„Ikke ved en militærstyrke eller ved magt, men“ —
Kapitel 11
„Ikke ved en militærstyrke eller ved magt, men“ —
1. Hvilken forskel er der mellem Israel på Zakarias’ tid og republikken Israel i dag hvad militær styrke angår?
HAVDE Israel nogen væbnet militærstyrke på profeten Zakarias’ tid? Nej, dengang var det ikke som i republikken Israel i dag, hvor selv kvinder udskrives til hæren.
2. Hvor længe havde den hjemvendte rest været uden militærstyrke, og hvilket spørgsmål rejses derfor med hensyn til bygningen af templet?
2 Dengang de samaritanske fjender i år 522 f.v.t., i Artaxerxes’ (mageren Gaumatas) korte regeringstid som konge af Persien, „med magt“ tvang israelitterne til at standse arbejdet på templet, stillede israelitterne i Jerusalem ikke nogen militærstyrke på benene for at kæmpe mod dem. (Ezra 4:7-24) Da Zakarias senere, på den fireogtyvende dag i den ellevte månemåned (sjebat) i år 519 f.v.t., fik sit femte syn, var der stadig ingen militærstyrke i Jerusalem og Judas land. Det var stadig i kong Darius I’s andet regeringsår, han der havde efterfulgt Artaxerxes som konge over perserriget. Ville det være muligt for israelitterne at fuldføre templet i Jerusalem uden at operere fra en „magtposition“ ved hjælp af en imponerende militærstyrke? Det gav det femte syn til Zakarias svar på.
3. (a) Hvilken tilstand vækkes Zakarias af før han får det femte syn? (b) Hvad meddeler Zakarias den fortolkende engel at han ser?
3 Efter det trosstyrkende syn angående ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn, ser det ud til at profeten Zakarias sank hen i en tilstand af meditation hvor det virkede som om han sov. Men rækken af syner var endnu ikke forbi; der var mere han skulle se. Derfor går han videre med at fortælle følgende om den engel der forklarede ham tingene i synerne: „Engelen, som talte med mig, vakte mig så atter, som man vækker et menneske af hans søvn, og spurgte mig: ’Hvad skuer du?’ Jeg svarede: ’Jeg skuer, og se, der er en lysestage, helt og holdent af guld, og et oliekar ovenpå og syv lamper og syv rør til lamperne, desuden to olietræer ved siden af den, et til højre, et andet til venstre for oliekarret.’“ — Zakarias 4:1-3.
4. Hvilket hus minder synet af denne lysestage os om, og hvorfor?
4 Kan vi forestille os det som Zakarias fik at se? Guldlysestagen med de syv arme der hver bærer en lampe som tilføres olivenolie, henleder tanken på huset for tilbedelsen af Jehova. Tidligere — fra profeten Moses’ tid og frem til kong Davids tid — havde der i dette tilbedelseshus været en guldlysestage i det første rum, det Hellige. (2 Mosebog 40:1-25) Det var derfor meget passende at denne lysestage forekom i synet, eftersom synet havde at gøre med templets genopførelse.
5. Hvordan blev de syv lamper forsynet med brændstof fra en central beholder, og hvordan gik det til at denne centrale beholder hele tiden var fyldt op?
5 De syv lamper havde en central beholdning af olie der tjente som brændstof. Den fandtes i oliekarret som var oven på guldlysestagen og hvorfra der udgik syv rør — et til hver enkelt lampe, så de alle kunne få tilført olie fra den centrale beholdning. Men hvor fik karret sin olie fra, og hvor regelmæssigt? Det blev forsynet fra de to olietræer eller oliventræer der stod ved siden af det, det ene til højre og det andet til venstre for det. Disse træer kunne til stadighed forsyne det med olie, og de stod lige ved siden af så det ikke var nødvendigt at transportere olien langvejsfra.
6. Hvordan kunne det være at der kun var én lysestage når der var syv lamper?
6 Lysestagen udgjorde et hele, idet de syv lamper hvilede på de syv arme som udgik fra lysestagens fod.
7. Hvad spurgte Zakarias nu engelen om vedrørende lysestagen?
7 Dette syn havde en betydning. Derfor reagerede Zakarias med det samme: „Og jeg spurgte engelen, som talte med mig: ’Hvad betyder disse ting, herre?’ Han svarede: ’Ved du ikke, hvad de betyder?’ Jeg sagde: ’Nej, herre!’“ — Zakarias 4:4, 5.
8, 9. (a) Hvordan kan vi, ligesom Zakarias, få gavn af dette syn? (b) Hvilket svar gav engelen Zakarias, og hvad bibringer dette os som en detaljeret forklaring ikke ville have givet os?
8 Ligesom profeten Zakarias, ønsker vi ikke at give synet vor egen fortolkning. Vi er villige til at lade os belære af hærskarers Jehova, gennem hans engel. Kun når vi får den guddommelige sandhed fra den rette kilde kan vi høste gavn af synet. Da Zakarias spurgte, begyndte den fortolkende engel ikke med at forklare alle synets detaljer. Den fremholdt derimod hvad der lå i synet som et hele, hvad det samlede syn lærer os. Det gør synet af denne ene lysestage ekstra magtfuldt.
9 Zakarias fortæller: „Da svarede han og sagde til mig: Dette er [Jehovas] ord til Zerubbabel: Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers [Jehova]. Hvem er du, du store bjerg? For Zerubbabel skal du blive slette! Han skal hente topstenen, medens der råbes: ’Nåde, nåde være med den [Hvor betagende! Hvor betagende, NW]!’“ — Zakarias 4:6, 7.
HINDRINGEN SKAL JÆVNES UD
10. Hvilken modstand stod Zerubbabel over for? Hvad kunne den virke som, og hvilke omstændigheder især bidrog til dette indtryk?
10 Hvad ville vi sige til at være udsat for modstand fra de hedenske statholdere over de persiske provinser på denne side (den vestlige side) af floden Eufrat? Og ikke det alene — hvad ville vi, hver enkelt af os, sige til at være udsat for modstand fra herskeren over hele det persiske rige, kong Darius I? Det var denne modstand der for en tid mødte Zerubbabel da han atter gik i gang med at genopbygge Jehovas tempel i Jerusalem dér i 519 f.v.t. (Ezra 5:3 til 6:2) Virkede dette ikke som ’et stort bjerg’ der stod i vejen for templets fuldførelse? Zerubbabel havde ikke nogen militærstyrke blandt de mindre end halvtreds tusind der var vendt tilbage fra Babylon sammen med ham i 537 f.v.t. Hvordan kunne han da holde stand hvis bevæbnede modstandere trængte ind for at standse tempelarbejdet? Hvilken magt havde han eller hans landsmænd, israelitterne? Han kendte ikke kong Darius I personligt og havde ikke nogen politisk indflydelse hos ham. Hvordan kunne han da regne med at få fuldført Jehovas tilbedelseshus — uden at blive straffet strengt for det?
11. (a) Hvordan lyder Guds svar på spørgsmålet? (b) Hvad måtte altså stå bag Zerubbabel når han fortsatte tempelarbejdet, og hvorfor?
11 Stiller vi dette spørgsmål, eller gjorde statholderen Zerubbabel? Fra den største militære øverstkommanderende lyder svaret: „Ikke ved en militærstyrke eller ved magt men ved min ånd, har hærskarers Jehova sagt.“ (Zakarias 4:6, NW) Zerubbabel behøvede ikke at bekymre sig om at have en militærstyrke eller magt fra nogen jordisk kilde. Det eneste han skulle gøre, var at stole på den Gud der ved sine profeter havde givet ham besked på at gå i gang med arbejdet, og at sætte sin lid til hans, den øverste Myndigheds ånd. Hans ånd er ganske vist en usynlig kraft, men den er uimodståelig, uovervindelig, altid sejrende. Den virker usynligt, ja; men den udretter altid hvad dens guddommelige kilde har i sinde. Alverdens militærmagt og hele menneskehedens politiske og religiøse styrke må vige for hans hellige ånd i virksomhed. Da statholderen Zerubbabel fortsatte tempelarbejdet stod denne ånd bag ham!
12. Hvad skulle dette billedlige „store bjerg“ foran Zerubbabel blive, og hvordan var opfyldelsen af Esajas 40:4, 5 en forsikring om at det ville gå sådan?
12 Hvad betyder det så om et symbolsk ’stort bjerg’ står i vejen? Hærskarers Jehova siger til det: „For Zerubbabel skal du blive slette!“ Foran Zerubbabel og den trofaste rest der var vendt hjem fra Babylon sammen med ham, havde Jehova opfyldt profetien i Esajas 40:4, 5: „Hver dal skal højnes, hvert bjerg, hver høj skal sænkes, bakket land bliv fladt og fjeldvæg til slette. Åbenbares skal [Jehovas] herlighed, alt kød til hobe skal se den. Thi [Jehovas] mund har talet.“ Nu kunne han gøre noget tilsvarende med det „store bjerg“ der rejste sig foran Zerubbabel i år 519 f.v.t. Lad os se hvordan han gjorde det ved hjælp af sin ånd, uden at Zerubbabel skulle anstrenge sig på nogen måde.
13. (a) Hvordan havde Jehova tidligere, den 24. kislev 520 f.v.t., givet Zerubbabel en forsikring vedrørende fjendens militærstyrke? (b) Hvad ville modstanderne gøre, især da Zerubbabel fortsatte arbejdet, ansporet af Zakarias’ femte syn?
13 Netop to måneder tidligere havde Jehova erklæret hvordan han ville behandle de fjendtlige hærstyrker. Han sagde: „Jeg ryster himmelen og jorden og omstyrter kongernes troner, tilintetgør hedningerigernes styrke og vælter stridsvognene med deres førere, og heste og ryttere skal styrte, og den ene skal falde for den andens sværd. På hin dag, lyder det fra Hærskarers [Jehova], tager jeg dig, min tjener Zerubbabel, Sjealtiels søn, lyder det fra [Jehova], og gør dig til en seglring; thi dig har jeg udvalgt, lyder det fra Hærskarers [Jehova].“ (Haggaj 2:20-23) Det var muligvis fordi Zerubbabel og hans medarbejdere denne dag (den 24. kislev 520 f.v.t.) genoptog arbejdet med grunden til Jerusalems tempel at statholderne over provinserne vest for Eufratfloden rettede deres henvendelse til kong Darius I i Susan. Men i hvert fald må disse statholdere have protesteret over for kong Darius I da Zerubbabel gik videre med tempelarbejdet, ansporet dertil af dette femte syn som Zakarias underrettede ham om.
14. Hvad gjorde kong Darius I, ifølge Ezra 6:1-13, da han modtog statholdernes henvendelse?
14 Indtil nu havde kong Darius I ladet kong Artaxerxes’ forbud mod tempelbyggeriet stå ved magt. Men hvad gjorde han da han modtog statholdernes henvendelse?
Så gav kong Darius befaling til at se efter i skatkammeret, hvor man i Babel gemte dokumenterne; og man fandt da i borgen i Ameta [Ekba’tana] i landsdelen Medien en skriftrulle, hvori der stod:
„Til ihukommelse. I sit første regeringsår udstedte kong Kyros følgende befaling: Gudshuset i Jerusalem skal genopbygges, for at man der kan ofre slagtofre og frembære Guds ildofre; det skal være tresindstyve alen højt og tresindstyve alen bredt med tre lag kvadersten og ét lag bjælker; omkostningerne udredes af kongens hus. Desuden skal gudshusets guld- og sølvkar, som Nebukadnezar borttog fra helligdommen i Jerusalem og førte til Babel, gives tilbage, og de skal bringes tilbage til deres plads i helligdommen i Jerusalem, og du skal sætte dem ind i gudshuset!“
„Derfor skal I, Tattenaj, statholder hinsides floden, og Sjetar-Bozenaj med eders embedsbrødre, afarsekitterne hinsides floden, ikke blande eder deri. Lad arbejdet med dette gudshus gå sin gang, lad jødernes statholder og jødernes ældste bygge dette gudshus på den gamle plads. Og hermed giver jeg påbud om, hvorledes I skal stille eder over for disse jødernes ældste med hensyn til opførelsen af dette gudshus: af kongens skatteindtægter fra landene hinsides floden skal omkostningerne nøjagtigt udredes til disse mænd, og det ufortøvet; og hvad der ellers er brug for: tyre, væddere og lam til brændofre for Himmelens Gud, hvede, salt, vin og olie, det skal efter opgivende af præsterne i Jerusalem udleveres dem dag for dag uden afkortning, for at de kan bringe ofre til en liflig duft for Himmelens Gud og bede for kongens og hans sønners liv. Og hermed påbyder jeg, at om nogen overtræder denne forordning, skal en bjælke rives ud af hans hus, og til straf skal han hænges op og nagles fast på den, og hans hus skal gøres til en grusdynge. Og den Gud, der har ladet sit navn bo der, han slå enhver konge og ethvert folk til jorden, som rækker hånden ud for at overtræde denne forordning og ødelægge dette gudshus i Jerusalem. Jeg, Darius, giver dette påbud; lad det blive nøje udført!“
Da handlede Tattenaj, statholderen hinsides floden Sjetar-Bozenaj og deres embedsbrødre nøje efter det påbud, kong Darius havde sendt dem. — Ezra 6:1-13.
15. (a) Hvad alene kan vi tilskrive den forbløffende vending begivenhederne tog, og hvorfor? (b) Hvad sagde Jehova forudvidende at Zerubbabel ville gøre med templets topsten?
15 Var det hærskarers Jehovas ånd der virkede her og ledede begivenhedernes gang? Det er kun hans ånd vi kan tilskrive denne forbløffende vending begivenhederne tog, for det skete uden anvendelse af militær styrke eller jordisk magt fra statholderen Zerubbabels side. Det symbolske „bjerg“ der var blevet rejst af modstanden mod Zerubbabel, blev gjort til „slette“ foran ham. Hans tro på hærskarers Jehova og hans mod til at udføre tempelarbejdet blev rigeligt belønnet. Da Jehova på forhånd vidste hvad han ville udrette ved hjælp af sin uovervindelige ånd, sagde han videre i det femte syn til Zakarias: „Han skal hente topstenen, medens der råbes: ’Nåde, nåde være med den [Hvor betagende! Hvor betagende, NW]!’“ — Zakarias 4:7.
DEN BETAGENDE TOPSTEN
16. Hvor betydningsfuld var denne topsten, og hvad ville det at Zerubbabel hentede den, bekræfte?
16 Denne topsten eller slutsten var den sten der skulle danne afslutning på templet som blev genopført i Jerusalem. Det var denne betydningsfulde sten der skulle sætte kronen på værket. At statholderen Zerubbabel skulle hente den, bekræftede at han ville føre tempelarbejdet til ende. Nu ville han ikke blive standset som Jehovas tjener. Det ville Jehovas ånd sørge for!
17. Hvorfor ville den dag hvor topstenen blev sat på plads være en dag med jubel, og hvorfor ville tilskuerne råbe: „Hvor betagende!“?
17 Når han en dag satte topstenen på plads for at markere at templet nu var fuldført i den by Gud havde nævnt sit hellige navn over, ville jubelen ingen grænser kende. Når de mange begejstrede tilskuere så denne afsluttende handling, ville de af beundring for denne topsten der sad på sin fremtrædende plads, råbe: „Hvor betagende! Hvor betagende!“ Den var smuk i sig selv, for det var den sten der var blevet lagt hen foran ypperstepræsten, Josua, Jozadaks søn, og hvis gravering Jehova selv havde indgraveret ved hjælp af sit redskab. (Zakarias 3:9, NW) Men den graverede topsten havde opnået endnu større skønhed nu hvor den sad på sin bestemte plads i tempelbygningen, så templet var en nydelse at betragte. Det var ikke kun de betagede tilbedere der lod øjnene hvile på denne topsten. Også Jehovas „syv øjne“, hans udelte opmærksomhed, var specielt rettet imod den. At stenen sad på sin plads, var en hævdelse af hans profetiske ord ved Haggaj og Zakarias.
18. Hvornår indtraf denne dag med jubel, ifølge den historiske beretning?
18 Denne dag med jubel og hævdelse indtraf i månemåneden adar i år 515 f.v.t. Den historiske beretning lyder: „Og jødernes ældste byggede, og det lykkedes dem i henhold til profeterne Haggajs og Zakarias’, Iddos søns, profeti; de byggede og fuldførte værket efter Israels Guds bud og efter Kyros’ og Darius’ og perserkongen Artaxerxes’ befaling. De fuldendte templet på den tredje dag i adar måned i kong Darius’ sjette regeringsår.“ — Ezra 6:14, 15.
19. Hvilke storslåede ting stiller denne profetiske, religiøse begivenhed os i udsigt, og ved hvilket middel vil dette blive gennemført?
19 Denne historiske og samtidig profetiske begivenhed stiller storslåede ting i udsigt for alle der i dag elsker den rene og ubesmittede tilbedelse af den eneste levende og sande Gud. Den peger frem til den tid da den sande tilbedelse af den suveræne Herre Jehova vil blive bragt til sin fuldkomne tilstand ved hans åndelige tempel. Det vil ske når Babylon den Store (den falske religions verdensimperium, hvilket indbefatter den sekteriske kristenhed) og alle verdens politiske, militære og sociale elementer som endog er imod den rene gudsdyrkelse, er blevet udslettet, og der ikke er andre tilbage på den rensede jord end resten af det åndelige Israels åndelige underpræster og deres medtilbedere fra alle nationer, folkeslag og stammer. Denne fuldførelse af værket opnås, som Jehova siger, „ikke ved en militærstyrke eller ved magt, men ved [hans] ånd“.
20. Hvilken hersker eller statholder har en særlig privilegeret opgave i forbindelse med denne kommende opfyldelse af profetien?
20 Den modbilledlige statholder Zerubbabel vil have en særlig privilegeret opgave i forbindelse med at udvirke den nutidige opfyldelse af denne guddommelige profeti. Vi ved hvem han er — Jesus Kristus, der nu hersker fra sin himmelske trone over den trofaste rest af sine åndelige underpræster og over deres indviede, døbte medtilbedere.
21. Hvilke egenskaber som er forenet i Jesus Kristus og ligeledes forudskildret ved Melkisedek, er Zerubbabel og Josua billeder på?
21 Zerubbabel var et forbillede på den herliggjorte konge Jesus Kristus, men i en anden retning end ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn. Ypperstepræsten Josua (som de græsktalende jøder kaldte „Jesus“) skildrede Jesus Kristus i hans præstelige tjeneste. Zerubbabel, der var udnævnt til statholder over provinsen Juda skildrede Herren Jesus Kristus i hans egenskab som konge. Disse to egenskaber, stillingen som ypperstepræst og stillingen som hersker, forenes i den herliggjorte Jesus Kristus, for han skildres også ved Melkizedek, om hvem Første Mosebog 14:18 siger: „Salems konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes præst, bragte brød og vin.“ I Hebræerbrevet 7:1 kaldes han: „Melkisedek, konge i Salem, Guds, den Højestes, præst.“ — Salme 110:1-4.
22. (a) Hvilket arbejde benyttede Zerubbabel sin myndighed til at beskytte og fremme? Hvem havde givet befaling til dette arbejde? (b) Hvem som er med i et lignende arbejde er Zerubbabel et billede på, og hvilket ’stort bjerg’ har denne gjort til slette?
22 Som statholder over Jerusalem og Juda ville Zerubbabel fremme templets genopbygning, som kong Kyros havde givet befaling til. Han ville benytte sin myndighed som hersker til at beskytte tempelarbejdet. Åbenbart under titlen Sjesjbazzar havde han af kong Kyros fået overdraget „karrene fra [Jehovas] hus“ og disse hellige kar havde han ført fra Babylon til Jerusalem hvor de skulle benyttes i Jehovas genopførte hus. (Ezra 1:7 til 2:2; 5:13-16) Det var derfor med rette ham der førte an da man lagde grunden til Jehovas andet tempel i Jerusalem. (Ezra 3:8-10) På denne måde skildrede Zerubbabel hvordan den regerende konge Jesus Kristus ville sætte gang i arbejdet med at genoprette den rene tilbedelse af Jehova ved hans åndelige tempel. Han ville beskytte den jordiske rest af salvede åndelige underpræster når den efter 1919 bestræbte sig for at genindføre den rene tilbedelse af Jehova i hele menneskeheden. Det „store bjerg“ af modstand og vanskeligheder der lå i vejen for deres bestræbelser i denne retning, har han gjort til „slette“.
23. (a) Hvordan fremmer Jesus Kristus tempelbyggeriet i lighed med statholderen Zerubbabel? (b) Hvordan opfylder han billedet med at topstenen hentes og sættes på plads?
23 Ligesom statholderen Zerubbabel hentede topstenen og satte den på plads i templet i 515 f.v.t., vil den herliggjorte Jesus Kristus føre arbejdet med at genoprette tilbedelsen af Jehova ved hans åndelige tempel, til en sejrrig afslutning. Ved hjælp af sine usynlige hellige engle vil han indsamle hele den nødvendige rest af åndelige underpræster og hjælpe dem med at varetage deres pligter i det modbilledlige Hellige i Jehovas åndelige tempel. Han vil selv optræde som „topstenen“ i denne åndelige ordning for tilbedelsen af Jehova. Når Guds tid er inde vil han indtage sin bestemte plads i denne åndelige ramme om tilbedelsen, og således lægge sidste hånd på dette værk. Han er hovedpersonen, som en symbolsk topsten eller slutsten, i fuldførelsen af denne guddommelige tilbedelsesordning, hvori han tjener som den kongelige ypperstepræst til gavn for hele menneskeheden. Når han indtager sin plads og meddeler Jehova Gud at han har tilendebragt arbejdet med at genoprette den fulde tilbedelse ved hjælp af alle de nødvendige underpræster ved det åndelige tempel, vil resultatet være et betagende syn.
24. Hvornår vil Jehovas tilbedere råbe: „Hvor betagende!“ til den større Topsten?
24 I dette hellige øjeblik, når det viser sig at arbejdet med hensyn til den sande tilbedelse er blevet fuldført til trods for det store Babylons og dets politiske beskytteres modstand, vil alle Jehovas sande tilbedere på jorden blive fyldt med uimodståelig værdsættelse af det værk den større Statholder Jesus Kristus har udført. Jublende vil de råbe til ham som den større Topsten: „Hvor betagende! Hvor betagende!“
FORAGT IKKE „DE SMÅ TINGS DAG“
25. Hvorfor så arbejdet med at opbygge den teokratiske organisation for tilbedelsen af Jehova, ringe og ubetydeligt ud da det begyndte i efterkrigsåret 1919?
25 Da arbejdet med at genopbygge den teokratiske organisation for tilbedelsen af Jehova begyndte i efterkrigsåret 1919, så det ringe og ubetydeligt ud i det store religiøse Babylons og dets militære og politiske elskeres øjne. Det forekom dem så umuligt at gennemføre. Hvorfor? Fordi den overlevende rest af de salvede åndelige israelitter var så lille, og var i miskredit i hele verden. (Mattæus 24:9) Da de internationale bibelstudenter for eksempel holdt deres generalstævne fra den 1. til den 8. september 1919 i feriebyen Cedar Point i staten Ohio, U.S.A., var der kun omkring 6000 som overværede møderne i ugens løb, mens andre tusinder, der ikke kunne komme til dette stævne så tidligt efter den første verdenskrig, var spredt ud over hele jorden. Tidligere på året, den 13. april 1919, havde 17.961 (ifølge ufuldstændige rapporter) overværet fejringen af Herrens aftensmåltid eller Herrens nadver. Hvad var disse få tusind indviede og døbte tilbedere for Jehova i sammenligning med kristenhedens millioner af kirkemedlemmer? De var som intet!
26. (a) Skulle man foragte den overlevende rest fordi den var så lille? (b) Hvem kom med et budskab der rettede denne opfattelse, og hvem havde sendt ham?
26 Men skulle man foragte den overlevende rest af åndelige israelitter fordi den var så lille? Eller fordi den ingen militærstyrke havde? De kendsgerninger der foreligger i dag, over halvtreds år senere, svarer klart og ubestrideligt, og de beviser at det var den ufejlbarlige Gud der sendte profeten Zakarias med et budskab som skulle rette enhver forkert opfattelse der skyldtes tingenes oprindelige udseende. Lad os høre efter mens Zakarias beretter videre: „Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig, og det lød: ’Zerubbabels egne hænder har lagt grundvolden til dette hus, og hans egne hænder skal fuldføre det. Og I skal kende at hærskarers Jehova selv har sendt mig til jer. For hvem har foragtet de små tings dag? Og de skal visselig glæde sig og se blyloddet i Zerubbabels hånd. Disse syv er Jehovas øjne. De strejfer om på hele jorden.’“ — Zakarias 4:8-10, NW; jfr. Gd.
27. Hvornår blev der givet et uomstødeligt bevis for at det var Jehova der havde sendt Zakarias til folket?
27 Hvis nogen af de hjemvendte jøder i Judas land havde været i tvivl, så vidste de i hvert fald nu, den tredje dag i den tolvte månemåned (adar) i år 515 f.v.t., at det var Jehova selv der havde sendt Zakarias til sit folk. Beretningen i Ezra 6:14, 15 lyder: „Og jødernes ældste byggede, og det lykkedes dem i henhold til profeterne Haggajs og Zakarias’, Iddos søns, profeti; de byggede og fuldførte værket efter Israels Guds bud og efter Kyros’ og Darius’ og perserkongen Artaxerxes’ befaling. De fuldendte templet på den tredje dag i adar måned i kong Darius’ sjette regeringsår.“ Jehovas profetiske ord var blevet hævdet!
28. (a) Hvorfor undgik det ikke Jehovas blik da Zerubbabel, med blylodde i hånden, satte topstenen på plads i templet? (b) Hvilken lignende men stor begivenhed vil i endnu højere grad glæde hans øjne?
28 Statholderen Zerubbabel havde sikkert en lodsnor med et blylod i hånden da han fuldførte Jehovas tilbedelseshus ved at lægge den betydningsfulde slutsten på plads. Dette syn var en fryd for øjet. Især Jehovas øjne glædede sig. Intet undgår hans blik. Det er som om han har et fuldstændig sæt øjne, i alt syv — øjne der søger ud over hele jorden for at iagttage alt hvad der sker, hvad enten det er hans fjenders eller hans indviede folks handlinger. At Zerubbabel lagde slutstenen på plads mens han holdt blyloddet i hånden, undgik heller ikke hans blik. Det glædede hans øjne ligesom det glædede de medlemmer af hans trofaste rest der satte tilbedelsen af den sande Gud først i livet. Hvor langt mere vil det da ikke glæde ham når hans vidtskuende øjne ser den større Zerubbabel fuldføre arbejdet med at genoprette den rene tilbedelse på jorden ved hans åndelig tempel
„DE TO MED OLIE SALVEDE“
29. Hvad fik Zakarias at vide da han første gang spurgte hvad synet med guldlysestagen betød, og hvordan bliver vi nu i stand til at se hvor passende dette svar var?
29 Husker vi hvad engelen sagde til profeten Zakarias da profeten spurgte hvad guldlysestagen med de syv lamper betød? Ja. Den svarede: „’Ikke ved en militærstyrke eller ved magt, men ved min ånd’, har hærskarers Jehova sagt.“ (Zakarias 4:6, NW) Vi bliver nu i stand til at se hvor passende denne magtfulde udtalelse var, for nu gives der yderligere enkeltheder og en yderligere forklaring. Vor videbegærlighed tilfredsstilles med disse ord:
30. Hvad sagde engelen til Zakarias at de to olietræer ved siden af lysestagen var billeder på?
30 „Derpå spurgte jeg ham: ’Hvad betyder de to olietræer der til højre og venstre for lysestagen?’ Og videre spurgte jeg: ’Hvad betyder de to oliegrene [de to klaser af kviste på oliventræerne, NW] ved siden af de to guldrør som leder den gyldne olie ned derfra?’ Han svarede: ’Ved du ikke, hvad de betyder?’ Jeg sagde: ’Nej, herre!’ Så sagde han: ’Det er de to med olie salvede, som står for al jordens Herre.’“ — Zakarias 4:11-14.
31. Hvordan blev olien ført ned til lamperne, hvorfor var beholdningen konstant, og hvad var olien et billede på?
31 Zakarias fandt det bedst at stille et andet spørgsmål umiddelbart efter det første for ikke at glemme at spørge om noget han ikke havde nævnt i sit første spørgsmål. De to olietræer eller oliventræer, husker vi, stod til højre og til venstre for det gyldne oliekar hvorfra der udgik syv rør til de syv lamper på lysestagen, til at forsyne dem med olie fra den centrale beholdning. Hvorfra fik det gyldne oliekar oven på lysestagen sin egen beholdning af den brændbare væske? Fra klasen af kviste på oliventræet til højre og fra klasen af kviste på oliventræet til venstre, og det var et guldrør der ledte væsken ned fra hver klase. Når væsken løb igennem rørene virkede den gylden, og man kunne lige så lidt lukke af for den som man kunne lukke af for de to olietræer. Beholdningen var konstant, ligesom kilden dertil var levende og konstant. Denne brændbare væske var hverken et billede på militær styrke eller menneskelig magt, men, som Jehova sagde, på ’hans ånd’. Olien blev således benyttet til at skildre Guds ånd. — Zakarias 4:6, NW.
32. (a) Hvem er kilden til den symbolske olivenolie? (b) Hvad skildres der ved lysestagen der får denne olie?
32 Ligesom, oliventræet er skabt af Jehova Gud og han derfor er kilden til dets olie, sådan er han kilden til den ånd eller usynlige virkekraft der nærer den sande tilbedelses flamme. De to olietræer skildrer følgelig de to redskaber hvormed han leder sin ånd til den symbolske lysestage, det vil sige til hans ’hellige folk’, den salvede rest af de åndelige israelitter. Hvem er de to redskaber der symboliseres ved de to olietræer?
33. Hvordan benyttes olietræer i Åbenbaringen 11:3, 4 som et symbol på nogle af Guds levende skabninger, og hvem er de to olietræer i Zakarias syn således symboler på?
33 Det er ikke i modstrid med Bibelen at sige at de to olietræer er et billede på nogle af Guds fornuftbegavede skabninger. I forbindelse med det tempelsyn som den kristne apostel Johannes beretter om i Bibelens sidste bog, læser vi: „Jeg vil lade mine to vidner, klædte i sæk, profetere . . . Det er de to olietræer og de to lysestager, som står for jordens Herres åsyn.“ (Åbenbaringen 11:3, 4) De to olietræer i Zakarias’ syn betegnes som „de to med olie salvede som står for al jordens Herre“. Hvem er de så et billede på? Ikke de inspirerede profeter Haggaj og Zakarias, men to enkeltpersoner som Zakarias fik befaling til at overbringe hærskarers Jehovas ord til, nemlig ypperstepræsten Josua Jozadaks søn, og statholderen Zerubbabel.
34. (a) Hvordan forsynede ypperstepræsten og statholderen den symbolske lysestage med symbolsk olie? (b) Hvordan bevarede Zerubbabel og Josua selv en konstant forsyning af Guds ånd?
34 Ved hjælp af de inspirerede profeter Haggaj og Zakarias fik Josua og Zerubbabel del i Jehovas ånd. De skulle så gå foran i arbejdet med Jehovas andet tempel, og med henblik på dette arbejde give den israelitiske rest del i Jehovas ånd. Disse to „med olie salvede“ skulle uden ophør forsyne hele den genrejste nation med Jehovas ånd — ved at fortsætte arbejdet til det var fuldført og ved at opmuntre tempelarbejderne, både med tilskyndende ord og med deres eget eksempel. Det kunne de gøre hvis de hele tiden stod for Jehova, „al jordens Herre“. De måtte stå på hans side i stridsspørgsmålet om den eneste sande tilbedelse, og de måtte hele tiden være ham til tjeneste i forbindelse med at fremme den udelte tilbedelse af ham. På denne måde ville det hellige arbejde blive udført ved Jehovas ånd. Som „al jordens Herre“ fuldbyrder Jehova sin vilje med jorden.
35. Hvem er de to olietræer symboler på i den nutidige opfyldelse af synet?
35 Hvem er „de to olietræer“, „de to med olie salvede“ så billeder på i synets nutidige opfyldelse, der finder sted her i „endens tid“? Eftersom de i den første opfyldelse, på Zakarias’ tid, var billeder på ypperstepræsten Josua og statholderen Zerubbabel, må de skildre en og samme person, nemlig Jehovas Salvede, Messias eller Kristus, Jesus, der blev salvet med Guds hellige ånd. — Esajas 61:1-3, Lukas 4:1.
36. (a) Hvordan har Jesus Kristus handlet ligesom ypperstepræsten Josua og statholderen Zerubbabel i forbindelse med Guds ånd? (b) Hvordan har han, ligesom de to olietræer, sørget for en konstant forsyning af ånden, og hvilken symbolsk lysestage er det han har forsynet?
36 Ja, Jesus Messias blev skildret ved både ypperstepræsten Josua og statholderen Zerubbabel. Før han forlod sine loyale apostle på jorden lovede han at sende dem ånden, som udgår fra den himmelske Fader. (Johannes 14:16, 17; 15:26; 16:13, 14) På pinsedagen i år 33 udførte han derpå den opgave som de to olietræer havde i Zakarias’ syn. Denne dag begyndte Jehova Gud at benytte ham som den kanal hvorigennem den hellige ånd blev udgydt over det åndelige Israels ’hellige folk’. (Apostlenes Gerninger 1:5; 2:1-35; Mattæus 3:11; Markus 1:7, 8; Lukas 3:16) Ligesom „de to med olie salvede“ i Zakarias’ femte syn, står Jesus Kristus som ypperstepræst og regent „for“ eller „ved siden af“ (NW) al jordens Herre og er ham stadig til tjeneste, idet han befinder sig ved Guds højre hånd i himmelen. (Apostlenes Gerninger 2:34-36; 7:56) Da han indtager denne stilling kan han lede en konstant forsyning af Herren Guds ånd ned til den symbolske lysestage på jorden, det åndelige Israels trofaste rest.
37. (a) Aktiviseret af hvad, og under hvis ledelse, fortsætter „resten“ i tempelarbejdet? (b) Hvem vil derfor modtage æren og prisen for tempelarbejdets endelige afslutning?
37 Ikke ved militær styrke, men ved den almægtige Guds aldrig svigtende ånd, arbejder den salvede rest under ledelse af sin himmelske statholder og ypperstepræst, Jesus Kristus. Ansporet og aktiviseret af hellig ånd vil den fortsætte med tempelarbejdet til det er fuldført. Derfor vil al hæder, pris og ære for arbejdets endelige afslutning ikke gå til resten af de åndelige underpræster, men til Jehova Gud som er åndens kilde, gennem Jesus Kristus, hans kærlige kanal.
[Studiespørgsmål]
