En genskabelse
Kapitel 13
En genskabelse
1. (a) Hvilke storslåede udsigter har de der overlever verdens undergang? (b) Hvad må imidlertid først ske?
UDSIGTEN til at overleve den nuværende fordærvede verdens undergang tiltaler os stærkt. Vi længes efter at slippe af med verdens begær, dens vold og dens uretfærdighed. Men der er noget andet som gør udsigten til at overleve endnu mere attråværdig. Det er det forhold at alle som får liv på ’den nye jord’, også vil få udsigt til at blive befriet for deres egne ufuldkommenheder, for sygdom og et liv i smerte, ja endog for døden. (Åbenbaringen 21:1-5) For at dette kan ske, må selve synden imidlertid udryddes. Hvordan kan det lade sig gøre? Det forbindes med noget som Jesus Kristus kaldte „genskabelsen“.
2. Hvad indebærer den ’genskabelse’ der omtales i Mattæus 19:28?
2 Jesus sagde til sine apostle: „I genskabelsen, når Menneskesønnen sætter sig på sin herligheds trone, skal I som har fulgt mig også selv sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.“ (Mattæus 19:28) Genskabelsen vil, som andre bibeloversættelser udtrykker det, blive en tid da „Verden genfødes“, en tid da „alt bliver gjort nyt“. (Seidelin; Jerusalem-Bibelen) Det vil indebære at menneskene atter opnår den fuldkommenhed de havde i begyndelsen.
3. (a) Hvad har Adams synd medført? (b) Hvorfor har ingen af Adams efterkommere kunnet befri sig selv for virkningerne af den nedarvede synd?
3 På grund af synden der er gået i arv fra Adam, har alle hans efterkommere måttet dø, mange efter lang tids svær sygdom. (Romerne 5:12) Ingen har med penge kunnet købe sig fri fra døden. Ingen ufuldkomne mennesker har med gerninger af nogen art været i stand til at udfri sig selv eller andre. Den guddommelige retfærdighed krævede at hvis menneskene skulle genvinde muligheden for at leve evigt, måtte der bringes et offer af samme værdi som det Adam mistede, nemlig et fuldkomment menneskeliv. Ingen af Adams efterkommere havde et sådant liv de kunne tilbyde som et offer. — Salme 49:7-9; Prædikeren 7:20.
4. (a) Hvordan blev den nødvendige løsesum tilvejebragt? (b) Hvordan kan vi få gavn af den?
4 I sin store barmhjertighed tilvejebragte Jehova selv det offer der var nødvendigt ved at sende sin enestefødte søn, Jesus, til jorden som et fuldkomment menneske der kunne give sit liv som „en tilsvarende løsesum“. (1 Timoteus 2:5, 6) Hvilket storslået udtryk for hans ufortjente godhed og hans kærlighed til menneskene! Det liv der hermed er skabt mulighed for, er ikke noget vi kan gøre os fortjent til som en løn. Det er en gave fra Gud. Det bliver imidlertid kun givet til dem der virkelig anerkender at de har brug for Guds foranstaltning ved Kristus og tror på den og giver udtryk for denne tro ved at adlyde Guds søn. (Romerne 6:23; Johannes 3:16, 36) Men hvornår skulle menneskene få gavn af dette offer?
VI HAR GAVN AF KRISTI OFFER NU
5. (a) Hvem var de første der fik gavn af Kristi offer? (b) Hvilken anden gruppe har fået gavn af det, og især siden hvornår?
5 Nogle begyndte at få gavn af Jesu offer straks efter at han (som Guds store ypperstepræst) havde frembåret værdien af det for Gud i himmelen. Fra og med pinsedagen i år 33 blev offeret anvendt til gavn for dem der blev kaldet til, som Kristi medarvinger, at tjene som konger og præster sammen med ham i himmelen. (Apostelgerninger 2:32, 33; Kolossenserne 1:13, 14) Og især fra 1935 begyndte et stort antal mennesker på grundlag af Kristi offer at modtage håb om evigt liv på jorden. (1 Johannes 2:1, 2) At værdien af Jesu offer skulle anvendes på denne fremadskridende måde, blev skildret ved nogle begivenheder der fandt sted på forsoningsdagen i det gamle Israel.
6. Forklar kort hvad der skete på forsoningsdagen.
6 Ved Israels hellige tabernakel, og senere ved templet, tjente en ypperstepræst som var medlem af Arons levitiske hus. Andre mandlige medlemmer af Arons hus var underpræster, og resten af de mandlige medlemmer af Levis stamme tjente som deres hjælpere. For at skaffe soning for synder ofrede ypperstepræsten to dyr, hvis blod han hver for sig frembar i det Allerhelligste, sådan som Jehova havde foreskrevet. Først ofrede den aronitiske ypperstepræst en ung tyr „for sig selv og sit hus“, hvilket indbefattede hele Levis stamme. (3 Mosebog 16:11, 14) Derefter slagtede han en buk, der blev frembåret som et syndoffer „for folket“, det vil sige de øvrige tolv stammer. (3 Mosebog 16:15) Desuden blev alle israelitternes synder bekendt over hovedet på en levende buk, som derefter blev ført ud i ørkenen. (3 Mosebog 16:21, 22) Hvad betød alt dette?
7. (a) Hvilket offer pegede dette frem til? (b) Hvorfor blev der anvendt mere end ét offerdyr?
7 Apostelen Paulus forklarer at det alt sammen opfyldes på Jesu Kristi ene offer. „Kristus gik ikke ind på et helligt sted som er gjort med hænder og som er en kopi af virkeligheden, men ind i selve himmelen for nu at møde frem for Guds person til bedste for os . . . for at skaffe synden af vejen ved sit offer.“ (Hebræerne 9:24-26) Hvorfor bragte ypperstepræsten da blodet af mere end ét dyr ind i det Allerhelligste på Israels forsoningsdag? Det var for at henlede opmærksomheden på forskellige aspekter af det som Jesu fuldkomne offer ville udvirke. Og endnu et aspekt blev fremhævet ved at nationens synder blev bekendt over hovedet på den levende buk, som derefter blev ført ud i ørkenen.
8. (a) Hvordan pegede handlingerne på forsoningsdagen på hvem der først ville få gavn af Kristi offer? (b) Hvilken anvendelse af Jesu offer blev skildret ved det syndoffer der blev bragt „for folket“? (c) Hvilken yderligere faktor blev illustreret ved at man førte en buk ud i ørkenen?
8 Ligesom blodet af tyren, der blev ofret for Arons hus, blev bragt ind i det Allerhelligste først, blev Jesu offer først til gavn for dem der ville blive forenet med Kristus i det himmelske præsteskab. Dette skete fra og med år 33. Jesus Kristus havde ikke, som Aron, synder der måtte sones, men det havde de der ville blive hans underpræster. De blev billedligt skildret ved Levis stamme. (1 Peter 2:4, 5) At ypperstepræsten derefter frembar blodet af et andet offer, nemlig bukken, som var „syndoffer for folket“, vidnede om at der efter den himmelske skare var andre medlemmer af menneskeheden som ville få gavn af Jesu offer. Disse andre ville opnå liv i det genoprettede paradis på jorden. De blev på forsoningsdagen skildret ved „Israels tolv [ikke-præstelige] stammer“. (Mattæus 19:28; Salme 37:29) Foruden at Jesus døde for alle disse, bringer han dem lindring ved at borttage deres synder. Dette blev skildret ved at den levende buk til sidst, efter at israelitternes synder var blevet bekendt over den, blev ført ud i ørkenen, så man aldrig så den mere. — Salme 103:12; Esajas 53:4-6.
9. (a) Hvilke velsignelser nyder de der tror på Kristi offer nu? (b) Hvilke yderligere velsignelser vil de opnå senere?
9 Alle som tror på Jehovas kærlige foranstaltning ved Kristus kan nu, uanset deres tidligere livsform, opnå sand tilgivelse for deres synder og et rent forhold til Gud. De kan få del i den dyrebare velsignelse det er at yde Gud hellig tjeneste med en ren samvittighed. (1 Korinther 6:9-11; Hebræerne 9:13, 14) Det vil dog ikke sige at de allerede nu får et liv som er befriet for alle syndens virkninger. (1 Johannes 1:8-10; Romerne 7:21-25) De der skal herske i himmelen sammen med Kristus vil først opnå et sådant liv når de har fuldført deres jordiske livsløb og bliver oprejst til udødelighed i himmelen. For andres vedkommende vil den fuldstændige udfrielse fra synden finde sted i kraft af genskabelsen.
„I GENSKABELSEN“
10. (a) Hvornår begyndte genskabelsen? (b) Har nogle allerede nu fået troner, sådan som Jesus lovede?
10 Som Jesus sagde, finder genskabelsen sted „når Menneskesønnen [Jesus Kristus] sætter sig på sin herligheds trone“. (Mattæus 19:28) Alt skete naturligvis ikke straks da Jesus blev indsat på tronen i 1914. Efter at han var kommet på tronen rensede han først himmelen ved at kaste Satan og hans dæmoner ud derfra. Derefter oprejste han sine salvede disciple til himmelsk herlighed. (Åbenbaringen 12:5, 7-12; 1 Thessaloniker 4:15-17) Ikke alene fik hans trofaste apostle da de „tolv troner“ han havde lovet dem, men alle de øvrige af de 144.000 bliver også indsat på troner i himmelen efterhånden som deres opstandelse finder sted. — Åbenbaringen 3:21.
11. På hvilken måde mærker ’de andre får’ allerede nu virkningerne af genskabelsen?
11 Da udvælgelsen af dem der skulle udgøre den himmelske skare nærmede sig sin afslutning, begyndte indsamlingen af den store skare „andre får“ — især fra 1935. Disse mennesker begyndte også at få gavn af Kristi offer, idet de ’vaskede deres klæder og gjorde dem hvide i Lammets blod’. De bliver hjulpet til at iføre sig „den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet“. (Åbenbaringen 7:9, 10, 14; Efeserne 4:20-24) I større og større tal drager de nytte af Guds foranstaltning ved Kristus, hvorved de kan opnå evigt liv i det genoprettede paradis. — Åbenbaringen 7:17; 22:17.
12. (a) Hvem blev repræsenteret ved „Israels tolv stammer“, som Jesus her omtalte? (b) Hvem foruden de overlevende vil få gavn af genskabelsen?
12 Snart vil den onde verden blive udslettet. Satan og hans dæmoner vil blive bundet i afgrunden. Den tusindårige domsdag for menneskeheden vil begynde. Jesus Kristus vil sidde som den øverste dommer, og han vil sørge for at alle får fuld lejlighed til at lære Jehovas retfærdige normer at kende og at de får al den hjælp de behøver for at kunne rette sig efter dem. De af Kristi salvede disciple der har bevaret deres uangribelighed til døden, vil deltage i dette arbejde sammen med ham og „dømme Israels tolv stammer“. (Lukas 22:28-30; Åbenbaringen 20:4, 6) Det betyder ikke at de kun vil dømme kødelige israelitter. Nej, de vil dømme alle dem der på forsoningsdagen blev skildret ved „Israels tolv [ikke-præstelige] stammer“, det vil sige hele den genløste menneskeverden. (1 Korinther 6:2) De der overlever den store trængsel vil være de første der får gavn af dette genrejsningsprogram for menneskeheden. Men milliarder andre vil også få del i det, for dommen vil omfatte både „levende og døde“. (2 Timoteus 4:1; Apostelgerninger 24:15) Hvilken begejstring vil der ikke være når de døde der omfattes af Kristi genløsningsoffer vender tilbage! Hvilke glædestårer vil ikke strømme når de opstandne genforenes med deres kære!
13. Hvordan kan man sige at virkningerne af den tusindårige domsdag vil være en virkelig genskabelse?
13 Til den tid vil menneskeheden omsider blive befriet for de fysiske og mentale skavanker som synden har medført. Da Jesus var på jorden helbredte han på et øjeblik mennesker som var lamme, blinde eller døve, som ikke kunne tale, eller som var vansirede eller hvis kræfter var blevet tappet af sygdom. Disse kraftige gerninger var blot en forsmag på det han vil gøre for hele menneskeheden under sit tusindårige herredømme. Enhver som oplever så storslåede vidnesbyrd om Jehovas godhed og som derefter lader hånt om hans suverænitet, vil med god grund blive udslettet for evigt. Alle som lægger oprigtig tro og lydighed for dagen vil derimod lade sig undervise i Jehovas retfærdige normer, hvorved deres tanker og motiver gradvis vil blive forbedret indtil de når frem til sand fuldkommenhed. Da vil de have erfaret en virkelig genfødelse, en genskabelse. Det vil være som om de har fået en ny start i livet med en ny fader, evighedsfaderen Jesus Kristus. — Esajas 26:9; 9:6.
14. Hvilket dyrebart forhold vil alle som består den endelige prøve opnå?
14 Efter at de derpå har bestået den endelige prøve ved slutningen af de tusind år, vil de gennem Kristus blive adopteret af Jehova Gud som hans egne sønner, som en del af hans fuldkomne universelle familie. Hvilke opmuntrende udsigter — ikke blot for dem der overlever den store trængsel, men også for alle de døde der vender tilbage og får del i livets glæde i det jordiske paradis! — Romerne 8:20, 21.
[Studiespørgsmål]
