Kapitel 1

Udsigterne efter tres års trængsler i verden

1, 2. (a) Hvad spørger vi om vedrørende trængslerne i verden siden 1914? (b) Hvilken alder må betragtes som en ganske god alder i dag, ifølge Salme 90:10?

HVOR meget endnu vil den nuværende generation være nødt til at udholde af de trængsler der har plaget os 1914? Hvor meget endnu kan vi udholde, uden at det ender med det værste for os — menneskeslægtens udslettelse? En hel del af os er nu nået op i halvfjerdserne. Færre har rundet de firs. Under de nuværende forhold er dét en ganske god alder, ifølge et gammelt ord som udtrykker en generations normale levetid:

² „Vore livsdage er halvfjerdsindstyve år, og kommer det højt, da firsindstyve, Deres herlighed er møje og slid, thi hastigt går det, vi flyver af sted.“ *

3, 4. (a) Hvilken meddelelse er godt nyt for sådanne ældre? (b) Hvad har de oplevet som de kan fortælle om?

³ I de syv-otte årtier vi har levet, er det ikke småting vi har været igennem. Så meddelelsen om at mennesket snart vil blive udfriet fra verdens trængsler, er i sandhed en god nyhed for os.

⁴ Det store vendepunkt i forholdene var året 1914. Det der er sket siden da, og som vi kan fortælle de yngre om, er ikke begivenheder fra den fjerne fortid som vi blot læser om i historiebøgerne. Nej, det har været en del af vort eget liv. Vi har selv set det, følt det, udholdt det og overlevet det, og lykkeligvis er vi stadig i live så vi kan fortælle andre om disse begivenheder der virkelig er indtruffet her i det tyvende århundrede.

5. Hvilken forudsigelse som bibelstudenterne havde fremsat siden 1876 forstyrrede de fredelige udsigter der rådede i verden indtil sommeren 1914?

 ⁵ I dag ser fremtiden ikke så fredelig ud som den gjorde dengang, op til sommeren 1914. Udsigterne var fredelig dengang — ja, hvis blot det ikke var for de internationale bibelstudenter, der siden 1876 havde sagt at „hedningernes tider“ som er nævnt i Bibelen ville udløbe i efteråret 1914 og at dette ville betyde vanskeligheder uden lige for hel verden. Omkring to tusind af disse bibelstudenter var for øvrigt fredeligt samlet til et generalstævne i Memorial Hall i Columbus, Ohio, U.S.A., den søndag da snigmorderens skud gav genlyd rundt om på hele jorden, det skud der udløste den første verdenskrig den 28. juni 1914. * Indtil da havde politikerne og især de gejstlige, som påstod at de kendte deres bibel bedre end disse bibelstudenter,  været tilbøjelige til at smile ad deres forudsigelser og affeje dem — livet i almindelighed havde jo været så lyst og lovende indtil da. Og havde vi ikke Den faste Voldgiftsret i Haag, så vi kunne bilægge internationale uoverensstemmelser i en fredelig ånd?

6. Hvilke nye krigsvåben blev taget i brug i den første og den anden verdenskrig, og hvilke nyere våben er kommet til siden?

⁶ Den første verdenskrig var slem nok for os. Vi så nye våben blive taget i anvendelse i den moderne krigsførelse — flyvemaskiner, pansrede kampvogne på larvefødder som blev indført af englænderne, og giftgasser som bevirkede at gasmasker blev en fast del af soldaternes udrustning. Men den anden verdenskrig, enogtyve år efter at den første var forbi, blev fire gange så ødelæggende. Den nåede til afslutning med den forfærdende sprængning af to atombomber over to tæt befolkede byer i det fjerne østen. Kort efter opfandt man den langt mere ødelæggende brintbombe, og derefter langdistanceraketter som kunne medføre sådanne bomber tværs over verdenshavene og ramme deres mål som lyn fra en klar himmel. Vi husker endnu beskyttelsesrummene fra den anden verdenskrig. Seks lande fra øst til vest ligger nu inde med kernevåben, og så sent som i sommeren 1974 blev der foretaget atomprøvesprængninger i luften over Stillehavet.

7. Hvad truer nu selve menneskehedens eksistens, og hvilken fred søger verdens store statsmænd at skabe?

⁷ At der opbygges lagre af kernevåben til krigsførelse med raketter, foruroliger hele verden. Det truer selve menneskehedens eksistens. I sammenligning med situationen i første halvdel af 1914 er grundlaget for at afværge en international konflikt som vil være lig med en tredje verdenskrig, sat i gang ved hjælp af kernevåben, i sandhed spinkelt. Og det skønt vi her i 1976 har en verdensorganisation for fred og sikkerhed, De forenede Nationer med 144 medlemslande, og derunder Den mellemfolkelige Domstol i Haag. Fuldt ud klar over den ustabilitet der præger forholdene arbejder verdens store statsmænd ihærdigt på at skabe „fred i vor generation“, eller, endnu bedre,  en fred der vil vare ved i kommende generationer. Meddelelsen om at mennesket snart vil blive udfriet fra verdens trængsler, lyder dog ikke fra disse statsmænd. Den betrængte menneskehed vil med sikkerhed komme til at opleve en varig, stabil fred, men ikke på statsmændenes måde. Det vil ske på en bedre måde.

SYGDOMSEPIDEMIER OG FØDEVAREKNAPHED

8. Hvordan har sygdom bidraget til trængslerne i verden siden 1914?

⁸ Der er imidlertid også andet som har bidraget til trængslerne i verden. Døden har for eksempel krævet en kolossal høst af menneskeliv ved hjælp af pesten. Vi husker den pest der endog overgik middelalderens sorte død. Som en bølge kom den fejende hen over hele kloden ved slutningen af den første verdenskrig i 1918. Som følge af sit oprindelsesland blev den kaldt „den spanske syge“. Mange af os kan mindes hvordan vi måtte holde sengen med denne frygtede febersygdom og ikke kunne passe vort arbejde; men lykkeligvis var vi ikke blandt de 20.000.000 der døde af den. Andre pestsygdomme har også krævet deres ofre i vor generation. Fordi samfundet (også mange gejstlige) tilsidesætter de naturlige love for kønslig sundhed, har afskyelige kønssygdomme udviklet sig til en veritabel epidemi som lægerne kæmper forgæves imod. Og hvad mange ikke ved, er at den udbredte brug af blodtransfusioner har bidraget til spredningen af svækkende sygdomme som i mange tilfælde er dødelige — for ikke at tale om de dødsfald der sker som en direkte følge af denne behandlingsmetode, der stadig benyttes af mange.

9. Hvad har ført til at man nu taler om en forestående verdenshungersnød?

⁹ Folkesundheden trues ikke alene af sygdomsepidemier nu og da og af kroniske sygdomme, men også af underernæring som skyldes fødevaremangel. Vi husker levende de tilfælde af hungersnød der har været på grund af krigenes hærgen, tørker, oversvømmelser og angreb af skadedyr. Selv i perioder med gode afgrøder i landbrugslandene, har der været tusinder som ikke har fået  tilstrækkeligt at spise, eller som er døde af sult. Men i dag er verdens spisekammer for alvor truet. Hvert år bliver der flere munde at mætte, ja mange millioner flere, uden at de opdyrkede arealer udvides. Landmændenes antal svinder ind, men jordens befolkning øges. Siden 1914 har vi oplevet at jordens befolkning, trods krig, pest og hungersnød, er vokset enormt. I 1930 var verdens befolkning nået op på to milliarder. Blot tredive år senere var den nået op på tre milliarder. Og nu, efter blot femten år, er den ved at runde fire milliarder. Så det man taler om nu, er en forestående verdenshungersnød!

10. Hvordan er forureningen blevet en alvorlig trussel mod menneskets eksistens?

¹⁰ Vi vil alle gerne kunne føle os trygge, vide at der ikke er noget som truer os selv og vore ejendele, ikke sandt? Da vi gamle var unge — dengang i de to første årtier af dette århundrede — føltes livet mere sikkert; det var mere sikkert. Der blev ikke talt så meget om forurening. Vi hørte ikke noget om „økologi“, om livsformernes afhængighed af hinanden og deres omgivelser. Men nu, inden for de sidste femten år eller deromkring, er der blevet talt stadig mere indtrængende om den voksende forurening af vore omgivelser, som vor egen personlige sikkerhed, helbredsmæssigt, afhænger af. Nu er forureningen af luften vi indånder, vandet vi drikker, jorden vi dyrker, og af floderne, søerne og havene med fisk og andre næringsmidler — ja, nu er forureningen af hver eneste del af vort livsopretholdende miljø i alarmerende grad ved at nærme sig krisepunktet. Den skade der allerede er sket, er for vidtgående til at der kan rådes bod på den inden for vor generations levetid. Den måde vort moderne industrialiserede, kommercialiserede, mobiliserede, koncentrerede samfund har fungeret på i årtier, må bære skylden for denne nye trussel mod menneskets eksistens.

11. Hvordan er det gået til at vor personlige sikkerhed og vore ejendeles sikkerhed trues mere end før?

¹¹ De fleste tænker dog ikke så meget på det livsvigtige naturlige miljø. De bekymrer sig langt mere om de usikre  forhold der truer dem selv og deres ejendele. Vi husker hvad en autoritet sagde for nogle få år siden — at verden med den daværende stigning i kriminaliteten en dag ville blive alt for farlig at leve i. Flere og flere er begyndt at mene at forholdene er blevet sådan nu. Det er ikke vanskeligt at pege på en væsentlig grund til dette. Historikerne er enige om at verdenskrigen med den totale mobilisering i 1914 indledte en voldshandlingernes tidsalder. Siden har samvittighedsløse diktatorer og de seks år under den anden verdenskrig med endnu værre vold og terror, tjent til yderligere at sprede og forstærke denne voldshandlingernes ånd. Hvad folk har lært i krigstid, praktiserer de også i fredstid. De rå, lovløse elementer benytter nu de nyeste våbentyper, som maskinpistoler og bomber, og der foregår uhæmmede pøbeloptøjer med plyndring og hensynsløs ødelæggelse af værdifuld ejendom.

12. Hvilket indtryk har den hedenske verden fået af kristenhedens form for kristendom, og hvad er grunden?

¹² Netop i de lande der ifølge deres religiøse tilhørsforhold skulle være eksempler i en ret adfærd og samvittighedsfuld respekt for lov og orden, nemlig i de såkaldt kristne lande, har vi set de værste anslag mod gode moralbegreber og menneskers sikkerhed. Kristenheden anslår i dag at over en fjerdedel af jordens befolkning er medlem af dens kirker; og disse kirkemedlemmer skulle være forbilleder i kristen livsførelse for den såkaldt hedenske verden. Men sandheden er at den hedenske verden har lært meget ondt af kristenheden. Den har ikke glemt at de to verdenskrige begyndte i kristenheden, at atombomben blev opfundet dér, og at den internationale kommunisme udsprang dér. Hedningerne er ikke særlig, imponerede over kristenhedens form for kristendom. Målt med kristenhedens bibel er dens kirkemedlemmer endda mere hedenske end de ikke-troende hedninger selv!

13. Hvordan har det vist sig at kærligheden er kølnet?

¹³ Kærlighed til næsten er ved at blive en mangelvare. Endog i nogle af de populære sange har man taget  temaet op — man synger om at det verden har brug for, er mere kærlighed, og om at man gerne vil lære verden at vise kærlighed. Efterhånden som vanskelighederne i verden vokser og behovet for selvopholdelse bliver mere og mere påtrængende, vil menneskets medfødte selviskhed uvægerlig overskygge ethvert tilbageværende spor af næstekærlighed, og folk vil i første række søge det der tjener deres egne materielle og personlige interesser. Den oprigtige kærlighed der virker samlende og forenende, er så godt som forsvundet. Det er derfor intet under at rivaliseren, stridbarhed, fordom, fortrydelse, begær, havesyge, snyderi, tyveri og udnyttelse af andre er så udbredt i dag! Og hvis folk ikke elsker deres medmennesker, som de direkte kan se og tale med, hvordan kan de da elske den Gud som kristenheden hævder at tilbede, ham der skabte mennesket i sit billede? Sammen med næstekærligheden er også kærligheden til Gud kølnet. Det religiøse hykleri har fået overtaget!

HVAD DET ALT SAMMEN VIDNER OM, HER PÅ DETTE SENE TIDSPUNKT

14. Hvad vidner alt dette om, og hvilket spørgsmål opstår således?

¹⁴ Hvad peger alt dette, som vi ældre har set med egne øjne siden 1914, så på, nu hvor der er gået tre fjerdedele af det tyvende århundrede? Peger det på at mennesket, efter tres års kendskab til trængsler i verden, har taget ved lære af sine erfaringer og nu forstår at tilpasse sig efter de vanskelige forhold? Vidner det om at mennesket er i stand til selv at løse sine problemer? Ikke så vidt vi halvfjerds-firsårige kan se — og denne bitre sandhed er også ved at gå op for mange andre. Hvad så, når problemerne ikke løses? Så er der kun fiasko tilbage! Det nytter ikke at bruge det gamle mundheld: „Lykkes det ikke første, gang, så prøv, prøv og prøv igen.“ De problemer man skal prøve at klare igen, forbliver ikke de samme. De bliver stadig værre, stadig vanskeligere at løse! Spørgsmålet  er: Hvor længe vil mennesket fortsætte med sine fejlslagne bestræbelser, til fare for dets egen eksistens?

15. Hvor stor sandsynlighed er der for at materialistisk tænkende mennesker, som for eksempel kommunisterne i Sovjetunionen, vil vende tilbage til religionen for at få hjælp til at løse problemerne?

¹⁵ Hvor skal mennesket vende sig hen for at finde en løsning på de ulyksalige problemer det selv har skabt? De der tænker materialistisk, som tror på teorien om at mennesket er blevet til ved en udvikling, ser kun menneskers løsning som en mulig udvej. Vil de mon vende sig til de engang så yndede traditionelle religioner der længe er blevet praktiseret i templerne, moskeerne, katedralerne og kirkerne? Vil kommunisterne i Sovjetunionen, for eksempel, vende tilbage til den russisk-ortodokse kirke som de vendte ryggen i 1917, og opgive deres erklæring om at „religion er opium for folket“? Siden den russisk-ortodokse kirke blev opløst som statskirke har Sovjetunionen benyttet resterne af dette kirkesystem som sin ydmyge tjener, og dette svage religiøse redskab har ikke vist sig at løse Sovjetunionens problemer.

16. Hvilke spørgsmål kunne man stille med hensyn til de ledende i de lande hvor religionen stadig nyder en vis respekt?

¹⁶ I andre dele af kristenheden, uden for de kommunistiske lande, vil politikerne og videnskabsmændene dér søge redning ved at vende sig til de katolske, protestantiske eller græsk-ortodokse gejstlige? De forskellige lande har benyttet disse gejstlige som feltpræster i deres væbnede styrker og til at nedbede Guds velsignelse over deres lovgivende forsamlinger. Men selv om disse gejstlige har vendt sig fra et rent religiøst evangelium til et socialt, materialistisk evangelium, er de ikke fremkommet med nogen løsning på verdensproblemerne. Vil Kommunistkina, der nu fører krig mod konfucianismen, en dag føle sig nødsaget til at vende tilbage til den døde Konfucius efter hjælp? Og i de lande hvor der endnu findes en stor ikke-kristen religiøs organisation, vil de styrende dér vedblive med at vende sig til deres præster, hvis religion ikke  har kunnet forklare de nuværende vanskeligheder og som derfor heller ikke kan anvise nogen vej ud af dem?

17. Hvilket spørgsmål stilles her vedrørende anvendelsen af et gammelt ordsprog?

¹⁷ Mange er de politiske ledere og økonomiske rådgivere som er blevet skuffede over deres religion. De har endda mistet troen på den. Vil de nu, som en sidste udvej, opfordre til en religiøs vækkelse og gøre som det gamle ordsprog siger: „En hund vender tilbage til sit eget bræk“? *

18. Hvad taler imod en sådan anvendelse af ordsproget?

¹⁸ Det skal man næppe vente. Sund fornuft siger noget andet. Disse verdsligvise nærer ikke megen tiltro til det overmenneskelige, det åndelige; deres tro er blevet svækket, og mange har endog mistet troen. Af den grund føler de sig udelukkende henvist til menneskelige hjælpekilder. Når alle menneskelige hjælpekilder til sidst har svigtet dem, vil de ikke ane deres levende råd!

19. Hvad bør vi nu lærvilligt søge oplysning om, for ikke at gøre fælles sag med disse verdsligvise mennesker?

¹⁹ Det er i sandhed på tide vi spørger os selv om vi ønsker at gøre fælles sag med disse rådvilde mennesker når de til sidst hverken ved ud eller ind. De vil ikke holde op med at kæmpe imod deres egne interesser, hvorved de sørgeligt nok bringer alle andres evige interesser i fare! Vil vi lade os forlede til at gå med dem? Vi behøver ikke at gøre det. Fra den pålideligste kilde kan det oplyses at „menneskets udfrielse fra verdens trængsler er nær“! Vi har noget vi kan vende os til, uden fare for at blive skuffede, frustrerede og til sidst tilintetgjort. Som presset i verden øges, bliver det mere og mere nødvendigt at vi lærvilligt søger oplysning om hvor det er vi kan vende os hen uden fare for at blive skuffede i vore forhåbninger.

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 8]

1914 — Dette år var et vendepunkt