Kapitel 2

Hvorfor de største forhåbninger blev skuffet

1. Hvad lever vi alle af, men hvilken situation kunne opstå i denne forbindelse?

VI LEVER alle af jorden. Vi er alle afhængige af den afgrøde den frembringer. Forestil dig nu at vi alle var gartnere eller landmænd. Hvad nu om du såede meget og du ventede en rigelig afgrøde, men der kun blev meget lidt at høste? Du beskar dine vinstokke og passede dem, men du fik kun få druer at samle ind. Du såede hør og sørgede godt for planterne, men du fik ikke meget at bringe i hus til at lave linned af som du kunne klæde dig i. Dine oliventræer fik alle den rette pasning, men der blev kun få oliven at presse olie af. Du kom til dit kornkammer for at hente tyve mål korn, men se, der var kun ti mål. Du kom til kummen ved dit persekar efter at have presset alle dine druer, og du skulle øse halvtreds mål til at sælge eller til at sætte på bordet, men  se, der var kun tyve mål. Forestil dig at dette fortsatte år efter år! Hvad ville du så tænke?

2. Hvilke andre dårlige tilstande kunne ramme et landbrugssamfund, og samfundet i øvrigt, og hvad skal vi vende os til for at finde grunden?

² Du ville måske sige at det skyldtes den stadige mangel på regn — altså tørken. I den regnløse tid faldt der ikke engang dug som kunne væde jorden og redde de planter der skød op. Jorden blev afsvedet. Kornet blev angrebet af rust. Der kom hagl som slog frugten ned af træerne og slog vegetationen til jorden. Og hvis du prøvede at få noget arbejde ved siden af for at tjene lidt ekstra så du kunne klare dig, var der intet arbejde at få, eller lønnen var meget ringe. Og så var forholdene i samfundet oven i købet meget urolige; ingen som drog ud og ind var i fred. ja, det ville synes rimeligt at betragte alt dette fra et jordisk, materialistisk synspunkt og sige at det skyldtes vejret og den manglende sikkerhed. Ja, vejret. Men hvad ligger der bag vejret? Hvem er ansvarlig for vejret? Kunne den virkelige grund til den fejlslagne høst ligge her? I så fald hvorfor?

3. Er denne situation blot taget ud af fantasien, og hvorfor kan vi der lever i dag lære af den fjerne fortid?

³ Den katastrofale situation vi har beskrevet her, er ikke bare fri fantasi. Historien beretter virkelig om et sådant tilfælde. Begivenhederne er blevet optegnet i Bibelens historiske beretning med det særlige formål at de skulle tjene som en gavnlig og praktisk lektion for os, der er kommet ud i en langt værre situation end den der eksisterede dengang i det forbilledlige tilfælde. (Haggaj 1:6, 9-11; 2:15-17; Zakarias 8:9, 10, 13) Skønt de begivenheder der udgør det historiske tilfælde indtraf for omtrent to tusind fem hundrede år siden, er lektionen ikke for gammel for os der lever i denne „moderne tid“. De grundlæggende principper der gælder for udviklingen i en nations indre forhold og for årsag og virkning, forandrer sig ikke.

4. Hvem er stadig tilbage skønt de mennesker det drejer sig om, for længst er borte, og hvad bør vi søge at lære og selv drage nytte af?

⁴ Og selv om de mennesker det gjaldt dengang, for længst er borte, må vi stadig regne med den udødelige Teokrat,  Skaberen, ham der står bag vejret og som vil genoprette Paradiset til menneskeheden. Han forandrer sig ikke hvad angår hans måde at behandle sine menneskeskabninger på. Vi kan ikke ignorere ham uden at det vil få ubehagelige følger for os. Lad os derfor lærvilligt undersøge dette sande historiske tilfælde og selv drage nytte af den gavnlige lektion.

TILBAGE TIL ÅR 520/519 FØR VOR TIDSREGNING

5. Hvornår og af hvem var fortidens Babylon blevet undertvunget, og hvordan gik det til at Jerusalem atter blev beboet?

⁵ Den historiske baggrund for de begivenheder der udspillede sig, finder vi tilbage i det sjette århundrede før vor tidsregning. Det er nu over firs år siden at den internationalt kendte by Jerusalem blev ødelagt af Babylons mægtige hære. Som en velfortjent gengældelse har Babylon selv måttet ydmyge sig og bøje sig for en erobrer, Kyros, og er ophørt med at være bibelhistoriens tredje verdensmagt. Det skete i det skelsættende år 539 f.v.t. Perserriget er nu den dominerende verdensmagt, den fjerde verdensmagt i bibelhistorien. Grækenland er imidlertid begyndt at gøre sin magt gældende og truer med en dag at overtage stillingen som verdens herre. Nogle år tidligere er det endog blevet forudsagt at det vil blive den næste verdensmagt i rækken. (Daniel, kapitlerne 7, 8, 11; Zakarias 9:13) Byen Jerusalem blev aldrig en verdensmagt, men det viste sig at den kom til at danne ramme om de vigtigste begivenheder i hele menneskehedens historie. De landflygtige jøder som den persiske erobrer Kyros den Store frigjorde fra det babyloniske fangenskab i år 537 f.v.t., begyndte at genopbygge den og at bosætte sig i den. — Ezra 1:1 til 3:2.

6. Hvordan blev de hjemvendte landflygtige skuffet i deres store forhåbninger, hvornår blev det bestemt at der var gået tilstrækkelig tid på denne måde, og hvem traf denne afgørelse?

⁶ På denne måde blev den hellige by Jerusalem genopført, og provinsen Juda blev en landsdel i det voksende perserrige. En af Jesu Kristi forfædre, nemlig Sjealtiels søn Zerubbabel, var statholder over provinsen, og Josua, søn af Serajas  søn Jozadak, var ypperstepræst. Kort efter at de hjemvendte landflygtige havde bosat sig i landet og var begyndt at opfylde den virkelige hensigt med deres tilbagevenden, fik de vanskeligheder med deres hedenske nabofolk. Deres vigtigste foretagende kom til at ligge stille og blev til sidst forbudt af den persiske regering. Provinsen Juda havde ikke længere fremgang. De store forhåbninger hvormed Judas og Jerusalems indbyggere var draget ud af Babylon, blev skuffet. På denne måde gik der cirka sytten år. Da afgjorde hovedpersonen i denne situation, som tilsyneladende var underlagt en forbandelse, at det var nok. Nu ville han, den store Teokrat, den usynlige Gud og Hersker for Judas og Jerusalems indbyggere, gribe ind.

7, 8. I hvilket år fandt denne teokratiske indgriben sted, og hvem oprejste Jehova da som sit talerør?

⁷ Den teokratiske indgriben i Judas og Jerusalems anliggender er nøje dateret. Den fandt sted det år den store Teokrat oprejste sit synlige talerør, profeten Haggaj. Haggaj var en af de landflygtige som var vendt hjem fra Babylon, om ikke i år 537 f.v.t., da i et senere år. Hans navn betyder „festlig; som hører til en fest eller en højtid“. Hvis det sidste bogstav i hans navn imidlertid betragtes som en forkortelse af „Jah“, betyder navnet „Jahs højtid [Hhag]“, og dette „Jah“ er en forkortelse af navnet Jehova. Han regnes traditionelt for at have været en gammel mand på dette tidspunkt. For den historiske nøjagtigheds skyld daterer han sine profetier. Hans profetiske bog, der bærer hans navn Haggaj, er den tredjesidste af de bøger der kaldes de tolv små profeter, eller den tredjesidste bog i de inspirerede hebraiske skrifter, efter den rækkefølge bøgerne har i den autoriserede udgave af Bibelen. I det indledende vers i sin daterede bog skriver han:

⁸ „I kong Darius’ andet regeringsår på den første dag i den sjette måned kom [Jehovas] ord ved profeten Haggaj således: Sig til Judas statholder Zerubbabel, Sjealtiels søn, og til ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn.“ — Haggaj 1:1.

9.(a) Er perserkongen Darius den samme som „mederen Darius“? Forklar. (b) Hvornår begyndte Haggaj altså at profetere?

 ⁹ Denne kong Darius er ikke „mederen Darius“, der sammen med perserkongen Kyros indtog Babylon i år 539 f.v.t. og som dengang var toogtres år gammel. (Daniel 5:30; 6:1-29) Efter mederen Darius kom perseren Kyros til at sidde alene på det undertvungne Babylons trone. Han blev efterfulgt af sin søn Kambyses. Efter ham overtog den berygtede tronraner, mageren Gaumata, perserrigets trone. Han blev fjernet af perseren Darius, der således blev Darius I i den persiske kongerække. Man giver ham almindeligvis tilnavnet Hystaspes. Eftersom de persiske kongers regeringsår begyndte om foråret, må denne kong Darius’ andet regeringsår være fortsat til det følgende forår, og svarer således til 520/519 f.v.t. ifølge vor kalender. Den sjette måned i dette år, regnet fra foråret 520 f.v.t., bliver den månemåned Haggaj kendte som elul. (Nehemias 6:15) Denne månemåned svarer til vor august-september. Eftersom Jehovas ord kom til profeten Haggaj på den første dag i denne månemåned, var det på nymånedagen.

10. Hvorfor kunne Haggaj denne dag, den 1. elul 520 f.v.t., nå en større skare jøder end sædvanlig med sit budskab?

¹⁰ Ifølge den teokratiske lov der var givet ved profeten Moses, skulle der på nymånedagen blæses i de hellige trompeter ved de ofre der denne dag blev frembåret for Jehova Gud. (4 Mosebog 10:10) Der blev desuden bragt særlige brændofre til Jehova. (4 Mosebog 28:11-15) Det blev også skik og brug at man denne dag aflagde religiøse besøg der hvor Jehovas alter stod. (2 Kongebog 4:23) Det betød at mange gudfrygtige mennesker ville komme til Jerusalem. Der ville således være en større skare end normalt som profeten Haggaj kunne tale „[Jehovas] ord“ til på denne dag, den 1. elul 520 f.v.t. Haggaj opholdt sig uden tvivl i Jerusalem denne dag, for hans profetiske ord var rettet til statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Josua, som begge varetog deres embede i Jerusalem. Haggajs budskab angik hele nationen og fortjente at blive hørt.

 SAGEN ANGIK DET NATIONALE TILBEDELSESHUS

11. Hvordan indledtes Jehovas ord ved Haggaj?

¹¹ Hvordan lød så det ord der kom ved profeten Haggaj? I Haggaj 1:2 læser vi: „Så siger Hærskarers [Jehova]: Dette, folk siger: ’Endnu er det ikke tid at bygge [Jehovas] hus.’“ Det folk Haggaj henvendte sig til, måtte indrømme at det var sandt.

12. Hvordan betegnede Gud sig selv, og hvilken betydning burde dette have haft for disse jøder?

¹² Men hvem havde fortalt „Hærskarers [Jehova]“ hvad „dette folk“ havde sagt? Med sin fantastiske høresans havde hærskarers Jehova selv hørt det fra himmelen. Det var en meget rammende måde han betegnede sig selv på, som „Hærskarers [Jehova]“ (hebraisk: J^ehovahʹ Ts^ebaothʹ). I De hebraiske Skrifter, fra Første Mosebog til Malakias’ bog, forekommer denne betegnelse 281 gange. Profeten Samuel var den første der benyttede den. (1 Samuel 1:3) Også de inspirerede kristne bibelskribenter Paulus og Jakob benyttede dette udtryk. (Romerne 9:29; Jakob 5:4; se ordforklaringen.) Følte indbyggerne i Jerusalem og provinsen Juda sig trøstede og opmuntrede over at blive mindet om at Jehova var øverstbefalende for de himmelske hærskarer?

13. Hvorfor skulle dette have kunnet opmuntre jøderne under de forhold der eksisterede dengang?

¹³ Det burde de i hvert fald. På det tidspunkt havde de ingen stående hær, sådan som nutidens kraftigt væbnede nationer har. Da de forlod deres babyloniske landflygtighed for at vende tilbage til deres hjemland, blev de ikke ledsaget af nogen hær som kunne beskytte dem mod røvere undervejs. Og senere, i år 468 f.v.t., afslog den skriftlærde præst Ezra at have krigsfolk og ryttere fra kong Artaxerxes af Persien med på sin rejse til Jerusalem. — Ezra 8:22, 23.

14. Hvilken indstilling gav disse ubevæbnede jøder udtryk for som i høj grad oprørte Jehova, og hvad var der i vejen med deres holdning?

¹⁴ Hvad var det nu dette ubevæbnede folk, Jerusalems og Judas indbyggere, havde sagt og som i den grad oprørte hærskarers Jehova? Disse ord, som viste hvordan de så på tingene: „Endnu er det ikke tid at bygge [Jehovas] hus.“  Dette hus skulle være en bygning hvor man kunne tilbede hærskarers Jehova i Jerusalem, og hvor ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn, kunne gøre tjeneste sammen med alle de andre præster af Arons slægt. Det skulle være et tempel. Hærskarers Jehova var med rette interesseret i et sådant tilbedelseshus eller tempel. Indbyggerne i Jerusalem og Juda tilbad Jehova. Hvorfor sagde de da: „Endnu er det ikke tid at bygge [Jehovas] hus?“ Hvad var der i vejen med deres holdning? Den viste i hvert fald at de manglede interesse for at tilbede deres Gud i fuldt omfang. Den røbede også at de manglede tro på den uovervindelige „Hærskarers [Jehova]“. Det bevirkede at de forfejlede den vigtigste hensigt med at de var kommet tilbage til Jerusalem og Juda. Hvad gik denne hensigt ud på?

GUDS TILBEDELSESHUS FORSØMT

15. (a) Hvornår blev de landflygtige jøder udfriet fra Babylon, og hvordan? (b) Hvad var den virkelige hensigt med at de blev udfriet så de kunne vende tilbage til deres hjemland?

¹⁵ Sytten år tidligere, i foråret 537 f.v.t., var disse indbyggere i Jerusalem og Juda blevet udfriet fra deres landflygtighed i Babylon. Det var i virkeligheden hærskarers Jehova der havde købt dem tilbage og havde genløst dem sådan at de ad Den hellige Vej kunne vende hjem til Zion, som Jerusalem også kaldes. (Esajas 35:8-10) Blev disse landflygtige blot genløst for at de skulle have et sted at bo hvor de ikke var omgivet af det afgudsdyrkende Babylon, og helst i deres forfædres elskede land? Eller hvad var det virkelige og vigtigste formål med at de vendte tilbage til dette land der havde ligget øde hen uden mennesker og husdyr i halvfjerds år siden Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t.? (2 Krønikebog 36:17-21) Det kommer klart til udtryk i det dekret der blev udstedt i 537 f.v.t. af perserkongen Kyros den Store, som havde indtaget Babylon ved Eufratfloden. (2 Krønikebog 36:22, 23) Den skriftlærde præst Ezra gengiver dette dekret i sin fulde ordlyd. Vi læser:

 „Og i perserkongen Kyros’ første regeringsår vakte [Jehova], for at hans ord gennem Jeremias’ mund kunne opfyldes, perserkongen Kyros’ ånd, så han lod følgende udråbe i hele sit rige og desuden kundgøre ved en skrivelse: ’Perserkongen Kyros gør vitterligt: Alle jordens riger har [Jehova], Himmelens Gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Hvem iblandt eder, der hører til hans folk, med ham være hans Gud, og han drage op til Jerusalem i Juda og bygge [Jehovas], Israels Guds, hus; han er den Gud, som bor i Jerusalem; og alle steder, hvor de tiloversblevne bor som fremmede, skal beboerne støtte dem med sølv, guld, heste og kvæg, bortset fra de frivillige gaver til Guds hus i Jerusalem.’ . . .

Og kong Kyros udleverede karrene fra [Jehovas] hus, som Nebukadnezar havde ført bort fra Jerusalem og ladet opstille i sin guds hus; dem gav perserkongen Kyros nu til skatmesteren Mitredat, og han talte dem og overgav dem til Sjesjbazzar, Judas fyrste. . . . i alt 5400 kar, dels af guld og dels af sølv. Alt dette bragte Sjesjbazzar med sig, da de landflygtige drog op fra Babel til Jerusalem.“ — Ezra 1:1-11.

16. (a) Hvem var „Sjesjbazzar, Judas fyrste“? (b) Hvilken historisk kendsgerning viser at de hjemvendte landflygtige var klar over hovedformålet med at de vendte tilbage til deres hjemland?

¹⁶ Denne „Sjesjbazzar, Judas fyrste“ er øjensynlig den samme som Judas statholder Zerubbabel, Sjealtiels søn. (Ezra 2:1, 2; 5:1, 2, 14-16; Haggaj 1:1, 14; 2:2, 21) Judas statholder Zerubbabel og de andre hjemvendte landflygtige var klar over at hovedformålet med at de vendte tilbage til deres hjemland, var at de skulle genopbygge templet i Jerusalem så Jehova kunne tilbedes der. Det fremgår af følgende historiske kendsgerning: Ved afslutningen af de halvfjerds år hvori Jerusalem og Juda havde ligget øde, byggede disse genløste landflygtige et alter for Jehova dér hvor templets alter tidligere havde ligget, og senere lagde de grunden til et nyt tempel. Vi læser:

„Da den syvende måned [tisjri] indtraf — israelitterne boede nu i deres byer — samledes folket fuldtalligt i Jerusalem; og Jesua, Jozadaks søn, og hans brødre præsterne og Zerubbabel, Sjealtiels søn, og hans brødre skred til at bygge Israels Guds alter for at ofre brændofre derpå som foreskrevet i den Guds mand Moses’ lov. En del af hedningerne samlede sig imod dem, men de rejste dog alteret på dets gamle plads og ofrede brændofre derpå til [Jehova], morgen- og aftenbrændofre. Derpå fejrede de løvhyttefesten  [15.-22. tisjri] som foreskrevet og ofrede brændofre dag for dag i det rette tal og på den foreskrevne måde, hver dag hvad der hørte sig til . . . Den første dag i den syvende måned [tisjri] begyndte de at ofre brændofre til [Jehova], før grunden til [Jehovas] helligdom endnu var lagt. . . .

I den anden måned [ziv eller ijar; april/maj] i det andet år [536 f.v.t.] efter deres ankomst til Guds hus i Jerusalem gjorde Zerubbabel, Sjealtiels søn, og Jesua, Jozadaks søn, sammen med alle deres brødre, præsterne og levitterne, og alle dem, der var kommet fra fangenskabet til Jerusalem, begyndelsen, idet de satte levitterne fra tyveårsalderen og opefter til at lede arbejdet med [Jehovas] hus. . . . Og da bygningsmændene lagde grunden til [Jehovas] helligdom, stod præsterne i embedsdragt med trompeter, og levitterne, Asafs efterkommere, med cymbler for at lovprise [Jehova] efter kong David af Israels anordning; og de stemte i med lov og pris for [Jehova] med ordene ’thi han er god, og hans miskundhed mod Israel varer evindelig!’ Og hele folket brød ud i høj jubel, idet de priste [Jehova], fordi grunden var lagt til [Jehovas] hus.

Men mange af præsterne, levitterne og overhovederne for fædrenehusene, de gamle, der havde set det første tempel, græd højt, da de så grunden blive lagt til dette tempel, men mange var også de, der opløftede deres røst med jubel og glæde, og man kunne ikke skelne glædesjubelen fra folkets gråd; thi så højt var folkets jubelråb, at det hørtes langt bort.“ — Ezra 3:1-13.

17, 18. Hvornår og hvorfor blev arbejdet på templet standset?

¹⁷ På det tidspunkt sagde de hjemvendte israelitter ikke: „Endnu er det ikke tid at bygge [Jehovas] hus.“ (Haggaj 1:2) Men snart mødte de der „havde været i landflygtighed“ modstand udefra. Det skete fordi disse religiøst rensede israelitter ikke ville lade de omkringboende fremmede der foregav at tjene Jehova, være med til at bygge templet for Israels Gud. Vrede over at blive afvist stillede disse folk sig fjendtligt til arbejdet og modarbejdede tempelbyggeriet under hele resten af kong Kyros’ regeringstid og ligeledes under de efterfølgende konger i perserriget, helt frem til perserkongen Darius Hystaspes’ regeringstid. Før denne Darius I kom på tronen var det lykkedes de palæstinensiske fjender at få rigets hersker til at forbyde opførelsen af Jehovas tempel, idet de havde anklaget de hjemvendte landflygtige for at gøre oprør. — Ezra 4:1-22.

 ¹⁸ Den persiske konge der udstedte forbudet, kaldes i Bibelen for Artaxerxes. Vi læser: „Så snart afskriften af denne skrivelse fra kong Artaxerxes var blevet læst for Rehum, skriveren Sjimsjaj og deres embedsbrødre, begav de sig uopholdelig til jøderne i Jerusalem og tvang dem med magt til at standse arbejdet. Så standsede arbejdet på Guds hus i Jerusalem, og det hvilede til perserkongen Darius’ andet regeringsår.“ — Ezra 4:23, 24.

19. (a) Cirka hvor mange år lå tempelbyggeriet stille? (b) Hvorfor skabte forbudet rådvildhed blandt tempelbyggerne, men hvem var det der til sidst tog sig af sagen?

¹⁹ Kong Darius I’s andet regeringsår svarede som nævnt til 520/519 f.v.t., og det betød at arbejdet med at bygge Jehovas nye tempel i Jerusalem havde ligget stille i omkring seksten år siden grunden var blevet lagt af statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Josua (eller Jesua; Jesus i den græske Septuaginta). Det forbud der blev udstedt af perserkongen Artaxerxes må have fremkaldt en hel del forandring og rådvildhed blandt jøderne i Jerusalem og Juda. De må have spekuleret på hvordan denne herskers forbud kunne annullere kong Kyros den Stores dekret, der var blevet udstedt i 537 f.v.t. som en del af „medernes og persernes uryggelige lov“, den lov der „ikke kan tages tilbage“. (Daniel 6:9, 13) De tænkte ikke på at indbringe sagen for perserrigets domstole og føre den helt op til rigets højesteret, den øverste retsinstans, som beroede hos kongen selv. Det ville have været muligt at gøre dette når der var kommet en ny hersker på tronen, en efterfølger til Artaxerxes. Men hvem ville nu indbringe sagen? Ingen anden end „Hærskarers [Jehova]“ selv.

20. I betragtning af hvilken profeti der tidligere var udtalt af Esajas ønskede Jehova ikke at kong Kyros’ dekret om templets opførelse skulle annulleres?

²⁰ To hundrede år tidligere havde Jehova, den store Teokrat, sagt ved sin profet Esajas: „Jeg siger om Kyros: ’Min hyrde, som fuldbyrder al min vilje!’ jeg siger om Jerusalem: ’Det skal bygges!’ om templet: ’Det skal grundes!’ Så siger [Jehova] til sin salvede, til Kyros, hvis højre jeg greb for  at nedstyrte folk for hans ansigt.“ (Esajas 44:28-45:1) Derfor ønskede hærskarers Jehova ikke at Kyros’ dekret om Jehovas hus i Jerusalem skulle annulleres. Jehova er ikke en Gud der først lægger grunden til en bygning og derpå er ude af stand til at fuldføre den, sådan at alle som ser det vil „give sig til at spotte ham og sige: ’Den [Gud] begyndte at bygge og kunne ikke fuldføre det.’“ (Lukas 14:29, 30) Nej, Jehova fuldfører det han begynder på; hans ord vender aldrig tomt eller uopfyldt tilbage. — Esajas 55:11.

FOLKETS HOLDNING OG DET KONGELIGE FORBUD UDFORDRES

21. Hvordan og i hvilket år begyndte Jehova at rette den forkerte indstilling jøderne længe havde givet udtryk for med hensyn til tempelbyggeriet?

²¹ Nu var tiden altså inde til at hærskarers Jehova ville rette den forkerte opfattelse som jøderne i Jerusalem og Juda længe havde givet udtryk for, nemlig at det endnu ikke var tid at genopbygge Jehovas hus. Hvad gjorde han da? Han oprejste to profeter som ikke var bange for at udtale sig i strid med den offentlige mening. Ezra 5:1 siger hvem disse profeter var: „Men profeterne Haggaj og Zakarias, Iddos søn, profeterede for jøderne i Juda og Jerusalem i Israels Guds navn, som var over dem.“ Og de indledende vers i Haggajs og Zakarias’ nedskrevne profetier nævner hvilket år de begyndte at profetere, nemlig i perserkongen „Darius’ andet regeringsår“. Men Haggaj begyndte at profetere før Zakarias, idet Jehovas ord kom ved ham på den første dag i månemåneden elul, på nymånedagen hvor der sikkert har været mange pilgrimme fra Judas byer i Jerusalem.

22. Hvad var Haggaj nødt til først at gøre folket opmærksomt på, og hvad måtte de have at vide, som en udfordring af deres holdning?

²² Først gjorde profeten Haggaj folket dér i Jerusalem opmærksomt på at hærskarers Jehova vidste hvad de gik og sagde om tiden for bygningen af hans tilbedelseshus, det byggearbejde som perserkongen Kyros den Store havde givet fuldmagt til. Gud havde længe nok vist tålmodighed  med de jøder der havde denne negative indstilling. Nu hvor situationen syntes at se mørkest ud, nu hvor de hedenske religiøse fjenders stadige modstand var blevet forstærket med et kongeligt forbud, ja nu var tiden inde til at holdningen blandt dette genløste folk skulle udfordres. De skulle have at vide hvad de havde gjort sig skyldige i, og hvorfor det var gået så dårligt for dem.

23. Hvordan viste udfordringen at der var en forbindelse mellem Jehovas hus’ daværende tilstand og deres egen økonomiske situation?

²³ Her kommer udfordringen! „Og [Jehovas] ord kom ved profeten Haggaj således: Er det da tid for eder at bo i huse med træklædte vægge, når dette hus ligger øde? Derfor, så siger Hærskarers [Jehova]: Læg mærke til, hvorledes det går eder! I sår meget, men bringer lidet i hus; I spiser, men mættes ikke; I drikker, men får ikke tørsten slukket; I klæder eder på, men bliver ikke varme; og daglejerens løn går i en hullet pung.“ — Haggaj 1:3-6.

24. Hvilken modsætning var der mellem deres egne huse og Jehovas hus, og hvilke spørgsmål gav dette anledning til?

²⁴ Der var en meget vigtig grund til at det gik de hjemvendte jøder så dårligt i materiel henseende. De sagde at det endnu ikke var tid at bygge Jehovas tempel, og „dette hus“ hvor Gud skulle tilbedes lå derfor øde, idet de blot havde lagt grunden dengang i 536 f.v.t. men endnu ikke var begyndt at rejse selve bygningen. Samtidig boede de selv komfortabelt; de havde bygget sig huse og beklædt væggene med fint træ. Hvilken modsætning mellem deres egne private huse hvor de kunne nyde fysisk velvære, og Jehovas hellige hus hvor hele nationens åndelige interesser skulle varetages! Manglede der ikke balance i tingene? Røbede dette ikke at de lagde mere vægt på det materielle, på deres eget velbefindende, end på deres åndelige behov og deres forpligtelser over for den store Teokrat, Jehova? Kunne dette undgå at få ubehagelige følger for dem, ikke alene i åndelig men også i materiel henseende? Voldte de ikke sig selv skade, både religiøst og økonomisk? Jo!

25. Hvad var grunden til at de ikke alene voldte sig selv skade i religiøs henseende men også økonomisk, i materiel henseende?

 ²⁵ Hvorfor også økonomisk, i materiel henseende? Fordi de havde fået deres land af Gud. Jehova havde også løskøbt dem fra Babylon og ført dem tilbage til dette land som sit genløste folk. Derfor gjaldt det han mange år før havde sagt til deres forfædre: „Jorden i landet må I ikke sælge uigenkaldeligt, thi mig tilhører landet, I er kun fremmede og indvandrede hos mig.“ (3 Mosebog 25:23) Da landet tilhørte ham, kunne han gøre det frugtbart, og han kunne holde sin velsignelse tilbage. Han blev således ansvarlig for hvor meget det ydede. Hvis han var utilfreds med sit genløste folk, ville han så ikke ganske logisk holde sin velsignelse tilbage? Og gav han ikke gennem profeten Haggaj udtryk for sit guddommelige mishag fordi hans hus, det mest betydningsfulde hus i hele Judas land, lå øde og havde gjort det i så mange år?

26. Hvad var grunden til at der bestod en forbindelse mellem Jehovas hus’ øde tilstand og deres elendige økonomiske situation?

²⁶ Som forholdene var, må der have været en vis forbindelse mellem Jehovas hus’ øde tilstand og det at disse genløste jøder såede meget i det gudgivne land og alligevel kun bragte små afgrøder i hus. De høstede ganske vist noget som de kunne spise, men det var ikke nok til at de kunne blive mætte eller dække deres behov. De drak vin som var fremstillet af mosten fra deres vingårde, men vinhøsten var ikke stor nok til at de kunne få tørsten slukket. De var i stand til at fremstille noget som de kunne klæde sig i, men det var ikke nok eller af tilstrækkelig god kvalitet til at de kunne holde varmen i det når vejret var koldt. Og hvis nogle tog arbejde hos andre for at klare udgifterne eller tjene til livets ophold, var det som om de penge de tjente blev lagt i en hullet pung, sådan at mønterne faldt ud og de ingen gavn fik af dem. I betragtning af indbyggernes forhold til landets himmelske Ejer og deres religiøse forpligtelser over for ham, må der have bestået en forbindelse mellem hans hus’ øde tilstand og deres økonomiske krise.

27. Hvordan fremgår det af den profeti Jehova tidligere havde fremsat ved Ezekiel, at der virkelig bestod en sådan forbindelse?

 ²⁷ Ja, der må virkelig have været en sådan forbindelse, i betragtning af det løfte deres Gud Jehova havde givet ved profeten Ezekiel kort efter at Jerusalem var blevet ødelagt og Judas land lagt øde over halvfjerds år tidligere: „Så siger den Herre [Jehova]: Den dag jeg renser eder for alle eders misgerninger, lader jeg byerne bebos, og ruinerne skal genopbygges; det ødelagte land skal dyrkes, i stedet for at det har været en ødemark for alles øjne, som kom forbi. Da skal man sige: ’Dette land, som var ødelagt, er blevet som Edens have, og byerne, som var omstyrtet, ødelagt og nedrevet, er befæstet og beboet.’ Og folkene, der er tilbage rundt om eder, skal kende, at jeg, [Jehova], har opbygget de nedrevne byer og tilplantet det ødelagte land; jeg, [Jehova], har talet, og jeg fuldbyrder det.“ — Ezekiel 36:33-36.

28. Hvordan kunne det være at denne profeti ved Ezekiel endnu ikke var blevet opfyldt på jøderne dér i 520 f.v.t., og hvorfor bør vi der lever i dag anvende pointen i dette på os selv?

²⁸ Da den genløste rest af gudfrygtige jøder vendte tilbage til det ødelagte land i 537 f.v.t. så de i høj grad frem til at denne strålende profeti ville blive opfyldt. Men nu, i år 520 f.v.t., var de blevet skuffet i deres største forhåbninger. Hvorfor? Ja, hvorfor sagde de hedenske folkeslag rundt om ikke: „Dette land, som var ødelagt, er blevet som Edens have“? Grunden er indlysende: Den genløste jødiske rest forsømte at tilbede Ham der havde givet dette storslåede løfte ved profeten Ezekiel. Er der ikke en pointe i dette som vi der lever i dag, vi der håber på at hele jorden vil blive omdannet til et paradis, bør lægge os på sinde? Jo. Men hvordan kunne man afhjælpe den situation der var opstået dengang? Det kunne tjene som et vejledende eksempel for os.

[Studiespørgsmål]