Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„I behøver udholdenhed“

„I behøver udholdenhed“

Kapitel 23

„I behøver udholdenhed“

1. (a) Hvorfor er Jehovas vidner lykkelige? (b) Hvilket råd i Hebræerbrevet 10:36 henvender sig alligevel til os alle?

DE DER har sat deres lid til Jehova, er de lykkeligste mennesker på jorden i dag. De ved hvor den allerbedste vejledning i at klare livets problemer findes — i Guds eget ord. De er ikke bange for fremtiden, for de ved hvad Guds hensigt er med jorden. (Jeremias 17:7, 8; Salme 46:1, 2) Alligevel skrev apostelen Paulus til sine medkristne: „I behøver udholdenhed for at I, efter at have gjort Guds vilje, kan erfare opfyldelsen af løftet.“ (Hebræerne 10:36) Hvad er grunden til at de kristne behøver udholdenhed?

2. Hvorfor ville Jesu disciple behøve udholdenhed?

2 Før sin død gjorde Jesus det klart for sine apostle hvad der ventede dem, idet han sagde: „Hvis I var en del af verden, ville verden holde af sit eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer. Husk det ord jeg har sagt jer: En træl er ikke større end sin herre. Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer; hvis de har overholdt mit ord, vil de også overholde jeres. Men alt dette vil de gøre mod jer på grund af mit navn, fordi de ikke kender ham som har sendt mig.“ (Johannes 15:19-21) Dette har vist sig at være ovenud sandt.

3. (a) Hvordan er det ’på grund af Jesu navn’ at hans disciple bliver forfulgt? (b) I hvilken forstand kendte forfølgerne ikke den der havde sendt Jesus? (c) Hvem er i første række årsag til forfølgelsen?

3 Jesu disciple er udsat for fjendskab fordi de lever midt i en verden der forkaster hvad sand kristendom står for. Kristus betyder „den salvede“. Jesus Kristus er blevet salvet af Jehova til at være konge og til at herske over hele jorden. Da Jesus sagde at hans disciple ville blive forfulgt ’på grund af hans navn’, mente han derfor at de ville blive forfulgt fordi de tjente ham som Jehovas messianske konge, fordi de adlød Kristus mere end nogen jordisk hersker, fordi de loyalt underlagde sig hans rige og ikke engagerede sig i de jordiske regeringers anliggender. Jesus tilføjede at modstanden ville skyldes at forfølgerne ’ikke kendte den der havde sendt ham’ — de ville nægte at anerkende Jehova Gud som universets suveræne Hersker. (Jævnfør Anden Mosebog 5:2.) Hvem er hovedophavsmanden til denne forfølgelse? Det er Satan Djævelen. — Åbenbaringen 2:10.

4. (a) Hvordan berøres vi af opfyldelsen af Åbenbaringen 12:17? (b) Hvad er Satans mål?

4 Især siden Satan blev kastet ud af himmelen efter Jehovas messianske riges fødsel i 1914, er de sande kristne blevet udsat for et voksende pres. Undervurdér det ikke. Djævelen og hans dæmoner fører en altomfattende krig mod enhver der har taget standpunkt for Guds rige ved Jesus Kristus. Herom siger Åbenbaringen 12:17: „Og dragen [Satan Djævelen] blev vred på kvinden [Guds hustrulignende organisation i himmelen] og gik bort for at føre krig mod de øvrige af hendes afkom [Kristi åndssalvede disciple på jorden], dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus.“ ’De andre får’ er også med i kampen. Med underfundige midler forsøger Satan at lokke eller tvinge dem til at holde op med at adlyde Guds bud. Han ønsker at svække og derefter helt ødelægge dem åndeligt. Hans mål er at få forkyndelsen af Jesus som Jehovas messianske konge til at forstumme. Men det er Guds loyale tjenere der træder sejrende ud af denne åndelige krig.

HVORDAN BØR DE KRISTNE REAGERE?

5. Hvordan har myndighederne nogle steder skredet ind over for Jehovas vidner?

5 Mange øvrighedspersoner erkender at Jehovas vidner er lovlydige og at de øver en gavnlig indflydelse på samfundet. Ikke desto mindre er alle jordiske regeringer en del af Satans ordning. (1 Johannes 5:19; Åbenbaringen 13:2) Derfor skulle det ikke komme som nogen overraskelse for os når regeringer forbyder den sande Guds tjenere at holde møder, at udgive bibelsk læsestof og at forkynde om Guds rige, eller når de kaster dem i fængsel og udsætter dem for korporlig overlast. Hvad vil du gøre hvis du personligt bliver udsat for noget sådant?

6. (a) Hvilken indstilling bør vi have til øvrighedspersoner? (b) Men hvad er vi fast besluttede på at gøre? (c) Hvordan kan vi fortsat være lykkelige, selv om vi bliver forfulgt?

6 Jesu Kristi apostle viste respekt for øvrighedspersoner. Når de blev forfulgt, gjorde de ikke gengæld. Men da de fik besked på at holde op med at gøre det Gud havde befalet dem, svarede de bestemt: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostelgerninger 5:29; Romerne 12:19; 1 Peter 3:15) Selv da de blev truet på livet, gik de ikke på kompromis af frygt for døden. De vidste at de tjente „den Gud som oprejser de døde“. (2 Korinther 1:9; Hebræerne 2:14, 15) Selv om de blev forfulgt, var de lykkelige — lykkelige fordi de vidste at de behagede Gud, lykkelige for at kunne være med til at ophøje hans navn og for at kunne bevise deres loyalitet mod hans salvede konge. (Apostelgerninger 5:41, 42; Mattæus 5:11, 12) Følger du deres eksempel? Stiller du dig åbent på samme side som de der udsættes for sådanne ting? Ebed-Melek holdt sig ikke frygtsomt tilbage. Hvem var han?

7. (a) Hvem var Ebed-Melek, og hvorfor er han af interesse for os nu? (b) Hvad gjorde Ebed-Melek da han hørte at Jeremias var blevet kastet i en dyndfyldt cisterne, og hvorfor?

7 Ebed-Melek var en gudfrygtig ætioper der boede i Jerusalem før byen blev ødelagt af babylonierne. Han arbejdede i kong Zedekias’ hus. På den tid tjente Jeremias som Jehovas profet over for Juda rige og de omboende nationer. Fordi han kompromisløst forkyndte Guds advarselsbudskab, blev han udsat for streng forfølgelse. På foranledning af visse fyrster i Jerusalem blev han endog kastet i en cisterne for at han skulle synke ned i dyndet på bunden, og dø dér. Skønt Ebed-Melek ikke var israelit, anerkendte han at Jeremias var Jehovas profet. Da han hørte hvad der var sket, opsøgte han straks kongen i byporten og gik i forbøn for Jeremias. På kongens befaling skaffede han hurtigt tredive mænd, samt reb og nogle gamle klude. Efter at Jeremias havde fået besked om at lægge kludene under armhulerne for at rebene ikke skulle snære, trak de profeten op af cisternen. — Jeremias 38:4-13.

8. Hvilket betryggende løfte gav Jehova Ebed-Melek, og hvorfor?

8 Ebed-Melek var forståeligt nok bekymret for hvad fyrsterne ville gøre ved ham fordi han havde krydset deres planer, men hans bekymring blev langt opvejet af hans respekt for Jehovas profet og hans egen tillid til Gud. Som følge heraf forsikrede Jehova ham gennem Jeremias: „’Se, jeg lader mine ord komme over denne by til dens ulykke og ikke til dens lykke, og de skal opfyldes for dit ansigt på den dag. Men jeg vil udfri dig på den dag,’ lyder Jehovas udsagn, ’og du vil ikke blive overgivet i de mænds hånd som du gruer for. For jeg vil visselig bringe dig i sikkerhed, og du skal ikke falde for sværdet; ja, du skal få din sjæl som bytte, fordi du har stolet på mig,’ lyder Jehovas udsagn.“ — Jeremias 39:16-18.

9. (a) Hvordan har ’de andre får’ været som Ebed-Melek? (b) Hvad betyder Jehovas løfte til Ebed-Melek for ’de andre får’ i dag?

9 Dette løfte er i sandhed dyrebart for Jehovas tjenere i dag! Ligesom Ebed-Melek ser ’de andre får’ i dag de uretfærdigheder der øves mod nutidens Jeremiasskare, den salvede rest, og de bestræbelser der gøres for at standse dens forkyndelse af Jehovas budskab. De er ikke veget tilbage for at gøre hvad de kunne for at beskytte og hjælpe den salvede skare. De kan derfor med rette hente trøst i Jehovas løfte til Ebed-Melek. Dette løfte bestyrker dem i deres tillid til at Gud ikke vil lade modstanderne udslette dem, men at han vil bevare dem som skare betragtet gennem den forestående verdensødelæggelse og give dem liv på sin retfærdige ’nye jord’.

10. På hvilke områder kommer de kristne ud for forfølgelse?

10 Selv om ikke alle Jesu Kristi disciple bliver truet med fængsel, bliver de alle udsat for forfølgelse på den ene eller den anden måde. (2 Timoteus 3:12) Tusinder af kristne hustruer og ægtemænd har i mange år trofast udholdt hård modstand i deres eget hjem. Børn er blevet forstødt af deres forældre fordi de har ønsket at tjene Jehova. (Mattæus 10:36-38) Unge kristne udsættes for forfølgelse i skolen, og voksne på deres arbejdsplads. Alle Jehovas vidner får også modstanden at føle når de deltager i den offentlige forkyndelse af Guds rige. Følgende ord af Jesus gælder dem alle: „Ved jeres udholdenhed skal I vinde jeres sjæle.“ — Lukas 21:19.

11. (a) Hvilke andre situationer er en alvorlig prøve for mange? (b) Hvem blev også udsat for disse ting, og hvorfor?

11 Ikke så få udsættes for andre situationer der kan være en prøve for dem. De rammes måske af en alvorlig sygdom der berøver dem en stor del af glæden ved livet. Eller de kommer måske ud i svære økonomiske vanskeligheder. Det kan også være at deres nærmeste taler skarpt til dem og kritiserer dem uretfærdigt. Satan benyttede alle disse midler over for patriarken Job i et forsøg på at bryde hans uangribelighed. Hvordan vil du reagere hvis du kommer i en lignende situation? — Jakob 5:11.

12. (a) Hvorfor havde Noa især brug for udholdenhed i sin tjeneste? (b) Hvordan har situationen været tilsvarende i vor tid?

12 Eller sæt nu at næsten ingen reagerer positivt på dine personlige bestræbelser for at vidne om Jehovas hensigter. Det vil også kræve udholdenhed. Husk at i alle de år Noa forkyndte før Vandfloden, var det kun hans hustru og hans sønner og deres hustruer der tjente Jehova sammen med ham. Hele den øvrige del af menneskeheden „gav ikke agt“. (Mattæus 24:39) De fleste giver heller ikke agt i dag. Men i nogle områder hvor der i lang tid ikke har været nogen særlig gunstig reaktion på Rigets budskab, indhøstes der nu mange tilbedere af den sande Gud. Lykkelige er de der har udholdt årene med ligegyldighed eller direkte modstand og som nu har del i denne storslåede høst!

’LYKKELIG DEN DER HOLDER UD’

13. (a) Hvad må vi hele tiden holde blikket rettet mod for at holde ud? (b) Hvad må vi gøre os klart i forbindelse med Satans metoder?

13 For ikke at gå glip af den vidunderlige udsigt til livet på ’den nye jord’ må vi hele tiden holde blikket rettet mod det store stridsspørgsmål som alle skabninger er stillet over for — stridsspørgsmålet om det suveræne herredømme i universet. Står vi fast og urokkeligt på Jehovas side? Erkender vi fuldt ud at der kun er to sider, at der ikke er nogen mellemvej? Hvis vi skal undgå at falde som ofre i denne krig, må vi gøre os klart at Satan både benytter direkte fjendtligheder og underfundige tillokkelser for at bryde vor uangribelighed, for at få os til at holde op med at adlyde Gud, for at lede os bort fra det vigtige arbejde med at vidne om det messianske rige. — 1 Peter 5:8, 9; Markus 4:17-19.

14. (a) Hvem må vi opdyrke et forhold til, og hvordan bør dette forhold være? (b) Hvordan vil han hjælpe os?

14 Vi må også opdyrke fuld tillid til Jehova. Hvor tåbeligt ville det ikke være at forsøge i egen kraft at undgå en overmenneskelig fjendes underfundige snarer! Hvis vi stoler på Jehova af hele vort hjerte, vil trængsler og fristelser blot knytte os endnu nærmere til ham. (Efeserne 6:10, 11; Ordsprogene 3:5, 6) Jehova tvinger os ikke til at følge en bestemt vej. Han vil ikke lede os imod vor vilje. Men hvis vi selv søger vejledning i hans ord, beder ham om styrke og holder os nær til hans organisation, vil han lede vore skridt. Og han vil styrke os med fornyede vidnesbyrd om sin egen usvigelige kærlighed. — Romerne 8:38, 39.

15. (a) Hvem bør komme først i vort liv? (b) Hvordan bør vi betragte de situationer der vil prøve vor tro?

15 De genvordigheder og fristelser du kommer ud for, vil sætte dig på prøve. Hvem kommer først i dit liv? Satans påstand går ud på at vi alle først og fremmest tænker på os selv. Det gør de fleste. Men Jesus Kristus var anderledes. Er du også det? Har du lært at lade ophøjelsen af Jehovas navn komme først i dit liv? Da vil du ikke vige uden om de situationer der kunne prøve din tro, men se dem i øjnene, være parat til at møde dem, idet du beder Jehova om visdom til at klare dem på en måde der ærer ham. De trængsler du gennemgår, vil give dig udholdenhed; og en udholdenhed der skyldes kærlighed til Jehova, vil medføre hans godkendelse. „Lykkelig er den mand som holder ud under prøvelse, for når han er godkendt vil han få livets krone, som Jehova har lovet dem der fortsat elsker ham.“ — Jakob 1:2-4, 12; Romerne 5:3, 4.

16. Hvilket mål må vi stræbe efter at nå?

16 Det er ikke nok blot at begynde i Jehovas tjeneste eller at holde ud en kort tid. Vi er med i et løb, og sejrsprisen går til dem der kommer helt over mållinjen. Alle som stadig løber energisk med blikket fast rettet mod sejrsprisen når den gamle ordning styrter sammen, kan i sandhed prise sig lykkelige! Der venter dem en herlig fremtid! — Hebræerne 12:1-3; Mattæus 24:13.

[Studiespørgsmål]