En international højtid i Paradiset
Kapitel 22
En international højtid i Paradiset
1. Hvordan vil det berøre Jehovas tilbedere på jorden når de ser ham vinde sejr „på hin dag“?
DET bliver en mindeværdig dag i universets historie, den dag Jehovas teokrati vinder sejr over alle de fjendtlige nationer på jorden. Alle Jehovas tilbedere vil dirre over hele kroppen af glæde og spænding, mens de i sikkerhed ser den universelle Teokrat vinde sejren over alle sejre i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. — Åbenbaringen 16:13-16.
2. (a) Hvad vil alle de materielle ting der er tilbage efter denne sejrrige krig, blive brugt til? (b) Hvad lovede Jesus angående jorden umiddelbart før sin offerdød?
2 Alle de materielle ting som de overlevende samler sammen efter at deres fjender fra alle nationer er blevet tilintetgjort vil blive benyttet i tjenesten for deres Gud og Konge, Jehova. Intet ødelagt krigsmateriel vil blive bevaret som minde. (Esajas 2:2-4) Tiden vil være inde til at opbygge, ikke til at nedbryde. Den bogstavelige jord vil uden tvivl have lidt skade under den krig som fjenderne af Jehovas messianske rige har ført. De der selvisk har forsøgt at lægge jorden øde vil selv være ødelagt, men mange virkninger af deres ødelæggende færd frem til afslutningen af den sidste krig, vil stadig være der. (Åbenbaringen 11:18) Nu begynder den tusindårige fred under Messias’ styre over hele menneskeheden. Hvilken tid kunne være bedre til at bringe jorden tilbage til sin rette tilstand, at forvandle den fra en slagmark til et paradis, helt ud til dens „fire hjørner“! Før Messias led offerdøden som et fuldkomment menneske, lovede han at Paradiset skulle genoprettes på Guds fodskammel, jorden.
3. Hvad sagde Jesus til den døende forbryder der gav udtryk for sin tro på Jesu kongeværdighed?
3 Da den døende forbryder gav udtryk for sin tro på at Jesus havde kongeværdighed og var retfærdig — idet han sagde: „Jesus, husk mig når du kommer i dit rige“ — svarede Jesus, den vordende konge: „Denne sandhed siger jeg dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ — Lukas 23:39-43, NW.
4. (a) Hvad vil Lammet Jesus Kristus, efter at have vundet sejr over sine fjender, gøre for sine undersåtters domæne og for den medfølende forbryder? (b) Hvem vil derfor også blive belønnet med liv i Paradiset?
4 Som følge af kampen mod det skarlagenrøde dyrs symbolske „ti horn“ er Lammet Jesus Kristus blevet hele jordens ubestridte hersker. (Åbenbaringen 17:12-14; 19:11-21) Tiden er inde til at hans undersåtters jordiske domæne skal forskønnes i lighed med den oprindelige Edens have, og til at den døde forbryder skal føres ind i dette paradis ved at blive oprejst fra de døde. Hvis denne forbryder skal være med i Paradiset under det messianske rige, blot fordi han gav udtryk for sin tro og medfølelse, da vil ’den store skare’ af Jesu loyale disciple som overlever den kommende „store trængsel“, i sandhed også få denne kærlige belønning. — Åbenbaringen 7:9-17.
5. (a) Hvilket paradis forsøgte de angribende nationer at ødelægge, og lykkedes det dem? (b) Hvem som overlever krigen, vil for evigt kunne nyde det jordiske paradis?
5 Det jordiske paradis vil ikke blive genoprettet fra den ene dag til den anden; de jordiske undersåtter under Kristi teokratiske rige må arbejde for det. Imidlertid behøver de ikke at vente til Paradiset er fuldt genoprettet, før deres rene og ubesmittede tilbedelse af Jehova Gud kan trives. De behøver ikke at vente til da med at nyde et åndeligt paradis. (2 Korinter 12:4) Fjenderne som hærgede jorden helt frem til afslutningen af krigen mod „det himmelske Jerusalem“, prøvede også at ødelægge det åndelige paradis som den salvede rest nød i sit gudgivne åndelige domæne på jorden. Men det lykkedes dem ikke, selv ikke med al deres forfølgelse og voldelige modstand. Det lykkedes ikke fjenderne at drive den salvede rest og ’den store skare’ af Jehovas tilbedere ud af dette åndelige paradis. Derfor fulgte det åndelige paradis med dem igennem „den store trængsel“, ind i Jehovas nye tingenes ordning. Når medlemmerne af den salvede rest derefter fuldfører deres jordiske tjeneste, vil de erfare opfyldelsen af det guddommelige løfte i Åbenbaringen 2:7. ’Den store skare’, derimod, vil forblive på jorden, og arve det jordiske paradis. — Salme 37:11, 37-40; Ordsprogene 2:21, 22.
6. (a) Hvad må der til for at der kan være et åndeligt paradis på jorden, og hvorfor vil den nye ordning begynde med et sådant paradis? (b) Hvilket historisk fortilfælde har den overlevende rest og ’den store skare’ for at sætte tilbedelsen af Jehova først i den nye orden?
6 Et åndeligt paradis kan kun eksistere sammen med den rene, bibelske tilbedelse af den eneste levende og sande Gud. Når den nye tingenes ordning begynder, vil denne tilbedelse straks være i gang. Skulle den store Teokrat, Kongen Jehova, den almægtige Gud, ikke æres og tilbedes for den strålende sejr han har vundet for sin universelle suverænitet, og som også medfører at hans tilbedere på jorden udfries for evigt fra Djævelens uteokratiske organisation? De der overlever „den store trængsel“ har her et fortilfælde i patriarken Noa. Da den verdensomspændende vandflod var forbi og Gud sagde til Noa og hans familie at de skulle gå ud af den beskyttende ark, gik Noa straks i gang med at bringe et offer til deres frelses Gud. Dette behagede Jehova, og Noa og hans familie opnåede hans velsignelse. (1 Mosebog 8:15 til 9:1) Dette gode eksempel vil blive fulgt af den overlevende salvede rest og ’den store skare’ der tilbeder sammen med den. Eftersom Babylon den Store er tilintetgjort og alle der sammen med den har modstået den sande tilbedelse er udslettet, vil den salvede rest og ’den store skare’ have større grund end nogen sinde til at lade tilbedelsen af Jehova komme i første række.
7. Hvilket paradis må de der bliver oprejst fra de døde på jorden bringe sig selv i harmoni med, og hvor må de drage op og tilbede hvis de vil opnå evig glæde?
7 Hvordan kan det være anderledes end at det åndelige paradis vil trives og blomstre med større skønhed og pragt end nogen sinde før? Alle de mennesker som Messias døde for og som han kalder frem fra mindegravene, må bringe sig selv i harmoni med dette åndelige paradis. (Johannes 5:28, 29) De må sætte tilbedelsen af Jehova først i deres liv. De må acceptere Bibelens sandheder og opdyrke og bære Guds hellige ånds frugt. (Galaterne 5:22, 23) Hvis de virkelig ønsker at opnå evigt liv på den paradisiske jord, må de komme til det åndelige tempel for at tilbede den himmelske Teokrat, den guddommelige Konge. Når de gør dette, vil de opleve en grænseløs glæde, en glæde som aldrig får ende. At Gud stiller dette krav til de opstandne, omtales i de sidste sætninger i Zakarias’ profeti. De mennesker der tales om her, kom ikke op til Jehovas tempel før Jerusalem blev angrebet. De er derfor ikke et billede på dem der overlever Harmagedon. Det er nogle der kommer frem på jorden bagefter, som følge af opstandelsen.
8. Hvad vil der ske med dem der ikke drager op fra Ægypten og andre lande for at tilbede Jehova og fejre løvhyttefest?
8 „Men alle de, der bliver tilbage af alle folkene, som kommer imod Jerusalem, skal år efter år drage derop for at tilbede kongen, Hærskarers [Jehova], og fejre løvhyttefest. Og dersom nogen af jordens slægter ikke drager op til Jerusalem for at tilbede kongen, Hærskarers [Jehova], skal der ikke falde regn hos dem. Og dersom Ægyptens slægt ikke drager derop og kommer derhen, så skal de rammes af den plage, [Jehova] lader ramme folkene. Det er straffen over ægypterne og alle de folk, som ikke drager op for at fejre løvhyttefest.
9. Hvad vil der på hin dag stå på hestenes bjælder? Hvad vil der ske med offerskålene og gryderne, og hvem vil ikke længere være at finde i templet?
9 På hin dag skal der stå på hestenes bjælder ’Helliget [Jehova]’. Og gryderne i [Jehovas] hus skal være som offerskålene for alteret; hver gryde i Jerusalem og Juda skal være helliget Hærskarers [Jehova], så alle de ofrende kan komme og tage af dem og koge deri. Og på hin dag skal der ikke mere være nogen kana’anæer i Hærskarers [Jehovas] hus.“ — Zakarias 14:16-21.
HVORFOR FOLKENE GØR KLOGT I AT DELTAGE I HØJTIDEN
10. Hvordan vil Jehovas sejr over de internationale angrebsstyrker berøre indstillingen hos indbyggerne i de lande der stillede hærene på benene, og hvorfor vil de ikke risikere at vise Jehova passiv modstand?
10 Når vi tænker på det profetiske billede, kan vi forestille os hvordan Jehovas strålende sejr over de internationale hære der angreb Jerusalem, ville berøre indbyggerne hjemme i de lande der stillede hærene på benene. Hans sejr viste dem på en smertelig måde at han var den eneste levende og sande Gud, og at han var uovervindelig. Og når han kunne slå deres forenede hære på denne forbløffende måde, hvad kunne han så ikke gøre ved dem selv, hvis de blev ved med at stå ham imod og ikke anerkendte ham? Hvad ville han gøre ved dem hvis de ikke drog op til Jerusalem og tilbad ham som konge ved hans tempel? Ville han tolerere selv deres passive modstand? Hvis de ikke var direkte for ham, ville det så ikke betyde at de i virkeligheden var imod ham? Jo, netop.
11. Hvem er det der sender regn, og hvad ville der ske med nationerne (også Ægypten) hvis de undlod at tilbede ham?
11 Jehova er den der sender regn fra himmelen, og alle folk tilskyndes: „[Jehova] skal I bede om regn ved tidlig- og sildigregnstide; [Jehova] skaber uvejr; regnskyl giver han dem, hver mand urter på marken.“ (Zakarias 10:1) Hvis de nationer der havde stillet angrebshærene på benene ikke fik regn, hvordan kunne de så bevare livet? Varig tørke ville overalt i landet fremkalde tilstande som varslede død. Fortidens ægyptere var afhængige af Nilen, der regelmæssigt overskyllede og vandede deres agerland. Men hvis Jehova ikke sendte regnskyl ved Nilens kilder, hvordan ville det så gå deres guddommeliggjorte flod og dens årlige oversvømmelser? Men selv om det lykkedes Ægypten og andre lande at klare sig uden himmelens væde, ville de, når de forsømte at tilbede den eneste levende og sande Gud, blive straffet med den dødbringende plage der havde anrettet ødelæggelser på deres angrebshære. De kunne ikke omgå Guds krav. De måtte enten drage op til Jerusalem for at tilbede ved hans tempel, eller dø. Deres egne lande ville ikke blive en del af det jordiske paradis. — Zakarias 14:17-19.
12. Hvilken årlig højtid skulle nationerne drage op og fejre, og hvilke særlige ofre blev der bragt under denne højtid?
12 Det fremgår ikke af Zakarias 14:12-15 om hærskarers Jehova vandt sin sejr over de angribende nationer umiddelbart før den jødiske løvhyttefest i den syvende månemåned, tisjri. Imidlertid siges der udtrykkeligt at alle nationer eller folk skulle drage op til templet i Jerusalem for at fejre løvhyttefesten, der varede fra den 15. til den 21. tisjri hvert år. Det var yderst passende at det var ved denne højtid alle nationerne skulle drage op og tilbede Kongen hærskarers Jehova. Ved denne syvdages højtid i Jerusalem blev der ofret halvfjerds unge tyre, idet man begyndte med tretten unge tyre den første dag og hver dag nedskar antallet med én, så man den syvende dag ofrede syv.
13. (a) Hvorfor har antallet af de unge offertyre betydning, og hvor mange får gavn af dette offer? (b) Hvem må nationerne indvi sig til for at opnå evige velsignelser?
13 Disse unge tyre blev åbenbart ofret for alle jordens slægter, idet der opregnes halvfjerds familieoverhoveder i Første Mosebogs tiende kapitel, i beretningen om hvordan jordens befolkning bredte sig efter vandfloden på Noas tid. Halvfjerds er produktet af syv og ti, og eftersom begge disse tal i Bibelen betegner fuldkommenhed, fuldstændighed, åndelig og jordisk, kunne de halvfjerds unge tyre der blev ofret under løvhyttefesten billedligt tjene som et offer for hele menneskehedens verden, alle nationer. (4 Mosebog 29:12-34; 3 Mosebog 23:33-35; 5 Mosebog 16:13-15; 2 Mosebog 23:16) Alle nationer uden undtagelse må vende sig bort fra de falske guder og den falske religion som de før har ’viet sig til’. (Hoseas 9:10) De må nu indvi sig til tilbedelsen af den guddommelige Konge, Jehova, ved hans tempel. Det vil bringe dem evige velsignelser. — 1 Tessaloniker 1:9.
14. Hvilken følelse blev der givet udtryk for i fuldeste mål under løvhyttefesten, og hvad antyder Jehova at hans vilje er med nationerne ved at indbyde dem til denne højtid?
14 Af de tre årlige højtider der blev fejret i Jerusalem, var løvhyttefesten eller indsamlingshøjtiden den glædeligste. Hvorfor skulle deltagerne ikke glæde sig over den rigelige høst som deres Gud havde velsignet dem med ved landbrugsårets slutning? Så stor var glæden under denne højtid der varede syv dage, at man sagde at den der ikke havde set glæden under løvhyttefesten ikke vidste hvad glæde var. Den store Regnmager der velsigner jorden med væde fra himmelen ønsker at alle nationer skal glæde sig. Når de tilbeder ham, vil de blive velsignet med overvældende glæde. De gør derfor klogt i at tage imod hans indbydelse og fejre denne højtid ved hans tempel! — 5 Mosebog 32:43; Romerne 15:10, 11.
15. Hvorfor skal nationerne ikke drage op til et jordisk Jerusalem i det mellemste østen for dér at fejre en løvhyttefest i syv dage?
15 Har vi opfattet hvad dette profetiske billede betyder? Det betyder ikke at alle nationer skal fejre den bogstavelige løvhyttefest hvert år i et jordisk Jerusalem. Fejringen af løvhyttefesten i Jerusalem i det mellemste østen ophørte i år 70. Og det var helt på sin plads, for efter Kristi Jesu død og opstandelse og himmelfart i år 33 har denne bogstavelige syvdages højtid ikke længere haft nogen betydning eller værdi. Den var en del af Moseloven, som kun ejede „en skygge af de kommende goder“. (Hebræerne 10:1; Kolossenserne 2:16, 17) Moselovens profetiske skygger gav plads for virkelighederne, tingene i deres sande skikkelse, da den opstegne Messias Jesus trådte frem i Guds himmelske nærhed og ved hjælp af værdien af sit offerblod gyldiggjorde den lovede ’nye pagt’, der indførte de kristne virkeligheder. Det der nu skal fejres er derfor virkeligheden, den virkelighed som den forbilledlige løvhyttefest eller indsamlingshøjtid skildrede. Det er den alle de genløste, både de overlevende og de opstandne døde nationer, må komme til, under Jesu, Guds søns, messianske rige.
16. (a) Hvilket Jerusalem skal nationerne drage op til for at fejre højtiden? (b) Hvad vil der ske med dem der nægter at drage op, og hvad vil det betyde for dem?
16 Disse jordiske festdeltagere fra alle nationer, stammer og folk må drage „til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem“ ved at anerkende det himmelske messianske rige. De må komme til Jehovas åndelige tempels jordiske forgård, og dér må de tilbede kongen, Hærskarers [Jehova], den store Teokrat, den universelle Suveræn. Hvis de nægter at opgive deres tidligere fjendskab mod Gud og ikke vil samles i lydighed og tjene ved hans åndelige tempel, vil de lide straffen for dem der ønsker at fortsætte i synd. Guds plage vil ramme dem, og det vil være ensbetydende med den evige død, påført af Jehova gennem hans messianske konge, Jesus. Der vil ikke falde nogen regn af velsignelser hos dem. De vil ikke få nogen andel i det frugtbare, livsopretholdende paradis. — Zakarias 14:17-19.
DEN GLÆDELIGE, INTERNATIONALE INDSAMLING
17. (a) Hvad var fortidens indsamlingshøjtid et billede på, og hvornår vil den blive fejret i modbilledet? (b) Hvad vil der falde hos de lydige festdeltagere, og hvilke paradisiske velsignelser vil de nyde?
17 Fortidens løvhyttefest eller indsamlingshøjtid var et billede på at de genløste mennesker fra alle nationer, folkeslag og stammer skulle samles for at tilbede Kongen, hærskarers Jehova, ved hans åndelige tempel. Dette vil finde sted under kongepræsten Jesu Kristi tusindårige regering. Han vil tjene som Jehovas ypperstepræst på Melkisedeks vis til gavn for alle de mennesker der kommer til det åndelige tempel for at tilbede. De må anerkende „den levende Guds stad, . . . det himmelske Jerusalem“, som regeringsbyen for Jehovas teokratiske organisation. Hos dem vil der „falde regn“ i form af velsignelser fra Gud. Disse tilbedere vil opleve et frugtbart åndeligt paradis; de vil bære alle Guds hellige ånds frugter i deres liv. De vil også få del i det jordiske paradis som vil dække hele kloden. Det vil bære frugt i rigelige mængder så alle jordens lydige indbyggere kan opretholde livet for evigt som fuldkomne mennesker. Når de til evig tid høster afgrøderne i det jordiske paradis, vil de altid have grund til med glæde at tilbede og lovprise ham der muliggør denne vedvarende høst.
18. Hvordan viser det profetiske billede at man selv ved brugen af heste vil vise ærbødighed og respekt for den sande Gud?
18 Den paradisiske jord vil i sandhed blive en festplads! Internationale skarer af Jehovas tilbedere vil samles til løvhyttefesten eller indsamlingshøjtiden! Ærbødighed og respekt for den hellighed der tilhører Jehova, vil kendetegne dem. Alle som er blevet begunstiget med det evige livs gave, vil opmærksomt tilbede Jehova. Lyt! Kan du høre bjælderne på de heste der nærmer sig, sandsynligvis fra Ægypten, hvorfra man plejede at importere heste? Nu fører de tilbedere til centeret for tilbedelsen, for at de kan fejre den glædelige løvhyttefest! Selv disse bjælder bærer indskriften „Helliget [Jehova]“ eller „Hellighed tilhører Jehova!“ (NW) Og når de ringer, henleder de opmærksomheden på denne vigtige kendsgerning. Hestene er ikke længere spændt for stridsvogne, men benyttes til et fredeligt, helligt formål.
19. (a) Hvilken indskrift svarede det der stod på hestenes bjælder til, og hvad antyder dette med hensyn til forkyndelsen af Jehovas hellighed? (b) Hvad vil denne bevidsthed om Jehovas hellighed virke som en tilskyndelse til?
19 Indskriften på hestenes bjælder er nøjagtig den samme som den der blev indgraveret på den gyldne „pandeplade“ der med en violet purpursnor blev fastgjort foran på det hovedtøj som tilhørte Israels ypperstepræst. Denne indgraverede plade blev kaldt „det hellige indvielsestegn“. (2 Mosebog 28:36-39; 29:6, NW; 39:30, NW) På en smuk måde skildrer dette at alt, lige fra ypperstepræsten Jesus Kristus i „det himmelske Jerusalem“ ned til de „ridedyr“ der bærer de jordiske tilbedere til Jehovas åndelige tempel, forkynder den højeste Guds hellighed. Alt synes at være gennemtrængt af den klare bevidsthed om at hærskarers Jehova er Gud og Konge. Alt hvad der gøres, gøres med glæde, med henblik på at herliggøre og hellige hans værdige navn. Hvor dette drager tilbederen nær til den Gud han dyrker! Hvor det tilskynder ham til at leve til ære for sin Gud og Skaber, at føre et liv der ikke bringer skændsel over Jehova!
20, 21. (a) Hvordan vil gryderne i Jehovas hus blive som skålene ved alteret? (b) Hvordan skal vi, i betragtning af dette, se på hver eneste del af vor tilværelse til den tid?
20 Selv almindelige, hverdagsagtige ting får ny betydning, ny værdi. Ja, „gryderne i [Jehovas] hus skal være som offerskålene for alteret; hver gryde i Jerusalem og Juda skal være helliget Hærskarers [Jehova], så alle de ofrende kan komme og tage af dem og koge deri“. (Zakarias 14:20, 21) Betyder det, billedlig talt, at gryderne i Jehovas hus fra da af ikke længere skulle laves af messing eller kobber, men af guld ligesom de skåle hvori det dyrebare offerblod blev opsamlet og hvormed blodet blev slået ud mod offeralteret? Måske, ja. Og det ville betyde at uanset om det at koge offerkødet hidtil ikke var blevet tillagt så stor betydning og værdi som det at opsamle offerdyrets blod og kaste det mod alteret, så ville det nu, i den nye tingenes ordning, være anderledes. Hvert eneste trin i frembærelsen af et fællesskabsoffer til Gud og i fællesskabet med ham i dette offer, ville være lige så dyrebart og værdifuldt som ethvert andet trin i offerhandlingen.
21 Det er ikke karrets materiale der tæller; det er den tjeneste det yder, og den betydning denne tjeneste har. Dette betegner derfor at hver eneste del af tjenesten for og lovprisningen af Gud er vigtig, nødvendig, værdifuld. Hver eneste del påskønnes af Gud og er hellig for ham. Hvor tanken om dette varmer hver eneste tilbeder om hjertet! Hvor det tilskynder os som hans tilbedere til at gøre alt hvad vi tager os for, som en del af vor tilbedelse af ham og som noget vi gør direkte for ham! — 1 Korinter 10:31.
22. Hvordan kunne det at gryderne i templet skulle bruges på samme måde som offerskålene ved alteret, henlede tanken på at der ville strømme mange tilbedere af Jehova til?
22 Det profetiske billede kunne også henlede tanken på den store vækst der ville være i antallet af tilbedere ved Jehovas forbilledlige tempel, hvor de bragte deres ofre. Der ville blive slagtet så mange offerdyr at de skåle man normalt brugte til at kaste blodet ud mod alteret med, ikke ville slå til; man ville derfor være nødt til også at bruge gryderne til at opsamle blodet i og kaste det mod alteret med. (2 Krønikebog 29:22) Det ville også betyde at der var mere offerkød som skulle koges før det blev spist i templets kamre. Og da gryderne i Jehovas hus nu undtagelsesvis blev brugt i forbindelse med at sprænge blodet på alteret, ville der være mangel på gryder i templet. Det ville være nødvendigt at tage de almindelige gryder fra husene i byen Jerusalem for at få kogt offerkødet i templet. På denne måde ville disse almindelige gryder blive „helliget Hærskarers [Jehova]“. De ville blive helliget tjenesten for ham.
23. Uanset hvad billedet med det jordiske Jerusalem kunne antyde, vil der da være præstemangel i „det himmelske Jerusalem“, og vil der være mangel på de midler hvormed disse præster betjener menneskeheden?
23 Uanset hvordan det ville gå i tilfældet med det forbilledlige Jerusalem der benyttes i det profetiske billede, vil der ikke komme til at mangle præster i „den levende Guds stad, . . . det himmelske Jerusalem“. Ypperstepræsten Jesus Kristus og alle hans 144.000 underpræster vil være der. De vil fuldt ud kunne overkomme det verdensomfattende arbejde med at læge den lydige menneskehed for syndens og ufuldkommenhedens dødbringende virkninger. Der vil, billedlig talt, ikke herske nogen mangel på kar og redskaber. Det rensende og lægende blod af „Guds lam“, ypperstepræsten Jesus Kristus, vil have tilstrækkelig værdi til at genløse alle som vender sig til Jehova Gud. Gennem alle de tusind år hans herredømme varer, vil han og hans underpræster sørge for det menneskene har behov for. Det vil medføre den velsignelse der omtales i Hebræerbrevet 7:24, 25: „Han [har] et uforgængeligt præstedømme, fordi han bliver evindelig. Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever, så han kan gå i forbøn for dem.“ Den vældige strømning der bliver af tilbedere til Jehovas åndelige tempel på grund af de dødes opstandelse, vil altså ikke overbebyrde ham.
INGEN „KANA’ANÆER“ FÅR LOV AT FORSTYRRE TILBEDELSEN I DE TUSIND ÅR
24. (a) Hvem vil de jordiske deltagere i den årtusindlange højtid ikke blive antastet af ved Jehovas åndelige tempel? (b) Hvad gjorde Jesus i templet i det jordiske Jerusalem som beviser at han ikke vil tolerere noget sådant?
24 Når alle disse jordiske deltagere i den årtusindlange løvhyttefest nærmer sig Jehovas åndelige tempel, vil de ikke møde eller skulle løbe spidsrod mellem en sværm af handlende som sælger religiøse artikler og selvisk søger at slå penge af dem der ønsker at tilbede Gud „i ånd og sandhed“. (Johannes 4:24) Jehovas himmelske ypperstepræst vil ikke et øjeblik tolerere noget sådant. Da han befandt sig på jorden som menneske for i egenskab af ypperstepræst at bringe sit fuldkomne menneskeliv som et offer, rensede han to gange templet i Jerusalem for religiøse kræmmere, én gang i det første år af sin offentlige tjeneste, og så igen blot fire dage før sin offerdød. Om det sidste tilfælde læser vi:
„Derefter [efter sit triumftog] gik han ind i Jerusalem, ind i helligdommen, og da han havde set sig om overalt, og det allerede var henad aften, gik han sammen med de tolv ud til Betania. . . . Da de [den næste dag] kommer til Jerusalem, gik han ind i helligdommen og begyndte at jage dem ud, som solgte og købte i helligdommen, og han væltede vekselerernes borde og duekræmmernes bænke. Og han tillod ingen at bære deres sager igennem helligdommen. Og han lærte og sagde til dem: ’Står der ikke skrevet, at mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkene? men I har gjort det til en røverkule.’ Det hørte ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de overlagde, hvordan de skulle få ham slået ihjel.“ — Markus 11:11-18; Esajas 56:7; Johannes 2:12-17.
25. Hvilken del af Zakarias’ profeti vil ypperstepræsten således sørge for bliver opfyldt?
25 Med usvækket nidkærhed for Guds tilbedelseshus vil den himmelske ypperstepræst Jesus Kristus sørge for at de afsluttende ord i Zakarias’ profeti opfyldes: „Og på hin dag skal der ikke mere være nogen kana’anæer [eller kræmmer] i Hærskarers [Jehovas] hus.“ — Zakarias 14:21.
26. (a) Hvorfor har ingen „kana’anæer“ plads i Jehovas tilbedelseshus? (b) Hvordan eller med hvad vil jorden da blive helliget?
26 Udtrykket kana’anæer var synonymt med „kræmmer“ eller „sælger“. (Ordsprogene 31:24; Job 40:25; jævnfør Nehemias 13:15-21.) Sådanne mennesker der søger at drage selvisk og handelsmæssig fordel af det helligste på jorden, tilbedelsen af den eneste levende og sande Gud, vil der ikke være plads til i Jehovas åndelige tempels jordiske forgård, eller på hans fodskammel, jorden, i det hele taget. Der vil ingen være af den slags, og heller ingen religiøse bedragere. Undervisningen i den rene sandhed og udøvelsen af den rene, ubesmittede religion vil da hellige jorden. Overalt på jorden vil man kende Jehova og dyrke ham. (Esajas 11:9) Han er hellig, og hans tilbedere i det jordomspændende paradis vil ligeledes være hellige. — 1 Peter 1:16.
27. (a) Hvilket særligt privilegium vil ’den store skare’ der har overlevet trængselen, have under den tusindårige højtid? (b) Hvad vil alle de der helliger sig Jehovas tilbedelse, da få ret til?
27 „År efter år“ vil alle på jorden som drikker af de „levende vande“ der vælder frem fra „det himmelske Jerusalem“, fejre den årtusindlange løvhyttefest med usigelig glæde ved Jehovas åndelige tempel. (Zakarias 14:8, NW,16) Synet i Bibelens sidste bog af den talløse ’store skare’ af tilbedere som jubler for Gud med palmegrene i hænderne, svarer især til det der foregik i templet på løvhyttefestens sidste dag i fortidens Jerusalem. (Åbenbaringen 7:9) ’Den store skare’ der overlever „den store trængsel“ vil få del i en særlig glæde. Denne glæde vil bestå i at hjælpe de mange milliarder der er blevet oprejst fra graven, til at drage op til højtiden, uden hensyn til hvilken nationalitet de tidligere havde under den gamle tingenes ordning. På denne måde vil alle som helliger sig tilbedelsen af Kongen, hærskarers Jehova, opnå den gudgivne ret til et liv i evig glæde på en paradisisk jord under Jehovas teokrati.
28. Hvilken fremtid som er en fuldbyrdelse af Guds hensigt med jorden, kan de der tilbeder den guddommelige Hersker betragte med troens øjne?
28 Alle I som tilbeder den guddommelige Hersker, Jehova, løft nu troens øjne og betragt den fremtidige skønhed der vil smykke den himmelske Teokrats jordiske fodskammel. Se hvordan hele jorden er dækket af et strålende og fredeligt paradis som fryder selv den store Teokrats og Skabers øje, et paradis prydet med urter og træer som er skønne at betragte og som frembringer føde til opretholdelse af fuldkomne skabningers liv. Den opgave Gud i begyndelsen gav den fuldkomne mand og kvinde i Eden, er blevet gennemført: „Opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!“ Hele jorden er fra ende til anden opfyldt af gudfrygtige menneskeskabninger der lever i fysisk, moralsk og mental fuldkommenhed, og som den faderlige Teokrat med glæde anerkender som sine sønner og døtre gennem Lammet Jesus Kristus.
29. Hvem vil alle Paradisets indbyggere give æren for deres frelse, og hvordan vil de der bor i himmelen svare?
29 Slutningen af den sidste syv tusind år lange skabelsesdag er nået. Når Gud, Skaberen, ser på det han har frembragt, kan han sige at det er „såre godt“. (1 Mosebog 1:28 til 2:3) Hele himmelen betragter den fuldkommengjorte jord, og lytter. De himmelske serafer, keruber og engle er fulde af beundring for den store Teokrat mens de ser hvordan alle mennesker på jorden indtager en tilbedende holdning. Der lyder pris til Gud. Betagelse fylder de himmelske hærskarer idet de hører alle jordens indbyggere taknemmeligt sige, sammen med ’den store skare’: „Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ „Amen!“ svarer alle de hellige i himmelen. „Lov og ære og visdom og tak og pris og kraft og styrke tilkommer vor Gud i evighedernes evigheder! Amen.“ — Åbenbaringen 7:9-12.
[Studiespørgsmål]
