En hyrdekonge for hele menneskeheden
Kapitel 16
En hyrdekonge for hele menneskeheden
1. Fra hvor tidligt et tidspunkt har politiske herskere ikke ønsket at betragte sig selv som hyrder, og hvorfor ikke?
INGEN af verdens konger, fyrster, præsidenter eller guvernører, heller ikke de i kristenheden, har betragtet sig selv som hyrder. Indtil nu har sådanne herskere ikke haft lyst til at påtage sig en hyrdes pligter. Dette gjaldt endog så tidlige regenter som Ægyptens faraoner i det attende århundrede før vor tidsregning. Om deres land (i 1728 f.v.t.) siges der: „Enhver hyrde er ægypterne en vederstyggelighed.“ (1 Mosebog 46:32-34) Med deres høje stilling og værdighed føler de verdslige herskere at en hyrdes beskæftigelse er for ringe til dem. Det er en beskæftigelse der kræver en ømhed og en medfølelse som de verdslige herskere ikke har i sinde at lægge for dagen over for masserne, der „skal holdes nede“. Hyrdearbejdet er også en beskæftigelse der er alt for fredelig for de herskere der hellere er krigeriske for at holde andre herskere i skak. Derfor holder de sig hele tiden forberedt på krig.
2. Er Jehova for stolt til at sammenligne sig selv med en hyrde? Hvad sagde salmisten David om Jehova, og hvad sammenlignede Jehova Moses’ efterfølger Josua med?
2 Men hvad med den højeste der findes, universets Suveræn? Er han også for stolt til at sammenligne sig selv med en hyrde? Nej! Uden at fornærme ham kunne en konge i fortiden, salmisten David, omtale ham på denne måde: „[Jehova] er min hyrde.“ (Salme 23:1) Han er som en hyrde for alle sine menneskeskabninger. På samme måde omtaler han lederne i sit folk som hyrder. I 1473 f.v.t. førte han sit udvalgte folk ind i det forjættede land under anførsel af Josua, Nuns søn, der tilhørte Efraims stamme. Han var blevet indsat af profeten Moses til at lede Israel. Hvorfor? Med det kærlige formål „at ikke [Jehovas] menighed skal blive som en hjord uden hyrde“. — 4 Mosebog 27:15-21.
3, 4. Som hvilken slags mænd undlod de styrende i Israel senere at handle og hvad kaldte Jehova dem derfor da han talte til dem?
3 Senere undlod de styrende i Jehovas folk at handle som uselviske, medfølende østerlandske hyrder mod deres undersåtter. Jehova sagde derfor til sin profet Ezekiel hvad han var besluttet på at gøre. Ezekiel indleder en skarp fordømmelse af disse „hyrder“ ved at sige:
4 „[Jehovas] ord kom til mig således: Menneskesøn, profetér mod Israels hyrder, profetér og sig til dem: Så siger den Herre [Jehova].“ — Ezekiel 34:1, 2.
5, 6. Hvad sagde Jehova gennem Jeremias om den kongelige hyrde Konja (Jojakin)? Hvad sagde Jehova at herskerne gjorde ved hans får, men hvad ville han selv gøre for dem?
5 Denne erklæring imod Israels regeringshyrder er nedskrevet som om den blev udtalt efter Jerusalems ødelæggelse. Før byens ødelæggelse blev profeten Jeremias i Jerusalem imidlertid inspireret til at fremsætte en lignende udtalelse i forbindelse med den næstsidste konge på tronen, nemlig Konja (eller Jekonja eller Jojakin). Vi læser: „Så siger [Jehova]: Optegn denne mand som barnløs, som en mand, der ingen lykke har i sit liv; thi det skal ikke lykkes nogen af hans afkom at sætte sig på Davids trone og atter herske over Juda. [1 Krønikebog 3:17-19; Mattæus 1:11, 12] Ve hyrderne, der ødelægger og adsplitter de får, jeg græsser, lyder det fra [Jehova].
6 Derfor, så siger [Jehova], Israels Gud, til de hyrder, som vogter mit folk: Da I har adsplittet og spredt mine får og ikke taget eder af dem, vil jeg nu tage mig af eder for eders onde gerninger skyld, lyder det fra [Jehova]. Men dem, der er tilovers af mine får, vil jeg sanke sammen fra alle de lande, til hvilke jeg har bortstødt dem, og føre dem tilbage til deres græsgange, og de skal blive frugtbare og mangfoldige. Da vil jeg sætte hyrder over dem, og de skal vogte dem; og de skal ikke mere frygte eller ræddes, og ingen skal savnes, lyder det fra [Jehova].
7. Hvad ville Jehova i denne forbindelse opvække, og hvilket navn ville Jehova give den der skulle opvækkes?
7 Se, dage skal komme, lyder det fra [Jehova], da jeg opvækker David en retfærdig spire, og han skal herske som konge og handle viselig og øve ret og retfærd i landet. I hans dage skal Juda frelses og Israel bo trygt. Og det navn, man skal give ham, er: [Jehova] vor Retfærdighed.“ — Jeremias 22:24 til 23:6.
8. Hvem bør vi tænke på når vi læser Jehovas ord gennem Ezekiel til „Israels hyrder“?
8 Læg nu mærke til hvordan Jehova, i et lignende budskab til sin profet Ezekiel, går mere i detaljer med hensyn til Israels troløse hyrders embedsmisbrug. Idet vi læser Jehovas beskrivelse bør vi ikke blot tænke på de dårlige konger i Israel, men også på deres modstykke i vor tid, de såkaldt kristne konger, fyrster og regenter i kristenheden.
9. Hvordan beskrev Jehova i Ezekiel 34:2-6 de styrendes embedsmisbrug som hyrder, og hvad var resultatet blevet for fårene?
9 „Så siger den Herre [Jehova]: Ve Israels hyrder, som røgtede sig selv! Skal hyrderne ikke røgte hjorden? I fortærede mælken, med ulden klædte I eder, de fede dyr slagtede I, men hjorden røgtede I ikke; de svage dyr styrkede I ikke, de syge lægte I ikke, de sårede forbandt I ikke, de adsplittede bragte I ikke tilbage, de vildfarende opsøgte I ikke, men I styrede dem med hårdhed og grumhed. Derfor spredtes de, eftersom der ingen hyrde var, og blev til æde for alle markens vilde dyr; ja, de spredtes. Min hjord flakkede om på alle bjerge og på hver en høj banke, og over hele jorden spredtes min hjord, og ingen spurgte eller ledte efter dem.“ — Ezekiel 34:2-6.
ET BYTTE FOR DE STYRENDE „HYRDER“
10. Hvis „får“ hævder kristenheden at dens kirkemedlemmer er, men hvem har været deres synlige „hyrder“ eller herskere?
10 Kristenheden har hævdet at dens kirkemedlemmer er Jehovas „får“. Derfor skulle de politiske herskere der kalder sig kristne være meget forsigtige med hvordan de behandler deres undersåtter, eftersom disse „får“ ikke skulle tilhøre disse politiske herskere men den Gud de hævder at tilbede. Dette gælder ikke blot de verdslige myndigheder i kristenheden, men også paver, kardinaler og ærkebiskopper der har beklædt eller stadig beklæder et politisk embede og opretholder politiske forbindelser med denne verdens politiske stater. For eksempel har paven siden 1929 hersket som den absolutte suveræn i Vatikanstaten og har opretholdt diplomatiske forbindelser med denne verdens politiske stater. Den første præsident i republikken Cypern er en ærkebiskop fra den græsk-ortodokse kirke. Selv om de politiske herskere i kristenheden har udsat „fårene“ eller deres undersåtter for en hård behandling, har de nydt præsteskabets gunst og støtte og har været højt ansete kirkemedlemmer.
11. Hvordan har de politiske herskere i kristenheden behandlet „fårene“ til trods for at de gør krav på at være kristne? Kan man sige at de efterligner Jehovas gode hyrde?
11 Til trods for at de politiske herskere gør krav på at være kristne, har de gjort fårene eller folket til deres bytte og er selv blevet materielt rige af disse stakkels „får“. De optræder helt anderledes end ham de hævder at følge, nemlig Jesus Kristus, der sagde: „Jeg er døren, om nogen går ind gennem mig, han skal blive frelst; og han skal gå ind og gå ud og finde føde. Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg er kommen, for at de skal have liv og have overflod. Jeg er den gode hyrde; den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.“ (Johannes 10:9-11) Efterligner de denne gode hyrde og sætter deres liv til for fårene? Vi har ikke set de politiske herskere i kristenheden gøre dette. Blot fordi præsteskabet omgås fortroligt med politikerne og sætter dem højt blandt deres kirkemedlemmer, skal ingen tro at „fårenes“ himmelske ejer, Jehova, billiger den undertrykkelse der øves af kristenhedens politiske herskere. For at korrigere enhver forkert opfattelse vi måtte have, erklærer han:
12. Hvordan stiller „fårenes“ himmelske ejer sig til disse politiske hyrder, og hvorfor?
12 „Derfor, I hyrder, hør [Jehovas] ord! Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre [Jehova]: Fordi min hjord blev til rov, fordi min hjord blev til æde for alle markens vilde dyr, eftersom der ingen hyrde var og hyrderne ikke spurgte efter min hjord, og fordi hyrderne røgtede sig selv og ikke min hjord, derfor, I hyrder, hør [Jehovas] ord! Så siger den Herre [Jehova]: Se, jeg kommer over hyrderne og kræver min hjord af deres hånd, og jeg sætter dem fra at vogte min hjord; hyrderne skal ikke mere kunne røgte sig selv; jeg redder min hjord af deres gab, så den ikke skal tjene dem til æde.“ — Ezekiel 34:7-10.
13. Hvordan er „fårene“ i kristenheden blevet ofret? Hvordan er de blevet spredt og blevet et bytte for „vilde dyr“?
13 De politiske „hyrder“ i kristenheden har kæmpet indbyrdes, den ene såkaldt kristne hersker har kæmpet mod den anden, de har ofret fårene eller folket på nationalismens eller det religiøse sektvæsens alter. Nogle af de politiske herskere der især har været præsteskabets yndlinge, har været diktatorer. Jehovas kristne vidner har været udsat for en voldsom forfølgelse fra disse diktatorers, disse yderst nationalistiske og totalitære herskeres, side. På grund af de uretfærdigheder der ikke rettes, er mange af de undertrykte folk flygtet til forskellige nye revolutionære organisationer og er blevet ofre for den materialistiske radikalisme og den ateistiske kommunisme. Der hersker hverken politisk, national eller religiøs enhed i kristenheden. Som vildfarende får uden hyrde er folk blevet spredt og er blevet et bytte for „vilde dyr“.
14. Hvordan reddede Jehova sine „får“ af hyrdernes gab i fortidens Israel, og hvordan vil han gøre noget tilsvarende i forbindelse med kristenheden?
14 I det gamle Israel på Ezekiels tid reddede Jehova sine får af de styrende „hyrders“ gab — de hyrder der røgtede sig selv — ved at ødelægge Jerusalem og lægge Judas land øde. Kongen og fyrsterne måtte forlade deres stilling som ledere idet de blev taget til fange af babylonierne og ført i landflygtighed. Nogle blev dræbt som straf for deres oprør. De der kom til Babylon blev sat i fængsel eller pålagt begrænsninger, og de blev berøvet enhver myndighed. (2 Kongebog 25:18-30; Jeremias 52:24-34) Når kristenheden i det nutidige modbillede ødelægges i den forestående ’store trængsel’, bliver de såkaldt kristne politiske herskere fuldstændig berøvet deres præster, for disse vil blive frataget deres religiøse stilling af Jehovas eksekutionsstyrker. Kristenhedens præsteskab vil ophøre med at eksistere. Alle verdslige politikere som overlever kristenhedens tilintetgørelse vil gå dommen i møde i den afsluttende del af ’den store trængsel’, nemlig i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ i den verdenssituation der kaldes Harmagedon. — Åbenbaringen 16:14-16; 19:11-21.
15. Hvad vil Jehovas sande „får“ således blive befriet for, og hvilken profetisk og historisk garanti har vi for at han atter vil samle sine „får“ i én fold?
15 Når alle de styrende i hele den verdensomfattende tingenes ordning, deriblandt de såkaldt kristne herskere i kristenheden bliver fjernet og udslettet, vil Jehovas sande „får“ blive befriet for de politiske „hyrders“ undertrykkelse og egennyttige virksomhed. Disse troløse hyrder vil ikke længere røgte sig selv på Jehovas kristne hjords bekostning. Uanset hvor spredte de kristne vidner måtte være på grund af modstanden og forfølgelsen fra de politiske elementers side, ved Jehova hvor hans sande „får“ befinder sig. Som en kærlig hyrde vil han søge efter dem og atter samle dem i folden. Hans højtidelige løfte gennem profeten Ezekiel står ved magt i dag. Ved at opfylde dette løfte på fortidens Israel fra og med 537 f.v.t., gav han en profetisk garanti for at han også ville opfylde løftet i fremtiden. Hør nu hans ord:
16. Hvad sagde Jehova om dette i Ezekiel 34:11-14?
16 „Thi så siger den Herre [Jehova]: Se, jeg vil selv spørge efter min hjord og tage mig af den. Som en hyrde tager sig af sin hjord på stormvejrets dag, således tager jeg mig af min hjord og redder den fra de steder, hvorhen de spredtes på skyernes og mulmets dag; jeg fører dem bort fra folkeslagene, samler dem fra landene og bringer dem til deres land, og jeg røgter dem på Israels bjerge, i kløfterne og på alle landets beboede steder. På gode græsgange vil jeg vogte dem, og på Israels bjerghøjder skal deres græsmarker være; der skal de lejre sig på gode græsmarker, og i fede græsgange skal de græsse på Israels bjerge.“ — Ezekiel 34:11-14.
GENINDSAMLINGEN AF DE SPREDTE „FÅR“
17. I forbindelse med hvem får denne profeti sin større og endelige opfyldelse, og hvordan har Jehova allerede nu, før Babylon den Stores ødelæggelse, vist at han har kunnet indsamle sine åndelige „får“?
17 I fortiden begyndte Jehova at opfylde denne profeti i 537 f.v.t. ved at føre en trofast rest af de landflygtige jøder tilbage til deres land ved Babylons erobrers, perserkongen Kyros’, gode mellemkomst. (2 Krønikebog 36:17-23; Ezra 1:1 til 3:6) En større og endelig opfyldelse af denne opmuntrende og trøstende profeti finder sted i forbindelse med det åndelige Israel, „Guds Israel“, som den kristne apostel Paulus skrev til. (Galaterne 6:16; 1:1-5) Allerede nu, før ’den store trængsel’ bryder løs og udsletter kristenheden og hele den øvrige del af det store Babylon, har den himmelske Hyrde, Jehova, vist at han har kunnet indsamle den spredte rest af de åndelige israelitter til et forhold til ham hvor de nyder frihed til at dyrke ham og får rigelig åndelig næring. (1 Peter 2:25) De urolige tider under den første verdenskrig (1914-1918) var en „skyernes og mulmets dag“ for dem. (Ezekiel 34:12) Denne „dag“ blev formørket af den religiøse forfølgelse som kristenheden (den fremtrædende del af Babylon den Store) rettede mod det åndelige Israels rest. Forfølgelsen bevirkede at resten af de åndelige israelitter blev spredt og kom i hård trældom under Babylon den Store.
18. Hvornår blev disse „får“ befriet for Babylon den Stores lænker, og som hvad trådte de derefter ind på verdensskuepladsen?
18 Det store Babylon kunne imidlertid ikke bevare sit undertrykkende greb om den trofaste rest af de åndelige israelitter. I foråret 1919 faldt det store Babylon fra sin religiøse magtstilling over Jehovas folk, og deres trældoms lænker blev brudt. Det var noget som ingen anden end Jehova havde kunnet udvirke gennem sin større Kyros, Jesus Kristus. (Salme 126:1-4) Hvad deres religiøse rettigheder og privilegier fra Gud angik, lod medlemmerne af denne rest sig ikke længere udnytte eller „æde“ af „hyrderne“ eller de styrende i kristenheden. Frygtløst trådte de ind på efterkrigstidens verdensskueplads som kristne vidner for Jehovas messianske rige. — Mattæus 24:14.
19. Hvornår og ved hvilken begivenhed måtte kristenheden og resten af verden lægge mærke til den genindsamlede tilstand der prægede resten af de åndelige israelitter?
19 Den krigsmærkede kristenhed og hele den øvrige del af verden måtte lægge mærke til den genindsamlede, genforenede tilstand der prægede denne kristne rest af det åndelige Israel da den i Cedar Point, Ohio, U.S.A., holdt sit første internationale stævne efter krigen. Tusinder af den før så spredte rest var samlet, og søndag den 7. september 1919 var en offentlig forsamling på 7000 til stede for at høre foredraget „Haab for den nødlidende Menneskehed“.
20. Hvad sagde Jehova at han ville gøre for de vildfarende, adsplittede, sårede og svage „får“, i modsætning til det han ville gøre ved de fede og stærke „får“?
20 Over for disse genindsamlede får som tilhører det åndelige Israel har Jehova opfyldt det næste han erklærer i sit løfte: „Jeg vil selv røgte min hjord og selv lade dem lejre sig, lyder det fra den Herre [Jehova]. De vildfarende dyr vil jeg opsøge, de adsplittede vil jeg bringe tilbage, de sårede vil jeg forbinde, de svage vil jeg styrke, og de fede og kraftige vil jeg vogte; jeg vil røgte dem, som det er ret [men det fede og det stærke får vil jeg tilintetgøre. Jeg vil give det dom til føde, NW].“ — Ezekiel 34:15, 16.
21. Hvem er siden 1919 blevet føjet til den oprindelige „rest“, og hvordan er det sket?
21 Siden dette udfrielsens år, 1919, har Jehova føjet mange til den oprindelige „rest“ der trofast overlevede „skyernes og mulmets dag“ under den første verdenskrig. Tusinder af mennesker i og uden for kristenheden hørte Rigets budskab som blev forkyndt af Jehovas genrejste rest og blev opfyldt af ønsket om at blive disciple af hans søn Jesus Kristus. Da de fik forståelse af hvad Jehova krævede af dem, indviede de sig til ham og blev i lydighed mod Kristi befaling døbt som symbol på deres indvielse. — Mattæus 28:19, 20.
22. Hvordan er disse blevet medlemmer af det åndelige Israel, „Guds Israel“?
22 Derefter viste vidnesbyrdene i disse indviede Kristi disciples liv at Jehova havde givet dem en åndelig fødsel til at være hans åndelige børn og havde salvet dem med sin hellige ånd som sine tjenere. (Johannes 3:3, 5; Jakob 1:18; 1 Peter 1:3-5; Romerne 8:15-17) På denne måde gjorde Gud dem til medlemmer af det åndelige Israel, „Guds Israel“, og de har nydt godt af den omsorg og den opmærksomhed han som hyrde viser dem i det åndelige domæne som hans salvede rest har fået tilbage på jorden.
FÅRENE MÅ VISE HINANDEN HENSYN
23. Hvad lover Jehova at gøre ved enhver i hans genrejste hjord der misbruger sin åndelige fedme og styrke?
23 Den himmelske Hyrde tillader ikke at noget „får“ i den genrejste hjord ustraffet misbruger sin styrke. Hvis et får benytter sig af sin åndelige fedme og styrke til at behandle andre „får“ i folden ublidt og undertrykke dem, vil Jehova „tilintetgøre“ et sådant ukærligt og selvisk „får“ ved at afskære det fra hjorden som et dyr der er åndeligt dødt. Han siger: „Jeg vil give det dom til føde,“ hvilket betyder at han vil udstøde det fra hjorden nu og rent bogstaveligt tilintetgøre det i den kommende ’store trængsel’ over kristenheden og hele den øvrige del af Babylon den Store.
24. Hvilken opførsel som ses blandt kristenhedens religiøse hjorde ønsker Jehova ikke blandt sine genrejste „får“?
24 Jehova sørger for at „fårene“ i hans genrejste hjord hele tiden behandler hinanden på rette måde. Der har været rigeligt med masen og skubberi og stangen blandt kristenhedens religiøse hjorde, især fra de hovmodige og selvbevidste præsters side og fra de kirkemedlemmers side der har stor indflydelse inden for gejstligheden. Jehova ønsker ikke denne adfærd i sin genrejste hjord. Han siger:
25. Hvad vil Jehova gøre ved de „får“ der ødelægger græsgangene og vandet og som bruger deres side og horn forkert?
25 „Og I, min hjord! Så siger den Herre [Jehova]: Se, jeg vil skifte ret mellem får og får, mellem væddere og bukke. Er det eder ikke nok at græsse på den bedste græsgang, siden I nedtramper, hvad der er levnet af eders græsgange? Er det eder ikke nok at drikke det klare vand, siden i med eders rødder plumrer, hvad der er levnet? Min hjord må græsse, hvad I har nedtrampet, og drikke, hvad I har plumret med eders fødder! Derfor, så siger den Herre [Jehova]: Se, jeg kommer for at skifte ret mellem de fede og de magre får. Fordi I med side og skulder skubbede alle de svage dyr bort og stangede dem med eders horn, til I fik dem drevet ud, derfor vil jeg hjælpe min hjord, så den ikke mere skal blive til rov, og skifte ret mellem får og får.“ — Ezekiel 34:17-22.
26. Hvem har Jehova følgelig fjernet fra sin genrejste hjord, og hvilken regel der blev fremsat af Jesus Kristus har han gennemført?
26 I harmoni med dette profetiske løfte har Jehova fjernet de grådige og selviske dyr fra sin genrejste rest af åndelige får, ja han har fjernet dem der brugte deres brutale styrke og deres horn eller magt for selv at få det bedste mens de svage eller syge blev trængt til side, og som endda ødelagde tingene for andre for at disse ikke skulle trives åndeligt. Jehova har ikke tilladt at hans „får“ blev delt i et præsteskab og et lægfolk. Som Hyrden der skifter ret mellem sine „får“ har han gennemført den regel der blev fremsat ved hans søn Jesus Kristus: „Men I skal ikke lade jer kalde ’rabbi’; thi kun én er jeres mester, og I er alle brødre. Og I skal ikke kalde nogen på jorden jeres ’[åndelige] fader’; thi kun én er jeres Fader, han som er i Himlene. Ej heller skal I lade jer kalde ’førere’; thi kun én er jeres fører, Kristus. Og den, der er størst iblandt jer, skal være jeres tjener.“ — Mattæus 23:8-11.
27. Hvordan behandler Jehova dem der forsøger at føre „fårene“ vild, og hvordan kan alle hans „får“ bevare deres åndelige sundhed?
27 Hvis nogen optræder som en vædder eller en buk og prøver at drage Jehovas „får“ efter sig, sørger Jehova for at vedkommende bliver udstødt. Den åndelige føde skal være tilgængelig for alle hans „får“, så hele hjorden kan være åndeligt sund.
„ÉN HYRDE“ UNDER ÉN GUD
28. Hvilket løfte som Jehova har opfyldt, har bevirket at aggressive personer blandt hans genrejste „får“ har fået deres velfortjente dom?
28 Hvordan kan det være at personer der i vor tid har været som aggressive væddere og bukke inden for Jehovas genrejste hjord af åndelige israelitter, har fået deres velfortjente dom og er blevet udstødt af „Guds Israel“? Grunden er at Jehova har sat en trofast underhyrde over sin hjord. Han har ikke svigtet sit løfte i Ezekiel 34:23, 24: „Jeg sætter én hyrde over dem, min tjener David, og han skal vogte dem; han skal vogte dem, og han skal være deres hyrde. Og jeg, [Jehova], vil være deres Gud, og min tjener David skal være fyrste iblandt dem, så sandt jeg, [Jehova], har talet.“
29. Hvordan har kristenheden ligesom det gamle Israel haft politiske herskere som „hyrder“?
29 Ligesom det gamle Israel har kristenheden haft mænd som hyrder i form af konger, fyrster, mænd i regerende stillinger. Præsteskabet har hævdet at disse politiske „hyrder“ har hersket „af Guds nåde“. Forledt af præsternes forkerte fortolkning af Bibelen har mange sådanne herskere påberåbt sig „kongernes guddommelige ret“. For eksempel gik kong Jakob I, der stod bag den engelske autoriserede bibeloversættelse af 1611, stærkt ind for denne „guddommelige ret“. Helt i overensstemmelse med hans smag blev denne autoriserede oversættelse af Bibelen tilegnet ham med disse ord: „Til den højeste og mægtigste fyrste, Jakob, af Guds nåde konge over Storbritannien, Frankrig og Irland, troens forsvarer osv.“
30. Hvilken stilling indtager de herskere der gør krav på at have „Guds nåde“ og „kongernes guddommelige ret“, i forhold til den ’ene hyrde’ der hersker over det åndelige Israel?
30 Ganske vist har Gud tilladt sådanne regenter at udøve deres myndighed, men denne tilladelse indebærer ikke at de har „Guds nåde“ eller nogen „guddommelig ret“. Den ’ene hyrde’ der skal herske over den genrejste rest af åndelige israelitter, skal ikke kun gøre det i kraft af Guds tilladelse. Jehova sætter selv denne „hyrde“ over dem, for vedkommende „har retten til det“. — Ezekiel 21:27.
31. Hvem er denne ’ene hyrde’ som Jehova kalder „min tjener David“, hvorfor er det på sin plads at anvende ordene „David“ og „hyrde“ om ham?
31 Hvem er da denne ’ene hyrde’ til hvem Jehova overdrager den kongelige herskerstilling fordi vedkommende „har retten“ dertil? Jehova kalder ham „min tjener David“. (Ezekiel 34:23) Det betyder ikke at Jehova oprejser fortidens kong David fra de døde for at indsætte ham i dette hyrdeembede. Der er tale en kødelig efterkommer af kong David, en der har arvet den kongelige ret efter ham. Guds himmelske søn var en sådan efterkommer; hans liv blev overført fra himmelen til den jødiske jomfru Marias moderskød for at han kunne blive født på jorden i Davids kongelige slægtslinje og således blive ’Davids søn, Abrahams søn’. (Mattæus 1:1 til 2:6; Lukas 1:26-38; 2:4 til 3:31; Romerne 1:1-4) At Davids navn betyder „elsket“ svarer udmærket til det Jehova erklærede fra himmelen dengang Jesus blev døbt i vand og da han senere blev forvandlet eller forklaret på et højt bjerg: „Denne er min Søn, den elskede.“ (Mattæus 3:13-17; 17:1-5) Jesus sammenlignede hele menneskeheden med får da han sagde: „Jeg er den gode hyrde; . . . og jeg sætter mit liv til for fårene.“ — Johannes 10:14, 15.
32. Hvorfor er der ifølge Hebræerbrevet 13:20 kun én „hyrde“ som Jehova kunne sætte over det åndelige Israels rest?
32 For at Jesus Kristus kunne genoptage sin hyrdegerning over „fårene“ på jorden, oprejste Jehova ham fra de døde. Da den kristne apostel Paulus skrev til de kristnede hebræere omtalte han derfor Jehova som „fredens Gud, som førte fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig pagts blod“. (Hebræerne 13:20) Efter denne opstandelse til det åndelige liv han oprindelig ejede, er Jesus Kristus nu en himmelsk hyrde. I betragtning af dette er der kun én „hyrde“ som Jehova kunne sætte over det åndelige Israels rest, nemlig denne opstandne Jesus, Messias.
33. Hvornår indsatte Jehova den ’ene hyrde’ over det åndelige Israels rest, og hvad gør denne „hyrde“ med nationerne?
33 Hvornår indsatte Jehova ham som hyrde? I 1914, da „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“ (NW) udløb, hvilket skete omkring 4./5. oktober i dette krigsår. Med henblik på hedningenationerne siger en profeti om hans rige at han „skal vogte alle folkeslag med jernspir“. (Åbenbaringen 12:5) Det betyder at alle disse gudløse nationer eller folkeslag skal knuses som var de en pottemagers kar. (Salme 2:8, 9) De åndelige israelitters rest vogter han imidlertid ikke med et sådant jernspir.
34. Hvordan behandlede kristenhedens „hyrder“ eller konger den salvede rest under den første verdenskrig, og hvornår overtog Jehovas „tjener David“ ansvaret for dem?
34 „Han skal vogte dem,“ siger Jehova, „og han skal være deres hyrde. Og jeg, [Jehova], vil være deres Gud, og min tjener David skal være fyrste iblandt dem, så sandt jeg, [Jehova], har talet.“ (Ezekiel 34:23, 24) Under den første verdenskrig (1914-1918) forfulgte kristenhedens „hyrder“ eller konger og deres patriotiske undersåtter den salvede rest af åndelige israelitter. Efter krigen overtog Jehovas „tjener David“ eller Jesus Kristus ansvaret som hyrde over dem.
35. Hvordan handlede han med det åndelige Israels rest ligesom perserkongen Kyros havde gjort i fortiden? Hvordan har han vogtet „restens“ medlemmer og været deres fyrste, og hvem har de anerkendt som deres Gud?
35 I lighed med perserkongen Kyros der indtog fortidens Babylon og af Jehova blev kaldt „min hyrde“, udfriede Jesus Kristus fra og med 1919 det åndelige Israels rest fra Babylon den Store og dens politiske forbundsfæller. Han har vogtet „restens“ medlemmer og givet dem åndelig føde lige til i dag. Han er blevet deres fyrste, og som „får“ vandrer de i hans fodspor. Hans Gud, Jehova, er blevet deres Gud. I værdsættelse af dette antog den salvede rest i 1931 det bibelske navn „Jehovas vidner“. — Esajas 44:28; 43:10-12.
„ANDRE FÅR, SOM IKKE HØRER TIL DENNE FOLD“
36. Hvilke „får“ blev den åndelige rests opmærksomhed især henledt på efter at den havde antaget dette navn, og hvem er disse „får“?
36 Kort efter at medlemmerne af den salvede rest var begyndt at gøre kendt at de var kristne vidner for Jehova, blev deres opmærksomhed især henledt på Jesu ord i Johannes 10:16: „Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; også dem bør jeg lede, og de skal høre min røst; og der skal blive én hjord, én hyrde.“ Disse „andre får“ er alle de andre i menneskehedens verden for hvem den gode hyrde gav sit liv som et genløsningsoffer.
37. Hvad blev der åbenbaret vedrørende ’de andre får’ i 1935, og hvilken fremtid stillede Jehova i udsigt for disse døbte Kristi disciple?
37 I foråret 1935 blev det åbenbaret for den salvede rest at „en stor skare“ som ingen kunne tælle af disse „andre får“ skulle reddes ud af denne tingenes ordning før ’den store trængsel’ brød løs over kristenheden. Man begyndte at døbe dem som disciple af Jesus Kristus. Men efter deres dåb åbenbarede Jehova gennem sit ord og ved sine handlinger at han ikke avlede dem til en fremtid i himmelen men bestemte dem til at leve i det kommende jordiske paradis sammen med alle de øvrige der tilhørte ’de andre får’. (Mattæus 28:19, 20; Åbenbaringen 7:9-17) Alligevel sørgede han for at de var i nær forbindelse med den salvede rest, således at der kunne være „én hjord“.
38, 39. Hvilke tilstande nyder ’den store skare’ godt af sammen med den salvede rest, i harmoni med Jehovas løfte i Ezekiel 34:25-28?
38 Mens ’den store skare’ således færdes og arbejder sammen med resten af det åndelige Israel, nyder den også godt af den fred og beskyttelse Jehova har lovet sin genrejste rest med ordene:
39 „Jeg vil slutte en fredspagt med dem og udrydde de vilde dyr af landet, så de trygt kan bo i ørkenen og sove i skovene. Og jeg gør dem og landet rundt om min høj til velsignelse, og sender regn i rette tid, mine byger skal blive til velsignelse. Markens træer skal give deres frugt og landet sin afgrøde; trygt skal de bo på deres jord, og de skal kende, at jeg er [Jehova] når jeg bryder stængerne på deres åg og frelser dem af deres hånd, som gjorde dem til trælle. Ikke mere skal de blive til rov for folkene, og landets vilde dyr skal ikke æde dem; trygt skal de bo, uden at nogen skræmmer dem.“ — Ezekiel 34:25-28.
40. Hvordan har Jehova opfyldt denne profeti inden for den genrejste rest og ’den store skare’ der har sluttet sig til den, og hvad har de således lært?
40 Dette er i sandhed en smuk profeti om den fred og tryghed der råder inden for menighederne af det åndelige Israels salvede rest, der nu har fået følgeskab af ’den store skare’ døbte mennesker med fårets sindelag der indsamles fra alle folkeslag, stammer, folk og tungemål! I overensstemmelse med sin ’pagt’ om kristen fred har Jehova sørget for at enhver bidsk og dyrisk personlighed der er farlig for de kristne får, er blevet trængt ud og holdt ude. Ved at lade sin hellige ånd virke på Kristi sande døbte disciple har han ændret deres personlighed så de er blevet som fredelige og skikkelige får. De søger kærligt at beskytte hinanden i denne fjendtlige verden, både i åndelig og materiel retning. Dette har ført til det forudsagte resultat: De har lært at den Gud der har brudt stængerne på deres religiøse trældomsåg og har udfriet dem fra dem der førte dem i babylonisk trældom, er den „hvis navn er [Jehova]“. (Salme 83:19) Intet under at de glæder sig over at være hans aktive vidner.
EN PARADISISK ’PLANTNING TIL ET NAVN’
41. Hvor længe skal Jehovas kristne vidners organisation i modsætning til kristenheden blive stående, i harmoni med Ezekiel 34:29, 30?
41 Kristenheden vil blive rykket op med rode og blive udslettet i den kommende ’store trængsel’, men organisationen af Jehovas kristne vidner bliver plantet for at blive stående i de urolige tider vi nu oplever og under ’den store trængsel’ hvori den nuværende verdensomfattende tingenes ordning bringes til ophør. Det er det der ligger i Jehovas ord når han om det genrejste åndelige Israel siger: „Jeg lader en fredens plantning vokse op for dem [jeg vil lade en plantning vokse op til dem, til et navn, NW], og ingen skal rives bort af hunger i landet, og de skal ikke mere bære folkenes hån. De skal kende, at jeg, [Jehova] deres Gud, er med dem, og at de er mit folk, Israels hus, lyder det fra den Herre [Jehova].“ — Ezekiel 34:29, 30.
42. Hvad er den „plantning“ Jehova har ladet vokse op til dem blevet i åndelig forstand, og hvordan har de gjort den rigelige åndelige føde tilgængelig for nationerne?
42 Som en opfyldelse af dette guddommelige løfte er vor tids rest af det åndelige Israel blevet ført ind i et åndeligt paradis. (2 Korinter 12:4) Den „plantning“ Jehova har ladet vokse op til disse genrejste åndelige israelitter har eksisteret indtil nu og bærer i dag frugt i endnu rigeligere mængder end på noget andet tidspunkt siden 1919. Under Jehovas velsignelse, der er som rigelig regn, har deres jordiske domæne båret Guds riges „frugter“ i overflod. (Mattæus 21:43) Denne frugtbare plantning er blevet dem ’en plantning til et navn’, en kendt eller berømt plantning. Jehova har åbnet sit skrevne ord, Bibelen, for deres forståelse, og det har givet dem adgang til en overflod af åndelig føde som de ikke alene selv nyder gavn af, men som de også gør tilgængelig for så mange nationer som muligt ved hjælp af millioner af trykte skrifter på mange sprog.
43. Hvordan har dette bevirket at disse åndelige israelitter har vundet sig et navn, og hvordan er nationerne blevet forhindret i at kunne håne dem ved at sige at de er ramt af hunger?
43 Dette har bevirket at de på hele jorden har vundet sig et navn som uddelere af bibelsk læsestof. Folkeslag eller nationer som er imod denne verdensomfattende uddeling af åndelig føde kan hverken standse eller begrænse den og derved håne de åndelige israelitter ved at sige at de er ramt af hunger.
44. Hvorfor vil nationerne ikke kunne gentage det de gjorde mod Jehovas åndelige rest under den første verdenskrig, og hvad har de åndelige israelitter derfor erkendt?
44 De verdslige nationer vil aldrig blive i stand til at gentage det de gjorde under den første verdenskrig, hvor de forbød den verdensomfattende udbredelse af budskabet om Jehovas rige og underkastede den censur for at berøve resten af de åndelige israelitter livet ved en åndelig hungersnød. Uanset om arbejdet sker under jorden eller åbenlyst, bliver det livgivende budskab udgivet og udbredt på tryk i større og større omfang, og det trænger ud til jordens fjerneste egne som næring for de mennesker der erkender deres åndelige behov for den eneste levende og sande Gud. (Mattæus 5:3, NW) Da de åndelige israelitter er blevet velsignet med en sådan åndelig velstand og en sådan overflod af åndelig føde, har de erkendt at Jehova, den Gud hvis navn de bærer, er med dem og at de er hans folk, det åndelige „Israels hus“, skønt de kun udgør en lille rest i sammenligning med den folkerige kristenhed.
45. Hvilket spørgsmål opstår vedrørende alle de mange religiøse mennesker i verden, og hvordan besvarer den øverste Hyrde dette spørgsmål?
45 Hvem af alle de mange religiøse mennesker i verden er så de åndelige „får“ der tilhører den guddommelige hyrde, Jehova, og er underlagt hans ’ene hyrde’, Jesus Kristus, den større David? Direkte henvendt til resten af det åndelige Israel siger den øverste Hyrde: „’Og I, mine får, de får jeg græsser, I er jordiske mennesker. Jeg er jeres Gud,’ lyder det fra den suveræne Herre Jehova.“ — Ezekiel 34:31, NW.
46. Hvilken gunstig periode lever disse udvalgte „får“ i, og hvilken slags „jordiske mennesker“ er de?
46 Den salvede rest af de åndelige israelitter der er blevet genrejst til Guds gunst siden 1919 lever ganske tydeligt i „året med god vilje fra Jehova“. (Esajas 61:1, 2, NW) Ved at gøre dem til ’de får han græsser’, behandler Jehova dem som „mennesker, der har hans velbehag“. Om sådanne udtalte „en mangfoldig himmelsk hærskare“ følgende dengang Jesus blev født i Davids by, Betlehem: „Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!“ — Lukas 2:10-14.
47. Hvilken hyrde underlægger ’den store skare’ „andre får“ sig, og hvorfor følger de hyrden sammen med resten af det åndelige Israel sådan at der er „én hjord“?
47 ’Den store skare’ der kommer fra alle folkeslag, stammer og folk indser at Jehova har udvalgt sig resten af de åndelige israelitter, og de underlægger sig hans hyrdekonge Jesus Kristus, som hans „andre får“. Selv om de ikke er åndelige israelitter men kommer fra alle jordens folkeslag, stammer, folk og tungemål, hører de den gode hyrdes, Jesu Kristi, røst, og som „får“ følger de ham som den ’ene hyrde’ Jehova har sat over det åndelige Israel. Hvorfor følger de ham sammen med resten af det åndelige Israel, sådan at der er „én hjord“ under „én hyrde“? Fordi de ved at Jesus Kristus er Jehovas hyrdekonge, for hele menneskeheden. — Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:9-17.
[Studiespørgsmål]
