Kapitel 12

„Til han kommer, som har retten til det“

1. Hvordan ser Gud på sin oprindelige hensigt med jorden selv om menneskers styre er slået fejl, og hvad går hans hensigt ud på?

SKØNT menneskers styre har vist sig at slå fejl, holder Skaberen fast ved sin storslåede hensigt — at der skal indføres et retfærdigt brugbart styre for hele menneskeheden, som skal leve på en paradisisk jord. Menneskets Skaber er ikke sådan som en forestillede sig da han skrev: „Hvis jeg var Gud, ville jeg give op.“ * Den sande Gud giver ikke op før han har gennemført den storslåede hensigt han havde fra begyndelsen da han satte mennesket på jorden. Hvad gik denne hensigt ud på? At hele jorden skulle være tilpas opfyldt, og at menneskeslægten skulle leve i fred og lykke i menneskelig fuldkommenhed under Guds himmelske styre.

2. Hvilket lovende styre endte i fortiden med en sørgelig fiasko, men hvad er det betryggende at vide, sådan som det fremhæves i Ezekiel 21:27?

² Det er i sandhed sørgeligt at se et styre ende med fiasko når det i begyndelsen så lyst og lovende ud for det. Stillet over for en sådan fiasko er det betryggende for os at vide at Gud til sin tid vil frembringe den længe ventede hersker og overdrage ham magten, og således opfylde ethvert retskaffent ønske der måtte være i et menneskehjerte. Dette håb blev fremholdt for profeten Ezekiel dengang Gud pålagde ham at forkynde at det kongelige styre i Jerusalem snart skulle lægges i grus. Ezekiels budskab var som en ringende dødsklokke for Jerusalem, men derefter lød der et livgivende håb: „Grushobe, grushobe, grushobe  gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ — Ezekiel 21:27.

3. Hvornår fik Ezekiel dette profetiske budskab, hvad havde han været optaget af indtil da, og hvilken guddommelig hensigt havde han fremhævet?

³ Det var nu det syvende år af Ezekiels landflygtighed i Babylons land, eller året 611 f.v.t., og det var sandsynligvis den tiende dag i den femte månemåned (kaldet ab) dette år. (Ezekiel 20:1) Lige siden Ezekiel sidst havde set Jehovas himmelvogn i synet det foregående år, havde han været optaget af at profetere. I de guddommelige profetier han havde fået i denne periode havde han gentagne gange erklæret Guds bekendtgjorte hensigt, at de der hørte hans profetier ’skulle kende at han var Jehova’. (Ezekiel 12:15, 16, 20; 13:9, 14, 21, 23; 14:8; 15:7; 16:62; 20:12, 20, 26, 38, 42, 44) Tiden hvor Jehova ville fuldbyrde sine ord sådan at israelitterne ville kende at han havde talt og havde grebet ind som en opfyldelse af det han havde sagt, var nu rykket et år nærmere. — Ezekiel 5:13; 12:15; 21:5; 22:22; 37:14, 28.

4. Hvis Ezekiels profetier gik i opfyldelse, hvad skulle der da ske med nyheden om det? Hvilken virkning ville det have på dem der havde hørt profetierne, og hvorfor skulle det snart ske?

⁴ Lige så sikkert som Jehovas profetier gennem Ezekiel skulle gå i opfyldelse, skulle nyheden om deres opfyldelse nå frem til Ezekiels jødiske medfanger i Babylon. Nyheden ville afgjort ruske op i disse landflygtige jøder; den ville gøre det af med deres vantro over for Ezekiel og hævde hans Guds, Jehovas, ord. Tiden var ikke langt borte. Om mindre end to og et halvt år ville „striden på [Jehovas] dag“ begynde mod Jerusalem og Judas land. (Ezekiel 13:5) Det var derfor på sin plads at krigeren Jehova nu benyttede militære udtryk i sin profeti til Ezekiel. Ezekiel skriver:

5. Hvilke militære udtryk benytter Jehova i sin profeti mod „Israels land“ i Ezekiel 21:1-5?

⁵ „Da kom [Jehovas] ord til mig således: Menneskesøn, vend dit ansigt mod Jerusalem, lad din tale strømme mod helligdommen og profetér mod Israels land! Sig til Israels land: Så siger [Jehova]: Se, jeg kommer over dig og drager mit sværd af skeden for at udrydde både retfærdige og gudløse af dig. Fordi jeg vil udrydde både retfærdige og gudløse af dig, derfor skal mit sværd fare af skeden mod alt kød fra syd til nord. Og alt kød skal kende, at jeg, [Jehova], har draget mit sværd af skeden; det skal ikke vende tilbage!“ — Ezekiel 21:1-5.

6. Hvordan fremgår det af profetien hvis krig det er, og hvilket redskab er det krigen føres med?

 ⁶ Jehova omtaler krigen som sin krig. Det er ham der drager sit sværd af skeden, det redskab hvormed han eksekverer sin dom over dem han fører krig imod. Hans „sværd“ er et udtryk for det jordiske redskab han bruger, men kan også omfatte hans usynlige himmelske vognlignende organisation.

7. Hvorfor betød det veer for alle som boede i „Israels land“ at dette „sværd“ blev draget af skeden, og hvad var formålet med at „sværdet“ skulle bruges fra syd og videre mod nord?

⁷ Ve alle som bor i „Israels land“ når dette symbolske sværd fra Jehova rammer! Det vil udrydde både den retfærdige og den gudløse, ligesom når en skovbrand fortærer „både friske og tørre“ træer. (Ezekiel 20:47, 48) Når Jehova begynder at bruge dette sværd vil det ikke nøjes med at udrydde dem der bor i Juda rige, der lå „mod sønden“ i forhold til Babylon og ligeledes syd for det nordlige rige, der bestod af Israels ti stammer som havde gjort oprør. (Ezekiel 20:45, 46) Jehovas „sværd“ ville fortsætte sin aktivitet nordpå, idet det ville „fare af skeden mod alt kød fra syd til nord“. Hvad er formålet med en så omfattende brug af dette „sværd“? Den himmelske bruger af „sværdet“ forklarer: „Og alt kød skal kende, at jeg, [Jehova], har draget mit sværd af skeden; det skal ikke vende tilbage!“ — Ezekiel 21:5.

8. Hvordan skulle „alt kød“ således kende at Jehova havde draget sit sværd af skeden, og hvad var grunden til dette?

⁸ Indbyggerne i „Israels land“ og i Jerusalem var ikke de eneste der havde syndet mod Jehova. „Alt kød“, alle mennesker, havde dengang syndet imod ham, også selv om de ikke direkte var i et pagtsforhold til ham sådan som Israels nation. De fortjente også straf. De skulle ikke have lejlighed til at hovere over Israel og prale af at Israels Gud, Jehova, var skredet drastisk ind over for sit eget folk men at de selv havde undgået Jehovas opmærksomhed fordi de ikke var af israelitisk herkomst. De skulle ikke have lejlighed til at tro at de var mere retfærdige end israelitterne. Derfor skulle alle de nationer som nærede uvilje mod Jehovas folk også falde for Jehovas sværd som syndere mod ham og mod hans folk. Hans dragne „sværd“ skulle ikke vende tilbage til sit hvilested før det også havde eksekveret hans dom over ikke-israelitisk kød. På denne måde skulle „alt kød“ kende at det var Israels Gud, Jehova, der kæmpede mod dem med sit „sværd“.

 JEHOVAS „SVÆRD“ IMOD „ALT KØD“

9. Hvad er „Israels land“ et billede på i dag, og hvem vil Jehovas „sværd“ fjerne derfra?

⁹ Om kort tid, ja her i det tyvende århundrede, vil „striden på [Jehovas] dag“ begynde mod Jerusalems nutidige modbillede, kristenheden. Det gamle „Israels land“ er et billede på det domæne kristenheden har virket i. Det er et billede på den stilling og det forhold som kristenheden har hævdet at den ejer ind for Gud i kraft af hans „ny pagt“ som Jesus Kristus er mellemmand for. Ingen i kristenheden bør nu sætte deres lid til en retfærdighed som skyldes egne fortjenstfulde handlinger eller prale af deres egen selvretfærdighed. Jehovas „sværd“, krigens sværd, vil fjerne alle religionsudøvere som stoler på at kristenheden er godkendt af Gud, fra den stilling dens gejstlige hævder at den har.

10. Hvilke religionsudøvere foruden dem i kristenheden skal ifølge profetien hugges ned af Jehovas „sværd“, og af hvilken grund?

¹⁰ Men Jehovas „sværd“ vil ikke kun blive brugt mod dem der tilhører kristenheden. Det vil blive svunget mod „alt kød fra syd [kristenheden] til nord“. Religionsudøvere i hele den øvrige del af den falske religions verdensimperium skal føle æggen på Jehovas „sværd“. De vil ikke blive skånet fordi de er ikke-kristne. De vil ikke få lejlighed til at triumfere over at kristenheden, et rivaliserende religiøst system, er blevet ødelagt.

11. Gennem hvilke religiøse systemer kan man ikke opnå sand retfærdighed, og hvilken vej til retfærdighed er det nu vigtigt for os at acceptere?

¹¹ Retfærdighed ind for den eneste levende og sande Gud, Jehova, kan ikke opnås gennem kristenheden eller gennem et andet af verdens religiøse systemer der fremholder at man kan indlægge sig fortjeneste ved hjælp af sine egne selvretfærdige gerninger. Efterhånden som „striden på [Jehovas] dag“ mod al falsk religion rykker nærmere, bliver det vigtigere og vigtigere for os at acceptere den vej Jehova anviser til sand retfærdighed.

12. Hvorfor er det rimeligt at Jehova begynder med kristenheden når han eksekverer sin dom, men hvorfor standser han ikke der?

¹² Denne vej er troen på det genløsningsoffer hans søn Jesus Kristus bragte for vore synder. Eftersom kristenheden hævder at den er „Guds hus“, er det rimeligt at eksekveringen af Guds domme begynder med den. Det er hvad man kan forvente i betragtning af disse ord i Første Petersbrev 4:17, 18: „Nu er tiden inde, da dommen tager sin begyndelse med Guds hus; men  kommer den over os først, hvad skal det så ende med for dem, der er ulydige mod Guds evangelium? Og hvis den retfærdige kun frelses med nød og næppe, hvad skal der så blive af den ugudelige og synderen?“ De vil gå til grunde i „striden på [Jehovas] dag“. Hans „sværd“ vil ikke vende tilbage til skeden før „alt kød“ har erkendt at han har grebet ind.

13. Forklar hvad den salvede rests stærke aktivitet i forbindelse med at advare folk svarer til i Ezekiels tilfælde, som omtalt i Ezekiel 21:6, 7.

¹³ Er det mærkeligt at den salvede rest af Jehovas kristne vidner i vor tid føler sig tilskyndet til så stærk aktivitet i forbindelse med at advare folk overalt om det der er i vente? Nej, det viser blot at de nærer samme følelser som dem profeten Ezekiel fik besked på at give udtryk for da Jehova sagde: „Men du, menneskesøn, støn, støn for deres øjne, som om dine lænder skulle briste, i bitter smerte! Og når de spørger: ’Hvorfor stønner du?’ så svar: ’Over en tidende; thi når den kommer, skal hvert hjerte smelte, alle hænder synke, hver ånd sløves og alle knæ flyde som vand [alle knæ skal dryppe af vand, NW]. Se, den kommer, den fuldbyrdes, lyder det fra den Herre [Jehova].’“ — Ezekiel 21:6, 7.

14. Hvordan kunne man vente at ’tidenden’ ville berøre de landflygtige jøder når den kom, og hvilke reaktioner kan man vente hos mange religionsudøvere ved meddelelsen om kristenhedens ødelæggelse?

¹⁴ Efter at Jehovas „sværd“ havde ødelagt Jerusalem og lagt „Israels land“ fuldstændig øde i 607 f.v.t., udgik den bitre „tidende“ også, og den nåede helt over til de landflygtige jøder i Babylon. (Ezekiel 33:21, 22) Uden tvivl fik denne tidende, som blev overbragt af en flygtning fra det ødelagte Jerusalem, også de hidtil vantro landflygtige jøder til at reagere nøjagtig som Jehova i forvejen havde fortalt Ezekiel. Deres knæ dryppede utvivlsomt af mere end blot sved på grund af deres ophidselse og forfærdelse. De tabte sandsynligvis modet i den grad at de mistede kontrollen over blæren, sådan at deres knæ kom til at dryppe af deres eget vand! De måtte erkende at Jehovas ord gennem Ezekiel var blevet hævdet. Det var blevet bevist at han var den sanddru Gud. Når der inden længe fremkommer en autentisk meddelelse om at Jehovas henrettelsessværd har gjort det fuldstændig af med kristenheden, vil det fremkalde lignende reaktioner hos mange religionsudøvere.

15. Har Jehova i dag virkelig et sådant symbolsk „sværd“ som han vil bruge, og hvad bør Jehovas salvede rest gøre i denne forbindelse, ifølge Ezekiel 21:8-10.

 ¹⁵ Skønt folk i dag kan være skeptiske ligesom Ezekiels jødiske medfanger var, har Jehova dog virkelig et „sværd“, et redskab hvormed han vil eksekvere den fortjente dom over kristenheden. Nutidens rest af Jehovas salvede vidner henleder opmærksomheden på dette betydningsfulde „sværd“ som Jehova vil drage af skeden og rette mod den hykleriske kristenheds organisation, ligesom profeten Ezekiel fik påbud om at gøre da Jehova sagde til ham: „[Jehovas] ord kom til mig således: Menneskesøn, profetér og sig: Så siger [Jehova]: Et sværd, et sværd er hvæsset og slebet blankt, hvæsset med slagtning for øje, blankt til at udsende lyn.“ — Ezekiel 21:8-10.

INGEN GRUND TIL AT JUBLE — FORUDSÆTNINGERNE ER FALSKE

16. Hvilket argument antyder det indskudte spørgsmål: „Eller skal vi juble?“ at religionsudøverne vil fremsætte for at overbevise sig selv om at Guds „sværd“ ikke vil ramme dem?

¹⁶ Selvsikre mennesker har ikke noget religiøst grundlag for at juble ud fra argumentet: „Vi er Guds folk; vi har Guds hus i vor midte som vi tilbeder i. Jehovas henrettelsessværd vil ikke komme mod os ’med slagtning for øje’!“ Et sådant argument blev antydet af det spørgsmål der blev indskudt i den beskrivelse Ezekiel fik af Jehovas sværd: „Eller skal vi juble?“ — Ezekiel 21:10, NW.

17. Hvorfor rejste de der var tilbøjelige til at juble, spørgsmålet om hvorvidt „sværdet“ ville forkaste Jerusalems konges scepter?

¹⁷ De israelitter der var tilbøjelige til at juble tænkte på at deres hovedstad var byen Jerusalem, der var hellig på grund af det tempel kong Salomon havde bygget i den. Og byens konge var en efterkommer af kong David, med hvem Jehova havde indgået en pagt om et evigt rige. Denne davidiske konge var desuden blevet indsat i sit embede ved at blive salvet med olie og blev derfor kaldt „[Jehovas] salvede“ eller (på hebraisk) „Messias“ eller (på græsk) „Kristus“. Og eftersom denne salvede konge var en efterkommer af kong David, sagde man at han sad på Guds trone, „på [Jehovas] trone som konge i sin fader Davids sted“. (2 Samuel 7:4-16; Klagesangene 4:20; 1 Krønikebog 29:23) Var det da sandsynligt at Jehovas „sværd“ ville forkaste en sådan konges scepter?

18. Ville Jehovas „sværd“ forkaste ’hans egen søns scepter, ligesom det gør med hvert træ’? Vil kristenhedens regenter i betragtning af dette gå fri når Jehovas „sværd“ eksekverer dommen?

 ¹⁸ Ja, det var lige netop hvad Jehovas sværd ville gøre, i henhold til det han selv sagde om det: „Forkaster det min egen søns scepter, ligesom det gør med hvert træ?“ (Ezekiel 21:10, NW) Af grunde som nævnes lidt senere ville Jehovas sværd ikke undlade at forkaste det kongelige scepter som tilhørte Juda rige, lige så lidt som det undlod at forkaste ethvert andet scepter, ethvert andet „træ“. Selv om Jehova sagde at Davids efterfølgere på kongetronen i Jerusalem ville være som sønner af ham, ville han ikke redde dem fra sværdet hvis de blev genstridige og ulydige. Kristenhedens konger vil heller ikke blive skånet i ’striden på Jehovas dag’ blot fordi gejstligheden har salvet dem som konger „af Guds nåde“. Sådanne regenters krav om at gå fri når Jehovas „sværd“ eksekverer dommen vil blive afvist af det redskab Jehova benytter som sit henrettelsessværd. — 2 Samuel 7:14.

19. Hvem er det der lægger „sværdet“ i drabsmandens hånd, ifølge Ezekiel 21:11?

¹⁹ På Ezekiels tid var det Jehova der lagde sit henrettelsessværd i hånden på det redskab han brugte til at ødelægge Jerusalem og Juda rige. Det fremgår meget tydeligt af de ord han pålægger Ezekiel at sige: „Jeg gav en slagter det, at han skal tage det fat; det er hvæsset og slebet for at gives en drabsmand i hænde.“ — Ezekiel 21:11.

20. Hvad betegner det at Jehova giver drabsmanden „sværdet“, hvem skulle det bruges imod under Jehovas ledelse, og hvem skulle ikke skånes?

²⁰ Denne „drabsmand“ er det redskab der handler direkte som Jehovas domsfuldbyrder, og det at Jehova giver ham „sværdet“ i hænde vil sige at han udnævner og bemyndiger dette redskab til at dræbe. Det forhold at de der skulle „kastes for sværdet“ var at finde blandt dem Jehova kalder „mit folk“, er et yderligere bevis for at denne brug af sværdet ’imod Jehovas folk’ skete med hans tilladelse, ja på hans befaling. Ikke engang „Israels høvdinger“ skulle skånes for henrettelsessværdet, end ikke den højeste høvding i det jordiske Israel, kong Zedekias. Hans scepter skulle forkastes. Alene tanken om dette kunne få en mand i Israel til at råbe og hyle og slå sig på låret, i modsætning til en kvinde, som ville slå sig for brystet. Derfor sagde Jehova at Ezekiel skulle gøre følgende for at illustrere reaktionen:

21. Hvordan pålagde Jehova derfor Ezekiel at handle, og med hvilken begrundelse?

 ²¹ „’Råb og hyl, menneskesøn, for det [sværdet] er kommet imod mit folk; det er imod alle Israels høvdinger. De der kastes for sværdet er blandt mit folk. Slå dig derfor på låret. Der er nemlig foretaget en udryddelse, og hvad om det også forkaster scepteret? Dette vil ikke fortsat bestå,’ lyder det fra den suveræne Herre Jehova.“ — Ezekiel 21:12, 13, NW.

DET DER IKKE FORTSAT SKULLE BESTÅ

22. Hvad betød det for herredømmet i verden at det der ikke fortsat skulle bestå blev bragt til ophør, men hvad betød det ikke for kong Davids kongelige slægtslinje?

²² Hvad var det der ikke fortsat skulle bestå? Det var Israels kongers scepter, den stav der var symbol på den aktive udøvelse af kongemagten. Det betød at Juda rige skulle gå ned, det skulle forsvinde. Jehovas trone i Jerusalem skulle omstyrtes, den skulle ikke længere være optaget af en kongelig efterkommer af kong David. Jehova Guds forbilledlige rige eller miniaturerige skulle ophøre, sættes ud af kraft. Der ville da kun være hedningeriger, riger af denne verden, tilbage på jorden. Det betød dog ikke at hver eneste retmæssige arving i Davids kongelige slægtslinie skulle udryddes, sådan at Davids kongelige slægt ville ophøre med at eksistere. Selv om intet overlevende medlem af Davids kongehus igen ville komme til at sidde med et bogstaveligt scepter på en bogstavelig trone i det jordiske Jerusalem, ville der alligevel fremstå en af Davids kongeslægt der havde den naturlige ret til Davids kongedømme over Israels tolv stammer. Senere ville Gud forsikre Ezekiel om dette.

23. Hvordan kunne det siges at „sværdet“ ville omringe israelitterne, og hvordan fik Ezekiel besked på at understrege dette sværds store anseelse?

²³ Jehovas „sværd“ ville ødelægge med en sådan hurtighed at det ville se ud som om det omringede de domfældte israelitter. Dette kunne få en israelit til at slå hænderne sammen i forbløffelse, om ikke i frygt. Det hvæssede og blankslebne sværd ville være et sværd som nød stor, ja international anseelse. Af denne grund pålagde Jehova Ezekiel at henlede yderligere opmærksomhed på det, idet han sagde: „Og du, menneskesøn — profetér og slå håndflade mod håndflade, og ’Et sværd!’ skal gentages tre gange. Det er det sværd [1] som dræber. Det er det sværd [2]  som dræber en der er stor, og det omringer dem. For at hjertet skal smelte og for at mangfoldiggøre dem der fældes ved alle deres porte, vil jeg foretage en nedslagtning med sværdet [3]. Ak, det er gjort til at lyne, poleret til at slagte!“ — Ezekiel 21:14, 15, NW.

24. Hvem påtager sig ansvaret for nedhugningen, og ved hvilke strategiske punkter vil mange blive fældet?

²⁴ Læg mærke til at Jehova selv påtager sig ansvaret for nedhugningen skønt han lader andre fuldbyrde straffen. Han siger: „Jeg [vil] foretage en nedslagtning med sværdet.“ Det vil derfor være forgæves at de belejrede jøder i Jerusalem skynder sig til portene for at forsvare deres hellige by; de vil blive fældet. Jehova vil lade mange falde ved sådanne strategiske punkter. Da det blankslebne sværd hele tiden svinges imod dem, vil det frembringe lyn på lyn. Med sin skarpe æg vil det forårsage en grufuld nedslagtning.

25. Hvad skal Ezekiel nu tale direkte til? Hvilken form for nedhugning er der således tale om, og hvornår vil Jehova køle sin vrede?

²⁵ Som om sværdet var levende og kunne tage imod ordrer med hensyn til hvad det skulle vende sig imod, får Ezekiel befaling til tale direkte til det: „Vis dig skarp; gå mod højre! Indtag din stilling; gå mod venstre! Gå hvorhen dit ansigt end rettes!“ (Ezekiel 21:16, NW) Ifølge Jehovas vilje er det altså en ledet nedhugning. Han ved hvem han vil bruge sit henrettelsessværd imod. Hans sværd vil ikke finde hvile før det har eksekveret hans dom til fulde. Det er som han siger: „Også jeg vil slå hænderne sammen og køle min vrede. Jeg, [Jehova], har talet!“ — Ezekiel 21:17.

DÆMONERS INDGRIBEN GØRES VIRKNINGSLØS

26. Hvilken vejviser skulle Ezekiel opstille, og hvilket spørgsmål om dæmonernes magt opstår her?

²⁶ Vil dæmonerne, under ledelse af deres fyrste, Satan Djævelen, få lov til at lede Jehovas „sværd“ bort? Vil de få lov til at lede det i en anden retning end den Jehova ønsker det først skal tage? De vil måske nok prøve på det, anmodet om det af spiritister, astrologer, spåmænd og falske profeter som står under dæmoners påvirkning. Men det vil aldrig lykkes dem, ifølge det Ezekiel nu fortæller: „[Jehovas] ord kom til mig således: Du, menneskesøn, afsæt dig to veje, ad hvilke Babels konges sværd skal komme, således at begge udgår fra et og samme land; og opstil en vejviser  der, hvor de to byveje skilles, så at sværdet både kan komme til Rabba i ammonitternes land og til Juda og Jerusalem midt i Juda [det befæstede Jerusalem, NW]. Thi Babels konge står på vejskellet, hvor de to veje skilles, for at tage varsler.“ — Ezekiel 21:18-21.

27. Hvem får vi her at vide at ’drabsmanden’ er, og hvad kendetegnede denne person?

²⁷ Her får vi at vide hvilken „drabsmand“ det var Jehova ville give henrettelsessværdet i hænde for at denne synligt kunne udkæmpe „striden på [Jehovas] dag“ mod Jerusalem. Det var Babels eller Babylons konge. Eftersom Babylon dengang var en verdensmagt, den tredje verdensmagt i bibelhistorien, er det ikke mærkeligt at krigens „sværd“ i dets hånd havde international anseelse og fortjente den opmærksomhed Ezekiel ofrede det! Da Ezekiel fik sin profeti hed Babylons konge Nebukadnezar. Ifølge den verdslige historie var han meget religiøs og en ivrig tilbeder af dæmonguden Marduk. Det betød at Nebukadnezar var meget overtroisk og at han i officielle anliggender lod sig lede af dæmonisme, for eksempel varseltagning.

28. Hvad minder dette os om i forbindelse med politikerne i kristenheden og det at vende sig til dæmonisme?

²⁸ Det minder os om at endog politiske herskere i kristenheden vender sig til dæmonisme efter vejledning vedrørende deres politiske handlinger og beslutninger, idet spåmændene, spåkvinderne og clairvoyanterne i Washington, D.C., for eksempel, meget ofte rådspørges af de politikere der har kontorer i denne by. Den nazistiske diktator over det tredje tyske rige, Adolf Hitler, var kendt for sin afhængighed af astrologien. Han havde sin egen officielle astrolog. De søger lige så lidt vejledning hos Jehova som Nebukadnezar gjorde.

29. Ved hvilket vejskel måtte Nebukadnezar træffe en afgørelse da han drog mod syd, og på hvilken måde ville han træffe sit valg?

²⁹ Da Nebukadnezar i spidsen for sin mægtige hær drog ind i Palæstina fra nord, kom han til et vejskel. Her måtte der træffes en afgørelse. Ligesom Ezekiel havde fået besked på at skildre det for de landflygtige jøder i Babylon, førte den ene af de to veje til Rabba i ammonitternes land, der lå øst for Jordanfloden. Den anden vej førte til Jerusalem i bjerglandet vest for Jordanfloden og Det døde Hav. Rabba, ammonitternes hovedstad, var den mindst befæstede af de to byer; den var lettere at indtage. Skulle  Nebukadnezar da først rette sit felttog mod denne by? Judas hovedstad blev kaldt „det befæstede Jerusalem“. Den skulle være langt sværere at indtage; den ville kræve en længere belejring som måske kunne slå modet ned hos de babyloniske soldater. Skulle Nebukadnezar udsætte angrebet på denne by til hans tropper var opstemte efter indtagelsen af Rabba i Ammon? Det var et vanskeligt valg! Hvordan skulle han træffe sin afgørelse? Ved at tage varsler!

30. Hvor mange former for dæmonisme benyttede Nebukadnezar, og hvorfor? Hvem viste sig nu at være stærkest, dæmonerne eller Jehova?

³⁰ Én slags varseltagning var ikke nok for kong Nebukadnezar. Han ville være sikker i sin sag og benyttede derfor tre forskellige metoder. Ville dæmonerne, som Babylon overtroisk dyrkede, så lade det trefoldige varsel give et resultat der ville føre Nebukadnezar imod Jehovas vilje — så han først drog mod Rabba i Ammon? Ikke når den almægtige Gud Jehova havde erklæret at hans henrettelsessværd først skulle rettes mod Jerusalem. Han overlistede dæmonerne, og lod derfor Ezekiel sige følgende om Nebukadnezars varseltagning:

31. Hvordan lod Jehova Ezekiel beskrive Nebukadnezars varseltagning, og hvilken handlemåde ville den udtrækning han foretog med sin højre hånd begunstige?

³¹ „Han [1] ryster pilene [den ene mærket for Rabba og den anden for Jerusalem; de skulle udtrækkes af en beholder efter at de var blevet rystet], [2] rådspørger husguderne, [3] ransager leveren [af et slagtet offerdyr]. I sin højre holder han loddet ’Jerusalem’ [i hans højre hånd viste varslet sig at være for Jerusalem, NW], at han skal åbne munden til skrig og løfte røsten til krigsråb, rejse stormbukke mod portene, opkaste stormvold og bygge belejringstårne.“ — Ezekiel 21:21, 22.

32. Hvilken by førtes Nebukadnezar imod af den udtrækning han foretog med sin højre hånd, og hvad betød det at han skulle gøre?

³² Det kong Nebukadnezar udtrak med sin højre hånd var det foretrukne valg; det angav hvilken handlemåde der ville være bedst. I overensstemmelse med Jehovas vilje førte det først kongen af Babylon imod Jerusalem. Det betød at hele det tunge babyloniske belejringsudstyr skulle rettes mod Jerusalem og at alle maskiner der var beregnet til belejring af en stærkt befæstet by skulle tages i brug.

33. Hvordan ville Judas og Jerusalems indbyggere der havde bundet sig til kong Nebukadnezar med en ed, se på profetien om at hans varseltagning ville føre til dette resultat, ifølge Ezekiel 21:23?

 ³³ Men hvordan så Judas og Jerusalems indbyggere på profetien om at kong Nebukadnezars varseltagning ville føre til dette resultat? Jehova forudså hvilket indtryk det forudsagte varsel ville gøre på dem, og sagde derfor videre til Ezekiel: „Og det er blevet dem som et usandt varsel i deres øjne — dem der med eder har tilsvoret sig dem; og han bringer brøde i erindring, for at de skal fanges.“ — Ezekiel 21:23, NW.

34. Hvorfor blev Nebukadnezars varsel, som forudsagt, regnet for at være usandt af indbyggerne i Judas land, og hvordan stillede de sig til de eder de havde svoret ham?

³⁴ Kong Nebukadnezars forudsagte varsel blev regnet for at være usandt af disse jøder i Judas land, for de troede ikke at Babylons konge ønskede at drage mod en by med så stærke mure som Jerusalem. De følte at han umuligt kunne tage byen, selv om han prøvede. Desuden kunne de anmode Babylons mægtige internationale rival, Ægyptens Farao, om at komme dem til hjælp og slå Babylons militærstyrker tilbage. Hvad brød de sig om de eder de havde svoret Babylons konge på at være ham underlagt som vasal? De lod hånt om det forhold at de havde underkastet sig kong Nebukadnezar som deres overherre ved at aflægge disse eder i deres Gud Jehovas navn. I deres selvsikkerhed gik de således ind for at bryde deres eder til Babylons konge ved at gøre oprør imod ham og sætte deres lid, ikke til Jehova, men til Ægyptens Farao. De ville påvirke deres konge, Zedekias, til at følge denne falske, oprørske handlemåde.

35. Hvordan forudsagde Jehova kong Zedekias’ edsbrud og oprør, og hvilke spørgsmål stillede han derfor?

³⁵ Gennem Ezekiel forudsagde Jehova at det ville gå sådan. Han omtalte hvordan kong Nebukadnezar i 617 f.v.t. havde sat Zedekias på tronen i Jerusalem i stedet for dennes nevø Jojakin og forudsagde hvordan Zedekias ville behandle sin ed, da han til Ezekiel sagde: „Derpå tog han [Nebukadnezar] en ætling [Zedekias] af kongehuset og sluttede pagt med ham og lod ham aflægge ed. Landets stormænd tog han dog med, for at riget skulle holdes nede og ikke hovmode sig, men holde hans pagt, at den måtte stå fast. Men han [Zedekias] faldt fra og sendte sine bud til Ægypten, for at de skulle give ham heste og folk i mængde. Mon det lykkes ham? Mon den, der bærer sig således ad, slipper  godt derfra? Skal den, der bryder en pagt, slippe fra det?“ Jehova besvarer med det samme disse spørgsmål idet han siger:

36. Hvordan besvarede Jehova disse spørgsmål for Ezekiel, idet han omtalte den edsbrydende Zedekias og Ægyptens Farao?

³⁶ „Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre [Jehova]: Hvor den konge bor, som gjorde ham [Zedekias] til konge, hvis ed han lod hånt om, og hvis pagt han brød, der hos ham i Babel skal han dø. Og Farao skal ikke hjælpe ham i krigen med en stor hær eller en talrig skare, når der opkastes stormvold og bygges belejringstårne til undergang for mange mennesker. Thi han [Zedekias] lod hånt om eden og brød pagten trods givet håndslag [på at han ville holde pagten]; alt dette gjorde han; han skal ikke undslippe! Sig derfor: Så siger den Herre [Jehova]: Så sandt jeg lever: Min ed, som han lod hånt om, og min pagt, som han brød, vil jeg visselig lade komme over hans hoved!“ — Ezekiel 17:13-19; 2 Krønikebog 36:11-13.

37. Hvilken „brøde“ var det der skulle huskes, og hvad fik Babylons konge til at huske den?

³⁷ Ved at gøre oprør mod sin babyloniske overherre ville kong Zedekias af Jerusalem lægge en brødefuld adfærd for dagen. Men kongen af Babylon ville ikke overse dette eller glemme det. „Han bringer brøde i erindring, for at de skal fanges.“ (Ezekiel 21:23, NW) På denne måde skulle edsbryderen Zedekias og hans rådgivere fanges i de bitre følger af deres egen brødefulde færd. Jehova siger derfor videre til disse edsbrydere der bedrog sig selv: „Derfor, så siger den Herre [Jehova]: Fordi I bringer eders brøde i minde, idet eders overtrædelser åbenbares, så eders synder bliver synlige i alt, hvad I gør, fordi I bringer eder i minde ved dem, skal I fanges.“ (Ezekiel 21:24) Deres overtrædelser mod pagten blev afsløret eller åbenbaret, og det fik den krænkede konge af Babylon til at huske deres brøde.

38. Hvad betød profetien om at pagtsbryderne ’skulle fanges’?

³⁸ Når tiden var inde fortjente jøderne at blive husket med den opmærksomhed pagtsbrydere fortjener. Deres oprør ville derfor slå fejl, Jerusalems solide mure ville svigte dem, og de ville blive fanget og ført til Babylon.

39. Hvad ville kong Zedekias, „Israels fyrste“, blive tvunget til at gøre, ifølge de ord Jehova henvendte til ham?

³⁹ Hvad ville kong Zedekias, som „Israels fyrste“, blive tvunget til at gøre i betragtning af dette? Gennem profeten Ezekiel  fortæller Jehova ham det ligeud: „Og du, gudløse hedning, Israels fyrste, hvis time slår, når din misgerning er fuldmoden [og du, dødeligt sårede, Israels onde høvding, hvis dag er kommet i endens brødes tid, NW], så siger den Herre [Jehova]: Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ — Ezekiel 21:25-27.

„NED MED DET HØJE!“

40. På grund af hvilken adfærd var Zedekias blevet ’dødeligt såret’, hvordan lagde han sin ondskab for dagen, og hvordan var hans „dag“ kommet med hensyn til „endens brødes tid“?

⁴⁰ Ved sin oprørske adfærd havde kong Zedekias tilføjet sig selv et dødeligt sår, sådan at han gik den sikre død i møde, ikke i fred som konge i Jerusalem under babylonierkongens overherredømme, men som en afsat, barnløs, blind og fængslet landflygtig i Babylon. Ved at bryde den ed han havde aflagt i Jehovas navn og ved at overtræde sin pagt med Babylons konge, viste han sin ondskab. Dagen hvor han måtte spise den bitre frugt af sin ondskab som „Israels fyrste“, var kommet. Nu var det „endens brødes tid“, ikke alene i forbindelse med kong Zedekias’ ’brøde’, men i forbindelse med hele Juda riges og Jerusalems ’brøde’. Denne ’endens tid’ begyndte i Josias’ trettende år som konge i Jerusalem, hvilket også var det år præsten „Jeremias, Hilkijas søn,“ begyndte at profetere. (Jeremias 1:1, 2; 25:3-11) For at give en billedlig fremstilling af de afsluttende fyrre år havde profeten Ezekiel fået befaling til at lægge sig på sin højre side foran en model af Jerusalem et sted hvor folk kunne se ham. Således skulle han „bære Judas hus’ brøde“. (Ezekiel 4:6, 7, NW) Zedekias var medskyldig i denne ’brøde’.

41. Hvordan blev hovedbindet og kronen fjernet som en opfyldelse af Jehovas befaling, hvad blev således bragt til ophør, og hvilken verdenssituation blev dermed skabt?

⁴¹ Kong Zedekias bar et kongeligt hovedbind som tegn på sin kongeværdighed, og bar desuden en krone. Han tog ikke frivilligt hovedbindet og kronen af i lydighed mod Jehovas befaling gennem Ezekiel. Det gjorde babylonierkongen for ham da han fangede den flygtende Zedekias og afsatte ham som konge, idet han ødelagde hans kongetrone og hans kongelige by. (2 Kongebog 25:1-7;  Ezekiel 17:19, 20) Med denne begivenhed ophørte Guds forbilledlige rige på jorden med en efterkommer af kong David siddende på „[Jehovas] trone“ i Jerusalem. Det havde eksisteret i 463 år, fra 1070 til 607 f.v.t. Nu kom verdensskuepladsen fuldstændig i hænderne på de ikke-jødiske eller hedenske riger, uden indblanding eller hindring fra et jordisk, forbilledligt gudsriges side. Hvilken ny verdenssituation!

42. Med hvilke ord angav Jehova at tiden var inde til en forandring?

⁴² Jehovas tid var inde til en forandring. Det angav han da han tilføjede: „Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje!“ — Ezekiel 21:26.

43. Var der med „det høje“ og „det lave“ tænkt på Zedekias’ familie i modsætning til Jojakins, eller på Salomons slægtslinje i modsætning til Natans? Forklar.

⁴³ Når der således blev vendt op og ned på tingene, ville forholdene gennem lang tid ikke være som før. Hvad var „det lave“ der skulle op når Juda rige blev ødelagt, og hvad var „det høje“ der skulle ned? Der var ikke tale om kong Zedekias’ familie der engang sad højt på Jerusalems trone, i modsætning til hans nevø Jojakins familie der dengang var i landflygtighed i Babylon, mens Jojakin selv sad i fængsel. (2 Kongebog 24:8-16; 25:27-30) Der var heller ikke tale om Davids søn kong Salomons høje slægtslinje i modsætning til kong Davids søn Natans lave, ubemærkede slægtslinje. (Mattæus 1:6-16; Lukas 3:23-31) Begge disse slægter fik andel i Jesu Kristi fødsel i Betlehem i Juda, for navnene Sjealtiel og Zerubbabel forekommer både i den slægtslinje der udgik fra Salomon og den der udgik fra Natan. (Mattæus 1:12; Lukas 3:27) Ingen af de to slægter blev altså fornedret i forhold til den anden med hensyn til at frembringe Messias.

44. Hvad var derimod „det høje“ der skulle ned, og hvad var „det lave“ der skulle op? Hvordan skete det?

⁴⁴ „Det høje“ var derimod Juda rige, der jo var Jehova Guds miniaturerige på jorden, og det blev fornedret på den måde at det blev ødelagt i 607 f.v.t. De ikke-jødiske eller hedenske riger af denne verden var „det lave“ der kom „op“ ved at Juda rige blev ødelagt, sådan at det hedenske herredømme kom til at omfatte hele jorden, og Jehovas udvalgte folk, Israel, fra da af blev underlagt dette hedenske herredømme.

45, 46. Hvilken verdensmagt dominerede da den politiske verdensscene, og hvordan havde Jehova forudsagt denne omvæltning gennem Moses i Femte Mosebog, kapitel otteogtyve?

 ⁴⁵ Fra dette tidspunkt var det altså den babyloniske verdensmagt, bibelhistoriens tredje verdensmagt, der dominerede den politiske verdensscene. Længe før, nemlig i 1473 f.v.t., havde profeten Moses forudsagt dette, idet han under guddommelig inspiration havde sagt til Israels folk: „[Jehova] skal gøre dig til hoved og ikke til hale, og det skal stadig gå opad for dig og ikke nedad, når du lytter til [Jehova] din Guds bud, som jeg i dag pålægger dig, og omhyggeligt handler efter dem.

⁴⁶ Men hvis du ikke adlyder [Jehova] din Guds røst og omhyggeligt handler efter alle hans bud og anordninger, som jeg i dag pålægger dig, så skal alle disse forbandelser komme over dig og nå dig: . . . Dig og din konge, som du sætter over dig, skal [Jehova] føre til et folk, som hverken du eller dine fædre før kendte til, og der skal du dyrke fremmede guder, træ og sten. Den fremmede, som er hos dig, skal hæve sig op over dig, højere og højere men du skal synke dybere og dybere. De skal låne til dig men du skal ikke låne til dem; de skal blive hoved, og du skal blive hale.“ — 5 Mosebog 28:13, 15, 36, 43, 44.

47. Hvad begyndte således at blive nedtrådt eller nedtrampet i 607 f.v.t.?

⁴⁷ Da hedningenationerne kom „op“ ved at babylonierne i 607 f.v.t. ødelagde Jerusalem og afsatte Davids kongeslægt fra tronen, begyndte de at nedtræde eller nedtrampe Jerusalem, der betegnede et rige tilhørende Jehova Gud med en kongelig efterkommer af kong David siddende på „[Jehovas] trone“.

48. Hvem sørgede for at „hedningernes tider“ begyndte? Hvad havde han også fastsat, og hvordan omtalte Jesus profetisk disse tider?

⁴⁸ Tiden hvori hedningerne således skulle træde på Davids kongelige slægts ret til tronen i et rige der var oprettet af Jehova Gud, skulle være af begrænset varighed. Jehova, som sørgede for at „hedningernes tider“ begyndte, havde også fastsat hvornår de skulle udløbe. I år 33 talte Jesus Kristus profetisk om disse hedningetider der stadig varede på hans tid. Idet han forudsagde ødelæggelsen af sin tids Jerusalem, oplyste han: „Der skal komme stor nød over landet og vredesdom over dette folk. Og de skal falde for sværdets od og føres fangne bort til alle hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider  er til ende.“ (Lukas 21:20-24) Der ville altså komme en dag hvor disse hedningetider ville udløbe.

49. Med hvilke ord forudsagde Jehova i Ezekiel 21:27 den begivenhed som ville markere udløbet af „hedningernes tider“?

⁴⁹ Hvornår? I et år hvor der skulle ske noget bemærkelsesværdigt. Kongemagten udøvet af en retmæssig efterkommer af kong David på „[Jehovas] trone“ ville ikke for bestandig ligge i grus. Jehova sagde: „Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det, ham vil jeg give det.“ — Ezekiel 21:27.

„HAN KOMMER, SOM HAR RETTEN TIL DET“

50. Hvorfor søgte Jesus Kristus ikke at blive konge mens han var på jorden?

⁵⁰ Kong Davids efterkommer med „retten til det“ ville komme og få overdraget kongemagten af Jehova samme år som „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“ (NW) udløb. Det skete ikke dengang Jesus Kristus befandt sig på jorden i det første århundrede. Nej, for Jesus sagde at Jerusalem skulle ødelægges for anden gang og at hedningernes tider derefter skulle fortsætte noget endnu før de var til ende. Det var grunden til at Jesus Kristus ikke søgte at blive konge mens han var på jorden. (Johannes 6:14, 15) Det var også grunden til at Jehova ikke gav Jesus Kristus det davidiske kongedømme dengang han døde offerdøden, blev oprejst og steg op og satte sig ved Jehovas højre hånd i himmelen. — Apostlenes Gerninger 1:6, 7; 2:29-37.

51. Hvor længe skulle Jesus Kristus vente ved Jehovas højre hånd efter sin himmelfart, og hvad skulle der derefter ske?

⁵¹ Jerusalems anden ødelæggelse indtraf i år 70 ved de romerske legioner, og Jesus Kristus forudsagde at hedningernes tider skulle fortsætte nogen tid derefter. (Lukas 21:24) Efter sin himmelfart i år 33 måtte Jesus Kristus derfor vente i himmelen indtil disse hedningetider var forbi. Så ville Guds fastsatte tid være inde til at de hedenske nationer skulle „ned“ og til at hans messianske rige tilhørende en efterkommer af kong David skulle „op“. Så ville tiden være inde til at Jesus Kristus kunne komme med sin ret til kongemagten og bede Jehova om denne magt, og til at Jehova ville give ham den. De kristne hebræere fik oplyst disse ting om Jesus Kristus i Hebræerbrevet 10:12, 13 (NW), hvor vi læser: „Denne mand har bragt ét offer for synder for bestandig og sat sig ved Guds højre hånd og venter fra da af indtil hans  fjender vil blive lagt som en skammel for hans fødder.“ (Salme 110:1, 2; 2:7-9; Apostlenes Gerninger 2:34-36) Eftersom Jesus Kristus kendte Daniels profeti (4:16-27) om længden af disse „hedningernes tider“, var han i stand til at regne ud hvornår de ville udløbe, nemlig i 1914.

52. Hvilket syn fik Daniel af Davids efterkommer der kom for at modtage kongemagten? Hvem så Jesus Kristus frem til at dette syn skulle opfyldes på, og hvornår?

⁵² Profeten Daniel var landflygtig sammen med Ezekiel, og Jehova, „den gamle af dage“, gav derfor meget naturligt Daniel et syn af hvordan Messias ville komme til ham ved udløbet af hedningernes tider for at modtage kongemagten som kong Davids evige arving. Daniel skriver: „Også de andre [hedenske] dyr fratog man deres magt, . . . Jeg skuede videre i nattesynerne: og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn. Han kom hen til den gamle af dage og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå.“ (Daniel 7:12-14) Jesus Kristus så frem til at dette profetiske syn skulle opfyldes på ham selv i himmelen når hedningernes tider var til ende i 1914.

53. Hvordan satte Jehova ved hedningetidernes udløb en stopper for hedningenationernes nedtrampning af „Jerusalem“, selv om de beherskede det sted hvor det jordiske Jerusalem lå?

⁵³ Da hedningernes tider udløb i 1914, i månemåneden tisjri (september-oktober), var den fastsatte tid inde hvor Jehova ville sætte en stopper for hedningenationernes (og dermed også kristenhedens) nedtrampning af det som fortidens Jerusalem var et symbol på, nemlig riget med kong Davids salvede efterkommer på „[Jehovas] trone“. Jehova gjorde dette ved at overdrage den davidiske kongemagt til ham „som har retten“ til den, det vil sige til sin salvede søn, Jesus Kristus. Derefter kunne hedningenationerne rent bogstaveligt nedtræde og nedtrampe det sted hvor fortidens Jerusalem havde ligget i det mellemste østen så meget de ville, men de kunne ikke længere træde på det virkelige rige som tilhørte kong Davids salvede efterkommer, der havde retten til det. Han sidder på „[Jehovas] trone“ i himmelen, og vor tids svært bevæbnede nationer kan aldrig omstyrte og ødelægge denne himmelske trone eller „den levende Guds stad, . . . det himmelske Jerusalem“. — Hebræerne 12:22.

54. Hvad vil der inden længe ske med det utro Jerusalems nutidige modbillede? Vil dette berøre Guds messianske rige der blev oprettet ved hedningetidernes udløb?

 ⁵⁴ Hvor er det opmuntrende for dem der virkelig elsker Guds messianske rige at kende disse vidunderlige oplysninger! Inden længe vil det nutidige modbillede til det gamle utro Jerusalem gå sin varige ødelæggelse i møde, som billedligt blev fremstillet ved Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. Men det vil ikke betyde at Guds messianske rige ødelægges, for kristenhedens påstand om at den er Kristi rige er en falsk påstand som i høj grad har givet en forkert fremstilling af de bibelske kendsgerninger. Det hykleriske ’Kristi rige’ på jorden skal fjernes! Det sande Kristi rige i himmelen skal bevare sin himmelske magt til velsignelse for hele menneskeheden for hvem Jesus Kristus gav sit liv som et genløsningsoffer. Hverken de hedenske nationer eller kristenheden vil kunne hindre denne velsignelse. Deres „fastsatte tider“ udløb i 1914, og derfor vil de blive ødelagt for evigt i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ i den verdenssituation, kaldet Harmagedon, der nu er ved at tage form. — Åbenbaringen 16:14-16.

HVAD SKER DER EFTER KRISTENHEDENS ØDELÆGGELSE?

55. Hvem bliver ødelagt efter kristenheden, og hvad dannede en parallel til dette på Ezekiels tid?

⁵⁵ Efter kristenhedens ødelæggelse følger ødelæggelsen af de politiske hedningenationer. Som en gammel parallel til dette blev ammonitternes hovedstad Rabba ødelagt efter Jerusalem i 607 f.v.t. Det var Jehovas vilje at Jerusalem skulle falde først. Derfor sørgede han for at kong Nebukadnezars varseltagning først sendte ham mod Jerusalem, ad den vej der førte til højre fra vejskellet. (Ezekiel 21:19-22; Jeremias 25:17-29) Som en advarsel til ammonitternes Rabba om ikke at triumfere over Jerusalems ødelæggelse, pålagde Jehova Ezekiel at fremsætte denne udtalelse:

56. Hvilken advarsel pålagde Jehova Ezekiel at fremholde for Ammon for at Rabba ikke skulle triumfere over Jerusalems ødelæggelse?

⁵⁶ „Du, menneskesøn, profetér således: Så siger den Herre [Jehova] om ammonitterne og deres hån! Og sig: Et sværd, et sværd er draget til at slagte, hvæsset til at udsende lyn, medens [fordi, NW] man skuer dig tomhed og spår dig løgn, for at det   skal lægges på de gudløse hedningers hals, hvis time slår [for at lægge dig på de slagnes hals, de onde mænd hvis dag er kommet, NW], når deres misgerning er fuldmoden. Vend tilbage til din borg! På det sted, hvor du skabtes, i det land, du stammer fra, vil jeg dømme dig. Jeg vil udøse min vrede over dig, blæse min harmes ild op imod dig og give dig i grumme menneskers hånd, som er mestre i at tilintetgøre. Du skal blive ildens føde, dit blod skal flyde i dit land; du skal ikke kommes i hu, thi jeg, [Jehova], har talet.“ — Ezekiel 21:28-32.

57. Som en advarsel om hvad bør alle der håner Jehova betragte den historiske opfyldelse af denne profeti, og hvorfor vil profetien med usvigelig sikkerhed blive opfyldt på dem?

⁵⁷ Da tiden var inde blev Babylons konge brugt til at bringe ødelæggelse over ammonitternes land. Det skete fordi Ammons profeter skuede at Rabba ville undslippe kong Nebukadnezars „sværd“, og det måtte bevises at det var „tomhed“ de skuede. Ammons spåmænd forudsagde at Rabba ville blive skånet, og det måtte bevises at det var „løgn“ de spåede. Det var hensigten at de slagne ammonitter så at sige skulle lægges på de slagne onde israelitters hals, som om de døde blev hobet oven på hinanden i en enkelt bunke. Måtte alle som håner den suveræne Herre Jehova betragte dette historiske eksempel som en advarsel. I „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ vil „sværdet“ nå dem i deres eget land. I det land de stammer fra vil deres blod blive udgydt. Døden som de har forudsagt og ønsket for Jehovas sande folk, vil ramme dem selv når Jehovas vrede udøses. Lad dem ikke gøre sig tomme forestillinger om dette; lad dem ikke tage fejl i denne sag. Det er Jehova der har talt. Derfor vil det med usvigelig sikkerhed indtræffe, til hans ære og ophøjelse.

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]