Kapitel 8

Overlevende fra alle nationer

1. Hvilket løfte som blev udtalt til Abraham, viser at „alle jordens slægter“ kan opnå Guds godkendelse?

JEHOVA nærer kærlig interesse for mennesker af alle nationer og stammer. Han har truffet foranstaltning til at alle jordens slægter kan opnå hans godkendelse og velsignelse. Til Abram (Abraham), en efterkommer af Noas søn Sem, sagde han: „Rejs bort fra dit land og fra dine slægtninge og fra din faders hus til det land som jeg vil vise dig; og jeg vil gøre dig til en stor nation og jeg vil velsigne dig og jeg vil gøre dit navn stort; og vær en velsignelse. Og jeg vil velsigne dem der velsigner dig, og den der nedkalder ondt over dig vil jeg forbande, og ved dig skal alle jordens slægter velsigne sig.“ (1 Mosebog 12:1-3; Apostelgerninger 7:2-4) „Alle jordens slægter“ — det indbefatter os der lever i dag, uanset hvilken nation vi er født i eller hvilket sprog vi taler. — Salme 65:2.

2. (a) Hvilken egenskab må vi, ligesom Abraham, have? (b) Hvordan lagde Abraham denne egenskab for dagen, som det fremgår af Hebræerbrevet 11:8-10?

² Abraham, som Jehova udtalte dette løfte til, var en troende mand; på samme måde må vi have tro hvis vi ønsker at få del i den lovede velsignelse. (Jakob 2:23; Hebræerne 11:6) Abrahams tro var ikke passiv, men blev ledsaget af handling. Den fik ham til at rejse bort fra Mesopotamien til et fjernt land han aldrig før havde  set. „Ved tro bosatte han sig som udlænding i løftets land som i et fremmed land,“ idet han ikke knyttede sig til nogen af de bystater der fandtes dér. „For han ventede på byen [Guds rige] som havde faste grundvolde, byen hvis bygmester og ophavsmand er Gud.“ — Hebræerne 11:8-10.

3. Hvilken gennemgribende trosprøve blev Abraham sat på i forbindelse med Isak?

³ Da Abraham var blevet 100 år og hans hustru Sara 90, velsignede Jehova dem mirakuløst med en søn, Isak. I forbindelse med denne søn blev Abraham sat på en gennemgribende tros- og lydighedsprøve. Jehova befalede ham at tage Isak, som nu var en ung mand, med til Morijas land og dér bringe ham som et brændoffer. I tro på at Gud kunne kalde hans søn til live igen ved en opstandelse, tog Abraham af sted. (Hebræerne 11:17-19) Isak, der adlød sin fader, lå allerede bundet på alteret og Abraham havde løftet kniven for at dræbe ham, da Jehovas engel greb ind. Prøven var gået vidt nok til at bevise at Abraham ikke ville unddrage Gud noget som helst. Derfor bekræftede Gud sin pagt med Abraham, som der siges i beretningen:

4. Hvilket vigtigt løfte angående folk af alle nationer føjede Gud til ved denne lejlighed?

⁴ „’Ved mig selv sværger jeg hermed,’ lyder Jehovas udsagn, ’at fordi du har gjort dette og ikke har holdt din søn, din eneste, tilbage, så vil jeg visselig velsigne dig og visselig gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred; og dit afkom vil tage sine fjenders porte i besiddelse. Og ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig fordi du har hørt efter min røst.’“ — 1 Mosebog 22:15-18.

5. (a) Hvad var Abrahams forsøg på at ofre Isak et forbillede på? (b) Hvordan kan man, som en opfyldelse af Første Mosebog 12:3, ’nedkalde ondt’ over den større Abraham, og med hvilket resultat? (c) Hvordan kan vi „velsigne“ ham?

 ⁵ Når vi forstår at den større Abraham er Jehova og at Isak var et billede på Jesus Kristus, kan vi se hvordan disse begivenheder har betydning for os personligt. Faktisk afhænger hele vor fremtid af hvordan vi handler over for Jehova Gud. Vi har mulighed for at opnå det evige liv fordi Gud gav sin enestefødte søn som et offer for vore synder, sådan som det blev forudskildret ved Abrahams forsøg på at ofre Isak. (Johannes 3:16) Enhver der vedbliver med at ’nedkalde ondt over’ den større Abraham ved at ringeagte ham eller lade hånt om hans kærlige hensigter, bliver underkastet en forbandelse der er ensbetydende med evig udslettelse. (Jævnfør Første Samuelsbog 3:12-14; 2:12.) Hvis vi derimod værdsætter det Gud har gjort, vil vi „velsigne“ ham. Hvordan? Ved åbent at give udtryk for at alt godt kommer fra ham, ja selv livet som en ufortjent gave gennem hans søn. Vi vil også fortælle andre om Jehovas godhed og de herlige egenskaber der er forbundet med hans kongedømme. (Jakob 1:17; Salme 145:7-13) Gør vi det, kan vi se frem til at modtage evige velsignelser fra ham.

ABRAHAMS LOVEDE „AFKOM“

6. (a) Hvem udgør i første række Abrahams „afkom“? (b) Hvordan kan vi opnå den velsignelse der skænkes gennem ham?

⁶ Som et led i sin foranstaltning til at velsigne menneskene besluttede Jehova at oprette en retfærdig regering i himmelen. Jesus Kristus blev født i Abrahams slægt, som hans betydeligste efterkommer eller „afkom“, og det er ham Jehova har overdraget kongemagten. (Galaterne 3:16; Mattæus 1:1) Ifølge Guds ed til  Abraham er det altså ved Jesus Kristus at folk af alle jordens nationer vil blive velsignet. Gør du hvad der kræves for at opnå denne velsignelse? Afspejler din livsførelse for eksempel at du forstår hvor meget Jesu offer betyder for dig? Underkaster du dig virkelig hans kongelige myndighed? — Johannes 3:36; Apostelgerninger 4:12.

7. (a) Hvem omfatter Abrahams „afkom“ også? (b) Hvordan ved vi at ikke alle som tjener Gud trofast, vil komme i himmelen?

⁷ Apostelen Johannes fik et profetisk syn af himmelske begivenheder hvori han så at andre var forenet med Jesus Kristus på det himmelske Zions bjerg. De er også en del af „Abrahams afkom“. Som nævnt i Åbenbaringen 14:1-5 er de blevet „købt fra menneskeslægten“ og udgør et antal på 144.000. (Galaterne 3:26-29) Hvem er de? Det fremgår meget klart af Bibelen at det aldrig har været Guds hensigt at alle retfærdigt indstillede mennesker skulle i himmelen. (Mattæus 11:11; Apostelgerninger 2:34; Salme 37:29) Det storslåede privilegium at få del i det himmelske rige sammen med Kristus er forbeholdt en „lille hjord“, hvis medlemmer vil blive konger og præster sammen med ham i tusind år. — Lukas 12:32; Åbenbaringen 5:9, 10; 20:6.

8. Hvornår begyndte udvælgelsen af ’den lille hjord’, og hvor længe fortsætter den?

⁸ Hvordan er medlemmerne af denne „lille hjord“ blevet udvalgt? Den nådige indbydelse til at få del i det himmelske rige blev først givet til de kødelige israelitter. Men på grund af deres mangel på tro kunne de ikke tilvejebringe det fulde antal medlemmer. Derfor blev samaritanerne, og senere folk af alle nationer, også indbudt. (Apostelgerninger 1:8) De første af Kristi medarvinger blev salvet med hellig ånd på pinsedagen i år 33. Udvælgelsen af denne skare skulle fortsætte indtil  Gud havde beseglet eller godkendt i alt 144.000. Derefter ville opmærksomheden blive koncentreret om at indsamle mennesker der skulle leve på jorden som den himmelske regerings taknemmelige undersåtter.

9. (a) Hvilke udtryk bruger Bibelen om denne himmelske skare? (b) Hvem var de kødelige israelitter et billede på?

⁹ De der arver det himmelske rige sammen med Kristus, betegnes i Bibelen som ’de udvalgte’, „de hellige“, og som nogle der er ’salvet af Gud’. (2 Timoteus 2:10; 1 Korinther 6:1, 2; 2 Korinther 1:21) De beskrives også under ét som Kristi „brud“. (Åbenbaringen 21:2, 9; Efeserne 5:22-32) Set under andre synsvinkler kaldes de Kristi „brødre“, „Kristi medarvinger“ og Guds „sønner“. (Hebræerne 2:10, 11; Romerne 8:15-17; Efeserne 1:5) Uanset hvilken nationalitet de enkelte medlemmer har, er de i åndelig forstand „Guds Israel“. (Galaterne 6:16; Romerne 2:28, 29; 9:6-8) Da Jehova bragte sin lovpagt med det kødelige Israel til ophør, førte han det åndelige Israel ind i en ny pagt med sig selv. Men hans forhold til det kødelige Israel under Loven pegede frem til noget kommende. (Hebræerne 10:1) Hvad blev da forudskildret ved det kødelige Israel, der blev udvalgt af Gud som hans „særlige ejendom“? Kendsgerningerne peger på det åndelige Israel, hvis medlemmer er udvalgt af Gud til at herske sammen med Kristus i himmelen. (Sammenlign Anden Mosebog 19:5, 6 med Første Petersbrev 1:3, 4 og 2:9.) Sammen med Kristus udgør de det middel eller redskab hvorved alle andre lydige mennesker vil blive velsignet. Erkendelsen af dette er en nøgle til forståelsen af Bibelen.

DE DER VELSIGNES VED ’AFKOMMET’

10. Hvem var de ikke-israelitter der tilbad Jehova, et billede på?

¹⁰ Samtidig med at Gud tog sig særligt af Israels nation, traf han også kærlige foranstaltninger til gavn  for mennesker som ikke hørte til denne nation men som af hjertet følte sig tilskyndet til at deltage i den sande tilbedelse sammen med israelitterne. Det er værd at bemærke at sådanne mennesker omtales flere steder i den bibelske beretning. Har de også et nutidigt modstykke? Ja, det har de. De skildrer i mange henseender dem der ikke er åndelige israelitter men som glæder sig over den storslåede udsigt til evigt liv som Guds riges jordiske undersåtter. Det var dem Gud omtalte over for Abraham da han sagde at folk fra „alle jordens nationer“ skulle velsigne sig ved hans „afkom“. — 1 Mosebog 22:18; 5 Mosebog 32:43.

11. (a) Hvordan blev denne gruppe omtalt ved indvielsen af Salomons tempel? (b) Hvordan ’slutter udlændinge sig til Jehova’ i vor tid, som forudsagt i Esajas 56:6, 7?

¹¹ Det har altid været Guds hensigt at hele menneskeheden skulle være forenet i den sande tilbedelse. Det var derfor meget velvalgt at kong Salomon ved indvielsen af det tempel han havde bygget i Jerusalem, bad om at Jehova ville høre de bønner der blev bedt af udlændinge som ønskede at tilbede ham på en antagelig måde sammen med Israels folk. (2 Krønikebog 6:32, 33) Og i Esajas 56:6, 7 gav Gud dette løfte: „Udlændingene som har sluttet sig til Jehova for at tjene ham og for at elske Jehovas navn, for at være hans tjenere, . . . også dem vil jeg bringe til mit hellige bjerg og lade dem fryde sig i mit bedehus. . . . For mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene.“ I samme ånd kommer der nutidige ’udlændinge’ fra alle nationer, ikke blot som tilfældige iagttagere, men for at ’slutte sig til Jehova’. De gør dette ved at indvi sig til ham og symbolisere dette ved vanddåben, og ved derefter at tjene ham på en måde der afspejler at de ’elsker Jehovas navn’ og alt hvad det står for. — Mattæus 28:19, 20.

12. Hvordan fremgår det af Moseloven at de der håber på at blive Guds riges jordiske undersåtter må rette sig efter de samme høje normer som de åndelige israelitter?

 ¹² Der kræves ikke mindre trofasthed af dem end af de åndssalvede kristne. Under Moseloven krævede Jehova at „den fastboende udlænding“ der gik ind for den sande tilbedelse, rettede sig efter den samme lov som gjaldt for Israel. (4 Mosebog 15:15, 16) Israelitterne skulle ikke blot tolerere disse fastboende udlændinge men vise dem ægte kærlighed. (3 Mosebog 19:34) Svarende hertil søger de der blev forudskildret ved ’de fastboende udlændinge’ at bringe deres liv i fuld overensstemmelse med Jehovas krav og at tjene i kærlig forening med de tilbageværende medlemmer af det åndelige Israel. — Esajas 61:5.

13. Hvilke punkter i Esajas 2:1-4 må vi lægge os på sinde hvis vi ønsker at overleve og få liv på ’den nye jord’?

¹³ Jehova lod sin profet Esajas beskrive den ivrige folkemængde fra „alle nationerne“ der i dag strømmer til Jehovas universelle tilbedelseshus. Han forudsagde: „Mange folkeslag skal drage af sted og sige: ’Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus; og han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.’“ Som følge af dette har de ’smedet deres sværd til plovjern’, og selv i denne krigshærgede verden ’lærer de ikke mere at føre krig’. (Esajas 2:1-4) Ser du dig selv i denne lykkelige menneskemængde? Deler du disse menneskers ønske om at lære Jehovas krav at kende, at leve efter dem i hverdagen og at ophøre med at stole på krigsvåben? Gud har lovet at en stor skare som følger denne kurs vil ’komme ud af den store trængsel’, ja overleve denne trængsel og få liv på hans fredfyldte ’nye jord’. — Åbenbaringen 7:9, 10, 14; Salme 46:8, 9.

[Studiespørgsmål]