Opstandelse til enhed i en „Edens have“
Kapitel 18
Opstandelse til enhed i en „Edens have“
1. Før hvilken opstandelse må en død nation oprejses til at leve i sit eget domæne?
FØR de milliarder af døde oprejses til liv i et jordisk paradis, bliver en død nation oprejst til at leve i sit eget domæne.
2. Hvad gjorde Elias og Elisa, hvad sagde Hanna, og hvad troede Abraham i forbindelse med den der mirakuløst kan genoplive en nation?
2 Hvem kan foretage en sådan mirakuløs genoplivning af en nation? Der er en der kan — den der benyttede fortidens profet Elias og hans efterfølger Elisa til at oprejse døde mennesker til liv. (1 Kongebog 17:8-24; 2 Kongebog 4:11-37; 8:4, 5; Hebræerne 11:35) Dette skete i det tiende århundrede før vor tidsregning og således flere hundrede år før byen Jerusalem blev ødelagt af babylonierne i 607 f.v.t. Til den Gud der gjorde ende på hendes barnløshed sagde Hanna, profeten Samuels moder, under inspiration: „[Jehova] døder, gør levende, fører ned i Dødsriget og fører op.“ (1 Samuel 2:1, 6) Århundreder tidligere troede Hannas forfader Abraham på at Jehova havde magt til at gøre døde levende, og om denne tro hos Abraham læser vi: „Gud, som han troede på, Gud, som gør de døde levende og nævner det, der ikke er, som om det var.“ (Romerne 4:17) Jehova kan oprejse en nation med samme lethed som han oprejser et enkelt menneske.
3. Hvordan stod det til med de landflygtige jøders håb, hvordan så det ud til at ville gå deres nation i landet Babylon, men hvad havde Jehova i sinde?
3 Da de overlevende jøder efter Jerusalems ødelæggelse blev ført bort til Babylon hvor deres landflygtighed skulle vare halvfjerds år, var de praktisk talt en død nation. Da flertallet af de landflygtige jøder ikke troede på Guds ords profetier, nærede de ikke noget håb om igen at komme til at leve som et forenet folk i deres gudgivne hjemland. Deres håb var dødt. Deres nation ville øjensynlig finde sin grav i landet Babylon. Det samme har Babylon muligvis regnet med. Men Jehova, der havde forudsagt at det øde Israels bjerge, høje og dale atter skulle bebos, havde i sinde at udvirke et mirakel. Profeten Ezekiel fik et syn af det, og han fortæller om det med disse forbløffende ord:
4. Hvor satte Jehova Ezekiel i et syn, og hvilket spørgsmål stillede han Ezekiel om det han så der?
4 „[Jehovas] hånd kom over mig, og han førte mig i Ånden ud og satte mig midt i dalen. Den var fuld af ben; og han førte mig rundt omkring dem, og se, de lå i store mængder ud over dalen, og se, de var aldeles tørre. Derpå sagde han til mig: ’Menneskesøn! Kan disse ben blive levende?’ Jeg svarede: ’Herre, [Jehova], du ved det!’ Så sagde han til mig: ’Profetér over disse ben og sig til dem: I tørre ben, hør [Jehovas] ord!’“ — Ezekiel 37:1-4.
5. Hvad ville nogle i dag måske tænke ved en sådan befaling?
5 I dag ville nogle måske tænke: Hvad nyttede det at profetere over en dal fuld af spredte tørre ben? Hvordan kunne de reagere på et ringe menneskes profeti?
6. Hvis ord skulle Ezekiel imidlertid tale når han profeterede, og hvilken kraft havde det for længe siden vist sig at der lå i dennes ord?
6 Men lad os ikke være for hastige til at drage slutninger her i vor videnskabelige tidsalder. Det er Jehovas profetiske ord der skal udtales, og hans ord besidder en overmenneskelig, overnaturlig kraft. For seks tusind år siden blev alle livsformer på jorden skabt ved hans ord, og han kan også genskabe livet i et øde land ved sit ord. (1 Mosebog 1:11-25) Hør nu hans kraftfulde udtalelse:
7. Hvad sagde Jehova gennem Ezekiel til de tørre ben?
7 „Så siger den Herre [Jehova] til disse ben: Se, jeg bringer ånd i eder, så I bliver levende. Jeg lægger sener om eder, lader kød vokse frem på eder, overtrækker eder med hud og indgiver eder ånd, så I bliver levende; og I skal kende, at jeg er [Jehova].“ — Ezekiel 37:5, 6.
8. Hvad kommer vi uvilkårligt til at tænke på i forbindelse med skabelsen af den første mand og kvinde når vi læser at benene blev iklædt kød og blev indgivet livsånde?
8 Dette får os til at tænke på hvordan Skaberen bar sig ad da han skabte en hustru til den første mand i Edens have, hvorom vi læser: „Så lod Gud [Jehova] dvale falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans ribben og lukkede med kød i dets sted; og af ribbenet, som Gud [Jehova] havde taget af Adam, byggede han en kvinde og førte hende hen til Adam.“ (1 Mosebog 2:21, 22) Men selv et fuldt færdigt legeme måtte have indblæst livsånde fra Jehova for at blive levende. Beretningen om mandens skabelse understreger at dette er nødvendigt: „Da dannede Gud [Jehova] mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen. Derpå plantede Gud [Jehova] en have i Eden ude mod øst, og der satte han mennesket, som han havde dannet.“ (1 Mosebog 2:7, 8) Da den samme Skaber indgav ånd i de legemer han havde dannet af de tørre ben i dalen, blev disse legemer derfor også levende.
9. Hvad kendte disse tørre ben da de atter blev iklædt kød og blev levende?
9 Da disse tørre ben igen var blevet iklædt sener, kød og hud og havde fået livsånde, måtte de nødvendigvis være klar over noget. De vidste at de ikke havde skabt eller genskabt sig selv. De erfarede hvad deres Skaber og Genopliver havde forudsagt: „Og I skal kende, at jeg er [Jehova].“ — Ezekiel 37:6.
10. Hvad skete der med de tørre ben da Ezekiel profeterede på Guds befaling, og hvad gjorde Jehova som naturvidenskabsmændene ikke kan?
10 Jehova er den almægtige Gud og han kan gøre hvad der er umuligt for os mennesker her i det tyvende århundrede. Lad os derfor ikke mene at det umuligt kan være rigtigt når vi nu læser hvad Ezekiel fortæller om det der skete da han i tro adlød den almægtige Gud: „Så profeterede jeg, som mig var pålagt, og der hørtes en lyd, da jeg profeterede, og se, der hørtes raslen, og benene nærmede sig hverandre. Og jeg skuede, og se, der kom sener på dem, kød voksede frem, og de blev overtrukket med hud, men der var ingen ånd i dem.“ (Ezekiel 37:7, 8) Naturvidenskabsmænd kan i dag sætte et menneskes skelet sammen, men de kan ikke komme sener og kød på disse rekonstruerede ben eller anbringe de nødvendige organer i det opbyggede legeme. Men Jehova viser her at han er i stand til at gøre det umulige!
11. Hvad skulle Ezekiel profetisk sige til vinden?
11 Ezekiel siger: „Så sagde han til mig: ’Profetér og tal til ånden [vinden, NW], profetér, du menneskesøn, og sig til den: Så siger den Herre [Jehova]: Ånd [vind, NW], kom fra de fire verdenshjørner og blæs på disse dræbte, at de må blive levende.’“ — Ezekiel 37:9
12. Hvad skete der da Ezekiel talte profetisk til vinden?
12 Det var ikke en forurenet vind Ezekiel befalede at blæse på disse gendannede menneskelegemer og at sætte deres åndedræt i gang så de kunne leve. Jehova ventede til Ezekiel havde profeteret før han genoplivede disse legemer der var blevet dannet på mirakuløs vis, for vi læser: „Da profeterede jeg, som han bød mig, og ånden kom i dem, og de blev levende og rejste sig på deres fødder, en såre, såre stor hær.“ — Ezekiel 37:10.
HVEM DE GENOPLIVEDE VAR ET BILLEDE PÅ
13. Hvad er det et tegn på når disse genoplivede legemer kaldes „en såre, såre stor hær“?
13 Alle disse levendegjorte legemer omtales som en hær. Det viser at de ikke var svæklinge; de var sunde og raske og kunne gøre krigstjeneste. Men hvem er alle disse „dræbte“ der fik nyt liv i Ezekiels syn et billede på? Ezekiel gengiver Guds egen forklaring:
14. Hvem forklarede Jehova at disse „dræbte“ var, og hvad sagde han at han ville gøre for dem?
14 „Derpå sagde han til mig: Menneskesøn! Disse ben er alt Israels hus. Se, de siger: ’Vore ben er tørre, vort håb er svundet, det er ude med os!’ Profetér derfor og sig til dem: Så siger den Herre [Jehova]: Se, jeg åbner eders grave og fører eder ud af dem, mit folk, og bringer eder til Israels land; og I skal kende, at jeg er [Jehova], når jeg åbner eders grave og fører eder ud af dem, mit folk. Jeg indgiver eder min Ånd, så I bliver levende, og jeg bosætter eder i eders land; og I skal kende, at jeg er [Jehova]; jeg har talet, og jeg fuldbyrder det, lyder det fra [Jehova].“ — Ezekiel 37:11-14.
15. Hvilken andel havde Ezekiel i at give disse jøder nyt håb, og hvilken andel havde Jehova i at føre dem tilbage til „Israels land“?
15 De landflygtige jøder der ikke syntes de havde noget håb, skulle altså genoplives med et nyt håb, der var baseret på Jehovas urokkelige ord. Som Jehovas talerør skulle Ezekiel ved at profetere være med til at oplive disse nedtrykte israelitter og give dem håb om at komme tilbage til deres elskede hjemland hundreder af kilometer borte. Men det var Jehova der ville give sin hellige ånd til de angrende israelitter, og derfor var det i virkeligheden ham der ville samle dem på ny og indgive dem iver efter og villighed til at blive ført tilbage til deres eget land når hans tid var inde. Det var ham der mirakuløst ville åbne dem en mulighed for at forlade deres „grave“ i Babylons land og vende tilbage til „Israels land“.
16. Hvor mange skulle have del i denne mulighed for at vende hjem, og hvordan fjerner dette grundlaget for den påstand der fremføres af de britiske israelitter?
16 „Alt Israels hus“ skulle have del i denne mulighed for at vende hjem. Da dette betød alle Israels stammer, også de ti stammer der oprettede Israels rige mod nord, fjerner det grundlaget for den påstand der fremføres af de såkaldte britiske israelitter, en religiøs retning der mener at disse ti stammer forsvandt i de assyriske områder de blev deporteret til, og som mener at de britiske israelitter i virkeligheden er disse stammer der er dukket op igen.
17. Fik israelitterne senere grund til at erkende at Jehova havde fuldbyrdet sine ord? Hvem gav kong Kyros ansvaret for befalingen da han udstedte sit frihedsdekret til jøderne?
17 Jehova havde talt dette ved sine profeter, deriblandt Ezekiel. Måtte israelitterne senere erkende at Jehova havde fuldbyrdet det, i overensstemmelse med sit talte ord? De historiske beretninger svarer ja! Som forudsagt benyttede han perseren Kyros til at udvirke Babylons overraskende fald da byen blev indtaget af mederne og perserne på en enkelt nat i efteråret 539 f.v.t. I det andet år derefter, altså i 537 f.v.t., udstedte erobreren Kyros sit dekret som gav israelitterne frihed til at forlade deres landflygtighed i Babylon og vende tilbage til Jerusalem for at genopbygge deres Guds tempel. Læg i følgende beretning mærke til hvem Kyros gav ansvaret for denne befaling:
„For at [Jehovas] ord gennem Jeremias’ mund kunne opfyldes, indtil landet fik sine sabbatter godtgjort; så længe ødelæggelsen varede, hvilede det, til der var gået halvfjerdsindstyve år.
Men i perserkongen Kyros’ første regeringsår vakte [Jehova], for at hans ord gennem Jeremias’ mund kunne opfyldes, perserkongen Kyros’ ånd, så han lod følgende udråbe i hele sit rige og desuden kundgøre ved en skrivelse: ’Perserkongen Kyros gør vitterligt: Alle jordens riger har [Jehova], Himmelens Gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Hvem iblandt eder, der hører til hans folk, med ham være [Jehova] hans Gud, og han drage derop!’“
Her slutter beretningen i Anden Krønikebog 36:21-23. Kyros’ dekret fuldstændiggøres imidlertid i Ezra 1:1-4, hvor der står:
„Og han drage op til Jerusalem i Juda og bygge [Jehovas], Israels Guds, hus; han er den Gud, som bor i Jerusalem; og alle steder, hvor de tiloversblevne bor som fremmede, skal beboerne støtte dem med sølv, guld, heste og kvæg, bortset fra de frivillige gaver til Guds hus i Jerusalem.“
18. Hvad vidste israelitterne om deres Gud på grundlag af ordlyden i Kyros’ dekret, og hvor mange benyttede sig af denne lejlighed til atter at bosætte sig i deres øde hjemland?
18 Når Kyros den Store, Persiens konge, således forbandt denne uventede og usædvanlige begivenhed med Jehova, hvordan kunne israelitterne da undgå at vide at det var Jehova der åbnede deres grave i Babylon og førte dem ud så de atter kunne tjene og tilbede ham i deres ødelagte hjemland! Hjulpet af velvillige israelitter der ikke havde så gode muligheder for at forlade Babylon på det tidspunkt, reagerede 42.360 israelitter positivt på Jehovas udgydte ånd og blev levende for lejligheden til atter at bebo Israels bjerge, høje og dale, at genopbygge Jerusalem og dens tempel og genindføre tilbedelsen af Jehova dér, til ære for hans navn blandt alle folk. Over 7500 ikke-israelitiske trælle og professionelle sangere tog imod den forret at drage med dem for at tjene Jehova sammen med dem. (Ezra 2:64-67) De var i sandhed som „en såre, såre stor hær“. — Ezekiel 37:10.
19. Hvad var profetisk i denne forbindelse foruden selve synet, og hvordan blev dette skildret i Bibelens sidste bog?
19 De historiske begivenheder der opfyldte Ezekiels profetiske syn af dalen der var fuld af tørre ben, var selv profetiske. De har fået deres opfyldelse her i det tyvende århundrede. Der peges frem til denne opfyldelse i Bibelens sidste bog, der blev skrevet omkring år 96, over syv hundrede år efter Ezekiels syn. Lad os se hvordan genoplivningen af de åndelige israelitter skildres her:
„’Og når de har aflagt hele deres vidnesbyrd, skal dyret, der stiger op af afgrunden [dette syvhovedede dyrs tredje hoved skildrer den babyloniske verdensmagt], føre krig mod dem og sejre over dem og dræbe dem. Og deres lig skal ligge på gaden i den store stad, som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten, dér, hvor også deres Herre blev korsfæstet. Og mennesker af alle folk og stammer og tungemål og folkeslag skal se på deres lig i tre og en halv dag og ikke tillade, at deres lig lægges i graven. Og de, der bor på jorden, skal glæde og fryde sig over, hvad der skete med dem, og de skal sende hverandre gaver, fordi disse to profeter var til plage for dem, der bor på jorden.’
Men efter de tre og en halv dags forløb kom der livsånde fra Gud ind i dem; og de rejste sig op på deres fødder, og stor frygt greb dem der så dem. Og de hørte en høj røst fra Himmelen sige til dem: ’Kom herop!’ Og de steg op til Himmelen i skyen, mens deres fjender så efter dem.“ — Åbenbaringen 11:7-12.
20. Hvordan er dette billede fra Åbenbaringen blevet opfyldt, i hvilken periode skete det, og hvordan steg de „to vidner“ så at sige op til himmelen?
20 I den nutidige opfyldelse af dette profetiske billede blev resten af de kristne åndelige israelitter dræbt hvad deres frie og offentlige vidnegerning og profetvirksomhed angik, og det skete ved højdepunktet af den internationale forfølgelse der var rettet mod dem i det sidste år under den første verdenskrig. De kom i en åndelig tilstand som den der kendetegnede de tørre ben Ezekiel så i dalen, i Babylon. (1 Mosebog 11:2-9) De befandt sig ikke i denne tilstand så lang tid som fortidens israelitter var i landflygtighed i Babylon, i halvfjerds år, men billedlig talt i tre og en halv dag, længe nok til at dødsstivheden kunne indtræde. Derfor kom der allerede i foråret det følgende år (1919) „livsånde fra Gud“ ind i dem og oprejste dem til fornyet nidkær offentlig virksomhed i forkyndelsen af „denne gode nyhed om riget“ i internationalt omfang. (Mattæus 24:14, NW) At de „steg op til Himmelen i skyen“ betegnede at de blev adskilt i religiøs henseende fra „den store stad, som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten“, hvilket er det modbilledlige Jerusalem, kristenheden, den fremherskende del af det store Babylon. De forlod dette verdensimperium af falsk religion.
21. Hvem lærte resten af de åndelige israelitter at kende som den der førte dem ud af deres grave i det store Babylon, og hvordan måtte de efterligne fortidens israelitter for at gøre deres domæne til et åndeligt paradis?
21 Den udfriede rest af de åndelige israelitter blev overbevist om at det var Jehova der åbnede deres „grave“ i det store Babylon og gjorde dem åndeligt levende og førte dem ud for at give dem deres retmæssige åndelige domæne på denne krigshærgede jord. Deres forbillede i fortiden, de genrejste israelitter, måtte arbejde ihærdigt med at opdyrke Israels jord der længe havde ligget brak, for at fremkalde den tilstand der ville få folk at sige: „Dette land, som var ødelagt, er blevet som Edens have.“ (Ezekiel 36:35) På samme måde måtte den genrejste rest af åndelige israelitter arbejde ihærdigt med at opdyrke „Åndens frugt“ og frembringe Guds riges „frugter“ sådan at deres åndelige domæne efter krigen kunne blive „som Edens have“, et åndeligt paradis. (Galaterne 5:22, 23; Mattæus 21:43) Dette krævede en forenet indsats fra deres side. At der ville herske enhed inden for deres organisation fik Ezekiel besked på at skildre med denne rammende billedhandling:
22. Hvilken billedhandling skulle Ezekiel foretage for at vise at den israelitiske rest skulle forenes, og hvilken forklaring gav Jehova på det han gjorde?
22 „[Jehovas] ord kom til mig således: Du menneskesøn, tag dig et stykke træ og skriv derpå: Juda og hans medbrødre blandt israelitterne! Tag så et andet stykke træ og skriv derpå: Josef — Efraims træ — og hans medbrødre, alt Israels hus! Føj dem så sammen til ét stykke, så de bliver ét i din hånd. Og når så dine landsmænd siger til dig: ’Vil du ikke sige os, hvad du mener dermed?’ sig så til dem: Så siger den Herre [Jehova]: Se, jeg tager Josefs træ, som var i Efraims hånd, og Israels stammer, hans medbrødre og føjer dem til Judas træ og gør dem til ét stykke, og de skal blive ét i Judas [min, NW] hånd. Og træstykkerne, du skrev på, skal være i din hånd, så de kan se dem.“ — Ezekiel 37:15-20.
ENHEDEN INDEN FOR ORGANISATIONEN GENOPRETTES
23. Hvordan var det der blev skrevet på de to stykker træ i harmoni med de historiske forhold?
23 Efraims stamme udgik fra Jakobs (Israels) søn Josef. De ti stammer der gjorde oprør mod Davids kongehus efter kong Salomons død omfattede Efraims stamme, der var den mægtigste af de ti. Den første konge over det nye ti-stammerige kom fra denne stamme; det var „efraimitten Jeroboam, Nebats søn“. (1 Kongebog 11:26 til 12:25) Meget passende skrev Ezekiel derfor på det ene stykke træ at det stod for landflygtige fra dette faldne rige. Judas stamme, Benjamins stamme samt præsterne og levitterne forblev loyale mod Davids kongelige slægt. I harmoni med dette skrev Ezekiel på det andet stykke træ at det stod for landflygtige fra Juda rige der var gået til grunde kort forinden. I en profetisk handling blev de to træstykker føjet sammen i Ezekiels hånd, enten ved at han blot holdt dem imod hinanden eller ved at de mirakuløst voksede sammen. Hvad var dette en profeti om?
24. Hvordan forklarede Jehova meningen med at de to træstykker blev føjet sammen i Ezekiels hånd?
24 Jehova fortalte Ezekiel hvad han mente med dette. Vi læser: „Tal så til dem: Så siger den Herre [Jehova]: Se, jeg henter israelitterne fra folkene, til hvilke de vandrede hen, og samler dem alle vegne fra og bringer dem til deres land. Jeg gør dem til ét folk i landet på Israels bjerge; og de skal alle have en og samme konge og ikke mere være to folk eller delt i to riger. De skal ikke mere gøre sig urene ved deres afgudsbilleder og væmmelige guder eller alle deres overtrædelser, og jeg vil frelse dem fra alt deres frafald, hvormed de forsyndede sig, og rense dem, og de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud.“ — Ezekiel 37:21-23.
25. Hvilken begivenhed i år 2 f.v.t. vidner om at de ti israelitiske stammer ikke forsvandt, og hvem blev ved denne lejlighed omtalt som den fremtidig konge over hele Israel?
25 Der var altså ikke ti stammer der forsvandt eller blev tilbage i de områder der havde tilhørt Babylon. Medlemmer af alle Israels oprindelige tolv stammer vendte tilbage til Israels land efter kong Kyros’ frihedsdekret i 537 f.v.t. I denne forbindelse lægger vi mærke til at der var en kvinde af Asers tidligere oprørske stamme til stede da det fyrre dage gamle drengebarn Jesus i år 2 f.v.t. blev bragt ind i det genopbyggede tempel i Jerusalem, og at det endog behagede Gud at bruge denne kvinde som profetinde. Hvem var det? Anna, Fanuels datter. (Lukas 2:36-38) Den som Anna profeterede om ved denne lejlighed, nemlig Jesus, skulle være den ’ene konge’ som alle Israels tolv genforenede stammer skulle have over sig.
26. Hvem sagde apostelen Peter på Pinsedagen skulle vide at Gud havde gjort Jesus „både til Herre og Kristus“?
26 På pinsedagen treogtredive og et halvt år senere kunne den kristne apostel Simon Peter derfor med god grund sige følgende til en skare på flere tusind israelitter i Jerusalem om den oprejste Jesus der var steget op til himmelen: „Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus.“ (Apostlenes Gerninger 2:36) Gennem ham kunne de blive forligt med Jehova som deres Gud.
27. Hvornår indsatte Jehova Jesus som den retmæssige konge?
27 Ved afslutningen af „hedningernes tider“ i året 1914 indsatte Jehova Jesus Kristus som konge i himlene for at han skulle herske som Davids efterkommer, der havde retten til den kongelig krone. — Ezekiel 21:25-27; Lukas 21:24.
28. Hvilke forsøg blev der gjort på at ødelægge enheden inden for resten af det åndelige Israel, og hvem forenede de trofaste sig under i 1919 som deres ’ene konge’ der var indsat af Jehova?
28 Den salvede rest af åndelige israelitter måtte forene sig under ham som deres ’ene konge’ der var indsat af Jehova. Under den første verdenskrig og efter at Watch Tower Bible & Tract Society’s første præsident var død den 31. oktober 1916, var der visse ærgerrige personer blandt de internationale bibelstudenter som forsøgte at ødelægge „restens“ enhed og splitte den salvede rest i flere religiøse sekter. Men de trofaste medlemmer af „resten“ modstod dette pres i retning af splittelse og sektvæsen, der er så fremherskende i kristenheden. I frihedsåret 1919 blev de trofaste der overlevede den første verdenskrig derpå forenet igen og havde ét mål for øje, nemlig at være loyale mod Jehovas regerende konge, Jesus Kristus, og at forkynde „denne gode nyhed om riget“ på hele jorden. Jehova tilgav dem deres overtrædelser og rensede dem for den verdslige nationalismes „afgudsbilleder“ og andre religiøse vederstyggeligheder.
29. Hvordan bad Jesus sammen med sine apostle om det åndelige Israels enhed, og er denne enhed nu blevet til virkelighed?
29 Før Jesus Kristus led sin offerdød bad han sammen med sine trofaste apostle om at denne enhed måtte herske blandt alle sande åndelige israelitter, idet han sagde: „Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være ét, ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de må være ét i os, så verden må tro, at du har sendt mig. Og den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét.“ (Johannes 17:20-22) Det Jesus her bad om er nu blevet til virkelighed blandt de åndelige israelitter.
30. Hvem har siden 1935 forenet sig med den salvede rest under den ’ene konge’, og hvad er de alle blevet?
30 Men dette er ikke alt. Siden 1935 har ’den store skare’ af de „andre får“ som Jesus omtalte, overvundet skranker og skel som skyldes stamme, nationalitet, race og sprog, og i lighed med de over 7500 ikke-israelitter der forlod Babylon sammen med den hjemvendende rest har de forenet sig med den salvede rest af åndelige israelitter for at tjene Jehovas ’ene konge’ Jesus Kristus sammen med dem. I dag er de alle, både „resten“ og ’de andre får’, blevet „én hjord“ under „én hyrde“. — Åbenbaringen 7:9-17; Ezra 2:64, 65; Johannes 10:11-16.
31. Hvem sagde Jehova at han ville gøre til konge over sit genrejste folk, og hvor skulle hans folk bo?
31 At denne enhed under den ’ene konge’ og ’ene hyrde’ ville medføre fred i den åndelige „Edens have“ fra og med 1919, forudsagde Jehova med de næste ord han henvendte til sin profet Ezekiel: „Min tjener David skal være konge over dem, og alle skal de have en og samme hyrde. De skal følge mine lovbud og holde mine vedtægter og gøre efter dem. De skal bo i det land, jeg gav min tjener Jakob, der hvor deres fædre boede; de skal bo der til evig tid, de, deres børn og børnebørn; og min tjener David skal være deres fyrste evindelig.
32. Hvilken slags pagt ville Jehova slutte med dem der udgjorde hans genrejste folk, og hvad ville han sætte i deres midte som skulle vise nationerne eller folkene at han helligede sit genrejste folk?
32 Jeg slutter en fredspagt med dem, en evig pagt skal det være; og jeg gør dem mangfoldige og sætter min helligdom i deres midte evindelig; min bolig skal være over dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Og folkene skal kende, at jeg er [Jehova], som helliger Israel, når min helligdom bliver i deres midte evindelig.“ — Ezekiel 37:24-28.
33. Hvordan har Jehova ved sin pagt skabt fred blandt dem der udgør hans genrejste folk? Hvilke vidnesbyrd er der om at hans helligdom findes iblandt dem, og på hvilken måde er hans bolig over dem?
33 Jehova har givet sin regerende konge Jesus Kristus som en „pagt“ eller højtidelig garanti for at der vil råde fred blandt alle hans lydige undersåtter. Ved hjælp af sin ånd, hvis frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed og afholdenhed (eller selvbeherskelse), har Jehova fjernet enhver slet og dyrisk personlighed fra sit genrejste folk. Hans helligdom, som er et udtryk for den rene kristne tilbedelse, er blandt disse trofaste tilhængere af hans skrevne ord, Bibelen. Hans bolig, der betegner hans beskyttelse og et slægtskabsforhold til ham, er over dem. For alle oprigtige iagttagere er det åbenbart at disse indviede, døbte undersåtter under den regerende Konge er blevet Jehovas folk, for de har virkelig forladt alle verdslige former for afgudsdyrkelse og har gjort Jehova til den eneste Gud de tilbeder. — Esajas 42:6; 49:8; Hoseas 2:18-20; Mika 4:1-5.
34. Hvad erfarer nationerne vedrørende de kristne vidner for Jehova, eftersom Jehovas bolig viser sig at være blandt disse undersåtter under hans regerende konge?
34 Skønt disse hengivne undersåtter under Jehovas regerende konge ikke er en del af den ufredelige verden, befinder de sig stadig i den. (Johannes 17:14-16; 15:19) Derfor lægger vor tids verdslige nationer mærke til noget; de erfarer noget vedrørende disse kristne vidner for Jehova. Hvilket? At deres Gud er en levende Gud, en Gud som er højere end alle menneskenes nationer, at han må bo iblandt dem eftersom han udvirker det for dem der er forudsagt i Bibelen, og at han tydeligvis helliger dem, idet han renser dem og i moralsk og religiøs henseende gør dem anderledes end den øvrige menneskeverden. Den eneste der kunne gøre dette er den levende og sande Gud, og han er den der kalder sig selv Jehova. — Salme 83:19.
[Studiespørgsmål]
