Kapitel 14

Urigtigt at faste over Guds fuldbyrdede domme

1. Hvornår kan det betvivles om man bør faste, selv over begivenheder der hører fortiden til, og hvordan berører faste og sorg ens andel i Guds arbejde?

ER DET tid at faste når man nyder velstand? Og specielt når denne velstand kommer fra himmelens og jordens Skaber? Hvis Gud er tilfreds med sine tilbedere og glæder sig over dem, bør hans tilbedere da sørge, selv om det er fortiden de sørger over? Vil de ikke blive mere styrkede og oplivede til at fortsætte med det arbejde han har pålagt dem, hvis de tager del i hans glæde — fremfor hvis de faster og sørger? Nehemias, som var statholder over den persiske provins Juda i det femte århundrede før vor tidsregning, sagde engang til folket i Jerusalem: „[Jehovas] glæde er eders styrke!“ — Nehemias 8:10.

2. Hvor mange velsignede afgrøder havde jøderne uden tvivl fået i hus i de næsten to år der var gået siden Haggajs afsluttende profeti, og hvorfor?

 ² Disse spørgsmål opstod i perserkongen Darius I’s fjerde regeringsår, eller i 518 f.v.t. Næsten to år tidligere (på nær tyve dage) havde Jehova ved profeten Haggaj sagt følgende til de jøder der lige havde genoptaget arbejdet’ med grunden til det andet tempel i Jerusalem: „Læg mærke til, hvorledes det går fra i dag, fra den fireogtyvende dag i den niende måned, fra den dag grunden lagdes til [Jehovas] hus, læg mærke dertil! Er sæden endnu i laderne, står vinstokken, figentræet, granatæbletræet og oliventræet endnu uden frugt? Fra i dag velsigner jeg.“ (Haggaj 2:18, 19) Siden havde de uden tvivl fået to velsignede afgrøder.

3. Hvornår og hvordan rejste de udsendte mænd fra Betel spørgsmålet om det var rigtigt at faste?

³ Da spørgsmålet om at faste og sørge nu blev bragt på bane, svarede Jehova ved sin profet Zakarias. Profeten beretter: „I kong Darius’ fjerde regeringsår kom [Jehovas] ord til Zakarias på den fjerde dag i den niende måned, kislev. Da sendte Betel-Sar’ezer og Regem-Melek og hans mænd bud [Og Betel sendte så Sar’ezer og Regem-Melek og hans mænd, NW] for at bede [Jehova] om nåde og spørge præsterne ved Hærskarers [Jehovas] hus og profeterne: ’Skal jeg græde og spæge mig i den femte måned, som jeg nu har gjort i så mange år?’“ — Zakarias 7:1-3.

4. Hvilken begivenhed fastede Betels indbyggere øjensynlig over i den femte måned hvert år?

⁴ Betel var en af de byer som jøderne havde genopført i Israels land efter hjemkomsten fra landflygtigheden i Babylon. (Ezra 2:28; 3:1) Da Sar’ezer og Regem-Melek derfra spurgte: „Skal jeg græde?“ betød det at hver enkelt indbygger i Betel spurgte. Byens indbyggere havde nu i „så mange år“ holdt faste eller spæget sig i den femte månemåned hvert år. Fasten blev øjensynlig holdt på den tiende dag i denne måned (ab), til minde om at Nebuzar’adan, øversten for Nebukadnezars livvagt, denne dag, efter to dages inspektion, havde brændt byen Jerusalem og dens tempel ned.  (Jeremias 52:12, 13; 2 Kongebog 25:8, 9) Men skulle Betels indbyggere stadig holde denne faste, nu da den trofaste jødiske rest var ved at genopføre Jehovas tempel i Jerusalem og næsten var halvt færdig?

5. Hvilke andre fastedage overholdt de hvert år, og hvilke begivenheder mindedes de?

⁵ Folkene fra Betel overholdt også tre andre fastedage. En af dem var den tredje dag i den syvende månemåned (tisjri), hvor man mindedes mordet på Gedalja, der tilhørte kong Davids kongehus og som Nebukadnezar havde gjort til statholder over de fattige jøder der havde fået lov til at blive boende i landet efter Jerusalems ødelæggelse. (2 Kongebog 25:22-25; Jeremias 40:13 til 41:10) Man fastede også den tiende dag i den tiende måned, tebet, for at mindes den dag Nebukadnezar af Babylon havde indledt sin langvarige belejring af Jerusalem. (2 Kongebog 25:1, 2; Jeremias 52:4, 5) En fjerde faste blev holdt den niende dag i den fjerde måned (tammuz), den dag babylonierne havde gennembrudt Jerusalems mur i 607 f.v.t. og var trængt ind i den fortabte by. — 2 Kongebog 25:2-4; Jeremias 52:6, 7; Zakarias 8:19.

6. Hvad var de tre første begivenheder man mindedes et udtryk for, og hvilket spørgsmål opstår derfor med rette?

⁶ Det man mindedes ved at holde disse faster helt frem til år 519 f.v.t. — nemlig begyndelsen på Jerusalems belejring, babyloniernes gennembrydning af Jerusalems mur og de babyloniske hæres ødelæggelse af Jerusalem og dens tempel — var alt sammen en fuldbyrdelse af Jehovas domme. Skønt mordet på statholderen Gedalja, som blev begået af en forræderisk jøde, ikke var en fuldbyrdelse af Guds dom bevirkede denne handling at Judas land kom til at ligge fuldstændig øde og forladt, sådan som Jehova havde bestemt. Det var alt sammen sørgelige begivenheder for de ulydige jøder. Men var Jehovas fuldbyrdede domme noget man skulle faste og sørge over? Skulle man begræde at Jehovas vilje skete? Var dét en ulykke man burde mindes med sorg?

7, 8. (a) Hvem blev Jehovas syn på sagen åbenbaret for? (b) Hvad skulle man have gjort i stedet for at faste, og hvornår skulle man have gjort det?

 ⁷ Guds syn på sagen blev åbenbaret for profeten Zakarias, og ikke for de præster som Sar’ezer og Regem-Melek var blevet udsendt fra Betel for at spørge. Under inspiration siger Zakarias:

⁸ „Da kom Hærskarers [Jehovas] ord til mig således: Sig til alt folket i landet og til præsterne: Når I har fastet og klaget i den femte og syvende måned i halvfjerdsindstyve år, var det da mig, I fastede for? Og når I spiser og drikker, er det da ikke eder, som spiser og drikker? Kender I ikke [Bør I ikke adlyde, NW] de ord, [Jehova] forkyndte ved de tidligere profeter, dengang Jerusalem og dets byer trindt om var beboet og havde fred, og Sydlandet og lavlandet var beboet?“ — Zakarias 7:4-7.

9. Hvordan kan man sige at de havde fastet i de halvfjerds år og i tiden derefter af samme grund som de spiste og drak, og hvad ville have været bedre?

⁹ Når de landflygtige jøder havde fastet i de halvfjerds år hvor Judas land lå øde * og ligeledes i alle de år der var gået siden resten af dem var vendt tilbage til deres hjemland, havde de da fastet for Jehova? Kunne han acceptere deres faste? Var det ham der havde pålagt dem at faste? Fastede de ikke over ødelæggelsen af noget som han havde dømt til ødelæggelse? Når de spægede sig eller afholdt sig fra at spise, var det af nøjagtig samme grund som når de nød mad og drikke. De spiste for deres egen skyld. På samme måde fastede de for deres egen skyld, over de ulykker der havde ramt dem fordi de ikke havde adlydt de ord deres  Gud havde forkyndt ved Jeremias og andre tidligere profeter. Hvordan kunne de, med en sådan indstilling, høste åndelig gavn af deres fasten? Hvordan kunne deres fasten under sådanne omstændigheder give dem større lyst til at gøre Guds vilje? De skulle hellere have vist lydighed fra begyndelsen end faste over de ulykker der havde ramt dem fordi de ikke havde adlydt Gud.

10. Kunne man bringe forholdet til Gud i orden ved at faste? Hvad burde de implicerede have gjort for at undgå ulykkerne?

¹⁰ Det er ikke ved at faste på grund af sine vanskeligheder at man bringer sit forhold til Gud i orden. Det gør man derimod ved at vende sig bort fra ulydighedens vej og gøre godt, i overensstemmelse med Guds bud. Lad os i denne forbindelse se hvad Zakarias yderligere skulle sige: „Og [Jehovas] ord kom til Zakarias således: Så siger Hærskarers [Jehova]: Fæld redelig dom, vis miskundhed og barmhjertighed mod hverandre, undertryk ikke enker og faderløse, fremmede og nødlidende og tænk ikke i eders hjerter ondt mod hverandre! Men de ville ikke høre; de var stivnakkede og gjorde deres ører døve og deres hjerter hårde som diamant for ikke at høre loven og de ord, Hærskarers [Jehova] sendte gennem sin Ånd ved de tidligere profeter. Derfor kom der stor vrede fra Hærskarers [Jehova].

11. Hvad gjorde Jehova ved indbyggerne fordi de havde nægtet at høre når han kaldte, og hvad kom det til at betyde for landet?

¹¹ Ligesom de ikke hørte, når han kaldte, således vil jeg, sagde Hærskarers [Jehova], ikke høre, når de kalder; og jeg blæste dem bort blandt alle de folk, de ikke kendte, og landet blev øde efter dem, så ingen drog ud eller hjem; og de gjorde det yndige land til en ørk.“ — Zakarias 7:8-14.

12. Kunne de hjemvendte jøder få lov at blive boende i landet ved at faste, eller hvordan?

¹² Det var ligefremme ord til Sar’ezer, Regem-Melek og de andre fra Betel. Deres elskede hjemland havde ligget øde i halvfjerds år på grund af indbyggernes ondskab og ulydighed mod Guds lov, der krævede retfærdighed og sandhed, miskundhed og barmhjertighed. Nu da de var  kommet tilbage fra Babylon, var landets øde tilstand bragt til ophør. De kunne forblive i landet hvis de ikke handlede som deres fædre, men viste lydighed. At mindes ulykkerne ved at faste kunne ikke gøre det. Lydighed indbefattede at de måtte arbejde videre på templet.

13. Hvorfor ville det ikke være rigtigt at faste over de sørgelige begivenheder som Jehovas folk kom ud for under den første verdenskrig? Hvilken handlemåde vil det være rigtigt af os at følge?

¹³ Skal vi i dag sørge eller faste på årsdagen for ulykker eller sørgelige begivenheder som Jehovas tilbedere kom ud for under den første verdenskrig? Hvis sådanne ulykker var domme fra Gud som blev fuldbyrdet på grund af hans organiserede folks forsyndelser, indtraf de så ikke med rette? Det ville ikke være rigtigt at sørge eller faste over sådanne begivenheder der udgør Guds retfærdige domme. Vi bør ikke sørge eller faste over de lidelser de har kostet os. Det ville være selvoptaget at gøre det — det ville ikke være at faste for Jehova, men at gøre det i bedrøvelse over vor egen situation. Lad os tage ved lære af fortiden! Lad os tørre tårerne bort og glæde os over at vi har genvundet Jehovas gunst, og lad os ivrigt fortsætte med hans tempelarbejde!

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]