De forfulgte vises barmhjertighed men forfølgerne dømmes
Kapitel 8
De forfulgte vises barmhjertighed men forfølgerne dømmes
1. Hvor lang tid gik der efter Haggajs sidste profeti før tempelbyggerne igen fik et inspireret budskab, og hvad havde de gjort i mellemtiden?
I FORTIDENS Jerusalem var man nu nået frem til det første kvartal i år 519 f.v.t. — og det var stadig i Darius I’s andet år som konge over perserriget, bibelhistoriens fjerde verdensmagt. Der var gået nøjagtig to måneder siden Haggaj var blevet inspireret til at fremholde sine sidste profetier — til de aronitiske præster og til statholderen Zerubbabel. Det var sket den fireogtyvende dag i den niende måned (kislev), kort før år 519 f.v.t. tog sin begyndelse. På denne mindeværdige dag i Jerusalems historie var man atter begyndt at arbejde med grunden til templet på Morija bjerg, lige nord for Zions bjerg. I de to måneder der gik fra de jødiske bygningsmænd atter fik et inspireret budskab fra deres Gud, arbejdede de uophørligt på den hellige byggeplads. Denne gang lod de sig ikke standse af fjendernes forsøg på at gribe hindrende ind.
2. Hvem ville øjensynlig få at vide hvad der foregik i Jerusalem før kong Darius I fik det at høre, og hvor lang tid ville der gå før der kunne foreligge en afgørelse i sagen?
2 Den 24. sjebat 519 f.v.t. havde kong Darius i den fjerne persiske regeringsby sikkert endnu ikke hørt hvad der foregik i Jerusalem. Nyhederne kom ret langsomt frem, selv med ridende ilbud der tilbagelagde omkring et hundrede og tres kilometer om dagen. (Ester 3:13-15; 8:10, 14) Langs „den frugtbare halvmåne“ var der over seksten hundrede kilometer fra Jerusalem over til Susan, og fra Susan mod nord til Ekbaʹtana var der over tre hundrede kilometer, ad den lige, direkte vej. Der ville således gå temmelig lang tid før kong Darius kunne få den overraskende meddelelse. Persiske embedsmænd over provinser som lå hinsides (altså vest for) Eufratfloden ville naturligvis få nyhederne før kongen. Det var øjensynlig det der skete. De efterfølgende drøftelser og de undersøgelser der blev iværksat må have taget flere måneder (nogle anslår det til fire eller fem måneder) før kong Darius’ afgørelse af sagen kunne nå frem og blive gennemført. Ezra beretter her hvilke begivenheder der fandt sted (5:2 til 6:3):
3. Hvilke spørgsmål blev tempelbyggerne stillet af de persiske statholdere fra provinser vest for Eufratfloden, og hvad gjorde de der byggede på templet?
3 „Da tog Zerubbabel, Sjealtiels søn, og Jesua, Jozadaks søn, fat og begyndte at bygge på Guds hus i Jerusalem sammen med Guds profeter, som støttede dem. Men på den tid kom Tattenaj, statholderen hinsides floden, Sjetar-Bozenaj og deres embedsbrødre til dem og sagde: ’Hvem har givet eder lov til at bygge dette tempel og genopføre denne helligdom, og hvad er navnene på de mænd, der bygger denne bygning?’ Men over jødernes ældste vågede deres Guds øje, så de ikke standsede dem i arbejdet, før sagen var forelagt Darius og der var kommet svar derpå.
4. Hvad var indholdet af det brev de persiske statholdere sendte til kong Darius I?
4 Afskrift af det brev, som Tattenaj, statholderen hinsides floden, Sjetar-Bozenaj og hans embedsbrødre, afarsekitterne hinsides floden, sendte kong Darius; de sendte ham en skrivelse, hvori der stod:
’Kong Darius ønsker vi al fred!
Det være kongen kundgjort, at vi begav os til landsdelen Judæa til den store Guds hus; det bliver bygget af kvadersten, der lægges bjælker i muren, og arbejdet udføres med omhu og skrider frem under deres hænder. Vi spurgte da de ældste der og talte således til dem. Hvem har givet eder lov til at bygge dette tempel og opføre denne helligdom? Vi spurgte dem også om deres navne for at lade dig dem vide, og vi opskrev navnene på de mænd, der står i spidsen for dem.
Og svaret, de gav os, lød således: Vi er Himmelens og jordens Guds tjenere, og vi bygger det tempel, som blev bygget for mange år siden, da en stor konge i Israel byggede og opførte det. Da imidlertid vore fædre vakte Himmelens Guds vrede, gav han dem i Babels konges, kaldæeren Nebukadnezars, hånd, og han nedbrød dette tempel og førte folket i landflygtighed til Babel. Men i sit første regeringsår gav kong Kyros af Babel befaling til at genopbygge dette gudshus; og kong Kyros lod tillige de til gudshuset hørende guld- og sølvkar, som Nebukadnezar havde borttaget fra helligdommen i Jerusalem og ført til sin helligdom i Babel, tage ud af helligdommen i Babel, og de overgaves til en mand ved navn Sjesjbazzar, som han havde indsat til statholder; og han sagde til ham: Tag disse kar og drag hen og lad dem få deres plads i helligdommen i Jerusalem og lad gudshuset blive genopbygget på sin gamle plads! Så kom denne Sjesjbazzar og lagde grunden til gudshuset i Jerusalem, og siden den tid er der bygget derpå, men det er ikke færdigt.
Hvis derfor kongen synes, så lad der blive set efter i det kongelige skatkammer ovre i Babel, om det har sig således, at der af kong Kyros er givet befaling til at bygge dette gudshus i Jerusalem; og kongen give os så sin vilje i denne sag til kende!’
5. Hvad gjorde kong Darius da han fik brevet, og hvad fandt man?
5 Så gav kong Darius befaling til at se efter i skatkammeret, hvor man i Babel gemte dokumenterne; og man fandt da i borgen i Ameta [Ekbaʹtana] i landsdelen Medien en skriftrulle, hvori der stod: ’Til ihukommelse. I sit første regeringsår udstedte kong Kyros følgende befaling: Gudshuset i Jerusalem skal genopbygges.’“
6. Hvad gjorde bygningsmændene i Jerusalem mens dette fandt sted, og hvad skete der den 24. sjebat 519 f.v.t.?
6 Hele tiden mens disse ting som præsten Ezra beretter om, fandt sted, fortsatte den jødiske rest modigt med tempelbyggeriet under ledelse af statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Josua. De var også optaget af dette arbejde den fireogtyvende dag i den ellevte måned, som var en vintermåned, i år 519 f.v.t. Denne betydningsfulde dag begyndte profeten Zakarias at modtage en række opmuntrende syner. Han fortæller herom:
DET FØRSTE SYN
7. Hvad så Zakarias i sit første syn den 24. sjebat?
7 „På den fireogtyvende dag i den ellevte måned, det er Sjebat måned, i Darius’ andet regeringsår kom [Jehovas] ord til profeten Zakarias, en søn af Berekja, en søn af Iddo, således: Jeg skuede i nat, og se, en mand på en rød hest holdt mellem bjergene ved den dybe kløft [imellem Myrtetræerne, som vare i Dalen, Gd], og bag ham var der røde, mørke, hvide og brogede heste.“ — Zakarias 1:7, 8.
8, 9. Hvem forklarede Zakarias hvad det var han så, og hvilke spørgsmål rejste synet af hestene?
8 Under synet var der en engel som forklarede Zakarias hvad han så, ting som vi der lever i dag, også gerne vil have forståelse af. Disse heste med deres ryttere der holdt stille mellem myrtetræerne i dalen ved Jerusalem — hvorfor befandt de sig der? Var der en krig på vej mod Jerusalem, nu mens man byggede templet? I Bibelen er heste jo et symbol på krig. (Job 39:22-28; Ordsprogene 21:31) Hvem havde sendt disse heste? Hvem skildrede rytterne? Var de kommet for at føre krig? Zakarias ville gerne vide det:
9 „Jeg spurgte: ’Hvad betyder de, Herre?’“
10, 11. Hvem viste rytterne sig at være, og hvilken beretning aflagde de for rytteren mellem myrtetræerne?
10 „Og engelen, som talte med mig, sagde: ’Jeg vil vise dig, hvad de betyder.’“ — Zakarias 1:9.
11 Det viste sig at disse ryttere var hellige engle der var udsendt af Gud som spejdere, om man så må sige. Det fremgår af det næste vi læser: „Så tog manden [på den røde hest], som holdt mellem bjergene [Myrtetræerne, Gd], til orde og sagde: ’Det er dem, [Jehova] udsender, for at de skal drage jorden rundt.’ Og de tog til orde og sagde til [Jehovas] engel, som stod mellem bjergene [Myrtetræerne, Gd]: ’Vi drog jorden rundt, og se, hele jorden er rolig og stille.’“ — Zakarias 1:10, 11.
12. (a) På hvilken måde rådede der fred på „hele jorden“, som de himmelske spejdere meldte? (b) Hvad havde Ægypten i denne forbindelse kæmpet mod Assyrien og derefter mod Babylon om?
12 Hvad var det disse himmelske spejdere sagde til deres fører på den røde hest? Sagde de at der rådede fred på hele jorden? Ja, åbenbart. Men der var kun tale om fred i relativ forstand, det vil sige fred i relation til noget andet. I relation til hvad? Til Jerusalem og Judas land. Hvordan det? Jo, Jerusalem havde mistet sin tidligere jordiske stilling blandt nationerne. Indtil år 607 f.v.t. havde byen været sæde for Guds forbilledlige messianske rige på jorden. Dette miniaturerige som Jehova havde, var en forstyrrende faktor for den hedenske verden, de hedenske nationer. Ægypten kæmpede først mod Assyrien og derpå mod Babylon for at kunne have en politisk forbindelse med Jerusalem eller for at have et afgørende ord at sige i dens anliggender. Men fra 607 f.v.t. hørte dette op.
13. Hvorfor ophørte Ægypten fra år 607 f.v.t. at have politisk forbindelse med Jerusalem, det forbilledlige messianske rige?
13 I dette år, som fik betydning for hele verden, blev Jerusalem og dens tempel ødelagt af kong Nebukadnezars babyloniske hærstyrker og hans allierede. Davids rige blev fældet, og der kom ikke længere til at sidde en konge af Davids slægt på „[Jehovas] trone“ i Jerusalem. Den sidste jordiske konge som sad der, Zedekias, en broder til Zerubbabels oldefader, blev taget til fange og ført til Babylon, og måtte henslæbe resten af sine levedage i landflygtighed der, blindet og i fængsel. I løbet af tisjri måned 607 f.v.t. flygtede de få jøder der var blevet ladt tilbage i Judas land som en fattig og betydningsløs minoritet, ned til Ægypten af frygt for babylonierne (kaldæerne), og Judas land og Jerusalem kom til at ligge øde hen uden mennesker, ja selv uden husdyr. Det gik nøjagtig som profeten Jeremias havde forudsagt! Nu begyndte en tidsperiode som var fastsat af Gud. Hvilken periode?
14. Hvad kaldte Jesus Kristus den af Gud fastsatte periode som nu begyndte, hvad betød denne periode for herredømmet i verden, og hvornår udløb den?
14 Den periode som Jesus Kristus senere kaldte „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“. (NW) Han sagde: „Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.“ (Lukas 21:24) Eftersom Jerusalem havde været hovedsædet i Guds messianske miniaturerige og derfor betegnede Guds riges ret til at udøve herredømme ved en messiansk efterkommer af kong David, betød det noget særligt for de hedenske nationer at de fik lov til at nedtræde Jerusalem eller Rigets ret til at herske. Hvilket? Intet mindre end at de af hærskarers Jehova fik lov til at udøve herredømme over jorden uden indblanding fra noget messiansk gudsriges side, et gudsrige som det der havde haft regeringssæde i det jordiske Jerusalem. Da hedningernes tider med dette ubrudte herredømme skulle vare syv symbolske „tider“ eller 2520 bogstavelige år, ville denne fastsatte periode vare fra tisjri 607 f.v.t. til tisjri 1914 e.v.t., og således udløbe i vort tyvende århundrede. (Daniel, kapitel fire) Intet under at de himmelske spejdere dér tilbage i 519 f.v.t. meldte at hele jorden var rolig og uforstyrret!
15. Hvorfor var den stilling som Judas land og dets jødiske statholder indtog, ikke noget at blive foruroliget over? Hvordan greb statholderen Tattenaj sagen an da jøderne havde genoptaget tempelbyggeriet?
15 I kong Darius I’s andet regeringsår var Judas land med sin lokale hovedstad Jerusalem blot én ud af perserrigets 127 provinser, der strakte sig „fra Indien til Ætiopien“. (Ester 1:1-3) Landet havde en statholder, Zerubbabel, Sjealtiels søn, men han sad ikke på Davids trone, sådan som hans bedstefader, kong Jojakin, havde gjort i tre måneder og ti dage. Han var øjensynlig direkte ansvarlig over for en statholder i en af landsdelene vest for floden Eufrat, rimeligvis statholderen Tattenaj, og i sidste instans over for kong Darius I. Så nu var der næppe noget at blive videre foruroliget over hvad Jerusalem angik. Statholderen Tattenaj, var ganske vist blevet urolig fordi man havde genoptaget arbejdet med templets grundvold, og han havde forespurgt: „Hvad er navnene på de mænd, der bygger denne bygning?“ Men han benyttede ikke militær magt for at standse arbejdet. Han valgte derimod at forelægge spørgsmålet for kong Darius, så denne kunne afgøre det i overensstemmelse med „medernes og persernes uryggelige lov“. (Daniel 6:9) Hvorfor viste statholderen Tattenaj en sådan tilbageholdenhed? I Ezra 5:5 forklares der:
16. Hvorfor greb statholderen Tattenaj sagen an på denne måde, ifølge Ezra 5:5?
16 „Men over jødernes ældste vågede deres Guds øje, så de ikke standsede dem i arbejdet, før sagen var forelagt Darius og der var kommet svar derpå.“
17, 18. (a) Hvad kunne de himmelske spejdere altså melde angående „hele jordens“ tilstand? (b) Hvis holdning til denne sag havde imidlertid størst betydning, og hvilket spørgsmål blev stillet?
17 Med hensyn til om verden så med ængstelse og bekymring på det Jerusalem foretog sig og lagde planer om, kunne de himmelske spejdere altså aflægge denne beretning for deres anfører mellem myrtetræerne i dalen uden for Jerusalem: „Hele jorden er rolig og stille“. Ja, den hedenske verden var ganske rolig; den frygtede ikke at noget messiansk rige tilhørende Jehova Gud ville blande sig i dens anliggender. Men hvad med hærskarers Jehova selv? Hvordan var hans holdning over for Jerusalem og det byen repræsenterede? Ville der komme nogen yderligere forsikring fra ham, nu da hans profet Haggaj var ophørt med at tale under inspiration? Havde han slået sig til ro ligesom de hedenske nationer, uden at bekymre sig om Jerusalems velfærd og den rolle byen skulle spille i virkeliggørelsen af hans hensigter? Dette lå også de himmelske engle på sinde, og navnlig Mikael, „den store fyrste, som værner dit [Daniels] folk sønner“. (Daniel 12:1; 1 Peter 1:12) Det fremgår af det næste profeten Zakarias ser i synet:
18 „[Jehovas] engel tog da til orde og sagde: ’Hærskarers [Jehova]! Hvor længe varer det, før du forbarmer dig over Jerusalem og Judas byer, som du nu har været vred på i halvfjerdsindstyve år?’“ — Zakarias 1:12.
19. Hvorfor følte nogle at de „halvfjerdsindstyve år“ med Guds vrede endnu ikke var forbi?
19 Ifølge engelens ord følte nogle at Jehovas vrede, som varede „i halvfjerdsindstyve år“, stadig var rettet mod Jerusalem og de andre byer i Juda. Det skyldtes det forhold at genopbygningen af Guds tempel var blevet forsømt i de sidste sytten år. Jehova havde været fuld af harme imod deres fædre der kom i landflygtighed fordi de havde vanhelliget det tidligere tempel som kong Salomon havde bygget. Og i den ottende måned (marsjevan) i 520 f.v.t. havde Jehova advaret medlemmerne af den hjemvendte jødiske rest mod at pådrage sig den guddommelige harme ved at blive som deres fædre og ikke vende om til Jehova med nidkærhed for den helhjertede tilbedelse af ham gennem et genopbygget tempel. (Zakarias 1:1-6) Vi må forstå engelens udbrud i lyset af dette, i overensstemmelse med hvad disse ting kunne sige ham vedrørende Jerusalem og de andre byer i Juda, som nu atter var beboet.
20. Hvorfor skal engelens udbrud om de „halvfjerdsindstyve år“ ikke forstås sådan at denne periode varede ved?
20 Engelens omtale af „halvfjerdsindstyve år“ minder os om at profeten Jeremias også omtalte halvfjerds år. I disse halvfjerds år skulle Judas og Israels folk trælle for det babyloniske dynasti af konger, og når de halvfjerds år var gået ville Jehova hjemsøge Babylons konge og kaldæerne for deres misgerning. (Jeremias 25:11-13) Mente Jehovas engel da at disse halvfjerds år endnu ikke var udløbet, eller at de lige var udløbet? Sådan kunne det ikke forholde sig. Hvorfor ikke? Fordi Jehova cirka tyve år tidligere (i 539 f.v.t.) havde brugt perseren Kyros den Store til at fælde Babylon som verdensmagt, og to år efter, i 537 f.v.t., havde fået Kyros, der nu handlede som Babylons konge, til at sætte de landflygtige jøder i frihed så de kunne forlade Babylon og vende hjem til Jerusalem for at genopbygge Jehovas tempel. — Ezra 1:1 til 2:2; 2 Krønikebog 36:20-23.
21. Hvordan skulle Judas land ligge i de halvfjerds år, og hvoraf fremgår det at dette for længst var overstået?
21 Desuden skulle Judas land holde sabbat „til der var gået halvfjerdsindstyve år“. (2 Krønikebog 36:21) Hvordan? Ved at ligge som „en ørken uden mennesker og kvæg“ og ved at være „givet i kaldæernes hånd“. (Jeremias 32:43; 33:10-12) Både profeten Zakarias og englene vidste at disse halvfjerds år hvor Judas land og Jerusalem skulle ligge fuldstændig øde uden mennesker og husdyr, var udløbet i år 537 f.v.t. da den jødiske rest var vendt hjem fra Babylon og atter havde taget landet i besiddelse. Det berettes at jøderne atter boede i deres byer i den syvende måned (tisjri) dette år. (Ezra 3:1, 2) I stedet for at ligge som en ørken begyndte landet nu at bære afgrøder, sådan som profeten Haggaj beretter sytten år senere. (Haggaj 1:6-11; 2:16, 17) De halvfjerds år var altså for længst overstået!
22. Hvordan viste profeten Daniel at de „halvfjerdsindstyve år“ ikke strakte sig frem til 519 f.v.t., hvor Zakarias fik sit første syn?
22 Hvis de halvfjerds år stadig varede ved eller blot lige var udløbet da Zakarias fik sit første syn, hvorfor talte engelen, med den viden den havde, da som den gjorde? Eftersom den vidste at perioden var på nøjagtig halvfjerds år, hvorfor sagde den da: „Hærskarers [Jehova]! Hvor længe varer det?“ (Zakarias 1:12) Allerede i mederen Darius’ første regeringsår efter Babylons fald i 539 f.v.t. havde profeten Daniel jo „i skrifterne [lagt] mærke til det åremål, i hvilket Jerusalem efter [Jehovas] ord til profeten Jeremias skulle ligge i grus, halvfjerdsindstyve år“. (Daniel 9:1, 2) Og da Daniel fik klarhed over dette åremål gik der ikke sytten år før det udløb, men det udløb umiddelbart efter, i perserkongen Kyros’ første regeringsår. Derfor kunne den aldrende Daniel, som i hvert fald levede frem til „perserkongen Kyros’ tredje regeringsår“, vide at han havde regnet periodens længde rigtigt ud. (Daniel 10:1) De „halvfjerdsindstyve år“ strakte sig altså ikke frem til det tidspunkt hvor Zakarias fik sit første syn, i 519 f.v.t.
23. Hvilken periode af længere varighed dannede disse „halvfjerdsindstyve år“ indledning til, og hvilken sammenligning foretog engelen således da den spurgte: „Hvor længe varer det?“
23 Vi må også huske at disse halvfjerds uforglemmelige år var de første halvfjerds år af „hedningernes tider“. Da de udløb i 537 f.v.t. fortsatte den periode altså hvori Jerusalem skulle nedtrædes af de hedenske nationer. (Lukas 21:24) Det ser således ud til at engelen der udbrød: „Hærskarers’ [Jehova]! Hvor længe varer det?“, henviste til denne tidligere periode på halvfjerds år som et eksempel på Jehovas vrede mod sit udvalgte folk. Engelen spurgte om Jehovas vrede mod folket nu blev fornyet fordi det så længe havde forsømt hans tempel. Og den spurgte derfor hvor længe det ville vare før Jehova forbarmede sig over Jerusalem og de andre byer i Juda. Profeten Zakarias var også interesseret i at vide dette. Det samme er vi!
24. Hvordan svarede Jehova den spørgende engel? Hvilke følelser nærede Jehova over for Jerusalem og over for de hedenske nationer?
24 Det må have stillet Zakarias tilfreds at høre samtalen mellem hærskarers Jehova og den spørgende engel: „Og til svar gav [Jehova] engelen, som talte med mig, gode og trøstende ord. Engelen, som talte med mig, sagde så til mig: Tal og sig: Så siger Hærskarers [Jehova]: Jeg er fuld af nidkærhed for Jerusalem og Zion og af harme mod de trygge hedninger, fordi de hjalp til at gøre ulykken stor, da min vrede kun var lille.“ — Zakarias 1:13-15.
25. Hvorfor havde Jehova været vred på sit udvalgte folk, og hvorfor var han blevet fuld af harme mod de hedenske nationer?
25 Jehova havde med rette været vred på sit ulydige udvalgte folk. Han havde været nødt til at straffe og tugte det. Som strafferedskaber havde han benyttet Babylon og dets forbundsfæller og sympatisører. Imidlertid havde hans ’vrede kun været lille’, og de hedenske nationer han havde benyttet til at revse sit folk med, havde af rent og skært had til hans udvalgte folk og af foragt for ham og tilbedelsen af ham, drevet tugten for vidt. Ondskabsfuldt havde de ’hjulpet til at gøre ulykken stor’ over hans folk. I deres ondskab havde de føjet ekstra smerte til ulykken. Det samme har forfølgerne været slemme til at gøre mod dem der tilbeder Jehova i vor tid! Med rette og med god grund kunne hærskarers Jehova sige: „Jeg er fuld af . . . harme mod de trygge hedninger.“ Lad ikke de nationalistiske forfølgere i vor tid glemme dette!
26. Hvad havde Jehova derfor nu i sinde at gøre med hensyn til Jerusalem?
26 „Derfor, så siger [Jehova]: Jeg vender mig til Jerusalem og forbarmer mig over det; mit hus skal opbygges der, lyder det fra Hærskarers [Jehova], og der skal udspændes målesnor over Jerusalem.“ — Zakarias 1:16.
27. Hvordan ville Jehova vise forfølgerne at han ikke for bestandig havde forladt Jerusalem, og på hvilken måde ville der blive udspændt målesnor over byen?
27 De hedenske nationer havde drevet tugten af Judas og Jerusalems indbyggere så vidt at den var gået over i direkte forfølgelse. ’Disse mennesker er blevet forladt af deres Gud, de er fuldstændig overladt til os,’ har forfølgerne måske tænkt. Men nej! Jehova havde ikke forladt dem for bestandig. Det var han fast besluttet på at vise forfølgerne. Som et symbol på dette skulle Jerusalem ikke vedvarende ligge øde. Han ville vende sig til den og forbarme sig over den ved at rejse den fra støvet og ruinerne og endnu en gang lade den blive befolket. Der skulle bygges huse i byen, og som et led i byggearbejdet ville der blive ’udspændt målesnor over Jerusalem’. Ja, endog den vigtigste af alle bygninger skulle opføres i byen — selveste Jehovas tempel! Hvilket nederlag for forfølgerne og deres falske guder!
28. Hvem skulle Jehovas valg gøres kendt for, og hvad var det Jehova havde valgt?
28 Guds tid var inde til genopbygningen. Nu skulle intet standse den. Gud havde udvalgt sin synlige jordiske organisation. Dette valg skulle gøres kendt ved at hans gunst blev udøst over den, hvad enten de trygge verdslige nationer brød sig om det eller ej. Det guddommelige valg skulle ikke holdes hemmeligt. Folk i almindelighed skulle have kendskab til det valg og den afgørelse Gud havde truffet. Derfor blev denne befaling udstedt mens Zakarias hørte på det: „Tal videre: Så siger Hærskarers [Jehova]: Mine byer skal atter strømme med velsignelse, og [Jehova] vil atter trøste [føle anger over, NW] Zion og udvælge Jerusalem.“ — Zakarias 1:17.
29. (a) Hvad krævede Jehova som sin ejendom, og hvordan ville han give sit valg til kende? (b) Hvilket andet navn blev benyttet om Jerusalem, og hvorfor? Hvem boede i byen?
29 Vi lægger mærke til at hærskarers Jehova kalder byerne i den persiske provins Juda for „mine byer“. Han havde udvalgt dem. Han krævede dem som sin ejendom. Han ville bevise at de genopbyggede byer tilhørte ham ved at velsigne dem til overmål. Det ville give dem fremgang og velstand. Hver eneste af disse byer ville få sit lokale styre i form af et ældsteråd. De genopbyggede byer ville ikke komme til at mangle en jordisk regeringsby. Deres hovedstad skulle være den by som Jehova havde udvalgt. Det skulle være den by der havde været regeringsby for Jehovas folk før fangenskabet, nemlig Jerusalem, som var blevet genopbygget af hans folk. Dette valg var hverken demokratisk eller imperialistisk. Det var teokratisk. Denne by som var udvalgt af den himmelske Teokrat, hærskarers Jehova, blev også kaldt Zion, for på Zions bjerg havde kong David bygget sit palads, og ved siden af paladset havde han rejst det telt hvor Jehovas pagts ark midlertidigt stod. I det genopbyggede Zion eller Jerusalem skulle provinsens styrende råd have sæde. Statholderen Zerubbabel boede derfor her.
30. Hvordan og hvornår følte Jehova anger over Zion?
30 På grund af indbyggernes vedvarende ulydighed havde Jehova bestemt at Zion eller Jerusalem skulle ødelægges af babylonierne og ligge øde i halvfjerds år. Da tiden var gået følte han anger over det øde Zion. Ikke fordi han havde gjort Zion uret eller havde begået en fejl ved at lade det ødelægge, men fordi hans vilje nu var sket, hans hensigt var blevet udført og han var blevet hævdet og ophøjet. Nu kunne hans vrede lægge sig og han kunne forbarme sig. Han kunne nu ynkes over det hans vrede var rettet imod, og frit vise det medlidenhed og trøste det. Uden at skulle indrømme nogen fejl fra sin side følte Jehova altså anger over Zion da det havde ligget øde i halvfjerds år. Uden at skulle gøre nogen uret fra sin side god igen og uden at skulle yde erstatning for nogen uberettiget skade som han var skyld i, førte Jehova barmhjertigt sit landflygtige folk tilbage og lod det genopbygge Zion. Tiden for ødelæggelsen var forbi; tiden for genopbygningen var inde! Et storslået udtryk for Guds medlidenhed!
31. (a) Hvilken nation havde tilskyndet fjenderne til at jævne Jerusalem med jorden, og i hvilken tro? (b) Hvornår var tiden inde til at bekendtgøre hvilken by Jehova havde udvalgt?
31 Da Zion eller Jerusalem var blevet jævnet med jorden i år 607 f.v.t., havde de fjendtlige edomitter tilskyndet de babyloniske erobrere med råbet: „Nedbryd, nedbryd lige til grunden!“ (Salme 137:7) De skadefro fjender troede at Zions Gud, Jehova, havde forstødt byen for evigt og at han ligesom de, aldrig ville udvælge Jerusalem igen. Men Jehova kunne ikke glemme eller fornægte sine nådige profetier om Jerusalem. I sin trofasthed udvalgte han Jerusalem, og dette valg stod ved magt da Zakarias fik sit første syn nogle år senere, i 519 f.v.t. Ikke alene var Jerusalem på det tidspunkt blevet genopbygget af Jehovas eget folk, men grunden til hans tempel var også blevet lagt og arbejdet på resten af bygningen var allerede begyndt. Når templet stod færdigt ville Jehova knytte sit eget navn til det, han ville være nærværende der med sin ånd, og han ville atter blive tilbedt der i fuldt omfang. Over for alle nationerne ville dette bevise at Jehova havde udvalgt Jerusalem. Allerede 519 f.v.t. var tiden derfor inde til at bekendtgøre dette valg.
32. Hvorfor skal vi ikke vente at Zakarias 1:17 opfyldes på nutidens Jerusalem?
32 Er der sket noget tilsvarende i nyere tid? I hvert fald ikke i forbindelse med nutidens Jerusalem, som araberne og israelerne kæmpede om både i 1948 og 1967. De ortodokse jøder græder eller fremsiger bønner ved foden af den vestlige mur (Kótel Ma’arabí), mens muhamedanerne tilbeder i Klippemoskeen og El Aqsa-moskeen atten meter højere oppe. Syd for, uden for den nuværende bymur, ligger det bibelske Zions bjerg øde hen. Med skyldig hensyntagen til situationens kendsgerninger kan vi ikke sige at Jehova har udvalgt dette jordiske Jerusalem som et sted for sit navn og den sande tilbedelse. Vi må søge andre steder for at finde den nutidige opfyldelse af Zakarias 1:17.
33. (a) Hvad svarer i dag til at Zerubbabel var statholder over fortidens Jerusalem? (b) Hvad kan man sige om dem der er underlagt den større Zerubbabel?
33 I dag findes der intet jordisk tempelbyggeri som ledes af en statholder som Zerubbabel i Jerusalem. Men der findes en større Zerubbabel, nemlig Herren Jesus Kristus, som er herliggjort i himmelen. I Jehovas navn styrer han det der i Hebræerbrevet 12:22 kaldes „Zions bjerg . . . den levende Guds stad, . . . det himmelske Jerusalem“. Da hedningernes tider udløb i 1914 blev han indsat dér som regerende konge, og han hersker over dem der er hans sande og trofaste disciple på jorden. Disse disciple udgør ikke på nogen måde en del af kristenheden, for den består af hundreder af religiøse sekter der ligger i strid med hinanden, den går ind for at De forenede Nationer vil bevare freden og sikkerheden i verden, og dens hænder er fulde af blod fra denne verdens ukristne krige. Den større Zerubbabel i himmelen hersker over dem der tilbeder den samme Gud som han selv, nemlig hærskarers Jehova. Disse tilbedere er ligeledes forpligtet til at være kristne vidner for denne Gud, Jehova. (Esajas 43:10-12; 44:8) De er nøje knyttet til „det himmelske Jerusalem“, den større Zerubbabels regeringssæde.
34. Hvordan var det under den første verdenskrig fra 1914 til 1918 som om Jehova havde forladt sit åndelige Zion eller Jerusalem?
34 På grund af alle disse bibelske punkter må vi sige at disse kristne vidner for Jehova repræsenterer det Zions bjerg som er oventil, „det himmelske Jerusalem“. Handlinger rettet mod dem har været som rettet mod det billedlige Zion eller Jerusalem. Under den første verdenskrigs tummel (1914-1918) blev de forfulgt af de såkaldte kristne i kristenheden fordi de prøvede at holde fast ved den større Zerubbabels, Jesu Kristi, rige. Deres offentlige vidnearbejde for Jehovas messianske rige blev vanskeliggjort og reduceret til et minimum. De bekæmpede ikke hinanden med kødelige våben ved at kæmpe på de to fjendtlige fronter i den krigsgale kristenhed, men deres internationale samarbejde blev standset fordi fjenderne ødelagde deres internationale organisation. På grund af de trængsler de kom ud for i hele verden, var det som om Jehova, deres Gud, havde forladt det åndelige Zion eller Jerusalem.
35. Hvilke grupper stod Jehovas valg imellem da han ved efterkrigstidens begyndelse valgte hvem der skulle repræsentere hans åndelige Zion eller Jerusalem?
35 Ret pludselig standsede den første verdenskrig med en våbenstilstand i november 1918. Efterkrigstiden begyndte. Fredstidsaktiviteter kunne nu genoptages. I december samme år begyndte religionsudøverne i kristenheden at stille sig gunstigt til en international organisation for verdensfred og sikkerhed. Det blev især kendt da Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika erklærede at det foreslåede Folkenes Forbund var „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“. Og dette skønt alle nationerne i det foreslåede forbund var plettet af millioner af krigsofres blod. Havde kirkernes fællesråd ret i sin højtklingende erklæring med den fromme religiøse ordlyd? Tiden var i sandhed inde til at hærskarers Jehova gav sin vilje til kende. Hvem ville han vælge til at repræsentere det åndelige Zion eller Jerusalem? Kristenheden med dens blodbesudlede forfølgere, eller de forfulgte tilhængere af hans større Zerubbabels, Jesu Kristi, rige? Hvem ville han organisere som sine vidner?
36. Hvilke spørgsmål stiller vi i dag for at afgøre om Jehova valgte kristenheden som sin organisation lige efter den første verdenskrig?
36 Er den religiøse forvirring og det forfald der i dag kendetegner kristenheden, noget overvældende bevis for at det var den der blev udvalgt af hærskarers Jehova dér tilbage i efterkrigsåret 1919? Viser kendsgerningerne i dag ubestrideligt at Jehova har velsignet dens „byer“ til overmål? Er hans åndelige tempel blevet genopbygget i kristenheden — det vil sige tilbeder kristenheden gennem sine hundreder af religiøse sekter Jehova som Gud ved hans åndelige tempel? Hvem vil træde frem som vidner på kristenhedens vegne og svare utvetydigt ja? Da der ikke findes sådanne vidner må vi søge et andet sted.
37. Hvilken ændret tilstand er det der henleder vor opmærksomhed på Jehovas valg?
37 Hvor? Det er ikke kun navnet der henleder vor opmærksomhed på det valg som Jehova ganske tydeligt har truffet. Noget som også henleder vor opmærksomhed på de udvalgte, er hvordan de organiserede sig til at tjene Jehova efter krigen og hvad de både forkyndte og urokkeligt tog standpunkt for på verdensskuepladsen. Også det de har udrettet. Ja, også det at hærskarers Jehova har vendt sig til dem og har forbarmet sig over dem. Vi forstår at det forholder sig sådan når vi betragter den åndelige tilstand de rejste sig fra i efterkrigstiden. De rejste sig fra en tilstand hvor de tilsyneladende var forstødt, forkastet af Gud. Ja, fra en tilstand hvor de næsten blev forfulgt til døde af kristenheden, som ikke alene forfulgte dem under den første verdenskrig men også under den anden verdenskrig og i perioden mellem disse store blodbade, alt sammen i et forsøg på at splitte deres religiøse organisation og ødelægge dem for bestandig og således komme af med det irriterende religiøse problem de udgør. Hvem er det der ikke alene er genstand for en sådan religiøs forfølgelse og et sådant fjendskab, men også for Guds barmhjertighed?
38. Hvem har i efterkrigstiden vist sig at være udvalgt af Jehova, og hvilke træk kendetegner dem?
38 De historiske kendsgerninger siden den første verdenskrig fra 1914 til 1918 viser hvem de er. Deres rolle på vore dages internationale skueplads sætter dem i tydeligt relief. De er de kristne vidner der bærer navnet på den Gud de tilbeder og tjener, nemlig Jehova. Denne internationalt foragtede gruppe, denne rest af indviede, døbte, åndssalvede kristne, overvandt den religiøse lammelse der kendetegnede den i efterkrigsåret 1919, og den trådte frem på verdensskuepladsen i den aktive tjeneste for Jehova. Da verdens politiske, religiøse, militære og sociale elementer begyndte at støtte Folkeforbundet, holdt de salvede vidner fast ved Jehovas messianske rige som det eneste håb for hele menneskeheden, og de begyndte at forkynde „dette evangelium om Riget“ som aldrig før i deres jordiske tjeneste. Deres forkyndelse af dette evangelium har nu nået det omfang som Jesus Kristus forudsagde i Mattæus 24:14 — „over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene“. Ja, der forkyndes på 165 sprog!
39. (a) Hvad ligger bag den bedrift de har udført? (b) Hvad er de kommet til, hvor yder de hellig tjeneste, og hvem har de nu fået tilslutning af?
39 Denne bemærkelsesværdige bedrift har de ikke udført udelukkende i egen kraft og styrke og ved blot selv at lægge mod, snilde og dygtighed for dagen. Det skyldes først og fremmest at hærskarers Jehova har udvalgt dem til denne forudsagte tjeneste og vidnegerning. De har heller ikke udrettet alt dette udelukkende fordi de har indviet sig uforbeholdent til Jehova som Jesu Kristi disciple, men fordi Jehova har vist dem barmhjertighed gennem Jesus Kristus og har ’vendt sig til dem’ og ’forbarmet sig over dem’. Da de trofast følger i Kristi fodspor er de kommet „til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem“. Med større forståelse og skelneevne end nogen sinde værdsætter de Jehovas åndelige tempel, og de tilbeder ham der, idet de tjener som åndelige underpræster under deres himmelske ypperstepræst, Jesus Kristus. I deres tilbedelse har de nu fået tilslutning af en talløs „stor skare“ fredelige mennesker med fårets sindelag, mennesker fra alle folkeslag, stammer, folk og tungemål. Det er sket nøjagtig som forudsagt! (Åbenbaringen 7:9-17) I 208 lande og øområder finder vi dem.
40. (a) Hvorfor kan Jehova kalde disse menigheder „mine byer“, og hvordan er de organiseret? (b) På hvilken måde strømmer disse byer med velsignelse
40 De har ingen byer i form af politiske samfund. De „byer“ de har er menigheder af indviede, døbte disciple af Jesus Kristus, den større Zerubbabel. (Mattæus 28:19, 20) Disse menigheder er organiseret efter det teokratiske princip vi finder beskrevet i den inspirerede Bibel, og i lighed med byerne i det gamle Israel har hver enkelt menighed et lokalt ældsteråd. Der er også „menighedstjenere“ (diaʹkonoi) som hjælper hvert ældsteråd. (1 Timoteus 3:1-13; 4:14; Titus 1:5-9; Filipperne 1:1; 1 Peter 5:1-4) Jehova kan med rette betegne disse kristne menigheder som „mine byer“, for det er ham der er ansvarlig for deres organisation og vækst, og medlemmerne af dem har uforbeholdent indviet sig til ham gennem Jesus Kristus. Når man nøjere betragter disse billedlige „byer“ som tilhører Jehova, ser man at de i åndelig forstand ’strømmer med velsignelse’ fra ham. Alle vidnesbyrd peger på at hærskarers Jehova har udvalgt dem til at repræsentere sit himmelske Jerusalem. Lovet være Jehova at profetien i Zakarias 1:16, 17 har fået en sådan opfyldelse!
DET ANDET SYN
41. (a) Er det der allerede er sket med forfølgerne, enden på sagen? (b) Hvilket spørgsmål stillede Zakarias i sit andet syn den 24. sjebat?
41 Men hvad så med dem der forfølger hærskarers Jehovas indviede tilbedere og søger at udslette dem? Når vi betragter verdensforholdene i dag kan vi se hvordan det allerede er gået dem. Men den tilstand de for øjeblikket befinder sig i, er ikke enden på sagen. For at skildre hvad der til sidst vil ske med dem, gav Gud profeten Zakarias et andet syn umiddelbart efter det første. Det skete samme dag, den fireogtyvende dag i den ellevte måned (sjebat) i år 519 f.v.t., perserkongen Darius I’s andet regeringsår. Det medo-persiske rige var bibelhistoriens fjerde verdensmagt, og dette andet syn burde have interesseret det. Zakarias fortæller: „Derpå løftede jeg mine øjne og skuede, og se, der var fire horn. Jeg spurgte engelen, som talte med mig: ’Hvad betyder de?’ Han svarede: ’Det er de horn, som har spredt Juda, Israel og Jerusalem.’“ — Zakarias 2:1, 2.
42. Hvad var disse horn et symbol på, og hvad betyder det at der er fire af dem?
42 Profeten Zakarias vidste at et horn i de inspirerede hebraiske skrifter benyttes til at symbolisere den regeringsmagt der udøves af en nation eller et rige. De fire symbolske horn han så, behøvede ikke nødvendigvis at skildre fire særskilte nationer eller riger som indtil da havde spredt Judas, Israels og Jerusalems indbyggere og havde ødelagt deres byer. I Bibelen har tallet fire en symbolsk betydning. Det benyttes for eksempel i forbindelse med vindene, idet udtrykket „himmelens fire vinde“ sigter til alle dele eller egne af himmelen, mens udtrykket de fire vinde alene sigter til alle retninger på jorden. (Ezekiel 37:9, NW; Daniel 7:2) At Jehovas himmelvogn som blev set af profeten Ezekiel havde fire hjul, henleder tanken på et velafbalanceret køretøj. (Ezekiel 1:15, 21) På tilsvarende måde behøvede fire horn ikke kun at betegne rent bogstaveligt fire regeringsmagter, men kunne være et udtryk for alle de implicerede magter som virkede fra alle retninger så der var balance i deres angreb.
43. Hvilke andre politiske magter foruden Ægypten, Assyrien og Babylon er således symboliseret ved disse „fire horn“?
43 Det var således ikke kun verdensmagterne Ægypten, Assyrien og Babylon der havde været med til at sprede Juda, Israel og Jerusalem, men også Edom og andre nationer der havde allieret sig med dem og samarbejdet med dem i deres onde handlinger mod Jehovas udvalgte folk. De var alle med til at forfølge det. Disse politiske stater benyttede deres magt, især deres militærmagt, til at øve ondsindede voldshandlinger mod Jehovas udvalgte folk. — Zakarias 1:15
44. Hvorfor var Jehova fuld af harme mod disse hedningenationer der var trygge og følte sig godt tilpas?
44 Disse hedenske politiske magter var alle gået videre end hærskarers Jehova havde ønsket med hensyn til at tugte hans stædige, ulydige folk. De beføjelser de havde fået havde de udelukkende benyttet til at få afløb for deres uvilje, fjendskab, misundelse og ondskab mod Juda, Israel og Jerusalem. Af denne grund sagde hærskarers Jehova til engelen mens Zakarias hørte på det: „Jeg er fuld af . . . harme mod de trygge hedninger.“ (Zakarias 1:14, 15) Hvordan havde Jehova i sinde at lade sin store harme komme til udtryk mod disse hedningenationer der var trygge og følte sig godt tilpas fordi de havde fået afløb for deres hævnlyst og ondskab mod hans folk? Det røber han i det næste afsnit af det andet syn der udspillede sig for Zakarias’ øjne. Profeten siger:
45. Hvordan skildrede Jehova i synet til Zakarias de redskaber hvormed han ville lade sin harme komme til udtryk mod de trygge hedningenationer?
45 „Da lod Herren mig se fire Smede. Og jeg sagde: hvad komme disse for at gøre? og han sagde: hine ere de Horn, som adspredte Juda paa den Maade, at ingen opløftede sit Hoved; men saa kom disse for at forfærde dem, for at nedslaa de Hedningers Horn, som rejste Horn imod Judas Land, for at adsprede det.“ — Zakarias 2:3, 4, Gd.
46. (a) Hvorfor var der fire smede, og hvilken opgave havde de, til trods for deres fag? (b) Hvem havde sendt dem, og hvad betød dette for forfølgerne?
46 Ligesom der var fire horn, var der fire smede. Deres antal havde samme betydning som hornenes antal. De var således et udtryk for alle de „smede“ der var impliceret i sagen, organiseret på en fyldestgørende og ligevægtig måde. Da de var smede var deres arbejde ikke at ødelægge, men først og fremmest at opbygge. De kunne imidlertid benyttes til at ødelægge noget, og de kunne bruge deres værktøj med dette for øje. Det var en sådan opgave de skulle udføre i synet. Men hvis smede var de? Hvem havde sendt dem? Det havde øjensynlig hærskarers Jehova, for de kom for at ødelægge de fire horns magt der havde spredt Jehovas folk, Juda, Israel og Jerusalem. For at gøre dette benyttede de uden tvivl de hamre der hørte til deres fag. Ve derfor de forfølgende „horn“! Guds dom skulle eksekveres over disse forfølgere.
GUDS OPMÆRKSOMHED RETTES MOD FORFØLGERNE
47. Skal vi betragte det der er overgået de nationer der forfulgte Jehovas folk, som en naturlig følge af verdensbegivenhedernes forløb? Forklar.
47 Jehova undlod ikke at rette sin voldsomme harme mod de nationer der forfulgte hans folk. Historien viser at det ikke gik de nationer godt der ondsindet mishandlede hans udvalgte folk i fortiden; de blev ramt af ulykke. Hvor er de henne i dag? Deres katastrofale endeligt skyldtes ikke blot verdensbegivenhedernes naturlige forløb, uden indgriben ovenfra. Det var Guds harme der blev udøst over dem. Måtte vi der lever i dag, tage ved lære af dette.
48. (a) Hvem begyndte Rom at forfølge i det første århundrede, og hvordan har byen fortsat denne forfølgelse? (b) Hvilken del af kristenheden er Rom i dag overhoved for?
48 I det første århundrede efter vor tidsregning fremstod det åndelige Israel under ledelse af den Messias som Gud havde sendt, Jesus fra Betlehem i Juda. Derved mistede det kødelige, omskårne Israel sin stilling. Ligesom Ismael blev forkastet til fordel for Isak, Abrahams sande arving, og begyndte at forfølge Isak, sådan begyndte det kødelige Israel at forfølge Kristi disciple der udgjorde det åndelige Israel. Det fik ulykkelige følger for det kødelige Israel, idet dets hellige by Jerusalem blev ødelagt i år 70 og de overlevende fra provinsen Juda blev spredt, hovedsagelig ved at blive ført bort som fanger. (Galaterne 4:21-31; 1 Tessaloniker 2:14-16; 1 Mosebog 21:1-14) Efter Roms brand i år 64 begyndte Rom at forfølge det kristne åndelige Israel. Byen fortsatte denne forfølgelse, ikke alene i sin egenskab af herskerinde i det hedenske romerrige, men også som Det hellig romerske Riges religiøse herskerinde. Det hellige romerske Rige forsvandt på Napoleon Bonapartes tid, i begyndelsen af det nittende århundrede. Men Rom indtager stadig en lederstilling, som overhoved for den største, stærkeste og folkerigeste del af kristenheden. Men i denne egenskab er Rom begyndt at blive forfærdet eller at „skælve“ (NW).
49. Hvilken verdensmagt som også har forfulgt Guds folk blev Rom afløst af? Hvornår og ved hvilken profet blev dette forudsagt?
49 I det attende århundrede måtte Rom som bibelhistoriens sjette verdensmagt bøje sig for Det britiske Imperium, som er den syvende og stærkeste verdensmagt i Bibelens profetier. Dette imperiums historie viser at det også har gjort sig skyldigt i at forfølge og sprede hærskarers Jehovas åndelige Israel. Amerikas forenede Stater, der senere blev en del af den syvende verdensmagt med det resultat at der fremstod en anglo-amerikansk dobbeltverdensmagt, har også deltaget i denne forfølgelse. Det er almindeligt kendt at en sådan forfølgelse rasede mod resten af det åndelige Israel under den første verdenskrig, og i endnu større omfang under den anden verdenskrig. At det ville gå sådan var på en levende måde blevet skildret med profetiske symboler for den landflygtige profet Daniel i „kong Belsazzars tredje regeringsår“, det vil sige før det gamle Babylons fald, og således over tyve år før Zakarias’ syn af de fire horn og de fire smede. (Daniel 8:1, 9-12, 23-26) Jehova vidste altså at der over 2490 år efter Zakarias’ syn ville være behov for at hans symbolske smede ’slog hedningernes horn ned’.
50. Hvilke andre „horn“ har været med til at forfølge de åndelige israelitter i nyere tid?
50 I nyere tid har ikke alene den tohornede anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt, men også andre nutidige symbolske horn, været med til at sprede det åndelige Israel ved hjælp af forfølgelse og undertrykkelse. Et af de skændigste eksempler på dette i nyere tid er den sadistiske mishandling som Jehovas kristne vidner blev udsat for i Det tredje tyske Rige under naziføreren Adolf Hitler fra 1933 til 1945. De andre aksemagter sluttede sig til ham i den ondsindede undertrykkelse af de åndelige israelitter og deres indviede medarbejdere. Siden da har andre politiske „horn“, der tilsammen udgør „Nordens konge“, truet og stanget Jehovas trofaste tilbedere.
51. Hvornår og ved hvem blev der profeteret om den forfølgelse som „Nordens konge“ ville iværksætte, og hvad havde Jehova således i tanke med synet til Zakarias?
51 Efter Babylons fald, „i perserkongen Kyros’ tredje regeringsår“, gav Jehovas engel profeten Daniel oplysning om at Jehovas kristne vidner her i vor tid ville blive udsat for en sådan forfølgelse fra den symbolske „Nordens konges“ side. (Daniel 10:1, 18-21; 11:29-36, 44, 45) Det viser klart at Jehova ikke blot tænkte på de „horn“ der havde forfulgt hans forbilledlige folk i fortiden, men også på de „horn“ der ville forfølge hans modbilledlige folk i fremtiden, i vor tid.
52. Hvem i dag advarer Jehova således ved hjælp af dette tilfælde af forfølgelse der var rettet mod hans forbilledlige folk, og hvordan er de kommende begivenheder skildret i Johannes’ syn i Åbenbaringen 7:1-3?
52 Jehova bruger således et tilfælde af forfølgelse der var rettet mod hans forbilledlige folk, som en advarsel til de nationer der i vor tid ’rejser horn’ mod hans trofaste tilbederes retmæssige åndelige domæne. Mod alle sådanne nationer vil han benytte sine symbolske smede. At der i synet viste sig fire „smede“, minder os om noget som den kristne apostel Johannes så i et syn ved slutningen af det første århundrede. Han fortæller det med disse ord: „Derefter så jeg fire engle stå ved de fire verdenshjørner; de holdt jordens fire vinde tilbage, for at ingen vind skulle blæse hverken på jord eller hav eller mod noget træ. Og jeg så en anden engel stige op fra solens opgang med den levende Guds segl; og han råbte med høj røst til de fire engle, hvem det var givet at skade jorden og havet, og sagde: ’Gør hverken jord eller hav eller træer nogen skade, før vi har beseglet vor Guds tjenere på deres pander.’“ — Åbenbaringen 7:1-3
53. Hvordan vil det gå ’de fire horn’ når de symbolske „fire vinde“ slippes løs, men hvordan finder Jehovas forfulgte tilbedere styrke til at holde ud?
53 Når de fire vinde slippes løs vil det medføre et verdensomfattende uvejr som vil skade alle jordens nationer og ødelægge de symbolske „horn“ som de har rejst mod de åndelige israelitter der besegles med „den levende Guds segl“. Resultatet vil svare til det der blev skildret ved at ’de fire smede’ slog hedningenationernes symbolske „fire horn“ ned og knuste dem. I skarp modsætning til at Jehova forbarmer sig over sine forfulgte tilbedere, vil han fuldbyrde sine ubarmhjertige domme over deres forfølgere. Ved at sætte hele deres lid til den guddommelige forsikring om dette vil alle de forfulgte finde styrke til at holde ud indtil enden.
[Studiespørgsmål]
