Kongen præsenteres og fanger udfries
Kapitel 16
Kongen præsenteres og fanger udfries
1. På hvilken måde opfyldes Zakarias’ profeti i vor tid når den omtaler lande og byer der ofte nævnes i dagspressen, og hvad vil hjælpe os til at se hvordan opfyldelsen finder sted?
I DAG omtales Syrien, Libanon og Gaza-området hyppigt i dagspressen. En række byer med tilknytning til disse områder er nævnt i det niende kapitel af Zakarias’ profeti. Men det som profeten Zakarias sagde dengang i det sjette århundrede før vor tidsregning, gælder ikke disse lande i dag og deres forhold til republikken Israel. Foruden den indledende og bogstavelige opfyldelse af Zakarias’ profeti, som fandt sted i det første århundrede efter vor tidsregning, får profetien i vor tid, her i det tyvende århundrede, kun en endelig opfyldelse i åndelig eller billedlig forstand. Hvis vi undersøger den første opfyldelse som indtraf for nitten hundrede år siden, kan vi se hvordan den åndelige opfyldelse finder sted i dag.
2. Hvilken tidsperiode dækker det kort vi nu vil betragte, og er de steder der nævnes i forbindelse med „Hadraks land“ jødiske?
2 Lad os betragte kortet „Palæstina under de persiske konger“. Her finder vi Damaskus, Syriens hovedstad, og ligeledes byen Hamat 193 kilometer nord for Damaskus. Desuden ser vi de gamle fønikiske (nu libanesiske) byer Tyrus og Zidon ude ved Middelhavskysten, samt filisterbyerne Gaza, Askalon, Ekron, Asdod og Gat, og byerne Jerusalem og Samaria. „Hadraks land“ er ikke angivet på alle kort, for man ved ikke nøjagtigt hvor det ligger og hvor dets grænser går. Profetien forbinder imidlertid dette land, som kun nævnes en enkelt gang, med Damaskus. På side 199 i Atlas of the Biblical World af Baly og Tushingham (1971) kaldes „Hadraks land“ blot „en egn i Syrien nær Damaskus“. Den reviderede udgave af The Westminster Historical Atlas to the Bible (1956), side 124, betegner Hadraks land som „et område i Syrien nord for Hamat“, og dermed også nord for Damaskus. Hvorvidt „Hadraks land“ er et symbolsk udtryk for hele det område hvori de ovennævnte syriske, fønikiske og filistæiske byer ligger, betyder dog mindre. Alle de nævnte byer var ikke-israelitiske, ikke-jødiske.
3. Hvordan står de afsluttende vers i Zakarias, kapitel otte, i kontrast til de indledende vers i kapitel ni?
3 De afsluttende vers (20-23) i det ottende kapitel i Zakarias’ profeti har fortalt hvordan folk af alle nationer og fra mange byer, folk som taler mange forskellige sprog, vil drage op til Jerusalem for at tilbede Jehova, idet de endog vil gribe fat i en jødes kappeflig for at gå med ham og tilbede hans Gud. Hvad sker der med de folk som ikke gør dette? De første otte vers i profetiens niende kapitel fortæller om nogle af konsekvenserne. Lad os derfor læse dette stykke, Zakarias 9:1-8:
4. Hvem er det der griber ind over for de byer og lande der nævnes i Zakarias 9:1-8, og til gavn for hvem gør han det?
4 „Et udsagn: [Jehovas] ord er over [imod, NW] Hadraks land, i Damaskus slår det sig ned — thi Aram forbrød sig mod [Jehova] — det er over alle, som hader Israel, også over Hamat, som grænser dertil, Tyrus og Zidon, thi det er såre viist. Tyrus bygged sig en fæstning og ophobed sølv som støv og guld som gadeskarn. Se, [Jehova] vil tage det i eje og styrte dets bolværk i havet, det selv skal fortæres af ild. Askalon ser det og frygter, Gaza og Ekron skælver voldsomt, thi håbet brast. Gaza mister sin konge, i Askalon skal ingen bo, i Asdod skal udskud bo. Jeg gør ende på filisterens hovmod, tager blodet ud af hans mund og væmmelsen bort fra hans tænder. Også han bliver reddet for vor Gud, han bliver som en slægt i Juda, Ekron som en jebusit. Som en vagt lejrer jeg mig for mit hus mod dem, som kommer og går; aldrig mer skal en voldsmand gå igennem deres land, thi nu har jeg set det med mine egne øjne.“
5. Hvorfor var Jehovas mishag rettet imod Damaskus, „Hadraks land“ og Hamat?
5 Fortidens Aram eller Syrien tilbad falske guder og bevarede sit fjendskab mod det genrejste Judas land. Det nægtede at tilbede Jehova ved hans genopførte tempel i Jerusalem. Det var derfor ikke uden grund at Jehovas ord var imod „Hadraks land“ som en del af Syrien. Hans ugunstige ord ville slå sig ned i landets hovedstad, Damaskus; og da Hamats område grænsede op til Damaskus, ville Jehovas ugunstige ord også blive udtalt imod Hamat. Hele Syrien var således under Guds mishag.
6. Hvorfor var Jehovas ord imod Fønikiens byer?
6 Landet Fønikien grænser op til Syrien, og det havde ligeledes vendt sig mod Judas land i nødens stund. Salme 83:6-9 regner de fønikiske byer Gebal og Tyrus med i den internationale sammensværgelse mod Jehovas folk: „Ja, de rådslår i fællig og slutter pagt imod dig, Edoms telte og ismaelitterne, Moab sammen med hagritterne, Gebal, Ammon, Amalek, Filisterland med Tyrus’ borgere; også Assur har sluttet sig til dem, Lots sønner [Moab og Ammon] blev de en arm.“ Tyrus var i virkeligheden en koloni fra Zidon. Zakarias 9:2-4 omtaler de to byer således:
7. Hvem forbinder Zakarias 9:2-4 Tyrus med, og hvad skal der ifølge profetien ske med Tyrus?
7 „Tyrus og Zidon, thi det er såre viist. Tyrus bygged sig en fæstning og ophobed sølv som støv og guld som gadeskarn. Se, [Jehova] vil tage det i eje og styrte dets bolværk [militærstyrke, NW] i havet, det selv skal fortæres af ild.“
8. Hvilket Tyrus var det Zakarias omtalte? Begrund dit svar.
8 Denne udtalelse viser klart at „[Jehovas] ord“ også var rettet mod hele Fønikien, repræsenteret ved dets verdenskendte byer Tyrus og Zidon. Det er øbyen Tyrus der nævnes her, for det Tyrus der lå inde på fastlandet blev ødelagt af kong Nebukadnezar af Babylon under felttoget mod Palæstina. (Ezekiel 29:17-20) De overlevende tyrere flygtede derefter ud til en nærliggende ø, hvor de byggede en mægtig by. Ifølge Ezekiel 28:1-19 havde Tyrus djævelsk og forræderisk vendt sig imod Israel, sin tidligere ven, og Zidon fulgte den på dette punkt. (Ezekiel 28:20-26) Da Judas land blev genrejst i 537 f.v.t. efter at det havde ligget øde i halvfjerds år, ændrede Tyrus og Zidon ikke indstilling til Jerusalem og dets andet tempel. Hvor uforstandigt!
9. Hvordan samlede Tyrus sig rigdomme og befæstede sig, men hvordan blev Jehovas profeti imod byen opfyldt?
9 Tyrus, og ligeledes Zidon, fortsatte med at følge denne verdens visdom. Tyrus øgede sin visdom med hensyn til at samle rigdom, og den ophobede sølv og guld her på jorden hvor røvere kan stjæle det. De mægtige forsvarsværker som Tyrus byggede for at beskytte sig som en søfarende handelsby, kunne dog ikke modstå den græske erobrer Alexander den Stores krigskunst i 332 f.v.t. Både til lands og til vands, på dens mange skibe, kom dens militær til kort. Ved hjælp af sin jordiske domsfuldbyrder styrtede Jehova Tyrus’ militærstyrke i havet, hvor byen havde sit forsvar. Jehova ’tog byen i eje’ eller tog dens besiddelser fra den ved at overlade dens vældige rigdom til erobreren. En fortærende ild fuldstændiggjorde ødelæggelsen.
10. Hvilken interesse viste folk fra Tyrus og Zidon for Jesus Kristus, og hvad blev der oprettet i Tyrus?
10 Mange år senere blev Tyrus genopbygget, men hverken den eller Zidon genvandt den kommercielle styrke som Tyrus havde haft før „[Jehovas] ord“ imod den blev opfyldt. I det første århundrede efter vor tidsregning kom mange mennesker fra Tyrus og Zidon for at høre og se Jesus, og for at blive helbredt af ham. (Markus 3:7, 8; Lukas 6:17; Mattæus 15:21-29) Ifølge Jesu egne ord i Mattæus 11:20-22 og Lukas 10:13, 14 var der mange i Tyrus og Zidon som ville have lyttet til budskabet om Guds rige og handlet efter det. Da apostelen Paulus foretog sin tredje missionsrejse, fandtes der en kristen menighed i Tyrus. (Apostlenes Gerninger 21:2-7) De kristne tyrere satte ikke deres lid til militær styrke og de samlede sig heller ikke skatte på jorden, men i himmelen.
DEN HEDENSKE FJENDES HOVMOD GØRES TIL INTET
11, 12. (a) Hvilket forbund af byer dominerede i fortiden Filisterlandet? (b) Hvis stolthed ville Jehova gøre ende på, og hvordan?
11 Hvad er så „[Jehovas] ord“ imod Filisterlandet? I fortiden blev filistrenes land behersket af et forbund bestående af de fem byer Asdod, Askalon, Ekron, Gat og Gaza. Af en eller anden grund nævnes Gat ikke her i Jehovas ord imod filistrene. I Zakarias 9:5-7 fortsætter profetien med disse ord:
12 „Askalon ser det og frygter, Gaza og Ekron skælver voldsomt, thi håbet brast [og med hensyn til Gaza, så vil den også føle meget svære smerter; Ekron også, for det håb den ser hen til, skal blive til skamme, NW]. Gaza mister sin konge, i Askalon skal ingen bo, i Asdod skal udskud bo. Jeg gør ende på filisterens hovmod, tager blodet ud af hans mund og væmmelsen bort fra hans tænder. Også han bliver reddet for vor Gud, han bliver som en slægt [stammehøvding, NW] i Juda, Ekron som en Jebusit.“
13. (a) Hvordan skulle ødelæggelsen af Tyrus i 332 f.v.t. berøre Askalon, Gaza og Ekron? (b) Hvilken forandring skulle Asdod erfare?
13 Byen Askalon skulle altså se ødelæggelsen af Tyrus, og den skulle frygte og til sidst blive uden beboere. Tydeligvis af samme grund ville Gaza føle meget svære smerter, og den smertelige begivenhed og dens følger ville medføre at Gaza mistede sin indfødte konge og kom under fremmed herredømme. Ekron havde øjensynlig håbet at Tyrus ville beskytte den og redde den hvis en fjende skulle trænge ind. Så da Tyrus blev lagt i ruiner efter syv måneders belejring af Alexander den Store i 332 f.v.t., måtte Ekron også skælve voldsomt af smerte, for dens håb var bristet, blevet til skamme. Men hvad med Asdod, den fjerde by der nævnes? Den ville åbenbart få andre indbyggere, for Jehova sagde: „I Asdod skal udskud bo.“ Den oprindelige befolkning skulle ikke blive boende i den. Fremmede, udlændinge, skulle tage byen i besiddelse, ikke blot som dens herskere men også som dens beboere.
14. Hvilken holdning havde Filisterlandet haft over for Israel, og hvordan ville Jehova gøre ende på dette?
14 Det må i sandhed indrømmes at „[Jehovas] ord“ var rettet imod Filisterlandet. Filistrene havde været meget hovmodige og arrogante, især over for Jehovas folk, selv efter at dette folk var kommet tilbage til sit hjemland. Men deres hovmod stod for fald. Ved at gøre ovennævnte med de fire vigtigste byer i filistrenes land, ville Jehova ’gøre ende på filisterens hovmod’. Ingen filister ville længere have noget at prale af når han sammenlignede sig med Jehovas folk. Jehova ville også gøre ende på deres falske gudsdyrkelse.
15. (a) Hvad ville der ske med filistrenes ’blod’ og ’væmmelse’? (b) Hvad ville en rest af filistrene gøre?
15 Når de tilbad deres falske guder, spiste de ofre som var afskyelige i Jehovas og hans folks øjne. Desuden var blodet ikke løbet af de offerdyr som de spiste ved deres offermåltider. Der skulle sættes en stopper for denne ækle afgudsdyrkelse, for „[Jehovas] ord“ lød videre: „Jeg . . . tager blodet ud af hans [filisterens] mund og væmmelsen bort fra hans tænder. Også han bliver reddet for vor Gud.“ Hvordan de blodbesudlede og væmmelige ting skulle fjernes fra filisterens mund og tænder, forklares ikke. Men blandt alle de filistre som ikke ønskede at holde Guds bud og ophøre med deres afgudsdyrkelse og de dermed forbundne vederstyggelige ofringer og ritualer, ville der være en rest som af sig selv ville gøre dette, i lydighed mod Gud. Denne rest ville være „for vor Gud“, for hærskarers Jehova. I sandhed en livreddende forandring! Zakarias 9:7 fortsætter med at sige om denne rest: „Han bliver som en slægt [en stammehøvding, NW] i Juda, Ekron som en Jebusit.“
16. (a) Hvordan ville filistrenes rest blive „som en stammehøvding i Juda“? (b) Hvilken samfundsstilling ville Ekrons indbyggere opnå når de blev „som en jebusit“?
16 Da filistrene var hamitter kunne de naturligvis ikke bogstaveligt blive høvdinger i Judas stamme, som var semitisk og hebraisk. (1 Mosebog 10:6, 13, 14, 21-25) Men den lydige rest der gik over til at tilbede „vor Gud“, Jehova, kunne blive „som en stammehøvding i Juda“. Denne rest ville således få en fremtrædende stilling i forbindelse med Jehovas udvalgte folk, og ville ikke blive regnet for at være af ringe betydning eller uden betydning. I lighed med en høvding over en stamme, ville den få betroet ansvar og pligter. Disse pligter og ansvarsposter ville dog blive mindre end judæernes egne. Det fremgår af ordene om at Ekron ville blive „som en Jebusit“. Ligesom filistrene var jebusitterne hamitter, ikke gennem Kams søn Mizrajim, men gennem hans søn Kana’an, og de var således kana’anæere. (1 Mosebog 10:6, 15, 16) Jebusitterne var tidlige indbyggere i Jerusalem, som dengang blev kaldt Jebus.
17. Hvorfor var det en begunstiget stilling Ekrons indbyggere ville få ved at blive „som en jebusit“?
17 I 1070 f.v.t. erobrede kong David byen fra jebusitterne og kaldte den Jerusalem. (Dommerne 1:21; 2 Samuel 5:4-9) Senere brugte Davids søn kong Salomon de undertvungne jebusitter som hoveriarbejdere i forbindelse med forskellige offentlige byggeforetagender, heriblandt opførelsen af det storslåede tempel i Jerusalem. (1 Kongebog 9:15-23; 2 Krønikebog 8:1-10) Det var et stort privilegium for disse jebusitter at være med til at opføre Jehovas tempel i Jerusalem samt andre bygningsværker i fortidens Israel, Guds forbilledlige messianske rige! Ved at blive „som en jebusit“ opnåede Ekron og dets indbyggere som vendte sig til tilbedelsen af „vor Gud“, Jehova, altså en begunstiget stilling, skønt den var af underordnet art.
18. Hvordan kom filistrene i berøring med kristendommen i det første århundrede?
18 I det første århundrede efter vor tidsregning blev den gode nyhed om Guds messianske rige forkyndt for filistrene. Vi husker at evangelisten Filip forkyndte for en ætiopisk hofmand mens de sammen kørte i hans vogn ad „den vej, som fører ned fra Jerusalem til Gaza“ i Filisterlandet. Da Filip havde døbt denne ætioper der havde omvendt sig til kristendommen, tog han afsked med ham og blev siden set i Asdod (græsk: Azotos; nutidens Esdud), fireoghalvtreds kilometer nord for Gaza. Der var uden tvivl mange filistre som tog velvilligt imod Filips forkyndelse af evangeliet. (Apostlenes Gerninger 8:26-40) Efter at den italienske høvedsmand Kornelius havde omvendt sig i år 36, kunne filistrene også omvende sig, og de kunne derefter modtage den hellige ånd fra Gud gennem Kristus.
19. Hvordan opfyldes de profetiske ord om at „i Asdod skal udskud bo“ i forbindelse med nutidens modbilledlige filistre?
19 Her i det tyvende århundrede har mange religiøse mennesker været ligesom fortidens filistre, idet de har tilbedt falske guder og har bekæmpet Jehovas folk. Og ligesom fortidens Asdod, den førende af de fem byer i det filistæiske forbund, fik en anden befolkning og så at sige blev beboet af udskud eller uægte børn, sådan har disse modbilledlige filistre i vor tid fået en anden personlighed. Ved at indvi sig til Gud gennem Jesus Kristus og lade sig døbe i vand, er de ophørt med at være en del af denne filistæiske verden og er blevet fremmede for den, et udskud som ikke hører hjemme i den. De søger ikke selvisk, kommerciel vinding, sådan som fortidens Tyrus, og de sætter heller ikke deres lid og håb til kommercialisme, sådan som Ekron så hen til Tyrus. De stoler heller ikke på militær styrke, sådan som fortidens Syrien. De afholder sig fra at tilbede og tjene denne moderne verdens blodtørstige guder. De tager helhjertet standpunkt for „vor Gud“, hærskarers Jehova.
20. Hvad opnår disse forvandlede filistre i vor tid sammen med resten af de åndelige israelitter?
20 På grund af den handlemåde disse nutidige, forvandlede filistre følger, får de sammen med den salvede rest af de åndelige israelitter eller jøder del i at fremme tilbedelsen af Jehova ved hans åndelige tempel. Som „en stammehøvding i Juda“ får de tildelt opgaver og ansvar i forbindelse med dette tempelarbejde. Allerede nu findes der en stor skare af disse indviede og døbte tjenere for Jehova Gud, og skaren vokser stadig. Denne talløse ’store skare’ som slutter sig til den åndssalvede rest, er profetisk omtalt i Åbenbaringen 7:9-17.
21, 22. (a) Hvordan var det til gavn for Guds folk at han lejrede sig som en vagt for dem, og hvorfor ville en voldsmand ikke længere drage gennem deres land? (b) Hvordan har Jehova opfyldt denne profeti over for sin nutidige rest af åndelige israelitter?
21 Fortidens Filisterland, Fønikien og Syrien var voldelige fjender af den jødiske rest som var vendt hjem fra landflygtigheden. For at vise hvor forskelligt han behandlede disse fjender og sit udvalgte folk, Israels hus, fortsatte hærskarers Jehova med at sige: „Som en vagt lejrer jeg mig for mit hus mod dem, som kommer og går; aldrig mer skal en voldsmand gå igennem deres land, thi nu har jeg set det med mine egne øjne.“ — Zakarias 9:8.
22 Lejret som en vagtpost kunne hærskarers Jehova hindre de angribende fjender i at nærme sig hans „hus“ og i at trænge ind iblandt dem og derefter trække sig tilbage. Som „en vagt“ ville han sørge for at ingen undertrykkende „voldsmand“ længere gik igennem deres land og gjorde dem til trælle. På tilsvarende måde har hærskarers Jehova beskyttet sit „hus“ af åndelige israelitter her i „endens tid“, hvor fjenderne har samlet sig som aldrig før imod tilbedelsen af Jehova ved hans åndelige tempel. Styrket med hans vældige ånd modstår Jehovas „hus“ af åndelige israelitter ethvert forsøg fra verdslige ’voldsmænds’ side på at drage igennem deres åndelige domæne og undertrykke dem i religiøs henseende. I efterligning af Kristi apostle adlyder de Gud som deres hersker mere end mennesker. — Apostlenes Gerninger 5:29, NW.
23. (a) Hvad betyder Jehovas udtalelse: „Nu har jeg set det med mine egne øjne,“ med hensyn til den situation hans folk befinder sig i? (b) Hvordan gælder dette i dag i forbindelse med den åndelige rest og ’den store skare’ der tilbeder sammen med den?
23 Hærskarers Jehova er klar over de trusler og angreb som fjenderne retter mod dem der tilbeder ved hans tempel. Som han siger: „Nu har jeg set det med mine egne øjne.“ Dette svarer til hvad han tidligere har sagt i sit udsagn: „Jehovas ord er imod Hadraks land, og Damaskus er dets hvilested; for Jehova har øje med det jordiske menneske og med alle Israels stammer.“ (Zakarias 9:1, NW) Han holder ikke blot øje med „alle Israels stammer“, men også med det jordiske menneske, det vil sige alle de mennesker der ikke tilhører hans udvalgte folk. Det er grunden til at han rettede sit udsagn mod sådanne traditionelle fjender som Syrien, Fønikien og Filisterlandet, der havde forgrebet sig på Israels tolv stammer. Udsagnet er profetisk og får i dag en åndelig opfyldelse på fjenderne af Jehovas åndelige Israel og ’den store skare’ der tilbeder sammen med det. Forskellen på hvordan hærskarers Jehova behandler alle disse der tilbeder ham, og hvordan han behandler de nutidige modstykker til Syrien, Fønikien og Filisterlandet, ses allerede. Denne forskel vil blive helt tydelig under den kommende „store trængsel“, hvor han fuldstændig udfrier sine loyale tilbedere fra alle deres ugudelige fjender. — Mattæus 24:21, 22; Åbenbaringen 7:14, 15; 19:11-21.
„SE, DIN KONGE KOMMER“
24. (a) I betragtning af det Gaza oplevede, hvilket spørgsmål stiller vi da om den by Gazas fjendskab var rettet imod, nemlig Jerusalem? (b) Hvorfor vil Jerusalems udråb ikke være som Gazas?
24 Filisterbyen Gaza skulle miste sin konge, men hvad skulle der ske med den by der var genstand for filistrenes fjendskab, nemlig Jerusalem, der poetisk kaldes Zion? Skal den, ligesom Gaza, „føle meget svære smerter“ når den ser den grådige kommercialismes højborg og den uteokratiske militærmagts fæstning blive styrtet i grus? Skal den råbe af rædsel og voldsom smerte? Råbe skal den, men ikke som Gaza! Efter sit udsagn mod Syrien, Fønikien og Filisterlandet, siger Jehova nemlig: „Fryd dig såre, Zions datter, råb med glæde *, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig. Retfærdig og sejrrig [frelst, NW] er han, ydmyg, ridende på et æsel, på en asenindes føl. Han udrydder vognene af Efraim, hestene af Jerusalem, stridsbuerne ryddes til side. Hans ord stifter fred mellem folkene, han hersker fra hav til hav, fra floden til jordens ende.“ — Zakarias 9:9, 10.
25. Hvorfor har „Jerusalems datter“ al grund til at råbe med glæde og fryde sig såre over at kongen kommer?
25 Når dette strålende løfte blev opfyldt ville Jerusalem have al god grund til at ’råbe med glæde’! Da profeten Zakarias udtalte dette guddommelige løfte havde byen nemlig ikke nogen konge. Den havde blot en statholder som var indsat af perserkongen Darius I, nemlig Zerubbabel, Sjealtiels søn, af Davids kongelige slægt. Davids rige var blevet, omstyrtet af babylonierne omkring halvfems år tidligere, i 607 f.v.t., da Jerusalem var blevet ødelagt og dets konge, Zedekias, var blevet ført bort til Babylon. Skønt de halvfjerds år hvori Jerusalem havde ligget fuldstændig øde nu var forbi, måtte hedningernes tider på 2520 år, hvori de ikke-jødiske nationer skulle nedtræde Jerusalems ret til et davidisk kongedømme, fortsætte indtil året 1914. På Zakarias’ tid så „Jerusalems datter“ derfor med længsel frem til den dag da den sande messianske konge ville vise sig i Davids slægt, en Messias som blev forudskildret ved statholderen Zerubbabel. — Haggaj 2:23.
26. Hvorfor behøver vi ikke at gætte os frem til hvordan denne profeti fik sin indledende opfyldelse?
26 Vi der lever i dag og er interesseret i den sande Messias og ikke en falsk Kristus, behøver ikke at gætte os frem til hvordan Zakarias’ profeti fik sin indledende opfyldelse. Det er optegnet og beskrevet for os af i hvert fald tre øjenvidner, nemlig af skatteopkræveren Mattæus Levi, af Johannes Markus der boede i Jerusalem, og af Johannes, Zebedæus’ søn, samt af en historiker som levede i det første århundrede og som undersøgte sagens kendsgerninger, lægen Lukas fra Lilleasien. Profetien blev opfyldt søndag den 9. nisan år 33. Mattæus Levi fortæller:
Og da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage på Oliebjerget, så sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: „Gå hen i landsbyen lige foran jer; så vil I straks finde et æsel, som står bundet med et føl hos sig; løs dem og før dem til mig! Og hvis nogen siger noget til jer, skal I svare, at Herren har brug for dem, så vil han straks lade jer få dem.“
Dette skete, for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten, der siger: „Sig til Zions datter: ’Se, din konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et æsel og på et trældyrs føl.’“
Så gik disciplene hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem; de hentede æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Og der var en meget stor folkeskare, som bredte deres kapper på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, både de, der gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte og sagde: „Hosianna Davids søn! velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!“
Og da han drog ind i Jerusalem, kom hele byen i bevægelse og sagde: „Hvem er dog han?“ Og skarerne sagde: „Det er profeten Jesus fra Nazaret i Galilæa.“
Derefter gik Jesus ind i helligdommen og jog alle dem ud, som solgte og købte i helligdommen, og han væltede vekselerernes borde og duekræmmernes bænke. Og han siger til dem: „Der står skrevet: ’Mit hus skal kaldes et bedehus;’ men I gør det til en røverkule.“ Og der kom blinde og lamme til ham i helligdommen, og han helbredte dem.
Men da ypperstepræsten og de skriftkloge så de undergerninger, han gjorde, og børnene, der råbte i helligdommen og sagde: „Hosianna Davids søn!“ harmedes de og spurgte ham: „Hører du ikke, hvad de siger? Og Jesus svarede dem: „Jo, men har I aldrig læst de ord: ’Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovsang?’“ — Mattæus 21:1-16.
27. Hvordan ville profetien være blevet opfyldt hvis disciplene ikke havde råbt?
27 Og den jødiske læge Lukas føjer denne detalje til:
Men nogle farisæere, som var med i folkeskaren, sagde til ham: „Mester! sæt dog dine disciple i rette!“ Da svarede han og sagde til dem: „Jeg siger jer: hvis disse tier, skal stenene råbe.“ — Lukas 19:39, 40; se også Markus 11:1-18; Johannes 12:12-19.
28. Hvordan var Jesus under sit triumftog ind i Jerusalem fredelig, ydmyg, retfærdig og frelst?
28 I stedet for at komme på en stridshest red Jesus Kristus altså fredeligt ind i Jerusalem på et æsel, i modsætning til Herodes den Store, der efter tre måneders belejring tog byen med storm i år 37 f.v.t. og afsatte dens konge, hasmonæeren eller makkabæeren Antigonus, der tilhørte Levis stamme. Jesus var i sandhed ydmyg, som forudsagt i Zakarias 9:9. Han var ikke en falsk Kristus eller en falsk Messias, men var retfærdig, hævdet og ophøjet af sin himmelske Fader, Jehova. Han var retfærdig idet han var fuldkommen i kødet, syndfri, ubesmittet, og således i stand til at bringe sig selv som et fuldkomment offer der borttog hele den uretfærdige menneskeverdens synd. (Apostlenes Gerninger 7:52; Hebræerne 7:26; 1 Johannes 2:1) Han var i sandhed „frelst“ eller „sejrrig“, ligesom hans forfader kong David var blevet frelst ved at få sejr over sine fjender. (2 Samuel 22:1-4; 8:6, 14) Ikke forgæves råbte den store skare, da Jesus i triumf red ind i Jerusalem: „Hosianna Davids søn!“ eller „Giv frelse, beder vi, til Davids søn!“ (NW) Syv dage senere frelste den almægtige Gud Jesus fra døden ved at oprejse ham til udødeligt liv i himmelen. — Hebræerne 5:7-10.
29. (a) Hvordan talte Jesus Kristus „fred til nationerne“ hvad angår hans disciple? (b) Hvordan ødelægger han alt krigsmateriel i og uden for kristenheden, og hvad vil det at han taler fred til ’den store skare’ i vor tid medføre?
29 Det var ham der skulle kaldes „Fredsfyrste“. (Esajas 9:6, 7) Hans jødiske disciple kom fra alle Israels stammer, heriblandt Efraim og Juda, og han forenede dem i et fredeligt kristent broderskab; blandt sine disciple nedbrød han endog fjendskabet mellem dem der var kødelige, omskårne jøder og dem der var hedninger. (Efeserne 2:11-20) På denne måde har han allerede ’stiftet fred mellem folkene’ eller ’talt fred til nationerne’. (NW) Men kristenhedens nationer har nægtet at lytte til hans tale, og de fører stadig krig mod hinanden den dag i dag. I den kommende ’krig på Guds, den Almægtiges, store dag’ ved Harmagedon vil Jehova Gud benytte sin messianske konge til at ødelægge stridsvognene og buerne og alt andet krigsmateriel der findes i dag, både i og uden for kristenheden. (Åbenbaringen 16:14-16; 19:11-21) Han vil i alle nationer udrydde dem der er årsag til voldelig krigsførelse blandt menneskene. Men til den store skare fredselskende mennesker der tilbeder ved Jehovas åndelige tempel — dem der er kommet ud af alle nationer — vil den sejrende konge Jesus Kristus fredeligt tale fred, og de vil blive bevaret. — Åbenbaringen 7:14.
30. Hvordan blev Jesus Kristus efter hedningetidernes udløb i 1914 præsenteret som konge for det modbilledlige Jerusalem, men hvilket spørgsmål opstår med hensyn til modtagelsen af ham?
30 Da hedningernes tider på 2520 år udløb i 1914, og de hedenske nationer ikke længere skulle træde på Jerusalems ret til et messiansk kongedømme i Davids kongelige slægtslinje, indsatte den højeste Gud, Jehova, Messias Jesus på den himmelske trone for at han skulle herske midt iblandt sine fjender og undertvinge dem. (Salme 110:1-6; Apostlenes Gerninger 2:34-36; Hebræerne 10:12, 13) Under den første verdenskrig (1914-1918) forkyndte den indviede, døbte rest af de åndelige israelitter offentligt at hedningernes tider var udløbet og at den højeste Gud havde gjort sin søn Jesus Kristus til regerende konge i himmelen. På denne måde blev Jehovas messianske konge præsenteret, især for kristenheden, der blev forudskildret ved Jerusalem i det første århundrede. Men tog kristenheden, der gjorde krav på at bestå af Kristi disciple, imod Jesus som konge, en konge der skulle herske „fra hav til hav, fra floden til jordens ende“?
31. Hvilke begivenheder frem til december 1918 viser om kristenheden tog imod Jehovas Messias som sin konge?
31 Ikke hvis man skal dømme efter det som kristenheden gjorde mod den salvede rest af Kristi åndelige „brødre“, hvilket var som rettet mod Jesus Messias selv. (Mattæus 25:40, 45; Markus 9:37) Tre og et halvt år efter at hedningetiderne var udløbet, altså i foråret 1918, nåede den krigshærgede kristenheds forfølgelse og undertrykkelse af resten af Kristi åndelige brødre et højdepunkt. (Åbenbaringen 11:2-10) Først derefter bragte kristenheden sin første verdenskrig til afslutning, nemlig den 11. november 1918. Ligesom Jerusalem i det første århundrede, nægtede kristenheden at tage imod Jehovas messianske konge. I den følgende måned (december 1918) gav kristenheden offentligt udtryk for at den stillede sig velvilligt til det foreslåede Folkeforbund og den betegnede det som „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“.
32. Var der ingen til at tage imod Jehovas messianske konge, i betragtning af kristenhedens handlemåde? Hvad skulle de der tog imod ham gøre, ifølge profetien?
32 Var der da slet ingen der tog imod den messianske konge som hærskarers Jehova præsenterede? Jo, det var der. Ligesom der søndag den 9. nisan år 33 var en jødisk rest, nemlig Jesu Kristi disciple, der hyldede ham og hilste ham velkommen på hans kongelige ridt ind Jerusalem, sådan var der en rest af åndelige israelitter der gjorde det samme efter hedningetidernes udløb i 1914. På grund af forfølgelse og tvangsforanstaltninger fra de hedenske regeringer i kristenheden blev de splittet og spredt, ligesom Jesu disciple blev da deres mester blev forrådt og arresteret på den femte dag efter sit triumftog ind i Jerusalem. Men i efterkrigsåret 1919 blev de genoplivet af Guds livgivende ånd og blev genindsat i hans aktive tjeneste, og da forkastede de Folkeforbundet, som blev vedtaget og begyndte at fungere dette år. I stedet for at godtage en sådan erstatning for Kristi rige blev de grebet af ånden i Zakarias 9:9 og ’frydede sig såre’ og begyndte at ’råbe med glæde’ fordi deres konge, den sande Messias eller Kristus, var kommet til dem.
33. (a) Hvordan har de der modtog kongen gjort deres glæde kendt og ladet deres råb lyde siden 1919? (b) Hvornår vil Messias ophøre med at ride på et fredeligt æsel? Hvad vil han da ride på, og hvorhen?
33 De lod deres glæde blive kendt i hele verden. De lod deres råb lyde over hele jorden. Hvordan? Ved i 1919 at indlede den mest omfattende forkyndelse af Guds messianske rige som menneskehedens verden har kendt. (Mattæus 24:14; Åbenbaringen 14:6) De har ladet forkyndelsen af den gode nyhed om Guds messianske rige lyde lige så vidt og bredt som Messias ifølge profetien skulle herske, nemlig fra hav til hav, fra floden [Eufrat] til jordens ende.“ (Zakarias 9:10; Salme 72:8) To hundrede og otte lande og øområder har allerede hørt budskabet, og det på 165 sprog. Til Guds fastsatte tid — som nu er nær — skal hele kristenheden og alle andre elementer af denne verdslige tingenes ordning fjernes fra hele dette område, og det vil ske i en „stor trængsel“ som menneskehedens verden aldrig har kendt magen til. I skildringen i Åbenbaringen 19:11-21 sidder Messias eller Kristus ikke længere på et fredeligt æsel men på en hvid stridshest, idet han rider ud til kamp for at gøre det af med alle modstandere som uretmæssigt har opholdt sig i hans jordiske domæne siden 1914.
FANGERNE FØRES TIL BORGEN
34. (a) Nøjedes Jesus Messias med at forkynde frihed for fangerne? (b) Hvilke spørgsmål opstår der som følge af Jehovas ord i Zakarias 9:11, 12?
34 Da Jesus Messias vandrede på jorden som et fuldkomment menneske, var han sendt „for at udråbe frihed for fanger“. (Esajas 61:1; Lukas 4:16-21) Han nøjes ikke med at udråbe friheden, men sørger også for at fangerne bagefter sættes i frihed. Det er forudsagt i Jehovas udsagn ved Zakarias, som videre lyder: „Og du, kvinde, ved din pagts blod vil jeg sende dine fanger ud af hulen hvori der ikke er vand. Vend tilbage til fæstningen, I fanger der har håb.“ (Zakarias 9:11, 12, NW) Hvem er den kvinde som ordene henvendes til? Hvem er ’fangerne’, og hvad er „fæstningen“, eller „borgen“, som den autoriserede danske bibeloversættelse siger?
35. Ved hvilken lejlighed blev det blod udgydt som gyldiggjorde den pagt den omtalte „kvinde“ var med i?
35 Den der her tiltales som en kvinde, er den organisation der har indgået en pagt med Jehova Gud i kraft af det dyrebare livets blod. Nej, det er ikke det jordiske Jerusalem, og heller ikke den jordiske nation af kødelige, omskårne israelitter. Sandt nok indgik fortidens Israel en national pagt med Jehova ved blodet af de offerdyr som mellemmanden Moses ofrede ved Sinaj bjerg i Arabien. (2 Mosebog, kapitel 24) I kraft af denne nationale overenskomst der var blevet gyldiggjort med dyreblod, var den israelitiske rest blevet udfriet fra sit fangenskab i Babylon i 537 f.v.t. Men det Jehova nu talte om gennem Zakarias var en udfrielse der skulle finde sted i en fjern fremtid, længe efter udfrielsen fra landflygtigheden i Babylon. Udfrielsen fra den vandløse hule følger, efter præsentationen af Jehovas messianske konge. Den følger efter Jesu triumftog ind i Jerusalem fem dage før den jødiske påske i år 33. Denne påskedag blev der udgydt offerblod.
36. Hvis blod er der tale om, hvem blev pagten indgået med, og hvem er det der tiltales som en „kvinde“ i Zakarias 9:11?
36 Hvis blod? Messias’ blod, som billedligt var blevet skildret ved blodet af alle de påskelam som jøderne hvert år havde ofret siden den første påske i Ægypten i år 1513 f.v.t. (1 Korinter 5:7; Johannes 1:29, 36; 1 Peter 1:18, 19) I kraft af Messias’ blod, der var mere værd end blodet af alle de dyr som Israel havde ofret, blev der indgået en ny pagt. Med hvem? Ikke med det jordiske Jerusalem eller med det kødelige Israel, som forkastede den messianske konge og slog ham ihjel. Nej, den blev indgået med det åndelige Israel, hvis medlemmer er omskåret på hjertet og er jøder i det indvortes. (Jeremias 31:31-34; Hebræerne 8:7 til 9:15) Mellemmanden for denne nye pagt mellem Jehova og det åndelige Israel er Messias Jesus. Det er således det åndelige Israel der i Zakarias 9:11 (NW) tiltales som en kvinde i en pagt der er indgået ved blod.
37, 38. (a) Hvem er kvindens „fanger“, og hvad er den vandløse hule her i det tyvende århundrede? (b) Hvad kan den vandløse hule også være, og hvilken pagt er det der gyldiggøres ved blodet?
37 Hvor var så denne symbolske kvindes „fanger“? Her i det tyvende århundrede, i „afslutningen på tingenes ordning“ er disse „fanger“ den salvede rest af de åndelige israelitter. Historien viser at de under den første verdenskrig kom i trældom under det store religiøse Babylon og dets politiske og militære beskyttere. I denne tilstand var de som i ’en hule hvori der ikke var vand’. De havde intet at styrke sig åndeligt med, intet håb om at slippe ud! Men ved Kristi udgydte blod som et genløsningsoffer blev deres synder i denne tilstand tilgivet dem, og de blev ført tilbage til Jehovas gunst og til deres retmæssige åndelige domæne på jorden. De var ikke længere landflygtige. Den vandløse hule kan dog også skildre en mere omfattende ugunstig tilstand, nemlig det at være underlagt den almindelige syndens fordømmelse og dens straf, døden, som vi alle har arvet fra vore første jordiske forældre, synderne Adam og Eva. Kristi forsonende blod måtte til for at udfri den åndelige rest af denne tilstand. Det var ved hans blod den nye pagt blev sat i kraft. Jesus sagde:
38 „Dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse.“ (Mattæus 26:28) „Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.“ — Lukas 22:20; Hebræerne 13:20.
39. Hvorfra kom det eneste håb som ’fangerne’ i den vandløse hule kunne sætte deres lid til, og hvad råbte Jehova til dem i 1919?
39 Ved at anvende dette blod der havde tilknytning til den nye pagt som var oprettet med det åndelige Israel, sendte hærskarers Jehova således den fangne rest ud af den vandløse „hule“, syndens og dødens fordømmelse. (Hebræerne 12:24) Det store religiøse Babylon gav ikke disse „fanger“ noget håb; de kunne kun nære håb hvis de satte deres lid til Jehova Guds og hans Messias’ kærlige løfter. Til disse fanger, som var i åndelig landflygtighed under Babylon den Store, råbte hærskarers Jehova i 1919: „Hjem til borgen, I fanger med håb!“ — Zakarias 9:12.
40. (a) Hvad skulle ’fangerne’ gøre, ifølge det Gud råbte? (b) Hvad er det for en ’borg’ fangerne skal vende hjem til?
40 Det Gud råbte til disse „fanger med håb“, betød at de skulle drage ud af Babylon den Store! (Åbenbaringen 18:1-4) Ordet „borgen“ minder os om det der står i Anden Samuelsbog 5:7-9: „David indtog klippeborgen Zion, det er Davidsbyen. . . . Så tog David bolig i klippeborgen og kaldte den Davidsbyen.“ Kong Davids hovedstad blev imidlertid udvidet så den kom til at omfatte mere end Zions bjerg, og den fik navnet Jerusalem. Den omtalte ’borg’ er således Jerusalem — ikke så meget den stærkt befæstede by selv, men det den repræsenterede. Hvad repræsenterede den? Guds messianske rige, for dens jordiske konge var salvet til hersker med hellig olie, og denne salvede hersker sad på „[Jehovas] trone“. — 2 Samuel 5:1-3; 1 Krønikebog 29:23.
41. (a) Hvordan blev ’fangernes’ hjemvenden forbilledligt skildret i 537 f.v.t.? (b) Hvorfor var ’fangerne’ i stand til at vende hjem til Riget i 1919?
41 I år 537 f.v.t. vendte resten af de landflygtige hjem fra Babylon til Judas land og genopbyggede byen Jerusalem, og de vendte således hjem til den jordiske borg. Deres handlemåde var et forbillede på den handlemåde som resten af det åndelige Israel har fulgt i vor tid. I lydighed mod Jehovas råb drog den salvede rest ud af Babylon den Store i 1919 og vendte hjem til den åndelige ’borg’. Hvad kunne være en mere uindtagelig borg end Guds urokkelige messianske rige? Ligesom det jordiske, befæstede Jerusalem stod for Jehovas messianske rige, sådan skildrer den åndelige borg det som fortidens Jerusalem ejede den guddommelige ret til, nemlig Jehovas rige ved den sande Messias som sidder ved Guds højre hånd i himmelen. Hedningernes tider, hvori nationerne nedtrådte denne guddommelige ret til Riget, udløb i 1914, og umiddelbart efter blev det messianske rige født i himlene. (Åbenbaringen 12:1-9) Da medlemmerne af den salvede rest blev udfriet i 1919 kunne de således vende tilbage til dette borglignende rige, som de havde forkyndt siden 1914. De viste at de vendte tilbage til det ved at genoptage deres forkyndelse af Riget i et omfang som aldrig før.
42. Hvad kan resten af de åndelige israelitter sige i dag med hensyn til opfyldelsen af Jehovas løfte til ’kvinden’: „I dag forkyndes: Jeg giver dig tvefold bod“?
42 Den salvede rest havde en ganske særlig grund til at ’vende hjem til borgen’, for hærskarers Jehova sagde videre til det åndelige Israel: „Også i dag forkyndes: Jeg giver dig tvefold bod!“ (Zakarias 9:12) Og har hærskarers Jehova ikke gjort dette? Jo. Når den salvede rest af udfriede åndelige, israelitter i dag ser tilbage, må de indrømme at det de måtte udholde under den første verdenskrig for Babylon den Stores og dets verdslige elskeres hånd, er som intet at regne i sammenligning med de åndelige velsignelser de nu nyder i deres retmæssige åndelige domæne, især efter den anden verdenskrig! De har fået langt mere end ventet af deres Befrier, hærskarers Jehova. Det har været som „tvefold bod“. De er blevet rigt velsignet!
ÅNDELIG KRIG MOD DEN SYVENDE VERDENSMAGT
43. Hvordan sagde Jehova i Zakarias 9:13-15 at han ville bruge sit folk i en åndelig angrebskrig?
43 Hærskarers Jehova forudså de angreb der i fremtiden ville blive rettet mod hans folk, hans tilbedere. Hvordan ville han gribe ind? Både offensivt og defensivt. Om den offensive indgriben sagde han: „Thi jeg spænder mig Juda som bue, lægger Efraim på som pil og vækker dine sønner, Zion imod dine sønner, Javan. Jeg gør dig [altså Zion] som heltens sværd. Over dem viser sig [Jehova], hans pil farer ud som et lyn. Den Herre [Jehova] støder i horn, skrider frem i søndenstorm; dem værner Hærskarers [Jehova]. De opæder, nedtramper slyngekasterne [slyngestenene, NW ], drikker deres blod som vin [de vil visselig drikke — larme — som var der vin, NW] og fyldes som offerskålen, som alterets hjørner.“ — Zakarias 9:13-15.
44. Hvad skulle Guds sejrende folks glæde kunne sammenlignes med, og hvilken kommende verdensmagt ville de derfor ikke behøve at frygte?
44 I denne symbolske krig vil Jehovas tilbedere vinde sejr for der står at de vil larme eller blive oprømte af glæde som var deres hjerter blevet glade af vin. (Salme 104:15) De hjemvendte israelitter på Zakarias’ tid havde således intet at frygte af Javans eller Grækenlands „sønner“ da disse overtog, verdensherredømmet under Alexander den Stores førerskab og blev den femte verdensmagt. Babylon, Jerusalems ødelægger, var faldet som den tredje verdensmagt. Medo-Persien beherskede jorden som den fjerde verdensmagt. Og i 332 f.v.t. ville Grækenland overtage stillingen og blive den femte verdensmagt og få herredømme over Judas land.
45. (a) Hvilken indirekte udløber af den græske verdensmagt har den salvede rest måttet føre åndelig krig imod, og på grund af hvad? (b) Hvordan har ’Zions sønner’ sejret?
45 Ifølge Daniel 8:8-25 skulle der imidlertid være en udløber fra dette græske rige som ville gå over i romerriget, den sjette verdensmagt, og videre over i det symbolske „lille horn“, den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt eller den syvende verdensmagt. Mod denne syvende verdensmagt, som regnes for at være kristen, har den salvede rest af de åndelige israelitter måttet føre en kamp, især under de to verdenskrige. De har måttet føre en åndelig krig for at bevare deres neutralitet i de verdslige politiske magters stridigheder og for at kunne adlyde Gud mere end nationalistiske mennesker. (Apostlenes Gerninger 5:29-32) De åndelige ’Zions sønner’ har sejret i kraft af deres tro på Guds ord og i kraft af deres trofasthed mod Jehovas messianske rige. Det samme kan ikke siges om zionistbevægelsen blandt de kødelige, omskårne jøder.
46. Hvordan bruger Jehova sin salvede rest på jorden som en bue og en pil, hvor hastigt farer pilen ud, hvordan støder han i sit symbolske „horn“, og hvad benytter han som „heltens sværd“?
46 Da den syvende verdensmagt i 1918-1919 foreslog Folkeforbundet og arbejdede for at oprette det som „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“, stod Jehovas messianske rige, der var oprettet i himmelen i 1914 og blev skildret ved fortidens Zion, i opposition til denne menneskegjorte erstatning. Jehova vil bruge sit rige som „heltens sværd“. „Rigets børn“ (Zions åndelige sønner) forkynder i hele verden Rigets budskab, der også er som et åndeligt sværd. (Mattæus 13:38, 43; Efeserne 6:17) Ligesom fortidens Juda sammenlignes med en bue og Efraim med en pil, benytter Jehova den ældre del af den salvede rest til at drive den yngre del frem som en pil i forkyndelsen af den suveræne Herre og Guds domsbudskab mod det messianske riges fjender. Jehovas symbolske pil „farer ud som et lyn“ for at forkynde Riget og bekendtgøre „hævnens dag fra vor Gud“. (Esajas 61:1, 2) Ved hjælp af de forklaringer der i dag gives til Guds hellige ord, Bibelen, støder Jehova i det åndelige „horn“ for at kalde sin salvede rest til åndelig kamp.
47. (a) Især siden hvornår har Jehova ’vist sig over’ sit folk, og i hvilke henseender har han forsvaret dem? (b)Hvordan har de nedtrampet de symbolske slyngesten, og på grund af hvad fyldes de med glæde?
47 Han ’viser sig over dem’, for siden 1931 har de direkte båret hans navn, som Jehovas kristne vidner. Som ’i søndenstormen’, der er særlig voldsom i det mellemste østen, vil han gå imod sit messianske riges fjender. Sin trofaste rest af åndelige israelitter vil han derimod forsvare, idet han vil bevare deres tro og deres åndelighed og deres gudgivne åndelige domæne. Fjenderne slynger mange ting imod den genrejste rest for at lamme og afskrække den, men „restens“ medlemmer har vist at de kan tage imod sådanne symbolske slyngesten uden at lade sig standse i deres virksomhed; ja i virkeligheden nedtramper de dem, gør dem virkningsløse. Ligesom templets offerskåle blev fyldt med offerdyrenes blod og blev slået ud mod kobberalterets side så blodet drev ned ad dets hjørner, sådan vil Jehova udgyde sine fjenders livsblod ved at tilintetgøre dem, og det vil fylde den værnede rest med glæde, som om fjendernes blod var vin de gerne måtte drikke, vin som kunne glæde deres hjerte.
48. Med hvilken nænsomhed lovede Jehova at han ville behandle sit indviede folk, og som hvilken slags sten har de funklet?
48 I stedet for at være som en angribende kriger over for sin rest af åndelige israelitter, vil Jehova være nænsom imod dem som en fredelig hyrde. Derfor afslutter han sit udsagn med dette højdepunkt: „[Jehova] deres Gud skal på denne dag frelse dem som sit folks hjord; thi de er kronesten, der funkler over hans land. Hvor er det dejligt, hvor skønt [For hvor er hans godhed stor, og hvor er hans skønhed stor, NW]! Thi korn giver blomstrende ungersvende, most giver blomstrende møer.“ — Zakarias 9:16, 17.
49, 50. (a) Siden hvornår har Jehova æret dem der ærer hans navn? (b) Hvordan optræder Jehova som sin hjords Frelser, og hvor dyrebare er hjordens medlemmer i hans øjne?
49 På Zakarias’ tid var denne profeti til styrke og opmuntring. I dag, på dette sene tidspunkt i „endens tid“ for den syvende verdensmagt og hele resten af denne militariserede tingenes ordning, er profetien gået i opfyldelse, og opfyldelsen nærmer sig nu sit betagende højdepunkt.
50 Siden hovedartiklen „Hvem vil ære Jehova?“ i Vagttaarnet for 1. februar 1926, er det på fremtrædende måde blevet forkyndt i hele verden at Jehova er Gud for den salvede rest af åndelige israelitter. Ligesom han for længe siden ved en profet eller en „Guds mand“ sagde: „Dem, som ærer mig, vil jeg ære,“ sådan har han æret denne rest der har æret ham. (1 Samuel 2:30) Han førte dens medlemmer frelst igennem farerne og forfølgelserne under den værste krig i hele menneskehedens historie, den anden verdenskrig (1939-1945), for disse åndelige israelitter var ham kære, ligesom en fårehjord i det mellemste østen er dyrebar for sin hyrde. Stenene i en kongelig krone er i sandhed kostelige for kronens bærer, der fremtræder i pragt ved deres funklen! Som sådanne funklende sten i en kongelig hovedbeklædning er de trofaste medlemmer af Jehovas åndelige „folks hjord“ kostelige. Jehova vil også frelse dem under fjendens sidste angreb.
51. Hvilket indtryk har „resten“ fået af Jehova, og på hvilken billedlig måde har han givet dem åndelig trivsel?
51 Jehovas godhed imod dem har i sandhed været stor! Det indtryk de har fået af ham, er i sandhed smukt! Fra sit åbenbarede hellige ord har han givet dem åndelig føde som en rigelig kornhøst. Deres hjerter er blevet glade som af most eller ny vin. Alt dette har givet dem åndelig trivsel.
[Fodnote]
[Studiespørgsmål]
[Kort på side 260]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
PALÆSTINA
UNDER PERSERKONGERNES HERREDØMME
KITTIM (CYPERN)
Hamat
MIDDELHAVET
Ribla
HADRAKS LAND (?)
Libanon
SYRIEN
FØNIKIEN
Zidon
Tyrus
Damaskus
BASAN
Samaria
Jordan
EFRAIM
Jerusalem
Asdod
Askalon
Gaza
FILISTERLANDET
Ekron
JUDA
Gat
