Kapitel 11

De selvsikre bliver til skamme

1. Hvem fik Ezekiel nu at se i synet ved templets østport, og hvad sagde de?

HVAD ser Ezekiel ske i sit næste syn? Han fortæller: „Så løftede Ånden mig og bragte mig til [Jehovas] hus’ østport, den, der vender mod øst. Og se, ved indgangen til porten var der femogtyve mænd, og jeg så iblandt dem Ja’azanja, Azzurs søn, og Pelatja, Benajas søn, folkets fyrster. Og han [Jehova] sagde mig: ’Menneskesøn! Det er de mænd, som pønser på uret og lægger onde råd op i denne by, idet de siger: „Er husene ikke nys bygget [er bygningen af huse ikke nær forestående, NW]? Byen er gryden, vi kødet!“’“ — Ezekiel 11:1-3.

2. Hvad er der at sige om disse femogtyve mænds identitet, og hvilke politiske handlinger pønsede de på?

² Her er åbenbart ikke tale om de femogtyve mænd som Ezekiel tidligere så tilbede solen mod øst i templets indre forgård, før der var givet befaling til at nedhugge de umærkede indbyggere i Jerusalem. (Ezekiel 8:16) Denne Ja’azanja, Azzurs søn, er heller ikke den samme som Ja’azanja, Sjafans søn, som Ezekiel så deltage i afgudsdyrkelse i en tempelbygning. (Ezekiel 8:11) De her nævnte femogtyve mænd siges at være „folkets fyrster“, altså verdslige fyrster og ikke religiøse fyrster der var tilknyttet templet. I dette år, 612 f.v.t., over tre år før babylonierne begyndte at belejre Jerusalem, havde kong Zedekias af Jerusalem øjensynligt endnu ikke gjort oprør mod babylonierkongen, som han havde underkastet sig og svoret troskab. (2 Krønikebog 36:11-13; 2 Kongebog 24:18 til 25:1) Men disse femogtyve „folkets fyrster“ pønsede sandsynligvis på at iværksætte et sådant oprør, for de ’lagde onde råd op i denne by’. Alligevel var de sikre på at intet ville skade dem.

3. Hvad sammenlignede disse femogtyve mænd sig selv og Jerusalems mure med, hvordan ræsonnerede de, og hvad måtte de nu have?

 ³ Disse intrigemagere, disse dårlige rådgivere for Jerusalems konge, sammenlignede byen med en stor gryde eller kedel, lavet af jern. Bymurene var uigennembrydelige, som siderne i en sådan metalgryde. Inden for disse mure ville de femogtyve fyrster være i sikkerhed, som kød der skal koges. De ville aldrig blive frataget deres ejendom, og var tiden derfor ikke inde til at bygge huse til permanent beboelse? De kunne sikre sig at blive boende permanent i byen ved at anmode Ægypten om hjælp mod kongen af Babylon. De troede ikke på det profetpræsten Jeremias forudsagde om Jerusalems kommende ødelæggelse. De måtte have en dobbelt advarsel om dette fra Jehova. „Profetér derfor imod dem,“ sagde Jehova til Ezekiel, „profetér, menneskesøn!“ — Ezekiel 11:4.

4. Hvilken funktion som Guds ånd har og som omtales i Andet Petersbrev 1:21, blev bekræftet af det der nu skete med Ezekiel?

⁴ Det der nu skete med Ezekiel bekræfter fuldt ud hvad den kristne apostel Peter senere skrev: „Aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud.“ (2 Peter 1:21) Læg mærke til hvad Ezekiel fortæller:

5. Hvordan benyttede Jehova det samme billede som de femogtyve mænd havde brugt, men med modsat resultat for dem?

⁵ „Så faldt [Jehovas] Ånd på mig, og han sagde til mig: Sig: Så siger [Jehova]: Således taler I, Israels hus; jeg kender godt, hvad der stiger op i eders ånd. Mange har I dræbt i denne by; I har fyldt dens gader med dræbte. Derfor, så siger den Herre [Jehova]: De, som I dræbte og henslængte i dens midte, de er kødet og byen er gryden; men eder vil jeg føre ud af den.“ — Ezekiel 11:5-7.

6. Hvorfor havde disse fyrster dræbt så mange, og hvem var det der skulle forblive i den symbolske gryde?

⁶ I et forsøg på at sikre deres fortsatte forbliven i Jerusalem havde disse ægyptisk-venlige fyrster dræbt dem der gik ind for at man stadig underkastede sig Babylon. Hvis Jerusalem skulle sammenlignes med en gryde, var det disse dræbte der skulle blive i den, på byens område, og ikke slæbes ud af den af babylonierne. De skulle være som kødet i kedelen. Jerusalems mure ville derimod ikke være som en beskyttende metalgryde for de ægyptisk-venlige  fyrster og mordere. Det var dem der skulle føres ud af babylonierne. De huse de havde bygget, måtte de efterlade tomme.

7. Hvad skulle der ske med disse fyrsters nyopførte huse, og hvad havde de grund til at frygte med hensyn til Ægyptens evne til at holde Babylon tilbage?

⁷ Ødelæggelsen ved ild, symboliseret ved de „glødende kul“ som den linnedklædte mand strøede ud over byen, ville med sikkerhed nå deres nyopførte huse og hele byen Jerusalem. (Ezekiel 10:2-7) Hvis deres intriger lykkedes og de fik kong Zedekias til at bryde sin ed og gøre oprør mod Babylon, havde de god grund til at frygte at Babylons konge ville komme tilbage mod Jerusalem med straffens sværd. Ikke engang militærmagten Ægypten ville være stærk nok til at holde Babylons konge tilbage. Derfor måtte Ezekiel videre sige til disse fyrster der pønsede på uret:

8. Hvilket redskab sagde Jehova at han ville bringe over dem, og i hvilket område ville han dømme dem?

⁸ „I frygter for sværd, og sværd vil jeg bringe over eder, lyder det fra den Herre [Jehova]. Jeg vil føre eder ud af den og give eder i fremmedes hånd, og jeg vil holde dom over eder. For sværd skal I falde; ved Israels grænse vil jeg dømme eder. Og I skal kende, at jeg er [Jehova]. Byen skal ikke være eder en gryde, og I skal ikke være kødet deri; ved Israels grænse vil jeg dømme eder. Og I skal kende, at jeg er [Jehova], hvis vedtægter I ikke fulgte, og hvis lovbud I ikke levede efter, hvorimod I levede efter eders nabofolks lovbud.“ — Ezekiel 11:8-12.

9. Hvad ville Jehova bruge til at eksekvere sine domme med, og hvor i landet skulle dette foregå?

⁹ De selvsikre intrigemageres store forhåbninger skulle blive til skamme. Det var Jehovas dom der skulle eksekveres over dem, men det skulle gøres med ’sværdet’ i de „fremmedes“ hånd. Mange af dem ville falde for dette straffekrigens „sværd“. De overlevende ville ikke være sikre inden for Jerusalems mure. Byens mure ville ikke være som en jerngrydes uigennemtrængelige sider der ydede „kødet“ sikker beskyttelse. Jerusalems mure ville blive gennembrudt, og de overlevende oprørere og intrigemagere ville blive ført ud som fanger for at blive dømt. Disse ynkelige overlevende skulle slæbes bort fra Juda riges område, for Jehova havde sagt at han ville dømme dem „ved Israels grænse“. I det nordlige hjørne af det område kong David havde underlagt  sig, nemlig i Ribla i nærheden af Hamat, ville Jehova lade dem henrette ved hjælp af babylonierkongens „sværd“. Om dette oplyser Jeremias 52:24-27:

10. Hvad fortæller Jeremias 52:24-27 om denne domsfuldbyrdelse?

¹⁰ „Øversten for livvagten tog ypperstepræsten Seraja, andenpræsten Zefanja og de tre dørvogtere; og fra byen tog han en hofmand, der havde opsyn med krigsfolket, og syv mænd, der hørte til kongens nærmeste omgivelser, og som endnu fandtes i byen, desuden hærførerens skriver, der udskrev folket fra landet til krigstjeneste, og dertil tresindstyve mænd af folket fra landet der fandtes i byen — dem tog øversten for livvagten Nebuzar’adan og førte til Babels konge i Ribla; og Babels konge lod dem dræbe i Ribla i Hamats land. Så førtes Juda i landflygtighed fra sit land.“

11. Hvad var Jehovas hensigt med at lade babylonierne behandle hans folk så hårdt, og hvilken forbindelse havde denne hensigt med den mosaiske lovpagt?

¹¹ Hvad var Jehovas hensigt med at udsætte sit udvalgte folk for så hård og ubarmhjertig en behandling fra de ’fremmede’ babylonieres side? „Og I skal kende, at jeg er [Jehova],“ lyder hans svar. To gange lige efter hinanden erklærer han hvad hans hensigt er. Hans udvalgte folk prøvede at ignorere ham, og han måtte med magt vise at han ikke havde løst det fra den hellige pagt det havde indgået med ham for længe siden gennem profeten Moses. Den mosaiske pagt skulle fortsat stå ved magt i næsten 639 år efter Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t., eller lige til foråret 33 e.v.t. Han måtte tvinge israelitterne til at indse at han stadig krævede dem til regnskab hvis de ikke overholdt deres forpligtelser i denne tosidede pagt. Skønt han var usynlig fordi han var ånd, skulle han ikke behandles som om han ikke eksisterede. Han var Jehova, den Gud til hvem deres forfædre ved Sinaj bjerg i Arabien flere gange havde sagt: „Alt, hvad [Jehova] har sagt, vil vi gøre!“ (2 Mosebog 19:1-8; 24:1-7) Jehova ville på denne måde demonstrere for hele skabningen i himmelen og på jorden at han trofast overholder sin del af enhver højtidelig overenskomst eller pagt.

12. Hvad havde Jehova gjort for at de kunne vide at det var ham der greb ind og hvorfor han måtte gribe ind?

¹² Da Jehova ved sine profeter forud havde advaret israelitterne om disse konsekvenser hvis de brød deres pagt med ham,  vidste de at det var Jehova selv der handlede når disse forudsagte ting virkelig ramte dem. Hans ord var utvetydige da han forklarede dem grunden til at han måtte eksekvere disse domme over dem. Han sagde: „Ved Israels grænse vil jeg dømme jer, og I skal kende at jeg er Jehova.“ Hvorfor? „Fordi I ikke vandrede efter mine forordninger og I ikke handlede efter mine domme, men I har handlet efter de nationers domme der er rundt om jer.“ — Ezekiel 11:11, 12, NW.

HVORFOR KRISTENHEDEN HELLER IKKE VIL UNDGÅ AT LÆRE HAM AT KENDE

13. I hvilke retninger hævder kristenheden at den er som fortidens Israel, og hvordan bør den derfor vente at blive behandlet, trods sit hykleri?

¹³ Vor tids kristenhed har ikke taget ved lære af dette advarende eksempel fra historien. Uanset hvordan den ser på det i dag, har den hævdet at den ligesom fortidens Israel er med i en højtidelig overenskomst eller pagt med Bibelens Gud. De eksemplarer af Bibelen som den har trykt og udbredt i hundredmillionvis på over tusind sprog, godtgør at hans guddommelige navn er Jehova eller Jahve. Blot hævder den at dens mellemmand mellem denne Gud og menneskene er Jesus Kristus, Guds søn, og at dens pagt med Gud er den nye pagt. (Jeremias 31:31-34; Lukas 22:20; 1 Timoteus 2:5, 6) I alt dette er kristenheden hyklerisk. Alligevel kræver Jehova Gud den til regnskab for dens krav og påstande, og han må behandle den derefter. Han har ikke i sinde at lade den optræde så skændigt som den gør, idet den giver hele verden et forkert billede af ham, uden til sidst at afsløre den som en hykler og straffe den efter fortjeneste.

14. Hvad vil kristenhedens påståede mellemmand ikke gøre for den under dommen, og hvad skal hele menneskeheden kende?

¹⁴ Kristenhedens påståede mellemmand, Jesus Kristus, vil ikke trygle Gud om at vise den barmhjertighed. Den skal af smertelig erfaring lære at han er Jehova. Ja, hele menneskeheden skal kende at han ikke svarer til det billede kristenheden har givet af ham.

15. Hvordan har kristenheden tilsidesat Esajas 31:1 med hensyn til at knytte forbindelser, og hvad vil den erfare med hensyn til den symbolske jerngryde?

¹⁵ I lighed med fortidens Israel har kristenheden foretrukket at knytte sine egne forbindelser med denne verden. Den har ikke sat sin lid til den nye pagts Gud. I sin mangel på tro har den ikke givet agt på den guddommelige advarsel vi læser i Esajas 31:1: „Ve dem, som går ned til Ægypten om hjælp og slår lid til heste,  som stoler på vognenes mængde, på rytternes store tal, men ikke ser hen til Israels Hellige, ej rådspørger [Jehova].“ Kristenhedens religiøse ledere har måske følt at de er som ’kødet i gryden’, at de er i sikkerhed bag kristenhedens beskyttende mure og forsvarsværker. Men vil de verdslige elementer i nutidens Ægypten den verdslige tingenes ordning i vor tid, være i stand til at redde den når Jehovas domme eksekveres over den? Nej! Dens forsvar, dens symbolske mure, vil bryde sammen når Jehovas skarpretter angriber. Dens selvsikre ledere som sætter deres lid til menneskeskabt sikkerhed i deres ’jerngryde’, vil afgjort blive ført ud og blive hugget ned med „sværdet“, Jehovas henrettelsessværd.

16. Hvad er det vigtigt at enhver der er medlem af en kirke eller støtter kristenheden moralsk, spørger sig selv om, i betragtning af faren ved at have forbindelse med kristenheden?

¹⁶ Befinder religiøst indstillede mennesker sig derfor ikke i en farlig situation over for Gud hvis de fortsætter som medlemmer af kristenheden eller bevarer en nær tilknytning til den på en slags „økumenisk“ basis? Det er nu vigtigere end nogen sinde at enhver der er medlem af en kirke eller støtter kristenheden moralsk, spørger sig selv: ’Når Gud om kort tid gennemfører sin erklærede hensigt, at man skal kende at han er Jehova, og eksekverer sin dom over kristenheden, vil jeg da blive tilintetgjort sammen med den?’ Dette spørgsmål er ikke akademisk eller teoretisk; det er et realistisk og praktisk spørgsmål som er yderst aktuelt!

17. Hvilken grund kan Jehova anføre for at udslette kristenheden, ligesom dengang han ødelagde fortidens Jerusalem?

¹⁷ Ethvert oprigtigt menneske kan selv sammenligne det Bibelen siger om sand kristendom, med det kristenheden har antaget som sine religiøse forordninger. Da vil han opdage at Jehova kan anføre den samme grund for at udslette kristenheden som han anførte da han ødelagde Jerusalem i 607 f.v.t. Hvilken grund? Jehova sagde: „Fordi I ikke vandrede efter mine forordninger og I ikke handlede efter mine domme, men I har handlet efter nationers domme der er rundt om jer.“ (Ezekiel 11:12, NW) Kan vi undgå kristenhedens tilintetgørelse hvis vi følger den på denne kurs?

18. Hvilken pludselig begivenhed viste at ødelæggelsen kommer fra Jehova, og hvad betragtede Ezekiel denne begivenhed som et tegn på, efter hans råb at dømme?

¹⁸ At ødelæggelsen kommer fra Jehova der sidder på tronen på sin vognlignende himmelske organisation, fremgår af det profeten  Ezekiel oplevede i forbindelse med de femogtyve mænd der lagde råd op som blev til ulykke for Jerusalem: „Men medens jeg profeterede således, døde Pelatja, Benajas søn. Da faldt jeg på mit ansigt og råbte med høj røst: ’Ak, Herre, [Jehova], vil du da helt udrydde Israels rest?’“ (Ezekiel 11:13) Hvad var det der fik fyrsten Pelatja til at falde død om i dette syn efter at Ezekiel havde profeteret og forkyndt dommen for de femogtyve „folkets fyrster“? At dømme efter det profeten Ezekiel råbte i sin frygt, anså han det for at være en direkte domsfuldbyrdelse fra Jehova. Han betragtede det som et tegn, ikke blot på at de andre fireogtyve fyrster snart skulle dø, men også på at hele „Israels rest“ inden længe skulle udryddes. Han bestred imidlertid ikke Guds ret til at udrydde dem alle.

19. Hvilken frygt som religiøst indstillede mennesker i dag nærer, svarer til det Ezekiel råbte? Hvilket spørgsmål opstår med hensyn til religionens fremtid, i betragtning af kommunisternes holdning?

¹⁹ Ligesom Ezekiel frygtede for at hele Jehovas pagtsfolk skulle blive udslettet under den ødelæggelse der truede Jerusalem, sådan kunne der opstå frygt i hjertet hos religiøst indstillede mennesker, som ikke skelner mellem kristenheden og sand kristendom. Deres forskrækkede spørgsmål kunne lyde således: ’Hvis Jehova i den kommende „store trængsel“ over den nuværende tingenes ordning udsletter hele kristenheden og alle dens verdslige forbundsfæller, vil det da betyde at den sande kristendom udslettes?’ De kommunistiske elementer og andre radikale elementer som tilhører denne tingenes ordning og hader Bibelens kristendom, ville ønske det gik sådan og ville gerne være med til at udvirke det. De ønsker ikke alene at få udryddet kristenhedens hykleriske kristendom, men også den rene gudsdyrkelse, den sande kristne tilbedelse af den suveræne Herre Jehova. (Jakob 1:27) Vil disse irreligiøse radikale elementer erfare den glæde at se dette gennemført, sådan at det er en velbegrundet frygt nogle religiøse mennesker nærer?

KRISTENHEDEN ØDELÆGGES, IKKE KRISTENDOMMEN

20, 21. Hvem alene kunne besvare Ezekiels ængstelige spørgsmål, og hvad lovede han at blive for Ezekiels landflygtige brødre der havde ret til at få noget købt tilbage?

²⁰ Ezekiels ængstelige spørgsmål kunne kun besvares af Jehova, hvis pagt var blevet brudt af Israels hus. Hans svar til Ezekiel belyser  hvordan det vil gå den sande kristendom her i „endens tid“. Ezekiel giver os det guddommelige svar idet han nu skriver:

²¹ „Og Jehovas ord vedblev med at komme til mig, og det lød: ’Menneskesøn, hvad dine brødre angår, dine brødre, de mænd der bekymrer sig om din ret til at købe tilbage, og hele Israels hus, ja, det hele, er dem til hvem Jerusalems indbyggere har sagt: „Gå langt bort fra Jehova. Os tilhører det; landet er blevet givet os som ejendom“; sig derfor: „Sådan har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Selv om jeg har ført dem langt bort blandt nationerne, og selv om jeg har spredt dem blandt landene, vil jeg dog blive dem en helligdom en ringe tid [i ringe måde, fodnote i 1971-udgaven] blandt de lande de er kommet til.’“’“ — Ezekiel 11:14-16, NW.

22. Hvilke landflygtige kunne udtrykket „hele Israels hus, ja, det hele“ omfatte, og hvordan var spørgsmålet om at købe noget tilbage aktuelt for disse landflygtige?

²² Dette guddommelige løfte gjaldt Ezekiel selv og dem der var i landflygtighed sammen med ham i Babylon, hundreder af kilometer fra Jerusalem. De var Ezekiels israelitiske brødre. Det var dem der i 617 f.v.t. var blevet ført langt bort blandt nationerne og var blevet spredt blandt landene på grund af Jehovas dom. De var således blevet tvunget til at forlade deres arvelod i Israels land. Foruden disse kunne Jehovas udtryk „hele Israels hus, ja, det hele“ omfatte de israelitter der var blevet ført i landflygtighed af assyrerne tilbage i 740 f.v.t. (2 Kongebog 17:6-18; 18:9-12) Ifølge Guds lov i Tredje Mosebog 25:13-38 kunne en arvelod i Israel der blev solgt til en fremmed indbygger købes tilbage til den jordløse israelit af en nær israelitisk slægtning før jubelåret, og på denne måde kunne den oprindelige jordbesidder få sin gudgivne ejendom tilbage. Men viste Jerusalems indbyggere på Ezekiels tid en løsers kærlige ånd over for deres landflygtige brødre der var spredt i hele det babyloniske imperium?

23. Viste Jerusalems indbyggere en løsers kærlige ånd over for deres landflygtige brødre? Hvad røbede deres tale og planer?

²³ Ikke ifølge den måde hvorpå Jehova beskrev disse jøder der stadig boede i Jerusalem og Judas land. De ønskede ikke at deres uheldigt stillede brødre skulle vende tilbage fra landflygtighed i Babylon og atter tage deres ejendom i Israels land i besiddelse. De var glade for at se deres brødre tvunget så langt bort fra Jehova som muligt, for at de selv kunne råde over al jorden i Israels  land, hvor Jehova formodedes at være. De følte at de nu havde fået hele landet i eje ved det guddommelige forsyns hjælp. Ligesom Pelatja, Benajas søn, følte de at de var sikre i landet og at tiden var inde til at bygge huse deri til permanent beboelse. De følte sig sikre og trygge, som kød i en gryde. (Ezekiel 11:1-3, 13) De manglede broderkærlighed og var uvillige til atter at dele det gudgivne land med deres brødre hvis de vendte hjem fra landflygtigheden.

24. Hvordan havde Jehova andet i sinde, og hvad lovede han at blive for de landflygtige?

²⁴ Men Jehova havde andet i sinde. Han var ikke indstillet på at begunstige disse jordbegærlige indbyggere i Jerusalem og Juda ved at lade dem blive boende i landet på bekostning af deres brødre i landflygtigheden. De angrende blandt de landflygtige var han derimod indstillet på at vise barmhjertighed og gunst. Under deres landflygtighed blev han „dem en helligdom en ringe tid [i ringe måde, fodnote i 1971-udgaven] blandt de lande de er kommet til“. (Ezekiel 11:16, NW) I den „ringe tid“ eller begrænsede periode deres landflygtighed varede, ville han være et helligt sted hvor de kunne søge tilflugt og være i sikkerhed og blive bevaret med henblik på hans gode hensigter med dem i fremtiden.

25. Hvordan kunne Jehova, foruden at være en „helligdom“ for disse landflygtige „en ringe tid“, også kun være det „i ringe måde“?

²⁵ Jehova ville blot være en sådan „helligdom“ i nogen udstrækning, eller „i ringe måde“, for så vidt som han ikke kunne beskytte dem mod alle fortjente følger af deres tidligere urette adfærd over for ham. Han havde ført dem i landflygtighed som en retfærdig gengældelse, og han ville ikke afkorte den tid han havde bestemt og forudsagt at de skulle opholde sig i Babylon. Det var derfor i begrænset omfang at han var en helligdom for dem. Men der skulle vises dem større barmhjertighed, sådan som han nu pålagde Ezekiel at forklare dem med disse ord:

26. Hvilken større barmhjertighed skulle der vises de landflygtige, sådan som Jehova nu pålagde Ezekiel at forklare dem?

²⁶ „Men derfor skal du sige: Så siger den Herre [Jehova]: Jeg vil samle eder sammen fra folkeslagene og sanke eder op i landene, hvor I er spredt, og give eder Israels jord. Derhen skal de komme og fjerne alle dets væmmelige guder og alle dets vederstyggeligheder; jeg giver dem et nyt hjerte og indgiver dem en ny ånd; jeg tager stenhjertet ud af deres legeme og giver dem et  kødhjerte, for at de må følge mine vedtægter og holde mine lovbud og gøre efter dem. Så skal de være mit folk, og jeg vil være deres Gud.“ — Ezekiel 11:17-20.

27. Hvad sagde Jehova derimod om de indbyggere i Jerusalem der ikke ønskede at få de landflygtige tilbage til Israels land?

²⁷ Men hvad med de indbyggere i Jerusalem og Juda som ikke ønskede at få de landflygtige tilbage til Israels land? Om disse selviske folk og fyrster sagde Jehova videre gennem Ezekiel: „Men hines hjerter holder sig til deres væmmelige guder og deres vederstyggeligheder; dem gengælder jeg deres færd, lyder det fra den Herre [Jehova].“ — Ezekiel 11:21.

28. Hvordan lod Jehova de ukærlige og begærlige smage frugten af deres vederstyggelige færd, og hvordan viste han barmhjertighed mod de angrende landflygtige?

²⁸ Idet Jerusalem og dens tempel blev ødelagt og Judas land blev lagt øde, lod Jehova i 607 f.v.t. disse pagtsbrydende, afgudsdyrkende jøder smage frugten af deres væmmelige og vederstyggelige færd. Med sit henrettelsessværd huggede han dem ned ved hjælp af de babyloniske ’fremmede’. Således mistede de „Israels jord“ som de så begærligt holdt fast ved. Men hvad med de landflygtige i det fjerne Babylon? I 537 f.v.t., efter at hele den fastsatte tid var gået, alle de halvfjerds år hvori Judas land skulle ligge øde, blev den angrende rest af disse landflygtige israelitter samlet sammen og ført tilbage til „Israels jord“. Dér gjorde Jehova for dem nøjagtig hvad han havde lovet gennem sin profet Ezekiel. På denne måde bekræftede han at de var hans folk og han var deres Gud. Jerusalem blev genopbygget og der blev rejst et nyt tempel hvor det gamle havde ligget.

SKAL KRISTENHEDEN GENREJSES?

29. Er dette et billede på at kristenheden skal genrejses efter Harmagedon, og hvilken misforståelse med hensyn til kristenheden må rettes her?

²⁹ Hvad var dette et billede på i vor tid? Kan det virkelig betyde at kristenheden, der bliver udslettet i den kommende ’store trængsel’, skal genrejses på jorden på et tidspunkt efter „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon? (Mattæus 24:21, 22; Åbenbaringen 16:14-16) Nej, det kan det ikke betyde! Vi må her rette enhver misforståelse med hensyn til hvad kristenheden er. Dens kirkemedlemmer går måske ud fra at kristenheden betyder Kristi rige og altså er det samme som Kristi  rige. Men sådan forholder det sig ikke, og derfor kan der ikke være tale om en sand kristenhed og en falsk kristenhed.

30, 31. Hvilken større religiøs organisation har kristenheden altid været en del af, og hvad siger Åbenbaringen 18:21 til 19:3 om denne større organisation?

³⁰ Der findes kun den samme kristenhed, og det er en falsk, hyklerisk religiøs organisation. Lad os aldrig glemme at kristenheden er og altid har været en del af det Bibelen kalder Babylon den Store, det vil sige den falske babyloniske religions verdensimperium. Kristenheden er den folkerigeste og stærkeste del af det store Babylon. Den vil lige så lidt blive genrejst på jorden som resten af Babylon den Store. Om det store Babylon, ja hele Babylon, også kristenheden, læser vi disse ord i Åbenbaringen 18:21 til 19:3:

³¹ „Og en vældig engel tog en sten af størrelse som en stor møllesten og kastede den i havet og sagde: ’Således skal Babylon, den store by, styrtes hovedkulds ned og aldrig findes mere.’ . . . ’Halleluja!’ Og røgen fra hende stiger op i evighedernes evigheder.“ — Se også Jeremias 51:58-64.

32. Vil kristenhedens ødelæggelse betyde at Jehovas rene religion bliver taget bort fra jorden? Hvad kommer ind i billedet her, noget religiøst der har udfoldet sig på jorden siden 1919?

³² Den fuldstændige ødelæggelse af kristenheden sammen med resten af Babylon den Store rører overhovedet ikke Guds sande kristne religion på jorden; hans rene, ubesmittede religion bliver ikke taget bort fra jorden. Sandheden er at kristenhedens tilintetgørelse vil efterlade en levende og blomstrende kristendom, en sand kristendom der fremtræder i strålende renhed under Guds beskyttelse. Denne kristendom har nu udfoldet sig mere og mere på jorden siden året 1919. Blandt hvem, siden det ikke er i kristenheden? Blandt den indviede, døbte og salvede rest af Jehovas tilbedere. Det er dem den landflygtige profet Ezekiel var et billede på.

33. På hvem har Jehova her i det tyvende århundrede opfyldt sin profeti ved Ezekiel om at indsamle sit folk og give det „Israels jord“, og hvordan er det sket?

³³ Ja, det er på dem Jehova har opfyldt sin profeti ved Ezekiel om at indsamle sit folk fra dets adsplittede tilstand og give det „Israels jord“ her i „endens tid“. (Ezekiel 11:17-20) Disse indviede tilbedere, der er salvet med Jehovas ånd, blev ført i ’babylonisk’ fangenskab og landflygtighed under verdenskrigen fra  1914 til 1918 og gennemgik da en alvorlig tugtelse. Deres åndelige tilstand og deres udsigter til at blive genoplivet i Guds tjeneste blev skildret og forudsagt i et syn som Ezekiel fik omkring 606 f.v.t., efter Jerusalems ødelæggelse. Det var et syn hvori han så en dal fuld af tørre ben og så hvordan de blev gjort levende igen. (Ezekiel 37:1-28; 33:21, 22; 32:1) I foråret 1919 blev den trofaste salvede rest af Jehovas kristne tilbedere udfriet fra den babyloniske trældom og kastede Babylons lænker af sig, hvorved den blev ført tilbage til det åndelige Israels symbolske „jord“. At det åndelige Israels øde „jord“ således skulle tages i besiddelse igen, blev også forudsagt efter Jerusalems ødelæggelse, i kapitel seksogtredive i Ezekiels profeti.

34. Hvordan har Jehova yderligere renset de salvede åndelige israelitter siden 1919?

³⁴ Efter at disse salvede åndelige israelitter blev udfriet fra den babyloniske trældom i 1919, har Jehova yderligere renset dem. Under ledelse af hans hellige ånd har medlemmerne af den genrejste rest gjort nøjagtig som han forudsagde: „Derhen skal du komme og fjerne alle dets væmmelige guder og alle dets vederstyggeligheder.“

35. Ifølge hvilket løfte har Jehova givet de genrejste en bedre åndelig hjertetilstand, og hvilket arbejde som er skildret i Ezekiels syn har de udført?

³⁵ Med dette for øje har Jehova givet dem en bedre åndelig hjertetilstand, som han forudsagde: „Jeg giver dem et nyt hjerte og indgiver dem en ny ånd; jeg tager stenhjertet ud af deres legeme og giver dem et kødhjerte, for at de må følge mine vedtægter og holde mine lovbud og gøre efter dem. Så skal de være mit folk, og jeg vil være deres Gud.“ (Ezekiel 11:18-20) Det er disse rensede, salvede tilbedere af Jehova Gud der, som skare betragtet, opfylder det profetiske billede af „manden der var klædt i linned og som havde en sekretærs blækhorn ved hoften“. I denne egenskab sætter de et mærke i panden på dem der vil blive skånet når kristenheden rammes af den brændende ødelæggelse fra Jehova, der sidder på himmelvognens trone.

36. Hvem nyder nu Jehovas gunst sammen med den genrejste rest?

³⁶ De der mærkes i panden for at blive bevaret under den kommende ’store trængsel’ over kristenheden, nyder nu Jehovas gunst sammen med den genrejste salvede rest af åndelige israelitter på det åndelige Israels symbolske „jord“.

37. Hvorfor har dette krævet at ’den store skare’ der er blevet indsamlet siden 1935 har måttet ændre hjerte, hvordan har den gjort det, og i hvilket livreddende arbejde har den bistået den salvede rest?

 ³⁷ Især siden 1935 er den stadig voksende ’store skare’ mennesker med fårets sindelag blevet indsamlet til dette symbolske sted i samfund med den salvede rest af Jehovas kristne vidner. * De har også måttet lade kristenhedens og resten af det store Babylons væmmelige og vederstyggelige ting bag sig for at kunne tage den rene, ubesmittede tilbedelse af den eneste levende og sande Gud op. Derfor har de måttet ændre hjerte. I deres livsførelse er det kommet tydeligere og tydeligere til udtryk at de også er indviede tilbedere af Jehova som Gud. Indtil nu har de i høj grad bistået den salvede åndelige rest i arbejdet med at sætte et symbolsk mærke i panden på alle som søger den sande gudsdyrkelse.

VOGNEN FLYTTES TIL ET OBSERVATIONSSTED

38. Hvem bruger Jehovas eksekutionsstyrker deres våben imod når hans tid er inde, og hvorfra, så at sige, kan han iagttage det livreddende arbejde mens det fortsætter?

³⁸ Det er ikke mod dem der er blevet mærket Jehovas himmelske eksekutionsstyrker vil bruge deres ødelæggelsesvåben når hans tid er inde, men mod alle dem der vedblivende er knyttet aktivt til og ser med velvilje på kristenheden og hele den øvrige del af det store Babylon. Han iagttager og leder det livreddende arbejde fra et godt observationssted. (2 Peter 3:9-14) Det er som om hans vognlignende himmelske organisation har flyttet sig til toppen af Oliebjerget øst for Jerusalem og derfra har opsyn med det.

39. Hvor så Ezekiel til sidst Jehovas himmelvogn køre hen, hvornår blev et senere Jerusalems ødelæggelse forudsagt samme sted, og af hvem?

³⁹ Dette betydningsfulde sted var det sidste sted profeten Ezekiel så Jehovas vogn med de høje hjul, ifølge det han fortæller ved slutningen af denne række syner: „Så løftede keruberne vingerne og samtidig hjulene; og Israels Guds herlighed var oven over dem. Og [Jehovas] herlighed steg op fra byen og stillede sig på bjerget østen for.“ (Ezekiel 11:22, 23) Det var på det samme bjerg, Oliebjerget, at Guds søn Jesus Kristus 644 år senere forudsagde den brændende ødelæggelse der skulle ramme den tids Jerusalem i år 70, en ødelæggelse som var profetisk og pegede frem til den  ødelæggelse der vil ramme kristenheden, som er vor tids modbillede til det utro Jerusalem. — Mattæus 24:1-22; Markus 13:1-20; Lukas 21:5-24.

40. Hvad blev Ezekiel i stand til at gøre efter at Jehovas himmelvogn havde stillet sig på bjerget, hvornår så han vognen igen, og hvor længe profeterede han?

⁴⁰ Efter at Jehovas himmelvogn havde stillet sig på Oliebjerget blev Ezekiel i stand til at kundgøre de profetiske syner om sin tids Jerusalem. Først atten og et halvt år senere, tretten og et halvt år efter Jerusalems ødelæggelse, så Ezekiel atter Jehovas symbolske vogn. (Ezekiel 40:1-6; 43:1-17) Da fik han et profetisk budskab af en anden art fra den guddommelige fører af himmelvognen. Ezekiel fortsatte med at være Jehovas profet frem til begyndelsen af sit syvogtyvende år som landflygtig i Babylon. (Ezekiel 29:17-21) Enogtyve år og ni måneder tjente han altså som profetisk vidne for Jehova. — Ezekiel 1:1-3.

SYNERNE KUNDGØRES FOR ANDRE

41. Hvad blev Ezekiel udrustet til ved at få denne række syner, hvori begyndte han på det han skulle gøre, og over for hvem gjorde han det?

⁴¹ Én ting er at se inspirerede syner. Noget andet er at adlyde Jehovas befaling og fortælle andre hvad man har set og hørt i sådanne syner. Det var ikke for underholdningens skyld at Ezekiel fik den forret at se disse syner. Det var for at han skulle blive udrustet til at udføre den forkyndelse og undervisning han var blevet pålagt. Derfor løses han nu endelig fra inspirationens kraft og føres tilbage til virkeligheden, hvor han skal udføre sit arbejde. Efter at have beskrevet sit sidste syn af Jehovas himmelvogn i denne omgang, fortæller han: „Derpå løftede Ånden mig og bragte mig ved Guds Ånd i synet til de landflygtige i Kaldæa; og synet, som jeg havde skuet, steg op og svandt bort. Så kundgjorde jeg de landflygtige alle de ord, [Jehova] havde åbenbaret mig.“ — Ezekiel 11:24, 25.

42. Hvor havde Ezekiel været i denne række af syner, men hvor havde han rent legemligt befundet sig, og hvem havde siddet hos ham?

⁴² Under hele denne række af syner havde Ezekiel siddet i sit hus og Judas ældste havde siddet hos ham. Han havde ikke forladt disse ældstes selskab, men Jehovas hånd med inspirationens kraft var kommet over ham og havde fået ham til at se disse bemærkelsesværdige syner. Hvor længe disse ældste havde måttet  vente før Ezekiel blev løst fra denne billeddannende ånd fra Gud, oplyses ikke. I synet var han blevet ført hundreder af kilometer bort fra floden Kebar i Kaldæa (Babylonien), men nu havde den samme inspirationsånd ført ham tilbage til hans virkelige opholdssted i sit hus i landflygtigheden. Da den sidste del af synet „steg op og svandt bort“ fra ham, blev han derfor atter klar over hvor han virkelig befandt sig.

43. Hvad havde sat Ezekiel i stand til at se disse syner, hvordan betragtede han sit hverv der gik ud på at fortælle om disse syner, og hvem kundgjorde han dem for?

⁴³ Det var ikke en fantasifuld drøm Ezekiel havde haft. Det var ikke noget Ezekiel havde fremkaldt i sit eget sind. Det var ikke ved hjælp af et af nutidens hallucinogener at han foretog mentale rejser og så det han gjorde. Han fik sine syner fra Jehova, den sande profetis Gud. At synerne ikke var fri fantasi ved vi fordi det der blev fremstillet symbolsk i synerne blev til historisk virkelighed. Følgelig tog Ezekiel synerne alvorligt; han tog sit hverv med at kundgøre dem, alvorligt. Straks efter at inspirationens billeddannende kraft havde forladt ham begyndte han at fortælle disse Judas ældste der sad i hans hus, hvad han havde set og havde fået befaling til at sige. Han nøjedes ikke med at åbenbare de guddommelige profetier for disse ældste i sit hus, men gik ud for at fortælle budskabet til andre. Det angik alle de landflygtige dér i Kaldæa. Dette var en vigtig grund til at han skulle gøre som han selv beretter: „Så kundgjorde jeg de landflygtige alle de ord, [Jehova] havde åbenbaret mig.“ — Ezekiel 11:25.

44. Hvilken pligt pålægger det os at vi har fået forståelse af Ezekiels syner, og hvorfor er det nu meget nødvendigt at vi opfylder denne pligt?

⁴⁴ Ved Jehovas ånds oplysende kraft har vi i dag fået en forståelse af hvad disse profetiske syner til Ezekiel betyder. Denne forståelse af disse profetiske åbenbaringer har vi ikke fået for vor personlige fornøjelses skyld. Den pålægger os pligten til at efterligne Ezekiel og fortælle enhver som berøres deraf, hvad Jehova har ladet os forstå gennem sin vognlignende himmelske organisation. For vor egen skyld og for andres skyld er det nu mere nødvendigt end nogen sinde at vi gør dette. Tiden for kristenhedens brændende ødelæggelse fra Jehova på himmelvognens trone er nærmere end nogen sinde!

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]