Kapitel 13

Kristenhedens forbundsfæller vender sig imod den

1. I hvilket omfang er det rigtigt at historien gentager sig?

MAN siger ofte at historien gentager sig eller at fremtiden blot er fortiden i en ny skikkelse. Hvad de generelle træk angår er det rigtigt at de store begivenheder i historien gentager sig. De samme begivenheder går igen fordi årsagerne er de samme.

2, 3. Hvordan kan vi af historien lære at undgå katastrofer i lighed med dem andre har været udsat for, og hvordan påpeger Paulus i Første Korinterbrev 10:6-12 hvilken gavn man kan have af at undersøge bibelhistorien?

² Hvis vi undersøger de katastrofer der er sket i menneskenes historie, kan vi betragte dem som advarende eksempler. Vi kan lægge mærke til deres årsager og derved se hvad vi selv skal undgå for ikke at blive ramt af de samme katastrofer. Det er en af de ting vi kan få ud af at undersøge bibelhistorien, hvad den kristne apostel Paulus også giver udtryk for. Da han skrev om de ulykkelige begivenheder israelitterne kom ud for på deres fyrre år lange vandring fra Ægypten til det forjættede land, brugte han disse ord:

³ „I dette er de blevet eksempler til advarsel for os, for at vi ikke skal begære, hvad ondt er, således som de gjorde. . . . Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet. Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!“ — 1 Korinter 10:6-12.

4. Hvad sagde Jehova at Jerusalem ville komme ud for da den ikke tog ved lære af det advarende historiske eksempel der blev sat af dens nære slægtning, og hvad vil kristenheden opleve fordi den har vist de advarende eksempler lige så ringe opmærksomhed?

 ⁴ Fortidens Jerusalem tog sig ikke i agt og drog derfor ikke nytte af det advarende historiske eksempel der endog blev sat af dens nære slægtning. Det var derfor intet under at byens Gud, efter at have forudsagt hvilken ulykke der ville komme over den på grund af dens utroskab mod ham, videre sagde: „Og du vil visselig blive vanhelliget i dig selv for nationernes øjne, og du skal kende at jeg er Jehova.“ (Ezekiel 22:16, NW) Den århundredgamle kristenhed har vist bibelhistoriens advarende eksempler lige så ringe opmærksomhed. Det kan kun føre til ét resultat. Ligesom fortidens Jerusalem på en ulyksalig måde blev tvunget til at kende den Gud den havde med at gøre, lige så sikkert vil kristenheden opleve en gentagelse af Jerusalems frygtelige ulykke, og det meget snart.

5. Hvor begyndte de symbolske kvinder Ohola og Oholiba at bole, hvem kom de til at tilhøre, og hvad fødte de ham?

⁵ Lad os nu, med kristenheden i tanke som det nutidige modbillede, betragte den fortjente straf som Gud flere år i forvejen forudsagde skulle ramme fortidens Jerusalem. Profetien blev nedskrevet af profeten Ezekiel i landflygtigheden i Babylon. Vi læser: „[Jehovas] ord kom til mig således: Menneskesøn! Der var to kvinder, døtre af en og samme moder. De bolede i deres ungdom i Ægypten; der krammedes deres bryster, der krænkede man deres jomfrubarm. Den ældste hed Ohola, hendes søster Oholiba. Og de blev mine og fødte sønner og døtre. Ohola er Samaria, Oholiba Jerusalem.“ — Ezekiel 23:1-4.

6. Hvad var byerne Samaria og Jerusalem hver især, hvem var deres „moder“, og hvordan gik det til at de drev deres åndelige prostitution i Ægypten?

⁶ Indtil byen Samaria blev ødelagt af assyrerne i 740 f.v.t. var den hovedstad i det nordlige rige, Israel, som bestod af ti af Israels tolv verdslige stammer. Jerusalem var hovedstad i det sydlige rige, Juda, der bestod af det jødiske folks øvrige stammer. De to hovedstæder benyttes altså til at skildre de to riger. De kom begge fra den samme forældreorganisation eller „moder“, nemlig den nationale organisation der nedstammede fra Abraham, Isak, Jakob og Jakobs tolv sønner. De omtales symbolsk som „døtre“ af denne moderorganisation. Jakob og hans sønner og deres familier flyttede fra Palæstina ned til Ægypten i år  1728 f.v.t., dengang Jakobs søn Josef var førsteminister og fødevareforvalter i Ægypten under Farao. Dér blev de tolv stammer der udgik fra Jakobs tolv sønner og kom til at udgøre de to datterorganisationer, påvirket til at bole eller drive prostitution i åndelig henseende. Hvordan?

7. Hvordan drev de symbolske søstre Ohola og Oholiba åndelig prostitution i Ægypten, og hvorfor kunne den symbolske Ohola med rette omtales som den ældste af de to søstre?

⁷ Ved at besmitte sig med den afgudsdyrkelse der var fremherskende i Ægypten. Derved havde de uren, umoralsk forbindelse med det hedenske Ægyptens falske guder og afgudsbilleder. I profetien i Ezekiel 20:4-8 mindede Jehova nogle af Israels landflygtige ældste om denne åndelige prostitution som deres forfædre havde øvet i Ægypten. Så tidligt eksisterede det nordlige rige, Israel, med hovedstaden Samaria naturligvis ikke. (1 Kongebog 16:23-28) Men de ti stammer der med tiden gjorde oprør og dannede dette rige, eksisterede allerede, og på denne måde var den symbolske kvinde Ohola ved at fremstå. Hun bestod af de fleste af Israels stammer, blandt andet dem der udgik fra Jakobs to ældste sønner, Ruben og Simeon, og ligeledes stammerne Manasse og Efraim, der udgik fra Josef, den første søn Jakob fik med sin elskede hustru Rakel. Den symbolske Ohola kunne derfor med rette omtales som „den ældste“ af de to symbolske døtre af en og samme moder. — 1 Mosebog 29:32-35; 30:22-24.

8. Hvad betyder navnet Ohola, og hvorfor passede navnet godt til hende?

⁸ Navnet Ohola som blev givet hende, betyder „hendes telt“, det vil sige et telt beregnet til gudsdyrkelse. Da det nordlige rige blev oprettet i 997 f.v.t. gik det over til at dyrke guldkalven, og senere begyndte det også at tilbede den falske gud Ba’al. På denne måde glemte den symbolske Ohola Jehova og kastede ham bag sin ryg og rejste sit eget telt til afgudsdyrkelse. Jehovas telt var ikke i landet.

9. Hvorfor passede navnet Oholiba til den yngre „søster“, selv dengang Ezekiel profeterede om hende?

⁹ Hendes symbolske søster blev kaldt Oholiba, som man mener betyder „mit telt er i hende“. Da det var et gudgivent navn betegnede det at Jehovas tilbedelsestelt lå i den symbolske Oholiba, i det sydlige rige, Juda. Dette rige omfattede de to stammer Juda og Benjamin, og desuden den religiøse stamme Levi. Levi  var patriarken Jakobs tredje søn, Juda var hans fjerde søn, og Benjamin hans tolvte og sidste søn; derfor blev den symbolske Oholiba med rette omtalt som den yngste af de to døtre der havde „en og samme moder“. Ved det telt der rummede Jehovas pagts ark gjorde de kvalificerede mænd fra Levis stamme tjeneste, og det kom til at ligge i Jerusalem efter at kong David havde indtaget byen i 1070 f.v.t. og havde gjort den til sin hovedstad. Her byggede Davids søn Salomon også det prægtige tempel for tilbedelsen af Jehova, og dette tempel lå der stadig da Ezekiel profeterede om de symbolske søstre Ohola og Oholiba. Navnet Oholiba passede derfor til Juda rige i syd, for Jehovas telt eller tempel var i det. — 2 Samuel 5:1-9; 6:11 til 7:13.

10. Hvornår kom de to symbolske kvinder til at tilhøre Jehova, hvordan gav de ham sønner og døtre, og hvorfor ville troløshed mod ham være det samme som ægteskabsbrud?

¹⁰ „Og de blev mine,“ sagde Jehova om de to symbolske kvinder. (Ezekiel 23:4) Hvornår skete dette? Det gjorde det i 1513 f.v.t. da Jehova udfriede moderorganisationen, Israels tolv stammer, fra trældommen i Ægypten den første nat påsken blev fejret, og især da Jehova indgik en højtidelig pagt med de tolv stammer gennem mellemmanden Moses ved Sinaj bjerg i Arabien. (2 Mosebog 12:50 til 13:21; 19:3 til 24:8) Derefter fødtes sønner og døtre i et pagtsforhold til Jehova som deres Gud. Hvordan? Det skete i kraft af det skridt deres fædre tog ved at slutte denne nationale pagt med Jehova, der er sit folks udfrier. De var alle underlagt ham idet de var børn af den nation der var gift med ham som en hustru med sin ægtemand. (Jeremias 3:14; 31:32, NW) Troløshed mod ham var det samme som ægteskabsbrud.

11. I hvilket år trådte de to symbolske kvinder endeligt frem, og på hvilken måde?

¹¹ De to symbolske kvinder der var „døtre af en og samme moder“ trådte endeligt frem i 997 f.v.t., 516 år efter at Israels folk var blevet udfriet fra trældommen i Ægypten. I det år nægtede ti af Israels stammer at være tro mod Davids kongehus længere, og de oprettede deres eget rige, hvis hovedstad til sidst blev Samaria, der lå seksoghalvtreds kilometer nord for Jerusalem. Dette nordlige rige med hovedstaden Samaria blev symbolsk fremstillet ved Ohola. Det sydlige rige med hovedstaden Jerusalem blev symbolsk fremstillet ved Oholiba. — Ezekiel 23:4.

 „OHOLA“ SÆTTER ET DÅRLIGT EKSEMPEL

12. Medførte denne splittelse af Israel at Jehovas pagt med riget blev opløst? Hvordan nægtede den symbolske Ohola at underkaste sig som en hustru under sin ægtemand?

¹² Denne splittelse af Israels tolv-stammerige opløste ikke den pagt det havde indgået med Jehova gennem mellemmanden Moses ved Sinaj bjerg. Begge de nye riger var stadig med i denne pagt, Lovpagten, og var derfor stadig underlagt Jehova som deres åndelige ægtemand. (1 Kongebog 11:29-39) Men det nordlige rige, den symbolske Ohola, nægtede at underkaste sig som en hustru under Jehova og begyndte at dyrke afguder. Hun mistede tilliden til ham som sin Beskytter og begyndte at indynde sig politisk hos de omboende hedenske nationer, især hos det store Assyrien der lå mod nordøst. (2 Kongebog 15:17-22; Hoseas 5:13; 12:2) Opnåede Israels ti-stammerige noget ved således at komme på venskabelig fod med den militariserede politiske verdensmagt Assyrien? Viste Assyrien sig at være en sand og stabil ven til den symbolske Ohola? Læg mærke til hvad Jehova videre siger i Ezekiel 23:5-10:

13. Hvordan fremgår det af Jehovas ord i Ezekiel 23:5-10 om Assyrien viste sig at være en sand og stabil ven til den symbolske Ohola?

¹³ „Men i stedet for at holde sig til mig bolede Ohola og var i brynde for sine elskere, Assurs sønner, der nærmede sig hende klædte i purpur, statholdere og landshøvdinger, alle sammen smukke unge mænd, ryttere højt til hest; og hun gav dem sin bolerske elskov, alle Assurs ypperste sønner, og alle vegne, hvor hun kom i brynde, gjorde hun sig uren ved deres afgudsbilleder. Men sin bolen med ægypterne opgav hun ikke, thi de havde ligget hos hende i hendes ungdom; de havde skændet hendes jomfrubarm og udøst deres bolerske attrå over hende. Derfor gav jeg hende i hendes elskeres, Assurs sønners, hånd, for hvem hun var i brynde; og de blottede hendes blusel, tog hendes sønner og døtre og dræbte hende selv med sværd, så hun fik vanry blandt kvinder; således fuldbyrdede de dommen over hende.“

14. Hvad gjorde Jehova med Ohola fordi hun satte sin lid til Assyrien?

¹⁴ Den åndelige ægteskabsbryderske Ohola, Israels ti-stammerige, der havde mistet troen på den usynlige Gud, Jehova, blev ikke reddet og bevaret ved at sætte sin lid til det afgudsdyrkende Assyriens imponerende militærmagt. Da hun forlod Jehova der havde udfriet hende fra Ægypten, blev hun forladt af ham og  overgivet til de brutale assyrere der lidenskabeligt begærede at påtvinge hende en verdslig forbindelse.

15. Hvad fuldbyrdede assyrerne over den symbolske Ohola, og hvordan ’blottede de hendes blusel’?

¹⁵ Jehova lod Ohola falde i hænderne på dem hun havde foretrukket at være i pagt med, nemlig assyrerne. De handlede som Guds domsfuldbyrdere mod hende og gav hende den behandling en troløs hustru fortjente. De straffede hende med krigens sværd ved at dræbe hende som en politisk nation og ødelægge landets hovedstad, Samaria. Men først tog de hendes sønner og døtre til fange og førte dem bort som trælle til et andet land. De sørgede for at hun ikke kunne blive genrejst og atter fremstå som et folk og et rige. De „blottede hendes blusel“ eller klædte hende af ved at ribbe landet for hendes israelitiske børn og deportere dem langt bort. Derefter førte Assyrien hedenske folkeslag fra forskellige egne af det assyriske rige til landet så de kunne bosætte sig der i stedet for. — 2 Kongebog 18:8-12; 17:1-24.

16. Hvordan fik Ohola „vanry blandt kvinder“?

¹⁶ Henrettet som en forbryder fik Ohola med god grund „vanry blandt kvinder“, det vil sige blandt den tids hedenske riger. De så ned på hende som en nation der havde pådraget sig en skændig vanære, og de gyste ved tanken om hendes skæbne. Hendes rige ophørte for stedse i 740 f.v.t. da Samaria blev ødelagt og hendes overlevende sønner og døtre blev ført i landflygtighed.

ET HISTORISK VARSEL TIL VOR TID

17. Hvilke spørgsmål opstår med hensyn til den symbolske Oholiba i betragtning af det advarende eksempel Ohola satte?

¹⁷ Kom den symbolske Ohola i vanry hos sin søster Oholiba, Juda rige mod syd? Påskønnede Oholiba dette advarende historiske eksempel, og drog hun nytte af det? Fik det hende til at undgå sin søsters åndelige utroskab for at historien ikke skulle gentage sig i hendes tilfælde og for at hun kunne undgå at drikke af det dommens bæger som hendes søster havde måttet drikke af? Hvad viste Oholiba ved sin færd at hendes nutidige modstykke, kristenheden, ville gøre i vor tid? Jehova fremhævede hvilken færd Oholas søsterrige fulgte da han i Ezekiel 23:11-17 sagde:

18. Med hvilke ord i Ezekiel 23:11-17 omtalte Jehova den adfærd den symbolske Oholiba fulgte?

¹⁸ „Det så hendes søster Oholiba, og dog kom hun i endnu værre brynde og bolede endnu værre end søsteren. Hun kom i  brynde for Assurs sønner, statholdere og landshøvdinger, der nærmede sig hende herligt klædte, ryttere højt til hest, alle sammen smukke unge mænd. Og jeg så, at hun blev uren; begge fulgte samme vej. Men hun drev sin bolen videre endnu; thi da hun så mænd afbildede på muren, billeder af kaldæere, malede med rødt, med bælte om lænd og nedhængende hovedbind, alle at se til som høvedsmænd, en afbildning af Babels sønner, hvis hjemstavn Kaldæa er, så kom hun i brynde for dem, så snart hun fik øje på dem, og hun sendte bud til dem i Kaldæa. Og Babels sønner gik ind til hende, lå hos hende i elskov og gjorde hende uren ved deres bolen; og hun blev uren ved dem, til hun følte lede ved dem.“

19. Hvordan lod den symbolske Oholiba hånt om det advarende eksempel hendes søster Ohola havde sat, og hvad skete der med Assyrien som blev et problem for Oholiba?

¹⁹ Oholiba lod hånt om det advarende historiske eksempel som hendes søsterrige Ohola havde sat. Jehova så at Oholiba og Ohola „fulgte samme vej“, men at Oholiba blot drev sin bolen videre endnu. Hun glemte Jehova og sin ægteskabelige pagt med ham og søgte at indynde sig politisk hos den mægtige verdensmagt Assyrien. Det skete især mens Akaz var konge i Jerusalem. Til trods for Jehovas vejledning gennem profeten Esajas bad kong Akaz den assyriske erobrer Tiglat-Pileser om hjælp imod et forbund mellem Syrien og Israel. (Esajas 7:1-20; 2 Kongebog 16:5-10, 17, 18) Akaz’ efterfølger, kong Ezekias, så hvordan Oholas bejlen til Assyriens politiske gunst endte med en katastrofe i 740 f.v.t. da Samaria og hele riget blev ødelagt. Skønt kong Ezekias blev frelst fra assyrerkongen Sankerib reagerede han positivt på babyloniernes venlige tilnærmelser, og han blev irettesat af Jehova for det. (Esajas 37:36 til 39:7; 2 Kongebog 19:35 til 20:18) Babylonierne fældede den assyriske verdensmagt ved at ødelægge dens hovedstad Nineve omkring 632 f.v.t., og det blev et alvorligt problem for Jerusalem.

20. Hvordan ophævede Babylons konge virkningen af det politiske skridt ægypterkongen havde taget mod Jerusalem, hvordan bejlede den symbolske Oholiba, til Babylons politiske gunst, og hvordan viste hun at hun blev træt af dette?

²⁰ Fire år senere, i 628 f.v.t., sejrede ægypterkongen over Judas konge og satte Jojakim på tronen i Jerusalem i hans broder Joahaz’ sted. Men i 620 f.v.t. kom Babylons konge og gjorde Jojakim  skatskyldig til Babylon. I 617 f.v.t. indsatte Babylons konge Jojakims broder Zedekias som konge på Jerusalems trone. (2 Kongebog 23:31 til 24:18) Under disse to kongers regeringstid viste den symbolske Oholiba at hun var „i endnu værre brynde“ end sin søster Ohola ved at bejle til den babyloniske verdensmagts politiske gunst. Denne internationale forbindelse fortsatte i begge tilfælde indtil Jerusalem blev træt af Babylons overherredømme. Så begyndte hun at ’føle lede’ ved babylonierne og viste det ved at gøre oprør mod Babylons konge. — 2 Kongebog 24:1, 18-20.

21. Hvordan sagde Jehova i Ezekiel 23:18-21 hvad han mente om den symbolske Oholibas utro adfærd?

²¹ Men hvordan så Jehova på denne åndelige utroskab der blev begået af den symbolske Oholiba? Det er noget hendes nutidige modstykke, kristenheden, skulle have overvejet for længe siden. I Ezekiel 23:18-21 fortæller Jehova hvordan han så på Oholibas adfærd idet han siger: „Da hun havde åbenbaret sin bolerske attrå og blottet sin blusel, følte jeg lede ved hende, som jeg var blevet led ved hendes søster [Ohola]. Men hun drev sin bolen videre endnu, idet hun kom sin ungdoms dage i hu, da hun havde bolet i Ægypten, og hun kom i brynde ved dets bolere, der havde kød som æsler og var gejle som hingste; og hun optog sin ungdoms skændsel [løsagtige adfærd, NW], dengang ægypterne krænkede hendes jomfrubarm og krammede hendes unge bryster.“

22. Hvordan behandlede Jehova Oholiba på samme måde som Ohola?

²² Eftersom Jehova „var blevet led ved“ hendes utro søster Ohola, eller ’i afsky havde vendt sig bort fra hendes selskab’ (NW), skulle han da ikke også ledes ved Oholiba og vende sig bort fra hende på grund af hendes tilsvarende løsagtighed med de afgudsdyrkende babyloniere? Jehova er konsekvent og behandlede derfor begge søstre ens.

23. Hvordan kom Oholiba sin ungdoms dage i hu da hun havde bolet i Ægypten, og som hvilke elskerinder nærede hun lidenskabeligt begær?

²³ Hvordan kom Oholiba „sin ungdoms dage i hu, da hun havde bolet i Ægypten“? Det gjorde hun ved at rette blikket mod syd, ved at søge militær hjælp hos Ægypten da hun „følte lede“ ved babylonierne og gjorde oprør mod Babylons konge. (Ezekiel 17:7-10, 15-17) Det sprog Jehova her anvender, udtrykker hans stærke foragt for hendes dyriske, lidenskabelige adfærd der ikke sømmede sig for en hustru men var ret almindelig for en beredvillig  elskerinde. Ifølge New World Translation siger han: „Og hun blev ved med at nære et kødeligt begær på samme måde som elskerinder til dem hvis kødelige lem er som æselhingstes og hvis kønsorgan er som hingstes.“ Eller, som det udtrykkes i New English Bible fra 1970: „Hun var forgabet i deres mandlige prostituerede, hvis lem var som æslers og hvis sæd kom i strømme som hestes.“ — Ezekiel 23:20.

DE AFVISTE POLITISKE ELSKERE REAGERER

24, 25. Hvad sagde Jehova i Ezekiel 23:22-25a at han ville gøre ved Oholiba, i overensstemmelse med det der overgik den symbolske Ohola på grund af hendes åndelige utroskab?

²⁴ I betragtning af det der overgik den symbolske Ohola på grund af hendes åndeligt umoralske adfærd, hvilken behandling kunne hendes søster Oholiba da vente fra Jehova der nærede afsky for hende? Der var endnu nogen tid, måske to år, til begyndelsen af babyloniernes sidste belejring af Jerusalem, da Jehova besvarede dette spørgsmål ved at sige følgende til den troløse by hvori hans „telt“ stadig stod:

²⁵ „Derfor, Oholiba, så siger den Herre [Jehova]: Jeg hidser dine elskere [lidenskabelige elskere, NW] på dig, dem, du følte lede ved, og fører dem mod dig fra alle kanter, Babels sønner og alle kaldæerne, Pekod, Sjoa og Koa og med dem alle Assurs sønner, alle sammen smukke unge mænd, statholdere og landshøvdinger, høvedsmænd og navnkundige [sammenkaldte, NW] mænd, alle højt til hest; og de skal komme imod dig med en vrimmel af vogne og hjul og en hærskare af folkeslag; store og små skjolde og hjelme skal de rette imod dig fra alle kanter. Jeg overlader dem dommen, og de skal dømme dig efter deres ret. Jeg retter min nidkærhed imod dig, og de skal handle med dig i vrede.“

26. Hvad ville babylonierne og deres allierede gøre mod den symbolske Oholiba, ifølge Jehovas ord i Ezekiel 23:25b-27?

²⁶ „Din næse og dine ører skal de skære af, dit afkom [det der er tilbage af dig, NW] skal falde for sværdet; de skal tage dine sønner og døtre, og dit afkom [det der er tilbage af dig, NW] skal fortæres af ild; de skal rive klæderne af dig og tage alle dine smykker; jeg gør ende på din skændsel og din bolen, som du hengav dig til i Ægypten, og du skal ikke mere løfte dit blik til dem eller komme Ægypten i hu.“ — Ezekiel 23:22-27.

27. Hvem er det der hidkalder de fjender mod Oholiba som man mindst ville forvente, hvorfor er det umuligt for hende at undslippe, og er det blot domme afsagt af mennesker der skal eksekveres over hende?

 ²⁷ Det må have været et frygteligt chok for hende da hendes lidenskabelige elskere pludselig vendte sig imod hende! Hvordan kunne deres følelser skifte så hurtigt? Det er Jehova der fremkalder denne reaktion mod den hustrulignende organisation der har bedraget ham. Det er ham der hidkalder disse fjender imod hende som vi næppe forestillede os at han ville bruge til at dømme hende — hendes forbundsfæller der engang lidenskabeligt elskede hende som vasalstat. Det er ikke pøbelen der kommer imod hende, nej det er statholdere, landshøvdinger, professionelle krigere, mænd der er indkaldt som rådgivere, mænd der er højtstående idet de er til hest. Hun vil ikke have nogen mulighed for at undslippe, for de vil komme imod hende fra alle kanter. Stridsvognene hvis hjul hun hører larme, kan fare frem med lynets hast og indhente hende. Hærskaren af veludrustede krigsfolk kan omringe hende. Skal de eksekvere domme der er afsagt af mennesker? Nej, de handler blot som redskaber i Jehovas hånd!

28. Hvem har afsagt dommene, hvordan fuldbyrdes de, og med hvilke følelser?

²⁸ Dommene er afsagt af Jehova, og han overlader eksekveringen af dem til de jordiske redskaber han vælger. Men de får lov til at fuldbyrde dommene på deres egen grusomme måde. Jehovas brændende nidkærhed er rettet mod den symbolske Oholiba og hans jordiske eksekutionsstyrker er vrede; og når den guddommelige nidkærhed og den assyrisk-babyloniske vrede forenes i handling, ser det sandelig sort ud for Oholiba.

29. Hvilken forbrydelse blev straffet med at overtræderens næse og ører blev skåret af, og hvordan blev den symbolske Oholiba tildelt denne straf?

²⁹ Er det ikke uhyggelig grusomt at vansire en kvinde ved at skære hendes næse og ører af? Jo, men det var den måde disse verdensherskere straffede troløse hustruer på. Oholiba havde troløst vendt sig bort fra sin ægtemand, Jehova. Som en krænket og skinsyg ægtemand satte han sit mærke på sin utro ægtefælles ansigt. Hendes smukke udseende som nation blev ødelagt. Hendes salvede konge og andre fremtrædende mænd, der var som „vor livsånde“ eller „selve vore næsebors ånde“ (NW), blev ført bort. (Klagesangene 4:20) Hendes præster, dommere og skrivere, der var som lyttende ører der gav hovedet, nationens ledelse, ligevægt,  blev også fjernet med magt. Hvordan kunne hun „redde ansigt“ over for de andre nationer, så skamferet hendes nationale udseende var blevet? Det kunne hun ikke.

30. Hvad skulle der ske med det der var tilbage af hende i form af mennesker og materiel ejendom der ikke kunne transporteres bort, og hvilken tilstand skulle hun således efterlades i?

³⁰ Efter at den troløse Oholiba var blevet skamferet på denne måde skulle det der var tilbage af hende falde for henrettelsessværdet i de sejrende babylonieres hånd, hendes tidligere elskere. Ve da hendes sønner og døtre! De af dem der overlevede skulle føres i fangenskab og gøres til trælle. Det der var tilbage af hende, materiel ejendom der ikke kunne transporteres bort, skulle „fortæres af ild“. Hun skulle blottes, fratages sine klæder og smykker hvormed hun havde øvet tiltrækning som nation. En åndelig utroskab som hendes skal fjernes fra jorden for evigt!

31. Hvoraf fremgår det om Oholiba angrende søgte at blive forsonet med Jehova da hun var blevet træt af babylonierne?

³¹ Selv om Oholiba var blevet træt af babylonierne som hun havde bedrevet åndelig prostitution med, betød det ikke at hun med dybtfølt anger havde vendt sig til Jehova for at blive forsonet med ham. Hun hengav sig stadig til åndelig umoralitet med afguder. Hun havde stadig ikke noget imod at bryde sin pagt med Jehova og troløst indgå alliancer med hedenske nationer hvis hun følte at dette kunne redde hende som nation betragtet. Fuldt ud klar over at det forholdt sig sådan sagde Jehova videre til den symbolske Oholiba:

32. I hvis hånd ville Jehova give Oholiba, ifølge det han fortalte hende i Ezekiel 23:28-31? Hvad ville der så ske med hende, og hvorfor?

³² „Thi så siger den Herre [Jehova]: Se, jeg giver dig i deres hånd, som du hader og ledes ved; de skal handle med dig i had og tage alt dit gods og efterlade dig nøgen og bar, så din bolerske blusel blottes. Det kan du takke din skændsel [løsagtige adfærd, NW] og din bolen for, thi du bolede med folkene og gjorde dig uren med deres afgudsbilleder. Du vandrede i din søsters [Oholas] spor; derfor giver jeg dig hendes bæger i hånden.“ — Ezekiel 23:28-31.

33. Kunne Oholiba undgå følgerne ved at trække sig ud af forholdet til babylonierne, og hvilke løftebrud havde Jehova i sinde at kræve hende til regnskab for?

³³ Oholiba, der stod for det utro Jerusalem, skulle ikke regne med at hun ved at hade babylonierne og vende sig bort fra dem  i lede kunne undgå følgerne af de åndeligt umoralske forbindelser hun havde haft med dem. Så let gik det ikke. De hadede babyloniere ville ikke glemme de bindende løfter hun havde givet dem. Og hvad med de vigtigere løfter hun havde aflagt til Jehova, sin ægtemand? Hendes anger på grund af løsagtigheden med babylonierne var ikke anger over for Jehova. Derfor havde han i sinde at lade Oholiba undgælde for sit løftebrud, både over for ham og over for babylonierne, ved at overgive hende til hendes forstødte elskere.

34. Hvilke tanker gjorde nationerne sig om årsagen til at Oholiba blev gjort nøgen?

³⁴ Hendes nøgenhed skulle stilles til skue for alle nationer ved at hun blev afsløret som en skamløs gadepige, en prostitueret der var ude efter nationer som kunder. Der måtte være en grund til at hendes Gud, hvis religiøse „telt“ var inden for hendes område, straffede hende sådan! Hendes straf ville ikke have været så stor, hvis ikke hendes forbrydelser imod ham havde været meget omfattende! Det gjaldt i hvert fald hendes søster Ohola. Skulle det samme da ikke gælde Oholiba?

35. Hvad skulle Oholiba ikke regne med?

³⁵ Oholiba skulle ikke tro at hun var en undtagelse fra regelen. Hendes søster Ohola havde uundgåeligt måttet lide på grund af visse omstændigheder. Hvilket historisk grundlag havde Oholiba da for at tro at historien ikke ville gentage sig i hendes tilfælde hvor nøjagtig de samme omstændigheder, ja skærpede omstændigheder, gjorde sig gældende? Samme forbrydelser kræver samme straf! Jehova viste på forhånd at han ikke ville gøre nogen undtagelse i Oholibas tilfælde, selv om hun repræsenterede Jerusalem. Han sagde:

36. Eftersom Jehova ikke ville gøre nogen undtagelse, hvilket bæger sagde han da at Oholiba skulle drikke af, og hvor meget skulle hun drikke?

³⁶ „Så siger den Herre [Jehova]: Du skal drikke af din søsters bæger, som er både dybt og bredt; du skal blive til latter og spot; bægeret rummer meget; det er fuldt af beruselse og stønnen, et bæger med gru og rædsel [overraskelsens og ødelæggelsens bæger, NW] er din søster Samarias bæger. Du skal drikke det ud til sidste dråbe, gnave dets skår og sønderrive dine bryster, så sandt jeg har talet, lyder det fra den Herre [Jehova].“ — Ezekiel 23:32-34.

37. Hvad viste Jehovas beskrivelse af „bægeret“ om størrelsen af dets indhold som Oholiba skulle drikke, og hvorfor ville hun blive overrasket og beruset og stønne når hun drak det?

 ³⁷ Øjensynlig i treoghalvfems år — fra Samaria blev ødelagt i 740 f.v.t. til „endens brødes tid“ begyndte for Jerusalem i 647 f.v.t. — havde den troløse Oholiba mulighed for at drage nytte det advarende historiske eksempel som hendes søster Ohola havde sat. Ulykkeligvis gjorde hun det ikke. (Ezekiel 4:6, 7; 21:25, NW) Hendes vragede ægtemand, Jehova, vil række hende den slags drik som hendes søster Ohola (Samaria) havde måttet drikke i 740 f.v.t. Kun vil bægerets indhold denne gang være større, idet „bægeret rummer meget“ fordi det er „både dybt og bredt“. Hun skal drikke den tort at „blive til latter og spot“ for alle de skadefro nationer rundt om. Hun vil blive overrasket over den skændsel og ødelæggelse der kommer over hende. Tænk at Jehova ville lade dette overgå hende! Hvad bægeret indeholder af national ødelæggelse, deportation fra hendes gudgivne hjemland og vanære blandt nationerne, vil være rigeligt til at gøre hende beruset. Hun vil stønne af sorg over sin egen faldne tilstand, ikke over den skændsel hun har påført sin ægtemands, Jehovas, navn. Hvor meget hun end må drikke, vil det ikke være mere end hun fortjener.

38. Hvordan beskrev Jehova billedligt at den symbolske Oholiba til fulde måtte udstå straffen for sin troløshed mod ham?

³⁸ Hun må ikke lade en dråbe af bægerets indhold tilbage. Selv de dråber der er trængt ind i bægerets porøse materiale må hun suge til sig ved at „gnave dets skår“. Hun må til fulde udstå den guddommelige straf for sin troløse adfærd over for sin pagts Gud. Hvad Jehova talte om hende må hun gennemgå. Hendes søsters advarende eksempel skulle ikke ignoreres!

HVORDAN REGELEN GÆLDER KRISTENHEDEN

39. Hvilke spørgsmål opstår med hensyn til kristenhedens fremtid i betragtning af det der skete med Ohola og Oholiba, og hvordan kan vi give et sikkert svar på disse spørgsmål?

³⁹ Eftersom denne regel gjaldt med så usvigelig sikkerhed for Ohola og Oholiba, hvad skal vi da forvente med hensyn til kristenheden, nutidens modstykke til disse to symbolske søstre, Samaria og Jerusalem? Vil bibelhistorien undlade at gentage sig i kristenhedens tilfælde? Oholiba (Jerusalem) måtte tømme samme bæger som sin søster Ohola (Samaria) fordi hun havde efterlignet Oholas  adfærd over for Jehova. Vil kristenheden nu kunne undgå at tømme det samme bæger selv om den har efterlignet både Ohola og Oholiba? Hvis kristenhedens præster og kirkegængere tror det, tager de meget fejl, for den sande Gud, Jehova, er konsekvent i alt hvad han gør. Noget som yderligere bekræfter at kristenheden vil komme til at erfare en gentagelse af historien og må drikke af samme bæger som sine forbilleder i fortiden, er at Jehova har sagt det i sit skrevne ord, i profetierne i Bibelens sidste bog.

40. Hvad var det den symbolske Oholiba skulle erfare i 607 f.v.t. fra sine forstødte elskeres side, og hvad må vi gøre for at se om historien vil gentage sig?

⁴⁰ Hvad var det Oholiba skulle erfare i 607 f.v.t., i lighed med sin søster Ohola? Hendes lidenskabelige elskere skulle vende sig imod hende. Deres aktion ville gøre hende nøgen; hun ville blive barnløs, idet hendes børn skulle føres bort som fanger eller falde for straffekrigens sværd; hun skulle brændes med ild; hendes dronningeværdighed skulle vanæres, idet hendes kongelige stilling blandt nationerne skulle blive til intet. Vil noget i samme retning gentage sig i vor tid? Lyt nu til hvad Jehova har udtalt gennem Jesus Kristus mens det gjalder fra hans skrevne ord:

41, 42. Hvad siges der i Åbenbaringen 17:15-18 og 18:4-8 om lignende ulykker der rammer en umoralsk person?

⁴¹ „De vande, du så, hvor skøgen sidder, er folk og skarer og folkeslag og tungemål. Og de ti horn, du så, og dyret [der bærer de ti horn på sine syv hoveder] vil hade skøgen og gøre hende ensom og nøgen og æde hendes kød og opbrænde hende med ild. Thi Gud har indgivet dem i deres hjerter at gøre efter hans tanke og at handle ud fra én og samme tanke og at give dyret deres kongemagt, indtil Guds ord bliver fuldbyrdet. Og kvinden, du så, er den store by, som har herredømme over jordens konger.“

⁴² „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager. Thi hendes synder har hobet sig op, så de når til Himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu. Giv hende lige for lige, ja, betal hende dobbelt gengæld efter hendes gerninger; skænk dobbelt i til hende i det bæger, som hun selv skænkede i. Lige så megen herlighed og overdådighed, som hun levede i, så megen pine og sorg skal I volde hende. Fordi hun siger i sit hjerte:  ’Jeg troner her som dronning og sidder ikke enke, og aldrig skal jeg kende til sorg’ — derfor skal hendes plager komme på én og samme dag: død og sorg og sult, og hun skal opbrændes med ild. Thi stærk er Herren, vor Gud, som har dømt hende.“

43. Med hvilken skildring fortæller Jehova ved sin engel hvem skøgen er, som vi læser i Åbenbaringen 17:1-6?

⁴³ Hvem gælder disse ord fra Åbenbaringen 17:15-18 og 18:4-8? Hvem er den ’skøge’ der er tale om? I den samme bog i Bibelen svarer Jehova gennem sin engel: „Kom! jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder ved de mange vande. Med hende har jordens konger bedrevet utugt, og jordens beboere har beruset sig i hendes utugts vin.“ „Og han førte mig i ånden ud i en ørken; der så jeg en kvinde sidde på et skarlagenrødt dyr, som var fuldt af gudsbespottelige navne; det havde syv hoveder og ti horn. Og kvinden var klædt i purpur og skarlagen og skinnede af guld og ædelstene og perler, og i sin hånd havde hun et guldbæger fuldt af vederstyggeligheder og hendes utugts urenheder. Og på hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed: ’Babylon, den store, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder.’ Og jeg så kvinden beruset af de helliges blod, af Jesu vidners blod.“ — Åbenbaringen 17:1-6.

44. Havde straffen for utugtige og utro kvinder ifølge dette ændret sig med årene, og som hvem vil Babylon den Store derfor blive straffet?

⁴⁴ Her er i sandhed forudsagt en gentagelse af de historiske begivenheder der ramte den bolerske Oholiba i fortiden. Den behandling som Bibelen beskriver at skøger og ægteskabsbrydersker får, har ikke ændret sig fra 607 f.v.t., da Oholiba (Jerusalem) blev ødelagt af babylonierne, og frem til omkring år 96, da den kristne apostel Johannes skrev om skøgens ødelæggelse i Bibelens sidste bog Åbenbaringen. Der var gået over syv hundrede år, og dog var intet forandret! Og der er heller ikke forudsagt at der skulle ske nogen forandring i løbet af de over atten hundrede år der er gået siden, indtil i dag hvor vi befinder os i det tyvende århundrede, for kapitel sytten og atten i Åbenbaringen skildrer begivenheder der finder sted i vort århundrede. Uanset hvad den symbolske skøge, det store Babylon, måtte sige i sit hjerte, skal hun lide straffen for løsagtige kvinder ligesom fortidens Ohola og Oholiba, og den vil blive fuldbyrdet af Jehova Gud der dømmer hende. Hans måde at straffe på er ikke blevet ændret!

45. Hvorfor er det ønsketænkning fra kristenhedens side når den i sit hjerte siger at den ikke vil komme til at dele skæbne med vor tids store Babylon?

 ⁴⁵ Det er ønsketænkning fra kristenhedens side når den i sit hjerte siger at den ikke vil komme til at dele skæbne med vor tids store Babylon. I årevis er den nu blevet gjort opmærksom på at Babylon den Store er et udtryk for den falske babyloniske religions verdensimperium. Den er selv den folkerigeste og stærkeste del af denne verdensomspændende, religiøse organisation. Derfor er den en af de religiøse „skøger“ som Babylon den Store er moderorganisation til. — Åbenbaringen 17:5.

46. Hvordan skal det derfor gå kristenheden, og hvad skal den også have del i eftersom den har gjort sig delagtig i Babylon den Stores synder?

⁴⁶ Følgelig skal det gå kristenheden som det går Babylon den Store. At kristenheden specielt blev fremstillet eller forudskildret ved den troløse Oholiba (det troløse Jerusalem) er en yderligere bekræftelse på at den vil komme til at dele skæbne med Babylon den Store, hvis endeligt danner en nøje parallel til den bolerske Oholibas endeligt. Har kristenheden gjort sig delagtig i Babylon den Stores synder der har hobet sig op så de når til himmelen? Ja, og derfor skal den også rammes af Babylon den Stores plager der ifølge Guds beslutning skal komme „på én og samme dag“, nemlig død og sorg og sult, foruden at „hun skal opbrændes med ild“, og det af sine tidligere forbundsfæller. — Åbenbaringen 18:4-8; 17:16.

47, 48. Hvad sagde Jehova i Ezekiel 23:35 at den symbolske Oholiba skulle, og hvad må kristenheden derfor også gøre?

⁴⁷ Vi kan udmærket tænke på kristenheden mens Jehova fortæller videre til sin profet Ezekiel om Oholibas (Jerusalems) ugudelige adfærd over for ham: „Derfor, så siger den Herre [Jehova]: Fordi du glemte mig og kastede mig bag din ryg, skal du bære følgen af din skændsel [løsagtige adfærd, NW] og bolen.“

⁴⁸ Det gik fortidens Oholiba som Jehova befalede her i Ezekiel 23:35. Hun kom til at bære de bitre følger af sin åndelige løsagtighed og bolen. Kristenheden må med usvigelig sikkerhed gøre det samme.

49. Hvordan har kristenheden ifølge de historiske begivenheder siden 1919 vist at den har glemt Jehova og har kastet ham bag sin ryg i spørgsmålet om fred og sikkerhed i verden, og hvad skal den derfor ikke vente når dens forbundsfæller vender sig imod den?

⁴⁹ Vi behøver ikke at undersøge kristenhedens historie særlig grundigt for at fastslå at den har glemt Jehova og har kastet ham  bag sin ryg. Det er ikke ham den har allieret sig med og taget parti for i håb om at blive beskyttet og bevaret. Den har bedrevet åndelig umoralitet med politikere fra alle nationer. Sammen med dem har den støttet og fremmet det symbolske dyrs afguderiske „billede“, det vil sige De forenede Nationer, som en organisation der er nødvendig for at opretholde freden og sikkerheden i verden. Dette politiske „billede“ er det skarlagenrøde dyr med syv hoveder og ti horn som Babylon den Store har redet på siden det fremstod, oprindelig som Folkeforbundet i 1919. Eftersom kristenheden ser bort fra Jehova, vil han ikke beskytte og udfri den når dens politiske og verdslige forbundsfæller rasende vender sig imod den for at ødelægge den. — Åbenbaringen 13:14, 15; 14:9-11; 17:3-7.

50-52. Hvornår vil denne drastiske straf ramme kristenheden? Hvad skal den salvede Ezekiel-skare dog først gøre, som det fremgår af Ezekiel 23:36-42?

⁵⁰ Denne drastiske straf vil om kort tid ramme kristenheden i den forestående ’store trængsel hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse’. (Mattæus 24:15, 21, 22) Men før dette sker skal den salvede Ezekiel-skare som Jehova benytter i vor tid, vidt og bredt forkynde hans domme over kristenheden som om de afsagde Guds dom over den. Det fremgår af det næste vi får at vide af fortidens profet Ezekiel:

⁵¹ „Og [Jehova] sagde til mig: Menneskesøn! Vil du dømme Ohola og Oholiba, så forehold dem deres vederstyggeligheder, at de horede og har blod på hænderne; de horede med deres afgudsbilleder, og til føde for dem lod de børnene, de fødte mig, gå igennem ilden. Fremdeles har de gjort mig dette: de har gjort min helligdom uren og vanhelliget mine sabbater; endog samme dag de havde slagtet deres børn til afgudsbillederne, kom de til min helligdom og vanhelligede den. Sandelig, således gjorde de i mit hus. Ja, for mænd, som kom langvejsfra, straks der var sendt dem bud, badede du dig, sminkede dine øjne og tog dine smykker på; og du satte dig på et prægtigt leje, og foran det dækkedes et bord, på hvilket du satte min røgelse og min olie.“ — Ezekiel 23:36-41.

⁵² „Og lyden af en veltilpas skare var i hende, og til mændene fra menneskehedens masse blev der ført drankere ind fra ørkenen, og de gav sig til at sætte armbånd på kvindernes hænder og smukke kroner på deres hoveder.“ — Ezekiel 23:42, NW.

 DEN OFFICIELLE ANKLAGE DER RETTES MOD KRISTENHEDEN

53, 54. Hvem i vor tid er disse fordømmende ord mod Ohola og Oholiba også en anklage imod, og hvordan har denne gjort sig skyldig i det der fordømmes i Jakob 4:4?

⁵³ Hvilken anklage mod kristenheden, sådan som den her rettes mod dens gamle forbillede! Denne anklage er blevet forelagt af vor tids Ezekiel-skare, de salvede kristne vidner for Ezekiels Gud, Jehova. I lighed med fortidens Ohola og Oholiba har kristenheden begået åndeligt ægteskabsbrud mod Bibelens Gud, som den foregiver at tilbede. Derfor bør den overveje det spørgsmål Bibelen rejser i Jakob 4:4, hvor der står: „I utro [ægteskabsbrydersker, NW]! ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“

⁵⁴ Kristenhedens langvarige venskab med denne verdens politikere, militærstyrker og storkapitalistiske pengemænd er en offentlig skandale. Eftersom den er det fremtrædende medlem af „den store skøge“, det store Babylon, kan man med rette sige at „med hende har jordens konger bedrevet utugt, og jordens beboere har beruset sig i hendes utugts vin“. Kristenheden fører det store ord i den symbolske „by, som har herredømme over jordens konger“. — Åbenbaringen 17:1, 2, 18.

55. Hvilket fremtrædende eksempel er der på at kristenhedens sekter i vor tid har begået åndeligt ægteskabsbrud med afgudsbilleder?

⁵⁵ Kristenhedens religiøse sekter har også begået åndeligt ægteskabsbrud med „afgudsbilleder“. En af de nyeste og største ting de har forgudet er det symbolske verdenspolitiske dyrs „billede“, det vil sige De forenede Nationer, som de fleste såkaldt kristne nationer er medlem af. — Ezekiel 23:37; Åbenbaringen 13:14, 15; 14:9-11; 16:2.

56. Hvordan kan det siges at kristenhedens sekter „har blod på hænderne“ som følge af de ofringer de har foretaget?

⁵⁶ Kan man også sige at kristenhedens religiøse sekter „har blod på hænderne“? Ligesom Ohola og Oholiba i fortiden lod deres sønner gå igennem offerilden for billedet af den falske gud Molok, sådan har sekterne i kristenheden ladet deres sønner udgyde deres blod som et offer for den blodtørstige gud Mars, romernes krigsgud. Og de siger at det sker i kristendommens navn! Kristenhedens blodplettede hænder vidner om at den har  ofret sine sønner under de rå og fanatiske korstog mod muhamedanerne i det mellemste østen, ja i krige inden for dens eget domæne mellem katolikker og protestanter, under inkvisitionen med dens djævelske tortur af dem der blev regnet for at være kættere, i krige mellem kristenhedens nationer hvori katolikker har kæmpet mod katolikker og protestanter mod protestanter, og i de to verdenskrige der begge udbrød lige midt i kristenheden.

57. Hvordan har de givet folk et forkert billede af hvad Guds helligdom står for, ved det de har gjort selv om de har været besmittet med blod?

⁵⁷ Men endnu værre: i fuldstændig mangel på respekt for Bibelens Gud er de, samme dag som de har begået sådanne ugerninger, kommet med bloddryppende hænder til det de kalder Guds helligdom, ja endda på den dag de kalder deres sabbatsdag. På denne måde har de i realiteten besmittet og vanhelliget Guds helligdom, idet de har givet folk et helt forkert billede af hvad Guds sande hus står for. Jehova misbilliger alt dette. Hvilken blodskyld må han ikke kræve kristenheden til regnskab for!

58. Hvordan skildrer Oholiba kristenheden med hensyn til at lokke umoralske kunder til sig, og hvem udelukkes ikke af den skare der flokkes om hende?

⁵⁸ Som skildret ved Oholiba (Jerusalem) kan vi forestille os kristenheden som en professionel skøge. Hun har søgt kunder, ja hun har sendt bud efter dem for at de skulle knytte sig til hende med ukristen omgang for øje. Se hvor hun vasker sig for at fjerne enhver frastødende lugt! Se hvor hun sminker sine øjne for at få dem til at virke større og mere glansfulde! Se hvor hun tager sine smykker på for at blive uimodståelig og tillokkende! Se hvor hun læner sig tilbage på et prægtigt leje, med et dækket bord foran! Røgelsen der brænder på bordet og den parfumerede olie der er stillet der for at man kan gnide sig med den, har hun taget fra noget der i virkeligheden tilhører Gud. Som svar på det bud hun har sendt ud skulle hendes kunder komme til hende fra alle de verdslige dele af denne verden som er en fjende af Jehova Gud. Skønt dørene og vinduerne i hendes skøgehus er lukkede, høres larmen af en veltilpas skare der hengiver sig til sanselige glæder. En mængde mænd flokkes om hende for at opnå kønslig tilfredsstillelse. Er drankere blevet budt velkommen i denne blandede skare? Ja, skønt de kommer fra så ringe en klasse at den har hjemme i ørkenen.

59. Hvilke elementer fra menneskesamfundet flokkes i kristenheden fordi den har gjort religionen så let tilgængelig, og i hvilken forstand har de sat armbånd på hendes håndled og kroner på hendes hoved?

 ⁵⁹ Fordi kristenheden har gjort religionen let tilgængelig for sådanne verdslige mennesker, og fordi de kan tilslutte sig hende som kirkemedlemmer og samtidig fortsætte med at være en del af denne selviske, afgudsdyrkende og blodplettede verden, flokkes alle disse elementer fra menneskesamfundet i den skøgelignende kristenhed. Som betaling for enhver religiøs gunstbevisning der har bragt dem sanselig glæde, har de forherliget hende. For at forskønne hendes hænder der er røde af blod, har de så at sige sat armbånd på hendes håndled, og de har sat smukke kroner på hovedet af hendes sekter, hvorved de har givet præsterne en vis religiøs myndighed over deres liv. Dette er blevet en gammel skik.

60. Tyder noget på at kristenheden vil holde op med at begå sin åndelige umoralitet, hvorfor skal „retfærdige mænd“ gribe ind, og hvilken dom skal de eksekvere over hende?

⁶⁰ Men skal det altid fortsætte? Vil det vare længere end til vor generation? Ikke ifølge det Jehova nu fortæller Ezekiel med disse ord: „Da sagde jeg om hende der var slidt op af at begå ægteskabsbrud: ’Nu vil hun blive ved med at drive sin prostitution, ja hun selv.’ Og de blev ved med at komme ind til hende, ligesom man kommer ind til en kvinde der er prostitueret; på den måde kom de ind til Ohola og til Oholiba som løsagtige kvinder. Men retfærdige mænd, de vil dømme hende med ægteskabsbryderskers dom og med kvindelige blodsudgyderes dom; for ægteskabsbrydersker er hvad de er, og der er blod på deres hænder.“ (Ezekiel 23:43-45, NW) Med andre ord: eftersom kristenheden ikke vil holde op med at „drive sin prostitution“, må der sættes en stopper for hendes åndelige prostitution ved at andre eksekverer den dom over hende som ægteskabsbrydersker og kvinder der forsætligt udgyder blod fortjener.

DE „RETFÆRDIGE MÆND“ DER SKAL DØMME KRISTENHEDEN

61. Hvem er de „retfærdige mænd“ der eksekverer dommen over den symbolske Oholiba?

⁶¹ Hvem er så de „retfærdige mænd“ der skal eksekvere dommen over hende? Ikke Ezekiel og hans medfanger Daniel, Hananja, Misjael og Azarja, og heller ikke profeten Jeremias i Jerusalem,  hans sekretær Baruk eller hans venner, ætioperen Ebed-Melek og rekabitterne. (Ezekiel 14:14, 20; Daniel 1:1-7; Jeremias 35:1-19; 36:4-32; 45:1-5) Disse godkendte mænd havde overhovedet ingen andel i at eksekvere Jehovas dom over Oholiba (Jerusalem) i årene 609-607 f.v.t. Det var assyrerne der ødelagde Ohola (Samaria) i 740 f.v.t., mens babylonierne ødelagde Oholiba (Jerusalem) i 607 f.v.t.

62. Hvordan kunne Jehovas domsfuldbyrdere i fortiden kaldes „retfærdige mænd“ eftersom de var hedninger, og hvem er på tilsvarende måde de „retfærdige mænd“ der bruges som domsfuldbyrdere i vor tid?

⁶² De „retfærdige mænd“ der her er tænkt på er altså Oholibas (Jerusalems) elskere som hun til sidst vender sig bort fra i lede og som derfor vender sig imod hende og ødelægger hende. Men hvordan kunne de babyloniske domsfuldbyrdere kaldes „retfærdige mænd“, eftersom de jo var hedninger? Det kunne de i relativ forstand. Oholibas (Jerusalems) ondskab var så stor i Jehovas øjne at babylonierne som han brugte til at fuldbyrde sin dom, blev regnet for retfærdige i sammenligning hermed. Fordi Oholiba (Jerusalem) så skamløst havde brudt sin hellige pagt med sin Gud Jehova, var hun langt mere dadelværdig end de hedenske babyloniere. Dertil kom at de eksekverede Jehovas retfærdige dom over Oholiba (Jerusalem), den dom som ægteskabsbrydersker og kvindelige blodsudgydere fortjener. (Ezekiel 23:22-27) På tilsvarende måde er de „retfærdige mænd“ i vor tid ikke Jehovas kristne vidner, men kristenhedens verdslige forbundsfæller der kommer til at hade den og vender sig imod den for at eksekvere Guds straf over den.

63. Hvordan bekræfter Jehovas sidste ord om Oholiba hvem disse „retfærdige mænd“ er?

⁶³ At det er sådan vi skal forstå udtrykket „retfærdige mænd“, bekræftes af Jehovas sidste ord om Oholiba: „Thi så siger den Herre [Jehova]: En forsamling skal sammenkaldes imod dem, og de skal gives hen til at mishandles og udplyndres; forsamlingen skal stene dem og hugge dem sønder og sammen med sværd; deres sønner og døtre skal man dræbe, og deres huse skal man brænde. Jeg gør ende på skændselen [løsagtig adfærd, NW] i landet, og alle kvinder skal lade sig advare derved og ikke efterligne deres skændsel. Man skal lade eders skændsel komme over eder, og I skal bære følgen af de synder, I gjorde med eders afgudsbilleder;  og I skal kende, at jeg er den Herre [Jehova].“ — Ezekiel 23:46-49.

64. Hvordan sammenkaldte Jehova en „forsamling“ der skulle bruge sværdet mod Oholiba og plyndre, stene, ødelægge og brænde hende og gøre ende på hendes umoralske adfærd, og for hvem blev hun et advarende eksempel?

⁶⁴ Den forsamling babyloniske soldater Jehova sammenkaldte imod Oholiba (Jerusalem) mishandlede hende virkelig i 607 f.v.t. De nedbrød byens solide mure, trængte ind i den, plyndrede den, førte byttet bort og nedbrændte byen med ild. (2 Kongebog 25:1-17; 2 Krønikebog 36:17-19; Jeremias 52:6-23) De sten babylonierne slyngede ind i byen under den lange belejring var uden tvivl temmelig store så de anrettede stor skade og dræbte mange. Desuden blev mange af Jerusalems sønner og døtre hugget ned af babyloniernes sværd da soldaterne trængte ind i byen. Ødelæggelsen blev fuldstændig da alle brændbare huse der var tilbage blev stukket i brand. Der blev således gjort ende på afgudsdyrkelsen og den åndelige løsagtighed i Judas land ved at Oholiba (Jerusalem) blev ødelagt. Det var frygtelige følger hun måtte bære af sin vederstyggelige adfærd i Jehovas øjne. Andre „kvinder“, det vil sige nationer, skulle lade sig advare derved og ikke følge hendes eksempel.

65. Hvilket spørgsmål opstår med hensyn til kristenheden i betragtning af Oholibas advarende eksempel, og hvem vil Jehova sammenkalde imod hende på grund af hendes adfærd?

⁶⁵ Har kristenheden ladet sig advare af Oholibas (Jerusalems) eksempel og ikke efterlignet hendes åndelige løsagtighed og hendes tilbedelse af afgudsbilleder? Til svar må vi sige at Oholiba ikke gav agt på sin søster Oholas (Samarias) advarende eksempel, og at kristenheden heller ikke vil give agt på Oholibas (Jerusalems) advarende eksempel. Kristenheden er dømt til at blive udplyndret og lagt i ruiner. Hendes venskab og umoralske kærlighedsforbindelse med denne tingenes ordnings verdslige elementer vil ikke fortsætte ret længe. Den gamle udtjente skøges politiske, militære og andre verdslige elskere vil finde en anledning til at hade hende og vil vende sig imod hende i vrede. Jehova vil sammenkalde dem imod hende som en hær der fuldbyrder hans retfærdige dom, og den falske, hykleriske kristendom skal brændes op på hele jorden. En frygtelig ødelæggelse vil ramme den symbolske kvinde, kristenheden, der ikke tog ved lære af de advarende  eksempler der er omtalt i Jehovas ord. Ingen kan lade hånt om disse advarende eksempler og slippe godt fra det!

66. Hvad er hensigten med alt dette, hvad vil kristenheden erfare i harmoni med Jehovas advarende eksempler, og hvem i dag bør lægge mærke til dette?

⁶⁶ Der er en hensigt med alt dette. Hvilken? Den guddommelige hensigt der lyder: „Og I skal kende, at jeg er den Herre [Jehova].“ (Ezekiel 23:49) Disse ord bør vi lægge os på sinde. Den suveræne Herre Jehovas navn havde tilknytning til de frygtelige begivenheder der indtraf som en dom fra Gud i år 607 f.v.t. I sit eget navn havde Jehova forudsagt disse begivenheder ved sine profeter. Og i ophøjelse af sit navn lod han dem med usvigelig sikkerhed indtræffe som en fuldbyrdelse af sin dom. Måtte alle som ignorerer Jehova i vor tid lægge mærke til dette. Uanset om de bryder sig om det eller ej vil den forestående ødelæggelse af kristenheden være i harmoni med hans advarende eksempler, hans profetier og hans uomstødelige beslutninger. På denne måde skal folk kende at han er Jehova, der opfylder sit uforanderlige ord.

67. Hvordan vil dette virke på dem der allerede har opnået en vis kundskab om den suveræne Herre og Gud?

⁶⁷ Alle vi der ad fredelig vej har opnået en vis kundskab om denne suveræne Herre vil derved komme til at se en magtfuld bekræftelse af hans guddommelige hensigt. Mere overbeviste end nogen sinde før skal vi på en ærefrygtindgydende måde kende at han virkelig er Jehova, og vi vil da vise ham større ærbødighed end nogen sinde.

[Studiespørgsmål]