjender i Harmagedonkrigen, som beskrevet i Åbenbaringen 19:20? (b) Hvad viser dét at „vilddyret“ og „den falske profet“ endnu er i live når dette sker? (c) Hvad viser dét at de kastes i „ildsøen som brænder med svovl“?

65 Det første der sker, er at fjendens enhed ødelægges. Det vil sige at det verdensomspændende politiske system der symboliseres ved „vilddyret“ fra havet, splittes ad. Dermed opløses også den ottende verdensmagt, De forenede Nationer, den globale organisation for verdensfred og sikkerhed, der symbolsk blev skildret som „vilddyrets billede“, og ligeledes den syvende verdensmagt, den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt, der blev skildret som „den falske profet“. Apostelen Johannes skriver derfor:

66 „Og vilddyret blev grebet, og sammen med det den falske profet som for dets øjne havde gjort de tegn hvormed han vildledte dem der modtog vilddyrets mærke og dem som tilbeder dets billede. Mens de endnu var i live blev de begge kastet i ildsøen som brænder med svovl.“ (Åbenbaringen 19:20) At disse politiske organisationer „endnu var i live“ når dette finder sted, peger på at disse organisationer stadig vil fungere når „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon begynder. Både det verdensdominerende „vilddyr“ og den anglo-amerikanske „falske profet“ vil blive grebet midt under deres ødelæggende bestræbelser imod den salvede rest og ’den store skare’ i det åndelige paradis. Følgen vil blive at angribernes organisation opløses; disse trodsige politiske organisationer som søger at udrydde „resten“ og ’den store skare’ vil selv blive tilintetgjort for evigt. Deres voldelige død vil være en død hvorfra der ikke er nogen mulighed for at blive reorganiseret, „den anden død“. Ifølge det symbolske billede kastes de derfor i „ildsøen som brænder med svovl“.

67. Hvornår vil Satan Djævelen og hans dæmoner komme til at gøre „vilddyret“ og „den falske profet“ selskab i denne ’ildsø’?

67 Vi ser altså at „den anden død“ tages i anvendelse allerede under „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Har-Magedon, før Satan Djævelen kastes i afgrunden og Kristus indleder sit tusindårige herredømme over menneskeheden, idet den fuldbyrdes over dem der kæmper mod kongernes Konge og hans messianske rige. Denne straf skildres billedligt ved „ildsøen som brænder med svovl“. Når Guds tid er inde efter afslutningen på Kristi tusindårige herredømme, vil de menneskeskabte politiske organisationer der skildres ved „vilddyret“ og „den falske profet“ få selskab i denne ’ildsø’ af Satan Djævelen og alle hans dæmonengle. (Åbenbaringen 20:10) Det vil være „den evige ild som er beredt Djævelen og hans engle“. — Mattæus 25:41.

68. Hvilke storslåede fremtidsudsigter vil de overlevende have når menneskenes gamle synlige orden er fjernet?

68 Med den voldsomme fjernelse af det store religiøse Babylon og de politiske organisationer der skildres ved det syvhovedede „vilddyr“ og „den falske profet“, vil menneskenes gamle orden vige, gøre plads, for Guds nye orden på jorden. Det vil blive den sværeste periode i menneskehedens historie. (Mattæus 24:21, 22; Daniel 12:1) Dog vil der være nogle på jorden som overlever den. Lykkelige vil de være som overlever og kommer ind i Guds velsignede nye orden!

[Studiespørgsmål]