Kapitel 9

Guds regeringsorganisation vokser og beskyttes

1. (a) Hvem er den største organisator? (b) Hvad skulle jordens fornuftbegavede skabninger have forstået vedrørende denne organisator, ifølge Romerbrevet 1:19, 20?

DEN største organisator der findes er den store Førsteårsag, skaberen af alle ting. Hans uforlignelige evne til at organisere er rigeligt dokumenteret i hele hans værk i himmelen og på jorden. I det første århundredes Rom fandtes der nogle som ikke tilbad statens gud Jupiter, men den levende og almægtige Gud. Til disse tilbedere blev der omkring midten af det første århundrede skrevet: „Det, som kan erkendes om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning.“ (Romerne 1:19, 20) Lige siden menneskehedens verden blev skabt, skulle fornuftbegavede mennesker have kunnet indse at der fandtes en Skaber, en Gud, selv om han var usynlig og selv uden at han talte til nogen af dem fra det usynlige. På grundlag af de synlige ting han havde skabt og ordnet så planmæssigt, skulle de have forstået at han er en fuldkommen organisator.

2, 3. (a) Hvilket grundlag har vi for at tro at han ville organisere sine fornuftbegavede, selvstændigt tænkende skabninger? (b) Hvilken advarsel gav han gennem Enok vedrørende sin usynlige himmelske organisation?

² Eftersom denne Gud kunne organisere det fornuftløse skaberværk så fuldkomment, både på himmelhvælvingen og i det forbløffende samspil mellem livsformerne på jorden, kunne og ville han også organisere alle sine fornuftbegavede skabninger. At han organiserede sine selvstændigt tænkende  skabninger ville tjene til at bevare freden og harmonien i universet og forhindre at der opstod anarki. Han gav synligt bevis på sin organisationsevne da han for over tre tusind fire hundrede år siden organiserede Israels nation ved Sinaj bjerg i Arabien og gav den en lovsamling som ingen af de hedenske nationer kunne opvise magen til. I umindelige tider før dette havde han en usynlig organisation bestående af himmelske åndeskabninger. Enok, en efterkommer af det første menneske i syvende led, gav os mennesker på jorden en advarsel vedrørende denne usynlige organisation idet han sagde:

³ „Se, Herren kommer med sine hellige titusinder for at holde dom over alle og straffe alle de ugudelige for alle de ugudeligheds gerninger, de har øvet, og for alle de formastelige ord, de har talt imod ham, de ugudelige syndere!“ — Judas 14, 15; 1 Mosebog 5:18-24; Hebræerne 11:5.

4. Hvornår var menneskene en del af Guds universelle organisation, hvornår forlod de den, og hvornår vil de komme tilbage til den?

⁴ Den fuldkomne mand og kvinde i Edens have, som Jehova Gud havde plantet til dem, var en del af Guds universelle organisation. De var den synlige, jordiske del af den. Og eftersom jorden omtales som Jehovas fodskammel, mens han selv troner i himmelen, var de den nederste del af hans universelle organisation. (Esajas 66:1) Da menneskene blev drevet ud af Edens have fordi de gjorde oprør og syndede mod Jehova Gud, blev de drevet ud af Guds hellige universelle organisation. Hellige keruber fra hans usynlige organisation viste sig ved indgangen til Edens have og forhindrede det ulydige menneskepar i at vende tilbage dertil. (1 Mosebog 3:1-24) Når Guds messianske rige genopretter et Edens paradis på jorden, vil de lydige fra hele menneskeheden blive løftet op til menneskelig fuldkommenhed og hellighed, og derefter vil den store Organisator, Jehova Gud, atter gøre menneskeheden til en del af sin universelle organisation. (Lukas 23:43, NW) Der vil da herske ophøjet harmoni mellem himmelen og jorden.

5. Hvad har Gud i sinde at oprette over alle sine fornuftbegavede skabninger, og hvorfra tages de der skal udgøre dette?

 ⁵ Den fuldkomne Organisator har mere i sinde end blot at genoprette den synlige jordiske del af sin universelle organisation. I den bog hvori hans hensigter er optegnet, nemlig Bibelen, oplyser han at det er hans storslåede hensigt at oprette en regeringsorganisation over alle sine fornuftbegavede skabninger. Denne regeringsorganisation skal fornuftigvis være i de hellige himle, umiddelbart under den højeste Gud selv. Det mest bemærkelsesværdige af det hele er at de der udvælges til at udgøre denne regeringsorganisation, udtages af menneskeheden her på jorden, Guds fodskammel. Hvilken ophøjelse for disse udvalgte! I Bibelens sidste bog finder vi et billede af dette.

6. Hvilken by blev på Davids tid gjort til regeringsby for Jehovas synlige organisation, og hvordan blev den styrket i denne stilling?

⁶ Vi husker at byen Jerusalem på kong Davids tid, da Israels nation var Jehova Guds synlige teokratiske organisation, blev gjort til kongelig regeringsby i denne teokratiske organisation. (2 Samuel 5:1-10) Jerusalems stilling som regeringsby og hovedstad blev i høj grad styrket da Jehovas pagts ark blev flyttet dertil og anbragt i et telt i nærheden af kong Davids palads. (2 Samuel 6:11-14; 7:1-3) Ved sin ånd tronede Jehova i dette hellige telt som Israels usynlige himmelske konge.

7-10. (a) Hvilket bynavn benyttes om Guds regeringsorganisation? (b) Hvordan viser apostelen Johannes at dette navn anvendes, og hvordan beskriver han regeringsorganisationen?

⁷ Navnet på det jordiske Jerusalem benyttes derfor meget passende om Jehovas regeringsorganisation. Blot kaldes den naturligvis „det ny Jerusalem“. Bibelen kunne ikke fuldstændiggøres uden at de storslåede oplysninger om dette kom med i den, til gavn for os. Navnet benyttes i Åbenbaringen, kapitel enogtyve, og der vises også hvilken organisation det benyttes om. Den aldrende kristne apostel Johannes skriver og fortæller:

 ⁸ „Og jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet, og havet var ikke mere. Og jeg så den hellige stad, det ny Jerusalem, komme ned fra Himmelen fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: ’Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.’

⁹ Og en af de syv engle med de syv skåle, der var fulde af de syv sidste plager, kom og talte med mig og sagde: ’Kom, så skal jeg vise dig bruden, Lammets hustru.’ Og han førte mig i ånden op på et stort og højt bjerg og viste mig den hellige stad, Jerusalem, som kom ned fra Himmelen fra Gud, med Guds herlighed i eje. Den funklede som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis. Den havde en svær og høj mur med tolv porte, og ved portene stod der tolv engle; og der stod skrevet navne over portene: navnene på Israels børns tolv stammer. Mod øst var der tre porte og mod nord tre porte og mod syd tre porte og mod vest tre porte. Og bymuren havde tolv grundstene, og på dem stod tolv navne: navnene på Lammets tolv apostle.

¹⁰ Og noget tempel så jeg ikke i staden; thi dens tempel er Herren, Gud, den Almægtige, og Lammet. Og staden behøver ikke sol eller måne til at skinne for den; thi Guds herlighed har oplyst den, og Lammet er dens lys. Og folkeslagene skal vandre i dens lys og jordens konger bringe deres herligheder til den, og dens porte skal ikke lukkes dagen lang — nat skal dér jo ikke være — og man skal bringe folkeslagenes pragt og kostbarheder til den. Og intet urent skal nogen sinde komme ind i den, ej heller nogen, som øver vederstyggelighed og løgn; kun de, der står skrevet i Lammets bog, som er livets bog.“ — Åbenbaringen 21:1-4, 9-14, 22-27.

11. Hvilken skare er det ny Jerusalem en skildring af, hvilken nationalitet har de der udgør den, og hvilken officiel stilling indtager de?

 ¹¹ Det er ikke til at tage fejl af. Denne „hellige stad“, det ny Jerusalem, er en skildring af den rene, ubesmittede, hellige kristne menighed. Den består udelukkende af åndelige israelitter, som er jøder i det indvortes, omskåret på hjertet. „Lammets tolv apostle“ var ganske vist omskårne jøder eller israelitter efter kødet, men fra og med pinsedagen år 33 blev de alle åndelige israelitter eller jøder, for Jehovas hellige ånd blev udgydt over dem gennem Lammet Jesus Kristus. (Apostlenes Gerninger 1:12 til 2:42) Disse åndelige israelitter udgør i alt 144.000 (12 × 12 × 1000), og de er så at sige opdelt i tolv stammer, hvis navne står skrevet over de tolv porte i det ny Jerusalem. (Åbenbaringen 7:4-8) Som et vidnesbyrd om deres officielle stilling kaldes de „jordens konger“. (Åbenbaringen 20:4, 6) De indtager en højere stilling end jordens ’folkeslag’ der vandrer i det ny Jerusalems lys. — Åbenbaringen 5:10.

12, 13. (a) Hvordan viser denne skildring fra Åbenbaringen at det ny Jerusalem skal være en regeringsorganisation? (b) Hvordan viser en af de symbolske grundstene hvem brudens ægtemand er?

¹² Navnet „det ny Jerusalem“ viser at der må være tale om en regeringsorganisation, svarende til regeringsbyen Jerusalem på kong Davids og hans søn kong Salomons tid. Men hvoraf fremgår det at det ny Jerusalem, bestående af 144.000 åndelige israelitter, skal være regeringsorganisationen over hele Jehovas skaberværk? Af dette: Det ny Jerusalem kaldes „bruden, Lammets hustru“. (Åbenbaringen 21:2, 9; 22:17) Til det symbolske lam siges der: „Slagtet blev du, og med dit blod har du til Gud købt mennesker af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag, og du har gjort dem til konger og til præster for vor Gud, og de skal herske på [over, NW] jorden.“ (Åbenbaringen 5:9, 10) Dette lam som engang blev slagtet, er Herren Jesus Kristus, Jehova Guds søn. I overensstemmelse hermed skrev en af „Lammets tolv apostle“ til sine medkristne:

 ¹³ „I ved jo, at det ikke var med forkrænkelige ting, med sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde arvet fra forfædrene, men med Kristi dyrebare blod som med blodet af et lam uden plet og lyde.“ — 1 Peter 1:18, 19; 1 Korinter 5:7.

14, 15. (a) Hvem er denne bruds eller hustrus hoved? (b) På grund af hvad opnår medlemmerne af bruden eller hustruen en høj stilling, og hvad siger Peter om hendes ægtemands stilling?

¹⁴ Som ægtemand er Lammet Jesus Kristus hoved for sin brud og hustru, det ny Jerusalem, idet „en mand er sin hustrus hoved“. (Efeserne 5:23) Alligevel består bruden eller hustruen af åndsavlede børn af Gud som ikke alene er „Guds arvinger“ men også „Kristi medarvinger“. (Romerne 8:16-18) Dette ophøjer brudens stilling, og hun får sammen med sin mand del i hans ære og herlighed i himmelen. Hvilken himmelsk stilling har da hendes „ægtemand“, Lammet Jesus Kristus? Peter, en af „Lammets tolv apostle“, siger om ham:

¹⁵ „Kristus døde én gang for synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud. Han led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden, . . . ved Jesu Kristi opstandelse, han, som er faret til Himmelen og er ved Guds højre hånd, efter at engle og myndigheder og kræfter er blevet ham underlagt.“ — 1 Peter 3:18, 21, 22.

16. Hvordan skriver Paulus i Filipperbrevet 2:5-11 mere detaljeret om ægtemandens nuværende stilling?

¹⁶ Til andre af „Kristi medarvinger“ skriver apostelen Paulus mere detaljeret om Kristi stilling. Vi læser: „Bevar denne indstilling i jer som også var i Kristus, Jesus, som, da han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran, nemlig at han skulle være lig Gud. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed. Og yderligere, da han af udseende og væremåde fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl. Netop derfor ophøjede Gud ham også til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ  skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden, og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til herlighed for Gud, Faderen.“ — Filipperne 2:5-11, NW.

17. (a) Hvilken stilling opnåede Guds søn ved denne ophøjelse, og hvordan skabte Gud en regeringsorganisation? (b) Hvilket indbyrdes forhold hersker der mellem Jesus Kristus og dem der udgør hans brud eller hustru, hvad præstetjeneste angår?

¹⁷ Ingen skabning kunne nå højere end til „Guds højre hånd“, og det var den stilling Jesus opnåede da Gud ’ophøjede ham til en højere stilling’. (Salme 110:1; Apostlenes Gerninger 2:34-36; Hebræerne 1:3, 13; 8:1, 2; 10:12, 13; 12:2) Derved blev Lammet Jesus Kristus sat over hele resten af Guds skaberværk. Lammet Jesus Kristus er naturligvis ikke i sig selv en organisation. Men ved at give ham en brud, en hustru, nemlig menigheden af 144.000 medarvinger, skaber den højeste Gud, Jehova, en organisation der skal herske over hele hans hellige universelle organisation. I denne regeringsorganisation som Jehova, det højeste Væsen, opretter, er Jesus Kristus hans ypperstepræst, og brudeskaren er 144.000 underpræster, „et kongeligt præsteskab“. (1 Peter 2:9) Bibelen viser således uomtvisteligt at den højeste Gud, Jehova, nu har en regeringsorganisation hvorigennem han tager sig af hele resten af sin universelle organisation.

DET TREDJE SYN

18, 19. (a) Hvad måtte der gøres med Jerusalem, ifølge det syn Zakarias tidligere havde fået? (b) Hvad ønskede manden med målesnoren i Zakarias’ tredje syn at gøre?

¹⁸ Denne bibelske forståelse af Jehovas regeringsorganisation hvortil navnet Jerusalem er knyttet, vil hjælpe os til at forstå det tredje syn som profeten Zakarias fik, denne vidunderlige dag, den fireogtyvende dag i den ellevte måned (sjebat) år 519 f.v.t. Zakarias havde lige haft sit syn af de fire smede som Jehova havde sendt til at „slå hornene til jorden på de hedninger, som løftede deres horn mod Judas land for at sprede det“. Jerusalem var også blevet spredt,  og derfor måtte det genindsamles til Jehovas fastsatte tid, når han ville ’vende sig til Jerusalem og forbarme sig over det’. (Zakarias 1:14 til 2:4) Dette anslår temaet for Zakarias’ tredje syn. Vi læser nu hvad der skete:

¹⁹ „Derpå løftede jeg mine øjne og skuede, og se, der var en mand med en målesnor i hånden. Jeg spurgte: ’Hvor skal du hen?’ Han svarede: ’Hen at måle Jerusalem og se, hvor bredt og langt det er.’“ — Zakarias 2:5, 6.

20. (a) Hvad antyder dét at han var en ung mand, om ham? (b) Hvad kunne denne unge mand måle op, eftersom Jerusalems mure endnu ikke var blevet genopbygget?

²⁰ Manden med målesnoren viste sig at være en ung mand, og som naturligt er havde han stadig en del at lære. Der var endnu en hel del han kunne behøve oplysning om. Med al sin ungdoms begejstring interesserede han sig for Jerusalems fulde genoprettelse, og han var ivrig efter at se hvor stor byen ville blive eller hvor omfattende den skulle være. Derfor havde han en målesnor i hånden. Han kunne i hvert fald måle det Jerusalem der fandtes dengang, i 519 f.v.t. Imidlertid var byens mure endnu ikke blevet genopbygget, og ville heller ikke blive det lige med det samme. Så længe efter som i den niende månemåned (kislev) i år 456 f.v.t., over treogtres år senere, blev der i den persiske hovedstad Susan meldt: „Jerusalems mur er nedrevet og portene opbrændt.“ (Nehemias 1:1-3) Så måske havde Jerusalem i 519 f.v.t. endnu ikke nået det omfang byen havde før fangenskabet. Eller den genopførte by ville muligvis komme til at brede sig ud over den tidligere bys grænser. Den unge mand med målesnoren havde måske i sinde at afmåle hvor det andet Jerusalems endelige grænser skulle gå.

21. Hvad pålagde den ene engel den anden at sige til den unge mand med målesnoren?

²¹ Var det rigtigt af en begejstret ung mand at afmærke grænserne for det Jerusalem som Jehova vendte sig til og forbarmede sig over? Lad os se, ud fra det Zakarias nu beretter: „Og se, engelen, som talte med mig, trådte frem, og en anden engel trådte frem over for ham, og han sagde  til ham: ’Løb hen og sig til den unge mand der: Som åbent land skal Jerusalem ligge, så mange mennesker og dyr skal der være i det. Jeg vil selv, lyder det fra [Jehova], være en ildmur omkring det og herliggøre mig i det.’“ — Zakarias 2:7-9.

22. Skal vi forstå denne oplysning til den unge mand bogstaveligt, i betragtning af det der skete på statholderen Nehemias’ tid og ligeledes efter Jerusalems ødelæggelse i år 70?

²² Talte hærskarers Jehova her om det bogstavelige, jordiske Jerusalem på Zakarias’ tid? De begivenheder der senere indtraf, viser tydeligt at han ikke gjorde det. Hvorfor ikke? Fordi Jerusalem ophørte med at ligge „som åbent land“. Fireogtres år senere, i år 455 f.v.t., blev Jerusalems mur fuldstændig genopført under ledelse af statholderen Nehemias. Som Nehemias beretter, var der tolv porte i den genopførte mur. (Nehemias 2:3 til 6:15; 7:1) Mod syd var der Dalporten, Møgporten og Kildeporten; mod øst Vandporten, Hesteporten og Mifkadporten; mod nord Fængselsporten, Fåreporten og Fiskeporten; og mod vest Jesjanaporten (Den gamle Port), Efraimsporten og Hjørneporten. (Nehemias 2:13, 14; 3:26, 28, 31; 12:39; 3:32, 3, 6; 2 Krønikebog 25:23) Denne by blev ødelagt af de romerske legioner i år 70. (Lukas 21:20-24) Det tredje Jerusalem, som findes den dag i dag, er også omkranset af en mur med porte på alle fire sider. Men ved siden af er der bygget et moderne Jerusalem, og det samlede indbyggertal opgives til 275.000.

23. (a) Hvordan står det klart at Zakarias 2:8, 9 ikke opfyldes på nutidens Jerusalem? (b) Hvor bør vi da vende os hen for at se profetien opfyldt?

²³ Selv om nutidens Jerusalem har bredt sig langt ud over den gamle muromkransede bys grænser, ja ud i ’det åbne land’, vil ingen oplyst iagttager, heller ikke israelerne selv, hævde at hærskarers Jehova er blevet „en ildmur omkring det“ og har ’herliggjort sig i det’. Jerusalem i republikken Israel søger beskyttelse ved at sætte sin lid til De forenede Nationer, som det har været medlem af siden 1949, og til den militære hjælp som landet får af venligsindede nationer som for eksempel Amerikas forenede Stater,  en i høj grad hedensk nation. Alt dette tvinger os til at se hen til det åndelige Jerusalem for at finde opfyldelsen af den guddommelige profeti i Zakarias 2:8, 9. Profetien har at gøre med resten af de åndelige israelitter, dem der endnu mangler at blive en del af Jehovas universelle organisations regeringsorganisation, det ny Jerusalem under den større statholder Zerubbabel, Jesus Kristus.

24. Hvem var efter den første verdenskrig de eneste overlevende på jorden der var forpligtet til at adlyde den opildnende befaling i Esajas 60:1-3 fordi Jehovas herlighed var oprundet over dem?

²⁴ I efterkrigsåret 1919 fandtes der en jordisk rest af de åndelige israelitter som havde overlevet og ivrigt ønskede at forkynde „dette evangelium om Riget“ i hele verden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene. (Mattæus 24:14) Denne trofaste rest repræsenterede det ny Jerusalem under Kristus. Af denne grund var det disse åndelige israelitter der var forpligtet til at adlyde den opildnende profetiske befaling: „Gør dig rede, bliv lys, thi dit lys er kommet, [Jehovas] herlighed er oprundet over dig. Thi se, mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene, men over dig skal [Jehova] oprinde, over dig skal hans herlighed ses. Til dit lys skal folkene vandre og konger til dit strålende skær. Dine undertrykkeres sønner kommer bøjede til dig, og alle, som håned dig, kaster sig ned for din fod og kalder dig [Jehovas] by, Israels Helliges Zion.

25. I hvilken udstrækning ville Jehova fremme sin organisations vækst?

²⁵ Enhver i dit folk er retfærdig, evigt ejer de landet, et skud, som [Jehova] har plantet, hans hænders værk, til hans ære. Den mindste bliver en stamme, den ringeste et talrigt folk. Jeg er [Jehova]; når tid er inde, vil jeg fremme det i hast.“ — Esajas 60:1-3, 14, 21, 22.

26. Hvorfor var denne opildnende opfordring til dem der repræsenterede „[Jehovas] by“ yderst aktuel der tilbage i 1919, og hvordan havde Jehova herliggjort dem?

²⁶ Det var en yderst aktuel opfordring at henvende til den åndelige „[Jehovas] by, Israels Helliges Zion“ på dette tidspunkt. Dengang i 1919 så fremtiden mørk og dyster ud for jordens folkeslag. Og i dag er den mørkere end nogen  sinde! Tiden var dengang inde til at „resten“, der repræsenterede det ny Jerusalem, skulle gøre sig rede, rejse sig fra den ringe og medtagne tilstand som forfølgelserne under den første verdenskrig havde bragt den i, og ’blive lys’. Den skulle skinne. Hvilket lys skulle den udsende? Det lys den trofaste rest havde, var ikke den verdslige oplysning der hører denne såkaldte hjernealder til, men „[Jehovas] herlighed“, som var oprundet over den. Hans herlighed er blændende og prægtig, den udsender et strålende lys. Jehova havde herliggjort sin rest ved at udfri den fra trældom og undertrykkelse under dens religiøse, politiske og militære fjender. Han havde herliggjort den ved at udnævne dens medlemmer til at vidne om hans suverænitet og være ambassadører for hans oprettede messianske rige. Ved at træde frem som hans vidner og som Rigets ambassadører skulle de sørge for at „[Jehovas] herlighed“, som hvilede over dem, kunne ses overalt.

27. Hvem må Jehova altså blive „en ildmur“ omkring, og hvorfor?

²⁷ Hvem er det altså Jehova behøver at blive „en ildmur“ omkring? Ikke det ny Jerusalem i de usynlige himle, men det ny Jerusalems rest, den herliggjorte rest der går ud i denne formørkede verden som vidner for hærskarers Jehova og ambassadører for hans rige.

28. Hvorfor er Jehovas „ildmur“ omkring „resten“ mere effektiv her i denne voldshandlingernes tid end en stenmur i lighed med den der nu omgiver det gamle Jerusalem?

²⁸ Kan en bogstavelig stenmur i lighed med den der omgiver det gamle Jerusalem i republikken Israel, yde nogen som helst beskyttelse her i vor tid hvor man anvender kernevåben og raketter med atomsprængladninger? Tanken er latterlig! Den stenmur der blev bygget omkring Jerusalem af statholderen Nehemias i 455 f.v.t. (og senere), kunne ikke engang holde de romerske legioner tilbage i år 70. I den voldshandlingernes tid vi nu oplever må atomild mødes med ild. Hærskarers Jehova kan møde den på denne måde. Han kan og har lovet at være „en ildmur“ omkring  den trofaste rest af det ny Jerusalem. Hvem kan da rette et effektivt angreb imod dem?

29. Hvilken beskyttelse som Elisa erfarede i Dotan husker de åndelige israelitter, og hvordan er de klar over det vil gå enhver fjende der forsøger at trænge igennem den „mur“ som Gud er omkring dem?

²⁹ Den herliggjorte rest af de åndelige israelitter stoler derfor ikke på menneskeskabte eller naturlige forsvarsværker. De sætter deres lid til at hærskarers Jehova er „en ildmur“ omkring dem, selv om det er usynligt både for dem selv og deres fjender. De husker at de „ildheste og ildvogne“ som bjergene omkring byen Dotan var fulde af, var usynlige for profeten Elisas tjener og for de syriske hærstyrker der omringede byen for at tage Elisa til fange. (2 Kongebog 6:13-17) Deres åndelige øjne bliver åbnet så de kan se at den almægtige Gud kan beskytte dem ved usynlige midler, og at enhver fjende der forsøger at trænge igennem ’ildmuren’ for at angribe dem, vil blive udslettet. „Thi ’vor Gud er en fortærende ild.’“ — Hebræerne 12:29.

30. Hvordan var den overlevende rest i 1919 indstillet på at begrænse organisationens vækst, men hvordan forholdt det sig i virkeligheden med „høsten“ af „Rigets børn“?

³⁰ Hvorfor tænker interesserede mennesker, ligesom den unge mand med målesnoren, på at afstikke en grænse for Jehovas regeringsorganisations vækst? Vær ikke bange for at „byen“ ellers vil blive for stor og omfattende, så det vil være umuligt at bygge en „mur“ omkring den som kan yde tilstrækkelig beskyttelse! Tilbage i 1919, efter at den første verdenskrig var overstået, mente den overlevende rest af de åndelige israelitter for en tid at det høstarbejde som Jesus havde forudsagt skulle finde sted i „afslutningen på tingenes ordning“, var forbi, og at det eneste der var tilbage for dem at udføre på jorden, var et „eftersankningsarbejde“, hvor de blot skulle indsamle nogle få der var tilbage eller som var blevet overset. (Mattæus 13:39, NW) De forstod ikke umiddelbart at den åndelige høst først lige var begyndt og at der stadig var mange „Rigets børn“ at samle ind i Guds regeringsorganisation, „børn“ som de, med deres  forudfattede meninger, slet ikke havde gjort sig nogen forestilling om. I virkeligheden skulle hele den rest der var nødvendig for at fuldstændiggøre det forudbestemte antal på 144.000 „Rigets børn“, indsamles i løbet af „afslutningen på tingenes ordning“.

31. (a) Hvordan kan vi anslå Jerusalems indbyggertal på Zakarias’ tid? (b) Hvordan kom den unge mand med målesnoren til at indse at det ikke ville være rigtigt af ham at sætte grænser for byens størrelse af frygt for dens sikkerhed?

³¹ I det syn Zakarias fik i 519 f.v.t. ønskede den unge mand med målesnoren øjensynlig at afmåle hvilken længde og bredde det genrejste Jerusalem skulle vokse til. På det tidspunkt var Jerusalems befolkning åbenbart ikke så stor. Vi husker at kun 42.360 israelitter og omkring 7560 trælle og sangere, eller i alt cirka 49.920, var vendt hjem fra fangenskabet i Babylon i 537 f.v.t., og at man senere, på statholderen Nehemias’ tid, traf foranstaltning til „at hver tiende mand skulle bosætte sig i Jerusalem, den hellige by“. På Zakarias’ tid havde Jerusalem derfor kun nogle få tusind indbyggere. (Ezra 2:64, 65; Nehemias 7:66, 67; 11:1, 2) Da Jehovas engel sagde til den unge mand at „som åbent land skal Jerusalem ligge, så mange mennesker og dyr skal der være i det“, kunne den unge mand således forstå at det ikke var hans opgave at afmåle Jerusalems kommende længde og bredde for at sætte en bogstavelig mur rundt om byen. Dens befolkning skulle vokse i overensstemmelse med hvad Jehova havde i sinde, og han ville selv beskytte den.

32. Hvad kan vi sige om Jehovas beskyttelse, selv om stadig flere nød symbolerne hvert år ved Herrens aftensmåltid?

³² Med hensyn til den nutidige rest af åndelige arvinger til Jehovas regeringsorganisation, så voksede antallet af dens medlemmer med årene. I overensstemmelse hermed viser de indsendte rapporter at der var flere og flere indviede og døbte kristne som overværede den årlige fejring af Herrens aftensmåltid og nød symbolerne, brødet og vinen. Uanset hvor meget Jehovas rest af åndelige israelitter voksede i antal rundt om på hele jorden, beskyttede Jehova  dem som med „en ildmur“ omkring dem. Han har bevaret dem gennem alle disse farefulde år, selv under verdens krigsgalskab fra 1939 til 1945, ja helt frem til den dag i dag.

33. Hvad viser kendsgerningerne med hensyn til om Jehova har ’herliggjort sig’ i det ny Jerusalem, repræsenteret ved den salvede rest?

³³ Har Jehova også opfyldt sit løfte om at ’herliggøre sig’, på denne salvede rest af arvinger til det ny Jerusalem? (Zakarias 2:9) Ja i sandhed, for han har herliggjort sig ved at optræde som himmelsk Beskytter midt i den forfulgte, plagede og modståede rest. At dens medlemmer har overlevet til trods for at de har stået uden synlige beskyttelsesmidler af jordisk eller kødelig art, tjener til ære og herlighed for den Gud de tilbeder og sætter deres lid til. De roser sig af ham og ikke af mennesker, og efter at de i årevis havde vidnet om hans navn og rige, antog de det navn de nu har været kendt under i hele verden siden den 26. juli 1931, nemlig Jehovas vidner. I kraft af dem, og ikke i kraft af noget andet religiøst samfund på jorden i dag, er Jehova blevet gjort kendt ved sit navn over hele jorden. De har samvittighedsfuldt undgået at bringe skændsel over hans hellige navn. Efter hans søn Jesu Kristi eksempel har de bestræbt sig for at efterleve de adfærdsregler der er fremsat i hans hellige ord, Bibelen, idet de har adlydt Gud mere end mennesker, og denne adfærd har herliggjort hans navn. (Apostlenes Gerninger 5:29) Han er i sandhed blevet herliggjort iblandt dem!

BEFRIEREN KALDER

34. Hvem er et samlingsmærke for dem der elsker den rene tilbedelse, og hvilken opfordring til at samles har lydt siden 1919?

³⁴ Er den herlige Gud, hærskarers Jehova, ikke et samlingsmærke som alle der elsker en ren tilbedelse som ikke er besmittet med politik, militarisme og kommercialisme, bør samles om i enhed og broderskab? Jo! Og man skal samles der hvor hans herlighed er. Han kalder selv til samling, og han udfrier sit folk fra religiøs trældom under Babylon den Store og opfordrer det til at samle sig. Siden  1919 har kaldet lydt med disse ord: „Op, op, fly bort fra Nordlandet, lyder det fra [Jehova].“ — Zakarias 2:10.

35. (a) Hvad blev på Zakarias’ tid betegnet som „Nordlandet“, og hvorfor? (b) Hvad er flugten derfra et billede på i vor tid?

³⁵ På profeten Zakarias’ tid var „Nordlandet“ Babylon, den by der blev indtaget af mederne og perserne i år 539 f.v.t. Babylon lå egentlig øst for Jerusalem, men da den sendte sine hære ud for at ødelægge Jerusalem i 607 f.v.t. drog de ad en omvej og kom ned mod Jerusalem nordfra. (Jeremias 1:14-16; Ezekiel 21:18-22) Babylon havde desuden erobret områder som lå nord for Jerusalem. Da jøderne blev ført i landflygtighed i 617 og 607 f.v.t. blev de så at sige ført bort til „Nordlandet“. Det var dette land de kunne opfordres til at flygte fra. Alt dette er et billede på noget i vor tid. Under den første verdenskrig kom den indviede, døbte rest af åndelige israelitter i trældom under Babylon den Store, det vil sige den falske religions verdensimperium. Det var derfra hærskarers Jehova kaldte den angrende rest ud i frihedsåret 1919. Det var derfra „resten“ måtte flygte, nu da han havde åbnet vejen for den.

36. (a) Hvordan kunne Jehova dengang sige: „Mod himmelens fire vinde har jeg spredt jer“? (b) Hvordan er ordene blevet opfyldt på nutidens rest?

³⁶ Det assyriske og det babyloniske riges „horn“ havde spredt Israels, Judas og Jerusalems tolv stammer ganske grundigt da de blev benyttet til at tugte Jehovas udvalgte folk. Jehova kunne derfor med rette sige som han videre gjorde i Zakarias 2:10 (ifølge New World Translation, hvor det er vers 6): „For mod himmelens fire vinde har jeg spredt jer,’ lyder det fra Jehova.“ De israelitter der undveg erobrerne og havde held til at slippe bort foran dem, flygtede ud i forskellige retninger til forskellige lande. De der udgør nutidens rest af åndelige israelitter blev også spredt i alle retninger, mod „himmelens fire vinde“. Det skete ikke nødvendigvis i fysisk eller legemlig forstand, for det var deres gudgivne åndelige domæne på jorden de blev spredt fra.

37. Hvordan blev de åndelige israelitter spredt i billedlig forstand?

 ³⁷ De blev følgelig spredt i billedlig forstand. Det betød at de blev spredt til en hvilken som helst situation eller række af omstændigheder som hindrede dem i at virke inden for deres retmæssige gudgivne åndelige domæne på jorden. Det bevirkede at deres åndelige privilegier blev begrænset og deres åndelige arbejde hæmmet. Det skete for eksempel ved at regeringer forbød visse af de publikationer eller alle de publikationer som Jehovas rest benyttede. Eller ved at deres religiøse organisation blev forbudt. Eller ved at nogle af de kristne åndelige israelitter blev indsat i militærfængsler eller anbragt i lejre fordi de nægtede at bryde deres kristne neutralitet over for denne verdens internationale konflikter. Eller ved at lederne af deres indregistrerede selskaber blev arresteret og fængslet på falske anklager som var blevet opdigtet på grund af krigshysteri og religiøs fordom. Metoder af alle slags, i alle retninger, blev benyttet for at få resten af de åndelige israelitter bort fra deres gudgivne åndelige domæne og fra deres kristne privilegier og kristne virksomhed i dette åndelige domæne.

38. Hvorfor kunne Jehovas engel med rette råbe til de landflygtige jøder: „Undfly, du som bor hos Babylons datter“?

³⁸ Da ulykken ramte ved babylonierkongen Nebukadnezars hånd, blev hovedparten af de overlevende jøder ført i landflygtighed til Babylon og dets provinser, der indbefattede områder som tidligere havde tilhørt det assyriske rige. Helt i harmoni med dette råbte hærskarers Jehovas engel nu: „Hej, Zion! Undfly, du som bor hos Babylons datter. For således har hærskarers Jehova sagt: ’Efter herligheden har han sendt mig til de nationer der plyndrede jer; for den der rører jer, rører min øjesten. For se, jeg svinger min hånd imod dem, og de skal blive bytte for deres trælle.’ Og I skal visselig kende at hærskarers Jehova selv har sendt mig.“ — Zakarias 2:7-9, NW; versene 11-13 i den danske oversættelse.

39. Hvem var det Jehova opfordrede til at flygte da han råbte: „Hej, Zion“?

 ³⁹ Fortidens Zion, der her er det samme som Jerusalem repræsenterede hele nationen, og ikke blot den del af de landflygtige der havde boet i hovedstaden. Nu hvor Babylon var blevet omstyrtet i 539 f.v.t. og den persiske erobrer Kyros havde udstedt sit frihedsdekret til de jødiske fanger, var dette råb til Zion henvendt til alle de landflygtige jøder. De boede som landflygtige „hos Babylons datter“, idet byen Babylon nu omtales som en kvinde der ikke længere er en uskyldig jomfru.

40. Hvad ligger der i udtrykket „efter herligheden“?

⁴⁰ Udtrykket „efter herligheden“ synes ikke at hentyde til det at søge efter herlighed, men synes at betyde „efter“ i tidsmæssig forstand. Jehova var blevet herliggjort ved at hans profetiske ord om tugtelsen af israelitterne var gået i opfyldelse.

41. Hvorfor skulle nationerne have vist en vis frygt og respekt for Jehova da de tugtede hans folk?

⁴¹ Nu var tiden så inde til at hærskarers Jehova måtte vende sin opmærksomhed mod de fjendtlige nationer som han havde benyttet til at tugte dem med, men som havde misbrugt deres beføjelser. De var gået for vidt og havde benyttet lejligheden til at lade deres ondskab gå ud over mennesker som tilhørte Jehova Gud. De var gået for vidt og havde mishandlet Zion og dets folk. (Zakarias 1:15; 2:4) De skulle have været mere hensynsfulde over for det folk han gav i deres hånd for at tugte det. De skulle have vist en vis frygt, en vis respekt, for dette folks Gud. Han forklarede hvorfor da han sagde til sit tugtede folk: „For de der rører jer, rører min øjesten.“

42. (a) Hvilken omvæltning advarede Jehova de forfølgende nationer om ved at svinge sin hånd imod dem? (b) Hvordan oplevede Babylon en sådan omvæltning?

⁴² Derfor er det på en truende måde han nu svinger hånden imod disse overmodige, formastelige nationer; det er som om han truer ad dem med knyttet hånd. Det var ikke nogen tom gestus. Det skulle advare disse nationer der havde  spredt og plyndret Guds folk, om at de selv ville blive straffet til gengæld. De ville blive et bytte for dem der havde trællet for dem i landflygtigheden i Babylon. Hvilken omvæltning der skulle ske — for hærskarers Jehovas hånd! En del af denne omvæltning fandt sted da de landflygtige jøder blev sat i frihed af erobreren Kyros den Store, så de kunne vende tilbage til Jerusalems tomter og genopbygge Jehovas tempel. Det besejrede Babylon blev i sandhed ydmyget ved den begivenhed der omtales i Ezra 1:7, 8: „Kong Kyros udleverede karrene fra [Jehovas] hus, som Nebukadnezar havde ført bort fra Jerusalem og ladet opstille i sin guds hus; dem gav perserkongen Kyros nu til skatmesteren Mitredat, og han talte dem og overgav dem til Sjesjbazzar, Judas fyrste.“ — Daniel 1:1, 2; 5:3-23.

43. Hvordan skete er en omvæltning for Babylon i forbindelse med Daniel?

⁴³ I tidens løb fik de tidligere israelitiske fanger og trælle på mange måder lejlighed til at træde på Babylon, der efterhånden blev ’trampet ned som skarn på gaden’. (Mika 7:8-10) Da Babylon var blevet indtaget af mederen Darius og perseren Kyros ophørte profeten Daniel med at være træl under Babylon og blev i stedet en af de „tre rigsråder“ som mederen Darius satte over de 120 satraper som hele det medo-persiske rige blev lagt under. — Daniel 6:2-5, 29.

44. Hvordan skete der en omvæltning for den babyloniske gudsdyrkelse og Jehovas folks gudsdyrkelse?

⁴⁴ Og på grund af forskellen mellem de persiske Zarathustra-tilhængeres religion og de gamle babylonieres religion blev drømmetyderne, manerne, kaldæerne og stjernetyderne overskygget og følte sig til sidst nødsaget til at forlade det religiøse center som Babylon var. Det ser ud til at de flyttede vestpå til Pergamum i Lilleasien, og derfra over til Italien. (Åbenbaringen 2:12, 13) I direkte modsætning til dette blev Jehovas tilbedere begunstiget af Babylons erobrere, og deres præster og levitter blev genindsat i deres tjeneste ved Jehovas tempel som blev genopført på sin  oprindelige plads i Jerusalem. På denne måde undflyede „Zion“ fra Babylon.

GUDS REAKTION NÅR ’HANS ØJESTEN’ RØRES

45. (a) Hvor meget berører det Jehova når nogen rører hans folk ved at øve vold imod det? (b) Hvorfor har han derfor svunget sin hånd imod nationerne i dag?

⁴⁵ Alt dette skildrer levende hvor uhyrligt og skændigt denne verdens nationer handler når de rører Jehovas tilbedere og øver vold imod dem. Det volder Jehova Gud smerte. Det er som om de rører hans eget øje, et af de mest følsomme steder på legemet. For længe siden, helt tilbage i år 1473 f.v.t., påpegede profeten Moses hvor øm Jehova var over sit udvalgte folk, idet han sagde: „Han værner det med vågent øje og vogted det som sin øjesten.“ (5 Mosebog 32:10) Han værner lige så vågent om sine kristne vidner i dag. Men nationerne i kristenheden og den hedenske verden har valgt at ignorere dette i den måde de behandler Jehovas kristne vidner på. Er det da noget under at Jehova har gjort som forudsagt, at han har ’svunget sin hånd imod dem, og at de skal blive til bytte for deres trælle’? (Zakarias 2:13) Hvordan har Jehova gjort dette?

46. Hvordan sørgede Jehova i 1919 for at de der havde udplyndret hans folk nu blev til bytte for det?

⁴⁶ Han har udfriet sin rest af åndelige israelitter fra religiøs trældom under Babylon den Store og har ført dem tilbage til deres retmæssige, gudgivne åndelige domæne på jorden. De bøjer sig ikke i ydmyg underdanighed under den internationale skøges, det store Babylons, politiske elskere, men siger til de verdslige politikere der søger at tage det der tilhører Jehova Gud: „Vi må adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostlenes Gerninger 5:29, NW) I udfrielsens år 1919 begyndte de at forkynde Jehova Guds ugunstige domme vidt og bredt, især dommene over den internationale organisation for verdensfred og sikkerhed, nemlig Folkeforbundet, idet de sagde at dette  forbund ville slå fejl. Af hvilken grund? Fordi Folkeforbundet i 1919 blev vedtaget og sat i kraft af kristenhedens nationer som en tilsidesættelse af Guds messianske rige, der var blevet født i himmelen ved udløbet af hedningernes tider i 1914. — Åbenbaringen 12:5.

47. Hvordan blev Jehovas ugunstige domme gjort tydeligere i perioden fra 1922 til 1928?

⁴⁷ Disse ugunstige domme fra hærskarers Jehova blev gjort tydeligere og mere omfattende i de syv år fra 1922 til og med 1928. I denne periode holdt de internationale bibelstudenter en række årlige internationale stævner i De forenede Stater, Storbritannien og Canada, og i forbindelse med disse stævner blev der udgivet bibelkommentarer som beskæftigede sig med de profetier Gud har udtalt vedrørende disse religiøse og politiske spørgsmål. Ved hvert af disse store årlige stævner blev der vedtaget en resolution eller erklæring. Den første, den fra 1922, hed „Et Opraab til de ledende i Verden“, og den syvende og sidste, fra 1928, blev kaldt „En Erklæring imod Satan og for Jehova“. Disse syv resolutioner og de offentlige foredrag der blev holdt til støtte for dem, samt beslægtede bibelske udtalelser, svarede til det der er forudsagt i Bibelens sidste bog, Åbenbaringen, fra kapitel 8 til og med 16.

48. Hvilke ting i Åbenbaringen svarede disse offentliggørelser til?

⁴⁸ De svarede til de syv basuner som de syv engle blæste i og som indledte syv profetiske tableauer. De svarede også til „de syv sidste plager“, der blev hældt ud af syv skåle af de syv engle der havde fået denne opgave overdraget. — Åbenbaringen 21:9; 15:1 til 16:21.

49. (a) Hvilken virkning fik den nutidige opfyldelse af dette på dem det angik? (b) Hvor længe er kundgørelsen af disse domme fra Jehova fortsat, og hvad har han således i virkeligheden gjort mod nationerne?

⁴⁹ Den nutidige opfyldelse af disse tableauer som blev indledt med basunklang og med udgydelsen af de syv sidste plager fra de syv skåle, vakte stort røre og skabte stor ængstelse og modvilje både i Babylon den Store (som omfatter kristenheden) og hos de verdslige politiske stater. Kundgørelsen  af disse ugunstige domme fra hærskarers Jehova var ikke begrænset til perioden fra 1922 til 1928, men er fortsat helt frem til i dag, og det i stigende omfang og styrke og efter en langt bredere målestok end dengang i tyverne. Ved denne verdensomfattende kundgørelse af Guds ugunstige domme over det store religiøse Babylon og dets politiske beskyttere, svinger hærskarers Jehova i realiteten truende sin hånd imod de religiøse og politiske verdslige organisationer der har plyndret hans folk. Han gør det ved hjælp af sine vidner, som før var trælle under disse undertrykkere.

50. (a) Hvad vil man vide om den udsendte engel når Jehova til sidst eksekverer disse domme? (b) Hvilke personer hævdes ved fuldbyrdelsen af Jehovas domme?

⁵⁰ Inden længe vil vi se disse guddommelige domme blive fuldbyrdet over de fjender der har voldt den højeste Gud en smerte som havde de rørt hans eget øje. Det er denne betydningsfulde tid engelen talte om da Zakarias hørte den sige: „Og I skal kende, at Hærskarers [Jehova] har sendt mig.“ (Zakarias 2:13) Men behøver vi at vente indtil den fulde opfyldelse er sket? Allerede nu har vi tilstrækkelig med vidnesbyrd om at engelen talte sandt, at dens ord er som historie skrevet på forhånd. Det beviser at den kun kan være sendt af hærskarers Jehova. Derved bliver også profeten Zakarias ophøjet og hævdet, idet hans profetier er sande og ufejlbarlige. Og i vor tid finder der en lignende ophøjelse sted. Af hvem? Af Jehovas kristne vidner der har henledt opmærksomheden på Zakarias’ vidunderlige profetier og deres nutidige opfyldelse.

OPFORDRING TIL AT GLÆDE SIG — HVORFOR?

51. Hvorfor havde de ondsindede nationer grund til at juble og glæde sig under den første verdenskrig?

⁵¹ Engang havde de ondsindede nationer virkelig grund til at juble og glæde sig over den vending begivenhederne tog. Det var dengang hærskarers Jehova lod sine kristne vidner falde i deres hånd under den første verdenskrig, og  de frit kunne lade deres ondskab gå ud over disse kristne åndelige israelitter. Nationerne kæmpede dengang om verdensherredømmet, ikke et herredømme udøvet af himmelens og jordens Skaber, men deres eget herredømme, enten udøvet af den demokratiske blok af nationer eller af den autokratiske, diktatoriske blok. De ønskede at beherske jordens ressourcer og at udnytte dem kommercielt.

52. Hvorfor behandlede disse nationer de åndelige israelitter dårligt fordi de trofast holdt fast ved Jehovas messianske rige?

⁵² De var meget nationalistiske, ja den nationale patriotisme var på kogepunktet. I deres forsøg på at mobilisere hele befolkningen for at nå deres nationalistiske mål, blev deres raseri vakt af dem der nægtede at indordne sig fordi de havde taget standpunkt for Guds messianske rige som var blevet oprettet i himmelen ved udløbet af hedningernes tider i 1914. Under krigspresset udsatte de derfor disse forkæmpere for Guds rige for en dårlig behandling. Hvor de glædede sig da det lykkedes dem at dræbe den indflydelse disse forkæmpere øvede på Guds riges vegne!

53. Hvordan beskriver Åbenbaringen 11:7-10 nationernes sejrsjubel?

⁵³ Hvordan de dyriske nationer triumferede og lykønskede hinanden med denne sejr over Guds messianske riges forkæmpere, er forudsagt i Åbenbaringen, kapitel elleve, med billedlige udtryk som er hentet fra Zakarias’ profeti. I billedlige vendinger siges der i Åbenbaringen 11:7-10: „Og når de har aflagt hele deres vidnesbyrd, skal dyret, der stiger op af afgrunden, føre krig mod dem og sejre over dem og dræbe dem. Og deres lig skal ligge på gaden i den store stad, som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten, dér, hvor også deres Herre blev korsfæstet. Og mennesker af alle folk og stammer og tungemål og folkeslag skal se på deres lig i tre og en halv dag og ikke tillade, at deres lig lægges i graven. Og de, der bor på jorden, skal glæde og fryde sig over, hvad der skete med dem, og de skal sende hverandre gaver, fordi disse to profeter var til plage for  dem, der bor på jorden.“ Men deres sejrsjubel blev kun kortvarig.

54, 55. (a) Men hvornår blev resten af de åndelige israelitter opfordret til at juble og glæde sig? (b) Hvem var denne opfordring så at sige rettet til, og hvilken grund var der til at juble?

⁵⁴ Nøjagtig som skildret i Åbenbaringssynet greb den almægtige Gud i 1919 ind og oprejste i åndelig forstand disse ubegravede vidner og gjorde dem atter aktive i tjenesten for sit rige. Nationerne og den religiøse skøge, Babylon den Store, blev grebet af forfærdelse, men den genoplivede rest af de åndelige israelitter kunne juble og glæde sig. Deres himmelske Genopliver og Befrier opfordrede dem til at gøre det. Eftersom de repræsenterede det himmelske ny Jerusalem og selv skulle være medlemmer af det, var det som om Gud rettede opfordringen til denne åndelige organisation. Henvendt til denne organisation, der betegnes som Zion (eller Jerusalem), sagde han:

⁵⁵ „’Jubl, og glæd dig, Zions datter! Thi se, jeg kommer og fæster bo i din midte, lyder det fra [Jehova].’ Og mange folk skal på hin dag slutte sig til [Jehova] og være hans folk og bo i din midte [og jeg vil bo i din Midte, Gd], og du skal kende, at Hærskarers [Jehova] har sendt mig til dig. Og [Jehova] tager Juda til arvelod på den hellige jord og udvælger atter Jerusalem. Stille, alt kød, for [Jehova], thi han har rejst sig fra sin hellige bolig.“ — Zakarias 2:14-17.

56. (a) Hvordan viste Jehova om han opgav sit krav på Judas land da det blev lagt øde? (b) Hvordan tog Jehova atter landet i besiddelse, og hvilket mirakel gjorde han da?

⁵⁶ Når vi ser hvad profetien betød dengang på Zakarias’ tid, kan vi forstå hvad dens opfyldelse betyder her i dette bemærkelsesværdige tyvende århundrede. Opgav Jehova dengang sit krav på Judas land, og lod han erobringsglade nationer tage det i besiddelse eller nybyggere flytte ind i det? På ingen måde! Skønt han lod sit folk føre bort til Babylon, vogtede han landet og påtvang det en lang sabbatshvile. Hvordan? Ved at bevare det øde, uden mennesker  eller husdyr, nøjagtig som han havde forudsagt. Da de halvfjerds år hvori landet skulle holde sabbat var gået, tog han atter Judas land i besiddelse ved at udfri sit landflygtige folk fra Babylon og føre det tilbage til dets elskede hjemland. Han udvalgte atter Jerusalem som Judas hovedstad ved at lade de hjemvendte landflygtige bygge et andet Jerusalem hvor det gamle havde ligget. Sådan kom et befolket land til verden som med fødselsveer „på en eneste dag“. Og „på et øjeblik“ fødtes et folk ved at det atter fik Jerusalem til regeringsby, hvorfra styret blev udøvet over Judas „hellige jord“. (Esajas 66:7, 8) Et sandt mirakel!

57. Hvornår tog Jehova altså bolig i Judas land, og hvornår og hvordan blev det mere tydeligt at han boede der?

⁵⁷ Da fortidens Israel var en teokratisk nation, en nation som var underlagt Guds styre og lov, tog Jehova Gud atter bolig i Jerusalem da byen blev grundlagt på ny og blev genopbygget. Det blev endnu tydeligere da hans tempel blev fuldført i 515 f.v.t., og den regelmæssige tilbedelse af ham begyndte der i fuldt omfang. For alle de omboende nationer ville dette genopførte tempel være et symbol på at hærskarers Jehova havde taget bolig der, at han nu boede i Zion, i Jerusalem. Dér kunne man træde frem for ham.

58. Hvad kunne oprigtige mennesker fra de omboende nationer se, og hvad ville dette tilskynde dem til at gøre (Zakarias 2:15)?

⁵⁸ Hvordan ville dette virke på de hedenske nationer rundt omkring? Mange af deres indbyggere ville forstå at hærskarers Jehova var sandhedens Gud, at han havde vist sin fuldkomne forudviden og sin almagt ved at opfylde de profetier han havde givet i sit eget navn. Da han havde oprejst sit folk Israel fra den nationale død og ført det ud af graven i Babylon, og bragt det tilbage til livet i dets hjemland, kunne disse oprigtige iagttagere se at han var den eneste levende og sande Gud, den eneste der fortjente at blive tilbedt. De ønskede af hjertet at tilbede ham, og hvis de havde mulighed for det, ville de komme til hans bolig i Zion (Jerusalem) for at gøre det. Zakarias 2:15 skulle  ikke forblive uopfyldt: „Og mange folk skal på hin dag slutte sig til [Jehova] og være hans folk.“ Det vidnede om at antallet af Jehovas tilbedere ville vokse i hele verden, og ikke blot på Judas „hellige jord“.

59, 60. (a) Hvordan gik det på samme måde med den rest der ville få del i det ny Jerusalem og som så at sige blev begravet i Babylon den Stores domæne? (b) Hvordan har Jehova vist at han har taget bolig hos „resten“?

⁵⁹ Har det samme ikke været tilfældet for den nutidige rest af åndelige israelitter? Har de ikke al god grund til at ’juble og glæde sig’, sådan som „Zions datter“ blev opfordret til at gøre i fortiden, på Zakarias’ tid? Jo! Denne rest af åndelige israelitter er som en brud, ’trolovet med én mand for at blive ført som en ren jomfru frem for Kristus’, og er derfor på vej til at blive en del af det himmelske ny Jerusalem. Dette ny Jerusalem med Jesus Kristus som sit hoved, er Jehova Guds regeringsorganisation over hele hans universelle organisation. (2 Korinter 11:2; Åbenbaringen 21:2, 9, 10) Under den første verdenskrig blev „restens“ enhed som „et helligt folk“ ødelagt, dens medlemmer blev ført bort fra deres gudgivne åndelige domæne og blev så at sige begravet i Babylon den Stores domæne. Da verdenskonflikten var forbi og det pres den havde øvet, lettede, opfyldtes den profetiske skildring i Åbenbaringen 11:11-13 til verdens store forbløffelse!

⁶⁰ Jehova genoplivede i åndelig forstand medlemmerne af den begravede rest, hentede dem ud af deres grave i Babylon den Store, førte dem tilbage til deres retmæssige åndelige domæne på jorden og samlede dem igen i enhed som sit ’hellige folk’. Han havde atter udvalgt denne trofaste rest der rettede blikket mod borgerskabet i det ny Jerusalem under Kristus. (Filipperne 3:20, 21) Jehova rettede velvilligt sin opmærksomhed imod dem, og han gjorde dem aktive med sin mægtige virkekraft, sin hellige ånd, så de kunne aflægge et verdensomspændende vidnesbyrd for hans messianske rige, et vidnesbyrd hvis lige aldrig havde været i hele den kristne historie. (Markus 13:10; Mattæus 24:14; 28:19, 20)  De fulgte ikke kristenhedens nationer i tilbedelsen af det afguderiske Folkeforbund som „verdens sidste håb“, men helligede sig ivrigt tilbedelsen af „håbets Gud“ ved hans åndelige tempel. (Åbenbaringen 13:14, 15; 14:9) De gjorde deres Guds navn, Jehova, kendt i et omfang som aldrig før. (Esajas 12:4, 5) Efter alle ydre tegn at dømme havde han taget bolig hos dem.

61. Hvordan er det således gået til at ordene: „Mange folk skal på hin dag slutte sig til [Jehova],“ er blevet opfyldt?

⁶¹ Kan vi i dag se at dette fik indflydelse på jordens folkeslag? Som politiske stater begyndte nationerne at frygte. Men i disse nationer var der oprigtige, retskafne enkeltpersoner som hungrede og tørstede efter en ren, sand og fornuftig religion der virkelig kunne bringe dem i kontakt med den sande Gud, den Gud der er værd at tilbede. Efterhånden som den trofaste rest af åndelige israelitter forkyndte „dette evangelium om Riget“ på større og større dele af jorden, nåede budskabet ud til flere og flere af disse mennesker der søgte den sande Gud. De lærte at Herren Jesus Kristus er Jehova Guds Messias, og de indviede sig til Jehova og lod sig døbe i vand for at blive hans Messias’ disciple. (Mattæus 28:19, 20) Det gik nøjagtig som forudsagt: „Mange folk skal på hin dag slutte sig til [Jehova].“ (Zakarias 2:15) Ingen racer eller nationaliteter var afskåret fra at gøre dette.

62. I hvilken udstrækning er dette sket siden 1935, og på hvilken måde er disse mennesker blevet Jehovas „folk“?

⁶² Det viste sig i udpræget grad fra og med 1935, fire år efter at den salvede rest havde antaget navnet Jehovas vidner. Den anden verdenskrig afholdt ikke dem der oprigtigt søgte den sande Gud, fra at „slutte sig til [Jehova]“ som disciple af hans Messias. I sammenligning med hvor mange de var dengang i 1935, ja, og i sammenligning med den salvede rest, er de der nu har ’sluttet sig til Jehova’ blevet „en stor skare“ hvis antal ikke er fastsat i Bibelen. (Åbenbaringen 7:9-17) Og som Jehova sagde, er de blevet „hans folk“. De gør ikke krav på at høre til den salvede rest af åndelige israelitter.  Gud har nemlig ikke avlet dem med sin hellige ånd til at være hans åndelige børn, skønt han anerkender at de har sluttet sig til ham og har indviet sig til ham gennem hans ypperstepræst, Jesus Kristus. Det er Jesu sonoffers fortjeneste der gør dem antagelige for Jehova Gud. Af denne grund regner han disse indviede og døbte for ’sit folk’, et folk der er knyttet til ham. Som „andre får“ bliver de derfor „én hjord“ sammen med den salvede rest under den gode hyrde, Jesus Kristus. — Johannes 10:16.

63. Hvordan har de som „andre får“ ’sluttet sig til Jehova’?

⁶³ Disse „andre får“ har hørt den gode hyrdes røst, de har reageret på hans kalden og er kommet frem fra „mange folk“. Sammen med den salvede rest af de åndelige israelitter tilbeder de den sande Gud ved hans åndelige tempel. (Åbenbaringen 7:15) Det er på denne måde de ’slutter sig til Jehova’.

64. (a) Hvilket håb har de fået, og hvorfor? (b) På hvilken måde har Jehova ved dem fyldt sit hus med herlighed (Haggaj 2:7)?

⁶⁴ Jehova har ikke avlet disse „andre får“ med sin ånd til at være en del af det himmelske ny Jerusalem, men han har givet dem håb om evigt liv på sin ’fodskammel’, nemlig jorden, som da vil være omdannet til et skønt paradis. (1 Mosebog 2:8; Lukas 23:43) Jehova Gud har rystet alle nationer eller folkeslag ved den måde han har beskæftiget sig med menneskenes anliggender på siden 1914, og derved er disse „andre får“ blevet opmærksomme på hans messianske rige. I påskønnelse af hans rige er de kommet til hans tilbedelseshus, og han tager imod dem som ønskværdige, skattede tilbedere. De udgør i virkeligheden „alle folkenes skatte“ der som forudsagt skulle „komme hid“, og det er ved hjælp af dem Jehova fylder sit hus eller tempel, stedet for den rene tilbedelse, med herlighed. — Haggaj 2:7.

65. Hvad har vi i dag bevis for med hensyn til kilden til Zakarias’ tredje syn, og hvad styrker dette vor tillid til?

⁶⁵ I dag, næsten fyrre år efter dette mindeværdige år 1935 da vor opmærksomhed blev henledt på den rette  forståelse af ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9-17, ser vi den storslåede virkeliggørelse af de ting der blev forudsagt i det tredje syn til Zakarias. Derfor har vi allerede nu tilstrækkeligt med beviser på at det var sandhedens Gud, Jehova, og ikke en eller anden falsk profetisk kilde, der sendte engelen til Zakarias og hans folk. Det var også Jehova der sendte Zakarias som profet for at han skulle skrive synet ned til gavn for os i dag. Dette styrker vor tillid til at alle de følgende syner til Zakarias vil blive opfyldt.

66. Hvad opfordres vi med rette til at gøre nu, og af hvilken grund har Jehova „rejst sig fra sin hellige bolig“?

⁶⁶ Skulle vi da ikke være stille så vi kan høre hvad Jehova siger til os? Jo i sandhed! Derfor slutter det tredje syn til Zakarias med denne inspirerede befaling: „Stille, alt kød, for [Jehova], thi han har rejst sig fra sin hellige bolig.“ (Zakarias 2:17) Han har rejst sig fra sin hellige bolig i himmelen for at opfylde sit ord.

[Studiespørgsmål]

 [Kort på side 156]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

JERUSALEM EFTER HJEMKOMSTEN

Hanan’eltårnet

FISKEPORTEN

Meatårnet

FÅREPORTEN

FÆNGSELSPORTEN

Tempelområdet

Tyropøonsdalen

MIFKADPORTEN

Offentlig plads

HJØRNEPORTEN

Den brede mur

EFRAIMSPORTEN

Ovntårnet

DEN GAMLE PORT

OFEL

HESTEPORTEN

Offentlig plads

Gihonkilden

VANDPORTEN

DAVIDSBYEN

DALPORTEN

KILDEPORTEN

Kongens have

MØGPORTEN

Hinnoms dal

Kedrons dal

Rogelkilden