De der skal skånes bliver mærket i panden
Kapitel 9
De der skal skånes bliver mærket i panden
1. Hvad hører Ezekiel Jehova råbe mens de stadig befinder sig i templet?
I SYNET befandt Jehova og hans profet Ezekiel sig stadig i det besmittede tempel i Jerusalem da det Ezekiel nu beskriver, fandt sted. „Og han begyndte at råbe ind i mine ører med høj røst, idet han sagde: ’Lad dem der retter deres opmærksomhed mod byen nærme sig, hver med sit ødelæggelsesvåben i hånden!’“ — Ezekiel 9:1, NW.
2. Hvem var der ikke tænkt på med udtrykket „dem der retter deres opmærksomhed mod byen“, og hvilken opgave havde de mænd Jehova hidkaldte?
2 De der her ’rettede deres opmærksomhed mod byen’ var ikke medlemmer af Jerusalems bystyre. De mænd Jehova kaldte hid omfattede derfor ikke kong Zedekias, som dengang i 612 f.v.t. styrede Jerusalem og hele Juda rige. Kong Zedekias og hans fyrster forsøgte ikke at ødelægge Jerusalem. Tværtimod vendte de sig til Ægyptens Farao for at få ham til at komme og hjælpe med at redde byen. De mænd Jehova hidkaldte rettede ikke deres opmærksomhed mod byen for at styre den og bevare den, men for at tilintetgøre dens indbyggere med deres „ødelæggelsesvåben“. Det var ikke jøder der skulle komme. Hvem var det da?
3. Hvem så Ezekiel nu komme ind og stille sig ved alteret, og så de alle ens ud?
3 Lad os betragte dem sammen med Ezekiel, der videre siger: „Og se! der var seks mænd som kom fra den øvre port der vender mod nord, hver med sit knusningsvåben i hånden; og der var én mand iblandt dem, klædt i linned, med en sekretærs blækhorn ved hoften, og de begyndte at komme ind og stille sig ved siden af kobberalteret.“ — Ezekiel 9:2, NW.
4. Hvorfor var det et varsel at de syv mænd kom ind i templets forgård fra nord, og hvordan adskilte den ene sig fra de seks øvrige?
4 Som et varsel kom de ind fra nord, for det var fra den retning Babylons mægtige hære drog mod Jerusalem tre år senere, i 609 f.v.t. Ad den indre nordport i Jehovas tempel kom de ind i den indre forgård og stillede sig ved kobberalteret midt i forgården, men ikke for at frembære ofre til Jehova. Når de stod der ved alterets nordside kunne de uden tvivl ses af de femogtyve mænd der befandt sig mellem alteret og templets forhal og som bøjede sig i tilbedelse af solen mod øst. (Ezekiel 8:16, NW) De var syv i alt, og var således et fuldstændigt hold som kunne handle i forening. Men manden der var „klædt i linned“ adskilte sig fra de seks andre i klædedragt. Han kom også til at adskille sig fra dem på den måde at han blev sendt ud før dem.
5. Hvad var de „seks mænd“ åbenbart, og hvem repræsenterede de?
5 De „seks mænd“ i synet var åbenbart overnaturlige personer, ligesom materialiserede engle. Der siges ikke at de var babyloniere, selv om babylonierne blev brugt til at ødelægge det bogstavelige Jerusalem. Eftersom de „seks mænd“ hver havde et „knusningsvåben“ i hånden, repræsenterer de de himmelske eksekutionsstyrker der står under Jehovas kommando. De repræsenterer en himmelsk hær, soldater, om man så må sige. De kunne benytte babyloniske soldater som jordiske redskaber.
DEN DER SÆTTER MÆRKET I PANDEN
6. Hvad er manden der er „klædt i linned“, og hvilket spørgsmål opstår med hensyn til hans opgave?
6 Den syvende, manden der var „klædt i linned“, var af højere rang (det vil ikke sige af højere natur) end de „seks mænd“ der var bevæbnede. Ezekiel lagde mærke til at han havde „en sekretærs blækhorn“ ved hoften, åbenbart i bæltet. Men der siges ikke at han var „hærførerens skriver“ og at han således var knyttet til militære opgaver. (Jeremias 52:25) Han kunne være en fredelig statsskriver. (2 Samuel 8:17; 20:25; 1 Kongebog 4:3) Hvilken slags opgave bliver denne mand i linned sendt ud på i synet? Det fremgår af den befaling han får fra Jehova, der sidder på sin himmelvogn. Om dette siger Ezekiel:
7. Hvorfra råber Jehova til manden der er „klædt i linned“, og hvad pålægger han ham at gøre?
7 „Og med hensyn til Israels Guds herlighed blev den løftet op fra keruberne som den hvilede over, til husets tærskel, og han begyndte at råbe til manden der var klædt i linned og som havde en sekretærs blækhorn ved hoften. Og Jehova fortsatte med at sige til ham: ’Gå midt igennem byen, midt igennem Jerusalem og du skal sætte et mærke på de mænds pander der sukker og jamrer over alle de modbydeligheder der øves i dens midte.’“ — Ezekiel 9:3, 4, NW.
8. Hvad var „husets tærskel“ som Jehovas herlighed flyttede sig hen over, og hvilken slags opgave blev „manden der var klædt i linned“ sendt ud på?
8 Manden i linned sendes altså ud på en fredelig opgave, en livreddende opgave. Nu flyttede den guddommelige åbenbarelse sig bort fra stedet oven over den ærefrygtindgydende, islignende flade over de fire hjul og de fire keruber ved templets nordlige indgang. Hvorhen? „Til husets tærskel.“ (Ezekiel 8:3, 4; 9:3, NW) Det var ikke tærskelen til templets forhal, som de femogtyve soltilbedere stod foran. Det måtte rimeligvis være tærskelen til det inderste rum i templet, tærskelen til det allerhelligste hvor pagtens ark stod. På denne guldbetrukne arks guldlåg var der to guldkeruber som med udbredte vinger vendte front mod hinanden. Mellem eller over keruberne skinnede det mirakuløse shekinalys som et symbol på Guds nærværelse i det allerhelligste. (4 Mosebog 7:89) Fra dette sted over den indre tærskel i templet udstedte Jehova sine ordrer til „manden der var klædt i linned“. Han skulle gå igennem Jerusalem før de „seks mænd“. Med sin pen og sit blæk skulle han udføre et mærkningsarbejde.
HVEM DER MÆRKES I PANDEN, OG HVORDAN
9. Hvem var i fare, og hvem ville Jehova have medynk med?
9 Alle i Jerusalem var i livsfare, for Jehova skulle til at ’handle i vrede’ og eksekvere sin dom over byen. Men til trods for sin berettigede vrede ville han have medynk med nogle af dens indbyggere. Med hvem? Med dem der ikke brød sig om de vederstyggeligheder der blev øvet i Jehovas tempel og de voldshandlinger som de troløse religionsudøvere fyldte landet med. (Ezekiel 8:17, 18) Der fandtes mænd der ’sukkede og jamrede over alle de modbydeligheder der blev øvet’ i Jerusalem.
10. Hvad måtte „manden der var klædt i linned“ gøre for at udføre sin opgave i forbindelse med dem Jehova ville vise medynk?
10 På alle disse skulle manden med blækhornet ved hoften sætte et mærke i panden, hvor det tydeligt kunne ses. For at kunne gøre dette måtte den linnedklædte mand gå fra hus til hus, fra hjem til hjem, for at finde mænd der græmmede sig over den måde deres Gud Jehova blev krænket på. For at disse mænd der sukkede og jamrede, kunne blive skilt ud fra dem der krænkede Gud, måtte de mærkes i panden. Dette mærke ville vise at de var sande tilbedere af Jehova.
11. Hvilken værdi ville der ligge i at have dette mærke der blev sat med blæk i panden, ifølge Jehovas befaling til de „seks mænd“?
11 Hvilken værdi ville der ligge i dette mærke som blev sat med blæk i panden på de rene tilbedere af den eneste levende og sande Gud? Det bliver vi klar over når vi hører hvilken befaling Jehova dernæst gav de „seks mænd“ der var bevæbnet med knusningsvåben. Profeten Ezekiel fortæller hvad han hørte: „Og til de andre hørte jeg ham sige: ’Gå efter ham ud gennem byen og hug ned! Vis ingen medynk eller skånsel! Oldinge og ynglinge, jomfruer, børn og kvinder skal I hugge ned og udrydde; ingen af dem, der bærer mærket, må I røre! Begynd ved min helligdom!’“ — Ezekiel 9:5, 6.
12. Hvorfor var det naturligt at mærket skulle sættes i panden, i betragtning af de seks mænds henrettelsesvåben, og hvem var skyld i at umærkede mindreårige børn blev dræbt?
12 Ifølge disse guddommelige instruktioner ville ingen israelit der var blevet mærket i panden, blive hugget ned af de „seks mænd“. Eftersom det redskab de umærkede israelitter skulle dræbes med var et „knusningsvåben“, blev det højst sandsynligt brugt til at knuse hovedskallen med på dem der fortjente døden. Det var derfor meget naturligt at Jehovas tilbedere skulle mærkes i panden, for de „seks mænd“ ville slå efter hovedet! Når de så at nogen havde et mærke i panden ville de undlade at knuse vedkommendes hoved. Ingen som havde krænket Jehova ville blive skånet, hverken på grund af alder eller køn eller fordi de var gift eller ugift. Umærkede forældre ville ikke få deres mindreårige børn mærket i panden. De ville således blive ansvarlige for deres små børns død, for de ti bud erklærede ganske tydeligt at „fædres brøde“ ville blive straffet på børnene „indtil tredje og fjerde led“. Forældre som var forsømmelige og undlod at opdrage deres børn i den rene tilbedelse af Jehova, ville blive skyld i at Guds retfærdige lov blev bragt i anvendelse over for deres mindreårige børn. — 2 Mosebog 20:5.
HVOR NEDHUGNINGEN BEGYNDER
13. Hvorfor følte de afgudsdyrkende israelitter sig i sikkerhed inde i den helligdom Jehovas navn var knyttet til, men hvilken befaling gav Jehova de „seks mænd“ med hensyn til at gøre templet urent?
13 Eftersom Jehova sagde: „Begynd ved min helligdom,“ behøvede de seks bevæbnede mænd ikke at vige tilbage ved tanken om at hugge folk ned inde i hans tempel. De afgudsdyrkende israelitter har måske følt at de var i sikkerhed i templet, for de mente at døde legemer gjorde Jehovas helligdom uren, mens deres falske tilbedelse ved hjælp af billeder ikke gjorde helligdommen uren. Men Jehova var veget langt bort fra den helligdom hans navn var knyttet til, og som et vidnesbyrd om dette ønskede han at helligdommen skulle gøres uren af ligene af dem der besmittede helligdommen med deres afgudsdyrkelse. Derfor siger Ezekiel om de „seks mænd“ med deres knusningsvåben: „Så begyndte de med de ældste, som stod foran templet. Og han sagde til dem: ’Gør templet urent, fyld forgårdene med dræbte og drag så ud!’ Og de drog ud og huggede ned i byen.“ — Ezekiel 9:6, 7.
14. Hvorfor var det at opholde sig på templets område ikke længere som at eje en beskyttende amulet? Hvem huggede de „seks mænd“ først ned, og hvem kom turen derefter til?
14 Det at opholde sig på Jehovas tempelhelligdoms område var altså ikke som at have en „Sankt Kristoffermedalje“ eller en amulet om halsen der kunne beskytte en mod at blive dræbt af Jehovas skarprettere. Det besmittede tempel var ikke længere en helligdom hvor religiøse hyklere kunne søge tilflugt. Hvordan gik det derfor de halvfjerds af „Israels hus’ ældste med Ja’azanja, Sjafans søn, i deres midte“ — de mænd der brændte røgelse for afgudsbilleder som var indridset på indervæggene i huset foran helligdommen? (Ezekiel 8:7-11) De var de første der blev hugget ned af de seks skarprettere. Så var der kvinderne der sad og „græd over Tammuz“. De fik også hjerneskallen knust. De „femogtyve mænd“ der var mellem forhallen og alteret og som tilbad solen kaldes ikke „ældste“, men de blev også dræbt af de „seks mænd“. (Ezekiel 8:14-16) På denne måde blev huset og templets forgårde gjort urene med dræbte. Ezekiel var den eneste der endnu var i live dér!
15. Hvilket spørgsmål har synet af nedhugningen på templets område måske rejst i Ezekiels tanker, og hvad råbte han?
15 Det blodige syn i templet har måske givet anledning til dette spørgsmål i Ezekiels tanker: Hvis der ikke skånes nogen på et sted så helligt som templet, hvordan vil nogen udenfor, i den verdslige by Jerusalem, da have mulighed for at bevare livet? Ezekiel fortæller hvordan han reagerede ved det indtryk begivenhederne gjorde på ham: „Men medens de huggede ned, og jeg var ene tilbage, faldt jeg på mit ansigt og råbte: ’Ak, Herre, [Jehova], vil du da tilintetgøre alt, hvad der er levnet af Israel, ved at udøse din vrede over Jerusalem?’“ — Ezekiel 9:8.
16. Hvorfor brugte Ezekiel udtrykket „hvad der er levnet af Israel“ i sit spørgsmål til Jehova mens denne udøste sin vrede over Jerusalem?
16 Skulle hele Israels nation nu udslettes? Der var ikke mere end en rest — „hvad der er levnet“ — tilbage af Israel, for assyrerne havde indtaget Israels ti-stammerige oppe mod nord og havde deporteret alle de overlevende til fjerne egne i det assyriske rige. Senere var babylonierne kommet og havde belejret Jerusalem og ført kong Jojakin og hans husstand og tusinder af andre jøder, deriblandt Ezekiel, i landflygtighed i Babylon. Ved tanken om at Jehovas løfter til gavn for hele menneskeheden var uløseligt forbundet med Israels nation, blev Ezekiel så bange at han faldt til jorden og råbte til Jehova.
17. Hvad svarede Jehova Ezekiel?
17 Ezekiel oplyser hvad Jehova svarede: „Så sagde han til mig: ’Israels og Judas hus’ brøde er meget, meget stor, og landet er fyldt med blodsudgydelse og byen er fuld af uærlighed; for de har sagt: „Jehova har forladt landet, og Jehova ser ikke.“ Og hvad mig angår, så vil mit øje ikke have ondt af dem, og jeg vil heller ikke vise medlidenhed. Deres vej vil jeg visselig bringe over deres eget hoved.’“ — Ezekiel 9:9, 10, NW.
18. Var Jehova i sin gode ret til nu at sende sine eksekutionsstyrker mod Israels og Judas hus uden at have ondt af dem og føle medlidenhed med dem? Begrund svaret.
18 Når vi uden at lade os lede af følelser betragter de onde ting Jehova her opregner, var han da ikke i sin gode ret til at sende sine eksekutionsstyrker mod ’Israels og Judas hus’ der havde krænket ham? Han havde længe vist at han havde ondt af dem og følte medlidenhed med dem, idet han gentagne gange havde sendt sine trofaste profeter for at advare dem, men de havde undladt at lytte og havde forfulgt og dræbt hans lydige talsmænd. Hvorfor skulle hans øje da have ondt af dem nu, og hvorfor skulle han vise medlidenhed nu? Nu var hans tid endelig inde til at lade straffen for „deres vej“ ramme hvor den skulle; deres egne ansvarlige hoveder måtte undgælde.
19. Hvordan kom det til at gå nøjagtig som Ezekiel havde set i synet, og hvordan bevidner Klagesangene der er skrevet af Jeremias at der ikke blev gjort forskel under nedhugningen?
19 Det kom til at gå nøjagtig som Ezekiel havde set i synet. Fem år senere, i 607 f.v.t., blev byen Jerusalem og dens tempel jævnet med jorden og Juda rige blev lagt øde. Blandt dem der blev hugget ned under og efter Jerusalems belejring var både „oldinge og ynglinge, jomfruer, børn og kvinder“. De babyloniske soldater tog ikke hensyn til hvem de dræbte. De viste ingen medynk. Hvordan de dødbringende forhold i den ’folkerige by’ berørte alle uden hensyn til alder, kan vi selv læse i Klagesangene som er skrevet af profetpræsten Jeremias, der i kraft af Guds beskyttelse overlevede Jerusalems ødelæggelse. Trods deres smukke poesi giver hans klagesange os et indtryk af de hjertegribende tilstande og begivenheder der plagede den dødsdømte by, hvor mødre endog kogte deres egne børn og spiste dem for at stille deres nagende sult. — Klagesangene 1:1, 4, 6, 15, 18; 2:10, 20, 21; 4:10, 4, 16; 5:11-14.
20, 21. Hvordan viser den historiske beretning at skarpretterne fulgte befalingen: „Begynd ved min helligdom“?
20 Der blev heller ikke vist nogen respekt for høj rang eller helligt embede. Jehovas befaling til skarpretterne lød: „Begynd ved min helligdom!“ (Ezekiel. 9:6) Ja, selv de øverste ved Jehovas tempel måtte se en voldelig død i møde fordi de ikke havde holdt hans helligdom fri for afgudsdyrkelse. At de og andre fremtrædende og ansvarlige mænd ikke undgik henrettelsen, fremgår af den sørgelige beretning i Anden Kongebog 25:18-21:
21 „Øversten for livvagten tog ypperstepræsten Seraja, andenpræsten Zefanja og de tre [tempel]dørvogtere; og fra byen tog han en hofmand, der havde opsyn med krigsfolket, og fem mænd, der hørte til kongens nærmeste omgivelser, og som endnu fandtes i byen, desuden hærførerens skriver, der udskrev folket fra landet til krigstjeneste, og dertil tresindstyve mænd af folket fra landet, der fandtes i byen — dem tog øversten for livvagten Nebuzar’adan og førte til Babels konge i Ribla; og Babels konge lod dem dræbe i Ribla i Hamats land. Så førtes Juda i landflygtighed fra sit land.“
22. Hvem af de overlevende efter Jerusalems ødelæggelse nød virkelig Guds beskyttelse, og hvilken slags arbejde må mærkningen af panderne være?
22 Dengang var der ingen indbygger i Jerusalem der havde et bogstaveligt mærke i panden som kunne gøre Jehovas skarprettere opmærksomme på at vedkommende skulle skånes. Der findes ingen beretning i Bibelen om at en bemyndiget Jehovas tjener gik midt igennem Jerusalem med pen og blæk og satte et mærke ’på de mænds pander, der sukkede og jamrede over alle de vederstyggeligheder, som øvedes i dets midte’. (Ezekiel 9:4) Profetpræsten Jeremias gjorde det ikke; profeten Ezekiel gjorde det heller ikke, for han var i landflygtighed i Babylon hele tiden mens Zedekias regerede som den sidste konge i Jerusalem. I harmoni med Guds løfte og som følge af hans beskyttelse var der nogle der undgik døden, for eksempel Jeremias’ sekretær Baruk, ætioperen Ebed-Melek og rekabitterne. (Jeremias 45:1-5; 39:15-18; 35:1-19) Men disse overlevende havde ikke rent bogstaveligt noget mærke af blæk på deres pande. Mærkningen af panderne som Ezekiel forudså, må derfor være et symbolsk arbejde.
23. Hvilken skikkelse er denne linnedklædte mand med sekretærens blækhorn, og hvor finder opfyldelsen af hans livreddende arbejde sted?
23 „Manden der var klædt i linned og som havde en sekretærs blækhorn ved hoften“ er ligeledes en profetisk skikkelse, og hans modbillede finder vi her i det tyvende århundrede i forbindelse med det modbilledlige utro Jerusalem, nemlig kristenheden. Og forbløffende nok er et arbejde som nøje svarer til det der blev udført af den linnedklædte mand med en sekretærs blækhorn ved hoften, blevet påbegyndt og udføres stadig i hele kristenheden i denne „endens tid“. Hvem er da i opfyldelsen denne mand som deltager i dette livreddende arbejde i hele det modbilledlige Jerusalem? Vi vil nu lade de historiske kendsgerninger tale for sig selv og vise hvem han er.
DEN DER I VOR TID SÆTTER MÆRKER I PANDERNE
24. Hvilken bog blev udgivet af Watch Tower Society i 1931, og hvem var manden med blækhornet et billede på, ifølge denne bog?
24 For ikke mange år siden, i 1931, blev der udgivet en bibelsk bog som på engelsk hed „Vindication“ og på dansk „Det store Opgør“. * Denne bog, der fik stor udbredelse i hele kristenheden, blev udgivet af Watch Tower Bible & Tract Society. Den indeholdt en forklaring af de første fireogtyve kapitler i Ezekiels profeti. Den klargjorde at profetien om „manden der var klædt linned“ ikke var blevet opfyldt på nogen enkelt mand der havde været i kontakt med kristenheden, for eksempel en mand som Charles Taze Russell, der var den første præsident for Watch Tower Bible & Tract Society og døde den 31. oktober 1916 og således afsluttede sin jordiske gerning som en kristen midt under den første verdenskrig. Om dette sagde Det store Opgør (bind 1), siderne 96, 97, under overskriften „Manden med Skrivetøjet“:
Jesus Kristus er den eneste Enkeltperson, som Gud nogen Sinde har overdraget en Gerning at udføre alene. Lige fra Begyndelsen af sin Virksomhed havde Jesus en synlig Organisation paa Jorden, og Apostlene, der i Fællesskab virkede under hans Ledelse, var til at begynde med denne synlige Organisation. Apostlene arbejdede i Enhed og Harmoni . . . Det bliver saaledes let at se, at Manden med Skrivetøjet staar som et Billede paa Herrens salvede Tjenerskare paa Jorden, dem, der hører med til Guds Organisation.
25. Hvor, hvornår og i overværelse af hvem blev denne bog udgivet, og hvilken resolution var blevet vedtaget fire dage før?
25 Ovennævnte bog blev udgivet om eftermiddagen den 30. juli 1931, efter at foredraget „Manden med Skrivetøjet“ var blevet holdt for de mange tusind der overværede de internationale bibelstudenters internationale stævne i Columbus, Ohio, U.S.A. Blot fire dage før dette, nemlig søndag eftermiddag den 26. juli, havde denne internationale forsamling enstemmigt vedtaget en resolution ifølge hvilken de antog det bibelske navn „Jehovas vidner“. — Esajas 43:1, 10-12.
26. Hvad viste de der vedtog denne resolution at de var, hvilken udsigt fyldte dem med glæde, og hvem fik de overdraget en opgave af?
26 Disse indviede og salvede disciple af Jesus erkendte således at de var kristne vidner for Jehova, mens profeten Ezekiel var et før-kristent vidne for Jehova. De var meget taknemmelige for at deres Gud, Jehova, tydeligt havde åbenbaret for dem hvilket arbejde de skulle gøre, sådan som det fremgik af Ezekiels syn af „manden der var klædt i linned og som havde en sekretærs blækhorn ved hoften“. De fyldtes med glæde over udsigten til at være med i arbejdet med at sætte et mærke i panden på dem der skulle skånes den dag Jehova eksekverer sin dom over det modbilledlige utro Jerusalem, nemlig kristenheden. Ved at udføre dette arbejde varetog de som en salvet skare den opgave der blev skildret af manden med blækhornet. Ja, den profetiske mand med blækhornet fandt sit nutidige modstykke i denne forenede skare af Jehovas salvede, indviede og døbte tjenere. Det var som om Jehova oppe fra sin vognlignende himmelske organisation fra det tidspunkt udtalte følgende befaling til denne nutidige ’mand med blækhornet’: „Gå midt igennem byen, igennem Jerusalem [et billede på kristenheden], og sæt et mærke på de mænds pander, der sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves i dets midte!“ — Ezekiel 9:4.
DE DER MÆRKES I PANDEN
27. Hvem skildres ved de mænd der sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder der øves i Jerusalem, og hvilket håb nærer de?
27 Hvem var de mænd der sukkede og jamrede over alle de religiøse vederstyggeligheder der blev øvet i og af kristenheden? Det var ikke medlemmer af den nutidige Ezekiel-skare, en skare indviede kristne der er salvet med Guds ånd. (Esajas 61:1-3) Det var ikke nogle som tilhørte den skare der udgjorde ’manden med blækhornet’, som også er den indviede, døbte og salvede skare af Jehovas forenede tjenere. Det var derfor ikke nogle som forventede at dø og at få en åndelig opstandelse til det himmelske domæne som åndelige børn af Gud og som medarvinger med Jesus Kristus til hans himmelske rige. Det var personer der var knyttet til kristenheden men som nærede oprigtig ærbødighed for det der hører Gud til og som var dybt bedrøvede over alle de ukristne lærdomme og handlinger de så i kristenheden, noget som alt sammen bragte skændsel over Guds hellige navn. Hvad håbet om evigt liv angik var de tilfredse med at leve på en renset jord med et genoprettet paradis, underlagt Guds himmelske rige. De ønskede at have Guds søn, Jesus Kristus, over sig som deres „gode hyrde“, og at gå i hans fodspor som hans disciple.
28. Hvordan omtalte Jesus sådanne mennesker i sin lignelse om den gode hyrde, og hvorfor har de nu behov for et symbolsk mærke i panden?
28 I sin lignelse om den gode hyrde gav Jesus til kende at han ville have en sådan hjord af mennesker med fårets sindelag på jorden. Han omtalte dem som sine „andre får“, idet han, efter at have omtalt ’folden’ med dem der ville blive hans medarvinger til det himmelske rige, videre sagde: „Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; også dem bør jeg lede, og de skal høre min røst; og der skal blive én hjord, én hyrde.“ (Johannes 10:16) Den skare der udgør ’manden med blækhornet’ omtaler også disse mennesker som ’de andre får’. Det er disse „andre får“ som lever her i „endens tid“ for kristenheden, der har behov for at få et mærke i panden så de kan blive skånet når Jehovas skarprettere, hans „seks mænd“, går igennem hele kristenheden for at tilintetgøre alle som ikke bærer noget mærke. — Ezekiel 9:5, 6.
MÆRKET
29. Hvordan ville det at de symbolske „andre får“ mærkes på denne måde svare godt til formålet med at visse personer i fortiden bar et mærke?
29 Hvori består det symbolske mærke der skal sættes på deres pande? I fortiden, på Ezekiels tid, var det almindeligt at de der tilbad en bestemt gud eller gudinde gav dette til kende ved sætte den pågældende guddoms mærke eller navn på deres pande. På samme måde fik trælle indbrændt navnet på deres ejer på panden, og måske også i hånden, så man tydeligt kunne se hvem de tilhørte. Det ville svare udmærket hertil at disse symbolske „andre får“ i dag mærkes på en sådan måde at det offentligt kan ses hvem de tilbeder som Gud og hvem de tilhører som åndelige trælle. Består „mærket“ da i at man har bibelkundskab i hovedet, og går mærkningsarbejdet ud på at fylde folks hjerner med bibelkundskab?
30. Hvorfor kan det symbolske mærke ikke bestå i bibelkundskab alene, som det fremgår af eksemplet med de fremtrædende mænd Nebukadnezar dræbte i Ribla efter Jerusalems ødelæggelse?
30 Ikke helt, selv om dette nok må være en vigtig side af sagen. Det afgørende er ikke hvad en religionsudøver har i hovedet, men hvad han gør i handling. Tænk på „ypperstepræsten Seraja, andenpræsten Zefanja og de tre dørvogtere“ som Babylons konge lod dræbe i Ribla efter ødelæggelsen af Jerusalem og dens tempel. (Jeremias 52:24-27) Alle disse fremtrædende mænd som tjente i templet havde den nødvendige kundskab fra Jehovas skrevne ord i hovedet, men hvad var de personlig? Til trods for al deres forstandsmæssige kundskab tillod de at frafaldne jøder øvede afguderiske vederstyggeligheder i det tempel der var indviet til den eneste levende og sande Gud, Jehova. De havde ikke ’sukket og jamret over alle de vederstyggeligheder’ der blev øvet i Jerusalem. På samme måde vil al den kundskab som kristenhedens gejstlige har fået hjernen fyldt med på de religiøse seminarier, ikke redde dem når Jehovas „seks mænd“ går igennem kristenheden med deres knusningsvåben. Det er således ganske tydeligt at „mærket“ ikke kan bestå i bibelkundskab alene.
31. Hvad er det symbolske mærke i virkeligheden, og hvilken guddommelig befaling om at skille sig ud har de der bærer mærket adlydt?
31 Det symbolske mærke er i virkeligheden et vidnesbyrd — der så at sige bæres til skue på personens utilslørede pande — om at vedkommende er en indviet, døbt discipel af Jesus Kristus og har en Kristus-lignende personlighed der adskiller ham fra alle hykleriske kristne. Der er ikke blot tale om at have et ydre skin af gudsfrygt, men om at bekræfte „dens kraft“ både i sit indre og udadtil ved at eje sand tro, der ledsages af gerninger som et bevis på troen. (2 Timoteus 3:5; Jakob 2:18-26) Dette synlige eller åbenbare „mærke“ gør det klart for Jehovas eksekutionsstyrker at de der bærer det, ikke ser med velvilje på alle de religiøse vederstyggeligheder der øves i ord og gerning midt i kristenheden som en fornægtelse af Kristi navn som den bærer. De har virkelig ’sukket og jamret’ over alle de gudvanærende ting der øves, og i protest mod dem har de forladt kristenheden og har opgivet ethvert medlemskab af den. De indser at kristenheden er en uadskillelig del af Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, og at de derfor må adlyde den guddommelige befaling der lyder: „Drag ud fra hende, mit folk!“ — Åbenbaringen 18:4; Esajas 52:11.
32, 33. Hvad går dette mærkningsarbejde således ud på, og hvordan viste Jesus dette i den befaling han gav efter sin opstandelse fra de døde?
32 Arbejdet med at sætte et mærke i folks pander, der udføres af den salvede rest af arvinger til Jehovas himmelske rige, må derfor nødvendigvis indbefatte mere end blot at bibringe folk bibelkundskab ved at give dem bibler og bibelsk læsestof som de selv kan læse og få det ud af som de nu har evner til. Arbejdet indbefatter også at hjælpe disse mennesker til at forstå det de læser og derpå at rette deres liv ind efter det de læser i Guds ord. Det vil sige at sådanne mennesker må undervises og have opbygget en virkelig kristen personlighed, en personlighed der er opbygget på Jesus Kristus som grundvolden og som er trofast mod alle de bibelske regler og principper der gælder for en Kristus-lignende adfærd. Efter sin opstandelse fra de døde gav Jesus sine apostle og disciple disse instruktioner:
33 „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at rette sig efter alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ — Mattæus 28:16-20, NW.
34. Siden hvornår har vi levet i „afslutningen på tingenes ordning“, og hvad er det rigtigt at gøre selv om man måske blot kan opnå en jordisk fremtid?
34 Der er tilstrækkeligt med beviser for at vi har levet i „afslutningen på tingenes ordning“ siden udløbet af „hedningernes tider“ i det tidlige efterår 1914. (Lukas 21:24) Mange mennesker føler i dag at det eneste fornuftige de kan gøre er blive et af ’de andre får’ som tilhører den gode hyrde, Jesus Kristus. Hvad må de gøre for at nå dette mål? De må adlyde Jesus som den gode hyrde og blive disciple af ham. Uanset om fårene tilhører den kongelige „lille hjord“ eller den anden fold, må de følge den ene Hyrde, der døde for at kunne give sin menneskesjæl for dem alle. Det vil sige at de der af Gud udpeges til at tilhøre ’de andre får’ her i „afslutningen på tingenes ordning“, må blive Jesu disciple og må døbes i vand og lære alt det han har befalet sine disciple at rette sig efter. (Lukas 12:32; Johannes 10:14-16) Eftersom Jesus er deres forbillede og han blev døbt i vand, må de ligeledes lade sig døbe som symbol på at de kommer til Gud for at gøre hans vilje. — Hebræerne 10:5-10; 1 Peter 2:21.
35. På grund af hvilken oplysning i Vagttaarnet i 1934 kunne mærkningsarbejdet begynde, og hvorfor havde man indtil dette tidspunkt ikke gjort nogen organiseret indsats for at indsamle ’de andre får’?
35 I overensstemmelse med dette bragte The Watchtower for 15. august 1934, tre år efter at Det store Opgør (bind 1) var blev udgivet på engelsk, artiklen „Jehovas Miskundhed“. (Vagttaarnet for 15. oktober 1934) I denne artikel blev det (på siderne 313, 314 i den danske udgave) tydeligt fremholdt at også ’de andre får’ her i vor tid skulle bestå af mennesker der havde indviet sig til Gud gennem Kristus og havde symboliseret deres uforbeholdne indvielse ved at lade sig døbe i vand, i lighed med Jesus. Dette markerer det tidligste tidspunkt hvor den salvede rest begyndte at udføre arbejdet med at sætte et mærke i panden på dem Gud ville skåne under ’den store trængsel’ der ville komme over kristenheden, det modbilledlige utro Jerusalem. Hvorfor? Fordi arbejdet i forbindelse med disse mennesker hidtil blot havde bestået i at bibringe dem bibelkundskab. (Mattæus 24:15-22; Markus 13:14-20) Men selv ikke på dette tidspunkt forstod man at nutidens „andre får“ svarede til ’den store skare’ der profetisk omtales i Åbenbaringen 7:9-17. Derfor havde man indtil dette tidspunkt ikke gjort nogen organiseret indsats for at indsamle ’de andre får’.
36. Hvad var det der i 1935 afgjort markerede at manden med blækhornet endelig var begyndt på sit arbejde, og hvem fremstillede sig nu for at indtræde i et indviet forhold til Gud gennem Kristus?
36 Det følgende forår indtraf der imidlertid en begivenhed som afgjort markerede at nutidens mand „der var klædt i linned og som havde en sekretærs blækhorn ved hoften“ endelig var begyndt på sit arbejde. Hvor indtraf denne begivenhed? Ved Jehovas vidners stævne i Washington, D.C., i De forenede Stater. Hundreder af mennesker som ikke følte sig berettiget til en himmelsk arv sammen med Kristus, fremstillede sig dér til vanddåben for at symbolisere at de havde besluttet at indtræde i et indviet forhold til Jehova gennem Kristus. Hvad var det der kraftigt havde tilskyndet dem til at gøre dette, med en massedåb til følge? Det var et foredrag som den daværende præsident for Watch Tower Bible & Tract Society havde holdt for stævnedeltagerne fredag eftermiddag den 31. maj 1935. I dette foredrag, der havde temaet „Den store Skare“, havde han forklaret Åbenbaringen 7:9-17 og havde vist at de der udgør den omtalte ’store skare’ ikke ville være en åndelig skare med et himmelsk håb under de 144.000 Jesu Kristi medarvinger. (Åbenbaringen 7:1-8) I stedet ville de udgøre en jordisk skare der havde håb om liv i et jordisk paradis, og ville således være identiske med den gode hyrdes Jesu Kristi, „andre får“. Dagen efter skulle dåben foregå.
37. Hvad skete der den næste dag under stævnet i Washington som et vidnesbyrd om at man ikke længere behøvede at tøve med at foretage og symbolisere en fuldstændig indvielse til Gud gennem Kristus?
37 Nu var der i sandhed ingen der behøvede at tøve med at indvi sig helt og fuldt til Jehova, gennem den gode hyrde Jesus Kristus, og underkaste sig vanddåben som et symbol på denne uforbeholdne indvielse. Det var derfor ikke overraskende at der næste dag, lørdag den 1. juni 1935, var 840 der lod sig døbe ved dette stævne i Washington, D.C. (Se The Golden Age, 17. juli 1935, side 655, spalte 2.)
38. Som hvad blev alle disse 840 kandidater døbt, og hvilken handling har siden haft mange deltagere ved Jehovas vidners forskellige stævner?
38 De blev døbt ved fuldstændig nedsænkning i vand som indviede disciple af Guds lam, Jesus Kristus, i lydighed mod befalingen i Mattæus 28:19, 20. De gennemgik denne dåb uden hensyn til om Jehova senere ville åbenbare for dem at han havde tildelt dem en plads i den „lille hjord“ af Kristi medarvinger eller havde bestemt at de skulle være „andre får“ som udgør ’den store skare’ i vor tid. Hvordan Lammet som hyrde vil lede denne ’store skare’ „andre får“ beskrives smukt i Åbenbaringen 7:16, 17. Dåbshandlinger hvor nyindviede i stort tal har ladet sig døbe, har siden fundet sted ved Jehovas vidners zonestævner, sektionsstævner, landsstævner og internationale stævner lige til nu.
39. Hvor mange er således blevet døbt siden den anden verdenskrig, hvis arbejde tager disse nu del i, og under tilsyn af hvem?
39 Siden den anden verdenskrigs afslutning i 1945 har over en million nyindviede i hele verden således ladet sig døbe som disciple af Jesus Kristus, den gode hyrde. Alene i tjenesteåret 1970 lod 164.193 sig døbe som et symbol på at de havde indviet sig Jehova, uden hensyn til hvor han vælger at anbringe dem i sin teokratiske organisation. Denne voksende ’store skare’ af døbte Kristi disciple hjælper nu ’manden med blækhornet’, den lille rest af Jesu Kristi 144.000 medarvinger som stadig befinder sig på jorden. Under tilsyn af den salvede rest deltager de i arbejdet med at sætte et mærke i panden på dem der „sukker og jamrer over de vederstyggeligheder“ der finder sted midt i kristenheden. Dette mærkningsarbejde foregår endog i lande uden for kristenheden.
40. Hvor mange områder virker Jehovas vidner nu i, og hvem bliver nu symbolsk mærket i panden foruden dem der tilhører kristenheden?
40 Ja, Jehovas vidner virker i 206 lande og områder rundt om på kloden. Mange som tilhører de ikke-kristne religioner hører den gode nyhed om Guds rige, tager imod den og forlader ikke-kristne religioner som svar på Jehovas opfordring til dem der gerne vil være hans folk om at drage ud fra det store Babylon, den falske religions verdensimperium. Ved at acceptere Kristi lære og ved at indvi sig og lade sig døbe i vand opfylder de også betingelserne for at kunne modtage mærket i panden som Jesu Kristi sande disciple.
41. Hvornår vil sådanne uden for kristenheden have brug for det symbolske mærke i panden, og hvorfor?
41 De vil behøve dette symbolske mærke for at blive skånet af Jehovas eksekutionsstyrker når det store Babylon, som kristenheden har været den fremtrædende del af tilintetgøres i den kommende ’store trængsel’. (Åbenbaringen 17:1 til 19:2) Hvis falske, hykleriske religionsudøvere inden for kristenheden der ikke er mærket i panden som sande kristne, ikke vil blive skånet, da vil alle umærkede personer uden for kristenheden naturligvis heller ikke blive skånet, for de er lige så lidt sande disciple af Kristus som de religiøse hyklere inden for kristenheden er det.
ARBEJDET BERETTES FULDFØRT
42. Hvad viser om mærkningsarbejdet i og uden for kristenheden vil blive fuldført, og hvad ville manden med blækhornet være blevet krævet til ansvar for hvis han ikke havde fuldført sit hverv?
42 I synet til profeten Ezekiel blev det livreddende arbejde med at mærke folks pande i den domfældte by Jerusalem bragt til afslutning. Derfor vil mærkningsarbejdet i dag, selv om det nu er foregået i over femogtredive år, lige så sikkert blive bragt til afslutning på hele jorden, både i og uden for kristenheden. At dette med sikkerhed vil ske fremgår af de næste ord i Ezekiels bog. Her får vi at vide hvorvidt manden der havde fået mærkningsarbejdet overdraget, fuldførte sin opgave: „Og se! manden der var klædt i linned og som havde blækhornet ved hoften, bragte bud tilbage og sagde: ’Jeg har gjort som du har befalet mig.’“ (Ezekiel 9:11, NW) Hvis manden havde undladt at fuldføre sit hverv, ville han være blevet krævet til ansvar for nedhugningen af de mænd hvis pander han ikke havde mærket skønt de ’sukkede og jamrede’ over forholdene. Han var i samme situation som Ezekiel, der ville være blevet draget til ansvar for de henrettede israelitters blod hvis han som vægter havde undladt at advare dem fra Jehova. — Ezekiel 3:17-21.
43. Hvad er den salvede rest af Jehovas tjenere besluttet på, og hvad fortsætter den derfor med?
43 I dag er den salvede rest af Jehovas tjenere besluttet på at være lige så trofast som den linnedklædte mand i synet. Med dette for øje fortsætter den, trods modstand og forfølgelse, med at gå fra hus til hus og at forelægge andre den gode nyhed om Guds rige for at komme i forbindelse med alle som „sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder“ der øves i og uden for kristenheden, ting der er vederstyggelige for Jehova, den eneste levende og sande Gud. Jesus Kristus profeterede: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ (Mattæus 24:14) Når „enden“ kommer og mærkningsarbejdet er fuldført, ønsker den salvede rest at kunne bringe bud tilbage til ham der har pålagt den opgaven, Jehova, og sige: „Jeg har gjort som du har befalet mig.“
44. Hvad er ’de andre får’ nu ivrige efter at gøre, hvorfor må de bevare „mærket“ på panden, og hvordan kan de gøre det?
44 ’De andre får’ der samarbejder med „resten“ og er med til at sætte et mærke på folks pander, er ikke mindre ivrige efter at forblive trofaste ved den salvede rests side, nutidens ’mand der er klædt i linned og som har en sekretærs blækhorn ved hoften’. For at blive skånet af Jehovas skarprettere, hans „seks mænd“, i den kommende ’store trængsel’, må disse „andre får“ bevare det symbolske mærke på deres pande så de „seks mænd“ ikke nærmer sig for at bruge deres våben mod dem. De kan bevare dette livreddende „mærke“ på deres pande ved at deltage loyalt og lydigt i mærkningsarbejdet sammen med den salvede rest der er klædt i Guds retfærdigheds symbolske linned. Da vil ’den store skare’ af disse mærkede „andre får“ være sikker på at ’komme ud af den store trængsel’ og få adgang til yderligere at tjene Jehova i hans nye tingenes ordning under Lammet Jesus Kristus. — Åbenbaringen 7:14, NW.
[Fodnote]
^ par. 24 Bogen er udgået af lager og genoptrykkes ikke.
[Studiespørgsmål]
