Kapitel 4

Bemyndiget til at tale i Guds navn

1. Hvorfor kastede Ezekiel sig til jorden da han så himmelvognen og dens fører ved floden Kebar, og hvad har han måske undret sig over?

HVORDAN ville du reagere hvis kejseren eller kongen eller præsidenten i dit land kom kørende i sin tjenestevogn, standsede foran dit hus, og fra bilen personligt overdrog dig en opgave af national betydning? Det var noget i den retning Ezekiel, præsten Buzis søn, oplevede på bredden af floden Kebar i året 613 f.v.t., da Jehovas himmelvogn, ledsaget af fire keruber, i et syn kom kørende fra nord og standsede foran ham. Overvældet af dette ærefrygtindgydende syn af „[Jehovas] herlighedsåbenbarelse“, kastede Ezekiel sig ærbødigt til jorden. Mens han lå med ansigtet mod jorden og undrede sig over hvad synet skulle betyde, hørte han himmelvognens fører tale til sig. (Ezekiel 1:1-28) Hvad sagde han? Ezekiel oplyser:

2. Hvordan tituleres Ezekiel? Skulle dette gøre ham til et billede på Kristus, eller hvad var formålet med det?

² „Han sagde til mig: ’Menneskesøn, stå op på dine fødder, så jeg kan tale med dig!’“ (Ezekiel 2:1) Røsten benytter ikke Ezekiels personlige navn, men titulerer ham „menneskesøn [Ben adamʹ]“. Hele vejen gennem sin profetiske bog tituleres Ezekiel treoghalvfems gange på denne måde. Profetens personlige navn forekommer kun én gang til i bogen, nemlig i kapitel fireogtyve, vers fireogtyve, hvor han citerer Jehovas ord til Israels hus: „Ezekiel skal være eder et tegn; når det sker, skal I gøre, som han gør; og I skal kende, at jeg er den Herre [Jehova]“. På denne måde får profetens eget navn ikke nogen fremtrædende plads; tværtimod bliver han bestandig mindet om sin ringe stand og herkomst. Han er blot et jordisk menneskes afkom. Over seks hundrede  og fyrre år senere omtalte Jesus Kristus gentagne gange sig selv som „Menneskesønnen“. (Fra Mattæus 8:20 til Johannes 13:31 benytter han udtrykket seksoghalvfjerds gange.) Men han gjorde det ikke for at sammenligne sig selv med Ezekiel, og det bevirkede heller ikke at Ezekiel blev et billede på Kristus. * Ezekiels medfange Daniel tituleres også „menneskesøn“. *

3. Hvad skete der med Ezekiel da den guddommelige røst befalede ham at rejse sig, og hvorfor var det bedre for Ezekiel at stå foran den der talte?

³ Jehovas befaling til Ezekiel om at han skulle rejse sig indgav ham en aktiv kraft som hjalp ham på benene. Han fortæller: „Og som han talede til mig, kom Ånden i mig og rejste mig på mine fødder, og jeg hørte ham tale til mig“. (Ezekiel 2:2) Stående foran den guddommelige åbenbarelse kunne Ezekiel mere opmærksomt høre hvad der blev sagt.

4. Hvem fik Ezekiel at vide at han skulle sendes til, og hvad skulle de kende når han havde talt Jehovas ord til dem?

⁴ „Han sagde: ’Menneskesøn! Jeg sender dig til israelitterne, de genstridige, der har sat sig op imod mig [oprørske nationer der har gjort oprør imod mig, NW]; de og deres fædre har forbrudt sig imod mig til den dag i dag. Og sønnerne har stive ansigter og hårde hjerter; jeg sender dig til dem, og du skal sige: Så siger den Herre [Jehova]! Hvad enten de hører eller ej — thi de er en genstridig slægt [et oprørsk hus, NW] — skal de kende, at en profet er kommet iblandt dem.’“ — Ezekiel 2:3-5.

5. Hvilke beviser er der for at Ezekiel ikke tiltog sig myndigheden som en profet der talte i Guds navn?

⁵ Ezekiel får altså udtrykkeligt at vide at han for fremtiden skal tjene som profet. Han bemyndiges til at tale i Guds navn og sige: „Så siger den Herre [Jehova]!“ Ligesom Jehova havde sendt Moses som sin profet ni hundrede år tidligere, sendte han nu Ezekiel. Ezekiel opkastede ikke sig selv til profet og han tiltog sig ikke den ret at tale i det guddommelige navn. Han var virkelig en profet som var sendt af den højeste Gud. Eftersom Jehova havde vist sig for ham i et syn og havde talt fra tronen på sin himmelvogn og direkte havde sendt ham ud i en bestemt opgave med et bestemt budskab, ved vi at han var en sand profet, udsendt af Gud, og at det han sagde under inspiration virkelig var Guds  ord. At det var en meget vanskelig opgave han fik overdraget er et yderligere bevis på at han ikke selv havde tiltaget sig hvervet som en profet der talte i Jehovas navn, men at det var den højeste myndighed som findes der havde udsendt ham til at tale i det guddommelige navn. Han blev således på en ganske særlig måde gjort til et vidne for Jehova.

6. Hvad var Ezekiel selv, samtidig med at hans ord var profetiske?

⁶ Det var ikke blot Ezekiels inspirerede ord der var profetiske. Ved sine handlinger var han selv et profetisk billede, som det senere kommer til udtryk ved flere lejligheder. (Ezekiel 24:24) Eftersom Ezekiel var et „tegn“ på en som skulle komme, men ikke var et billede på eller en profetisk skildring af Jesus Kristus, hvem var han da et billede på mens han udførte sit guddommelige hverv?

7. I hvilken tidsperiode bør vi spejde efter Ezekiels modstykke, og siden hvornår har vi befundet os i denne periode?

⁷ Skønt Ezekiel ikke var klar over det da han blev bemyndiget til at være Jehovas profet, skulle byen Jerusalem ødelægges af babylonierne blot seks år senere, i 607 f.v.t. Lige siden Jeremias, præsten Hilkijas søn, en af Ezekiels tidligere bekendte, var blevet oprejst som profet i Jerusalem i året 647 f.v.t., i kong Josias af Jerusalems trettende regeringsår, havde denne by og Juda rige befundet sig i endens tid. (Jeremias 1:1-3; 25:10, 11) I overensstemmelse med en korrekt beregning af tiden bør vi i dag spejde efter det nutidige modstykke til Ezekiel, efter den som Ezekiel var et profetisk billede på, her i den „endens tid“ vi nu befinder os i. Nutidens historikere er enige om at en æra afsluttedes i 1914, det år den første verdenskrig begyndte med vold og ødelæggelser som varede i over fire år og tre måneder. Hvad disse historikere imidlertid ikke tager i betragtning, er at „hedningernes tider“ ifølge Bibelen netop udløb i det tidlige efterår dette år, 1914. (Lukas 21:24) Siden har vi befundet os i „endens tid“ for verden.

8. Hvem var i landflygtighed i Babylon da disse hedningetider begyndte, hvordan begyndte disse tider, og hvornår begyndte således den tid da vi kan spejde efter Ezekiels nutidige modstykke?

⁸ Disse hedningetider begyndte mens Ezekiel stadig var landflygtig i Babylon. Det skete i 607 f.v.t. da babylonierkongens hære bragte ødelæggelse over Jerusalem, og da byen og hele Judas land kom til at ligge fuldstændig øde to måneder senere. (2 Kongebog 25:1-26; Jeremias 39:1 til 43:7; 52:1-27) Gennem  profeten Daniel, der var i landflygtighed sammen med Ezekiel blev det tilkendegivet at disse hedningetider skulle fortsætte i en periode på syv profetiske „tider“, eller i 2520 år. (Daniel 4:1-28) Tæller vi 2520 år frem fra året 607 f.v.t., da Judas land lå øde finder vi at denne årrække med hedningenationernes uafbrudte herredømme over hele jorden udløb i 1914. Siden dette år har hedningenationerne, som også omfatter nationerne i kristenheden befundet sig i „endens tid“. Fremgår det ikke af begivenhederne og udviklingen i verden siden da at dette er sandt? (Mattæus 24:3-44) I denne periode siden 1914, og især siden 1919, efter at den første verdenskrig var forbi, bør vi derfor spejde efter det nutidige modstykke til profeten Ezekiel.

9. Er nutidens Ezekiel en enkelt person, og hvordan belyser apostelen Paulus hvad Ezekiels modstykke kunne være?

⁹ Hvem er i vor tid Ezekiels modstykke, hvis budskab og handlinger svarer til det fortidens profet for Jehova sagde og gjorde? Hvem i dag var Ezekiel et „tegn“ på? Ikke en eller anden enkelt person, men en gruppe mennesker. Nutidens Ezekiel består af en skare mennesker som udgør en helhed, og er således en kollektiv person, bestående af mange medlemmer, ligesom menneskelegemet har mange lemmer. Dette minder os om noget en forhenværende forfølger, den kristne apostel Paulus, skrev til sine kristne trosfæller i Rom: „Ligesom vi har mange lemmer på ét legeme, men lemmerne ikke alle har samme hverv, således udgør vi mange ét legeme i Kristus, men hver for sig er vi hverandres lemmer.“ (Romerne 12:4, 5) Paulus benyttede det samme billede i et brev til menigheden i Korint i Grækenland: „Ligesom legemet er en enhed og dog har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange de er, dog er ét legeme, således er det også med Kristus. Thi med én Ånd blev vi alle døbte til at være ét legeme, enten vi er jøder eller grækere, trælle eller fri; og alle har vi inddrukket samme Ånd.“ — 1 Korinter 12:12, 13.

10. Hvad må vi gøre for at kunne fastslå hvilken skare der udgør Ezekiels nutidige modstykke?

¹⁰ Sådan er Ezekiels nutidige modstykke: det er ikke en enkelt person, men en kollektiv person, bestående af mange medlemmer. Alle disse medlemmer må sammen gøre Jehovas vilje, han som har skabt denne nutidige „Ezekiel“. Hvem er da denne gruppe mennesker der ved begyndelsen af „endens tid“ blev bemyndiget til at tjene som Jehovas talerør og aktive redskab? For at fastslå  dette må vi undersøge hvad der skete i 1919, det første år efter den første verdenskrig.

11. Hvilke indvendinger støder vi på når vi, for at finde den rette skare, betragter de bogstavelige jøder og derpå kristenheden?

¹¹ Vi søger ikke blandt de kødelige, omskårne jøder, for de havde aktivt taget del i den første verdenskrig, og den berømte zionistleder Chaim Weizmann havde under denne verdenskonflikt bistået den engelske regering som kemisk forsker. I 1919 var de mere interesseret i at oprette et nationalt hjemland for jøderne i Palæstina, end i at opfylde et religiøst hverv som det fortidens Ezekiel fik betroet. Men hvordan da med kristenheden? Den stod også frygtelig blodbesudlet i Jehovas øjne, for den første verdenskrig havde først og fremmest været dens krig, idet fireogtyve af de otteogtyve nationer som havde været med i krigen, gjorde krav på at være kristne. Da denne den første verdenskonflikt endte i 1918 (den 11. november) var det sejrende Storbritannien og dets allierede interesseret i at etablere en fredsordning med de besejrede nationer, og ville desuden gerne i lag med den nye kommunistiske stat der var opstået i Rusland. Kristenheden tænkte overhovedet ikke på at varetage den bibelske „Ezekiels“ opgave i nutiden.

12. Hvad opdager vi når vi ser på Vatikanet og kristenhedens andre kirker for at finde den rette skare?

¹² Kristenhedens kirker havde ikke modigt grebet ind for at afværge den første verdenskrig. De havde delt sig i to store lejre på grund af de nationalistiske uoverensstemmelser som krigen var udsprunget af. Da krigen var forbi stod de splittede; de havde behov for at blive forsonet med hinanden og få genoprettet deres religiøse venskab. Ifølge Londontraktaten, der var blevet underskrevet den 9. maj 1915 af Italien, Storbritannien, Frankrig og Rusland, „fik den hellige stol [paven i Rom] ikke lov at anvende sin diplomatiske strategi i forbindelse med freden eller de spørgsmål der var opstået som følge af krigen“. * Det pro-tyske Vatikan fik altså ingen andel i at udarbejde Versaillestraktaten af 1919, som blev ratificeret af det nødvendige antal implicerede regeringer den 13. oktober dette år. Denne fredstraktat kom til at omfatte Folkeforbundspagten.

13. Hvad gjorde kristenhedens blodbesudlede kirker med hensyn til fred og sikkerhed, for ikke at tabe ansigt?

 ¹³ For ikke at tabe ansigt udtalte kristenhedens blodbesudlede kirker, som aktivt havde støttet den krig hvori medlemmer af disse kirker havde bekæmpet hinanden, sig til gunst for det foreslåede Folkeforbund, eftersom det skulle være en international organisation til opretholdelse af fred og sikkerhed i verden.

14. Hvordan stillede kirkerne i England, Canada og Amerikas forenede Stater sig til Folkeforbundet?

¹⁴ Den engelske kirke støttede Folkeforbundet, for så vidt som det var denne kirkes overhoved, kongen af Storbritannien, der foreslog forbundets oprettelse og ydede det den stærkeste støtte. De canadiske kirker, der havde aflagt troskabsløfte til Storbritanniens overhoved, stillede sig også velvilligt til Folkeforbundet. I Amerikas forenede Stater, der også stod på de allieredes side, fandtes Kristi Kirkers Fællesråd, en fælleskirkelig organisation som var sammensat af repræsentanter fra forskellige protestantiske trossamfund. * Den 18. december 1918 sendte dette råd en vedtaget erklæring til Amerikas præsident og tilskyndede ham til at arbejde for Folkeforbundet. Erklæringen lød i uddrag:

Et sådant forbund er ikke blot at betragte som et politisk redskab; det er snarere det politiske udtryk for Guds rige på jorden. . . . Kirken kan formidle den velviljens ånd uden hvilken intet forbund af nationer kan bestå. . . . Folkeforbundet har sin rod i evangeliet. Som evangeliets er dets mål „fred på jorden, god vilje blandt mennesker“.

15. Hvilke ord af den anklagede Jesus gik kirkernes fællesråd direkte imod, og hvilket rige var det således der svigtede da den anden verdenskrig udbrød?

¹⁵ Ved at anbefale og støtte Folkeforbundet som „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“ gik de amerikanske kirkers fællesråd stik imod de ord Jesus Kristus udtalte da han stod anklaget foran den romerske landshøvding Pontius Pilatus i år 33. Han sagde nemlig: „Mit rige hører ikke til denne verden. Hvis det gjorde, ville mine tilhængere have kæmpet for at redde mig fra at blive arresteret af jøderne. Min kongelige myndighed kommer andetsteds fra.“ (Johannes 18:36, New English Bible) Ved at acceptere Folkeforbundet som „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“ accepterede medlemmerne af de amerikanske kirkers  fællesråd i virkeligheden en erstatning for „Guds rige på jorden“. Da Folkeforbundet tyve år senere blev sat ud af spillet ved den anden verdenskrigs udbrud og der ikke længere var „fred på jorden, god vilje blandt mennesker“, var det derfor dette „politiske udtryk“, denne erstatning, der svigtede, og ikke det virkelige gudsrige der forkyndes i Kristi evangelium.

16. Hvordan var den skare som Jehovas vognlignende organisation kunne køre hen til i 1919 og bemyndige til at tale i Guds navn?

¹⁶ I efterkrigsåret 1919 fandtes der altså ikke nogen blandt de religiøse elementer inden for jødedommen og kristenheden som havde været med i krigen, der kunne bemyndiges som det nutidige modstykke eller modbillede til Ezekiel. Var der da ingen som Jehova kunne oprejse til at tjene på tilsvarende måde som denne landflygtige profet i fortidens Babylon? Hvem kunne Jehovas vognlignende organisation køre hen til? Hvem var kvalificeret til at blive bemyndiget af Jehova til at tale som profet i hans navn? Der fandtes en skare mennesker som på grund af deres tro var blevet forfulgt under den første verdenskrig af det store Babylon, den falske religions verdensimperium, ja, som var draget ud af det store Babylons religiøse organisationer. De havde også nægtet at tage aktivt del i den første verdenskrig sammen med kristenheden og hele resten af det store Babylon. Hvem var de?

NUTIDENS „EZEKIEL“

17. Hvad var det der skilte medlemmerne af denne skare ud som sande kristne?

¹⁷ De var et lille mindretal af mænd og kvinder der havde indviet sig til Jehova som deres Gud ved at gå i hans søn Jesu Kristi fodspor. For offentligt at bevidne denne indvielse til Jehova havde de ladet sig døbe i vand ligesom deres fører, Jesus Kristus, havde gjort da han blev nedsænket i Jordanfloden af Johannes Døber. (Mattæus 3:13-17; 28:19, 20; 1 Peter 2:21) De var meget aktive med at forkynde den gode nyhed om Guds rige fordi deres fører, Jesus Kristus, havde givet dem til opgave at udføre denne forkyndelse i sin profeti i Mattæus 24:14. De tog de ord bogstaveligt som Jesus Kristus havde henvendt til den romerske landshøvding, at hans rige ikke hørte til denne verden, og derfor afstod de fra at have nogen andel i denne verdens politik og dens politiske stridigheder og konflikter. De lagde sig på sinde hvad Jesus havde sagt til sine disciple: „I [er] ikke . . . af verden, men jeg  har udvalgt jer af verden.“ (Johannes 15:19) De ventede at blive hadet af verden fordi de levede efter denne kristne regel. Hadet mod dem blussede voldsomt op under den første verdenskrig.

18. Hvilken profetisk bog i Bibelen nærede denne skare ønske om at forstå, hvordan blev dette ønske opfyldt i 1917, og hvad skete der videre?

¹⁸ Betød fortidens profet Ezekiel noget for dem? Ja han gjorde! En af de profetiske bøger som disse bibelstudenter i årevis havde ønsket at forstå, var Ezekiels bog. Efter årelang venten følte de at deres ønske blev opfyldt da bogen „Den fuldbyrdede Hemmelighed“ blev udgivet (på engelsk) i juli 1917. Denne bog på 608 sider, udgivet af Watch Tower Bible & Tract Society, indeholdt en forklaring på både den sidste bog i Bibelen, Åbenbaringen, og den seksogtyvende bog i Bibelen, Ezekiels bog. De kritiserede skarpt kristenhedens religiøse systemer og afslørede at kristenhedens præsteskab havde svigtet Jehovas ord. Kan det undre os at denne bog ikke blev udbredt i mere end ni måneder i De forenede Stater og Canada? Grunden var at bogen blev forbudt, idet nogle benyttede sig af de særlige krigslove til at få forbudet gennemført. Watch Tower Society’s præsident og dets kasserer og seks andre af Selskabets medlemmer som havde noget at gøre med Den fuldbyrdede Hemmelighed, blev indsat i forbundsfængselet i Atlanta, Georgia, U.S.A.

19. Hvilken løsladelse glædede denne skare sig over i 1919, og gennem hvilket blad blev den tilskyndet til aktivitet i efterkrigstiden?

¹⁹ At arbejdet med at forkynde Guds rige var lammet under den første verdenskrig, bekymrede disse fredselskende indviede og døbte disciple af Jesus Kristus dybt. Det brændende spørgsmål var: Ville de få mulighed for at genoptage deres fredelig gerning i tjenesten for deres Gud, Jehova? Svaret viste sig at være ja! Den første verdenskrig gik ikke over i et Harmagedon for hedningenationerne men sluttede den 11. november 1918. De forsøgte at få Selskabets fængslede præsident og kasserer og deres medarbejdere ud af forbundsfængselet. Deres bestræbelser blev velsignet fra Himmelen. Efter ni måneders fangenskab blev disse falskeligt anklagede tjenere for Jehova løsladt i marts 1919, og de blev ikke sat i fængsel igen. Alle indviede og døbte tjenere for Jehova glædede sig. De indså at deres indvielse til ham gjaldt for livstid og at de derfor måtte gøre hans vilje i efterkrigstiden som nu begyndte. Tilskyndelsen til at gøre dette uden frygt lød gennem bladet The Watch Tower and Herald of Christ’s Presence (på dansk Vagt-Taarnet og Forkynder af Kristi Nærværelse).

20. Hvordan gjorde en artikel i The Watch Tower for 1. og 15. august 1919 det af med al menneskefrygt?

 ²⁰ I udgaverne for 1. og 15. august 1919 af dette blad (de danske udgaver for september og oktober 1919) blev der offentliggjort en artikel i to dele der hed „Salige er de, som ikke frygter“. I tredje og femte afsnit i denne artikel forekom disse udtalelser, der gjorde det af med al menneskefrygt: „Der er en Frygt, som er ret, og som enhver maa have for at behage Gud, og denne Frygt kaldes ’Gudsfrygt’. Gudsfrygt er en hellig Ærefrygt for Jehova, en Frygt for at mishage ham og gaa Glip af de Velsignelser, han har lovet os. . . . Bibelen er fuld af Vidnesbyrd om, at de, hvem Gud bifalder, ikke frygter nogen anden Skabning, men har en hellig og ærbødig Frygt for Jehova. I gamle Dage retfærdiggjorde Gud nogle til Venskab med sig, og Beretningerne om hans Handlemaade med dem blev skrevet for Menighedens Skyld.“ Efter denne artikel kom artiklen „Lejligheder til Tjeneste“, med underoverskrifter som „Er der noget Arbejde at udrette?“ „Arbejde for den lille Hjord“ og „Fordelene ved at samles“. Og det blev meddelt at der skulle holdes et konvent i Cedar Point ved Erie-søen i U.S.A.

21. Hvordan reagerede denne skare på det der blev bekendtgjort ved konventet i Cedar Point i 1919, og ved hvilken erklæring i det offentlige foredrag vedrørende Folkeforbundet gav de deres hjertelige bifald til kende?

²¹ Det var et vellykket stævne der blev afholdt i Cedar Point, Ohio, i de planlagte dage fra 1. til 8. september 1919. Tusinder af indviede og døbte Jehovas tjenere fra Amerikas forenede Stater og Canada overværede det. Præsidenten for Watch Tower Society tilskyndede dem til frygtløst at genoptage Jehovas gerning og at gøre det ved hjælp af et nyt blad på toogtredive sider som skulle udgives sammen med The Watch Tower, nemlig „The Golden Age“ (Den gyldne Tidsalder). De tusinder af tjenere for Jehova som var forsamlet, hilste denne bekendtgørelse af at arbejdet skulle genoplives og endda udføres i udvidet omfang, med overvældende glæde, og de viste at de holdt fast ved deres indvielse til Jehova. Konventets offentlige foredrag blev holdt kl. 15 om søndagen, den 7. september, og emnet var „Haab for den nødlidende Menneskehed“. Konventsdeltagerne gav deres hjertelige bifald til kende da præsidenten for Watch Tower Society i løbet af dette offentlige foredrag sagde — som det næste dag blev gengivet i avisen Star-Journal i Sandusky i Ohio —

 at Nationernes Forbund, dannet af politiske og økonomiske Kræfter og drevet af et ønske om at gavne Menneskeheden ved at skaffe Fred og Overflod, vilde udrette meget godt. Derefter paastod han, at Herrens Mishag sikkert vilde komme over Forbundet, fordi Gejstligheden, baade den katolske og den protestantiske, der paastaar at være Guds Repræsentanter, har svigtet Guds Plan og godkendt Nationernes Forbund og har hilst det som et politisk Udtryk for Kristi Rige paa jorden. *

22. Hvordan reagerede kristenhedens præsteskab da Folkeforbundet blev ratificeret i 1919, og hvordan reagerede Jehovas tjenere?

²² Kristenhedens gejstlige fik deres ønske opfyldt da Versaillestraktaten blev ratificeret af det nødvendige antal nationer den 13. oktober 1919 og Folkeforbundet således var en realitet. Forbundet trådte formelt i kraft den 10. januar 1920 ved den endelige ratifikationsudveksling i Paris. Men Jehovas indviede og døbte tjenere accepterede ikke denne politiske erstatning for „Guds rige på jorden“. De forstod at det virkelige gudsrige var blev oprettet i himmelen med Jesus Kristus som konge ved hedningetidernes udløb i 1914, og mere energisk end nogen sinde før begyndte de at forkynde det „over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene“. En yderligere hjælp i arbejdet var The Golden Age (nu bladet Vågn op!).

23. Hvilken profetisk bog har Jehovas tjenere vist stor interesse for siden forbudet mod Den fuldbyrdede Hemmelighed blev hævet i juni 1920? Hvordan har de vist deres interesse, og hvorfor?

²³ Da forbudet mod Den fuldbyrdede Hemmelighed blev hævet i juni 1920, begyndte disse Jehovas tjenere atter at udbrede bogen. Ved hjælp af denne bog fortsatte de med at studere Ezekiels bog i Bibelen. I løbet af 1931 og 1932 udgav Watch Tower Bible & Tract Society derpå tre bind med titlen „Vindication“ (på dansk „Det store Opgør“), som indeholdt en udvidet og mere up-to-date forståelse af Ezekiels profeti. Til den dag i dag har Jehovas tjenere næret stor interesse for Ezekiels profetiske bog, og studerer den med det for øje at kunne se hvordan den yderligere kaster lys over Jehovas vilje med dem her i slutningen af „endens tid“.

24. Hvis identitet hjælper disse historiske kendsgerninger os til at fastslå? Hvilket navn blev antaget da Det store Opgør blev udgivet?

²⁴ Men hvorfor fremlægger vi alle disse historiske kendsgerninger? For at vise hvordan profetien opfyldes. Jehova har fundet  og bemyndiget sin nutidige „Ezekiel“. Det er en „Ezekiel“ som består af flere personer — nemlig af disse indviede og døbte forkyndere af Guds rige som er blevet salvet med Guds ånd til deres gerning. (Esajas 61:1-3) Det er tydeligt at Jehovas usynlige himmelske organisation i 1919, ligesom himmelvognen i Ezekiels syn, kørte hen og standsede, ikke foran kristenhedens fortalere for Folkeforbundet, men foran de salvede forkyndere af Guds himmelske rige med Jesus Kristus som konge. Oppe fra den vognlignende organisation bemyndigede Jehova denne indviede, døbte og salvede tjenerskare til at tale til alle nationer i hans navn. Ligesom Ezekiel blev medlemmerne af denne skare altså Jehovas vidner. Det var meget betegnende at de efter tolv års verdensomspændende vidnearbejde for Jehova viste deres tilhørsforhold ved at antage navnet Jehovas vidner. Det skete i sommeren 1931, i forbindelse med udgivelsen af bogen Vindication (Det store Opgør).

HVEM HAR BEMYNDIGET NUTIDENS „EZEKIEL“?

25. Betyder det noget at de jødiske rabbinere og kristenhedens gejstlige ikke har udnævnt Jehovas vidner vil at være Ezekiels modbillede? Hvad er det der har betydning, og hvorfor?

²⁵ Lad blot jødedommens rabbinere og kristenhedens gejstlige sige: „Vi har ikke ordineret og bemyndiget disse Jehovas vidner til at være det nutidige modbillede på profeten Ezekiel“. Hvad betyder det? Hvem har gjort disse rabbinere og sekteriske gejstlige til et religiøst råd der skal udnævne den højeste Guds officielle tjenere? Enhver ordination og bemyndigelse som stammer fra disse religionsudøvere har hverken værdi eller gyldighed i denne henseende. Det altafgørende for et menneske eller en gruppe mennesker er at være udnævnt og bemyndiget af den højeste Gud Jehova selv. Det er det der betyder noget. Som det højeste Væsen kan han handle hen over hovedet på disse religionsudøvere og selv afgøre hvem der er kvalificeret til det særlige arbejde han vil have udført i denne „endens tid“.

26. Hvem blev ignoreret da Ezekiel blev udnævnt til profet og vidne, og hvem anerkender Jehovas salvede vidner i dag at deres udnævnelse stammer fra?

²⁶ I 613 f.v.t. handlede Jehova hen over hovedet på ypperstepræsten Seraja og andenpræsten Zefanja i templet i Jerusalem og udnævnte underpræsten Buzis søn Ezekiel til profet i landet Babylon, til at tale i Hans navn og aflægge vidnesbyrd om Ham.  (2 Kongebog 25:18) Oppe fra sin himmelvogn sagde Jehova til Ezekiel: „Menneskesøn, jeg sender dig til Israels sønner, til oprørske nationer der har gjort oprør imod mig.“ (Ezekiel 2:3, NW) Det samme gjaldt de salvede, indviede vidner for Jehova dengang i 1919. Forholdene fra dengang og lige til i dag har bevist at de blev ordineret, udnævnt og bemyndiget til deres gerning i denne „endens tid“ af Jehova selv, gennem hans vognlignende himmelske organisation. Derfor har de taget deres guddommelige bemyndigelse meget alvorligt. De har betragtet den som en bibelsk bemyndigelse, og de har bestræbt sig for at varetage deres opgave trofast, trods kritik og indvendinger fra kristenhedens præsteskab.

27. Hvilket spørgsmål opstår med hensyn til de „Israels sønner“ eller „oprørske nationer“ som nutidens Ezekiel blev sendt til? Kan det have været de bogstavelige jøder i 1919?

²⁷ Hvem er så de „Israels sønner, . . . oprørske nationer der har gjort oprør imod [Jehova]“, som nutidens modbilledlige Ezekiel sendes til i denne „endens tid“? Det er ikke de kødelige, omskårne „Israels sønner“ der dengang i 1919 søgte et nationalt jødisk hjemland med zionistlederen Chaim Weizmann i spidsen. Der findes dog et nutidigt modstykke til disse „Israels sønner“ eller „oprørske nationer“ i fortiden.

28. Hvad er nutidens modstykke til „Israels sønner“, de „oprørske nationer“? På hvilket grundlag siger vi det?

²⁸ Dette modstykke er kristenheden, som gør krav på at være et kristent Israel. Kristenheden har anvendt apostelen Paulus’ ord i Galaterbrevet 6:15, 16 (AV) på sig selv: „For i Kristus Jesus nytter hverken omskærelse eller ikke-omskærelse, men en ny skabning. Og så mange som vandrer efter denne regel, fred være over dem, og barmhjertighed, og over Guds Israel.“ For eksempel giver den wesleyanske metodistpræst dr. Adam Clarke (i sin „A Commentary and Critical Notes“, 1836-udgaven) denne kommentar til udtrykket „Guds Israel“: „De sande kristne, her kaldet Guds Israel for at adskille dem fra Israel efter kødet. Se noterne til Rom. ii. 29, og iv. 12.“

29. Hvad står der i Romerne 2:29, og hvilken kommentar giver dr. Adam Clarke hertil?

²⁹ Romerne 2:29 (AV) lyder: „Men jøde er den der er det indvortes, og omskærelse er hjertets omskærelse, i ånden, ikke efter bogstaven; dennes ros er ikke fra mennesker, men fra Gud.“ Til udtrykket „men jøde er den“ giver dr. Adam Clarke  denne kommentar: „Et sandt medlem af Guds kirke.“ Og udtrykket „dennes ros er ikke fra mennesker“ kommenterer han således: „Man har gættet på — og det er efter al sandsynlighed rigtigt — at apostelen her sigter til betydningen af navnet jøde eller Juda, יהודה, Jehudah, ROS eller PRIS, fra ידה Jadah, han ROSTE eller PRISTE. En sådan er en sand israelit som vandrer i overensstemmelse med sin religions ånd: hans landsmænd kan prise ham fordi han til stadighed bekender sig til den jødiske tro; men Gud roser ham fordi han er indgået i Abrahamspagtens ånd og hensigt og har nået målet med sin tro, sin sjæls frelse. Synspunkter som disse, om det samme emne, findes hos de gamle jødiske skribenter.“

30. I hvilken forstand kunne „Israels sønner“ dengang kaldes „nationer“, og hvordan kom det samme til at gælde kristenheden i år 1054?

³⁰ Kristenheden har imidlertid ikke levet op til sin påstand om at være „Guds Israel“. Dens historie siden det fjerde århundrede viser at den har været som de „Israels sønner“ Ezekiel blev sendt til, de „oprørske nationer der har gjort oprør imod [Jehova]“. „Nationer“? * Ja, for helt tilbage i 997 f.v.t. blev der gjort oprør mod det styre som udøvedes af Davids kongeslægt, og Israels tolv stammer blev opdelt i to riger, Israels rige og Juda rige, og der opstod således to nationer af israelitisk afstamning. Mange gudfrygtige israelitter forlod det oprørske Israels rige og gik over til Juda rige. Og der fandtes mange landflygtige fra Israels rige i de provinser som det babyloniske imperium tog fra Assyrien. På tilsvarende måde kom det i kristenheden til et endeligt brud mellem de græske kirker og de latinske kirker i år 1054, da romerpavens gesandter bandlyste patriark Michael Cerularius i Konstantinopel.

31. Hvilke yderligere splittelser opstod fra og med det sekstende århundrede, og hvordan kan kristenheden med rette kaldes „nationer“?

³¹ Senere, i det sekstende århundrede, opstod der en yderligere splittelse da den protestantiske bevægelse i 1529 blev grundlagt af den tidligere katolske præst Martin Luthers tilhængere. I 1534 vedtog det engelske parlament love som gjorde Henrik VIII til overhoved for den engelske kirke, med myndighed til at råde  bod på fejltagelser, kætteri og misligheder inden for den engelsk kirke. Efter dette er der opstået i hundredvis af ikke-katolske sekter i kristenheden. Religiøst set kan kristenheden kaldes „nationer“, idet et antal såkaldt kristne lande har deres egne nationale statskirker. Det var til denne kristenhed her i det tyvende århundrede at Jehova sendte nutidens Ezekiel-skare.

OPGAVEN KRÆVEDE FRYGTLØSHED

32. Hvorfor var det en vanskelig opgave Ezekiel blev sendt ud på, og hvilken forventning ville være til trøst og styrke for Ezekiel?

³² Det var en vanskelig opgave Jehova sendte fortidens Ezekiel ud på; han blev sendt til folk der havde „stive ansigter og hårde hjerter“. For at kunne fuldføre sin opgave måtte han selv erfare opfyldelsen af det hans navn betød, nemlig „Gud styrker“. På det tidspunkt ville de måske ikke regne ham for at være Jehovas profet. Men uanset om de hørte på ham som profet eller de undlod at gøre det og ikke ofrede ham nogen opmærksomhed, ville den tid komme da disse oprørske folk ’skulle kende at en profet var kommet iblandt dem’. Jehova ville stadfæste over for dem at Ezekiel var en profet ved at lade hans profetier gå i opfyldelse. (Ezekiel 2:3-5) Forventningen om dette ville trøste og styrke Ezekiel, så han ikke blev mismodig på grund af den måde han for øjeblikket blev betragtet og behandlet på.

33. Hvorfor er det også en prøvende opgave nutidens Ezekiel-skare har fået betroet, men hvad skal kristenheden ligeledes komme til at kende?

³³ I lighed med dette var det en prøvende opgave den nutidige Ezekiel-skare blev sendt ud på, til religiøse menneske af samme slags som dem på Ezekiels tid. Men uanset hvordan kristenheden betragter denne skare salvede vidner for Jehova kommer den tid, og det snart, hvor de der udgør kristenheden skal kende at der virkelig har været en Jehovas „profet“ iblandt dem.

34. Til trods for hvad vedrørende det oprørske Israels hus skulle Ezekiel frygtløst tale Guds ord, og hvorfor har den salvede rest af Jehovas vidner ligeledes måttet tale frygtløst?

³⁴ Ville vi i dag synes om at skulle fortælle Jehovas budskab blandt noget der er som nælder og tidsler, og blandt skorpioner? Det ville kræve stort mod at gøre det, og stærk tillid til den der havde udsendt os. Ezekiel blev sendt ud til sådanne forhold,  ifølge de ord Jehova videre henvendte til ham: „Men du, menneskesøn, frygt ikke for dem og vær ikke ræd for deres ord, når du færdes mellem nælder og tidsler og bor blandt skorpioner; frygt ikke for deres ord og vær ikke ræd for deres ansigter, thi de er en genstridig slægt [et oprørsk hus, NW]. Du skal tale mine ord til dem, hvad enten de hører eller ej, thi de er en genstridig slægt.“ (Ezekiel 2:6, 7) Siden året 1919 har den salvede rest af Jehovas vidner netop oplevet sådanne forhold mens den frygtløst har talt Jehovas ord midt i kristenheden.

35. Hvordan har kristenheden, som det fremgår af dens tilstand i dag, reageret over for Jehovas ord som er blevet forkyndt for den på enhver måde, og på hvilken måde skal man derfor ikke efterligne kristenheden?

³⁵ Den religiøse situation inden for kristenheden i dag vidner om at den oprørsk eller genstridigt har nægtet at lytte til Jehovas ord fra Bibelen som er blevet talt til den på alle mulige måder — ved husbesøg med trykte skrifter, ved hjælp af grammofonplader som er blevet afspillet på rejsegrammofoner, ved hjælp af højttalervogne, ved offentlige foredrag, i radioen og i fjernsynet. På trods af kristenhedens ligegyldighed, ja oprørskhed, har Jehovas salvede vidner gjort nøjagtig som Jehova pålagde Ezekiel at gøre: „Og du, menneskesøn, hør hvad jeg taler til dig. Bliv ikke oprørsk som det oprørske hus. Luk din mund op og spis hvad jeg giver dig.“ — Ezekiel 2:8, NW.

36. Hvad skulle Ezekiel spise, og hvilke oplysninger fik han fra den?

³⁶ Hvad skulle Ezekiel spise? Hans skriftlige beretning forklarer: „Og jeg skuede, og se, en hånd var udrakt imod mig, og i den lå en bogrulle; og han rullede den op for mig, og der var skrevet på den både for og bag; og hvad der stod skrevet, var klage, suk og ve.“ (Ezekiel 2:9, 10) Det der stod skrevet på bogrullen viste ham indholdet af det budskab han skulle forkynde i Jehovas navn for Israels oprørske hus.

37. Hvordan blev det skildret at det var et fuldstændigt budskab der skulle forkyndes, og hvorfor var det netop et budskab af denne karakter der skulle forkyndes, både af Ezekiel og af Jehovas vidner i dag?

³⁷ Al plads på bogrullen var udnyttet. Den var beskrevet på begge sider, både for og bag, og det hentydede til at Ezekiel skulle forkynde et fuldstændigt budskab, et budskab som i vid udstrækning indeholdt klage, suk og ve. Det ville ikke være noget behageligt budskab, og det ville på ingen måde være behageligt for Ezekiel at overbringe det. Men når oprørske mennesker  nægtede at vende sig bort fra deres ugudelige vej, hvad andet var der da at forkynde for dem? Da Jehovas salvede vidner i vor tid undersøgte Ezekiels profetiske bog og andre dele af Jehovas ord, fandt de et budskab af nøjagtig samme slags til kristenheden.

38. På hvilken måde fik Ezekiel tilbudt bogrullen, og hvilket spørgsmål opstår i denne forbindelse?

³⁸ Den hånd der var udrakt imod Ezekiel for at give ham bogrullen, var sandsynligvis en af de hænder der fandtes under vingerne på de fire keruber eller levende skabninger som ledsagede Jehovas himmelvogn. (Ezekiel 1:8) Længere fremme i beretningen fortælles der at en af disse keruber med sin hånd lagde ild i hænderne på „manden der var klædt i linned“. (Ezekiel 10:6-8, NW) Men tog Ezekiel imod den fremrakte bogrulle trods dens tydelige indhold, og spiste han den så den blev en del af ham selv? Hvad viste han, som et „tegn“ på noget fremtidigt, at Jehovas salvede rest af vidner ville gøre her i det tyvende århundrede?

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]