Kapitel 12

Det onde tillades ikke længere

1. I stedet for blot at udføre de formelle religiøse handlinger ved Jehovas tempel, hvad skulle Israels nation så gøre for at opnå de velsignelser Jehova havde lovet i sin pagt?

FORTIDENS Israel havde i Jerusalem et smukt symbol på den rene tilbedelse af den eneste levende og sande Gud. Det var hans hellige tempel, som nu stod genopført. Men nationen skulle ikke kun udføre rutinemæssige ceremonier ved dette tilbedelsescenter. Israels udvalgte folk, med sit genopbyggede tempel i Jerusalem for tilbedelsen af Jehova, skulle leve sin religion hver eneste dag i hele sit gudgivne land. Så ville dets gudsdyrkelse ikke bare være en from formalitet men en levende del af hverdagen. Den ville ikke medføre at det hellige hus for tilbedelsen af Jehova blev vanhelliget. Den ville ikke bringe hån og spot over Guds navn. Den ville derimod bevirke at Jehova med glæde kunne velsigne landets tilbedende indbyggere, som han havde lovet i sin højtidelige pagt med nationen. Han ville ikke være nødt til at sende en dødbringende forbandelse over dem fordi de ikke levede op til pagten.

2. (a) Hvad bør Jehovas tilbedere hade, ifølge Salme 97:10, 11? (b) I harmoni med hvilken hensigt fra Guds side bør de ikke tolerere ondskab i deres gudgivne domæne?

² De der tilbeder Gud i oprigtighed må nære ægte had til det onde. Den inspirerede salmist formaner: „I som elsker [Jehova], had det onde! Han vogter sine frommes sjæle og frier dem af de gudløses hånd; over de retfærdige oprinder lys og glæde over de oprigtige af hjertet.“ (Salme 97:10, 11) Ondskab kan ikke tolereres i det gudgivne domæne hvor de der elsker Jehova befinder sig. Til sin egen fastsatte tid, som han nøje overholder, vil Jehova fjerne al ondskab fra jorden, sammen med alle dens frygtelige følger. Han vil ikke længere tillade det onde. Vi hilser denne tid  velkommen, denne lykkelige tid for alle retsindige mennesker!

3. Hvilket syn blev nu givet i harmoni med dette tema, og til opmuntring for hvem blev synet skrevet ned?

³ Disse herlige udsigter er temaet for det sjette syn som profeten Zakarias fik den fireogtyvende dag i den ellevte månemåned (sjebat) i år 519 f.v.t. For at synet kunne bevares og være til opmuntring for os i dag, nu hvor det får sin fuldstændige opfyldelse, blev Zakarias inspireret til at skrive det ned.

DET SJETTE SYN

4, 5. (a) Hvad meddelte Zakarias den fortolkende engel at han så? (b) Hvordan bevægede bogrullen sig gennem luften, hvor stor skriveflade havde den, og hvilken slags budskab kunne den indeholde?

⁴ Zakarias skriver: „Derpå løftede jeg atter mine øjne og skuede, og se, der var en flyvende bogrulle. Og han [den fortolkende engel] spurgte mig: ’Hvad ser du?’ Jeg svarede: ’Jeg ser en flyvende bogrulle, som er tyve alen lang og ti alen bred.’“ — Zakarias 5:1, 2.

⁵ Bogrullen er ikke rullet sammen. Udbredt sejler den gennem luften som var det en flyvemaskine. Det er en stor bogrulle, for den er tyve alen lang og ti alen bred, hvilket giver et areal på to hundrede kvadratalen, eller rundt regnet fyrre kvadratmeter. Og hvis der var skrevet på begge sider af den, havde den en samlet skriveflade på firs kvadratmeter. Det viste sig at den var beskrevet på begge sider. Den kunne således gengive et meget omfattende budskab. Var budskabet gunstigt for landet, eller var det ugunstigt? Budskabets karakter ville antyde hvad den flyvende bogrulle betød. Zakarias ville gerne vide det. Det samme vil vi.

6. Hvad forklarede den fortolkende engel at den flyvende bogrulle betød?

⁶ Hvad sagde den fortolkende engel? „Så sagde han til mig: ’Dette er den forbandelse der udgår over hele jordens flade, fordi enhver som stjæler, ifølge det der står på denne side, er gået fri for straf, og enhver som sværger en ed, ifølge det der står på den anden side, er gået fri for straf.’“ — Zakarias 5:3, NW.

7, 8. Hvilket spørgsmål opstår med hensyn til tyven og den der sværger en falsk ed i Jehovas navn, og hvad siger Jehova at forbandelsen vil gøre?

 ⁷ Hvad skal der ske med disse overtrædere der hidtil er gået fri? Hvilken forbandelse skal, ifølge det der står skrevet på den ene side af bogrullen, eksekveres over den hidtil ustraffede tyv? Og hvilken forbandelse skal, ifølge det der står skrevet på den anden side af bogrullen, eksekveres over den skyldige som har svoret en ed? Også vi der lever i dag er interesseret i at vide dette, for jorden er i vor tid fyldt med mennesker der stjæler og som ikke holder de eder de sværger. Hvad kan den fortolkende engel fortælle? Dette:

⁸ „Jeg lader den udgå, lyder det fra Hærskarers [Jehova], for at den skal komme i tyvens hus og dens hus, som sværger falsk ved mit navn, og sætte sig fast i deres huse og tilintetgøre dem med tømmer og sten.“ — Zakarias 5:4.

9. Hvor omfattende skulle tilintetgørelsen være?

⁹ Tyven og den der svor falsk i Jehovas navn skulle udryddes. Ikke alene skulle deres huse tilintetgøres med tømmer, sten og det hele, men tyven og den der svor falsk skulle også selv tilintetgøres. Selve deres bolig skulle fjernes fra landet, og de selv med. En frygtelig forbandelse! En drastisk straf!

10. Hvilket land var der tale om, og hvorfor gjorde dette sagen langt alvorligere?

¹⁰ Vi må huske at der er tale om det land som den jødiske rest havde taget i besiddelse efter at den var blevet udfriet fra landflygtigheden i Babylon og var vendt hjem for at genopbygge Jehovas tempel i Jerusalem. Det gjorde sagen så meget mere alvorlig. I de ti bud, som de havde fået ved profeten Moses, havde Gud befalet disse kødelige, omskårne jøder at de ikke måtte stjæle og ikke sværge falsk eller aflægge falsk vidnesbyrd. Den der stjal fra Guds udvalgte folk, stjal således i virkeligheden fra Jehova. Den der svor falsk i Jehovas hellige navn, løj ikke alene over for den som den svorne ed skulle være en forsikring eller garanti for, men også over for Jehova. Det var misbrug af Jehovas  navn. (2 Mosebog 20:7, 15, 16) Skønt tyvene og de der svor falsk, for en tid havde undgået straffen for deres hånd som skulle håndhæve Guds lov, var Guds forbandelse udtalt over disse lovovertrædere og ville til sin tid blive fuldbyrdet over dem.

FORMER FOR TYVERI

11. Kunne tyven undskylde sig med sult, eller hvad medførte det at man stjal under sådanne omstændigheder, ifølge Salomon og Agur?

¹¹ Uanset tyvens motiv og uanset hvor meget omstændighederne tilsyneladende kunne undskylde et tyveri, var dét at stjæle dog en synd som måtte straffes efter Guds lov. Under inspiration sagde den vise kong Salomon: „Man ringeagter ikke, at en Tyv stjæler for at mætte sig, naar han er hungrig; men naar han bliver greben, maa han betale syv Fold, han maa give alt sit Huses Gods.“ (Ordsprogene 6:30, 31, Gd) Ordsprogsforfatteren Agur, Jakes søn, ønskede ikke at komme i en situation hvor han kunne føle sig nødsaget til at stjæle, for han erkendte at det ville berøre hans Gud. Derfor bad han til Gud: „Hold svig og løgneord fra mig; giv mig hverken armod eller rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte brød, at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte og sige: ’Hvo er [Jehova]?’ eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds navn men.“ (Ordsprogene 30:1, 8, 9) Hvordan ville han volde sin Guds navn mén ved at stjæle?

12. (a) Hvordan vil man, i lyset af de ti bud, volde Guds navn mén hvis man stjæler, selv om det er fordi man sulter? (b) Hvad siger apostelen Paulus om dette?

¹² Det ville han gøre fordi tyveri er et udtryk for afgudsdyrkelse. Tyven gør sig selv eller det han stjæler, til en afgud. Han begærer noget som han ikke har ret til, noget som tilhører en anden. For at undgå at blive straffet for tyveriet, tager han den pågældende ting når ejeren eller lovens håndhævere ikke ser det. Eftersom budet imod at stjæle blev givet i Guds navn, Jehova, lader tyven hånt om Guds navn og behandler det som om det ikke havde nogen betydning. Til kristne som skulle arve Guds himmelske rige,  skrev den kristne apostel Paulus: „Ingen utugtig eller uren eller havesyg — det er det samme som en afgudsdyrker! — har lod og del i Kristi og Guds rige.“ (Efeserne 5:5) Han skrev også: „Så overgiv da til døden de lemmer, der hører jorden til: utugt, urenhed, begær, ond lyst, også havesygen, som jo er afgudsdyrkelse.“ (Kolossenserne 3:5) Paulus har måske haft Zakarias’ profeti i tanke da han skrev: „Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal hellere slide i det og bruge sine hænder til noget godt, for at han kan have noget at give af til den, som er i nød.“ — Efeserne 4:28, 25.

13. (a) Hvordan berører forbandelsen en indviet og døbt kristen der begynder at stjæle? (b) Hvilken form for tyveri er alvorligere end tyveriet af et menneskes materielle ejendele?

¹³ Hvis en indviet, døbt kristen begynder at stjæle, eller måske genoptager en tyvagtig vane som han havde før sin omvendelse, volder han sin Guds navn mén. Da han som tyv ikke kan arve Guds messianske rige, kommer han under Guds forbandelse. Det betyder udslettelse for ham, for hvis han ikke når ind i det rige han er kaldet til, er der ingen andre muligheder for ham. For at være tyv behøver man dog ikke nødvendigvis at stjæle materielle ting fra et andet menneske. Langt alvorligere er det at stjæle Guds ord. Gud er imod en sådan form for tyveri.

14. Hvad siger Jehova i Jeremias 23:30-32 om dem der stjæler hans ord?

¹⁴ „Se, derfor kommer jeg over profeterne, lyder det fra [Jehova], de, som stjæler mine ord fra hverandre. Se, jeg kommer over profeterne, lyder det fra [Jehova], de, som taler af sig selv og dog siger: ’Så lyder det fra [Jehova].’ Se, jeg kommer over profeterne, som profeterer og udspreder løgnedrømme, lyder det fra [Jehova], og vildleder mit folk med deres løgne og pralen, og jeg har ikke sendt dem eller givet dem nogen befaling; de bringer ikke dette folk nogen hjælp, lyder det fra [Jehova].“ — Jeremias 23:30-32.

15. (a) Stjæler vi profeternes ord når vi citerer Bibelen for andre? (b) Hvordan stjal de falske profeter på Jeremias’ tid Guds ord?

¹⁵ Det er en alvorlig sag at stjæle Jehovas ord fra hinanden. Hvordan gør man det? Stjæler vi Jehovas ord fra profeten  når vi citerer de ord Jehova har inspireret ham til at sige? Nej, for vi giver den inspirerede profet behørig ære når vi citerer hans ord til støtte eller som bevis for et lærepunkt. Vi oplyser hvilken bog i Bibelen, hvilket kapitel og hvilket vers vi citerer fra. Vi gør ikke som de falske profeter på Jeremias’ tid. Disse profeter tog den profeti som Jehova havde inspireret sin profet til at udtale, og udgav den for at være deres egen. Og når de så udtalte sig nærmere om denne profeti som de havde stjålet, manglede de naturligvis Guds ledelse. Det bevirkede at de ikke forklarede profetien korrekt, at de føjede deres egne uinspirerede ord til, eller at de forfalskede, fordrejede eller udvandede profetien. De brugte således den stjålne profeti til deres egne selviske formål.

16. Hvordan gjorde de der gav sig ud for at være inspirerede profeter eller som genfortalte deres egne drømme, sig skyldige i at stjæle Guds navn?

¹⁶ De lader som om de er profeter ved at sige, som var de under inspiration: „Så lyder det fra [Jehova].“ De stjæler i virkeligheden Jehovas navn ved at knytte det til deres egne udtalelser. De drømmer løgnedrømme om fremtiden for at påvirke folket imod Jehovas sande talerør. På grund af deres løgnedrømme og deres pralen vedrørende fremtiden vildleder de folket både religiøst og åndeligt, så det ikke er forberedt på det der virkelig kommer. Jehova har ikke sendt dem eller givet dem befaling til at tale, og derfor har de ingen ret til at tage Guds navn fra dets retmæssige plads og bruge det til deres egne bedrageriske formål. Sådanne tyve er ikke til gavn for nogen.

17. Hvad advarede Jehova om at der ville komme, og hvordan var de profeter der ikke stod i hans fortrolige råd, ansvarlige for folkets adfærd?

¹⁷ „Thi hvem stod i [Jehovas] fortrolige råd, så han så og hørte hans ord, hvem lyttede til hans ord og hørte det? Se, [Jehovas] stormvejr, vreden, er brudt frem, et hvirvlende stormvejr; det hvirvler over de gudløses hoved. [Jehovas] vrede lægger sig ikke, før han har udført og fuldbyrdet sit hjertes tanker; i de sidste dage skal I forstå det. Jeg har  ej sendt profeterne, alligevel løber de, jeg talede ikke til dem, og dog profeterer de. Hvis de står i mit fortrolige råd og hører mine ord, så lad dem vende mit folk fra deres onde vej og deres gerningers ondskab.“ — Jeremias 23:18-22.

18. Hvordan har kristenhedens gejstlige gjort det som Åbenbaringen 22:19 advarer imod, og hvordan har de stjålet Jehovas ord?

¹⁸ Dette svarer til hvad der i Bibelens sidste bog siges til indviede, døbte kristne: „Hvis nogen tager noget bort fra denne profetiske bogs ord, skal Gud fratage ham hans del i livets træ og den hellige stad, som der er skrevet om i denne bog.“ (Åbenbaringen 22:19) Når kristenhedens gejstlige fremholder at Åbenbaringens bog ikke har nogen profetisk værdi eller at Bibelen er fuld af myter, legender og usandsynligheder, har de i sandhed taget meget bort fra Guds ord og er skyld i at godtroende mennesker forholdes disse dele af Guds ord. Hvor ofte under politiske kampagner og i krigstid har kristenhedens gejstlige ikke taget et skriftsted fra Bibelen og selvisk brugt det som et påskud for at tale til deres menigheder om verdslig politik, sociale reformplaner og krigspropaganda! Er det ikke at stjæle Jehovas ord?

19. Hvordan kan vi, ligesom apostelen Paulus, undgå den forbandelse Gud lader komme over dem der stjæler hans ord fra dem som trænger til dem?

¹⁹ I stedet for at stjæle Guds ord fra dem der fortjener at høre det, bør vi efterligne apostelen Paulus, der sagde: „I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og at lære jer både offentligt og i hjemmene alt, hvad der kunne være jer til gavn; både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og troen på vor Herre Jesus. Derfor vidner jeg for jer på denne dag, at jeg ikke er skyldig i nogens blod; thi jeg har ikke undladt at forkynde jer hele Guds frelsesplan.“ (Apostlenes Gerninger 20:19-21, 26, 27) Ligesom Paulus ønsker vi ikke at komme under forbandelse for åndeligt tyveri.

 AT SVÆRGE FALSK I GUDS NAVN

20. Hvilket fremtrædende eksempel på dét at sværge falsk i Guds navn var profeten Zakarias og hans landsmænd udmærket kendt med?

²⁰ Zakarias og de øvrige hjemvendte jøder var udmærket kendt med et fremtrædende historisk eksempel som viste at Gud afskyr falske eder der aflægges i hans navn. Det drejede sig om deres sidste konge på tronen i Jerusalem, kong Zedekias, Josias’ søn. Han døde som en blind mand i et fængsel i Babylon før den trofaste jødiske rest blev udfriet fra landflygtigheden. Hvorfor? Beretningen i Anden Krønikebog 36:12, 13 forklarer: „Han gjorde, hvad der var ondt i [Jehova] hans Guds øjne. Han ydmygede sig ikke under de ord, profeten Jeremias talte fra [Jehovas] mund. Desuden faldt han fra kong Nebukadnezar, der havde taget ham i ed ved Gud; og han var halsstarrig og forhærdede sit hjerte, så han ikke omvendte sig til [Jehova], Israels Gud.“

21. Hvilken beslutning traf Jehova angående den troløse kong Zedekias, ifølge Ezekiel 17:16-20?

²¹ Med hensyn til den ed kong Zedekias tilsvor kong Nebukadnezar i Jehovas navn, læser vi i Ezekiel 17:16-20 hvad Jehova besluttede:

„Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre [Jehova]: Hvor den konge [Nebukadnezar] bor, som gjorde ham til konge, hvis ed han lod hånt om, og hvis pagt han brød, der hos ham i Babel skal han dø. . . . Thi han lod hånt om eden og brød pagten trods givet håndslag; alt dette gjorde han; han skal ikke undslippe! Sig derfor: Så siger den Herre [Jehova]: Så sandt jeg lever: Min ed, som han lod hånt om, og min pagt, som han brød, vil jeg visselig lade komme over hans hoved! Jeg breder mit net over ham, så han fanges i mit garn, og jeg bringer ham til Babel for der at gå i rette med ham for den troløshed, han viste mig.“

22. Hvordan brød kong Zedekias sin ed, og hvis råd gik han derved imod?

²² Eftersom kong Zedekias havde tilsvoret kong Nebukadnezar en ed i den suveræne Herre Jehovas navn, skyldte han Gud at leve op til sin ed og at holde sin pagt om at være vasal under Babylons konge. Uden hensyn til profeten Jeremias’ inspirerede vejledning brød han sin ed, gjorde,  oprør og søgte militær hjælp hos Ægyptens Farao. — Ezekiel 17:11-15, 17; Esajas 31:1-3.

23. Hvordan har kristenhedens nationer og deres gejstlighed søgt hjælp og brudt deres pagt, i lighed med Zedekias?

²³ I lighed med kong Zedekias, der var underlagt Lovpagten med Gud gennem mellemmanden Moses, har kristenhedens nationer søgt hjælp hos det symbolske Ægypten, ja, hos verden med dens krigsmateriel. Kristenhedens gejstlige har gjort fælles sag med deres respektive nationer, idet de har velsignet og bedt for deres hære, deres våben og deres krigshandlinger. På denne måde har kristenhedens nationer og deres gejstlighed, som hævder at have del i den nye pagt med Gud gennem Kristus, brudt deres pagt med Gud. Gejstligheden har også brudt den neutralitet som alle kristne har pligt til at bevare i denne verdens konflikter:

24. (a) Hvordan har kristenhedens gejstlige handlet stik imod de løfter eller eder de har aflagt da de blev ordineret? (b) Hvordan vil det gå dem når Gud eksekverer den flyvende bogrulles ’forbandelse’ i den kommende ’store trængsel’?

²⁴ Uanset hvilke løfter eller eder kristenhedens sekteriske gejstlige har aflagt til Gud da de blev ordineret til tjeneste i deres respektive kirkesamfund, har de brudt dem. Det har de gjort ved at følge en verdslig handlemåde, vel vidende at „venskab med verden er fjendskab med Gud“ og at „den, der gerne vil være verdens ven, gør sig . . . til Guds fjende“. (Jakob 4:4) Hvad så med den ’forbandelse’ der blev skildret ved den usædvanlig store flyvende bogrulle der udgik over hele jordens flade? Vil den komme ind i disse åndelige eller religiøse tyves huse? Vil den tilintetgøre dem og alle deres religiøse huse når Guds tid er inde til at eksekvere den? Ganske afgjort! Disse gejstlige og deres såkaldt kristne nationer er „upålidelige“ over for Gud, skønt de udmærket skulle kende „Guds retsordning, at de, der handler således, fortjener døden“. (Romerne 1:31, 32) Ve dem i den kommende ’store trængsel’ når forbandelsen fra den „flyvende bogrulle“ eksekveres af Gud! — Mattæus 24:21, 22.

25, 26. (a) Hvor må der til sidst sættes en stopper for de former for ondskab der er omtalt på den flyvende bogrulle? (b) Med hvilken handlemåde vil indviede, døbte kristne undgå den flyvende bogrulles ’forbandelse’?

 ²⁵ Ligesom den forbandelse der blev vist i synet til Zakarias, skulle sætte en stopper for tyveri og aflæggelse af falske eder i Jehovas navn i hele det land som Guds folk boede i, sådan må der sættes en stopper for disse ting på hele jorden. Det gælder især nu i det åndelige domæne som bebos af Jehovas genrejste rest af det åndelige Israel. Disse former for ondskab skal ikke længere tillades, tolereres eller forblive ustraffede på denne jord, som tilhører Skaberen, den suveræne Herre Jehova. For at undgå den kommende tilintetgørelse må alle indviede og døbte kristne følge Bibelens bud om at holde sig adskilt fra verden; de må holde ubrydeligt fast ved deres teokratiske neutralitet over for denne verdens selviske stridigheder. Fordi den genrejste rest af de åndelige israelitter gør dette, erfarer de opfyldelsen af det der forudsiges i Åbenbaringen 22:3-5:

²⁶ „Og der skal ikke mere være noget, som er under forbandelse. Og Guds og Lammets trone skal være i staden, og hans tjenere skal tjene ham, og de skal se hans ansigt, og hans navn skal stå på deres pander. Og der skal ingen nat være mere, og de trænger ikke til lys fra lampe eller lys fra sol, thi Gud Herren skal lyse over dem; og de skal være konger i evighedernes evigheder.“

ONDSKABEN SENDES TIL BABYLON

27. (a) Hvad så Zakarias komme i det syvende syn? (b) Hvilket spørgsmål rejses vedrørende „deres udseende på hele jorden“?

²⁷ Da der ikke mere skal være noget som er under Guds forbandelse, skal der ikke længere være nogen ondskab. At ondskaben ikke længere skulle tillades i det område der tilhører den guddommelige Skaber, fremgår af interessante symboler i det syvende syn til profeten Zakarias. Lad os med forstandens øjne betragte det billede Zakarias tegner for os: „Derpå trådte engelen, som talte med mig, frem og sagde til mig: ’Løft dine øjne og se, hvad det er, som kommer  der!’ Jeg spurgte: ’Hvad er det?’ Og han svarede: ’Det er efaen, som kommer.’ Og han vedblev: ’Det er deres brøde i hele landet [deres udseende på hele jorden, NW].’“ (Zakarias 5:5, 6) Engelen, som talte hebraisk, sagde bogstaveligt „deres øje“ i stedet for „deres udseende“. På tilsvarende måde er ordene „så ud“ eller „dens udseende“ (NW) i Fjerde Mosebog 11:7 (om mannaen) oversat fra de hebraiske ord for „dens øje“. I den græske Septuaginta, som den autoriserede danske oversættelse bygger på, gengives Zakarias 5:6 imidlertid således: „Det er deres uretfærdighed på hele jorden“. Er det et uretfærdigt udseende de har?

28. Hvad antyder dét at beholderen var et bestemt rummål at den kunne bruges til med hensyn til dem der boede „i hele landet“?

²⁸ For at kunne svare må vi se hvad der er i den flyvende efa, som viser sig at have et blylåg. En efa var et rummål der svarer til toogtyve liter. Eftersom man med en efa afmålte det der var i den, ser det ud til at den symbolske efa afmåler eller tager mål af det der er i den, og derved angiver hvilket „udseende“ alle i landet har. Er det uretfærdigt, sådan som læsemåden i den græske Septuaginta-oversættelse antyder?

29. Hvad viste der sig at være i efaen, og hvad var navnet derpå?

²⁹ „Og se,“ siger Zakarias, „et blylåg løftedes, og se, i efaen sad en kvinde. Og han sagde: ’Det er gudløsheden [Ondskaben, NW]!’ Så stødte han hende ned i efaen og slog blylåget i over åbningen.“ — Zakarias 5:7, 8.

30. (a) Hvad var denne „kvinde“ således et billede på, og hvad antydede det at hun var lukket inde i efaen? (b) Var der kun tale om ondskab på et bestemt område, eftersom efaen blev benyttet i forbindelse med handel? Hvor hørte ondskaben under alle omstændigheder hjemme?

³⁰ Indbyggernes samlede ondskab i landet symboliseres altså ved en kvinde. Men nu er denne ondskab blevet lukket inde ligesom kvinden i efaen. Den er blevet målt af, og tiden hvor den stadig tillades i landet er også blevet afmålt af den suveræne Herre Jehova. Og for at holde den nede og lukket inde, er der anbragt et tungt blylåg over efaens åbning. Da efaen var et mål der blev benyttet i forbindelse  med handel, kunne man slutte at der er tale om kommerciel ondskab, uærlige forretningsmetoder. Men det behøver ikke at være det hele. Man kan tage mål af alt hvad menneskene beskæftiger sig med, og det er åbenbart sådan man her skal betragte den „ondskab“ der symboliseres. Ingen form for ondskab hører hjemme i Jehovas indviede folks land eller åndelige domæne. Ondskaben bør anbringes i en beholder og sendes bort, i fuldt mål, til det sted hvor den hører hjemme. Den skal ikke have lov at blive.

31. Hvad så Zakarias nu ske med efaen?

³¹ Det er en sådan fjernelse af ondskaben der skildres i det syvende syn til Zakarias. Vi kan glæde os sammen med ham når han siger: „Og jeg løftede mine øjne og skuede, og se, to kvinder kom båret af vinden, og deres vinger var som storkevinger; og de løftede efaen op mellem himmel og jord. Så spurgte jeg engelen, som talte med mig: ’Hvor bærer de efaen hen?’“ — Zakarias 5:9, 10.

32. Hvordan stilles de to kvinder i kontrast til kvinden i efaen, og hvad antyder det at de bæres af vinden?

³² To symbolske kvinder benyttes til at transportere den indespærrede „ondskab“ bort i en fart, som med luftpost. Dette er en god anvendelse af symboler. Vi ser at kvinder ikke kun bruges til at symbolisere ondskab, idet ondskab ikke er noget der specielt kendetegner kvinder; de kan også være retskafne og yde en god indsats i Jehovas tjeneste. Her i synet bruges de til at symbolisere redskaber som benyttes af den suveræne Herre og Gud, der hader ondskab. I lighed med ham, hader de to symbolske kvinder det onde og de er glade for at blive brugt af ham til at befri landet for ondskab. Der er således en god balance i brugen af kvinder som symboler. Og eftersom de blev „båret af vinden“, havde de himmelens hjælp til hurtigt at skaffe ondskaben af vejen.

33. Hvorfor var det i denne forbindelse passende at de to symbolske kvinder havde storkevinger, i betragtning af de ting der kendetegner storken?

³³ Vi lægger mærke til at deres vinger „var som storkevinger“. Hvor passende at disse to symbolske kvinder havde  sådanne vinger, for det hebraiske ord for „stork“ (hhasidahʹ) er øjensynlig afledt af det hebraiske ord hheʹsed, der betyder „kærlig godhed“ og „loyalitet“, egenskaber som kendetegner kvinder. Storken er kendt for at være særdeles nænsom over for sine unger, og loyal mod sin mage gennem hele livet. Men ’ondskaben’ skal naturligvis ikke behandles nænsomt. Da storke er trækfugle og instinktivt ved hvornår tiden er inde til at drage bort, kender de to symbolske kvinder med storkevinger den tid Jehova har fastsat for fjernelsen af ’ondskaben’. (Jeremias 8:7) En stork har et vingefang på op imod to meter, og kan derfor flyve højt og løfte tunge byrder. Med deres storkevinger skulle de to symbolske kvinder være i stand til at løfte den tunge byrde af „ondskab“ og føre den bort. (Job 39:16, Gd; Salme 104:17) Sammen med Zakarias spørger vi: „Hvor bærer de efaen hen?“

34. Hvor sagde engelen at de to flyvende kvinder førte den fyldte efa hen?

³⁴ Engelen som talte med Zakarias oplyser: „Hen at bygge hende et hus i Sinears land, og når det er rejst, sætter de hende der, hvor hendes sted er [og det skal grundfæstes, og hun skal anbringes dér på sit rette sted, NW].“ — Zakarias 5:11.

35. Hvorfor var det passende at føre ’ondskaben’ til „Sinears land“ og dér huse den „på sit rette sted“?

³⁵ Hvorfor kunne det siges at ’ondskaben’ blev sat „på sit rette sted“, når den blev anbragt „i Sinears land“? Fordi det, også på profeten Zakarias’ tid, var dér byen Babylon lå. Det var dér Babylon blev grundlagt af Nimrod, „en mægtig jæger i opposition til Jehova“. Det var dér, med byen Babylon som centrum, at det onde oprør mod den suveræne Herre Jehova blev organiseret. Det var også dér den organiserede falske religion blev grundlagt, med det resultat at byen Babylon blev den falske religions verdenscentrum. Den blev sædet for „det store Babylon“, den falske religions verdensimperium, som eksisterer den dag i dag. (1 Mosebog 10:8-10, NW; 11:1-9; Åbenbaringen 14:8; 17:1-18)  Det var altså i „Sinears land“ — stedet for oprøret imod Jehova Guds universelle suverænitet og stedet for den falske babyloniske religion — at ’ondskaben’ skal anbringes og bevares, som i et hus der er rejst og grundfæstet „på sit rette sted“.

36. Hvad var Jehovas udvalgte folks gudgivne land ikke det rette sted for da templet var blevet genopført i Jerusalem, i harmoni med det Paulus siger i Andet Korinterbrev 6:14-16?

³⁶ I Jehovas udvalgte folks gudgivne land hørte ingen ondskab hjemme, hverken afgudsdyrkelse, tyveri, uærlige, forretningsmetoder, aflæggelse af falske eder i Guds navn, eller andre former for ondskab. Især ikke da Jehovas tempel var blevet genopført i Jerusalem for den rene, ubesmittede og helhjertede tilbedelse af ham. Som den kristne apostel Paulus skrev til menigheden i den hedenske by Korint: „Hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre?“ (2 Korinter 6:14-16) Sådanne kontraster kan slet ikke forenes! Om den der praktiserer ondt inden for menigheden af Jehovas indviede og døbte folk, siger Paulus: „Udstød det onde menneske af jeres kreds.“ — 1 Korinter 5:13.

37. Hvad bør der her i „endens tid“ gøres med ’ondskaben’ i forbindelse med Jehovas tilbederes gudgivne åndelige domæne?

³⁷ Lad blot enhver form for ondskab blive fjernet fra Jehovas tilbederes gudgivne åndelige domæne her i „endens tid“, her i „afslutningen på tingenes ordning“. Lad ondskaben blive holdt ude og begrænset til det domæne hvor Babylon den Store og dens politiske, militære og kommercielle beskyttere hører til. Lad den blot blive dér, som i et grundmuret hus. Vi ønsker intet fællesskab med denne symbolske kvinde, ondskaben. Overlad hende blot til ødelæggelsen sammen med Babylon den Store og alle oprørere, mod Jehovas universelle suverænitet i „Sinears land“.

38. Hvad har man været i færd med at fjerne siden den rene tilbedelse ved Jehovas tempel begyndte at blive genoprettet i 1919, og hvordan forudsagde Jesus dette i sin lignelse om hveden og rajgræsset?

 ³⁸ Denne fjernelse af ondskaben, der symbolsk udføres af de to kvinder med storkevinger, er gået for sig lige siden den rene tilbedelse af Jehova begyndte at blive genoprettet ved hans åndelige tempel i 1919. Det er gået som Jesu Kristus forudsagde angående „verdens ende“ eller „afslutningen på tingenes ordning“ (NW): „Høsten er verdens ende; og høstfolkene er engle. Ligesom nu rajgræsset samles fra og brændes i ild, således skal det ske ved verdens ende. Menneskesønnen skal sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald, og dem, som øver lovløshed; og de skal kaste dem i ildovnen; dér skal der være gråd og tænderskæren.“ (Mattæus 13:39-42) Når Babylon den Store og dens verdslige elskere ødelægges som med ild i den kommende ’store trængsel’ vil deres tilintetgørelse gøre ende på deres gråd og tænderskæren. — Mattæus 24:21, 22; 25:41, 46.

39. Hvilken loyal handlemåde må vi derfor holde fast ved, mens vi tager ordene i Salme 145:20 til hjerte?

³⁹ De der har forladt Babylon den Store og dens verdslige elskere i det babyloniske „Sinears land“, har ingen grund til at vende tilbage til den ondskab der er opstået og hører hjemme der. I loyalitet mod Jehova som den suveræne Herre og den eneste sande Gud, vil vi fortsat yde ham ren og ubesmittet tilbedelse ved hans åndelige tempel under hans ypperstepræst, Jesus Kristus. Vi tager os de ord til hjerte som hans inspirerede salmist skrev: „[Jehova] vogter alle der elsker ham, men alle de gudløse [onde, NW] sletter han ud.“ — Salme 145:20.

[Studiespørgsmål]