Velsignelser og et godt styre mens verden rystes
Kapitel 7
Velsignelser og et godt styre mens verden rystes
1. Hvad så Zakarias finde sted måneden efter at han havde fremsat sin indledende profeti, og hvad fik dette Jehova til at gøre?
DET var en kort profeti Zakarias indledte sin profetgerning med i den ottende månemåned (marsjevan) i perserkongen Darius I’s andet regeringsår, men den var aktuel og præcis. (Zakarias 1:1-6) Allerede den følgende måned så profeten Zakarias at der i Jerusalem blev taget et betydningsfuldt skridt som blev bestemmende for den jødiske nations fremtidige velfærd. På den fireogtyvende dag i den niende månemåned (kislev) ’lagdes grunden til Jehovas hus’! Zakarias’ medprofet, Haggaj, omtaler den vigtige begivenhed. (Haggaj 2:18) Denne handling, der blev foretaget til trods for det kongelige forbud mod genopførelsen af templet i Jerusalem, havde så stor religiøs betydning at hærskarers Jehova nu inspirerede Haggaj til at fremsætte nye profetier.
2, 3. (a) Hvem var Haggajs første profeti den 24. kislev 520 f.v.t., henvendt til? (b) Hvilken samtale får vi indledningen til i Haggaj 2:10-12?
2 Den første af Haggajs profetier på denne historiske dag var henvendt til levitpræsterne, der så frem til at tjene i Jehovas tempel når det var færdigt. Disse præster af levitten Arons slægt indbefattede også ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn. Profetien indprentede alle disse præster noget som også har betydning for os her på dette sene tidspunkt. Lad os derfor læse Haggajs beretning og følge med i den samtale der udspandt sig:
3 „På den fireogtyvende dag i den niende måned i Darius’ andet regeringsår kom [Jehovas] ord ved profeten Haggaj således: Så siger Hærskarers [Jehova]: Bed præsterne om svar på følgende spørgsmål [spørg dog Præsterne om Loven, og sig, Gd]: ’Dersom en mand bærer helligt kød i sin kappeflig og med fligen rører ved brød eller noget, som er kogt, eller ved vin eller olie eller nogen slags mad, bliver disse ting så hellige?’“ — Haggaj 2:10-12.
4. Hvorfor burde disse præster, ifølge Malakias 2:7, være i stand til at svare på det spørgsmål de blev prøvet med, men hvad kunne have øvet sin indflydelse?
4 Den lov der her er tale om, er den guddommelige lov som blev givet ved profeten Moses. Den kom blandt andet ind på ceremonielle spørgsmål og angik således præsterne, idet det var dem der bar „helligt kød“. Præsterne skulle naturligvis være inde i Moseloven, for, som profeten Malakias senere sagde: „En Præsts Læber skulle bevare Kundskab, og Loven skal man søge af hans Mund; thi han er den Herre, Zebaoths Sendebud.“ (Malakias 2:7, Gd) Det var derfor at forvente at præsterne kunne svare korrekt på det prøvende spørgsmål der blev stillet dem ved Haggaj. Eller var deres kendskab til Loven blevet berørt af de halvfjerds år hvor Judas land havde ligget øde og jøderne havde været landflygtige i landet Babylon, og ligeledes af de sytten vanskelige år der var gået siden den trofaste rest var kommet tilbage til sit hjemland? Hvordan svarede de?
5. Hvilken lov har disse præster muligvis haft i tanke da de gav deres rette svar? Hvad skulle en der var uren således ikke tro med hensyn til at opnå hellighed?
5 „Præsterne svarede nej.“ (Haggaj 2:12) Det ville sige at „helligt kød“, kødet af et offerdyr der var blevet frembåret for Jehova som offer, ikke afgav hellighed til andre fødemidler som det tilfældigvis kunne komme i berøring med. Som en rettesnor for dette svar har præsterne måske tænkt på hvad Moseloven siger i Tredje Mosebog 7:19, 20: „Det kød, der kommer i berøring med noget som helst urent, må ikke spises, det skal opbrændes. I øvrigt må enhver, der er ren, spise kødet; men enhver, som i uren tilstand spiser kød af [Jehovas] takoffer, skal udryddes af sin slægt.“ Ifølge dette skulle en israelit der af en eller anden grund var blevet uren (3 Mosebog 7:21) ikke mene at han, fordi han kom i berøring med „helligt kød“ ved at spise det, derved blev renset. Han skulle ikke tro at det han spiste, afgav hellighed til ham. Ifølge Loven var det forkert at ræsonnere sådan.
6. Hvilket spørgsmål stillede Haggaj derefter, og hvilket svar fik han?
6 Profeten Haggaj sagde ikke at præsterne havde ræsonneret forkert. Nu stillede han så et spørgsmål der krævede det modsatte svar. „Haggaj spurgte da: ’Hvis en, som er blevet uren ved lig, rører ved nogen af disse ting, bliver den så uren?’ Præsterne svarede ja.“ — Haggaj 2:13.
7. Hvilken lov om renselse af en der var blevet uren ved at røre ved et lig må præsterne have kendt, siden de kunne give det rette svar?
7 Præsterne svarede rigtigt, og det viser at de kendte Jehovas lov om „renselsesvand“. Dette vand var blandet med asken af en rød kvie der var blevet bragt som offer, og det skulle stænkes på dem der var blevet urene ved at røre ved en død. Loven sagde: „Den, der rører ved en død, ved noget som helst lig, skal være uren i syv dage. . . . Enhver, der rører ved en død, et lig, og ikke lader sig rense for synd besmitter [Jehovas] bolig, og det menneske skal udryddes af Israel, fordi der ikke er stænket renselsesvand på ham; han er uren, hans urenhed klæber endnu ved ham. Det skal være eder en evig gyldig anordning. Den, der stænker renselsesvandet, skal tvætte sine klæder, og den, der rører ved renselsesvandet, skal være uren til aften. Alt, hvad den urene rører ved, skal være urent, og enhver, der rører ved ham, skal være uren til aften.“ — 4 Mosebog 19:2-5, 11-13, 21, 22; Hebræerne 9:13.
8. Hvad viste dette med hensyn til urenhed, og hvordan gjaldt dette med hensyn til indstillingen til opførelsen af Jehovas tempel?
8 Dette viser hvor nemt urenhed kan brede sig — ikke alene bogstavelig urenhed, men også åndelig urenhed. Den der bærer noget helligt vil måske ikke uden videre, uden at gøre en indsats, kunne overføre hellighed til en anden. Men den der er uren kan nemt besmitte en anden, blot ved at være sammen med vedkommende og være i berøring med ham. Det er som den kristne apostel Paulus sagde: „Ved I ikke, at en smule surdej syrer hele dejen?“ (1 Korinter 5:6; Galaterne 5:8, 9) Sådan kunne det gå med et menneskes urene og ligegyldige indstilling til at Jehovas tempel lå forsømt. En sådan ligegyldighed over for den rene tilbedelse af Jehova og med hensyn til om denne tilbedelse kom fuldt til udtryk gennem et tempel, kunne virke som åndelig surdej og besmitte hele Israels nation. Selv efter at Jehovas tempel var færdigt, blev det nødvendigt for en senere statholder over Juda og Jerusalem at sige: „Vi bør ikke svigte vor Guds hus.“ Tilbedelsen dér burde støttes i fuldt omfang. — Nehemias 10:39, NW.
9. Hvad var der åbenbart sket med jødernes indstilling siden den jødiske rest var kommet tilbage sytten år tidligere?
9 Det kunne ikke nægtes at genopbygningen af templet i Jerusalem havde ligget stille i de sytten år der var gået siden den jødiske rest var kommet tilbage til sit hjemland. Alt tydede på at mange var ligegyldige og uinteresserede, og at den oprindelige begejstring for at genopbygge templet var kølnet.
10, 11. (a) Hvad viser at den jødiske rest havde mistet sin første kærlighed? (b) Hvordan så folket og deres hænders værk ud i Jehovas øjne, ifølge Haggaj 2:14?
10 De ord der blev henvendt til den kristne menighed ved slutningen af det første århundrede kunne også have været henvendt til den jødiske rest: „Du har svigtet din første kærlighed. Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid.“ (Åb. 2:4, 5) Der kunne ikke herske nogen tvivl om at medlemmerne af den jødiske rest havde behov for at „vende om“ til Jehova, sådan at han kunne „vende om“ til dem. (Zakarias 1:3, 4; Jeremias 2:2, 3) Umiddelbart efter hjemkomsten fra Babylon havde de under løvhyttefesten i Jerusalem rejst et midlertidigt alter det rigtige sted og var begyndt at frembære de rette ofre på det. (Ezra 3:1-6) Men var det nok? Hvordan så Gud på at nationen ikke havde andet end dette alter og fundamentet til et tempel? Hør:
11 „Så tog Haggaj til orde og sagde: Således er det i mine øjne med disse mennesker, således med dette folk, lyder det fra [Jehova], og således med alt deres hænders værk og med, hvad de ofrer der: det er urent.“ — Haggaj 2:14.
12. Hvordan berørte dette de ofre de frembar på Jehovas alter? Kunne Jehova velsigne dem i betragtning af dette?
12 Forholdet var det samme som når en israelit blev uren ved at røre ved et lig: alt hvad han rørte ved blev urent — alt hvad han rørte ved før han blev renset ved at blive bestænket med vand som indeholdt asken af en rød kvie der var blevet ofret. De hjemvendte israelitter var urene i Jehovas øjne fordi de forsømte hans tilbedelseshus, og derfor besmittede de alle de ofre de frembar for Jehova på deres midlertidige alter i Jerusalem. Kunne Jehova under sådanne omstændigheder velsigne dem på nogen måde? Nej, hverken åndeligt eller materielt.
BEHOV FOR EN RENSELSE I VOR TID
13. Hvordan var den kristne rest uren, i lighed med den jødiske rest 520 f.v.t.?
13 Efter den første verdenskrig befandt den salvede rest af Kristi indviede og døbte disciple sig i en lignende situation. Kristenheden med sine hundreder af sekteriske kirker havde besudlet sig selv med blodet af de millioner der var blevet dræbt i denne krig, som var historiens hidtil blodigste. Den salvede rest af Kristi disciple havde søgt at holde sig fri for en sådan blodskyld og for anden ukristen adfærd, men det var ikke lykkedes den fuldstændigt, og den måtte bære et vist mål af samfundsansvar. Nogle medlemmer af den salvede rest havde også givet efter for frygt for mennesker i høje stillinger, og havde derved tilføjet sig selv åndelig skade. „Frygt for mennesker leder i snare, men den, der stoler på [Jehova], er bjærget.“ (Ordsprogene 29:25) I vid udstrækning havde den salvede rest således undladt frimodigt og offentligt at forkynde Guds oprettede rige og hans dag med hævn over denne krigshærgede, blodskyldige tingenes ordning. Hvordan følte „restens“ medlemmer i efterkrigsåret 1919, i deres egenskab af salvede åndelige underpræster i det hellige i Jehovas åndelige tempel? Som Esajas, der sagde:
14. Hvordan gav Esajas udtryk for sin urenhed i templet?
14 „Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en mand med urene læber, og jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers [Jehova]!“ — Esajas 6:5.
15. Hvornår blev den salvede rest gjort opmærksom på dette tempelsyn som Esajas havde, og med hvilke ord?
15 Profeten kom med dette profetiske udråb da han fik et mirakuløst syn af Jehova i sit tempel. Den salvede rest blev gjort opmærksom på dette syn i året 1922. Det skete den 8. september 1922, der blev betegnet som „Dagen“, under det andet internationale stævne som de internationale bibelstudenter holdt i Cedar Point, Ohio. Dette stævne varede otte dage. Den daværende præsident for Watch Tower Bible and Tract Society holdt denne dag et foredrag som var bygget over Mattæus 4:17, og i slutningen af foredraget sagde han:
Hvorfor skal vi da forkynde Budskabet for dem, der ikke forstaar det? Vil nogen høre? Herrens Profet svarer: „. . . I er mine Vidner, siger Herren, og min Tjener, som jeg har udvalgt, for at I skal erkende og tro mig og forstaa, at det er mig; før mig er ingen Gud blevet dannet, og efter mig skal der ingen vorde. Jeg, jeg er Herren, og foruden mig er der ingen Frelser. Jeg har forkyndt og frelst og ladet høre, og ingen fremmed Gud var der iblandt eder, og I er mine Vidner, siger Herren, og jeg er Gud.“ — Esajas 43, 8-12.
Vi ser saaledes, at de, der tilhører Tempelklassen, klart betegnes som Guds Vidner nu i Tiden, for at de skal bringe Folket et Trøstens Budskab om, at Himmeriges Rige er kommet nær,. . . Vi ser altsaa, at det er Guds Hensigt, at hans Navn skal ophøjes, og at Folket skal kende, at han er Herren. Vi ser, at Gud vil have et Folk paa jorden i denne Nødens Tid, et Folk, der er tydeligt kendetegnet som adskilt og forskelligt fra alle andre, et Folk, der staar som hans Vidner og uden Frygt raaber det Budskab ud: „Himmeriges Rige er kommet nær!“
. . .I 1914 tog Herlighedens Konge sin store Magt og begyndte at regere. Han har renset Tempelklassens Læber og sendt dens Medlemmer ud med Budskabet. Vigtigheden af Rigets Budskab kan ikke overdrives. Det er alle Budskabers Budskab. Det er netop vor Tids Budskab. Det paahviler alle Herrens Børn at forkynde det. . . .
. . .Vær trofaste og sanddrue Vidner om Herren! Gaa fremad i Kampen, indtil de sidste Rester af Babylon er ødelagte! Forkynd Budskabet vidt og bredt! Verden skal vide, at Jehova er Gud, og at Jesus Kristus er Kongers Konge og Herrers Herre. Vi lever nu i Verdens mest betydningsfulde Tid. Se! Kongen regerer! I er hans Budbringere. Derfor, forkynd, forkynd, forkynd om Kongen og hans Rige! — Vagttaarnet, februar 1923, side 25, 26.
16. (a) Hvad ønskede de der lod deres læber rense nu at gøre? (b) Hvoraf fremgår det om alle som var tilsluttet den salvede rest, havde denne indstilling?
16 Mange af dem der tilhørte den salvede rest, så behovet for at få deres læber renset, ligesom profeten Esajas havde fået sine læber renset som med ild sådan at han kunne forkynde et yderligere budskab fra Jehova, der var i sit tempel. (Esajas 6:6-10) De ønskede oprigtigt at være med i det arbejde der endnu skulle udføres med at indsamle dem som Jehova Gud ville gøre til præster sammen med Jesus Kristus i himmelen, for at fuldstændiggøre det fastsatte antal på 144.000 underpræster. Men ikke alle i den salvede rest havde en sådan indstilling på dette tidspunkt. Som et eksempel på dette kan nævnes at en af de fem redaktører for bladet The Watch Tower (Vagttaarnet) i dette år, 1922, og før bladets udgave for 1. maj udkom, forlod den teokratiske organisation sammen med sin hustru og søgte anden beskæftigelse. Der var flere som tog et sådant skridt, både på dette tidspunkt og senere. Det passede dem ikke at gøre Guds rige kendt, ved at forkynde det fra hus til hus med rensede læber. Der var også andre krav til de åndelige underpræster i det Hellige i Jehovas tempel der var for meget for dem. De blev urene på grund af deres ligegyldighed, deres manglende interesse og deres tilbagevenden til verdens interesser.
17. (a) Hvordan berører en sådan urenhed resten af Jehovas teokratiske organisation? (b) Hvilken indstilling er det Jehova velsigner?
17 Urenhed af denne art — manglende hengivenhed for den fuldstændige tilbedelse af den sande Gud ved hans åndelige tempel — er noget som besmitter resten af den teokratiske organisation. En sådan urenhed fører til at Jehova holder sin velsignelse tilbage. Helhjertet hengivenhed for at fremme den rene gudsdyrkelse medfører derimod at man atter får del i hans gunst og hans lovede velsignelser. Gud understregede selv denne vigtige kendsgerning da han talte videre til de præster som Haggaj havde stillet spørgsmål:
18. Hvordan havde den jødiske rests økonomiske stilling været før Haggaj udtalte denne profeti, og hvorfor ville Jehova fra nu af velsigne disse jøder?
18 „Men læg nu mærke til, hvorledes det går fra i dag! Før sten lagdes på sten i [Jehovas] hus, hvorledes gik det eder da? Når man kom til en dynge korn på tyve mål, var der ti; og kom man til en vinperse for at øse halvtredsindstyve mål af kummen, var der tyve. Jeg slog eder med kornbrand [svidende hede, NW], rust og hagl ved alt eders arbejde, men I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra [Jehova]. Læg mærke til, hvorledes det går fra i dag, fra den fireogtyvende dag i den niende måned, fra den dag grunden lagdes til [Jehovas] hus, læg mærke dertil! Er sæden endnu i laderne, står vinstokken, figentræet, granatæbletræet og oliventræet endnu uden frugt? Fra i dag velsigner jeg.“ — Haggaj 2:15-19.
DAGEN MED OMVENDELSE TIL VELSTAND
19. I hvilken henseende kunne den jødiske rest sætte Jehova på prøve fra den fireogtyvende dag i kislev måned, og hvad gav hans lovpagt dem grund til at vente?
19 Det var nu den fireogtyvende dag i den niende måned (kislev), som normalt var en tid med tiltagende efterårsregn og endda en smule sne på bjergtoppene. Denne dag begyndte medlemmerne af den trofaste jødiske rest på ny at arbejde med templets grundvold, og det var som om de endnu en gang lagde grundvold. (Ezra 3:8-12) Fra denne afgørende dag kunne den jødiske rest sætte Jehova på prøve, om han ville opfylde sit gode løfte. Så ville tørken høre fortiden til, og det samme ville kornrusten og de ødelæggende hagl, og der ville ikke længere være mangel på hovednæringsmidlerne. Der er intet i bibelhistorien som antyder at det ikke gik sådan. Da de modigt fortsatte tempelarbejdet til det var færdigt, opfyldte Jehova trofast sit løfte. Nøjagtig som han havde lovet i den lovpagt han havde givet med profeten Moses som mellemmand, ville dét at de af hele deres sjæl gik ind for tilbedelsen af ham, bringe dem velsignelser i form af materiel velstand i deres gudgivne land. — 5 Mosebog 28:1-14.
20. Hvilken form for velstand kunne den salvede rest gøre sig håb om at opnå fordi den genoptog arbejdet for den sande tilbedelse af Jehova, og hvordan har en sådan velstand vist sig?
20 Datidens tempelinteresserede jødiske rest må ganske givet have erfaret en sådan velstand, hvis det den oplevede dengang var et forbillede på det som den salvede rest af de åndelige underpræster har oplevet fra og med 1919. Genoptagelsen af den præstelige tjeneste i det Hellige i Jehovas sande åndelige tempel markerede et vendepunkt for den salvede rest af Kristi disciple der overlevede prøvelserne og lidelserne under den første verdenskrig fra 1914 til 1918. Som åndelige israelitter med en himmelsk arv for øje ventede de ikke materielle velsignelser for deres trofasthed, sådan som de kødelige israelitter på Haggajs tid. Det den salvede rest af de åndelige underpræster så frem til ifølge Guds løfte, var åndelig velstand. De blev ikke skuffet. De satte ikke forgæves Guds løfter på prøve. Til trods for at verdens modstand voksede og denne verdens nationer ængstedes i rådvildhed på grund af deres stadige trængsler, er det arbejde som den salvede rest har udført med at fremme den sande tilbedelse ved Jehovas åndelige tempel, gået fremad; det har bredt sig og har resulteret i vækst.
21. Hvor kan man finde en beretning om den åndelige velstand som den trofaste rest nyder, og hvad beviser dette med hensyn til Jehovas løfte?
21 De religiøse, de politiske, de juridiske og de samfundsmæssige fjender har ikke kunnet undgå at lægge mærke til dette. For at få et detaljeret billede af den åndelige velstand som Jehovas kristne vidner nyder, behøver man blot at læse de årsrapporter der er blevet offentliggjort i Vagttårnets spalter siden 1919 og i Yearbook siden 1927. Disse rapporter beretter om den verdensomfattende fremgang der er sket i arbejdet med at forkynde „denne gode nyhed om riget“ på hele den beboede jord og med at gøre disciple af folk af alle nationerne, som befalet af Herren Jesus Kristus, Jehovas ypperstepræst. (Mattæus 24:14, NW; 28:18-20 NW; Apostlenes Gerninger 1:8; Hebræerne 2:17 til 3:1) Historiens uudslettelige vidnesbyrd bekræfter til fulde at Jehova Gud, der ikke lyver, har holdt sit løfte om at velsigne sine tjenere. Vi tjener ham aldrig forgæves. — Josua 23:14; Salme 138:2; 1 Korinter 15:58.
BELØNNINGEN FOR AT ET STYRENDE RÅD STØTTER DEN RENE TILBEDELSE
22, 23. (a) Hvem blev Haggajs sidste profeti henvendt til, og hvad ønskede Jehova dermed at udtrykke sin værdsættelse af? (b) Hvad lovede Jehova i denne profeti at gøre det af med, og hvad ville han gøre med Zerubbabel?
22 Første gang Jehovas profetiske ord lød ved Haggaj — det var på den første dag i den sjette månemåned (elul) år 520 f.v.t. — var budskabet henvendt til „Judas statholder Zerubbabel, Sjealtiels søn,“ samt til „ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn“. (Haggaj 1:1) Næsten fire måneder senere udtaler Haggaj sin sidste inspirerede profeti, og den rettes udelukkende til denne statholder over den persiske provins Juda. Zerubbabel havde givet agt på Jehovas tilskyndelser gennem profeterne Haggaj og Zakarias, og under hans ledelse var arbejdet med grunden til Jehovas tempel i Jerusalem nu modigt blevet genoptaget, uden hensyn til det uretmæssige forbud som var udstedt af en fejlunderrettet perserkonge. (Ezra 4:17-24) Værdsatte Jehova Gud dette? Ja han gjorde, og for at vise det sendte han Zerubbabel et personligt budskab. Vi læser:
23 „Og [Jehovas] ord kom for anden gang til Haggaj på den fireogtyvende dag i måneden således: Sig til Judas statholder Zerubbabel: Jeg ryster himmelen og jorden og omstyrter kongernes troner, tilintetgør hedningerigernes styrke og vælter stridsvognene med deres førere, og heste og ryttere skal styrte, og den ene skal falde for den andens sværd. På hin dag, lyder det fra Hærskarers [Jehova], tager jeg dig, min tjener Zerubbabel, Sjealtiels søn, lyder det fra [Jehova], og gør dig til en seglring; thi dig har jeg udvalgt, lyder det fra Hærskarers [Jehova].“ — Haggaj 2:20-23.
24. Hvis godkendelse opnåede Zerubbabel ved det dristige skridt han tog den fireogtyvende dag i kislev måned, og hvorfor var det dét der betød noget?
24 Denne dag, den fireogtyvende dag i den niende månemåned (kislev) i perserkongen Darius I’s andet regeringsår, havde statholderen Zerubbabel taget et dristigt skridt, hvorved han øjensynlig bød det mægtige perserrige trods. Men han havde handlet godt og rigtigt, i lydighed mod hærskarers Jehova. Nu fik han gennem profeten Haggaj at vide at hærskarers Jehova, godkendte det skridt han havde taget. Hvad betød det så om mennesker misbilligede det eller gjorde indsigelse imod det? Hans handling var blevet godkendt af den højeste Myndighed, den israelitiske nations teokratiske Hersker. Denne guddommelige Hersker skal adlydes fremfor menneskeskabte herskere. Israels teokratiske Hersker kunne jo ryste både himmelen og jorden og fjerne dem! Hvad kunne de åndeskabninger og de menneskeskabninger der udgør denne himmel og denne jord da gøre for at krydse, forpurre eller med held modstå hans erklærede hensigter? Intet! Hele den samlede styrke af djævle og mennesker står magtesløs over for ham. Han kan ryste dem alle.
25. Hvad fører den omtalte rystelse af himmelen og jorden med sig, og hvorfor er det helt på sin plads at en Gud som hærskarers Jehova siger at han vil gøre sådanne ting?
25 Hvad følger der med eller hvad sker der når den universelle Suveræn således ryster himmelen og jorden? Hærskarers Jehova forklarer det således: „[Jeg] omstyrter kongernes troner, tilintetgør hedningerigernes styrke og vælter stridsvognene med deres førere, og heste og ryttere skal styrte, og den ene skal falde for den andens sværd.“ (Haggaj 2:22) Det er i sandhed på sin plads at den Gud der kalder sig hærskarers Jehova taler om at skride ind over for de militære styrker i menneskehedens verden! Det er sådanne angrebs- og forsvarsstyrker der udgør „hedningerigernes styrke“. Nationerne her i det tyvende århundrede bygger i hvert fald på denne teori, og de ruster sig alle, nogle med de mest fantastiske våben videnskaben kan opfinde. Men de der håber at sådant krigsmateriel og højt uddannede militærstyrker vil sikre varig stabilitet for nationernes regeringssæde, kongernes trone, håber forgæves. Hærskarers Jehova kan gøre denne „styrke“ til intet.
26. Behøver hærskarers Jehova at vise sig personligt for at kæmpe mod sine fjender eller lade dem kæmpe mod sig? Forklar.
26 Perserriget, bibelhistoriens fjerde verdensmagt, viste sig at være stabilt i lidt over to hundrede år. Men hverken dets heste og deres ryttere eller dets stridsvogne med deres førere, ja selv ikke dets pansrede elefanter, kunne beskytte det mod grækeren Alexander den Store. Soldater med heste og stridsvogne kan ikke kæmpe direkte mod hærskarers Jehova, som er usynlig. Hærskarers Jehova behøver på den anden side ikke at vise sig personligt for at kæmpe mod militærstyrker på jorden. Fra det usynlige kan han anvende sin uovervindelige magt og få dem til at kæmpe indbyrdes, enten af panikagtig frygt eller på grund af bitre indbyrdes stridigheder. Han kan fremkalde anarki blandt alle sine fjender. Han gjorde det i fortiden, og han har lovet at gøre det igen. Statholderen Zerubbabel vidste at det var sket tidligere. (Dommerne 7:19-22; 2 Krønikebog 20:22-24) Han havde god grund til at tro at hærskarers Jehova endnu en gang kunne besejre sit folks fjender ved at få dem til at rette deres våben mod hinanden.
27. Ville rystelsen af himmelen og jorden og nationerne have nogen indvirkning på Zerubbabel, der var som en seglring på Jehovas hånd? Forklar.
27 Hærskarers Jehova erklærede imidlertid ikke at han havde til hensigt at ryste sit trofaste, lydige folk, der nidkært var gået ind for at genopbygge hans tilbedelseshus og yde ham ren tilbedelse der. Statholderen Zerubbabel ville heller ikke blive afsat af perserkongen Darius I fordi han var gået i gang med tempelbyggeriet før han havde fået kongens officielle tilladelse. Dette kunne lige så lidt ske som en seglring kunne tages af hærskarers Jehovas højre hånd. Lad blot himmelen og jorden ryste! Lad blot de svært bevæbnede nationer ryste! Zerubbabels stilling ville dog ikke blive rokket. Det var det der lå i den forsikring Jehova nu gav Zerubbabel:
28, 29. Hvilken modsætning var der mellem det løfte Jehova gav Zerubbabel om seglringen og den erklæring han fremsatte om kong Jojakin eller Konja?
28 „På hin dag, lyder det fra Hærskarers [Jehova], tager jeg dig, min tjener Zerubbabel, Sjealtiels søn, lyder det fra [Jehova], og gør dig til en seglring; thi dig har jeg udvalgt, lyder det fra Hærskarers [Jehova].“ — Haggaj 2:23.
29 Denne guddommelige profeti stod i direkte modsætning til det som profeten Jeremias var blevet inspireret til at sige om Zerubbabels bedstefader, Jojakin (Jekonja eller Konja), der havde hersket i Jerusalem i tre måneder og ti dage i 618-617 f.v.t. (1 Krønikebog 3:17-19; 2 Krønikebog 36:9, 10) Om Jojakin eller Konja sagde Jeremias: „Så sandt jeg lever, lyder det fra [Jehova]: Om også Konja, kong Jojakim af Judas søn, var en seglring på min højre hånd, jeg rev ham bort. Jeg giver dig i deres hånd, som står dig efter livet, i deres hånd, for hvem du ræddes, og i kong Nebukadrezar af Babels og kaldæernes hånd. . . . Land, land, land, hør [Jehovas] ord: Så siger [Jehova]: Optegn denne mand som barnløs, som en mand, der ingen lykke har i sit liv; thi det skal ikke lykkes nogen af hans afkom at sætte sig på Davids trone og atter herske over Juda.“ — Jeremias 22:24-30.
30. (a) Hvor stor værdi havde en seglring for den der ejede den? (b) Hvorfor skulle Jojakins officielle stilling respekteres, og hvorfor kastede Jehova ham dog bort?
30 Denne guddommelige afgørelse vedrørende Zerubbabels bedstefader viser at en seglring havde stor værdi for den standsperson der ejede den. Ringen bar ejerens navn, og den blev benyttet til at sætte ejerens signatur på officielle dokumenter for at bekræfte deres gyldighed. (1 Mosebog 38:18-26; 41:42; 1 Kongebog 21:8) Så hvis Zerubbabels bedstefader, kong Jojakin, havde været som en seglring på Jehovas højre hånd, må han have været meget dyrebar for Jehova. Han var jo også blevet salvet til konge i Jerusalem og var således „[Jehovas] salvede“ der sad på „[Jehovas] trone“ i Jerusalem, skønt det kun var i tre måneder og ti dage. (1 Samuel 24:7, 11; Klagesangene 4:20; 1 Krønikebog 29:23) Af denne grund krævede og fortjente kong Jojakins person særlig respekt fra mennesker. Men til trods for hans officielle tilknytning til Jehova, fandt Jehova ham frastødende fordi han fortsatte i sin faders, kong Jojakims, onde, gerninger. I vrede tog Jehova ham af og kastede ham bort, lod ham føre som fange til et babylonisk fængsel.
31. Hvorfor var dét at Zerubbabel blev statholder over Juda i 537 f.v.t. ikke i strid med det Jehova havde sagt om Zerubbabels bedstefader i Jeremias 22:30?
31 Men hvad er nu det? Firs år senere, i 537 f.v.t., bliver Jojakins sønnesøn, Zerubbabel, frigivet fra landflygtigheden i Babylon og gøres til statholder over den persiske provins Juda, med hovedsæde i Jerusalem. (Ezra 1:1 til 4:3) Var dette ikke i strid med det Jehova havde sagt til Zerubbabels bedstefader i Jeremias 22:30? Nej, den fangne Jojakin forblev „barnløs“, i den forstand at ingen af hans sønner kom til at sidde på Davids trone i Jerusalem. Det var hans farbroder Mattanja, hvis navn blev ændret til Zedekias, der efterfulgte ham på Davids trone, blot for at miste den i 607 f.v.t. da Jerusalem blev ødelagt af babylonierne. Davids trone blev omstyrtet for aldrig mere at blive rejst i et bogstaveligt, jordisk Jerusalem. (Ezekiel 21:25-27) I dette år, 607 f.v.t., begyndte hedningernes tider som skulle vare 2520 år og hvori Jerusalem, eller Guds messianske rige som byen symboliserede, skulle nedtrædes af de hedenske nationer. I overensstemmelse med profetien kom ingen af Jojakins sønner til at sidde på Jehovas trone i Jerusalem som Davids kongelige efterkommer. Hans sønnesøn Zerubbabel sad ikke på Davids kongetrone, men beklædte embedet som statholder, udnævnt af kong Kyros.
32. Hvordan handlede Zerubbabel som en levende seglring på Jehovas hånd, og hvorfor var han dyrebar for Jehova mens hans kongelige bedstefader ikke var det?
32 Skønt ringere end sin bedstefader, set med menneskers øjne, blev Zerubbabel meget dyrebar for Jehova, ja, som en seglring på hærskarers Jehovas højre hånd. Det blev han fordi han gjorde det som kong Jojakin havde forsømt — så han ikke havde været for dyrebar til at blive kastet bort — nemlig fordi han holdt Jehovas bud og modigt og nidkært gik ind for den rene tilbedelse af Jehova ved hans tempel. Som en levende seglring tjente han hærskarers Jehova i en officiel egenskab, til ære og pris for Jehovas hellige navn. Mens den øverstbefalende for de himmelske hærskarer havde forkastet kong Jojakin, havde han derimod „udvalgt“ hans trofaste sønnesøn Zerubbabel. Universets teokratiske Suveræn ville ryste himmelen og jorden og alle verdens militariserede nationer, men han ville ikke ryste statholderen Zerubbabel og fjerne ham fra hans ærefulde tjeneste i den synlige teokratiske organisation. Det han senere sagde om Zerubbabel gennem profeten Zakarias (4:6-10) bekræftede dette.
EN STØRRE BETYDNING AF PROFETIEN
33. (a) Hvorfor fik Haggajs profeti ikke sin fuldstændige opfyldelse med statholderen Zerubbabel i det sjette århundrede f.v.t? (b) Hvem er den modbilledlige Zerubbabel statholder for?
33 Har denne profeti fået sin fuldstændige opfyldelse med Zerubbabel, statholderen over den persiske provins Juda i det sjette århundrede før vor tidsregnings begyndelse? Øjensynlig ikke! Han var et forbillede på en som var større. På hvem? En som han fik den ære at blive forfader til, ja den som hans slægtslinje i den bibelske beretning slutter med, nemlig Jesus Kristus. (Mattæus 1:1-16; Lukas 3:23-27) Denne modbilledlige Zerubbabel er nu himmelsk statholder eller hersker i Jehovas synlige teokratiske organisation på jorden, den salvede rest af det åndelige Israel. (Galaterne 6:16; Romerne 2:28, 29; Åbenbaringen 7:4-8) Medlemmerne af denne rest blev, som kendsgerningerne viser, udfriet fra deres religiøse trældom under Babylon den Store i 1919. I lighed med fortidens rest af landflygtige jøder blev de udfriet fra den falske babyloniske religions verdensimperium for at de først og fremmest kunne koncentrere sig om det der vedrørte den rene tilbedelse af Jehova ved hans åndelige tempel.
34. Hvordan går denne foran i det arbejde der har at gøre med Jehovas tempel?
34 Som himmelsk statholder over det åndelige Israel er Jesus Kristus, den modbilledlige Zerubbabel, den der går foran i arbejdet i forbindelse med Jehovas tempel. Han drager omsorg for at hans salvede disciple har et sted hvor de kan tjene som åndelige underpræster, i det Hellige i dette tempel. — Johannes 17:17-19.
35. Hvordan kan navnet Zerubbabel, trods sin betydning, passende bruges om den himmelske statholder, Jesus Kristus?
35 Det bør ikke forstyrre os at navnet Zerubbabel, der betyder „Babylons sæd“, bliver anvendt om den himmelske Jesus Kristus i dennes egenskab af statholder. Det er rigtigt at han aldrig selv har befundet sig i Babylon den Store. Men resten af de salvede disciple der overlevede prøvelserne og forfølgelserne under den første verdenskrig, blev under denne krig ført i religiøs trældom, under det store Babylon og dets politiske elskere. Ifølge regelen om at det der gøres imod dem, er som gjort imod ham, har den større statholder Zerubbabel (repræsenteret ved den salvede rest) således, befundet sig i Babylon den Store, i lighed med fortidens, Zerubbabel, der rent bogstaveligt blev født i det gamle Babylon og derfor kunne kaldes „Babylons sæd“. Den større Zerubbabel førte den trofaste salvede rest af åndelige israelitter ud af et Babylon som var større end den by der i fortiden lå ved floden Eufrat, idet han frigjorde dem med sin sandhed. (Johannes 8:32) Med ham som statholder har den synlige teokratiske organisation på jorden et godt styre.
36. Hvordan er den himmelske statholder dyrebar og modig som fortidens Zerubbabel, og hvem på jorden efterligner ham i dag?
36 Denne statholder der er som Zerubbabel er i allerhøjeste grad dyrebar for Jehova Gud, som en seglring på hans højre hånd, en ring der bærer det guddommelige navn. Han går stærkt ind for helligelsen af sin himmelske Faders navn (Mattæus 6:9, 10; Johannes 12:28; 17:6-12) Han er frygtløs, i lighed med fortidens Zerubbabel. Statholderen Zerubbabel blev styrket så han ikke var bange for at trodse perserriget, bibelhistoriens fjerde verdensmagt. I dag er den himmelske statholder for det åndelige Israel hverken bange for bibelhistoriens syvende verdensmagt, den britisk-amerikanske dobbeltverdensmagt, eller for den ottende verdensmagt den internationale organisation for verdensfred og sikkerhed, De forenede Nationer, der nu har 132 medlemmer. (Åbenbaringen 17:7-17) Ligesom deres himmelske statholder frygter den salvede rest af de åndelige israelitter heller ikke disse verdensmagter. Frygtløst fortsætter de i hele verden med at virke for den rene tilbedelse ved Jehovas åndelige tempel.
37. Hvordan bliver den modbilledlige Zerubbabel brugt som en dyrebar seglring på Jehovas hånd?
37 En seglring blev i fortiden benyttet til at sætte ejerens navn på et dokument, som bevis for at dokumentet virkelig kom fra ham og at det udtrykte hans vilje, hensigt eller befaling. På tilsvarende måde benytter hærskarers Jehova den modbilledlige Zerubbabel, Jesus Kristus, til at opfylde sine profetier og løfter og derved bevise at disse udtalelser, der står nedtegnet i Bibelen, virkelig stammer fra den guddommelige og ufejlbarlige kilde og at de virkelig udtrykker den guddommelige sandhed. Også på denne måde bliver Jehovas navn og ord ophøjet gennem Jesus Kristus, der er lige så dyrebar for Jehova som en officiel seglring. „Thi alle Guds forjættelser har i ham deres ’ja’; derfor er der også ved ham gennem vor [de kristne disciples] forkyndelse kommet til at lyde et ’amen’, Gud til ære.“ — 2 Korinter 1:20.
38. Hvorfor har den større Zerubbabel intet at frygte af den rystelse der i dag hjemsøger himmelen, jorden og nationerne, og hvordan vil han sikre et godt og varigt styre for dem der tilbeder Jehova?
38 Siden hedningetidernes udløb i 1914 har en rystelse hjemsøgt den symbolske himmel og den symbolske jord. Nationerne i menneskehedens verden rystes, og de er ude af stand til at bringe den verdslige tingenes ordning i ro. Det er hærskarers Jehova der står bag rystelsen, i overensstemmelse med det han sagde til statholderen Zerubbabel i fortiden. Rystelsen, som mennesker står magtesløse over for, vil nå sit højdepunkt i ’den store trængsel’ der nu ser ud til at være meget nær, og derefter vil Satan blive kastet i afgrunden. (Mattæus 24:21, 22) Men den større Zerubbabel, Jesus Kristus, har intet at frygte af denne rystelse. Hans stilling som himmelsk hersker eller statholder kan ikke rokkes. Hans rige er „et urokkeligt rige“. (Hebræerne 12:28) Det vil ikke blive fjernet, men vil af hærskarers Jehova blive benyttet til at fjerne det store Babylon og nutidens verdensmagter, idet det vil tilintetgøre deres militære „styrke“ i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. (Åbenbaringen 16:13-16; 17:12-14; 19:11-21) Derefter vil det velsigne alle de overlevende, som tilbeder Jehova Gud ved hans åndelige tempel, med et godt styre for evigt.
39. Hvad er vi der i dag tilbeder Jehova, lykkelige for?
39 Lykkelige er vi som tilbeder ved det sande tempel, over at vi allerede nu har del i guddommelige velsignelser, og nyder gavn af Jehovas himmelske statholders gode styre, mens de falske tilbederes verden ryster i sine grundvolde.
[Studiespørgsmål]
